Legislator Case Law & Legislation
20001BB00003 DK

Forslag til folketingsbeslutning om fremme af mulighederne for opsparing med henblik på etablering af selvstændig erhvervsvirksomhed

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Beslutningsforslag som fremsat 2000 3 Valid

Fremsat den 4. oktober 2000 af Mariann Fischer Boel (V), Kim Andersen (V), Svend Aage Jensby (V),

Flemming Hansen (KF) og Brian Mikkelsen (KF)

Forslag til folketingsbeslutning

om fremme af mulighederne for opsparing med henblik på etablering af selvstændig erhvervsvirksomhed

Folketinget opfordrer regeringen til at fremsætte lovforslag til ændring af etableringskontoloven, som udvider mulighederne for at etablere og fortsætte virksomheder.

Lovforslaget skal indeholde følgende ændringer

1. Forhøjelse af indskudsgrænsen for et indkomstår fra 25 pct. af nettolønindtægten til 40 pct. af nettolønindtægten.

2. Aldersgrænsen på 46 år for indskud på etableringskonto ophæves, og etableringskontomidler skal kunne anvendes, indtil kontohaveren fylder 65 år.

3. Adgangen til at trække opsparede midler ud, hvis der ikke etableres egen virksomhed, skal lempes.

4. Adgang til at indskyde midler på etableringskonto i indtil 5 år efter etablering af virksomheden fra såvel lønindtægter uden for virksomheden som lønindtægter/overskud fra den etablerede virksomhed.

5. Midler på etableringskonto skal kunne benyttes i forbindelse med overtagelse af en bestående virksomhed, som er ejet i selskabsform.

Bemærkninger til forslaget

Begrundelse for forslaget

Venstre og Det Konservative Folkeparti ønsker at fremme mulighederne for opsparing med henblik på etablering af selvstændig erhvervsvirksomhed og har med henblik herpå fremsat dette beslutningsforslag, hvormed Folketinget opfordrer regeringen til at fremsætte lovforslag til ændring af etableringskontoloven, som udvider mulighederne for at etablere og fortsætte virksomheder.

Venstre og Det Konservative Folkeparti finder, at flere lønmodtagere skal kunne realisere drømmen om at blive selvstændige. Kapitalgrundlaget for de nye iværksættere skal derfor styrkes. Det vil gøre de nystartede virksomheder mere robuste i perioder med svigtende afsætning. Der skal også i lovgivningen tages højde for, at mange først har mod til at starte virksomhed i en sen alder, hvor de har opnået stor viden inden for et forretningsområde. Der skal skabes bedre mulighed for spontant at starte egen virksomhed i Danmark. Danmark skal have flere iværksættere, og iværksætterne skal have et tilstrækkeligt kapitalgrundlag til at kunne overleve de første vanskelige år. Særligt inden for IT-branchen skal Danmark udbygge sin position som internationalt foregangsland. Og flere gode ideer bør udmøntes i fremtidsrettet produktion og beskæftigelse.

Etableringskontoloven

Den, der med henblik på etablering af selvstændig erhvervsvirksomhed her i landet foretager indskud på etableringskonto efter reglerne i etableringskontoloven, kan fradrage indskuddet ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Loven giver således lønmodtagere adgang til at indskyde en del af lønindtægten på en konto til senere etablering af selvstændig virksomhed. Når der senere i forbindelse med etablering anskaffes et aktiv, hvorpå der kan afskrives, kan indskuddet benyttes til såkaldt forlods afskrivning.

Etableringskontoloven blev senest forbedret ved lov nr. 1031 af 23. december 1998. Denne lov, som var en del af aftalen om finansloven for 1999 mellem regeringen, Venstre, Det Konservative Folkeparti, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti, forbedrede og øgede mulighederne for at kunne indskyde på etableringskonti, og lønmodtagerne blev dermed tilskyndet til i øget omfang at spare op til etablering af selvstændig erhvervsvirksomhed. Loven indeholdt tre elementer: 1) Aldersgrænsen for personer, der kan indskyde på etableringskonto blev forhøjet fra 40 til 46 år, og tidspunktet for anvendelsen af etableringskontomidler blev forlænget, således at kontohavere kan anvende etableringskontomidler indtil udgangen af det indkomstår, hvor kontohavere fylder 55 år. 2) Det årlige mulige indskud uanset størrelsen af kontohaverens nettolønindtægt blev forhøjet fra 50.000 kr. til 100.000 kr. 3) Afskrivningsadgangen blev forbedret. Der henvises vedrørende Folketingets behandling af denne lov til lovforslag nr. L 120, folketingsåret 1998-99.

Forslagsstillerne finder, at de gennemførte forbedringer var et skridt i den rigtige retning, men at der er behov for yderligere forbedringer af etablingskontoordningen.

Lovbekendtgørelse nr. 115 af 24. februar 1999 indeholder den gældende formulering af etableringskontoloven (dog ændret ved § 6 i lov nr. 958 af 20. december 1999).

Der henvises i øvrigt til, at etableringskontoordningen er behandlet i Betænkning nr. 1374 (august 1999) om generationsskifte afgivet af det af regeringen og CD nedsatte Generationsskifteudvalg, jf. betænkningen side 50-53, 165-166 og bilag 1 side 24-29. Et af forslagene behandlet i Generationsskifteudvalget behandles nedenfor under pkt. 5

Bemærkninger til forslagets enkelte bestemmelser

Punkt 1

Efter den gældende lov (etableringskontolovens § 3) skal indskuddet for et indkomstår udgøre mindst 5.000 kr. og kan højst udgøre 25 pct. af indskyderens nettolønindtægt i indkomståret. Dog kan der altid indskydes 100.000 kr. af nettolønindtægten.

Det foreslås, at indskudsgrænsen for et indkomstår på 25 pct. af nettolønindtægten forhøjes til 40 pct. af nettolønindtægten.

Punkt 2

Efter den gældende lov (etableringskontolovens § 2) kan indskud på etableringskonto foretages af fuldt skattepligtige personer, som i indkomståret har oppebåret lønindtægt, og som ved indkomstårets udløb ikke er fyldt 46 år. Etablering skal være sket inden 10 år efter udløbet af det indkomstår, hvori indskuddet er fradraget (etableringskontolovens § 8).

Aldersgrænsen foreslås ophævet, og det foreslås, at etableringskontomidler skal kunne anvendes, indtil kontohaveren fylder 65 år, som er den officielle pensionsalder. Med en ophævelse af aldersgrænsen vil de 46-65-årige, der ønsker at benytte deres erhvervede erfaringer til etablering af selvstændig virksomhed, få mulighed for at anvende etableringskontoordningen. Samtidig vil man komme en urimelig, uhensigtsmæssig og unødvendig aldersdiskrimination til livs.

Punkt 3

Hvis etablering ikke sker inden fristens udløb, eller hvis indskud på en etableringskonto hæves, uden at etablering er sket, efterbeskattes indskuddene efter gældende lov. Ved efterbeskatningen medregnes indskudsbeløbet med tillæg af 5 pct. for hvert år fra udløbet af det indkomstår, hvori indskuddet er fradraget, og indtil fristens udløb henholdsvis udløbet af det indkomstår, hvor indskuddet hæves, i den skattepligtige indkomst for det indkomstår, hvor fristen udløber henholdsvis beløbet hæves (etableringskontolovens § 9).

Det foreslås at lempe beskatningsreglerne ved hævelse af indskud på etableringskonto således, at hvis midlerne på en etableringskonto ikke anvendes til at starte selvstændig virksomhed, skal opsparingen til enhver tid kunne trækkes ud, og (alene) den aktuelle skatteværdi af fradragene skal betales, dvs. uden tillæg.

Punkt 4

Efter gældende lov (etableringskontolovens § 2) er det en betingelse for indskud på en etableringsordning, at kontohaveren har haft lønindtægt det pågældende indkomstår, men adgangen til at foretage indskud bortfalder ikke, fordi den pågældende også har haft indtægt fra egen erhvervsvirksomhed.

Det foreslås at udvide etableringskontoordningen således, at en iværksætter skal have mulighed for at videreføre en etableringskonto fem år efter, at den pågældende har startet sin egen virksomhed, og at opspare 40 pct. af lønindtægt fra lønarbejde uden for virksomheden eller lønindtægt/overskud fra den nystartede virksomhed med ret til at fratrække indskuddet ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst eventuelt kombineret med en øvre grænse for indskud. Det kan være en etableringskonto, der videreføres efter virksomhedens etablering, eller en ny etableringsordning, der først oprettes efter iværksættervirksomhedens start. Hermed forbedres iværksætternes muligheder for at have et tilstrækkeligt kapitalgrundlag til at kunne overleve de første vanskelige år.

Punkt 5

Efter gældende lov er det en betingelse, at der etableres selvstændig erhvervsvirksomhed herunder er det bl.a. en betingelse for at anse etableringen af selvstændig erhvervsvirksomhed for at have fundet sted, at kontohaveren eller dennes ægtefælles deltager med personlig arbejdsindsats i ikke uvæsentligt omfang (etableringskontolovens § 5).

Det foreslås at udvide etableringskontoordningen således, at midler på etableringskonto også skal kunne benyttes i forbindelse med overtagelse af en bestående virksomhed, som er ejet i selskabsform eventuelt under visse betingelser om omfanget af deltagelsen og indflydelsen i virksomheden.

Af Betænkning nr. 1374 (august 1999) om generationsskifte afgivet af det af regeringen og CD nedsatte Generationsskifteudvalg fremgår, at der i udvalgsarbejdet har været stillet forslag om, at indskud på etableringskonto skal kunne benyttes, hvor der overtages en bestående virksomhed, som er ejet i selskabsform, jf. betænkningen side 50-53 og bilag 1 side 24-29. Forslaget kan, jf. betænkningen, sikre, at der ikke gøres forskel på køb af et selskab og køb af en virksomhed, som ejes personligt, og forslaget vil medvirke til en øget interesse for etableringskontoordningen.

Skriftlig fremsættelse

Mariann Fischer Boel (V)

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte

Forslag til folketingsbeslutning om fremme af mulighederne for opsparing med henblik på etablering af selvstændig erhvervsvirksomhed.

(Beslutningsforslag nr. B 3).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →