Beretning om Genanvendelse af plast
Statutory Text (1 Articles)
Beretning afgivet af Miljø- og Planlægningsudvalget den 30. maj 2001
Beretning
om
Genanvendelse af plast
Af Affald 21 regeringens affaldsplan 1998 2004 fremgår det blandt andet, at emballageaffald indeholder store mængder genanvendelige materialer, og at emballageaffaldet, når det er miljømæssigt og økonomisk fornuftigt, skal genanvendes frem for at blive forbrændt.
For papir, pap og glas har Danmark en meget høj indsamlings- og genanvendelsesgrad. For plast ligger den en del lavere. Udvalget har på den baggrund drøftet spørgsmålet om muligheden for at øge indsamlingen og genanvendelsen af plastemballager.
Udtalelse fra miljø- og energiministeren
Miljø- og energiministeren har over for udvalget oplyst følgende
Genanvendelsesmuligheder og miljøeffekt for plastemballage
Plastaffald kan mekanisk genvindes, kemisk genvindes eller energiudnyttes.
Mekanisk genvinding
Plastemballageaffald, der er ensartet og sorteret efter plasttype, kan genvindes mekanisk. Plasten hakkes i stykker, vaskes og omsmeltes. Produktet er et granulat, der kan bruges til nye plastprodukter, som erstatter »ny« plast. Miljømæssigt er denne genanvendelsesform til stor fordel for miljøet, da der spares ressourcer i form af fossile råstoffer.
Plastaffald, som er uensartet, og hvor plastaffaldet ikke fuldstændigt er udsorteret i de enkelte plasttyper, kan også mekanisk genvindes. Granulatet kan bruges til tykvæggede plastprodukter, f.eks. støjmure, som kan erstatte produkter af træ eller beton. Miljømæssigt er denne genanvendelsesform tvivlsom, fordi træ- og betonprodukter ofte vil være mindre miljøbelastende end tykvæggede plastprodukter.
Kemisk genvinding
Plastemballageaffald kan kemisk genvindes (feedstock recycling). I processen brydes plasten kemisk til bestanddele, som typisk kan erstatte råolie eller gas, eller plasten anvendes i højovne. Der er udviklet forskellige processer, som anvendes i stort omfang i Tyskland. Omkostningerne ved at behandle plastaffaldet er meget høje. Miljømæssige vurderinger af kemisk genvinding i forhold til affaldsforbrænding kommer frem til forskellige resultater. De miljømæssige fordele ved kemisk genvinding er tvivlsomme, hvis der sammenlignes med et effektivt forbrændingsanlæg.
Der er i EU en løbende diskussion om, hvorvidt kemisk genvinding skal betragtes som genanvendelse eller energiudnyttelse. Danmark støtter synspunktet om, at kemisk genvinding bør regnes som energiudnyttelse.
Energiudnyttelse
Plastaffald kan energiudnyttes ved forbrænding i affaldsforbrændingsanlæg eller i cementovne. Usorteret affald indeholdende plast kan forbrændes i affaldsforbrændingsanlæg, som producerer el og varme. Udsorteret plastaffald kan forbrændes i cementovne, hvor det erstatter andre energikilder til produktion af cement.
Konklusion
Det er miljømæssigt fornuftigt at genanvende plastaffald, hvis plasten kan indgå i produkter, som erstatter ny plast. Hvis plastaffaldet ikke har en sådan kvalitet, er det miljømæssigt mere fornuftigt at energiudnytte plastaffaldet.
Mængder og potentialer
Tabellen, der fremgår af bilag 1 til beretningen, giver en oversigt over mængder, egnethed til genanvendelse, antal affaldsproducenter m.v. Ved egnethed til genanvendelse er der lagt vægt på, om fraktionen kan genanvendes således, at der opnås en god kvalitet af regenerat. Det skal kunne anvendes til nye plastprodukter, som kan erstatte primær plast, jf. ovenfor. Antallet af affaldsproducenter giver et indtryk af, hvor omkostningskrævende det vil være at indsamle forskellige typer emballage. Emballagetyper, der er interessante i genanvendelsesøjemed, er fremhævet i skemaet.
Transportemballager
Mulighederne for at genanvende transportemballage er typisk meget gode. Der er få affaldsproducenter, og der er typisk forholdsvis store mængder affald pr. affaldsproducent. De fleste fraktioner er velegnede til genanvendelse. Potentialet for genanvendelse af transportemballage er ideelt set ca. 50.000 55.000 tons.
Det er ikke muligt at indsamle hele potentialet på 50.000 55.000 tons til genanvendelse. Der vil være en grænse for, hvor langt det er økonomisk fornuftigt at gå. Typisk vil det være forholdsvis billigere at indsamle en affaldstype til et bestemt niveau, men meget dyrt at indsamle de sidste procent af en affaldstype. Det vil eksempelvis være ekstremt dyrt at indsamle 100 pct. af transportemballagepotentialet til genanvendelse. I dag skal kommunerne anvise genanvendelig transportemballage af plast fra virksomheder til genanvendelse. Det er virksomhedernes ansvar, at den udsorterede plast afhentes på virksomhederne med henblik på at blive transporteret til genanvendelse. Det vurderes at være muligt at indsamle 60 80 pct. af det skønnede potentiale for genanvendelse det vil sige 30.000 44.000 tons transportemballage.
Detailemballager
For detailemballage er mulighederne for at indsamle og genanvende plast mere begrænsede. Der er mange affaldsproducenter, typisk 2,3 millioner husholdninger. Hver husholdning producerer meget små mængder plastaffald. Plastaffald består ofte af mange små enheder af forskellige plasttyper, der ofte er forurenede med madrester (f.eks. remouladeflasker og plastbakker til kød). Udsortering af denne del af plastemballagen på sorteringsanlæg vil give store arbejdsmiljøproblemer. Det er endvidere ikke økonomisk eller miljømæssigt fornuftigt at udsortere disse plastemballager til genanvendelse.
Der er enkelte dele af husholdningsaffaldet, som er velegnet til genanvendelse. Det drejer sig om engangsflasker til drikkevarer og andre flasker og dunke fra husholdninger. Der vil måske også være nogle andre emballager af hård plast (f.eks. bøtter til is), som kan genanvendes. Det er fraktioner, som forbrugeren har mulighed for at udsortere og aflevere tømte og skyllede. Samlet vurderes potentialet ideelt at være ca. 20.000 tons. Det vil kræve, at plasten sorteres ud i de forskellige plasttyper inden genanvendelse. Arbejdsmiljøproblemerne ved sortering af disse fraktioner formodes at være begrænsede.
Det vurderes, at det vil være muligt at indsamle 40 pct. af potentialet for detailemballagen, svarende til 8.000 tons. Den skønnede indsamlingseffektivitet er baseret på danske og udenlandske erfaringer, der viser, at indsamlingseffektiviteten er omvendt proportional med antallet af affaldsproducenter. Indsamlingseffektiviteten vil også afhænge af, hvilken type indsamling der anvendes. Det vil være miljømæssigt og økonomisk mest optimalt at anvende en bringeordning frem for en henteordning ved den enkelte hustand.
Totalt set vurderes det at være muligt at indsamle 30.000 44.000 tons transportemballage og 8.000 tons detailemballage, i alt 38.000 52.000 tons plastemballage til genanvendelse.
Målsætning for den fremtidige indsamling i 2004
Det vurderes, at det vil være muligt og det er målsætningen inden udløbet af den gældende affaldsplanperiode i 2004 at øge den indsamlede mængde med 20.000 tons i forhold til 1999. Det svarer til, at genanvendelsen fordobles, baseret på den totale plastemballagemængde. Med andre ord vil det betyde, at 75 pct. af det reelle potentiale indsamles i 2004. Det forudsættes i den forbindelse, at alle de nedenfor beskrevne initiativer igangsættes, at fordelingen af emballagetyper er uændret i perioden, og at prisniveauet på plastaffald ikke falder væsentligt i forhold til det nuværende niveau.
Det bemærkes, at der er stor usikkerhed om alle de angivne mængder. Alle tal på nær totaltallene er skønnede tal. Der er behov for at sikre et bedre datagrundlag, herunder mængden af dunke fra erhverv og mængden af detailemballage, der anvendes i virksomheder og institutioner. Den potentielle affaldsmængde er beregnet via statistiske data for forsyning af emballage.
Øvrige initiativer
Der er igangsat pilotforsøg med indsamling af plastflasker og -dunke. Projektet forventes afrapporteret til Miljøstyrelsen maj 2001. De foreløbige resultater viser, at det er muligt at indsamle plastflasker og -dunke i rimelig ren kvalitet. Der udføres sideløbende et projekt for at vurdere de miljømæssige konsekvenser af at genanvende frem for at forbrænde plastflasker og dunke fra husholdninger. De første foreløbige resultater viser et nuanceret billede. Miljøfordelene ved genanvendelse vil afhænge meget af produkttype, f.eks. ser det ikke ud til at være en fordel at genanvende en plastflaske til remoulade. Miljøstyrelsen foretager en miljøøkonomisk vurdering af at gennemføre en landsdækkende indsamling af plastflasker og -dunke fra husholdninger. Vurderingen forventes at være færdig i maj 2001. Projekterne vil bidrage til at kunne give en anbefaling til Miljøstyrelsen om, hvorvidt en ordning skal iværksættes. En indsamlingsordning for plastflasker og -dunke kan besluttes i 2001. Indsamlingen vurderes uanset at den gøres obligatorisk først at få væsentlig effekt fra 2003 og maksimalt at kunne øge indsamlingen med 5.000 tons pr. år, når ordningen på længere sigt er fuldt implementeret.
Miljøstyrelsen vil i 2001 igangsætte et projekt for at verificere forsyningsmængden af plastemballage.
Miljørådet for Renere Produkter forventer i 2001 at yde tilskud til projekter vedrørende organisering af indsamling af transportemballageplast fra mindre og mellemstore virksomheder samt til et projekt om et forbedret vidensgrundlag for genanvendelse af opskummet plast.
Miljøstyrelsen vil i 2001 ændre vejledningen om genanvendelse af transportemballage af plast således, at den vejledende minimumsgrænse for virksomheder, som er omfattet af kommunens regulativer for indsamling af transportemballagefolier af plast, sættes ned fra 10 kg plastfolie/uge til 5 kg plastfolie/uge.
Der er et behov for at undersøge mængderne af plastdunke og -spande fra erhverv. Endvidere er det nødvendigt med et overblik over antallet af affaldsproducenter, genanvendelsesegnetheden for emballagen inden for bestemte produktgrupper og afsætningsmuligheder. Miljøstyrelsen vil arbejde for, at analyser snarest igangsættes. Såfremt analyserne viser et positivt resultat, vil Miljøstyrelsen i foråret 2002 udsende en revideret vejledning for genanvendelse af transportemballager af plast med råd og vejledning om indsamling af plastdunke og -spande fra erhverv.
Som led i Programmet for Renere Produkter er der iværksat en brancheindsats (Emballageindustriens Branchefællesskab). Der er givet støtte til et forprojekt med henblik på blandt andet at indkredse barrierer for og problemer i forbindelse med forebyggelse af emballageaffald i form af materialeminimering og udvikling af genbrugs-/refillsystemer. Projektet forventes afsluttet 1. juli 2001.
Der er i dag 3 forskellige typer bionedbrydelig plast
1. Plast kan tilsættes forskellige additiver, således at plasten bliver bionedbrydelig. Det skal dog bemærkes, at en sådan komposterbar plast ikke giver nogen besparelse i form af fossile ressourcer.
2. Der findes bionedbrydelig plast på det danske marked, som er en kombination af en polymer produceret af mineralsk olie og stivelse samt olie fra planter. Der spares ca. 50 pct. fossile ressourcer i forhold til traditionel plast. Denne bionedbrydelige plast markedsføres som affaldsposer og engangsbestik i Danmark.
3. Endelig kan bionedbrydelig plast være produceret udelukkende på basis af plantematerialer. Herved opnås et materiale baseret på fornyelige ressourcer. På dette område foregår der en betydelig forskning og udvikling i disse år. Det forventes, at der i de kommende år vil blive markedsført flere emballager af bionedbrydelig plast.
Ud fra ønsket om at spare på de ikke-fornyelige ressourcer som olie vil det være mest relevant at satse på at producere bionedbrydelig plast baseret på fornyelige ressourcer.
De indledende drøftelser om revision af direktivet i den tekniske komité under emballagedirektivet har Miljøstyrelsen løbende argumenteret for behovet for øget fokus på forebyggelse og genbrug. Kommissionen har endnu ikke fremlagt et egentligt forslag til revideret direktiv. Dette forventes at ske i løbet af 2001.
Politiske udtalelser
Et flertal i udvalget (udvalget med undtagelse af EL) støtter det af miljø- og energiministeren anførte.
Et mindretal i udvalget (EL) anser ambitionsniveauet i det af ministeren anførte for alt for lavt. Eksempelvis nævnes pvc ikke med et eneste ord. En indsats mod det enorme og voksende forbrug af plast burde indebære et opgør med brugen af pvc og en målsætning om udfasning af traditionel plast.
Hovedlinjen i indsatsen vil i de kommende år med beretningen nu målrettes mod det selvskabte problem, som indførelsen af EU's emballagedirektiv medfører i form af fuld adgang for engangsemballage. Et skridt frem og to tilbage.
Efter Enhedslistens vurdering er der intet til hinder for allerede nu at sætte gang i tilbagetagningsordninger for traditionel plastemballage, hvilket anses for absolut nødvendigt, hvis producenterne skal tage emballageproblemet alvorligt.
Endvidere burde indsatsen for at øge anvendelsen af andre materialer f.eks. træ i stedet for plast styrkes, ligesom indsatsen for at minimere emballageforbruget kan styrkes væsentligt.
De af ministeren anførte tiltag er Enhedslisten ikke modstander af, men de forslår som en skrædder i helvede, idet dog et enkelt aspekt med en tilstrækkelig stor indsats kan vise sig at have effekt, nemlig en omstilling til brug af komposterbar emballage. Enhedslisten noterer med tilfredshed, at dette aspekt har fået en vis rolle blandt de kommende initiativer. Det er dog væsentligt at slå fast, at Enhedslisten under ingen omstændigheder vil støtte en udviklingsretning, som indebærer brug af gensplejsningsteknikker inden for dette område. Som det fremgår af det af ministeren anførte, er dette heller ikke en forudsætning for at nyudvikle emballage i retning mod øget komposterbarhed.
P. u. v.
Jørn Jespersen
formand
Genanvendelse af plastemballager mængder/potentialer (opgørelse fra Miljøstyrelsen, 2001)
Type
Egnethed til genanvendelse
Affaldsproducenter
Mængde 1999 (tons) (skøn)
Ideelt potentiale
Muligt potentiale
Mængde indsamlet i 1999 (tons) (skøn)
Mål for indsamling i 2004 (tons)
Pct. af muligt potentiale
Transportemballager
God
Få
69-81.000
50-55.000
30-44.000
17.000
34.000/77%
Plastfolier (LDPE)
Meget god
Få-mange
40.000-50.000
10.300
Retur-kasser (HDPE)
Meget god
Få
4.500-7.000
4.200
Dunke-spande fra erhverv (<201)
God
Få-mange
10.000-15.000
1.600
Opskummet plast (EPS)
Ringe
Få-mange
5.000-10.000
60
Andet
Blandet
2.000-3.000
800
Detailemballager
Dårlig
Mange
92-104.000
20.000
8.000
2.000
5000/62,5%
Returplastflasker + låg
Meget god
Få
1.800-2.000
1.600
Engangsflasker (drikkevarer)
Meget god
Mange
500-1.500
200
Plastflasker og -dunke fra husholdninger
God
Ekstremt mange
10.000-15.000
200
Anden hård plast fra husholdninger (spande, bøtter)
Blandet
Ekstremt mange
10.000-15.000
<50
Blød plast fra husholdninger (folier, film, blisterpakninger)
Dårlig
Ekstremt mange
35.000-40.000
0
Hård og blød plast fra institutioner og erhverv (<201)
Blandet
Mange
5.000-10.000
?
Opskummet plast (EPS)
Ringe
Ekstremt mange
4.000-7.000
0
Andet plast (PS, PC)
Blandet
4.000-6.000
0
Total
38-52.000
19.000
39.000/75%