Tillægsbetænkning over Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning og lov om miljøbeskyttelse
Statutory Text (3 Articles)
Bilag 1
Oversigt over bilag vedrørende L 205 omdelt efter afgivelse af betænkning
Bilagsnr.
Titel
26
Betænkning afgivet den 2. maj 2001
27
Svar på spm. 18, om værnsreglen skulle have den virkning, at virksomheder med f.eks. koncernstruktur bliver afholdt fra at udnytte nettoprincippet, fra miljø- og energiministeren
Svar på spm. 19 om at stille eller som teknisk bistand udarbejde ændringsforslag, fra miljø- og energiministeren
28
1. udkast til tillægsbetænkning
29
Spm. 20 om dispensation fra 100 pct.-reglen, til miljø- og energiministeren
Spm. 21 om teknisk bistand til at udarbejde et ændringsforslag, til miljø- og energiministeren
30
Svar på spm. 20 om dispensation fra 100 pct.-reglen, fra miljø- og energiministeren
Svar på spm. 21 om teknisk bistand til at udarbejde et ændringsforslag, fra miljø- og energiministeren
31
2. udkast til tillægsbetænkning
Bilag 2
Nogle af udvalgets spørgsmål til miljø- og energiministeren og dennes svar herpå
Spørgsmålene og miljø- og energiministerens svar herpå er optrykt efter ønske fra V, KF og Kim Behnke (UP).
Spørgsmål 18
Folketinget vedtog i folketingsåret 1999-2000 lovforslag nr. L 275, som senere er bekendtgjort som lov nr. 448 af 31. maj 2000.
Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget til § 1, ad stk. 3-5: »Det vil imidlertid blive gjort til en betingelse for anvendelse af nettoprincippet, at elproduktionsanlægget er 100 pct. ejet af elforbrugeren, og at elproduktionsanlægget er beliggende på forbrugsstedet, jf. lovens § 5, således at den producerede elektricitet direkte, fysisk anvendes til dækning af egenproducentens eget elforbrug.« Bemærkningerne om 100 pct. ejerskab var medtaget som en værnsregel for at undgå, at f.eks. boligselskaber eller lignende ville være omfattet af bestemmelserne. Imidlertid har der vist sig problemer for virksomheder med koncernstruktur og dermed ejerskaber, der ikke nødvendigvis er 100 pct., eller virksomheder, hvor man har ladet et andet firma stå for etableringen af anlægget. Der kan i disse situationer være tale om en finansieringsmetode, som ikke giver 100 pct. ejerskab.
Er ministeren enig i, at værnsreglen ikke skulle have den virkning, at virksomheder med f.eks. koncernstruktur bliver afholdt fra at udnytte reglen om nettoprincippet?
Svar
Der har blandt forligspartierne været enighed om, at egenproducenter af elektricitet skal have mulighed for at opnå reduktion i pligten til at aftage miljøvenlig elektricitet. Der er ligeledes enighed om, at egenproducenter kun skal bidrage til pristillæg til vedvarende energi i forhold til deres netto-elforbrug. Argumentationen for denne begunstigelse har bl.a været, at en virksomhed, der anvender elektricitet, som den selv producerer, ikke burde have samme pligt til at købe miljøvenlig el fra nettet som andre forbrugere. Det har således været forudsat, at elproducenten og elforbrugeren er samme person (egenproducent), hvilket også afspejler sig i de lovbemærkninger, hvortil der henvises i spørgsmålet.
Som udgangspunkt er jeg betænkelig ved at ændre på dette krav. For det første mener jeg, at argumentationen for overhovedet at tillade en begunstigelse af egenproducenterne herved svækkes. Hvorfor skal eksempelvis en virksomhed, der forsynes med el fra et minikraftvarmeanlæg, som et andet kommercielt selskab ejer og har opstillet på virksomhedens grund, have gunstigere betingelser end alle andre virksomheder eller forbrugere? Der er jo ikke tale om, at virksomheden selv producerer el, men alene tale om, at der er placeret et elproduktionsanlæg direkte på virksomhedens grund.
Hertil kommer, at man må forudse, at den økonomiske fordel ved at anvende nettoafregning i så fald vil kunne blive delt mellem elforbrugeren og elproducenten. Hvis ejerbegrænsningen blev ophævet som foreslået, ville der være mulighed for, at kommercielle selskaber kunne anbringe små evt. mobile kraftvarmeanlæg på en virksomheds grund, og det ville i så fald være naturligt for elforbrugeren og elproducenten at dele den økonomiske fordel ved at kunne anvende nettoafregning. En sådan udvikling ville være uheldig, og hertil kommer, at de øvrige elproducenter ville blive påført en ikke helt fair konkurrence.
Endvidere kan en ophævelse af ejerkravet give anledning til en række andre afgrænsningsproble-mer, således som det også er nævnt i spørgsmålet. Det måtte således sikres, at vi ikke med den foreslåede ændring åbner op for, at eksempelvis boligselskaber eller lignende kan etablere egenproduktion, der direkte forsyner en række boliger, og herved få reduktion i beboernes betaling til vedvarende energi. Jeg minder igen om, at de udgifter til den vedtagne udbygning med vedvarende energi, som egenproducenter fritages for, skal betales af de øvrige virksomheder og elforbrugere.
Endelig vil jeg gerne nævne, at det ikke efter elforsyningsloven er et krav for anvendelse af nettoafregning, at elforbrugeren og elproducenten juridisk set skal være samme person. Det er alene et krav, at elproduktionsanlægget er 100 pct. ejet af elforbrugeren. De i spørgsmålet nævnte lovbemærkninger udelukker efter min opfattelse ikke, at elproduktionsanlægget placeres i et selskab, såfremt dette selskab er 100 pct. ejet af elforbrugeren. De gældende regler skulle derfor normalt ikke skabe problemer for virksomheder med en koncernstruktur, idet jeg herved forudsætter, at den elforbrugende del af virksomheden er ejer af det selskab, hvori elproduktionsanlægget er beliggende. Skulle der være situationer, hvor dette ikke er tilfældet, må virksomheden, hvis den vil anvende nettoafregning, foretage en omstrukturering for at tage højde for lovgivningen på dette punkt.
Spørgsmål 19
Vil ministeren stille eller som teknisk bistand udarbejde et ændringsforslag, som kan løse problemet, der er opstået i forbindelse med bemærkningen om 100 pct. ejerskab? En sådan ny bestemmelse kan jo fortsat indeholde en værnsregel, f.eks. således at ministeren bemyndiges til at træffe konkrete afgørelser for de virksomheder, som er kommet i klemme.
Svar
Som det fremgår af min besvarelse af spørgsmål 18, finder jeg ikke, at der er grundlag for at ophæve kravet om, at det er en betingelse for netto-afregning, at elforbrugeren er ejer af elproduktionsanlægget. Ud over teknisk bistand er jeg ikke rede til at støtte et sådant ændringsforslag.
Spørgsmål 20
Ad ministerens svar på spørgsmål 18 og 19, jf. L 205 bilag 27.
For at undgå et eventuelt misbrug af en lempelse af 100 pct.-reglen, finder ministeren da ikke, at en anvendelig model vil være, at virksomheder med særlige ejerstrukturer gives mulighed for at søge ministeren (Energistyrelsen) om dispensation fra 100 pct.-reglen? En sådan mulighed vil fjerne utilsigtede hindringer og samtidig være et værn mod, at der åbnes for misbrug af reglen.
Svar
Som det fremgår af min besvarelse af spørgsmål 18 og 19 (L 205 bilag 27), finder jeg ikke, at der er grundlag for at ophæve kravet om, at det er en betingelse for netto-afregning, at elforbrugeren er ejer af elproduktionsanlægget. Jeg kan derfor ikke støtte et sådant ændringsforslag, og er i øvrigt af den opfattelse, at et sådant ændringsforslag i givet fald måtte drøftes nærmere i elreformkredsen.
Spørgsmål 21
Ministeren bedes som teknisk bistand udarbejde et ændringsforslag, hvorefter der åbnes for, at virksomheder, som på grund af særlig ejerstruktur m.v. er kommet i klemme med 100 pct.-reglen, kan søge miljø- og energiministeren subsidiært Energistyrelsen om lov til at fravige 100 pct.-reglen.
Svar
Som teknisk bistand fremsender jeg et udkast til et ændringsforslag, som indeholder den ønskede adgang for ministeren til i konkrete tilfælde at fravige kravet om, at det er en betingelse for netto-afregning, at elforbrugeren er ejer af elproduktionsanlægget. Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger til dette forslag, som jeg har anført i min besvarelse af spørgsmål 20.
Ændringsforslag
Af
I § 8 a indsættes som stk. 9
»Bestemmelserne i stk. 3-8 gælder kun for elforbrugere, der fuldt ud ejer et elproduktionsanlæg, hvorfra de direkte forsynes, og som ligger på forbrugsstedet. Såfremt særlige hensyn tilsiger det, kan miljø- og energiministeren dog godkende, at bestemmelserne i stk. 3-8 og regler udstedt i medfør heraf skal gælde for en elforbruger, selv om denne ikke fuldt ud ejer et sådant elproduktionsanlæg.«
[Dispensation fra ejerkravet]
Bemærkninger
Til nr. 6.
»Ved vedtagelsen af lovforslag nr. L 275 i folketingsåret 1999-2000 var det en klar forudsætning, at reglerne i elforsyningslovens § 8 a om egenproducenters forpligtelse til at aftage miljøvenlig energi m.m. kun skulle gælde for elforbrugere, der selv fuldt ud ejer et elproduktionsanlæg, hvorfra de forsynes, og som ligger på forbrugsstedet (egenproducenter). Dette fremgår udtrykkeligt af bemærkningerne til lovforslagets § 1, ad stk. 3-5.
Der kan imidlertid være situationer, hvor særlige hensyn tilsiger, at reglerne tillige bør gælde for elforbrugere, der forsynes direkte fra et elproduktionsanlæg, der ligger på forbrugsstedet, men som helt eller delvis ejes af en anden end elforbrugeren. Med den foreslåede § 8 a, stk. 9, gives miljø- og energiministeren derfor en adgang til at kunne dispensere fra ejerkravet.«
Tillægsbetænkning afgivet af Det Energipolitiske Udvalg den 16. maj 2001
Tillægsbetænkning
over
Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning og lov om miljøbeskyttelse
(Betaling for miljøvenlig elektricitet og kontrol hermed samt dispensation vedrørende restprodukter fra elproducerende anlæg m.v.)
[af miljø- og energiministeren (Svend Auken)]
1. Ændringsforslag
Kim Behnke (UP) har stillet 1 ændringsforslag til lovforslaget.
2. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 28. marts 2001 og var til 1. behandling den 5. april 2001. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Det Energipolitiske Udvalg. Udvalget afgav betænkning den 2. maj 2001. Lovforslaget var til 2. behandling den 8. maj 2001, hvorefter det blev henvist til fornyet behandling i Det Energipolitiske Udvalg.
Møder
Udvalget har, efter at lovforslaget blev henvist til fornyet udvalgsbehandling, behandlet dette i 3 møder.
Spørgsmål
Udvalget har under den fornyede behandling af lovforslaget stillet 2 spørgsmål til miljø- og energiministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret. 4 af udvalgets spørgsmål til miljø- og energiministeren og dennes svar herpå er optrykt i bilag 2 til tillægsbetænkningen.
3. Indstillinger
Et mindretal i udvalget (S, SF, CD og RV) indstiller lovforslaget til vedtagelse i den affattelse, hvori det foreligger efter 2. behandling.
Et andet mindretal i udvalget (V, KF og Kim Behnke (UP)) indstiller lovforslaget til vedtagelse med det stillede ændringsforslag.
Et tredje mindretal i udvalget (DF) indstiller lovforslaget til forkastelse og vil stemme hverken for eller imod det stillede ændringsforslag.
Et fjerde mindretal i udvalget (EL) indstiller lovforslaget til forkastelse og vil stemme imod det stillede ændringsforslag.
Kristeligt Folkeparti og Demokratisk Folkeparti var på tidspunktet for tillægsbetænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i tillægsbetænkningen.
En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i tillægsbetænkningen. Der gøres opmærksom på, at et flertal eller et mindretal i udvalget ikke altid vil afspejle et flertal/mindretal ved afstemning i Folketingssalen.
4. Ændringsforslag med bemærkninger
Ændringsforslag
Af et mindretal (Kim Behnke (UP)), tiltrådt af et mindretal (V og KF)
Til § 1
1) Efter nr. 5 indsættes som nyt nummer
»01. I § 8 a indsættes som stk. 9
»Stk. 9. Bestemmelserne i stk. 3-8 gælder kun for elforbrugere, der fuldt ud ejer et elproduktionsanlæg, hvorfra de direkte forsynes, og som ligger på forbrugsstedet. Såfremt særlige hensyn tilsiger det, kan miljø- og energiministeren dog godkende, at bestemmelserne i stk. 3-8 og regler udstedt i medfør heraf skal gælde for en elforbruger, selv om denne ikke fuldt ud ejer et sådant elproduktionsanlæg.««
[Dispensation fra ejerkravet]
Bemærkninger
Til nr. 1
Ved vedtagelsen af lovforslag nr. L 275 i folketingsåret 1999-2000 var det en klar forudsætning, at reglerne i elforsyningslovens § 8 a om egenproducenters forpligtelse til at aftage miljøvenlig energi m.m. kun skulle gælde for elforbrugere, der selv fuldt ud ejer et elproduktionsanlæg, hvorfra de forsynes, og som ligger på forbrugsstedet (egenproducenter). Dette fremgår udtrykkeligt af bemærkningerne til L 275, § 1, ad stk. 3-5.
Der kan imidlertid være situationer, hvor særlige hensyn tilsiger, at reglerne tillige bør gælde for elforbrugere, der forsynes direkte fra et elproduktionsanlæg, der ligger på forbrugsstedet, men som helt eller delvis ejes af en anden end elforbrugeren. Med det foreslåede § 8 a, stk. 9, gives miljø- og energiministeren derfor en adgang til at kunne dispensere fra ejerkravet.
Martin Glerup (S) fmd. Helge Mortensen (S) Henning Gjellerod (S) Lis Greibe (S) Erik Mortensen (S) Anni Svanholt (SF) Ebbe Kalnæs (CD) Vibeke Peschardt (RV) Søren Kolstrup (EL) Peter Hansen-Nord (V) Harald Kjøller (V) Helga Moos (V) Kim Andersen (V) Eva Møller (KF) Gitte Seeberg (KF) Aase D. Madsen (DF) nfmd. Kim Behnke (UP)
Kristeligt Folkeparti og Demokratisk Folkeparti havde ikke medlemmer i udvalget.
Folketingets sammensætning
Socialdemokratiet (S)
64
*
Det Radikale Venstre (RV)
7
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)
43
*
Enhedslisten (EL)
5
Det Konservative Folkeparti (KF)
17
**
Kristeligt Folkeparti (KRF)
4
Socialistisk Folkeparti (SF)
13
Demokratisk Folkeparti (DMF)
1
Dansk Folkeparti (DF)
10
Valgt på Færøerne (FÆR)
1
Centrum-Demokraterne (CD)
8
Uden for partierne (UP)
6
*
Heraf 1 medlem valgt i Grønland
**
Heraf 1 medlem valgt på Færøerne