Legislator Case Law & Legislation
20001BB00081 DK

Forslag til folketingsbeslutning om videregivelse af oplysninger om tidligere seksuelt misbrug af børn fra Det Centrale Kriminalregister til frivillige foreninger

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Beslutningsforslag som fremsat 2000 81 Valid

Fremsat den 12. januar 2001 af Brian Mikkelsen (KF), Pia Christmas-Møller (KF), Helge Adam Møller (KF), Gitte Seeberg (KF) og John Vinther (KF)

Forslag til folketingsbeslutning

om videregivelse af oplysninger om tidligere seksuelt misbrug af børn fra Det Centrale Kriminalregister til frivillige foreninger

Folketinget opfordrer regeringen til i indeværende folketingsår at fremsætte det fornødne lovforslag og foretage de nødvendige ændringer af forskrifterne for Det Centrale Kriminalregister, således at det vil være muligt for Rigspolitichefen efter begæring at udstede straffeattester til idrætsforeninger, spejderbevægelser og andre frivillige børne- og unge-organisationer efter de regler, der gælder for udstedelse af straffeattester til offentlige myndigheder.

Bemærkninger til forslaget

Beslutningsforslaget har til formål at mindske risikoen for, at pædofile søger optagelse i de frivillige børne- og unge-organisationer.

I begyndelsen af oktober måned 2000 fremlagde forskningsmedarbejder og speciallæge Karin Helweg-Larsen fra Statens Institut for Folkesundhed rapporten: »Seksuelle overgreb mod børn i Danmark«.

Rapportens konklusion bekræfter manges bange anelser nemlig at det reelle tal for seksuelle overgreb mod børn og unge overstiger politiets anmeldelsestal, som » kun« viser, at én promille af børn under 15 år udsættes for seksuelle overgreb i løbet af deres barndom.

Tidligere undersøgelse peger således på, at omkring 14 pct. af den kvindelige befolkning har været udsat for seksuelle overgreb eller tilnærmelser under barndommen. (Kilde: Leth I, et al. Seksuelle overgreb mod børn og unge. Nordisk Psykologi 1988).

På baggrund af de seneste års afsløringer af seksuelle overgreb i børneinstitutioner er flere kommuner i stigende omfang begyndt at indhente straffeattester på personer, som søger ansættelse i kommunale institutioner, der arbejder med børn og unge. Formålet er naturligvis at undgå at ansætte personer, hvis straffeattest indeholder tidligere domme og afgørelser for seksuelt misbrug af børn. Den øgede kontrol med disse ansøgere er efter forslagsstillernes opfattelse overordentlig positivt, men forslagsstillerne frygter, at den øgede kontrol vil kunne medvirke til, at pædofile i stigende omfang vil søge over i de frivillige børne- og unge-organisationer.

Disse frivillige organisationer såsom idrætsforeninger, spejderbevægelser og lignende har dog ikke en tilsvarende mulighed for effektivt at kontrollere, om de frivillige ledere, som organisationen overvejer at optage i foreningen, tidligere er straffet for pædofili.

Reglerne om videregivelse af oplysninger fra Det Centrale Kriminalregister findes i Justitsministeriets forskrifter af 13. december 1991 med senere ændringer for Det Centrale Kriminalregister. Kapitel 5 og 6 i disse forskrifter handler om registrerede personers adgang til oplysninger om sig selv og om videregivelse af oplysninger til private m.v. (kaldet private straffeattester), mens kapitel 8 indeholder regler om videregivelse af oplysninger til offentlige myndigheder (kaldet offentlige straffeattester).

Forslagsstillerne ønsker, at de frivillige foreninger på samme måde som de kommunale børneinstitutioner får mulighed for at indhente en straffeattest på de personer, som søger optagelse som frivillig leder i foreningen. Denne straffeattest bør dog ikke være en fuldstændig udskrift af afgørelsesregisteret i Det Centrale Kriminalregister. Indholdet af en sådan straffeattest bør begrænse sig til oplysninger om domme og afgørelser i sager om overtrædelse af bestemmelserne i straffelovens kapitel om forbrydelser mod kønssædeligheden, jf. straffelovens §§ 216 - 235.

For at undgå at der gives oplysninger til foreninger, som ikke er berettiget til at få adgang til oplysninger fra Det Centrale Kriminalregister, bør oplysningerne formidles gennem foreningens landsorganisation, som Rigspolitichefen i forvejen har godkendt som berettiget til at modtage oplysninger fra Det Centrale Kriminalregister. Underafdelingerne eller lokalforeningerne i den frivillige organisation, der står for at skulle ansætte en leder, vil således skulle rette henvendelse til landsorganisationen, som herefter anmoder Rigspolitichefen om at udstede oplysningerne om den pågældende.

I dag vil de frivillige organisationer kun kunne forlange en straffeattest fra de pågældende ansøgere eller med deres samtykke. Dette er efter forslagsstillernes opfattelse ikke en løsning, som i tilstrækkeligt omfang sikrer, at pædofile holdes ude fra de frivillige foreninger. Problemet ligger efter forslagsstillernes opfattelse overvejende i, at en straffeattest til privat brug modsat en straffeattest, der udstedes til offentlige myndigheder kun indeholder oplysninger om afgørelser efter straffeloven, som har medført en frihedsstraf 5 år tilbage i tiden. Er der forløbet mere end 5 år, fra en person er blevet løsladt, vil denne person kunne fremvise en blank straffeattest. Har der ikke været tale om en frihedsstraf, men derimod et tiltalefrafald, som i et vist omfang anvendes ved seksuelle overgreb i familieforhold (incest), vil dette endda kun fremgå af den private straffeattest i to år.

Derudover vil et stigende brug af straffeattester efter forslagsstillernes opfattelse være uhensigtsmæssig, da organisationerne typisk ikke har nogen berettiget interesse i at kende til tidligere strafferetlige afgørelser, som er uden betydning for en eventuel ansættelse i en frivillig organisation, jf. eksempelvis »Er der grænser for forebyggelse, når det gælder misbrug af børn«, artikel i »Sæt forebyggelse på dagsordenen«, DUF 2000.

Problemet er netop, at de frivillige foreninger ikke har noget ønske om at kende til tidligere strafferetlige afgørelser, der ikke vedrører seksuelt misbrug af børn. Derudover peges der i ovenstående artikel på, at en blank straffeattest vil skabe falsk tryghed for de frivillige foreninger. Modstanden mod brugen af private straffeattester er generel for store dele af foreningslivet i Danmark, jf. således artikel i Berlingske Tidende den 20. april 2000 »Dansk idræt afviser brug af straffeattester«.

Offentlige institutioner, som beskæftiger sig med børn og unge, har en langt bedre mulighed for at sikre sig, at de ikke ansætter pædofile. Rigspolitichefen kan således efter begæring udstede offentlige straffeattester til amtsrådene og kommunalbestyrelserne til brug ved ansættelse af personer, der søger ansættelse ved daginstitutioner for børn, døgninstitutioner for børn og unge og rådgivningscentre, jf. forskrifterne for Det Centrale Kriminalregister § 43, stk. 1, nr. 7.

I modsætning til den private straffeattest indeholder den offentlige straffeattest, som før nævnt, alle oplysninger fra afgørelsesregisteret i Det Centrale Kriminalregister, jf. forskrifterne for Det Centrale Kriminalregister § 43, stk. 1. Herefter vil domme, bødevedtagelser og tiltalefrafald fremgå af den offentlige straffeattest i 10 år efter en afgørelse vedrørende et seksuelt misbrug af børn fra den endelige løsladelse, udløbet af prøvetiden ved prøveløsladelse eller den endelige dom, jf. forskrifterne for Det Centrale Kriminalregister § 15, stk. 1.

Der er således efter forslagsstillernes opfattelse et generelt behov for at ligestille de private frivillige foreninger med de offentlige institutioner for børn og unge, så de pædofile effektivt holdes ude fra de private organisationer.

Skriftlig fremsættelse

Brian Mikkelsen (KF)

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte

Forslag til folketingsbeslutning om videregivelse af oplysninger om tidligere seksuelt misbrug af børn fra Det Centrale Kriminalregister til frivillige foreninger.

(Beslutningsforslag nr. B 81).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →