Forslag til folketingsbeslutning om udbygning af registret for knoglemarvsdonorer
Statutory Text (1 Articles)
Fremsat den 15. marts 2001 af Birthe Skaarup (DF), Ester Larsen (V), Henriette Kjær (KF) og Yvonne Herløv Andersen (CD)
Forslag til folketingsbeslutning
om udbygning af registret for knoglemarvsdonorer
Folketinget pålægger regeringen inden udgangen af indeværende folketingssamling at iværksætte en udbygning af registret for knoglemarvsdonorer med henblik på at bringe antallet af donorer op på ca. 20.000 over en treårsperiode.
Bemærkninger til forslaget
Forslagsstillerne er af den opfattelse, at man som et led i styrkelsen af behandlingen af kræftpatienter i Danmark bør udbygge registret af knoglemarvsdonorer, så registret kommer til indeholde ca. 20.000 donorer.
Baggrunden for forslaget er, at der i det danske register er problemer med at finde egnede donorer, fordi antallet af donorer i registret er for lille. Dermed er behandlingsmulighederne for patienter, der har brug for transplantation af knoglemarv ikke så gode, som de kunne være.
I dag indeholder registret ca. 7.500 donorer, og der har længe været et udbredt ønske om at udvide registret til at omfatte ca. 20.000 donorer. For patienter med leukæmi (blodkræft), der kun kan reddes med en knoglemarvstransplantation, vil chancen for at finde en dansk donor dermed kunne næsten tredobles.
Danmark har, mod betaling, adgang til at søge efter egnede donorer i internationale registre, der globalt set omfatter ca. 5 mio. donorer fordelt på 40 lande. Selv om det af flere skiftende sundhedsministre er hævdet, at en udvidelse af antallet af danske donorer med ca. 12.500 til 20.000 kun vil udvide de samlede søgemuligheder globalt med ca. 2 promille, så er det forslagsstillernes opfattelse, at en tredobling af antallet af danske donorer alt andet lige vil betyde, at der kan findes flere positive donorer i Danmark.
Herudover vil Danmark i højere grad kunne bidrage med donorer til de internationale registre og dermed kunne hjælpe kræftsyge i andre lande.
I 1999 blev det oplyst, at en udvidelse af det danske knoglemarvsdonorkorps ville koste mellem 13 og 16 mio. kr. i etableringsomkostninger over en treårig periode, hvortil kom mellem 2,0 og 2,3 mio. kr. i årlige driftsomkostninger i forbindelse med vedligeholdelse af donorkorpset.
Forslagsstillerne er af den opfattelse, at hvis de nævnte udgifter til en udvidelse af donorkorpset fortsat holder, så er det en relativt set beskeden omkostning, der nødvendigvis må kunne findes plads til. Når først donorkorpset er fuldt udvidet efter tre år, så er de årlige driftsomkostninger hertil små set i en stor sammenhæng.
I forbindelse med forhandlingerne om finansloven for 2000 blev der på sundhedsområdet indgået en aftale mellem regeringen, Det Konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti og Centrum-Demokraterne, med tilslutning fra Venstre, om knoglemarvsdonation. Af Aftaler om Finansloven for 2000, Finansministeriet, november 1999 fremgår: »Parterne er enige om at søge at tilvejebringe mulighederne for en udbygning af det danske knoglemarvsdonorregister« (side 30).
Af hensyn til en styrkelse af kræftbehandlingen i Danmark er det forslagsstillernes opfattelse, at Folketinget via nærværende beslutningsforslag må pålægge regeringen at leve op til aftalen fra finansloven for 2000 og iværksætte en udvidelse af registret for knoglemarvsdonorer med henblik på at bringe antallet af donorer op på ca. 20.000 over en treårsperiode.
Skriftlig fremsættelse
Birthe Skaarup (DF)
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte
Forslag til folketingsbeslutning om udvidelse af registret for knoglemarvsdonorer.
(Beslutningsforslag nr. B 148).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.