Legislator Case Law & Legislation
20001BB00130 DK

Forslag til folketingsbeslutning om ophævelse af momsrefusionsordningen for dronningen og medlemmer af det kongelige hus

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Beslutningsforslag som fremsat 2000 130 Valid

Fremsat den 27. februar 2001 af Søren Søndergaard (EL) og Frank ;Aaen (EL)

Forslag til folketingsbeslutning

om ophævelse af momsrefusionsordningen for dronningen og medlemmer af det kongelige hus

Folketinget pålægger regeringen inden udgangen af 2001 at fremsætte forslag, som indebærer, at

1. refusionsordningen, hvorefter dronningen og medlemmerne af det kongelige hus får refunderet udgifter til købsmoms, ophæves, og

2. dronningen og medlemmerne af det kongelige hus kompenseres for ophævelsen af refusionsordningen ved en tilsvarende forhøjelse af statsydelser og årpenge.

Bemærkninger til forslaget

Refusionsordningen

Kongehuset har siden momslovens ikrafttræden i 1968 fået refunderet udgifter til købsmoms. De momsudgifter, der refunderes, vedrører de på finansloven opførte årpenge og statsydelser. Aktiviteter, der sædvanligvis er momsregistrerede som f.eks. driften af Schackenborg, er i henhold til reglerne ikke omfattet af momsrefusionen.

Fra 1968 fik dronningen og medlemmerne af det kongelige hus refunderet udgifterne til købsmoms fra Skatteministeriet, Told- og Skattestyrelsen, efter momslovens bestemmelser om momsfritagelse for diplomater, jf. momslovens § 45, stk. 2. Refusionsordningen blev med virkning fra finansåret 1996 ændret ved et aktstykke (finansministerens aktstykke 85 af 25. november 1996 tiltrådt af Folketingets Finansudvalg den 4. december 1996), således at dronningen og medlemmerne af det kongelige hus blev omfattet af den statslige ordning med refusion af statsinstitutionernes udgifter til ikke fradragsberettiget købsmoms, og således at momsrefusionen modtages fra Finansministeriets momsreserve frem for fra Told- og Skattestyrelsen.

Selve refusionen forestås af Statsministeriet. Det sker ved, at Hofmarskallatet ved udgangen af hvert kvartal fremsender en revisorpåtegnet refusionsanmodning til Statsministeriet, som herefter anviser refusionsbeløbet gennem Statens Centrale Regnskabssystem.

Refusionen af købsmomsen til dronningen og medlemmerne af det kongelige hus vil variere fra år til år. I det ovenfor nævnte aktstykke skønnedes den samlede refusion baseret på regnskabstal fra de seneste år at være i størrelsesordenen 3 mio. kr. årligt.

Der henvises vedrørende refusionsordningen til det ovenfor nævnte aktstykke samt skatteministerens besvarelse af 19. februar 1998 på spørgsmål nr. S 1358 af Søren Søndergaard (EL), jf. Folketingstidende, 1997-98, FF 4476.

Forslaget

Det foreslås, at refusionsordningen ophæves.

Da formålet med beslutningsforslaget ikke i sig selv er at indskrænke kongehusets forbrugsmuligheder, foreslås det, at kongehuset kompenseres for ophævelsen ved en forhøjelse af statsydelser og årpenge af en tilsvarende størrelsesorden.

Forslaget vil medføre en administrativ forenkling såvel for kongehuset som for de pågældende statslige institutioner.

Skriftlig fremsættelse

Søren Søndergaard (EL)

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte

Forslag til folketingsbeslutning om ophævelse af momsrefusionsordningen for dronningen og medlemmer af det kongelige hus.

(Beslutningsforslag nr. B 130).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →