Forslag til folketingsbeslutning om regelforenkling gennem overførelse af landzonekompetencen til kommunerne
Statutory Text (1 Articles)
Fremsat den 16. januar 2001 af Hans Christian Schmidt (V), Kim Andersen (V), Helga Moos (V), Bodil Thrane (V), Jens Vibjerg (V), Jørgen Winther (V), Henriette Kjær (KF), Eva Møller (KF), Gitte Seeberg (KF), Svend Aage Fauerholdt (DF), Aase D. Madsen (DF) og Thorkild B. Fransgaard (FRI)
Forslag til folketingsbeslutning
om regelforenkling gennem overførelse af landzonekompetencen til kommunerne
Med henblik på at forenkle den offentlige administration, nedbringe og forenkle regelmængden samt lette de administrative byrder pålægges regeringen at fremsætte lovforslag om ændring af lov om planlægning, hvorved landzonekompetencen flyttes fra amterne til kommunerne, så det er kommunerne, der giver tilladelse til udstykning og ny bebyggelse m.v. i landzonen.
Bemærkninger til forslaget
Forslagsstillerne har sat regelforenkling og afbureaukratisering højt på dagsordenen. I folketingsåret 1996-97 fremsatte Venstre og Det Konservative Folkeparti et fælles beslutningsforslag (beslutningsforslag nr. B 127), hvor regeringen blev pålagt at nedbringe og forenkle regelmængden samt lette de administrative byrder. Dette beslutningsforslag er et led i en række af konkrete beslutningsforslag om regelforenkling og en opfølgning på beslutningsforslaget fra folketingsåret 1996-97. Beslutningsforslaget er en genfremsættelse. Se beslutningsforslag nr. B 90 fra folketingsåret 1997-98 (1. samling), Folketingstidende 1997-98 (1. samling), forhandlingerne s. 4164 og tillæg A s. 2771 og 2772 og beslutningsforslag nr. B 54 fra folketingsåret 1998-99, Folketingstidende 1998-99, forhandlingerne s. 2329 og 6249, tillæg A s. 2455 og 2457 og tillæg B s. 650 samt beslutningsforslag nr. B 55 fra folketingsåret 1999-2000, Folketingstidende 1999-2000, forhandlingerne s. 3903 og 7637, tillæg A s. 3457 og 3459 og tillæg B s. 669.
I landzonen må der som hovedregel ikke foretages udstykning, opføres ny bebyggelse eller ske ændringer i anvendelsen af bebyggelse og arealer, uden at landzonemyndigheden tillader det. I dag er det amterne, der har denne myndighed.
Forslagsstillerne har den holdning, at de folk, som lever og bor i naturen, har den fornødne respekt for den. Mange har valgt at bo på landet, fordi de kan lide at bo tæt ved naturen. Ofte lever de endda af naturen, og deres familier har boet der i generationer. Forslagsstillerne har derfor tillid til, at de forvalter naturen godt. Forslagsstillerne glæder sig over, at folk bruger naturen, og at der er folk, der vælger at bo i landdistrikterne. Selvfølgelig skal der være regler, men disse regler håndhæves bedst af de mennesker, der er valgt i området. Derfor skal beslutninger om udstykning og byggeri i landdistrikterne lægges ud til kommunerne. De har lokalkendskabet, og de er tættere på borgerne. De er derfor bedre til at vurdere, om en beslutning er god eller dårlig for det lokale miljø. Beslutningerne vil være under tæt politisk kontrol, fordi borgerne kan henvende sig til deres lokale politikere, hvis de er utilfredse med disses beslutninger.
Amterne bør kun fastlægge rammerne i regionplanerne, hvorefter det er kommunerne, der træffer de konkrete beslutninger. Undersøgelser har vist tilfredshed hos både amter og kommuner med denne foreslåede opgavefordeling.
I dag, hvor det er amterne, der træffer den endelige afgørelse, er der meget dobbeltadministration. En »zonesag« skal både behandles i kommunen og i amtet. Det vil sige, at kommunens tekniske forvaltning først skal ud for at besigtige området og derefter forelægge sagen i kommunens tekniske udvalg. Herefter skal sagen sendes videre til amtsrådet, som så laver nøjagtig det samme arbejde. Det er dyr dobbeltadministration, og også derfor bør landzonekompetencen ligge hos kommunerne.
Et eksempel på dobbeltadministration og manglende kendskab til lokalområdet er fra Fyns Amt. På en lille landbrugsejendom havde ejeren en staldbygning, hvori han gerne ville indrette 3 værelser til udlejning. Han ville gerne afhjælpe boligmangelen for studerende eller andre, der kunne bruge et værelse. Hvis ikke dette var muligt, ville han gerne have mulighed for at indrette stedet til overnatning for turister. Amtet afslog. Det skete på trods af, at Odense som lokal myndighed havde undersøgt forholdene og anbefalede det ansøgte. De havde med deres lokalkendskab lavet en konkret vurdering og kunne således se det perspektivrige i en udnyttelse af staldbygningen og mulighed for udlejning af værelser enten til lejere eller turister. Men amtet havde som sagt en anden holdning. Efter at have undersøgt alle de samme regler og forhold, kom de til den modsatte konklusion. (Naturklagenævnet, j.nr. 97-31/420-0126).
Et andet eksempel er fra byen Selde i Viborg Amt. Indehaveren af en autogenbrugsvirksomhed, som ejede en knap 2.500 kvadratmeter grund i et drikkevandsområde, ansøgte om tilladelse til at opføre en ca. 600 kvadratmeter demonterings- og lagerhal på grunden, således at man kunne arbejde indendørs om vinteren.
Kommunen meddelte tilladelse, men amtet meddelte afslag på ansøgningen med henvisning til planlovens bestemmelse om, at »arealanvendelsen ifølge regionplanen ikke må ændres til noget grundvandstruende«. Sagen blev anket til Naturklagenævnet, der ændrede amtets afslag til en tilladelse. Naturklagenævnet vurderede, at amtet i sin vurdering ikke havde taget højde for, at opførelsen af hallen ville medføre konkrete miljømæssige forbedringer, idet man i demonterings- og lagerhallen ville etablere et befæstet underlag. Det betød i praksis, at ansøgeren ville sikre grundvandsinteressen ved at hindre den nedsivning, som ellers ville finde sted uden for det 2.500 kvadratmeter store område.
Der var altså her tale om konkrete miljøforbedringer, som amtet i sin afgørelse helt så bort fra, fordi amtet alene afgjorde sagen efter planlovens bestemmelser om nyopførelser. Denne unødige og tillige miljøskadelige dobbeltadministration ville være undgået, hvis kommunen havde haft kompetencen til selv at udstede tilladelse til byggeriet. (Naturklagenævnet, j.nr. 31/760-0196).
Skriftlig fremsættelse
Hans Christian Schmidt (V)
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte
Forslag til folketingsbeslutning om regelforenkling gennem overførelse af landzonekompetencen til kommunerne.
(Beslutningsforslag nr. B 94).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.