Beretning om Kulturbevaringsplan 2010 - Udredning om kulturarven
Statutory Text (1 Articles)
Beretning afgivet af Kulturudvalget den 23. maj 2001
Beretning
om
Kulturbevaringsplan 2010 - Udredning om kulturarven
Folketingets Kulturudvalg afholdt den 25. april 2001 en høring om "Bevaring af kulturarven".
På baggrund af høringen er det udvalgets opfattelse, at der er et behov for at belyse bevaringstilstanden af kulturarven i danske kulturinstitutioner. Her tænkes primært på de nationale kulturinstitutioner, men belysningen bør også omfatte væsentlige samlinger uden for de nationale institutioner.
Høringen efterlod det indtryk, at der især er behov for
at foretage en prioritering af bevaringsindsatsen med hensyn til fysiske genstande,
at vurdere IT-teknologiens udnyttelse i bevaringsøjemed,
at planlægge bevaringen af den virtuelle kulturarv og
at vurdere potentialerne ved øget samarbejde på tværs af arkiver, biblioteker og museer.
Udvalget anmoder på den baggrund kulturministeren om at iværksætte to uafhængige udredningsarbejder om henholdsvis bevaring af de fysiske samlinger og bevaring af den virtuelle kulturarv. Udredningerne skal ud fra et overordnet kulturbevaringssynspunkt kortlægge den nuværende indsats, vurdere akutte og langsigtede behov og fremlægge forslag til alternative bevaringsstrategier under hensyn til økonomiske konsekvenser. Udredningsarbejdet skal endvidere vurdere muligheden for øget samarbejde mellem arkiver, biblioteker og museer. Der tegner sig følgende hovedproblemstillinger
Bevaring af de fysiske samlinger
Udformning af plan for indsamling, bevaring og kassation.
Foranstaltninger mod nedbrydningstruslen (slid og kemiske nedbrydninger) samt sikkerhedsrisici (brand og tyveri).
Opbevaring magasinbehov.
Udformning af plan for digitalisering af eksisterende samlinger med henblik på bevaring og registrering. Langsigtet opbevaring af digitale data.
Bevaring af den virtuelle kulturarv
Udformning af plan for indsamling og prioritering af materiale. Metoder til nedtagning fra Internettet.
Opbygning af web-arkiv langtidsopbevaring af arkiv.
Sikring af adgang til materialer.
Forholdet til gældende love f.eks. pligtafleveringslov og ophavsretslov.
Udvalget lægger vægt på, at der foretages en nøje prioritering af bevaring og konservering efter kriterierne
væsentlig betydning for kulturarven og
økonomisk realisme.
Udenlandske erfaringer om bevaringsstrategier skal inddrages.
Kulturministeriet anmodes i den forbindelse om at arbejde for at styrke det nordiske og det internationale forskningsnetværk inden for bevaring og konservering af kulturarvsgenstande, bl.a. som led i EU-samarbejdet.
Der ønskes en speciel vurdering af hensigtsmæssigheden af de nuværende bevaringsstrategier, herunder de gældende lovfæstede principper om pligtaflevering set i forhold til moderne teknologi og produktionsomfang.
Der bør formentlig gennemføres deludredninger efter en nærmere vurdering af de nævnte opgavers karakter. Kulturministeriet varetager den fornødne koordinering.
P.u.v.
Hanne Andersen
Formand