Legislator Case Law & Legislation
20001EB00625 DK

Beretning over Forslag til folketingsbeslutning om udvidelse af udenlandsdanskeres valgret

5 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (5 Articles)

Beretning over beslutningsforslag 2000 144 Valid

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende B 144

Bilagsnr.

Titel

1

Henvendelse af 22/3-01 fra Valgretsforeningen i Danmark

2

Spm. 1 om kommentar til henvendelse af 22/3-01 fra Valgretsforeningen i Danmark, til indenrigsministeren

3

Svar på spm. 1 om kommentar til henvendelse af 22/3-01 fra Valgretsforeningen i Danmark, fra indenrigsministeren

4

Kopi KOU: Svar på spm. 33, om folketingsvalgloven, fra indenrigsministeren, bilagt bemærkninger fra justitsministeren

5

1. udkast til betænkning

6

Talepapir fra foreningens foretræde for Kommunaludvalget 19/4-01

7

Spm. 2 om, i hvilke tilfælde i tilføjelser til valgloven man fraviger det strikte princip om danske statsborgeres bopælspligt i Danmark som forudsætning for valgret, til indenrigsministeren

Spm. 3 om resume af Højesterets dom i Ove Guldberg-sagen samt en vurdering af, hvilke implikationer den kan have for udvidelsen af udenlandsdanskeres adgang til stemmeret, til indenrigsministeren

8

Bidrag til eventuel beretning

9

Svar på spm. 2 om, i hvilke tilfælde i tilføjelser til valgloven man fraviger det strikte princip om danske statsborgeres bopælspligt i Danmark som forudsætning for valgret, fra indenrigsministeren

10

Brev til Folketingets Præsidium vedr. nedsættelse af et udvalg i Folketingets regi med henblik på afklaring af forslaget.

11

Svar på spm. 3 om resume af Højesterets dom i Ove Guldberg-sagen samt en vurdering af, hvilke implikationer den kan have for udvidelsen af udenlandsdanskeres adgang til stemmeret, fra indenrigsministeren

12

Kopi KOU: Bekendtgørelse om optagelse på folketingsvalglisten af personer, der har valgret uanset ophold i udlandet

13

Åbnes for spørgsmål d.d., og der lukkes for spørgsmål den 28. maj 2001 kl. 12.00.

14

Kopi KOU: Beretning fra Valgretsnævnet 1993-1999

15

1. udkast til beretning

Beretning over beslutningsforslag 2000 144 Valid

Bilag 2

Et af udvalgets spørgsmål til indenrigsministeren og dennes svar herpå

Spørgsmålet og indenrigsministerens svar herpå er optrykt efter ønske fra Kommunaludvalget.

Spørgsmål 1

Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 22. marts 2001 fra Valgretsforeningen i Danmark, jf. bilag 1.

Svar

1. Det fremgår af henvendelsen fra Valgretsforeningen i Danmark, at Valgretsforeningen er en upolitisk forening stiftet i år 2000 med det formål at arbejde for, at alle personer med dansk indfødsret og med dansk pas skal have valgret til Folketinget, uanset hvor i verden de bor. Valgretsforeningen er opmærksom på, at en sådan ordning kun kan gennemføres ved en grundlovsændring, idet valgret i medfør af grundlovens § 29, stk. 1, bl.a. er betinget af fast bopæl i riget. Henvendelsen fra Valgretsforeningen er vedlagt en beskrivelse af foreningens virke og baggrunden herfor, hvori der fremsættes en række argumenter for ved en grundlovsændring at afskaffe bopælskravet eller for ved en ændring af folketingsvalglovens § 2, stk. 2, at udvide kredsen af personer, der anses for at have fast bopæl i riget i relation til betingelserne for valgret til Folketinget.

Valgretsforeningen henviser bl.a. til, at den gældende lovgivning vedrørende valgret er menneskeretskrænkende og i strid med princippet om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for EU.

Justitsministeriet har oplyst, at hverken Den Europæiske Menneskerettighedskonvention eller andre generelle menneskeretskonventioner, som Danmark har tilsluttet sig, indeholder bestemmelser, der forpligter Danmark til at give personer med dansk indfødsret ret til at deltage i valg til Folketinget, uanset at vedkommende ikke har fast bopæl i riget. EU-traktaterne indeholder heller ikke bestemmelser herom.

Traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab indeholder derimod bestemmelser om valgret og valgbarhed ved kommunale valg og valg til Europa-Parlamentet. I denne traktats artikel 19 (tidligere artikel 8 B) er det således fastsat, at enhver unionsborger, der har bopæl i en medlemsstat, hvor han ikke er statsborger, har valgret og er valgbar ved kommunale valg og valg til Europa-Parlamentet i den medlemsstat, hvor han har bopæl, på samme betingelser som statsborgerne i denne stat.

De nævnte bestemmelser i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab regulerer alene spørgsmålet om valgret og valgbarhed i bopælslandet for så vidt angår en unionsborger, der har bopæl i en medlemsstat, hvor han ikke er statsborger. Der er derimod ingen bestemmelser, der regulerer spørgsmålet om valgret og valgbarhed i hjemlandet for en unionsborger, der har bopæl i en anden medlemsstat end hjemlandet.

2. Henvendelsen fra Valgretsforeningen er endvidere vedlagt fotokopi af artikler i Berlingske Tidende den 8. juli 2000 og i Politiken den 28. september 2000 om manglende valgret til Folketinget for danskere, der flytter til Skåne, men som stadig har deres arbejde i Danmark, de såkaldte grænsegængere.

Jeg kan hertil oplyse, at kun personer, der er omfattet af folketingsvalglovens § 2, kan anses for at have bevaret fast bopæl i riget i valgretsmæssig henseende uanset udlandsophold. Grænsegængere hører ikke til blandt de persongrupper, afgrænset efter formålet med udlandsopholdet, der direkte er opregnet i folketingsvalglovens § 2. Grænsegængere anses heller ikke for at være omfattet af den særlige sidestillingsregel, der indeholdes i folketingsvalglovens § 2, stk. 2, nr. 6. Det følger af den praksis, der er anlagt af det særlige nævn, Valgretsnævnet, der træffer endelig administrativ afgørelse i sager om udlandsdanskeres valgret.

3. Jeg kan i øvrigt henvise til besvarelsen den 30. april 1996 af Kommunaludvalgets spørgsmål nr. 13 om reglerne med hensyn til valgret for statsborgere bosat uden for moderlandet i de nordiske lande, EU-landene, USA og Canada. Jeg vedlægger en kopi af besvarelsen (L 73 - bilag 7) af 30. april 1996 af spørgsmål nr. 2-9 og 12-14.

4. Danmarks Statistik har oplyst, at der pr. 1. januar 1997 var bosat i alt 99.600 personer med dansk indfødsret i de øvrige EU-lande, Island, Liechtenstein, Norge og Schweiz, jf. vedlagte oversigt. Der foreligger ingen oplysninger om, hvor mange personer med dansk indfødsret, der uden for disse lande er bosat i udlandet.

Indenrigsministeriet

30. april 1996

Folketingets Kommunaludvalg

Folketinget

Christiansborg

1240 København K

Under henvisning til Kommunaludvalgets breve af 1. februar 1996 (L 73 - bilag 3 og 4) følger hermed i 80 eksemplarer besvarelsen af spørgsmål nr. 2-9 og 12-14.

Med venlig hilsen

Birte Weiss / Anne Birte Pade

Indenrigsministeriet

1. kommunekontor

J.nr. 1995/40082-16

Den 30. april 1996

Besvarelse af spørgsmål nr. 2-9 og 12-14 stillet af Folketingets Kommunaludvalg til indenrigsministeren den 1. februar 1996 (L 73 - bilag 3 og 4)

Spørgsmål 2

»Er det foreneligt med grundloven at udvide den personkreds, der har valgret uanset udlandsophold?«

Svar

Til brug ved behandlingen af lovforslag nr. L 73, hvorved der foreslås en udvidelse af den personkreds, der har valgret uanset udlandsophold, har Indenrigsministeriet indhentet en udtalelse fra Justitsministeriet, jf. Justitsministeriets brev af 8. december 1995, som blev fremsendt til Kommunaludvalget den 1. februar 1996 i forbindelse med min besvarelse af udvalgets spørgsmål 1.

Af Justitsministeriets udtalelse fremgår bl.a., at det efter Justitsministeriets opfattelse generelt må antages, at der gælder ganske snævre grænser for, i hvilket omfang der inden for rammerne af grundlovens § 29, stk. 1, ved lov kan ske en yderligere udvidelse af bopælsbegrebet end den, der allerede følger af den nugældende - ganske vidtgående - bestemmelse i § 2 i lov om valg til Folketinget. På denne baggrund finder Justitsministeriet, at der ved vurderingen af lovforslag nr. L 73 må tages udgangspunkt i en vurdering af, om forslaget vil indebære en udvidelse af større rækkevidde, eller om der er tale om en udvidelse af mere marginal eller justerende karakter. Som konklusion på sine overvejelser om dette spørgsmål og dermed vedrørende grundlovsmæssigheden af lovforslag nr. L 73 udtaler Justitsministeriet følgende

»Justitsministeriet finder, at foreneligheden med grundlovens § 29 af den foreslåede (yderligere) udvidelse af den kreds af danskere, der på trods af udlandsophold anses for at have bopæl i riget (og dermed stemmeret ved valg til Folketinget), kan give anledning til betydelig tvivl.

Under hensyn til, at udvidelsen er begrænset til bipersoner (ugifte samboende i ægteskabslignende samlivsforhold), hvis bopælsmæssige tilknytning til Danmark under midlertidigt udlandsophold ganske må sidestilles med den tilknytning, som samlevende ægtefæller (og registrerede partnere) har, finder Justitsministeriet i lyset af den gældende - som nævnt ganske vidtgående - bestemmelse i folketingsvalglovens § 2, at mest taler for, at en sådan mindre udvidelse ikke vil være i strid med bopælskravet i grundlovens § 29, stk. 1.«

Spørgsmål 3

»Hvad menes der med »fast bopæl i riget« i valgloven og § 29 i grundloven?«

Svar

Grundlovens bestemmelse om fast bopæl i riget som en betingelse for valgret til Folketinget går tilbage til grundloven af 1849. Hverken de tidligere grundlove eller den nuværende grundlov fra 1953 indeholder bestemmelser, der nærmere præciserer, hvad der skal forstås ved udtrykket »fast bopæl i riget«, ligesom der heller ikke i forarbejderne til grundlovene findes udtalelser, der på afgørende måde kan belyse bopælskravets nærmere indhold eller karakter.

Ved den fortolkning af grundlovens bopælsbegreb, der er lagt til grund for folketingsvalgloven, er bopælsbegrebet i valgretsmæssig henseende som udgangspunkt nøje knyttet til det bopælsbegreb, der i henhold til folkeregisterlovgivningen skal lægges til grund for registrering i folkeregistret og dermed Det Centrale Personregister (CPR).

Dette fremgår bl.a. af, at valglisterne skal udarbejdes på grundlag af oplysningerne i CPR, jf. folketingsvalglovens § 19, stk. 1.

Efter folkeregisterlovgivningen er »bopæl« i almindelighed det sted (bolig), hvor man regelmæssigt sover, når man ikke er midlertidigt fraværende på grund af ferie, forretningsrejse, sygdom og lignende, og hvor man har sine ejendele.

Grundlovens og dermed også folketingsvalglovens bestemmelse om fast bopæl i riget blev i mange år fortolket konkret og meget restriktivt, dvs. at det i praksis kun forekom ganske undtagelsesvist, at en person, der ikke opfyldte de bopælsmæssige betingelser for at være tilmeldt et folkeregister, ansås for at opfylde bopælsbetingelsen i valgretsmæssig henseende.

I 1970 og senere i 1980 er grundlovens og folketingsvalglovens bopælsbegreb blevet undergivet en udvidende fortolkning. Bestemmelserne i den gældende folketingsvalglovs § 2, stk. 1 (diplomatreglen), hidrører således fra en lovændring i 1970, mens reglerne i gældende lovs § 2, stk. 2, blev indsat i loven ved en lovændring i 1980. Om disse lovændringer henvises i øvrigt til Justitsministeriets udtalelse af 8. december 1995.

Spørgsmål 4

»Hvilke konsekvenser vil der være eller skal der tages af at lade statsborgerskab (dansk indfødsret) og valgret til Folketinget og Europa-Parlamentet følges ad? «

Svar

En ordning, hvorefter alle, der har dansk indfødsret, tillægges valgret til Folketinget uafhængigt af, om de tillige har fast bopæl i riget, kan kun gennemføres ved en grundlovsændring, hvorved den bestemmelse i grundlovens § 29, stk. 1, der angiver, at fast bopæl i riget er en betingelse for valgret til Folketinget, ophæves. Der henvises herved til den under besvarelsen af spørgsmål 2 nævnte udtalelse af 8. december 1995 fra Justitsministeriet.

Grundloven indeholder ingen bestemmelser om valgret til Europa-Parlamentet. Der er derfor ingen grundlovsmæssige hindringer for, at der ved lov gennemføres en ordning, hvorefter alle, der har dansk indfødsret, tillægges valgret til Europa-Parlamentet i Danmark, uden at der tillige, som efter gældende lovgivning, stilles krav om, at de pågældende har fast bopæl i riget eller i en af de øvrige medlemsstater i EU. EU-regler vil heller ikke være til hinder for gennemførelse af en sådan ordning. Rådets direktiv nr. 93/109/EF, EF-Tidende 1993 L 329, om fastsættelse af de nærmere regler for valgret og valgbarhed ved valg til Europa-Parlamentet for unionsborgere, der har bopæl i en medlemsstat, hvor de ikke er statsborgere, indeholder således ikke nogen begrænsninger med hensyn til medlemsstaternes kompetence til at fastsætte regler vedrørende valgret og valgbarhed til Europa-Parlamentet for egne statsborgere bosiddende uden for valgområdet, herunder i et af de øvrige EU-lande.

I denne forbindelse skal for en ordens skyld erindres om, at ingen må afgive stemme mere end én gang ved hvert Europa-Parlamentsvalg. Dette indebærer blandt andet, at en dansker, der er bosat i en af de øvrige medlemsstater, og som i øvrigt opfylder valgretsbetingelserne, skal vælge, om vedkommende ønsker at udøve sin valgret i Danmark eller i bopælslandet.

Konsekvenserne i henseende til forøgelse af vælgertallet til Europa-Parlamentsvalg, ved at lade dansk indfødsret og valgret følges ad ved valg til Europa-Parlamentet i Danmark, kan ikke opgøres. Det skyldes, at der ikke foreligger oplysninger om, hvor mange personer med dansk indfødsret der bor i lande uden for EU-området, og som ikke opfylder de i folketingsvalgloven fastsatte betingelser for valgret til Folketinget og dermed også Europa-Parlamentet uanset udlandsophold.

Spørgsmål 5

»Hvordan harmonerer det med grundloven, at alle over 18 år bosat i Danmark er valgbare til EU-valg, uanset at de ikke har opnået dansk indfødsret?«

Svar

Grundloven indeholder ingen bestemmelser om valgbarhed til Europa-Parlamentet. Lovgivningsmagten er derfor i relation til grundloven frit stillet med hensyn at fastsætte betingelserne for valgbarhed til Europa-Parlamentet.

I øvrigt bemærkes, at det efter gældende regler ikke er alle over 18 år bosat i Danmark, der er valgbare til Europa-Parlamentet. Der stilles yderligere betingelser herfor, herunder bl.a., at den pågældende enten har dansk indfødsret eller er statsborger i en af de øvrige medlemsstater i EU. Der henvises herved til § 6 i lov om valg af danske repræsentanter til Europa-Parlamentet (lovbekendt-gørelse nr. 157 af 4. marts 1994), der indeholder reglerne om valgbarhed til Europa-Parlamentet.

Spørgsmål 6

»Hvordan harmonerer det med grundloven, at alle udlændinge over 18 år, der har haft bopæl i Danmark i 3 år og derover, kan stemme til kommunal- og amtsrådsvalg, uanset man ikke har opnået dansk indfødsret?«

Svar

Grundlovens § 86, 1. pkt., indeholder en bestemmelse om, at valgretsalderen til de kommunale råd og menighedsrådene er den for valg til Folketinget til enhver tid gældende. Herudover indeholder grundloven ingen bestemmelser om betingelserne for valgret til kommunale råd (kommunalbestyrelser og amtsråd). Bortset fra aldersbetingelsen er lovgivningsmagten derfor i relation til grundloven frit stillet med hensyn til at fastsætte betingelserne for valgret til kommunalbestyrelser og amtsråd.

Spørgsmål 7

»Hvilke undtagelser er der i den eksisterende valglov som bevirker, at en dansk statsborger kan stemme til folketingsvalg uden fysisk at bo i landet på valgdagen og uden fysisk at møde op på sit valgsted på valgdagen?«

Svar

Enhver vælger, der er optaget på valglisten, men som er forhindret i fysisk at møde op på sit valgsted på valgdagen, kan forud for valgdagen afgive stemme efter de regler om brevstemmeafgivning, der indeholdes i folketingsvalglovens kapitel 8. Brevstemmeafgivning kan finde sted såvel her i landet som på Færøerne, i Grønland, i udlandet, på danske skibe i udenrigsfart og på danske havanlæg. Adgangen til at afgive brevstemme er den samme for alle vælgere, dvs. uanset om de opfylder bopælskravet for valgret ved at opfylde betingelserne for at være tilmeldt et dansk folkeregister, eller ved at tilhøre en af de persongrupper, der er nævnt i folketingsvalglovens § 2.

Spørgsmål 8

»Kan lovforslaget træde i kraft (stort set som det foreligger ved fremsættelsen) uden en grundlovsændring?«

Svar

Som svar på dette spørgsmål kan jeg henvise til Justitsministeriets udtalelse af 8. december 1995, som der nærmere er redegjort for ovenfor under besvarelsen af spørgsmål 2.

Spørgsmål 9

»Hvordan er reglerne i de andre EU-lande vedrørende valgret for de pågældende landes statsborgere?«

Svar

Der henvises til besvarelsen nedenfor af spørgsmål 13.

Spørgsmål 12

»I forlængelse af spørgsmål 2-4 bedes oplyst, om det er muligt at lade stemmeretten til folketingsvalg følge indehavelsen af dansk statsborgerskab, eller vil det kollidere med grundlovens krav om bopælspligt i riget?«

Svar

Det vil ikke være muligt - uden grundlovsændring - at lade stemmeretten til folketingsvalg følge indehavelsen af dansk statsborgerskab, idet en sådan ordning vil være uforenelig med den bestemmelse i den gældende grundlovs § 29, stk. 1, der fastsætter, at fast bopæl i riget er en betingelse for valgret. Der henvises i øvrigt til besvarelsen ovenfor af spørgsmål 2-4.

Spørgsmål 13

»Hvorledes er reglerne med hensyn til valgret for statsborgere bosat uden for moderlandet i

- de nordiske lande

- de lande, som er medlem af EU

- USA og Canada?«

Svar

På grundlag af oplysninger, som Indenrigsministeriet har indhentet via Udenrigsministeriet dels i 1994, dels i 1996 i anledning af spørgsmålet, kan oplyses følgende

De nordiske lande

Finland

Ambassaden i Helsingfors har ved indberetning af 2. september 1994 til Udenrigsministeriet fremsendt et uddrag af »Riksdagsordningen« af 13. januar 1928 med senere ændringer indeholdende bestemmelserne om valgret og har knyttet uddybende bemærkninger hertil. Heraf fremgår, at finske statsborgere har valgret til finske riksdagsvalg uden hensyn til, om de - for kortere eller længere tid - bor i udlandet. De statsborgere, som altid har boet i udlandet og aldrig har boet i Finland, har ligeledes valgret. Det spiller heller ikke nogen rolle, om den pågældende har erhvervet dobbelt statsborgerskab under sit ophold i udlandet. Såfremt vedkommende har bevaret sit finske statsborgerskab, har han/hun bevaret sin valgret i Finland.

Island

Ambassaden i Reykjavik har i indberetning af 27. oktober 1994 til Udenrigsministeriet oplyst følgende

»Artikel 1, andet stykke i den islandske valglov er sålydende

Islandske statsborgere, der har nået 18 års alder og haft bopæl i landet, har valgret i otte år efter at han fraflyttede landet, regnet fra næste 1. december før valgdag. Disse statsborgere har også valgret efter denne tid, hvis de søger om det ifølge reglerne i denne lov.

Bemærkninger: For at kunne få dispensation ud over 8 år, skal ansøgeren erklære, at han stadig er islandsk statsborger.

Valglisterne er ført en gang om året, den 1. december. Efter at statsborgeren er flyttet fra landet kan han blive registreret otte gange.

Eks.: Der skal være Altingsvalg i april 1995. En islænding, som flyttede fra landet i december 1986 har stemmeret, men hvis han var flyttet i november 1986 vil han ikke have stemmeret.

De samme regler gælder både for præsident-, Altings- og kommunalvalg.«

Norge

Ambassaden i Oslo har i indberetning af 2. september 1994 til Udenrigsministeriet oplyst følgende

»Udenrigsministeriets konsulatsafdeling oplyser, at alle norske statsborgere over 18 år uanset bopæl har stemmeret til Stortinget på følgende betingelser

Vælgeren skal være født i Norge og have været registreret som bosat i Norge, også selvom dette kun har været for kortere tid, f.eks. barnets første måneder,

har vælgeren været bosat i udlandet i mere end 10 år, stryges han/hun af valglisten i hjemkommunen. Vedkommende kan da til hjemkommunen meddele, at han/hun fortsat ønsker at være optaget på valglisten. Der er ikke tale om en ansøgning men om en meddelelse.«

Sverige

Ambassaden i Stockholm har i indberetning af 9. september 1994 til Udenrigsministeriet oplyst følgende

»Bestemmelserne om stemmeret til den svenske Riksdag for svenske statsborgere, bosatte udenfor Sverige findes med hjemmel i Regeringsformen (Grundloven) i valglovens kap. 4, §§ 11-20.

Ifølge nævnte bestemmelser har en svensk statsborger, som ikke er bosat i Sverige, stemmeret ved valg til Riksdagen, hvis han tidligere har været registreret som bosat i Sverige, senest på valgdagen fylder 18 år og er optaget på en særlig valgliste (särskild röstlængd), som udarbejdes hvert år. I de år, hvor ordinære valg til Riksdagen afholdes, sker optagelse på den særlige valgliste efter ansøgning til den centrale valgmyndighed (Riksskatteverket) senest 1. juli. På de særlige valglister, der udarbejdes de år, hvor ordinære valg til Riksdagen ikke finder sted, optages tillige uden ansøgning de personer, der var optaget på det foregående års særlige valgliste.«

I en indberetning af 25. november 1994 har ambassaden supplerende oplyst, at Riksdagen netop havde vedtaget at grundlovssikre udlandssvenskeres stemmeret. Der er ikke tale om ændring af valgretten, blot om at de eksisterende regler sikres af grundloven.

De lande, der er medlem af EU, bortset fra Finland og Sverige

Belgien

Ambassaden i Bruxelles har i indberetning af 9. december 1994 til Udenrigsministeriet bl.a. oplyst, at belgiske statsborgere i princippet mister deres valgret ved fraflytning til udlandet. Endvidere, at der tidligere har været fremsat flere forslag til ændring af valgretten for belgiske statsborgere med fast bopæl i udlandet, men at sådanne forslag endnu ikke har været taget til seriøs behandling. Ambassadens oplysninger er baseret på drøftelser med det belgiske indenrigsministeriums juridiske rådgiver, hr. J. Pieron.

Frankrig

Ambassaden i Paris har i indberetning af 4. oktober 1994 til Udenrigsministeriet bl.a. oplyst følgende

»...at princippet for valgret til valg i Frankrig for udrejste statsborgere er enkelt: alle franske statsborgere har valgret til valg i Frankrig og man opfordrer de pågældende ved udrejsen til fortsat at figurere på en valgliste i en fransk kommune.

Her ophører til gengæld enkeltheden, idet reglerne for udøvelse af valgretten er komplicerede.

- Som udgangspunkt kan enhver fransk statsborger med bopæl i udlandet, og som figurerer på en valgliste i Frankrig, udøve sin valgret til alle valg ved at lade en fransk statsborger bosat i Frankrig afgive stemmen ved fuldmagt.

- Herudover kan udrejste statsborgere stemme direkte på de franske repræsentationer til folkeafstemninger og præsidentvalg ved foregående at lade sig indskrive på en af den franske udenrigstjeneste oprettet særlig valgliste. Indskrivningen medfører, at de pågældende vælgere bliver slettet på de kommunale valglister i Frankrig for så vidt angår disse to valg.

Stemmeafgivningen på repræsentationerne foregår nøjagtig som på valgstederne i Frankrig og stemmesedlerne åbnes og optælles på repræsentationerne, der meddeler afstemningsresultatet til udenrigsministeriet pr. telegram straks efter valghandlingens afslutning. I ministeriet indarbejdes resultatet i den samlede valgliste for udrejste franske og listens definitive resultat kommunikers til indenrigsministeriet.

- De udrejste statsborgere kan endvidere på samme måde stemme på franske kandidater til det Europæiske Parlament.

- Endelig er der de helt specielle regler for valgret til parlamentet, der er opdelt i 2 kamre: Assemblée Nationale, hvortil der er direkte valg og Senatet, hvortil der er indirekte valg.

Til Assemblée Nationale kan de udrejste udelukkende stemme ved afgivelse af fuldmagt, som anført ovenfor.

Til Senatsvalgene repræsenteres de udrejste af et ved lov nr. 82-471 af 7.6.1982 oprettet råd: »Conseil supérieur des Francais de l'Etranger«, der vælger 12 senatorer.

Dette råd består af 155 medlemmer valgt af de udrejste og 20 medlemmer udpeget af udenrigsministeren, 12 senatorer, der repræsenterer de udrejse samt en udrejst med bopæl i Andorra ligeledes udpeget af udenrigsministeren.

Rådet har til opgave, foruden at vælge senatorerne, dels at rådgive regeringen ved behandlingen af lovforslag, dels at afgive forslag af enhver art til regeringen vedrørende franske statsborgere i udlandet.«

Grækenland

Ambassaden i Athen har i indberetning af 7. september 1994 til Udenrigsministeriet oplyst, at i henhold til græsk lov har græske statsborgere uafhængig af, hvor lang tid de har været bosat i et andet land, valgret til græske parlamentsvalg. Eneste forudsætning er, at stemmen skal afgives i Grækenland; den pågældende græske statsborger må således rejse til Grækenland for at kunne deltage i parlamentsvalget.

Irland

Ambassaden i Dublin har i indberetning af 13. september 1994 til Udenrigsministeriet oplyst følgende (den note, ambassaden henviser til, er ikke medtaget her)

»Ambassaden indsender note fra det irske miljøministerium, der udover miljøet bestrider en række andre ansvarsområder, heriblandt valgspørgsmål. Noten er fremkaldt af ambassadens forespørgsel, og skildrer de overvejelser som for tiden foregår i Irland.

Valgret til parlamentet er efter gældende regler begrænset til irske statsborgere, som har bopæl i republikken. Eneste undtagelse er diplomater og andre, der er udsendte for den irske stat.

Forslag om at udvide valgretten til »den irske diaspora« dukker op fra tid til anden i den irske debat, senest forud for parlamentsvalget i 1992. På denne baggrund optoges i den indkommende koalitionsregerings samarbejdsprogram et løfte om at undersøge spørgsmålet om en mulig udvidelse. Noten skildrer de - overvejende negative - interne betragtninger, som indgår i den endnu ikke afsluttede undersøgelse.

Miljøministeriets valgekspert, Tim Sexton, oplyser supplerende, at irsk emigration i adskillige generationer har været af stort omfang, og at en udvidelse af stemmeret til alle, der er indehavere af irsk pas, skønnes at ville forøge vælgermassen med 30-50 %. Der er aktuelt 2,6 mio. vælgere i republikken. Afgrænsning af emigrantgruppen er flydende: alene i U.K. (Nordirland) bor ca. 100.000 bærere af irsk pas, som næppe vil ønske at stemme ved valg i republikken, medens der i resten af U.K. bor andre 2-300.000, som efter den irsk-engelske aftale om indrejse og ophold har valgret til engelske valg. Når medtages irske emigrantgrupper i U.S.A., Sydafrika, New Zealand og Australien kommer man op på en stor population. Man støder også på vanskelige afgrænsningsproblemer: alene i U.S.A. angiver ca. 40 mio. personer at være af irsk afstamning. «

Ambassaden har en indberetning af 5. marts 1996 til Udenrigsministeriet supplerende oplyst, at det irske udenrigsministeriums retsafdeling på forespørgsel har bekræftet, at man i henseende til valgret i udlandet følger en snæver praksis, således at medlemmer af en diplomats husstand - herunder medfølgende børn som har nået valgretsalder - ikke har adgang til stemmeafgivning.

Italien

Ambassaden i Rom har i indberetning af 9. september 1994 til Udenrigsministeriet oplyst følgende

»Det italienske valgsystem er reguleret ved lov nr. 361 af 30. marts 1957. Denne lov indeholder imidlertid ingen regler om de i udlandet boende italieneres valgret.

I praksis er det således, at italienske statsborgere beholder deres valgret til det italienske parlament efter udrejse til udlandet, uanset opholdets varighed.

Valghandlingen finder dog kun sted i Italien. Italienske statsborgere bosat i udlandet må derfor tage til Italien for at afgive stemme; der kan ikke brevstemmes eller stemmes på ambassader.

Der er i øvrigt i maj 1994 oprettet et nyt ministerium for italienere i udlandet (der er ca. 3,5 mio. italienere i udlandet). En af grundene til dette ministeriums oprettelse er den politiske debat om de i udlandet boende italieneres valgret til parlamentet. Det var et fremtrædende emne under debatten om det nye italienske valgsystem ultimo 1993.«

Luxembourg

Ambassaden i Luxembourg har ved indberetninger af 19. september og 5. oktober 1994 til Udenrigsministeriet fremsendt de relevante lovtekster på fransk. Det fremgår heraf, at luxembourgske statsborgere bevarer deres valgret til parlamentet og til Europa-Parlamentet, uanset om de bosætter sig i udlandet. Vælgere, der bor i udlandet, kan afgive stemme pr. brev.

Nederlandene

Ambassaden i Haag har ved indberetning af 1. september 1994 til Udenrigsministeriet oplyst, at det hollandske udenrigsministerium på forespørgsel har oplyst, at enhver hollandsk statsborger, der er fyldt 18 år, har valgret til det hollandske parlament - uanset hvornår vedkommende er udrejst, opholdsland, varighed m.v. Af samtidig fremsendt materiale om valg i Holland fremgår endvidere, at hollandske statsborgere, der bor i udlandet, ligeledes har valgret til Europa-Parlamentet, men derimod ikke til provinsråd og kommunale råd. Vælgere, der bor i Holland, optages automatisk på valglisterne, mens vælgere, der bor i udlandet, skal anmode om at blive optaget forud for hvert parlaments- eller Europa-Parlamentsvalg. De optages på valglisten i Haag. Anmodning om optagelse på valglisten kan indgives inden for de sidste 4 måneder forud for dagen for kandidatopstilling. Anmodning om optagelse på valglisten indgives gennem vedkommende hollandske konsulat.

Portugal

Ambassaden i Lissabon har ved indberetning af 11. oktober 1994 til Udenrigsministeriet fremsendt kopi af verbalnote af 30. september 1994 fra det portugisiske udenrigsministerium. Verbalnoten indeholder følgende oplysninger om valgret for udrejste portugisiske statsborgere (ambassadens oversættelse)

»a) Portugisiske statsborgere med fast bopæl i udlandet kan udøve deres valgret ved at vælge i alt fire deputerede til Parlamentet; i Europa (2 deputerede) og uden for Europa (2 deputerede). (Parlamentets valglov nr. 14/79 af 16. maj 1970, art. 12, stk. 4, og art. 13, stk. 3).

b) Portugisiske statsborgere bosat i Den Europæiske Unions medlemslande kan udøve deres valgret ved at vælge portugisiske deputerede til Europa-Parlamentet eller alternativt at stemme for opholdslandets deputerede til Europa-Parlamentet.

c) For at kunne udøve valgretten skal portugisiske statsborgere med bopæl i udlandet være optaget på de valglister, som findes på »valgstederne « i udlandet (alle missioner med udsendte konsulære medarbejdere: Ambassadernes konsulære afdelinger samt konsulater).

d) I henhold til forfatningen kan portugisiske statsborgere med bopæl i udlandet ikke udøve valgretten ved valg af republikkens præsident (....) og kan ej heller stemme ved kommunale valg (....).

Spanien

Ambassaden i Madrid har i indberetning af 15. september 1994 til Udenrigsministeriet oplyst følgende

»Udrejste spanske statsborgere, der i øvrigt opfylder betingelserne for valgret, og som er optaget på valglisten, kan stemme ved spansk valg - herunder valg til det spanske parlament.

Der er etableret en særlig valgliste for udeværende spanske statsborgere. Optagelse på denne sker i udlandet ved henvendelse til en spansk ambassade eller et konsulat.

Når der er blevet udskrevet valg, vil vælgere, der er indskrevet på den nævnte valgliste, fra valgmyndighederne i Spanien (ved parlamentsvalg vil det være Indenrigsministeriets valgkontor) med post modtage stemmemateriale. Vælgeren afgiver herefter sin stemme ved - med post - at sende den til den kommune i Spanien, hvor vælgeren sidst var indskrevet på valglisten før sin udrejse.«

Storbritannien

Ambassaden i London har ved indberetning af 28. september 1994 til Udenrigsministeriet fremsendt et brev af 26. september 1994 fra det britiske Home Office. Brevet, der indeholder oplysninger om reglerne om British Overseas Electors, lyder således i dansk oversættelse (foretaget af Indenrigsministeriet)

».....

Britiske statsborgere, der bor i udlandet, har valgret til parlamentsvalg og Europa-Parlamentsvalg for en periode på 20 år, efter at de er flyttet til udlandet. De har ikke ret til at stemme ved kommunalvalg.

Valgret for statsborgere bosat i udlandet blev først indført i 1985, og perioden for bevarelse af valgret blev udvidet til 20 år - den havde oprindeligt været 5 år - ved the Representation of the People Act i 1989. Udlandsbosatte vælgere skal registrere sig som vælgere i den parlamentsvalgkreds, hvor de sidst var registreret inden de forlod Det Forenede Kongerige. Unge mennesker, der forlod landet før de var gamle nok til at stemme, skal lade sig registrere i den valgkreds, hvor deres forældre eller værger sidst var registreret.

Vælgere, bosat i udlandet, kan ikke stemme pr. brev, fordi brevstemmemateriale ikke kan sendes til en adresse uden for Det Forenede Kongerige. De må i stedet for udpege en fuldmægtig til at afgive stemme på deres vegne. En fuldmægtig kan stemme pr. brev, hvis han eller hun ikke bor i den valgkreds, hvor den udlandsbosatte vælger er registreret.«

Tyskland

Ambassaden i Bonn har i indberetning af 8. september 1994 til Udenrigsministeriet bl.a. oplyst følgende

»B. Om valgreten kan følgende oplyses (i sammendrag), jvfr. par. 12 i BWG

Valgret til Forbundsdagen har alle tyske statsborgere, der på valgdagen

er fyldt 18 år

har haft mindst 3 måneders ophold i Tyskland

ikke er udelukket fra valgretten iht. par. 13.

Valgret har endvidere tyske statsborgere, der - udover at opfylde de nævnte betingelser - på valgdagen

som offentligt ansat er udsendt til tjeneste i udlandet, samt de til husstanden hørende personer

bor i et af de øvrige medlemslande af Europarådet, forudsat at de er udrejst efter den 23.5.1949 og før udrejsen har haft mindst 3 måneders uafbrudt ophold i Tyskland

bor i et andet land (end medlemslandene af Europarådet), forudsat at de før udrejsen har haft mindst 3 måneders uafbrudt ophold i Tyskland og ikke har været udrejst i mere end 10 år. Tilsvarende gælder for søfolk, der er påmønstret ikke-tyske skibe samt de til husstanden hørende personer.

C. Valgretten (for deltagelse i et givent valg) kan kun udøves, såfremt den valgberettigede er optaget i valgfortegnelsen eller er i besiddelse af en valgseddel (BWG, 14).

Valgberettigede, der er tilmeldt det lokale folkeregister (»Meldebehörde«) på 35. dagen før valget (BWO, 16), er automatisk optaget i valgfortegnelsen. For øvrige valgberettigede, herunder dem, der opholder sig i udlandet, gælder, at de til hjemkommunen skal indgive skriftlig ansøgning (særlig formular, der bl.a. udleveres fra de tyske ambassader m.v.) om optagelse i valgfortegnelsen og, at ansøgningen skal være myndigheden i hænde senest 21 dage før valgdatoen (BWO, 18).

For optagelsen i valgfortegnelsen udstedes en særlig bekræftelse, der tillige med en ansøgningsformular om udstedelse af valgseddel tilsendes den valgberettigede (BWO, 19).

D. Ansøgning om udstedelse af valgseddel skal være valgmyndigheden i hænde senest 2.-dagen før valget, enten pr. telegram, pr. telex eller pr. telefax (BWO, 27). Valgsedlen, udstedt af den pågældende myndighed, tilligemed stemmeseddel fremsendes derefter til/afhentes af den valgberettigede (BWO, 28.4).

E. Stemmeafgivningen sker ved (BWO, 66), at vælgeren

foretager afkrydsning på stemmesedlen,

nedlægger denne i en særlig kuvert,

udfylder et særligt tro-og-love afsnit på valgsedlen,

nedlægger den særlige kuvert og valgsedlen i en særlig ydre kuvert og

afsender kuverten, som han selv frankerer (afsendelse i Tyskland dog portofrit).

Kuverten skal være valgstedet i hænde senest på valgdagen kl. 18.00 (BWG, 36).

Selve brevstemmeafgivningen foregår efter ens retningslinier, uanset om den pågældende opholder sig i eller uden for Tyskland. I udlandet således uden medvirken af ambassade, konsulat mv. «

Østrig

Ambassaden i Wien har i indberetning af 1. marts 1996 til Udenrigsministeriet på grundlag af en henvendelse til det østrigske indenrigsministerium, magister Klein, bl.a. oplyst følgende

»Østrigske statsborgere, bosiddende i udlandet, har valgret til det østrigske præsidentvalg, parlamentsvalg samt ved østrigske folkeafstemninger.

Østrigske statsborgere, bosiddende i udlandet, har ikke valgret til forbundslandenes parlamenter og kommunalbestyrelser.

Valgretten tilkommer alle østrigske statsborgere, bosiddende i udlandet, der er fyldt 18 år.

....

Ifølge magister Klein vil østrigske statsborgere, bosiddende i udlandet, selv kunne afgøre, om de ønsker at vælge østrigske Europa-Parlamentsmedlemmer eller Europa-Parlamentsmedlemmer fra det land, hvor de er bosiddende.«

USA og Canada

USA

Ambassaden i Washington har ved indberetning af 26. marts 1996 til Udenrigsministeriet fremsendt en gennem de amerikanske myndigheder fremskaffet publikation, »Voting Assistance Guide 1996-1997 «, hvoraf bl.a. fremgår, at der er gennemført forbundslovgivning som tilsikrer, at amerikanske statsborgere, der bor i udlandet, kan afgive stemme efter en særlig procedure (en slags brevstemmeafgivning) til valg af USA's præsident og vicepræsident samt medlemmer af kongressen.

Vælgere, der er bosat i udlandet, skal i givet fald deltage i valget i den stat, hvor de sidst havde bopæl inden de forlod USA. Det gælder, uanset om der er gået mange år, siden de udrejste, og uanset om de har bevaret en bolig i vedkommende stat, eller om de har til hensigt at vende tilbage til staten.

Medlemmer af USA's væbnede styrker og handelsflåde samt deres pårørende (spouses and dependents) er ligeledes sikret adgang til af deltage i de nævnte valg, uanset hvor i verden de gør tjeneste.

Det beror i øvrigt på lovgivningen i de enkelte stater, hvorvidt borgere, der bor i udlandet, har ret til at deltage i valg til den lovgivende forsamling m.v. i de enkelte stater.

Canada

Ambassaden i Ottawa har i indberetning af 14. marts 1996 til Udenrigsministeriet oplyst, at man har indhentet følgende oplysninger fra de canadiske myndigheder vedrørende reglerne om valgret til Forbundsparlamentet for statsborgere, der er bosiddende i udlandet

»1. Personer, der er ansat af Forbundsregeringen eller i en virksomhed, hvor regeringen er medindehaver, eller i en international organisation, hvor Canada er medlem: Disse personer har valgret i 10 år efter, at de har forladt Canada, hvis de har til hensigt at vende tilbage til Canada.

2. Andre personer, der opholder sig i udlandet enten i forbindelse med arbejde eller studier m.v., har valgret i 5 år efter, de har forladt Canada, hvis de har til hensigt at vende tilbage til Canada.

De pågældende skal, inden Canada forlades, afgive en erklæring om, at de har til hensigt at vende tilbage til Canada.

For så vidt angår valgret til provinsparlamenter, er reglerne forskellige i de enkelte provinser dog således, at det ikke er muligt at opretholde sin valgret i mere end 5 år (undtaget situation 1).

Reglerne om valgret til kommunalbestyrelser er fastsat i de enkelte provinser og er derfor varierende.«

Spørgsmål 14

»Hvorledes er reglerne med hensyn til valgret for statsborgere, der midlertidigt opholder sig i udlandet i medfør af lovforslagets § 2, stk. 2 og 3, i

de nordiske lande

de lande, som er medlem af EU

USA og Canada?«

Svar

Jeg forstår spørgsmålet således, at udvalget ønsker at få oplyst, hvorvidt danske statsborgere, der bevarer valgretten til Folketinget (og dermed også til Europa-Parlamentet, jf. § 3, stk. 1, nr. 1, i lov om valg af danske repræsentanter til Europa-Parlamentet) uanset udlandsophold, under ophold i et af de i spørgsmålet nævnte lande opnår valgret i det pågældende land.

Som svar herpå kan oplyses følgende

Indledningsvis bemærkes, at reglerne om valgret i bopælslandet for danske statsborgere, der opholder sig i udlandet, er de samme for danske statsborgere, der er omfattet af folketingsvalglovens § 2, og for danske statsborgere, der ikke er omfattet af § 2.

De nordiske lande, som ikke er medlem af EU

Danske statsborgere, der har fast bopæl i Island eller Norge, har valgret ved kommunalvalg i Island henholdsvis Norge. Efter de hidtil gældende regler har valgretten dog været betinget af fast bopæl i en sammenhængende periode på 3 år forud for valgdagen i Island henholdsvis Norge. Såvel Island som Norge har imidlertid tilkendegivet, at man agter at ophæve kravet om 3 års forudgående bopæl, således at danskere, der bor i Island henholdsvis Norge, opnår kommunal valgret på samme betingelser som islændinge henholdsvis nordmænd, der bor i Danmark. I Danmark blev det hidtidige 3-års-krav for kommunal valgret ophævet for herboende islændinge og nordmænd samtidig med, at 3-års-kravet blev ophævet for herboende statsborgere fra de øvrige medlemslande i EU. Der henvises herved til lov nr. 208 af 29. marts 1995 om ændring af lov om kommunale valg (Ændringer vedrørende udlændinges valgret og valgbarhed).

De lande, som er medlem af EU

Danske statsborgere, der er bosat i et af de øvrige medlemslande i EU, har valgret til kommunalvalg og til Europa-Parlamentsvalg i bopælslandet på samme betingelser som landets egne statsborgere. Denne retstilstand er en konsekvens af Maastricht-traktatens artikel 8 B og de i medfør heraf udstedte rådsdirektiver.

USA og Canada

For så vidt angår reglerne om udlændinges valgret i USA kan oplyses, at ambassaden i Washington ved indberetning af 18. juli 1994 til Udenrigsministeriet har fremsendt oplysninger, hvoraf fremgår, at reglerne for retten til at stemme i USA er dereguleret og varierer betydeligt fra stat til stat. De enkelte stater nægter imidlertid personer, der ikke er amerikanske statsborgere, adgang til at stemme ved føderale valg eller ved valg til de enkelte staters lovgivende forsamlinger (federal or state elections). Inden for andre områder, herunder området for lokalvalg, er der eksempler på, at amerikansk statsborgerskab ikke er en betingelse for at kunne stemme.

For så vidt angår Canada har Indenrigsministeriet ved telefonisk henvendelse den 16. april 1996 til de canadiske myndigheder (Elections Canada v/ Ron Gould) fået oplyst, at det alene er canadiske statsborgere, der har valgret til Forbundsparlamentet og til provinsparlamenterne. Udlændinge, der bor i Canada, har derimod normalt adgang til under visse betingelser at deltage i valg til kommunalbestyrelser, idet valgretten hertil normalt er baseret på et bopælskriterium og ikke tillige på et nationalitets-kriterium.

Danske statsborgere i andre europæiske lande

Kilde: Demographic statistics, 1999 edition

Table B-17: Population by citizenship, 1 January 1997

udgivet af Eurostat 1999

Total

Mænd

Kvinder

1000 personer

B Belgien 3,3 1,5 1,7

D Tyskland 20,5 9,0 11,5

EL Grækenland 1,3 0,5 0,8

E Spanien 2,6 * *

F Frankrig 3,5 1,4 2,1

IRL Irland * * *

I Italien 2,0 0,7 1,3

L Luxembourg 2,0 * *

NL Holland 2,1 0,8 1,2

A Østrig 0,4 0,2 0,3

P Portugal 0,6 0,4 0,3

FIN Finland 0,5 0,3 0,2

S Sverige 26,0 14,9 11,1

UK United Kingdom 13,0 6,0 7,0

IS Island 1,0 0,4 0,6

LI Liechtenstein 0,0 * *

NO Norge 18,1 9,0 9,1

CH Schweitz 2,7 1,3 1,5

Sum af ovenstående 99,6 46,4 48,7

* Data not available

Beretning over beslutningsforslag 2000 144 Valid

Bilag 3

Et af udvalgets spørgsmål til indenrigsministeren og dennes svar herpå

Spørgsmålet og indenrigsministerens svar herpå er optrykt efter ønske fra Kommunaludvalget.

Spørgsmål 2

Der ønskes en oversigt over, i hvilke tilfælde i tilføjelser til valgloven man fraviger det strikte princip om danske statsborgeres bopælspligt i Danmark som forudsætning for valgret.

Svar

Efter § 1 i folketingsvalgloven (lovbekendtgørelse nr. 261 af 18. april 2001) er der valgret til Folketinget for enhver, som har dansk indfødsret, er fyldt 18 år og har fast bopæl i riget. Det gælder dog ikke, hvis den pågældende er under værgemål med fratagelse af den retlige handleevne, jf. værgemålslovens § 6.

Om opfyldelse af bopælskravet for personer, der opholder sig i udlandet, indeholder lovens § 2 følgende bestemmelse

»§ 2. Personer, der er ansat i den danske stat og beordret til tjeneste uden for riget, anses for at have fast bopæl i riget.

Stk. 2. Følgende personer, der midlertidigt har taget ophold i udlandet, anses ligeledes for at have fast bopæl i riget

Personer, der er udsendt for at gøre tjeneste i udlandet som ansat af en dansk offentlig myndighed eller en herværende privat virksomhed eller forening.

Personer, der opholder sig i udlandet som ansat i en international organisation, hvoraf Danmark er medlem.

Personer, der er udsendt for at gøre tjeneste i udlandet af en dansk hjælpeorganisation.

Personer, der opholder sig i udlandet i uddannelsesøjemed.

Personer, der opholder sig i udlandet af helbredsmæssige grunde.

Personer, der opholder sig i udlandet, og som i henseende til tilknytningen til riget ganske må sidestilles med de personer, der er nævnt i nr. 1-5.

Stk. 3. En person, der samlever på fælles bopæl med en person, der er omfattet af stk. 1 eller 2, anses for at have fast bopæl i riget, såfremt de pågældende to samlevende

har indgået ægteskab eller registreret partnerskab med hinanden eller

opfylder betingelserne for at indgå ægteskab eller registreret partnerskab med hinanden og havde etableret fælles bopæl inden udrejsen.«

Reglen i § 2, stk. 1, (diplomatreglen) og den tilhørende regel om samlevende ægtefæller, jf. lovens § 2, stk. 3, nr. 1, hidrører fra en lovændring i 1970 (lov nr. 283 af 10. juni 1970), mens reglerne i § 2, stk. 2, med den tilhørende regel om samlevende ægtefæller, jf. lovens § 2, stk. 3, nr. 1, blev indsat i loven ved en lovændring i 1980 (lov nr. 145 af 30. april 1980).

Registrerede partnere har siden 1989 været sidestillet med ægtefæller i relation til opfyldelse af bopælsbetingelsen for valgret uanset ophold i udlandet. Dette følger af loven om registreret partnerskab (lov nr. 372 af 7. juni 1989), § 3, stk. 2, hvorefter bestemmelser i dansk lovgivning, som omhandler ægteskab og ægtefæller, skal anvendes tilsvarende på registreret partnerskab og registrerede partnere.

Ved lov nr. 472 af 12. juni 1996 om ændring af lov om valg til Folketinget, hvorved folketingsvalg-lovens § 2 fik sin nuværende udformning, blev ugifte samlevende på betingelse af, at de opfylder betingelserne for at indgå ægteskab eller registreret partnerskab med hinanden og havde etableret fælles bopæl inden udrejsen, sidestillet med samlevende ægtefæller i relation til opfyldelse af bopælsbetingelsen for valgret uanset ophold i udlandet, jf. gældende lovs § 2, stk. 3, nr. 2.

Bestemmelsen i folketingsvalglovens § 2 er udtryk for en udvidende fortolkning af bopælsbegrebet i grundlovens § 29, stk. 1.

Beretning over beslutningsforslag 2000 144 Valid

Bilag 4

Et af udvalgets spørgsmål til indenrigsministeren og dennes svar herpå

Spørgsmålet og indenrigsministerens svar herpå er optrykt efter ønske fra Kommunaludvalget.

Spørgsmål 33 på alm.del

Er det muligt inden for grundloven, ved en ændring af folketingsvalglovens § 2, stk. 2, at udvide kredsen af personer, der anses for at have fast bopæl i riget i relation til betingelserne for valgret til Folketinget?

Svar

Jeg kan herved henvise til vedlagte udtalelse af 2. april 2001, som Justitsministeriet har afgivet til Indenrigsministeriet i anledning af beslutningsforslag nr. B 144 om udvidelse af udenlandsdanskeres valgret.

Justitsministeriets udtalelse af 2. april 2001 til Indenrigsministeriet

Indenrigsministeriet har i et brev af 15. marts 2001 (j.nr. 2001/40082-8) anmodet Justitsministeriet om en udtalelse om fortolkningen af udtrykket »fast bopæl i riget« i grundlovens § 29, stk. 1.

Den nærmere baggrund for henvendelsen er beslutningsforslag B 144 af 13. marts 2001 om udvidelse af udenlandsdanskeres valgret. Forslaget indebærer, at regeringen opfordres til at fremsætte forslag om ændring af folketingsvalglovens regler om valgret for danske statsborgere med ophold i udlandet.

I den anledning skal Justitsministeriet udtale følgende

De gældende regler i folketingsvalgloven

Efter § 1 i folketingsvalgloven (lovbekendtgørelse nr. 488 af 11. juni 1997) er der valgret til Folketinget for enhver, som har dansk indfødsret, er fyldt 18 år og har fast bopæl i riget. Det gælder dog ikke, hvis den pågældende er under værgemål med fratagelse af den retlige handleevne, jf. værgemålslovens § 6.

Om personer, der har ophold i udlandet, indeholder lovens § 2 følgende bestemmelse

»§ 2. Personer, der er ansat i den danske stat og beordret til tjeneste uden for riget, anses for at have fast bopæl i riget.

Stk. 2. (uden understreg) Følgende personer, der midlertidigt har taget ophold i udlandet, anses ligeledes for at have fast bopæl i riget

1) Personer, der er udsendt for at gøre tjeneste i udlandet som ansat af en dansk offentlig myndighed eller en herværende privat virksomhed eller forening.

2) Personer, der opholder sig i udlandet som ansat i en international organisation, hvoraf Danmark er medlem.

3) Personer, der er udsendt for at gøre tjeneste i udlandet af en dansk hjælpeorganisation.

4) Personer, der opholder sig i udlandet i uddannelsesøjemed.

5) Personer, der opholder sig i udlandet af helbredsmæssige grunde.

6) Personer, der opholder sig i udlandet, og som i henseende til tilknytningen til riget ganske må sidestilles med de personer, der er nævnt i nr. 1-5.

Stk. 3. En person, der samlever på fælles bopæl med en person, der er omfattet af stk. 1 eller 2, anses for at have fast bopæl i riget, såfremt de pågældende to samlevende

- har indgået ægteskab eller registreret partnerskab med hinanden eller

- opfylder betingelserne for at indgå ægteskab eller registreret partnerskab med hinanden og havde etableret fælles bopæl inden udrejsen.«

Efter den nævnte bestemmelse i § 2, stk. 2, er det en betingelse for valgret, at der er tale om midlertidigt ophold i udlandet. Den, som i øvrigt er omfattet af bestemmelsen (f.eks. fordi vedkommende opholder sig i udlandet som ansat i en international organisation, hvoraf Danmark er medlem, jf. nr. 2), men hvis ophold i udlandet ikke er midlertidigt, har således ikke valgret.

Bestemmelsen i § 2, stk. 2, blev indsat ved lov nr. 145 af 30. april 1980. Af de specielle bemærkninger til bestemmelsen fremgår bl.a. følgende (Folketingstidende 1979-80, Tillæg A, sp. 3579)

»Både stk. 1, der er uændret i forhold til den gældende § 1, stk. 2, og stk. 2 tilsigter at tilvejebringe en afgrænsning af de i praksis hyppigst forekommende kategorier af danske statsborgere, som under ophold i udlandet har bevaret en så nær tilknytning til det danske samfund, at bopæl i grundlovens forstand kan anses at foreligge.«

Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med lovens § 16, stk. 2. Efter denne bestemmelse kan vælgere, som har haft ophold i udlandet i mere end 4 år, og som ikke er omfattet af § 2, stk. 1, eller stk. 3, jf. stk. 1, kun optages på valglisten (og dermed udøve stemmeret), såfremt Valgretsnævnet i hvert enkelt tilfælde anser betingelserne i § 2, stk. 2, eller § 2, stk. 3, jf. stk. 2, for opfyldt.

For personer, som er omfattet af § 2, stk. 2 (eller § 2, stk. 3, jf. stk. 2), gælder således, at de uden videre kan optages på valglisten i det omfang, deres ophold i udlandet ikke har varet mere end 4 år. Har opholdet varet mere end 4 år, kan de kun optages på valglisten, såfremt Valgretsnævnet i hvert enkelt tilfælde anser bl.a. betingelsen om, at der er tale om midlertidigt ophold, for opfyldt.

Nævnets afgørelse herom beror på en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde, men udlandsophold i indtil 12 år er afhængig af de nærmere konkrete omstændigheder i praksis anset som midlertidigt ophold. Der henvises til nævnets beretning 1993-1999.

Beslutningsforslaget

Beslutningsforslaget har følgende ordlyd

»Folketinget opfordrer regeringen til snarest muligt at fremsætte lovforslag om en revision af folketingsvalgloven, der vil gøre det muligt for udenlandsdanskere, der ikke er omfattet af den nuværende lovgivning, at få stemmeret til folketingsvalg og folkeafstemninger i en vis årrække inden for rammerne af grundlovens § 29, stk. 1.«

I bemærkningerne til forslaget anføres bl.a. følgende

»Intentionen med forslaget er, så vidt det er muligt inden for rammerne af grundlovens § 29, stk. 1, at give alle personer, der for en periode arbejder i udlandet, men som har tænkt sig at vende tilbage til Danmark, muligheden for at opretholde stemmeretten i den periode, vedkommende måtte opholde sig i udlandet.

Konkret foreslås derfor en ændring af folketingsvalgloven således, at alle danskere, der ikke decideret emigrerer, kan opretholde stemmeretten til det danske Folketing og til danske folkeafstemninger i en 12-årig periode.

Herefter foreslås det, ligeledes så vidt det er muligt inden for rammerne af grundlovens § 29, stk. 1, at personer ved skriftlig henvendelse kan søge om forlængelse af stemmeretsperioden. En sådan forlængelse skal kunne opnås af alle personer, der kan dokumentere en fast tilknytning til riget svarende til fast bopæl i grundlovens forstand samt kan sandsynliggøre, at de inden for en afgrænset årrække planlægger på ny at bosætte sig permanent i riget.«

Forslaget indebærer således, at personer, som har opholdt sig i udlandet i indtil 12 år, og som i øvrigt opfylder valgretsbetingelserne i grundlovens § 29, stk. 1, bevarer deres valgret, medmindre de »decideret emigrerer«. Det er ikke i beslutningsforslaget nærmere angivet, hvad der ligger i den sidstnævnte betingelse.

For så vidt angår personer, som har opholdt sig i udlandet i mere end 12 år, fremgår det af forslaget, at valgretten efter ansøgning skal kunne forlænges, såfremt de pågældende »kan dokumentere en fast tilknytning til riget svarende til fast bopæl i grundlovens forstand samt kan sandsynliggøre, at de inden for en afgrænset årrække planlægger på ny at bosætte sig permanent i riget.« Det er ikke angivet, hvori en sådan tilknytning mere konkret kan bestå.

Grundlovens § 29

Grundlovens § 29, stk. 1, har følgende ordlyd

»Valgret til folketinget har enhver, som har dansk indfødsret, fast bopæl i riget og har nået den i stk. 2 omhandlede valgretsalder, medmindre vedkommende er umyndiggjort. Det bestemmes ved lov, i hvilket omfang straf og understøttelse, der i lovgivningen betragtes som fattighjælp, medfører tab af valgret.«

Som det fremgår, er det bl.a. en betingelse for valgret, at man har fast bopæl i riget.

Også i de tidligere grundlove har der været stillet krav om fast bopæl som betingelse for valgret. Der findes imidlertid hverken i den gældende eller i tidligere grundlove bestemmelser, der nærmere præciserer, hvad der skal forstås ved dette udtryk, ligesom der heller ikke i forarbejderne er udtalelser, som på afgørende måde kan belyse bopælskravets nærmere indhold eller karakter.

Justitsministeriets tidligere udtalelser og den forfatningsretlige litteratur

Justitsministeriet har tidligere udtalt sig om fortolkningen af udtrykket »fast bopæl« i grundlovens § 29, stk. 1.

I et brev af 7. september 1979 til Udvalget vedrørende en revision af lov om valg til folketinget og lov om kommunale valg har Justitsministeriet således anført følgende om en påtænkt ordning, hvorefter danske statsborgere, som har ophold i udlandet i indtil 4 år, kunne bevare deres valgret

»Lovgivningsmagten må efter justitsministeriets mening være berettiget til ved ordningens tilrettelæggelse at tilgodese administrativt-tekniske hensyn, også selv om dette medfører, at enkelte personer, der ikke opfylder grundlovens valgretsbetingelser, opnår adgang til at afgive stemmer. Det må dog være en forudsætning, at valglovens regler i væsentligt omfang afspejler grundlovens valgretsbetingelser.

Justitsministeriet finder at anvendelsen af et bopælsbegreb, der med hensyn til tilknytningsforhold ikke i det væsentlige adskiller sig fra, hvad der i almindelighed er gældende på andre retsområder, herunder bl.a. international privatret, ikke vil være i strid med bestemmelsen i grundlovens § 29. Dette må gælde, selv om man hidtil synes at have lagt en væsentlig snævrere opfattelse til grund ved fortolkningen af grundlovens bopælskrav.

Derimod må justitsministeriet på det foreliggende grundlag stille sig tvivlende overfor, om den foreslåede ordning, hvorefter valgretten bevares i 4 år alene som følge af, at den person, der udrejser, afgiver forklaring om, at valgretten ønskes bevares, i tilstrækkelig grad afspejler grundlovens bopælskrav og dermed kravet om, at valgretten forbeholdes personer, der på tidspunktet for udøvelsen af valgretten har bevaret en nærmere tilknytning til det danske samfund.«

En tilsvarende retsopfattelse blev lagt til grund i udvalgets betænkning, jf. betænkning 893/1980 om en revision af folketingsvalgloven, side 16.

I et brev af 8. december 1995 til Indenrigsministeriet tog Justitsministeriet stilling til grundlovsmæssigheden af forslaget til den ændring af valgretsreglerne, som blev gennemført i 1996, og som indebar indsættelse af bestemmelsen i lovens § 2, stk. 3, om ugifte samlevende, jf. ovenfor pkt. 1. I brevet anføres følgende principielle synspunkt

»Efter Justitsministeriets opfattelse må det generelt antages, at der gælder ganske snævre rammer for, i hvilket omfang der inden for rammerne af grundlovens § 29, stk. 1, ved lov kan ske en yderligere udvidelse af bopælsbegrebet end den, der allerede følger af den nugældende ganske vidtgående bestemmelse i § 2 i lov om valg til Folketinget.

På den baggrund finder Justitsministeriet, at der ved vurderingen af grundlovsmæssigheden af det foreliggende forslag nr. L 73 må tages udgangspunkt i en vurdering af, om forslaget vil indebære en udvidelse af større rækkevidde, eller om der er tale om en udvidelse af mere marginal eller justerende karakter.«

De udtalelser, som Justitsministeriet har afgivet herunder det nævnte synspunkt om, at der er ganske snævre rammer for, i hvilket omfang der kan ske yderligere udvidelser af grundlovens bopælsbegreb bygger bl.a. på den forfatningsretlige litteratur.

Der kan i den forbindelse nærmere henvises til bl.a. Peer Lorenzen i Juristen 1972, side 423 f., Max Sørensen, Statsforfatningsret (2. udg. ved Peter Germer, 1973), side 71 ff., Peter Germer, Statsforfatningsret (2. udg., 1995), side 48, og Henrik Zahle, Dansk Statsforfatningsret 1 (2. udg., 1997), side 131. Allerede med hensyn til lovens § 2, stk. 1 (»diplomatreglen«), der blev indføjet tilbage i 1970, anfører Peer Lorenzen således, at det »forekommer tvivlsomt, om man ud fra traditionel juridisk argumentationsteknik kan forsvare resultatet«. Peter Germer anfører generelt, at lovens § 2 har » udvidet bopælsbegrebet, og disse udvidelser må i dag anses for dækket af en forfatningsretlig sædvane.«

Vurdering og konklusion

Som anført under pkt. 4 må det efter Justitsministeriets opfattelse generelt antages, at der gælder meget snævre grænser for, i hvilket omfang der inden for rammerne af grundlovens § 29, stk. 1, kan ske en yderligere udvidelse af bopælsbegrebet i forhold til den, der allerede er sket ved den gældende ganske vidtgående bestemmelse i folketingsvalglovens § 2.

Som ligeledes anført er det derfor Justitsministeriets opfattelse, at der må tages udgangspunkt i en vurdering af, om forslaget vil indebære en udvidelse af større rækkevidde, eller om der er tale om en udvidelse af mere marginal eller justerende karakter.

Den gældende folketingsvalglov indebærer, at det kun er visse persongrupper, der efter at de har taget ophold i udlandet kan anses for at have fast bopæl i riget og dermed bevare deres valgret. Afgrænsningen af disse persongrupper bygger efter forarbejderne til loven på »de i praksis hyppigst forekommende kategorier af danske statsborgere, som under ophold i udlandet har bevaret en så nær tilknytning til det danske samfund, at bopæl i grundlovens forstand kan anses at foreligge.«

Endvidere indebærer den gældende lov, at de persongrupper, der er opregnet i § 2, stk. 2, kun kan blive optaget på valglisten uden videre, såfremt deres udlandsophold ikke har varet mere end 4 år. Har opholdet varet længere, skal Valgretsnævnet i hvert enkelt tilfælde vurdere, om bl.a. betingelsen om, at der er tale om midlertidigt ophold, alligevel kan anses for opfyldt. Afgørelsen herom beror på en konkret bedømmelse af samtlige foreliggende omstændigheder.

Det fremsatte beslutningsforslag indebærer heroverfor navnlig, at »alle danskere, der ikke decideret emigrerer, kan opretholde stemmeretten til det danske Folketing og til danske folkeafstemninger i en 12-årig periode.« Den foreslåede ordning omfatter således alle danske statsborgere i udlandet og er ikke begrænset til at angå bestemte persongrupper med en nærmere objektiv tilknytning til Danmark. Den forudsætter bortset fra forbeholdet om »emigration« heller ikke noget konkret skøn i det enkelte tilfælde.

På den baggrund er det Justitsministeriets opfattelse, at den foreslåede ændring ikke kan siges at være af marginal eller justerende karakter, men at den derimod indebærer en udvidelse af større rækkevidde af kredsen af personer med valgret.

Efter Justitsministeriets opfattelse må det herefter antages, at den ordning, som beslutningsforslaget lægger op til, ikke er forenelig med grundlovens § 29, stk. 1.

Beretning over beslutningsforslag 2000 144 Valid

Beretning afgivet af Kommunaludvalget den 31. maj 2001

Beretning

over

Forslag til folketingsbeslutning om udvidelse af udenlandsdanskeres valgret

[af Lene Espersen (KF), Else Winther Andersen (V), Poul Nødgaard (DF), Arne Melchior (CD), Inge Refshauge (DMF), Mogens Andreasen (UP), Kim Behnke (UP), Frank Dahlgaard (UP), Ole Donner (UP), Thorkild B. Fransgaard (UP) og Kirsten ;Jacobsen (UP)]

1. Udvalgsarbejdet

Beslutningsforslaget blev fremsat den 13. marts 2001 og var til 1. behandling den 6. april 2001. Beslutningsforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Kommunaludvalget.

Møder

Udvalget har behandlet beslutningsforslaget i 5 møder.

Skriftlige henvendelser

Udvalget har i forbindelse med udvalgsarbejdet modtaget en skriftlig henvendelse fra Valgretsforeningen i Danmark. Indenrigsministeren har over for udvalget kommenteret den skriftlige henvendelse.

Deputationer

Endvidere har Valgretsforeningen i Danmark over for udvalget redegjort for sin holdning til beslutningsforslaget.

Spørgsmål

Udvalget har stillet 3 spørgsmål til indenrigsministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.

2. Politiske bemærkninger

Udvalget finder, at der bl.a. som følge af samfundsudviklingen er behov for at undersøge mulighederne for ved en ændring af folketingsvalglovens § 2 at udvide udenlandsdanskeres mulighed for at have valgret til Folketinget. Internationaliseringen har i stadigt stigende omfang øget mobiliteten over landegrænserne samtidig med, at de forbedrede kommunikationsmuligheder, IT-teknologien giver, har øget mulighederne for uanset udlandsophold at opretholde et tilhørsforhold til det danske samfund. Internationaliseringen har samtidig påvirket andre forhold som f.eks. opfattelsen af statsborgerskab og skattepligtsland. Det er derfor vigtigt, at den danske lovgivning, herunder reglerne for tildeling af valgret, så vidt muligt udformes på en sådan måde, at der tages hensyn til denne udvikling.

På den anden side finder udvalget, at de grænser for lovgivningsmagten, som grundlovens § 29 fastsætter, naturligvis må respekteres. Det må således sikres, at de personer med dansk indfødsret, der ved lov tildeles valgret til Folketinget, må anses for at have fast bopæl i riget og dermed opfylder betingelsen herom i grundlovens § 29, stk. 1. I den forbindelse har udvalget hæftet sig ved, at det fremgår af Justitsministeriets udtalelse om fortolkningen af udtrykket »fast bopæl i riget« i grundlovens § 29, stk. 1, som indenrigsministeren den 3. april 2001 har sendt til udvalget (B 144 bilag 4 optrykt i beretningens bilag 4), at der må tages udgangspunkt i en vurdering af, om forslag på dette område vil indebære en udvidelse af større rækkevidde, eller om der er tale om en udvidelse af mere marginal eller justerende karakter.

Udvalget finder derfor, at der er grund til at afdække, hvilke udvidelser af valgretten for personer med dansk indfødsret, der opholder sig i udlandet, der vil kunne ske inden for grundlovens rammer. Som følge af de principielle statsforfatningsretlige og politiske spørgsmål, der er knyttet til spørgsmålet om valgret til Folketinget, finder udvalget, at det vil være hensigtsmæssigt, at udvalget nedsætter et underudvalg, der får til opgave at afdække dette spørgsmål.

Som formand for underudvalget udpeges ordføreren for forslagsstillerne, Lene Espersen (KF). Desuden består underudvalget af en kommunaludvalgsordfører fra hvert af følgende partier: S, V, SF, DF, CD, RV, EL, KRF og Thorkild Fransgaard (UP). Underudvalget vil således bestå af ti medlemmer inklusive formanden.

Indenrigsministeren har over for udvalget tilkendegivet, at teknisk ekspertise fra Valgretsnævnet og andre eksperter vil blive stillet til rådighed for underudvalget.

Udvalget vil søge Præsidiet om et dispositionsbeløb for at give underudvalget mulighed for at få udarbejdet udredninger, afholde høringer, foretage besøgsrejser eller lignende.

Underudvalget afslutter sine undersøgelser og drøftelser med at udarbejde et udkast til en udvidet beretning med henblik på, at Kommunaludvalget kan afgive denne inden udgangen af september 2001. Kommunaludvalgets sekretær er sekretær for underudvalget.

Bilag til beretningen

Bilag 1: Bilagsoversigt over bilag omdelt på B 144.

Bilag 2: Spørgsmål 1 til indenrigsministeren og dennes svar herpå (B 144 bilag 3).

Bilag 3: Spørgsmål 2 til indenrigsministeren og dennes svar herpå (B 144 bilag 9).

Bilag 4: Spørgsmål 33 på alm. del til indenrigsministeren og dennes svar herpå (B 144 bilag 4).

P. u. v.

Knud Erik Kirkegaard

formand

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →