Legislator Case Law & Legislation
20001BB00063 DK

Forslag til folketingsbeslutning om særligt børnetilskud til børn, der er adopteret af en enlig

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Beslutningsforslag som fremsat 2000 63 Valid

Fremsat den 1. december 2000 af Villy Søvndal (SF), Margrete Auken (SF), Anne Baastrup (SF) og Jes Lunde (SF)

Forslag til folketingsbeslutning

om særligt børnetilskud til børn, der er adopteret af en enlig

Folketinget pålægger regeringen at fremsætte lovforslag, hvorefter der ydes særligt børnetilskud til børn, der er adopteret af en enlig. Tilskuddet skal svare til det tilskud der ydes til et barn, når kun én af barnets forældre lever. Lovforslaget skal have virkning fra den 1. januar 2002.

Bemærkninger til forslaget

En lille gruppe enlige forældre har adopteret et barn efter gældende dansk lov. Juridisk set skulle disse børn være ligestillet med andre børn, født i Danmark. Sådan forholder det sig imidlertid ikke i praksis. Børn, der er adopteret af en enlig, modtager nemlig ikke det særlige børnetilskud, som andre børn med kun én forælder får. Børn født i Danmark af danske forældre, hvor den ene forælder er død eller faderen er uidentificeret, er berettiget til tilskuddet, når der permanent kun vil være en forælder, der har forsørgelsesansvaret. Forslagsstillerne mener ikke, at denne forskel er rimeligt begrundet.

Den Sociale Ankestyrelse har tidligere afvist, at der skal ydes særligt børnetilskud til børn af enlige adoptanter med den begrundelse, at det ikke kunne fastslås, at den, der oprindelig havde forældremyndigheden over barnet, var død på det tidspunkt, hvor barnet blev adopteret. Det forekommer helt urimeligt, at man lægger vægt på barnets situation inden adoptionen, fordi det i mange tilfælde, hvor barnet adopteres fra udlandet, vil være fuldstændig umuligt at få informationer om barnets biologiske forældre, og fordi disse forældre alligevel ikke ville være forpligtet til at bidrage økonomisk til barnet. Adoptionen ophæver juridisk set alle forhold til de biologiske forældre.

Forslagsstillerne mener, ud fra et ønske om ligestilling, at børn, der de facto kun har én forælder, skal behandles lige, uanset hvad der er årsagen til, at der kun er en forsørger.

Skriftlig fremsættelse

Villy Søvndal (SF)

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte

Forslag til folketingsbeslutning om særligt børnetilskud til børn, der er adopteret af en enlig.

(Beslutningsforslag nr. B 63).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →