Betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om forlænget dagpengeret til ledige, der ikke har fået den aktivering, de har ret til
Statutory Text (2 Articles)
Bilag 1
Oversigt over bilag vedrørende B 145
Bilagsnr.
Titel
1
1. udkast til betænkning
Betænkning afgivet af Arbejdsmarkedsudvalget den 29. maj 2001
Betænkning
over
Forslag til folketingsbeslutning om forlænget dagpengeret til ledige, der ikke har fået den aktivering, de har ret til
[af Ole Sohn (SF) m.fl.]
1. Udvalgsarbejdet
Beslutningsforslaget blev fremsat den 13. marts 2001 og var til 1. behandling den 4. april 2001. Beslutningsforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Arbejdsmarkedsudvalget.
Møder
Udvalget har behandlet beslutningsforslaget i 2 møder.
2. Indstillinger og politiske bemærkninger
Et flertal i udvalget (S, V, KF, CD, RV og KRF) indstiller beslutningsforslaget til forkastelse.
Et mindretal i udvalget (SF, DF og EL) indstiller beslutningsforslaget til vedtagelse uændret.
Socialistisk Folkepartis medlem af udvalget finder det helt uforståeligt, at forligspartierne bag aktiveringspolitikken er parat til først at nægte de arbejdsløse den aktivering, de har ret til ifølge loven, og dernæst smide dem ud af dagpengesystemet og henvise dem til kommunal kontanthjælp, hvor de typisk ikke kan få én krone. Det er ikke den måde, et rets- og velfærdssamfund hjælper sine arbejdsløse på, og det er ikke sådan, man skal afhjælpe erhvervslivets og den offentlige sektors problemer med at skaffe kvalificeret arbejdskraft.
Ved 1. behandling af beslutningsforslaget gav arbejdsministeren udtryk for, at regeringen fuldt ud deler SF s intention om, at de ledige skal have den aktivering, de er berettiget til. Som begrundelse for alligevel ikke at støtte SF s forslag gav han, at han ikke havde de oplysninger, der var nødvendige for at foretage en mere præcis vurdering af, i hvor stort omfang der rent faktisk kunne være ledige, der mistede retten til dagpenge uden at have fået den aktivering, de har ret til.
Men nu har arbejdsministeren som svar på spørgsmål stillet af SF, jf. alm. del bilag 321, fremlagt tal, der viser, at der er ca. 4.000 arbejdsløse, som, hvis de fortsat er i dagpengesystemet til udløbet af aktivperioden, ikke kan nå at få de 75 pct. aktivering, som de har krav på inden udløbet af aktivperioden uanset om de aktiveres 100 pct. af den resterende del af aktivperioden.
At det forholder sig sådan, påpegede SF allerede i bemærkningerne til beslutningsforslaget. Nu har arbejdsministeren også erkendt, at det forholder sig sådan. Derfor ville det eneste rimelige og anstændige være, at regeringen gjorde alvor af sin erklærede intention om, at de ledige skal have den aktivering, de er berettiget til, og dermed støttede SF s forslag.
Enhedslistens medlem af udvalget støtter beslutningsforslaget, fordi det vil forbedre mulighederne for nogle af de tusinder af arbejdsløse, der står over for at miste dagpengeretten i løbet af det kommende år. Situationen, hvor AF ikke har været og stadig ikke er i stand til at give fremadrettede tilbud, som vil kunne forbedre de arbejdsløses jobmuligheder, understreger, at aktiveringspolitikken byder på alt for megen tvang og alt for lidt tilbud. De arbejdsløse presses af et utal af pligter for blot at kunne bevare dagpengeretten, mens AF altså ikke engang har været i stand til at opfylde de arbejdsløses rettigheder. Det må være en logisk følge, at de arbejdsløse ikke skal bære omkostningerne ved en arbejdsmarkedspolitik, som ikke engang er i stand til at opfylde sine egne forudsætninger.
Det er stadig Enhedslistens opfattelse, at tvangselementerne i aktiveringspolitikken er en hån mod de arbejdsløse og i mange tilfælde er en direkte hæmsko for, at den enkelte kan finde veje ud af arbejdsløsheden.
Demokratisk Folkeparti var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.
En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.
Poul Erik Dyrlund (S) Ole Vagn Christensen (S) Carsten Hansen (S) Bjarne Laustsen (S) fmd. Anne-Marie Meldgaard (S) Ole Sohn (SF) nfmd. Susanne Clemensen (CD) Anders Samuelsen (RV) Jette Gottlieb (EL) Charlotte Antonsen (V) Eva Kjer Hansen (V) Ulla Tørnæs (V) Jens Vibjerg (V) Knud Erik Kirkegaard (KF) Pia Christmas-Møller (KF) Klaus Kjær (DF) Ole M. Nielsen (KRF)
Demokratisk Folkeparti havde ikke medlemmer i udvalget.
Folketingets sammensætning
Socialdemokratiet (S)
64
*
Det Radikale Venstre (RV)
7
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)
43
*
Enhedslisten (EL)
5
Det Konservative Folkeparti (KF)
17
**
Kristeligt Folkeparti (KRF)
4
Socialistisk Folkeparti (SF)
13
Demokratisk Folkeparti (DMF)
1
Dansk Folkeparti (DF)
10
Valgt på Færøerne (FÆR)
1
Centrum-Demokraterne (CD)
8
Uden for partierne (UP)
6
*
Heraf 1 medlem valgt i Grønland
**
Heraf 1 medlem valgt på Færøerne