Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om miljøbeskyttelse og lov om forurenet jord

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 206

Bilagsnr.

Titel

1

Høringsnotat

2

Høringssvar

3

Henvendelse af 5/4-01 fra Peter Pagh, Københavns Universitet Det Retsvidenskabelige Institut C

4

Spm. 1 om kommentar til henvendelse af 5/4-01 fra Peter Pagh, Københavns Universitet Det Retsvidenskabelige Institut C, til miljø- og energiministeren

5

Svar på spm. 1 om kommentar til henvendelse af 5/4-01 fra Peter Pagh, Københavns Universitet Det Retsvidenskabelige Institut C, fra miljø- og energiministeren

6

Samrådsspm. A om lovforslagets bemyndigelser og kompetencer, til miljø- og energiministeren

7

Talepapir til samrådsspm. A om lovforslagets bemyndigelser og kompetencer

8

Spm. 2 om at ændre lovforslaget, så der åbnes op for privatejede lossepladser i § 50, stk. 1, til miljø- og energiministeren

9

1. udkast til betænkning

10

Svar på spm. 2 om at ændre lovforslaget, så der åbnes op for privatejede lossepladser i § 50, stk. 1, fra miljø- og energiministeren

11

Notat fra miljø- og energiministeren om dansk forslag til implementering af affaldsdeponeringsdirektivet sammenlignet med selve direktivet

12

Ændringsforslag fra miljø- og energiministeren

13

Kopi af henvendelse af 2/5-01 fra Finansrådet til Miljøstyrelsen

14

2. udkast til betænkning

Bilag 2

En henvendelse til udvalget og miljø- og energiministerens kommentar hertil

Henvendelsen af 5. april 2001 fra professor, dr. jur. Peter Pagh, Københavns Universitet, er optrykt efter ønske fra V og EL.

Miljø- og energiministerens kommentar til henvendelsen er optrykt efter ønske fra EL.

Københavns Universitetet

Det Retsvidenskabelige Institut C

Peter Pagh, professor, dr.jur.

5. april 2001

Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg

Christiansborg

1218 København K

Vedr.: Lovforslag L 206 om implementering af lossepladsdirektiv

Jeg tillader mig herved at rette henvendelse til udvalget i anledning af, at der er fremsat lovforslag til implementering af EU s direktiv 99/31 om deponering af affald populært betegnet lossepladsdirektivet.

Baggrunden for min henvendelse er i korthed, at jeg efter en gennemgang af forslaget med bemærkninger har konstateret, at forslaget er behæftet med betydelige misforståelser og ikke fuldt ud modsvarer de krav, som direktivet stiller. Samtidig er lovforslaget et eksempel på, hvorledes lovgivningen gøres unødigt kompliceret og ikke lever op til de krav om kvalitetsforbedring i lovarbejdet, som der både fra regering og Folketing er udtrykt ønske om.

I sig selv burde lossepladsdirektivet være en forholdsvis enkel lovteknisk opgave. Direktivets krav til lossepladser går ikke ud over, hvad de fleste formentlig vil opfatte som selvfølgelige i et højtudviklet og gennemreguleret samfund som det danske. I korthed går direktivet ud på

at der stilles krav om, at lossepladser kun modtager det affald, som de er egnet til, hvor der med direktivet som noget nyt indføres en kategorisering og procedurer for modtagelse af affaldet;

at medlemsstaterne forpligtes til at reducere deponering af brændbart affald til et i direktivet fastsat maksimum hvilket i øvrigt er fuldstændig på linie med den danske affaldspolitik;

at der stilles krav om godkendelse af nye som bestående lossepladser (hvilket også for bestående lossepladser skulle have været krævet efter EU-reglerne siden 1977 !);

at der som noget nyt stilles krav om, at der kun gives godkendelse (artikel 8)

hvis operatøren af lossepladsen og personalet har de fornødne faglige og uddannelsesmæssige kvalifikationer;

hvis der stilles fornøden økonomisk sikkerhed for, at operatøren kan opfylde de i godkendelsen fastsatte krav til drift, senere nedlukning og begrænsning af uheld;

hvis der er udarbejdet beredskabsplaner for forebyggelse og begrænsning af mulige ulykker og disses følger;

hvis der er udarbejdet planer for, hvorledes lossepladsen nedlukkes og efterbehandles;

at der stilles krav om, at udgifterne til drift, beredskab, sikkerhedsstillelse og nedlukning m.v. finansieres af lossepladsens brugere, hvilket i forvejen følger af forureneren betaler princippet og mere specifikt, artikel 15 i direktiv 75/442 om affald. Jeg ser herved bort fra den uklare bestemmelse om gennemsigtighed i oplysninger om omkostninger, som kom ind i sidste fase af forhandlingerne på forslag fra Europaparlamentet (ændringsforslag nr. 51).

Der er til disse hovedregler knyttet en række mere detailprægede forskrifter. Men da disse i overensstemmelse med sædvanlig praksis forudsættes gennemført ved bekendtgørelser, er der næppe anledning til, at Folketinget bruger nævneværdig tid herpå.

Med det fremsatte lovforslag er lossepladsdirektivets relativt selvfølgelige regler søgt omsat til en række bemyndigelser, der gør miljøbeskyttelsesloven endnu mere uoverskuelig end den i forvejen er. Der er imidlertid intet til hinder for, at gennemførelsen af direktivets regler gives en langt enklere udformning, der samtidig giver mulighed for, at man fremover kan undgå de problemer, som eksempelvis rejste sig i sagen om Proms Kemiske Fabrikker.

Hovedparten af de foreslåede regler kan erstattes af relativt begrænsede tilføjelser til de nuværende §§ 34, 35 og 39 i miljøbeskyttelsesloven, der herefter kommer til at se således ud

I § 34, stk. 1, tilføjes som nyt punkt

Ny § 35, stk. 3

Ministeren kan fastsætte regler om, at der som betingelse for godkendelse efter § 34, stk. 1

stilles krav om, at den til enhver til værende operatør af bestemte typer listevirksomhed opfylder bestemte uddannelsesmæssige og faglige kvalifikationer;

stilles krav om, at personale, der betjener bestemte typer listevirksomheder, skal have de hertil fornødne kundskaber og eventuel bevis herfor;

stilles krav om, at der for bestemte typer listevirksomhed udarbejdes planer for forebyggelse af ulykker og begrænsning af følgerne af disse;

stilles krav om, at operatøren af bestemte typer listevirksomhed stiller økonomisk sikkerhed for, at de i godkendelsen indeholdte vilkår for etablering, drift, efterfølgende nedlukning og begrænsning af ulykker altid vil kunne opfyldes;

stilles krav om, at tilsynsmyndigheden underrettes om ændringer i listevirksomhedens ejer- eller ledelsesforhold;

stilles krav om at en nye ejer eller operatør af listevirksomheden indtræder i den tidligere ejers eller operatørs forpligtelser til at opfylde godkendelsesvilkår og eventuelle senere påbud meddelt efter denne lov;

Ny § 35, stk. 4

Ministeren kan fastsætte regler for i hvilken form økonomisk sikkerhed skal stilles og under hvilke betingelser den kan frigives til dækning af tilsynsmyndighedens udgifter til selvhjælpshandlinger, jf. §§ 69 og 70.

Ny § 35, stk. 5

»For listevirksomheder, der deponerer affald, fastsætter ministeren nærmere regler om klassifikation af disse virksomheder, om proceduren for modtagelse af affald, og om nedlukning og efterbehandling af disse anlæg«.

Ny § 39, stk. 4

Ministeren kan til opfyldelse af EU-forpligtelser fastsætte nærmere regler om, at bestående listevirksomheder, der 1. juli 2000, deponerede affald, skal søge om ny tilladelse på de i §§ 33-37 anførte vilkår og i den forbindelse fremsende en revurdering.

Jeg har med udkastet forudsat, at forslag nr. 11 om ny § 50 a, nr. 13 om tilføjelse til § 58 og nr. 18 om § 74, stk. 2, opretholdes. Forslag nr. 11 vil dog vinde ved en lovteknisk bearbejdning.

Mit udkast vil så vidt jeg kan bedømme give ministeren de fornødne bemyndigelser til at implementere lossepladsdirektivet og vil tillige gøre den nuværende § 39 a overflødig. Samtidig sikres en enkel løsning på de problemer, der opstår når listevirksomheden skifter operatør eller ejer, hvorved jeg vil erindre, at det kun var muligt at få domfældelse i sagen om Proms Kemiske Fabrikker, fordi de nye ejere fandtes stort set identiske med de tidligere. Endelig angiver den fremlagte skitse en ramme for en tiltrængt oprydning i miljøbeskyttelseslovens uoverskueligt mange bemyndigelser. Tiden har imidlertid gjort, at jeg i første omgang har begrænset mig til det fremlagte lovforslags intentioner.

Jeg vil herudover tillade mig at henlede udvalgets opmærksomhed på fire problemer i forbindelse med lovforslaget. For det første kan lovtekst og bemærkninger give indtryk af, at reglerne ikke gælder, hvis listevirksomheden alene deponerer eget affald. Direktivets definition af deponeringsanlæg kræver imidlertid ikke, at det sker for fremmed regning. Jeg har i mit udkast taget højde herfor.

For det andet forekommer fremstillingen af direktivets regler om sikkerhedsstillelse ikke dækkende. Lovforslaget har taget udgangspunkt i, at sikkerhedsstillelsen kun skal dække nedlukning og efterbehandling (se bemærkninger til lovforslaget s. 12-13 og 18). Dette er forkert. Efter direktivet skal sikkerhedsstillelsen tillige dække de udgifter, der kan opstå i forbindelse med driften samt udgifter til forebyggelse af ulykker og begrænsning af følgerne af disse. Forslaget er tilsyneladende baseret på en misforståelse af Kommissionens oplysning om, at sikkerhedsstillelsen kun omfatter »forudsigelige udgifter« (bemærkningerne s. 9). Udtrykket forudsigelige eller på engelsk »fore-seeable« svarer til det danske adækvanskriterium (krav om påregnelighed). Dette betyder, at sikkerhedsstillelsen skal dække påregnelige ulykker og følger heraf men ikke upåregnelige uheld eller upåregnelige følger. Denne udlægning fremgår i øvrigt næsten direkte af direktivets artikel 8. På dette punkt kan man enten vælge en bemyndigelse eller bliver i modsat fald nødt til at ændre forslaget til § 39 b.

For det tredje forekommer overvejelserne i bemærkningerne s. 9 om offentlige lossepladsers sikkerhedsstillelse ubegribelige. Det er tydeligt efter direktivets artikel 10, at offentlige lossepladser også skal lade brugerne betale den senere efterbehandling. Det er i forlængelse heraf endnu mere uforståeligt, at der ikke redegøres for, hvorfor ministeriet vil opretholde kravet om at nye lossepladser skal være offentligt ejede i § 50, stk. 1. Reglen blev i sin tid alene motiveret med, at den var nødvendig for at sikre finansiering af senere nedlukning og efterbehandling af lossepladsen. Da dette ønske fuldt tilgodeses med direktivet og den kommende gennemførelse heraf, er grundlaget for § 50, stk. 1, bortfaldet. Reglen kan herefter kun begrundes med ideologiske synspunkter hvilket i det mindste burde være oplyst. Det forekommer endnu mere ubegribeligt at reglen ikke ændres, efter at samme ministerium i et andet lovforslag har ønsket ændring af miljøbeskyttelseslovens § 50, stk. 3. Efter forslaget (L 205) åbnes adgang til, at private affaldsforbrændingsanlæg og kraftværker fremover kan deponere slagger og andre restprodukter fra andre anlæg. Hertil kan i øvrigt tilføjes, at Miljøstyrelsen for få år siden meddelte dispensation til, at forurenet jord fra A/S Øresund blev deponeret i Københavns Lufthavn hvilket der tydeligvis ikke er hjemmel til i loven.

Endelig for det fjerde har ministeriet i forslaget til § 41 e ændret den model, der i jordforureningsloven blev anvendt for påbud på fremmed grund. Forskellen er, at påbud nu kun kan meddeles efter ekspropriation eller efter forudgående aftale med ejeren. Jeg er enig i indholdet, da det svarer til den løsning jeg har fremlagt i min bog fra sidste år om jordforureningsloven (s. 291). Når jeg finder anledning til en kommentar, er det fordi det begrunder en tilsvarende ændring af jordforureningslovens § 44 og af miljøbeskyttelseslovens § 83 a og der burde rimeligvis gøres opmærksom herpå i bemærkningerne til lovforslaget.

Med venlig hilsen

Peter Pagh

Spørgsmål 1

Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 5. april 2001 fra professor, dr.jur. Peter Pagh, Københavns Universitet, jf. L 206 bilag 3.

Svar

Miljøstyrelsen har om det lovtekniske i lovforslaget og om fortolkningen af direktivet oplyst følgende

»Peter Pagh bemærker generelt, at lovforslaget er behæftet med betydelige misforståelser og ikke fuldt ud modsvarer de krav, som direktivet stiller. Samtidig anfører Peter Pagh, at lovforslaget er unødigt kompliceret og ikke lever op til de krav om kvalitetsforbedring i lovarbejdet, som der fra både regering og Folketing er udtrykt ønske om. Peter Pagh har derfor selv udarbejdet forslag til bestemmelser til implementering af direktiv 99/31 om deponering af affald.

Miljøstyrelsen finder ikke anledning til i detaljer at gennemgå de af Peter Pagh foreslåede bestemmelser, men forholder sig nedenfor alene til de mere overordnede spørgsmål og i øvrigt til forhold, der direkte vedrører selve det fremsatte lovforslag

Miljøstyrelsen har til forskel fra Peter Pagh søgt at bevare lovens systematik. På denne baggrund er bemyndigelser til ministeren vedrørende generelle regler om indretning og drift m.v. af deponeringsanlæg samt uddannelse foreslået indsat i lovens kapitel 2 (§ 7), som i forvejen bemyndiger ministeren til at fastsætte regler om bl.a. deponeringsanlæg og uddannelseskrav.

På samme måde er bestemmelser om økonomiske forhold indsat i lovens kapitel 6.

Peter Pagh har i sit forslag valgt at foreslå, at direktivet gennemføres ved at fastsætte brede bemyndigelser til ministeren, der i øvrigt generelt vedrører listevirksomheder og ikke kun affaldsdeponeringsanlæg. Til forskel herfra er det i det fremsatte lovforslag fundet hensigtsmæssigt at fastlægge visse generelle principper vedrørende affaldsdeponeringsanlæg direkte i lovteksten, og dermed også begrænse anvendelsen af bemyndigelserne til fastlæggelse af de mere detaljerede regler. Det er styrelsens opfattelse, at den valgte model er i overensstemmelse med Justitsministeriets vejledning fra september 2000 om lovkvalitet, afsnit 4.3.4 om bemyndigelser til administrationen.

En principiel forskel er også, at mens det fremsatte lovforslag indeholder en række bestemmelser til regulering af de bestående anlæg, finder Peter Pagh alene anledning til at fastsætte en bemyndigelse for ministeren til at fastsætte » nærmere regler om, at bestående virksomheder, der den 1. juli 2000 deponerede affald, skal søge om ny tilladelse «.

Efter styrelsens opfattelse rejser en sådan hjemmel bl.a. visse mere principielle spørgsmål. Forslaget må forstås således, at bestemmelsen reelt giver mulighed for at tilbagekalde en meddelt godkendelse, uden at dette dog direkte fremgår, ligesom der heller ikke er angivet noget om, hvorledes en sådan tilbagekaldelsesadgang/ny godkendelse forholder sig til den generelle retsbeskyttelse i lovens § 41 a.

Som nævnt i lovbemærkningerne stiller direktivet krav om, at også bestående virksomheder, som ikke opnår tilladelse til fortsat drift, skal nedlukke og efterbehandle i overensstemmelse med direktivets krav. Miljøstyrelsen finder det i bedste fald tvivlsomt, om den af Peter Pagh foreslåede bestemmelse kan sikre en overholdelse af dette direktivkrav i situationer, hvor virksomheden eksempelvis tilkendegiver, at man vælger at standse sine aktiviteter i stedet for at udnytte den nye godkendelse, eller at virksomheden af den ene eller anden grund vælger at standse sine aktiviteter, inden en fastsat frist for indsendelse af ny ansøgning/meddelelse af ny miljøgodkendelse eller ganske vist ulovligt helt undlader at indsende ansøgning. Det er bl.a. sådanne problemer, som de foreslåede bestemmelser i § 37 a (der fastlægger en generel pligt til nedlukning og efterbehandling) og § 37 b (anvendelsen af en påbudsmodel i forhold til bestående virksomhed) tilsigter at imødegå.

Med henvisning til Proms-sagen foreslår Peter Pagh endvidere en øjensynlig meget bred bemyndigelsesbestemmelse (i den foreslåede nye § 35, stk. 3, litra f), der giver mulighed for generelt at fastsætte krav om indtrædelse i en tidligere ejers eller operatørs forpligtelser til at opfylde godkendelsesvilkår og eventuelle senere påbud, meddelt efter denne lov på affaldsdeponeringsområdet såvel som på alle andre områder.

Miljøstyrelsen bemærker hertil, at en sådan bestemmelse ikke er nødvendiggjort af deponeringsdirektivet (der er hovedformålet med det fremsatte lovforslag), hvilket Peter Pagh da heller ikke anfører. Styrelsen har således ikke inden for rammerne af lovforslaget fundet anledning til eller mulighed for nærmere at vurdere behovet for og den nærmere rækkevidde af dette forslag.

Peter Pagh peger endvidere på fire konkrete problemer i forbindelse med lovforslaget

Ad 1)

Peter Pagh finder, at lovtekst og bemærkninger kan give indtryk af, at reglerne ikke gælder, hvis listevirksomheden alene deponerer eget affald.

Miljøstyrelsen er enig i, at direktivets regler gælder alle anlæg for deponering af affald, hvilket fremgår udtrykkeligt af bemærkningerne til § 37 b, 1. pkt. . Dette fremgår i øvrigt også eksplicit af bemærkningerne til § 39 b, stk. 1, hvor det anføres, at bestemmelsen også omfatter virksomheder, som efter § 50, stk. 3, har fået eller senere får dispensation til at deponere specielle affaldstyper.

Når det i bemærkningerne til lovforslagets § 50 a, stk. 1, anføres, at direktivets artikel 10 og dermed paragraffen ikke gælder for listevirksomheder, der alene deponerer eget affald, er det fordi artikel 10 alene vedrører krav om betaling for deponering af affald, hvilket kun er relevant, når der deponeres affald for andre.

Ad 2)

Peter Pagh bemærker, at fremstillingen af direktivets regler om sikkerhedsstillelse ikke forekommer dækkende. Peter Pagh anfører, at a) det fremsatte lovforslag ikke medtager udgifter, der kan opstå i forbindelse med driften og b) at udgifter til begrænsning af følgerne af ulykker (uforudsigelige udgifter), ifølge direktivet skal være dækket af sikkerhedsstillelsen, idet han herom anfører, at misforståelsen tilsyneladende er baseret på en Kommissionsoplysning om, at sikkerhedsstillelsen kun omfatter forudsigelige (foreseeable) udgifter.

Direktivets artikel 8, litra a, nr. 4, fastsætter, at der skal stilles sikkerhed med henblik på at sikre, at de forpligtelser (herunder foranstaltninger til efterbehandling), som følger af den i henhold til direktivet udstedte godkendelse, opfyldes, og at nedlukningsprocedurerne i artikel 13 følges.

a) Driften

Det følger såvel af § 39 b s ordlyd at der skal stilles sikkerhed for de forpligtelser, herunder til nedlukning og efterbehandling, som påhviler virksomheden som af lovbemærkningerne, at kravet om sikkerhedsstillelse skal dække andre forpligtelser end nedlukning og efterbehandling, der vedrører perioden efter den egentlige driftsfase.

Lovbemærkningerne beskriver således (på side 19), at hvis tilsynsmyndigheden foretager selvhjælpshandlinger under driften i relation til vilkårene, kan sikkerhedsstillelsen anvendes hertil, også selv om det er i driftsperioden.

Når omkostningerne udover omkostningerne til nedlukning og efterbehandling ikke medtages i beregningen af størrelsen af sikkerhedsstillelsen, skyldes dette, at de øvrige omkostninger ikke kan beregnes forud. Hvis tilsynsmyndigheden foretager selvhjælpshandlinger under driften i relation til vilkårene, vil der skulle foretages en efterregulering af sikkerhedsstillelsen, således at sikkerhedsstillelsen bygges op til det fulde beløb inden nedlukningen af anlægget.

b) Uforudsigelige omkostninger

Som det fremgår af lovforslaget, er Miljøstyrelsen ikke enig med Peter Pagh i, at direktivet stiller krav om sikkerhedsstillelse for de uforudsigelige udgifter. Denne fortolkning bygger ikke på oplysninger fra Kommissionen, idet Kommissionen, så vidt Miljøstyrelsen er vidende om, ikke har udtalt sig herom. Fortolkningen bygger derimod på direktivets ordlyd, der henviser til a) den »udstedte godkendelse «, der ifølge artikel 9 intet indeholder om følgerne af uheld og b) » procedurerne efter artikel 13«, der vedrører nedlukning og efterbehandling, idet den heri indeholdte bestemmelse om evt. udbedrende foranstaltninger udtrykkeligt forudsætter, at der træffes (ny) afgørelse herom.

Hertil kommer, at det ikke giver mening at tale om sikkerhedsstillelse for uforudsigelige omkostninger, idet uforudsigelige omkostninger netop ikke kan beregnes på forhånd. Skulle de uforudsigelige omkostninger dækkes, ville det kræve en forsikringslignende ordning, hvilket direktivet ikke stiller krav om.

Ad 3)

Peter Pagh anfører desuden, at de almindelige bemærkninger på side 9 om offentlige lossepladsers sikkerhedsstillelse forekommer ubegribelige, uden at synspunktet uddybes nærmere. Han anfører, at det er tydeligt i artikel 10, at offentlige lossepladser også skal lade brugerne betale den senere efterbehandling.

Her blander Peter Pagh krav om sikkerhedsstillelse sammen med artikel 10, som omhandler betalingen for deponering. Som det fremgår af lovbemærkningerne på side 9, er baggrunden for, at der også stilles krav om sikkerhed for offentlige anlæg dels at sidestille offentligt og privat ejede deponeringsanlæg i konkurrenceretlig henseende og dels at opnå sikkerhed for, at direktivet implementeres korrekt. Miljøstyrelsen er enig i, at brugerne af offentligt ejede deponeringsanlæg også skal betale den senere efterbehandling, det fremgår direkte af forslaget til § 50 a og lovbemærkningerne hertil.

Ad 4)

Peter Pagh anfører endelig, at ministeriet i forslaget til § 41 e har ændret den model, der blev valgt i jordforureningsloven om påbud på fremmed grund, og at påbud nu kun kan meddeles efter ekspropriation eller forudgående aftale.

Bemærkningen bygger muligvis på en misforståelse. Der kan således efter den foreslåede § 41 e, stk. 2 og 3 meddeles påbud uden ekspropriation eller forudgående aftale, når de omhandlede påbud vedrører selve den ejendom, hvorpå affaldsdeponeringsanlægget er placeret.

Til forskel herfra vedrører den bestemmelse, som Peter Pagh formentlig sigter til (§ 41 e, stk. 5) krav om moniteringsboringer »på fremmed grund«. Det er udtrykkeligt præciseret i lovbemærkningerne, at bestemmelsen vedrører moniteringsboringer, der skal placeres uden for den ejendom, hvorpå selve deponeringsanlægget er placeret. Der er tale om sædvanligvis små, faste anlæg, der ofte vil skulle være placeret på ejendommen igennem en meget lang årrække.

Påbud efter jordforureningsloven omfatter til forskel herfra typisk andre og i øvrigt mere kortvarige foranstaltninger. Da det ikke kan udelukkes, at der vil kunne forekomme tilfælde, hvor gennemførelsen af undersøgelses- eller oprydningspåbud vil udgøre en ekspropriation, fremgår det dog udtrykkeligt af bemærkningerne til jordforureningslovens § 44, stk. 2, at der ikke kan meddeles » tålepåbud« i en sådan situation.

Det er således Miljøstyrelsens opfattelse, at de forskelle, der er i adgangen til at meddele påbud uanset rådighed m.v. er begrundet i de forskellige forhold, som de to lovgivninger omfatter.

Som det fremgår, er Miljøstyrelsen således ikke enig i, at lovforslaget bygger på fejlfortolkninger af direktivet eller er unødigt kompliceret.«

Idet jeg i øvrigt henviser til Miljøstyrelsens gennemgang ovenfor, kan jeg om baggrunden for opretholdelsen af kravet i § 50, stk. 1, om at nye lossepladser skal være offentligt ejede oplyse følgende

Direktivet regulerer ikke spørgsmålet om ejerskabet og er således ikke til hinder for en opretholdelse af bestemmelsen. Lovforslagets bestemmelse om sikkerhedsstillelsen omfatter alene de forudsigelige omkostninger. For så vidt angår de uforudsigelige omkostninger, vil der således stadig være behov for at opretholde kravet om offentligt ejerskab. Derudover er det uhensigtsmæssigt at ophæve § 50. Dette er begrundet i, at kommunerne har såvel anvisningspligt som anvisningsret, hvad angår bortskaffelse af affald. Dette princip blev indført for alt affald i begyndelsen af 1990-erne for at sikre tilstrækkelig deponeringskapacitet såvel lokalt som regionalt.

En ophævelsen af § 50 må forudses at kunne vanskeliggøre kommunernes muligheder for sikring af deponeringskapacitet. Der vil derfor være risiko for at ende i en situation som i starten af 1990-erne, hvor der var mangel på kapacitet.

For så vidt angår forslaget til en ny § 50, stk. 3 lovforslag nr. L 205 vil jeg tillade mig at henvise til bemærkningerne hertil. Det fremgår heraf, at den har en helt særlig begrundelse i de specifikke affaldstyper, der er tale om, og at man allerede ved indførelsen af § 50, stk. 2 og 3 tænkte på deponering af flyveaske og restprodukter fra kraftværker. El- og varmeproduktionsanlæggene har således traditionelt selv etableret anlæg til deponering af de specielle affaldstyper, der fremkommer ved forbrændingen. Udvidelsen af dispensationsadgangen for denne sektor er begrundet i, at strukturen i elsektoren har ændret sig til færre og større enheder.

Betænkning afgivet af Miljø- og Planlægningsudvalget den 9. maj 2001

Betænkning

over

Forslag til lov om ændring af lov om miljøbeskyttelse og lov om forurenet jord

(Anlæg for deponering af affald m.v.)

[af miljø- og energiministeren (Svend Auken)]

1. Ændringsforslag

Miljø- og energiministeren har stillet 1 ændringsforslag til lovforslaget.

2. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 28. marts 2001 og var til 1. behandling den 5. april 2001. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Miljø- og Planlægningsudvalget.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 5 møder.

Høring

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og miljø- og energiministeren sendte den 13. juli 2000 dette udkast til udvalget, jf. folketingsåret 1999-2000, alm. del bilag 1492. Den 29. marts 2001 sendte miljø- og energiministeren de indkomne høringssvar samt et notat herom til udvalget.

Skriftlige henvendelser

Udvalget har i forbindelse med udvalgsarbejdet modtaget en skriftlig henvendelse fra Peter Pagh, Københavns Universitet, Det Retsvidenskabelige Institut C.

Miljø- og energiministeren har over for udvalget kommenteret den skriftlige henvendelse.

Den skriftlige henvendelse og miljø- og energiministerens kommentar hertil er optrykt i bilag 2 til betænkningen.

Spørgsmål

Udvalget har stillet 2 spørgsmål til miljø- og energiministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.

Samråd

Udvalget har stillet 1 spørgsmål til miljø- og energiministeren til mundtlig besvarelse. Ministeren har besvaret spørgsmålet i et samråd med udvalget den 2. maj 2001. Ministeren har efterfølgende sendt udvalget det talepapir, der lå til grund for ministerens besvarelse af spørgsmålet.

3. Indstillinger og politiske bemærkninger

Udvalget indstiller lovforslaget til vedtagelse med det stillede ændringsforslag.

Venstres, Det Konservative Folkepartis, Dansk Folkepartis og Centrum-Demokraternes medlemmer af udvalget støtter lovforlaget og bakker dermed op om implementeringen af EU s deponeringsdirektiv i Danmark.

Det er dog betænkeligt, at Miljøstyrelsen og dermed miljø- og energiministeren kategorisk afviser samtlige af professor, dr. jur. Peter Paghs både konstruktive og relevante kommentarer til lovforslagets indhold og udformning.

Regeringens lovforslag virker, ikke mindst i lyset af professor, dr. jur. Peter Paghs kommentarer, unødigt kompliceret.

Endvidere er Venstre, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti og Centrum-Demokraterne skeptiske over for lovforslagets krav om, at nye lossepladser skal være offentligt ejede, jf. § 50, stk. 1. Med lovforslagets udførlige krav om sikkerhedsstillelse i forbindelse med efterbehandling m.v. virker et sådant krav ubegrundet.

Demokratisk Folkeparti var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

4. Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

Af miljø- og energiministeren, tiltrådt af udvalget

Til § 1

1) I det under nr. 7 foreslåede § 41 e, stk. 5, ændres »§ 41 f, stk. 2« til: »§ 41 f, stk. 3«.

[Lovteknisk korrektion]

Bemærkninger

Til nr. 1

Ændringsforslaget retter en teknisk fejl i det fremsatte lovforslag.

Martin Glerup (S) Pernille Blach Hansen (S) Inger Bierbaum (S) Lis Greibe (S) Niels Bloch Jespersen (S) Jørn Jespersen (SF) fmd. Ebbe Kalnæs (CD) Vibeke Peschardt (RV) Søren Kolstrup (EL) Hans Christian Schmidt (V) Bodil Thrane (V) Jørgen Winther (V) Jens Vibjerg (V) Henriette Kjær (KF) nfmd. Eva Møller (KF) Svend Aage Fauerholdt (DF) Ole M. Nielsen (KRF)

Demokratisk Folkeparti havde ikke medlemmer i udvalget.

Folketingets sammensætning

Socialdemokratiet (S)

64

*

Det Radikale Venstre (RV)

7

Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)

43

*

Enhedslisten (EL)

5

Det Konservative Folkeparti (KF)

17

**

Kristeligt Folkeparti (KRF)

4

Socialistisk Folkeparti (SF)

13

Demokratisk Folkeparti (DMF)

1

Dansk Folkeparti (DF)

10

Valgt på Færøerne (FÆR)

1

Centrum-Demokraterne (CD)

8

Uden for partierne (UP)

6

*

Heraf 1 medlem valgt i Grønland

**

Heraf 1 medlem valgt på Færøerne