Forslag til folketingsbeslutning om ændring af omkostningsgodtgørelsesreglerne i skattesager

Bilag

Bilag

Oplysninger om sagsudfald m.v. i skattesager for Skatteankenævn, Landskatteretten, landsretterne og Højesteret

Kilde: Klage og retssagsstatistik pr. 31. december 1999, Skatteministeriet, august 2000.

Skatteankenævnene

Tabel 3 på side 6 viser den procentvise fordeling af antallet af færdigbehandlede klagesager på personområdet vedrørende indkomstårene 1993-1997 ved skatteankenævnene. I gennemsnitligt 57 pct. af klagesagerne blev afgørelsen stadfæstet, i gennemsnitligt 34 pct. af klagesagerne fik skatteyderen helt eller delvist medhold. I de sidste 9 pct. af klagesagerne blev der truffet anden afgørelse. På selskabsområdet kan tilsvarende beregnes på baggrund af tabel 6 på side 7, her skete der gennemsnitligt stadfæstelse i 59 pct. af klagesagerne, mens klagerne fik helt eller delvist medhold i gennemsnitligt 33 pct. af klagesagerne. I de sidste gennemsnitligt 8 pct. af klagesagerne blev der truffet anden afgørelse.

Landsskatteretten

Tabel 10 på side 10 viser sagsafslutningen for indkomstsager i Landsskatteretten 1992-1999. Her blev afgørelserne gennemsnitligt stadfæstede i 63 pct. af sagerne, mens skatteyderen blev indrømmet nedsættelse i gennemsnitligt 36 pct. af sagerne. I de sidste knap 1 pct. af sagerne skete der en forhøjelse.

Landsretterne

Tabel 23 på side 19 og tabel 24 på side 20 opdeler sagerne i sager anlagt af skatteyderne og i sager anlagt af Skatteministeriet. Der blev fra 1991-1999 anlagt 2.374 sager af skatteyderne, mod kun 30 af Skatteministeriet. De udregnede gennemsnit er renset for tallene, hvor ingen af parterne fik medhold. I sagerne anlagt af skatteyderne fik disse helt eller delvist medhold i 25 pct. af sagerne, Skatteministeriet i 75 pct. af sagerne. I sagerne anlagt af Skatteministeriet fik Skatteministeriet medhold i 73 pct. af sagerne, skatteyderne i 27 pct. af sagerne.

Højesteret

Tabel 25 på side 20 og tabel 26 på side 21 viser tallene for sagsafslutning ved Højesteret 1991-1999. Disse er også opdelt i sager anlagt af skatteyderne og sager anlagt af Skatteministeriet. Skatteyderne havde anlagt sag i 277 tilfælde, Skatteministeriet i 21 tilfælde. I de sager hvor skatteyderne havde anlagt sag, fik de helt eller delvist medhold i 19,5 pct. af sagerne, mens Skatteministeriet fik medhold i 80,5 pct. af sagerne. I sagerne anlagt af Skatteministeriet fik skatteyderne helt eller delvist medhold i 48 pct. af sagerne, mens Skatteministeriet fik medhold i 52 pct. af sagerne (hvilket viser, at der her var tale om meget principielle sager).

Fremsat den 18. januar 2001 af Kim Behnke (FRI), Tom Behnke (FRI), Thorkild B. Fransgaard (FRI) og Kirsten ;Jacobsen (FRI)

Forslag til folketingsbeslutning

om ændring af omkostningsgodtgørelsesreglerne i skattesager

Folketinget opfordrer regeringen til i indeværende folketingssamling at fremsætte de nødvendige forslag og foretage de nødvendige administrative ændringer, således at reglerne i skattestyrelseslovens § 33 A, stk. 1 og 2, ændres efter følgende retningslinjer

Der skal fremover ydes 100 pct. omkostningsgodtgørelse, når en skatteyder får fuldt medhold i en skattesag mod skattemyndighederne.

Der skal fortsat ydes 50 pct. omkostningsgodtgørelse i de tilfælde, hvor skatteyderen taber sagen, hæver sagen, kun får delvis medhold eller sagen forliges.

Skattestyrelseslovens § 33 A, stk. 2, om 85 pct. omkostningsgodtgørelse, hvor skattemyndighederne fører principielle sager mod skatteyderne, ophæves.

Der indføres et anfægtelsessystem, der erstatter det gældende klagesystem vedrørende omkostningsgodtgørelsesansøgningerne.

Bemærkninger til forslaget

Når man som borger i Danmark bliver tvunget ind i en skattesag med det store told- og skattesystem og vinder sin sag efter lang tid og mange omkostninger, både personlige og økonomiske, får man i dag kun dækket 50 pct. af sine reelle økonomiske sagsomkostninger. Dette finder forslagsstillerne ganske uforståeligt. Man har på den ene side en borger, der må kæmpe indædt for at få sin ret, med store omkostninger til følge. På den anden side har man et stort statsapparat med principielt uendelige ressourcer. Skattemyndighederne kan principielt trække ubegrænset på statens bevillinger, når der skal føres sager mod borgerne.

Uden sammenhæng i øvrigt med dette forslag og uden at skulle forsvare involverede personer har komplekset med de mange selskabstømmersager haft stor politisk bevågenhed. Den daværende skatteminister erklærede sagerne for at være »danmarkshistoriens største røveri«. Både skatte- og politimyndigheder har brugt betragtelige ressourcer på sagerne. På nuværende tidspunkt er det dog meget få sager, som overhovedet er nået til domstolene, og meget få, som er afsluttet med, at skatteyderne er blevet dømt. Men de mange involverede borgere, selskaber og virksomheder har haft enorme udgifter til advokater, revisorer og andre eksperter.

I alle skattesager store som små vil situationen være den, at når det efter tvistens afslutning viser sig, at borgeren var i sin gode ret og er blevet uretmæssigt sagsøgt og forfulgt af myndighederne, ja, så står borgeren tilbage med en lang økonomisk næse eller udtrykt lidt anderledes et reelt økonomisk tab som følge af myndighedernes fejlbedømmelse. Dette er på ingen måde acceptabelt eller retfærdigt og skal ændres, så det danske samfund ikke påfører borgerne dette retssikkerhedsmæssigt forkastelige tab.

I dag er det sådan, at borgerne også får refunderet 50 pct. af deres sagsomkostninger, når de taber sagen. Dette ønsker forslagsstillerne ikke at ændre på, da retssikkerheden ville dale betydeligt, hvis ikke der forelå denne godtgørelse, idet borgerne ikke ville turde at anlægge sag, medmindre de var ganske overbeviste om at kunne vinde den.

Med ændringen af omkostningsgodtgørelsesreglerne i folketingssamlingen 1999-2000, jf. lov nr. 464 af 31. maj 2000, blev retssikkerheden forbedret på flere punkter, men efter forslagsstillernes opfattelse fortsat ikke tilstrækkeligt. Stadig bærer skatteborgeren risikoen for at lide et økonomisk tab og bærer dermed 50 pct. af de økonomiske omkostninger, selv om en sag skyldes skattemyndighedernes fejlvurdering. Det mindsker borgernes tillid til systemet og støder deres retfærdighedsfølelse. Vedrørende lovændringen henvises til lovforslag nr. L 267, Folketingstidende 1999-2000, tillæg A 7469 og 7499, tillæg B 1143, forhandlingerne 6960, 8492 og 8759 og tillæg C 1108. Lovforslaget var en udmøntning af de forslag, Omkostningsudvalget anbefaler i sin betænkning nr. 1382 fra februar 2000. Om baggrunden for nedsættelsen af Omkostningsudvalget henvises til B 35 fra folketingsåret 1998-99, jf. nærmere nedenfor.

Stadig er skattereglerne så indviklede, at det er svært både for borgerne og myndighederne at forstå dem.

Stadig bliver skattelovjunglen tættere og tættere. Hvert folketingsår tilføjes skattelovgivningen flere og flere komplicerede bestemmelser. Ofte må Folketingets Skatteudvalg under udvalgsbehandlingen følge, hvorledes meget komplicerede bestemmelser kun kan overskues af store internationale revisionsfirmaer. Ofte må lovforslagene ændres, fordi end ikke Skatteministeriets eksperter kan overskue den samlede regelmængde. Hvordan kan det dog forventes, at borgerne så skal kunne overskue de skatteretlige regelsæt?

Stadig stiger behovet for sagkyndig bistand i forbindelse med borgernes varetagelse af deres sag mod myndighederne.

Stadig vælger alt for mange borgere at betale et krav fra skattemyndighederne, hvis de umiddelbart skønner, at omkostningen ved at føre sag overstiger det beløb, der kræves i ekstra skattebetaling. Ligeledes vælger mange borgere i andre skattemæssige sammenhænge simpelt hen at resignere og på forhånd opgive at føre en sag mod det tunge magtapparat.

I de skatteretlige erstatningssager indrømmes myndighederne en stor fejlskønsmargin, da myndighederne heller ikke kan gennemskue de mange skønsmæssige skatteregler. Det betyder, at borgerne i nogle tilfælde lider yderligere tab som følge af myndighedernes fejlfortolkninger.

Stadig er der tale om et meget byrdefuldt tvangsmæssigt indgreb over for borgerne, når man pålægger dem økonomiske byrder et meget intensivt indgreb, som kræver en ekstra god retsbeskyttelse, hvilket også grundlovsbeskyttelsen viser. Hjemmelsgrundlaget skal være i orden, der skal være gode ankemuligheder, og der bør være nogle gode omkostningsgodtgørelsesregler. Antallet af skattesager ved landets højeste domstol stiger fortsat, hvilket vidner om behov for afklaring og øget retsbeskyttelse.

Og sådan kunne vi fortsætte argumentationen for, at den danske skattelovgivning i anden sammenhæng bør udsættes for en betydelig forenkling. Dette forslag kan ikke løfte den opgave, så indtil regeringen påtager sig en generel oprydning i skattelovgivningen, må borgernes retssikkerhed varetages gennem adgang til eksperthjælp uden økonomisk belastning i de sager, hvor borgeren får fuldt medhold.

Efter gældende regler opereres med to satser for omkostningsgodtgørelsen: 50 pct. omkostningsgodtgørelse, når skatteborgeren vinder eller taber sagen over for skattemyndigheden, jf. skattestyrelseslovens (SSL) § 33 A, stk. 1. Og 85 pct. omkostningsgodtgørelse, hvor sagen videreføres af skattemyndighederne på grund af dens principielle karakter, jf. SSL § 33 A, stk. 2. Det er disse to satser, der ønskes ændret med dette forslag. SSL § 33 A, stk. 1, skal give 100 pct. omkostningsgodtgørelse i alle tilfælde, hvor en borger vinder over myndighederne, dvs. får fuldt medhold i sidste instans sagen prøves for. I de tilfælde, hvor borgeren taber sagen, hæver sagen, kun får delvis medhold eller sagen forliges, skal der fortsat ydes 50 pct. omkostningsgodtgørelse. SSL § 33 A, stk. 2, ophæves derfor.

Der skal således fortsat opereres med to helt faste procentsatser, og forslaget lægger ikke op til, at der indføres skøn i godtgørelsesafgørelserne. Det vil være forholdsvis få sager, hvor borgeren får fuldt medhold, og det er derfor ikke den mest optimale situation, der kunne ønskes for skatteborgerne. Men en ændring af reglerne er især tiltrængt, hvor borgeren har fået fuldt medhold, og så må det være op til borgeren og hans/hendes rådgivere at få skåret sagen bedst muligt til. Dette er desværre en meget svær opgave at løfte, da skatteretten i dag er kendetegnet ved, at loven langtfra altid giver et klart svar på, hvordan beskatningen skal ske. Mange af de skatteretlige bestemmelser er så skønsprægede, at borgerens retsstilling er meget usikker.

Dette forslag kombinerer muligheden for en bedre retssikkerhed for skatteborgerne samtidig med, at de nuværende fordele ved et fast procentsystem bevares, hvorved ansøgningen om omkostningsgodtgørelse fortsat kan administreres af de regionale told- og skatteforvaltninger.

Det tidligere nævnte beslutningsforslag nr. B 35 fremsat af Det Konservative Folkeparti og Venstre i folketingssamlingen 1998-99 indeholdt forslag om 100 pct. omkostningsdækning i sager, hvor skatteyderen fik helt eller delvis medhold. Der henvises vedrørende B 35 til Folketingstidende 1998-99, tillæg A 1966 og 1968, tillæg B 1042 og forhandlingerne 1411. På baggrund af B 35 nedsatte skatteministeren Omkostningsdækningsudvalget. Udvalget har i sin betænkning fra februar 2000 (omdelt i Skatteudvalget på alm. del bilag 369, folketingsåret 1999-2000) bl.a. behandlet forslaget i B 35. Herunder har udvalget påpeget en række problemer forbundet med forslaget i B 35, som førte til, at udvalget ikke kunne anbefale forslaget om 100 pct. omkostningsdækning i sager, hvor skatteyderen får helt eller delvis medhold. Nogle af de påpegede problemer

1) At det ville medføre uforholdsmæssigt store sagsomkostninger, hvis der blev opereret med 100 pct. dækning,

2) at ansøgningen om godtgørelse skulle vurderes individuelt i forhold til forskellige kriterier, for at få afgjort, om ansøgeren havde fået helt eller delvis medhold, og

3) at dette ikke burde ske ved de regionale myndigheder, idet disse jo står i direkte overunderordnelsesforhold til Skatteministeriet, som derfor kan udstede tjenestebefalinger til dem vedrørende skønnet for skatteansøgningerne. Meget uhensigtsmæssigt, eftersom de er part i sagerne.

Ad. 2 og 3 er afklaret i argumentationen ovenfor.

Problematikken omkring ad. 1 imødegås ved følgende argumentation

Det nuværende ankesystem vedrørende skatteborgerens godtgørelsesansøgning erstattes af et anfægtelsessystem for den administrerende myndighed (told- og skatteregionerne).

Som det er nu, har skatteborgerne klageadgang til Told- og Skattestyrelsen, i de tilfælde, hvor told- og skatteregionen ikke har imødekommet deres godtgørelsesansøgning fuldt ud. Problemstillingen vedrørende 50 pct. omkostningsgodtgørelsen er i og for sig uforandret, men med indførelsen af 100 pct. omkostningsgodtgørelsen følger efter nogles overbevisning risikoen for, at salærerne til de sagkyndige øges unødigt.

For at undgå dette bør told- og skatteregionerne fremover kunne anfægte omkostningsgodtgørelsesansøgningen, hvor de bestemt finder, at de angive udgifter til sagsførelsen er urimelige i forhold til sagens størrelse m.v. Ansøgningen skal så fremover kunne forelægges af told- og skatteregionen for den instans, der har truffet den endelige skatteretlige afgørelse i sagen, da denne instans bedst vil være i stand til at vurdere de samlede omkostningers rimelighed. Finder denne instans ikke, at sagsomkostningerne står i rimeligt forhold til den samlede sag, må skatteborgeren selv bære den økonomiske byrde, for så vidt angår den del, der findes at ligge ud over det rimelige.

Klagesystemet omlægges derved således, at det ikke længere er borgeren, som ikke får imødekommet sin godtgørelsesansøgning, der må klage, men herefter myndighederne, der får en anfægtelsesret, hvor de finder, at sagsomkostningerne ikke står i et rimeligt forhold til skattesagens størrelse. I betragtning af myndighedernes ressourcer sat over for borgerens, finder forslagsstillerne dette system langt mere rimeligt. Afgørelsen af klagen vil være endelig over for borgeren, da hans/hendes ansøgning da har været gennem en to-instans-behandling, og da klageinstansen må formodes at være upartisk i forhold til skattemyndighederne, eftersom det er samme instans, der har givet borgeren helt eller delvis medhold.

I øvrigt skal det lige nævnes, at det jo er konkurrencemyndighederne, der har foranlediget, at de vejledende satser for blandt andet advokatsalærer er blevet fjernet. Det kan derfor ikke lastes borgerne, at advokaterne de seneste år har »skruet deres salærer op«. Konkurrencemyndighederne kunne jo igen tillade, at der var vejledende salærer for faste ydelser.

I Omkostningsdækningsudvalgets betænkning nr. 1382 nævnes det ligeledes, at en øget brug af professionelle rådgivere på skatteborgerens side kan have den uheldige bivirkning, at det almindelige forvaltningsretlige princip officialprincippet (undersøgelsesprincippet) svækkes, idet myndighederne ikke i samme grad føler sig forpligtet til at finde de oplysninger, der taler for borgerens sag, når denne har en rådgiver ved sin side. Dette princip opleves i forvejen af borgerne som ikke eksisterende eller illusorisk, idet de føler, at myndighederne driver uhæmmet klapjagt på dem. Når myndighederne henvender sig til borgerne med f.eks. en skatteansættelsesændring, er det op til borgeren at tilbagevise ændringen ved at fremlægge behørig dokumentation og fremskaffe de manglende oplysninger, hvorved det af borgeren opleves som nærmest omvendt bevisbyrde. Samtidig skriver myndighederne ofte til borgerne i et sprog, der gør, at borgeren ikke rigtig kan gennemskue, hvad det handler om, da reglerne jo er meget komplicerede. Og det bliver ikke bedre af, at myndighederne ikke oversætter det til et sprog, hvor man som menig borger kan forstå, hvad det handler om.

Desuden kan argumentationen jo vendes om, og der kan argumenteres for, at princippet vil blive styrket, idet skattemyndighederne efter forslaget risikerer at skulle dække op til 50 pct. mere end tidligere, hvorfor de får en skærpet interesse i at træffe den helt rigtige afgørelse. Forslagsstillerne forestiller sig, at nærværende forslag kunne få den rimelige konsekvens, at skattemyndighederne begyndte at anlægge en vurdering af »procesøkonomien« i en sag, således at ubetydelige sager ikke længere ville blive forfulgt af den simple grund, at omkostningerne både for den berørte borger og myndighederne (skatteborgerne indirekte) vurderes for store i forhold til det provenu, der er på tale.

Også tidsmæssigt vil det være i myndighedernes interesse at fremskynde behandlingen/afgørelsen af en skattesag, da dette må antages at mindske de samlede sagsomkostninger. Alt for ofte trækker sager ud i årevis. Myndighederne er i den forbindelse under mistanke for at trække sagerne bevidst for at »køre borgerne trætte«. Danmark har en kedelig position, når det gælder lange sagsbehandlingstider fra myndighedernes side. Flere gange er Danmark da også blevet dømt ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol for unødvendig og umenneskelig lang sagsbehandlingstid i tvister mellem borgere og staten.

Skulle nogle være bange for, at en øget omkostningsgodtgørelse skulle medføre en masse grundløse sager, så er der dertil kun at sige, at borgerne fortsat risikerer at skulle bære 50 pct. af omkostningerne ved en sag, hvis borgeren taber. Retsstillingen på dette område er derfor uforandret, da der fortsat er et betydeligt »selvrisikomoment«.

Forslagsstillerne ønsker samme omkostningsgodtgørelsesregler, uanset om der er tale om fysiske eller juridiske personer, idet en afgrænsning af de juridiske personer, som man finder især skal beskyttes af reglerne ganske som almindelige fysiske personer, vil være meget svær at drage. Og generelt er det kun ret og rimeligt, at der ydes 100 pct. godtgørelse, uanset hvem der vinder over myndighederne, da ingen bør skulle bære et tab i den situation.

Der er ofte den holdning hos skattemyndighederne, at når det gælder tvister med private virksomheder, så er der tale om to ligeværdige parter. Men det er bestemt ikke tilfældet. Den lille håndværksmester eller fiskeskipper er ofte helt uden professionel assistance til at håndtere de enorme mængder af papir fra myndighederne. Det hele skal udfyldes under strafansvar, og arbejdet udføres i forlængelse af normal arbejdstid. Når skattemyndighederne så finder mistanke og rejser sag, så er det ikke to ligeværdige parter. Den erhvervsdrivende må ofte foretage vurderingen af, om masser af møder og korrespondance med myndighederne står mål med det skattebetalingskrav, som den pågældende har modtaget. Og resultatet bliver alt for ofte resignation man betaler og får fred. Så også her halter retssikkerheden, hvorfor reglerne skal gælde både for fysiske og juridiske personer.

Provenumæssige betragtninger

Gennemsnitligt får borgerne helt eller delvis medhold i deres klagesager i ca. 32 pct. (se bilag) af det samlede antal sager ved alle instanser, hvorfor der ikke forventes en eksplosiv stigning i udgifterne til omkostningsgodtgørelse på baggrund af forslaget, da dette jo tillige kun vedrører de tilfælde, hvor skatteborgerne får fuldt medhold, og SSL § 33 A, stk. 2, ophæves jo med forslaget, hvorved der i disse sager, hvor myndighederne vinder, herefter kun ydes 50 pct. omkostningsgodtgørelse mod gældende 85 pct.

I alle landets aviser har man gennem den senere tid kunne læse, at det går strygende for dansk økonomi, og at det netop er i disse opgangstider, at muligheden for at sænke skatterne er til stede. Det afvises dog af regeringen, da den jo kun ser én måde at finansiere det danske velfærdssystem på: skatter og atter skatter og så en masse nye afgifter! Et er, at de danske borgere må bære et af verdens højeste skattetryk på deres skuldre, men de må så også retmæssigt kunne forvente, at der kun sker »tvangsmæssig « korrekt »udplyndring« af dem. Viser det sig, at de er blevet »uretmæssigt plyndret«, skal de ikke også bære at lide tab som følge heraf, så er der da slet ingen retfærdighed til.

Afsluttende bemærkninger

Forslaget vil forhåbentlig øge mængden af berettigede klagesager mod myndighederne. Sigtet med forslaget er at forbedre retssikkerheden derved, at flere skatteborgere tør løbe den økonomiske risiko ved at påklage myndighedernes afgørelse. Også mindrebemidlede borgere vil turde klage, da de ikke længere skal bære 50 pct. af udgifterne selv, hvis de vinder over myndighederne.

Den nuværende 50 pct.-ordning ved vundne sager vender jo den »tunge ende nedad«, eftersom folk med lille indkomst (lavtlønsgrupper og små selvstændige erhvervsdrivende) ofte simpelt hen ikke har råd til at føre sag. Deres retssikkerhed vil blive styrket betydeligt med forslaget, så vil advokaterne godt turde tage sagerne, når de mener, at de kan vindes. I dag må advokaten i sin rådgivning af klienter nøgternt konstatere, at selv om borgeren evt. står til at kunne vinde sin skattesag, så har denne ikke nødvendigvis mulighed for af sin lille indkomst at betale de resterende 50 pct. af udgifterne til f.eks. advokaten, hvorfor søgsmål ofte afstås. Det er en gåde for forslagsstillerne, hvis ikke dette argument alene kan samle Folketinget.

Stigningen i de skatteretlige afgørelser må formodes at føre til, at retsstillingen inden for skatteretten hurtigere klarlægges gennem praksis, hvorved retssikkerheden og forudsigeligheden forbedres i både myndighedernes og borgernes interesse.

Endvidere håber forslagsstillerne på, at ændringen i omkostningsgodtgørelsesreglerne, hvorved det offentlige skal bære en større økonomisk byrde ved afgørelserne af de skatteretlige spørgsmål, fører til, at retsstillingen i højere grad klarlægges fra lovgivernes og Skatteministeriets side end ved hjælp af praksis, hvilket ville være en kærkommen effektivisering.

Er der bestemmelser i skatte- og afgiftslovgivningen, som borgere og virksomheder igen og igen kommer i tvivl om, så må regeringen og Folketinget påtage sig at få reglerne gjort mere tydelige. Også Ligningsrådets og Skatteministeriets udsendelse af vejledninger og cirkulærer kan være med til at fjerne de mange tvivlstilfælde. Forslagsstillerne vil i den forbindelse pege på det gode eksempel, da idrættens verden i samarbejde med Skatteministeriet fik udarbejdet en vejledning omkring momsberegning for idrætsforeninger. Det skete efter en række tvivlssager. Vejledningen blev skrevet i et let forståeligt sprog, så brugerne ikke længere misfortolkede reglerne. Forslagsstillerne vil opfordre til, at skatteministeren påtager sig at få udformet let forståelige vejledninger inden for flest mulige områder. Det alene kan begrænse antallet af unødvendige tvister på skatteområdet.

Styrkeforholdet mellem de ressourcestærke skattemyndigheder og den »lille« skatteborger vil blive forbedret betydeligt, og det erindres, at det er lovgiverne selv, der har skabt et så indviklet skattesystem, at det er nødvendigt for borgerne at søge sagkyndig bistand for overhovedet at kunne tale sin sag mod skattemyndighederne. (Også professor ved Syddansk Universitet Ole Bjørn, som også er formand for Ligningsrådet, påpeger det ulige styrkeforhold, se Ritzau d.17/12-00 kl.18:22).

Skriftlig fremsættelse

Kim Behnke (FRI)

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte

Forslag til folketingsbeslutning om ændring af omkostningsgodtgørelsesreglerne i skattesager.

(Beslutningsforslag nr. B 97).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.