Forslag til folketingsbeslutning om oprettelse af et uafhængigt landevurderingsorgan i asylsager
Statutory Text (1 Articles)
Fremsat den 27. februar 2001 af Søren Søndergaard (EL) og Frank ;Aaen (EL)
Forslag til folketingsbeslutning
om oprettelse af et uafhængigt landevurderingsorgan i asylsager
Folketinget pålægger regeringen inden udgangen af indeværende folketingsår at fremsætte de nødvendige lovforslag samt foretage de fornødne administrative ændringer med henblik på oprettelse af et uafhængigt landevurderingsorgan, som har til formål løbende at indsamle informationer og viden om forholdene i »flygtningeproducerende lande« og stille denne viden til rådighed for alle parter i asylsystemets forskellige led.
Bemærkninger til forslaget
Afgørelser i asylsager er ofte vanskelige. Det gælder både i Udlændingestyrelsen og i Flygtningenævnet. I en asylsag er det helt afgørende, at der foreligger et så præcist og troværdigt informationsgrundlag som overhovedet muligt. Med oprettelsen af et uafhængigt landevurderingsorgan ønsker forslagsstillerne at sikre, at der tilvejebringes det bedst mulige og mest uafhængige informationsgrundlag for asylsagsbehandlingen i både styrelsen og Flygtningenævnet. Det vil betyde, at afgørelser truffet i Udlændingestyrelsen og evt. prøvet i Flygtningenævnet ikke i samme grad som i dag vil kunne kritiseres for at være baseret på oplysninger alene indhentet af myndighedsparten i sagen. Regeringen pålægges at indhente oplysninger fra andre lande, blandt andet Canada, hvor man har erfaringer med sådanne organer.
Skriftlig fremsættelse
Søren Søndergaard (EL)
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte
Forslag til folketingsbeslutning om oprettelse af et uafhængigt landevurderingsorgan i asylsager.
(Beslutningsforslag nr. B 127).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.