Forslag til folketingsbeslutning om lempeligere adgang til skiltning i det åbne land
Statutory Text (1 Articles)
Fremsat den 3. april 2001 af Ole M. Nielsen (KRF), Hans Christian Schmidt (V), Erik Larsen (V), Henriette Kjær (KF), Knud Erik Kirkegaard (KF), Svend Aage Fauerholdt (DF) og Ebbe Kalnæ ;s (CD)
Forslag til folketingsbeslutning
om lempeligere adgang til skiltning i det åbne land
Folketinget opfordrer regeringen til at fremsætte de nødvendige lovforslag og foretage de nødvendige ændringer i administrative forskrifter, således at virksomheder i landdistrikterne især mindre erhvervsaktiviteter og seværdigheder får lempeligere adgang til at opsætte henvisnings- og oplysningsskilte ved veje i det åbne land. Skiltningen må ikke forringe trafiksikkerheden og skal respektere de landskabelige værdier.
Bemærkninger til forslaget
De fleste er enige om, at det er ønskeligt at fastholde levende landdistrikter, det vil sige områder, hvor mennesker bor og arbejder. Dette er blandt andet formuleret i regeringens betænkning nr. 1333 fra marts 1997 om landdistrikternes udviklingsmuligheder, hvoraf fremgår, at det er et overordnet ønske, at landdistrikterne udvikler sig til levedygtige områder med gode beskæftigelsesmuligheder og varierede service-, kultur- og fritidstilbud, således at landdistrikterne kan være en realistisk bosætningsmulighed for flest mulige borgere.
Det nævnes i betænkningen, at det er vanskeligt at fastholde befolkningen, hvis beskæftigelsesmulighederne ikke er til stede. Forbedrede indkomstmuligheder for landdistrikterne sikrer også, at fordelingen af indkomsterne i landet sker på en sund måde og ikke ved forøget anvendelse af overførselsindkomster.
Planlovens landzonebestemmelser tillader, at overflødiggjorte landbrugsbygninger uden tilladelse fra landzonemyndigheden kan tages i brug til håndværks- og industrivirksomhed samt lager- og kontorformål under visse betingelser. Denne mulighed henvender sig især til iværksættere og skulle bidrage til at skabe nye arbejdspladser.
Imidlertid har en del af de virksomheder, der har etableret sig i tomme landbrugsbygninger i det åbne land eller i forbindelse med indehaverens bopæl, og andre virksomheder i landdistrikterne fortrinsvis iværksættere behov for at oplyse trafikanter i området om deres eksistens og placering.
For at imødekomme dette behov foreslås det, at det generelle forbud mod reklamer i det åbne land lempes, således at virksomheder under visse betingelser får adgang til at opsætte mindre henvisnings- og oplysningsskilte ved virksomhedens indkørsel, ved vejmunding eller vejkryds m.v. afhængig af behov og trafikanternes muligheder for at observere virksomheden og finde frem til virksomhedens placering.
Det er en betingelse, at skiltningen ikke er skæmmende for området, og det foreslås, at henvisningsskiltene skal have en ensartet størrelse, udformning og design eventuelt være autoriserede og i videst muligt omfang ligge op ad den i forvejen opsatte skiltning. Desuden er det en betingelse, at skiltningen betales af den pågældende virksomhed.
Det må også være en betingelse, at virksomheden er momsregistreret.
Ud over at skiltningen imødekommer et behov hos de erhvervsdrivende, er det også en service over for den del af befolkningen, der ønsker at besøge de pågældende steder ikke mindst turisterne.
Endelig vil skiltningen være af betydning for færdselssikkerheden, fordi trafikanterne lettes i deres søgen efter erhvervsaktiviteten. Søgende bilister og bilister, der stopper i vejsiden eller foretager vendinger, fordi de er kørt for langt, er til stor fare for sig selv og andre trafikanter.
Skriftlig fremsættelse
Ole M. Nielsen (KRF)
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte
Forslag til folketingsbeslutning om lempeligere adgang til skiltning i det åbne land.
(Beslutningsforslag nr. B 174).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.