Forslag til folketingsbeslutning om retten til at overtage sin almene bolig
Statutory Text (1 Articles)
Fremsat den 30. januar 2001 af Rikke Hvilshøj (V), Gyda Kongsted (V), Karsten Nonbo (V), Harald Kjøller (V), Jens Hald Madsen (V), Inge Dahl-Sørensen ;(V), John Vinther (KF), Pernille Sams (KF) og Gitte Seeberg (KF)
Forslag til folketingsbeslutning
om retten til at overtage sin almene bolig
Folketinget pålægger regeringen inden udgangen af indeværende folketingsår at fremsætte et lovforslag om, at beboere i almene boliger får ret til at overtage boligen på ejer- eller andelsbasis.
Bemærkninger til forslaget
Gennem 1990 erne har vi oplevet en øget social opsplitning mellem forskellige by- og boligområder. Fysisk nedslidte boligområder og en ensidig beboersammensætning har bidraget til at indfange boligbebyggelser i en negativ udviklingsspiral. Problemerne har hovedsagelig været koncentreret i de store almene boligbebyggelser.
Erfaringer påviser imidlertid, at blandede ejerformer er forudsætningen for en varieret og bredt sammensat beboersammensætning. Samtidig er byområder med blandede ejerformer som regel relativt stabile og velfungerende.
For at afbøde fortidens fejltagelser med byggeri af meget store boligområder udelukkende med almene boliger foreslår forslagsstillerne, at der i disse områder forsøgsvis omdannes eksempelvis 5.000 almene boliger til ejer- og andelsboliger.
Forslagsstillerne bemærker, at tidligere by- og boligminister Jytte Andersen har efterlyst forslag til omdannelse af almene boliger til private ejerboliger og andelsboliger og i samme forbindelse ønsket at styrke ejergenet som middel til at fastholde og tiltrække ressourcestærke beboere.
De enkelte beboere vil med en overtagelse af deres bolig på ejer- eller andelsbasis i langt højere grad være herre over deres egen boligsituation. Et varieret udbud af boformer vil samtidig give den enkelte borger bedre mulighed for at blive i byområdet i situationer, hvor boligbehovene med alderen måtte ændre sig. Dette vil bidrage til stabilitet og opretholdelsen af gode sociale netværk i de pågældende byområder samtidig med, at kravene om større fleksibilitet og variation på fremtidens boligmarked vil blive imødekommet.
Forslagsstillerne kan henvise til erfaringerne omkring salg af Københavns Kommunes ejendomme gennem TOR I/S. Her konkluderer en uvildig rapport, at i de ejendomme, som er overtaget af beboerne, er der sket en gunstig udvikling i beboeraktivitet og beboernes engagement. Resultaterne er ikke mindst bemærkelsesværdige, idet der var tale om ejendomme med mange økonomisk og socialt dårligt stillede beboere samtidig med, at boligstandarden generelt var dårlig.
Spørgsmålet om, hvilken pris der skal gælde ved beboerens overtagelse af den almene bolig, samt spørgsmålet om, hvorledes og i hvilket omfang den almene boligforening kan råde over den friværdi, der kapitaliseres ved salget, overlades til de videre politiske forhandlinger.
Forslagsstillerne foreslår endvidere, at de almene boliger udvælges, så boligerne med hensyn til geografisk placering og byggeperiode udgør et repræsentativt udsnit af den almene sektor i Danmark.
Lovforslaget er en revideret genfremsættelse af beslutningsforslag nr. B 124, folketingsåret 1999-2000, se Folketingets forhandlinger, side 7305 og till. A side 6403 og 6404.
Skriftlig fremsættelse
Rikke Hvilshøj (V)
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte
Forslag til folketingsbeslutning om retten til at overtage sin almene bolig.
(Beslutningsforslag nr. B 102).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.