Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om miljøbeskyttelse
Statutory Text (3 Articles)
Bilag 1
Oversigt over bilag vedrørende L 153
Bilagsnr.
Titel
1
Meddelelse om høringssvar
2
Høringsnotat
3
Høringsudkast, jf. alm. del bilag 275
4
Tilmelding til møde med Bryggeriforeningen m.fl. om præsentation af nyt pant- og retursystem
5
Henvendelse af 20/2-01 fra Bryggeriforeningen, Danske Læskedrik Fabrikanter og De Samvirkende Købmænd
6
Spm. 1 om kommentar til henvendelse af 20/2-01 fra Bryggeriforeningen, Danske Læskedrik Fabrikanter og De Samvirkende Købmænd, til miljø- og energiministeren
7
Beretning nr. 4, folketingsåret 1999-2000, afgivet den 16. juni 2000
8
Spm. 2 om at sikre små producenter og importører en plads i bestyrelsen for Dansk Retursystem A/S, til miljø- og energiministeren
9
Spm. 3 om at lade producenten indbetale beløbet for detailhandelens håndtering direkte til detailhandelen, til miljø- og energiministeren
10
Spm. 4 om, hvad der defineres som nye produkter, til miljø- og energiministeren
Spm. 5 om, hvordan man sikrer et lavt gebyr ved lancering af nye produkter, til miljø- og energiministeren
11
Deltagerliste til orienteringsmøde med Bryggeriforeningen m.fl. vedrørende nyt pant- og retursystem den 28. marts 2001
12
Henvendelse om program for orienteringsmøde om nyt pant- og retursystem den 28. marts 2001 fra Bryggeriforeningen
13
Svar på spm. 1 om kommentar til henvendelse af 20/2-01 fra Bryggeriforeningen, Danske Læskedrik Fabrikanter og De Samvirkende Købmænd, fra miljø- og energiministeren
14
Svar på spm. 2 om at sikre små producenter og importører en plads i bestyrelsen for Dansk Retursystem A/S, fra miljø- og energiministeren
15
Svar på spm. 3 om at lade producenten indbetale beløbet for detailhandelens håndtering direkte til detailhandelen, fra miljø- og energiministeren
16
Svar på spm. 4 om, hvad der defineres som nye produkter, fra miljø- og energiministeren
Svar på spm. 5 om, hvordan man sikrer et lavt gebyr ved lancering af nye produkter, fra miljø- og energiministeren
17
Lukning for spørgsmål den 30. marts 2001
18
Spm. 6, om forbrugere skal kunne aflevere tømt returemballage, til miljø- og energiministeren
19
Materiale udleveret under informationsmøde med Bryggeriforeningen m.fl. den 28. marts 2001
20
Spm. 7 om en oversigt over de bemyndigelser, ministeren tillægges i lovforslaget, til miljø- og energiministeren
Spm. 8 om sammenhængen mellem den afgift, man opererer med, og udgifterne til at håndtere det nye system, til miljø- og energiministeren
Spm. 9 om en uddybning af hensigten med at fremtidssikre systemet, til miljø- og energiministeren
Spm. 10 om, hvordan forslaget skal indføres i praksis, til miljø- og energiministeren
21
1. udkast til betænkning
22
Foreløbigt udkast til bekendtgørelse om indsamling m.v. af emballager til øl og visse læskedrikke (Pant- og gebyrbekendtgørelsen)
23
Svar på spm. 7 om en oversigt over de bemyndigelser, ministeren tillægges i lovforslaget, fra miljø- og energiministeren
Svar på spm. 8 om sammenhængen mellem den afgift, man opererer med, og udgifterne til at håndtere det nye system, fra miljø- og energiministeren
Svar på spm. 9 om en uddybning af hensigten med at fremtidssikre systemet, fra miljø- og energiministeren
Svar på spm. 10 om, hvordan forslaget skal indføres i praksis, fra miljø- og energiministeren
24
Svar på spm. 6, om forbrugere skal kunne aflevere tømt returemballage, fra miljø- og energiministeren
25
Spm. 11 om balancen mellem det gebyr, som opkræves, og de afgifter, der afholdes i systemet, til miljø- og energiministeren
26
Betænkningsbidrag fra miljø- og energiministeren
27
Svar på spm. 11 om balancen mellem det gebyr, som opkræves, og de afgifter, der afholdes i systemet, fra miljø- og energiministeren
28
2. udkast til betænkning
29
Henvendelse af 17/4-01 fra Advokatfirma Bech-Bruun Dragsted
30
Spm. 12 om kommentar til henvendelse af 17/4-01 fra Advokatfirma Bech-Bruun Dragsted, til miljø- og energiministeren
31
Henvendelse af 18/4-01 fra Dansk Handel & Service
32
Spm. 13 om kommentar til henvendelse af 18/4-01 fra Dansk Handel & Service, til miljø- og energiministeren
33
Henvendelse af 19/4-01 fra Bryggeriforeningen om foretræde for udvalget den 25. april 2001
34
Svar på spm. 12 om kommentar til henvendelse af 17/4-01 fra Advokatfirma Bech-Bruun Dragsted, fra miljø- og energiministeren
35
Svar på spm. 13 om kommentar til henvendelse af 18/4-01 fra Dansk Handel & Service, fra miljø- og energiministeren
36
Spm. 14 om mindre producenters, mindre importørers og små handlendes betingelser, til miljø- og energiministeren
37
Svar på spm. 14 om mindre producenters, mindre importørers og små handlendes betingelser, fra miljø- og energiministeren
38
3. udkast til betænkning
39
Henvendelse af 25/4-01 fra Advokatfirma Bech-Bruun Dragsted
40
Spm. 15 om kommentar til henvendelse af 25/4-01 fra Advokatfirma Bech-Bruun Dragsted, til miljø- og energiministeren
41
Årsrapport 2000 fra Dansk Retursystem A/S
42
Henvendelse af 25/4-01 fra Dansk Retursystem A/S vedrørende Årsrapport for 2000
43
Svar på spm. 15 om kommentar til henvendelse af 25/4-01 fra Advokatfirma Bech-Bruun Dragsted, fra miljø- og energiministeren
44
Henvendelse af 1/5-01 fra Advokatfirma Bech-Bruun Dragsted
45
Spm. 16 om kommentar til henvendele af 1/5-01 fra Advokatfirma Bech-Bruun Dragsted, til miljø- og energiministeren
46
Svar på spm. 16 om kommentar til henvendele af 1/5-01 fra Advokatfirma Bech-Bruun Dragsted, fra miljø- og energiministeren
47
Spm. 17 om, hvordan håndteringsgodtgørelsen tilrettelægges og finansieres i dag, til miljø- og energiministeren
Spm. 18, om der er tale om, at det er forbrugerne, der kommer til at betale en ekstrabetaling for flaskerne, til miljø- og energiministeren
Spm. 19, om det i dag er muligt at yde håndteringsgodtgørelse, til miljø- og energiministeren
Spm. 20 om, hvor stor en del af markedet der bliver omfattet af håndteringsgodtgørelsen, til miljø- og energiministeren
Spm. 21, om man kan forlange, at nogen i systemet skal håndtere flasker, uden at de får betaling, til miljø- og energiministeren
48
Samrådsspm. A om en uddybende redegørelse for svarene på de stillede spørgsmål, til miljø- og energiministeren
49
Svar på spm. 17 om, hvordan håndteringsgodtgørelsen tilrettelægges og finansieres i dag, fra miljø- og energiministeren
Svar på spm. 18, om der er tale om, at det er forbrugerne, der kommer til at betale en ekstrabetaling for flaskerne, fra miljø- og energiministeren
Svar på spm. 19, om det i dag er muligt at yde håndteringsgodtgørelse, fra miljø- og energiministeren
Svar på spm. 20 om, hvor stor en del af markedet der bliver omfattet af håndteringsgodtgørelsen, fra miljø- og energiministeren
Svar på spm. 21, om man kan forlange, at nogen i systemet skal håndtere flasker, uden at de får betaling, fra miljø- og energiministeren
50
Miljø- og energiministerens supplerende bidrag til betænkningen samt ændringsforslag
51
Talenotits fra samråd den 9. maj 2001 om samrådsspm. A, fra miljø- og energiministeren
Bilag 2
Nogle af udvalgets spørgsmål til miljø- og energiministeren og dennes svar herpå
Spørgsmål 14 og miljø- og energiministerens svar herpå er optrykt efter ønske fra KRF.
Spørgsmål 17-21 og miljø- og energiministerens svar herpå er optrykt efter ønske fra V.
Spørgsmål 14
Under 1. behandling af lovforslaget blev de mindre producenters og importørers stilling drøftet, ligesom de små handlendes betingelser blev nævnt. Er der gjort tiltag til
at sikre, at de små producenters og importørers tilmeldingsgebyr ikke er så stort, at det begrænser deres muligheder for at komme ind med nye produkter og dermed også begrænser konkurrencen på markedet?
at sikre de små producenters og importørers indseende med og indflydelse i Dansk Retursystem A/S?
at se på de små butikkers tilmeldingsgebyr?
Svar
Netop de mindre producenters og forhandleres forhold har der været arbejdet meget med i forbindelse med udformningen af lovforslaget og bekendtgørelsen og med rette, for selvfølgelig skal det ny system ikke forringe vilkårene for mindre virksomheder.
Et af de hensyn, vi har arbejdet ud fra, er at sikre, at tilmeldingsgebyret ikke skal begrænse mindre producenters og importørers muligheder for at markedsføre deres produkter på konkurrencedygtige vilkår. Som det fremgår af udkastet til bekendtgørelsen, er det hensigten i første periode at lade det ny system finansiere af løbende gebyrer på de enkelte emballager (logistikgebyr) frem for de i aftalen mellem bryggerierne, læskedrikfabrikanterne og dagligvarehandelen nævnte produkttilmeldingsgebyrer på 10.000 og 2.500 kr. På den måde bliver de udgifter, der er ved tilmelding af producenter og importører og disses produkter, spredt ud på alle emballager, der markedsføres.
Det har også været drøftet, hvordan det sikres at producenter og importører, der ikke er repræsenteret i bestyrelsen for Dansk Retursystem A/S, bliver tilgodeset i beslutninger af betydning for dem. Hertil kan jeg oplyse, at bryggerierne vil nedsætte et kontaktudvalg med deltagelse af interesserede producenter og importører. Efter forslaget vil bestyrelsesformanden og direktionen for Dansk Retursystem 1-2 gange årligt drøfte væsentlige spørgsmål med kontaktudvalget. Med disse to elementer er der mulighed for, at alles interesser kan varetages på rimelig vis.
Hvad angår det årlige gebyr for detailhandlere, må det formodes, at de butikker, for hvilke det er relevant at tilmelde sig Dansk Retursystem, har en vis omsætning af øl og læskedrikke. Det vurderes, at et tilmeldingsgebyr for disse på 500 kr. ikke er uoverkommeligt. Hvis forretningerne blot sælger ti kasser øl eller tolv kasser sodavand i 1½ liters flasker om ugen, vil de få beløbet igen i form af håndteringsgodtgørelse.
Spørgsmål 17
Hvordan tilrettelægges og finansieres håndteringsgodtgørelsen i dag?
Svar
Jeg har forelagt spørgsmålet for Miljøstyrelsen, der har oplyst følgende
»Der er ikke efter den gældende lovgivning om håndtering af emballager til øl og læskedrikke fastsat regler om ydelse af økonomisk godtgørelse for håndtering af emballager.
Hovedparten af de danske bryggerier og læskedrikproducenter på den ene side og dagligvarehandelen på anden side repræsenteret ved FDB, Dansk Supermarked A/S og De Samvirkende Købmænd indgik i maj 2000 en aftale om en effektivisering af returflaskesystemet.
Ifølge aftalen forpligter bryggerierne og læskedrikproducenterne sig til at betale et gebyr, således at der kan udbetales en håndteringsgodtgørelse til dagligvarebutikker for rensorteringen af udbydernes emballager til øl og læskedrikke.
Gebyret opkræves, og håndteringsgodtgørelse udbetales af selskabet Dansk Retursystem A/S, som blev stiftet af aftaleparterne den 1. juli 2000.
Dansk Retursystem A/S har over for Miljøstyrelsen oplyst, at tilrettelæggelsen og finansieringen af håndteringsgodtgørelsen i dag i store træk sker efter samme retningslinier, som er indeholdt i Miljøstyrelsens foreløbige udkast til bekendtgørelse af 23. marts 2001, jf. L 153 bilag 22.
På nogle væsentlige punkter adskiller den eksisterende frivillige ordning sig dog fra den ordning, som er forudsat i det foreløbige bekendtgørelsesudkast.
Det kan bl.a. nævnes, at pligten til at være tilmeldt Dansk Retursystem A/S og betale gebyr - som efter bekendtgørelsen vil omfatte alle producenter og importører efter aftalen i sagens natur kun gælder producenter, der har tilsluttet sig aftalen.
Dansk Retursystem A/S har endvidere oplyst, at forholdet til mellemhandlere/grossister på nuværende tidspunkt, hvor ordningen kører på frivillig basis, ikke er fuldt afklaret. Selskabet afventer Miljøstyrelsens udkast til bekendtgørelse.
Der kan i øvrigt henvises til bemærkningerne til lovforslaget, afsnit 2.3 om »Forholdet til aftalen om Dansk Retursystem A/S««.
Spørgsmål 18
Er der tale om, at det er forbrugerne, der kommer til at betale en ekstrabetaling for flaskerne til finansiering af håndteringsgodtgørelsen, eller er det et lukket system mellem parterne?
Svar
Jeg har forelagt spørgsmålet for Miljøstyrelsen, der har oplyst følgende
»Udgifterne i forbindelse med pant- og returordningen forudsættes afholdt af producenterne og importørerne af øl og læskedrikke, der betaler et gebyr for hver emballage med øl eller læskedrik, der leveres direkte og via mellemhandler til dagligvarebutik. Dette gebyr vil bl.a. skulle dække udgifter i forbindelse med udbetaling af håndteringsgodtgørelse til tilmeldte dagligvarebutikker m.v.
Som det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, forventes det gebyr, som skal pålignes emballagen, at blive i størrelsesordenen 3-15 øre, afhængig af emballagens materiale og volumen. Der er dog tale om et foreløbigt skøn. Gebyret skal dække håndteringsgodtgørelse og investeringstilskud til dagligvarebutikker m.v.
Herudover forudsættes det, at dagligvarebutikker, der tilmelder sig Dansk Retursystem A/S, betaler et bekendt gebyr til dækning af administrationsomkostninger.
Det skal bemærkes, at Dansk Retursystem A/S blev etableret i juli 2000 og siden har været drevet på privat basis på baggrund af frivillig tilslutning og indbetalinger fra producenter, der tilsammen dækker hovedparten af det danske marked for øl og læskedrikke.
Miljøstyrelsen har ikke grundlag for at udtale sig om, hvorvidt lovforslagets udmøntning i sig selv vil medføre stigning i priserne på øl og læskedrikke.
Spørgsmålet om prisfastsættelse er i øvrigt overladt til markedet.«
Spørgsmål 19
Er det muligt i dag at yde håndteringsgodtgørelse, og må man i dag indregne en udgift hertil i prisen?
Svar
Jeg har forelagt spørgsmålet for Miljøstyrelsen, der har oplyst følgende
»Som det fremgår af svaret på spørgsmål nr. 17 (jf. ovenfor), er der ikke i lovgivningen fastsat regler om håndteringsgodtgørelse, men der er indgået en frivillig aftale mellem bryggerierne og dagligvarehandelen om en håndteringsgodtgørelse til dagligvarebutikker. Aftaleparterne bag Dansk Retursystem A/S har anmeldt aftalen til Konkurrencestyrelsen, der endnu ikke har udtalt sig i sagen.
Der er ikke efter lovgivningen noget til hinder for, at den enkelte producent beslutter sig for at indregne udgiften til gebyrer til Dansk Retursystem A/S i salgsprisen.«
Spørgsmål 20
Hvor stor del af markedet bliver omfattet af håndteringsgodtgørelsen?
Svar
Jeg har forelagt spørgsmålet for Miljøstyrelsen, der har oplyst følgende
»Håndteringsgodtgørelse vil kunne ydes for de emballager, der tages retur af dagligvarebutikker og visse mellemhandlere, der er tilmeldt Dansk Retursystem A/S.
Af det samlede salg af øl og læskedrikke til det danske marked udgør salget på flasker ca. 85-90 pct. (regnet i volumen). Dagligvarehandelen tegner sig for ca. 85 pct. af salget på flasker, mens resten leveres til hotel- og restaurationssektoren m.m.
Miljøstyrelsen antager, at dagligvarebutikkerne i det store og hele modtager det samme antal flasker retur fra forbrugerne, som butikkerne har solgt.
Bl.a. med baggrund i, at en meget stor del af dagligvarehandelen allerede har tilmeldt sig det frivillige system, forventer Dansk Retursystem A/S, at ca. 90-95 pct. af alle flasker med øl og læskedrikke, som leveres til dagligvarebutikker og visse mellemhandlere, vil udløse håndteringsgodtgørelse.«
Spørgsmål 21
Kan man forlange, at nogen skal håndtere flasker, uden at de får betaling håndteringsgodtgørelse for det?
Svar
Jeg har forelagt spørgsmålet for Miljøstyrelsen, der har oplyst følgende
»Dagligvarebutikker, som tilmelder sig Dansk Retursystem A/S, kan efter Miljøstyrelsens foreløbige udkast til bekendtgørelse af 23. marts 2001 få håndteringsgodtgørelse for emballager, som rensorteres. Mellemhandlere med fast forretningssted og et bredt sortiment af dagligvarer, der tager tomme emballager retur fra dagligvarebutikker, som ikke er tilsluttet ordningen, kan også efter det foreløbige udkast til bekendtgørelse få håndteringsgodtgørelse for rensortering af disse emballager.
Dagligvarebutikkerne og mellemhandlerne har ingen pligt til at sortere emballagerne, men får altså kun håndteringsgodtgørelse i det omfang, de tilmelder sig Dansk Retursystem A/S og faktisk foretager rensortering.
Derudover forudsætter systemet, at emballagerne modtages og opbevares m.v. hos dagligvarebutikkerne m.v. Det er ikke forudsat, at der ydes særskilt håndteringsgodtgørelse herfor.
Der kan i øvrigt henvises til besvarelsen af spørgsmål nr. 12 og 15 samt det omtalte udkast til foreløbig bekendtgørelse af 23. marts 2001.«
Betænkning afgivet af Miljø- og Planlægningsudvalget den 9. maj 2001
Betænkning
over
Forslag til lov om ændring af lov om miljøbeskyttelse
(Pant- og retursystemer)
[af miljø- og energiministeren (Svend Auken)]
1. Ændringsforslag
Miljø- og energiministeren har stillet 2 ændringsforslag til lovforslaget.
2. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 1. februar 2001 og var til 1. behandling den 22. februar 2001. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Miljø- og Planlægningsudvalget.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 8 møder. Udvalget har den 28. marts 2001 holdt et informationsmøde med Bryggeriforeningen, Dansk Retursystem A/S, Danske Læskedrik Fabrikanter og De Samvirkende Købmænd.
Høring
Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og miljø- og energiministeren sendte den 19. november 2000 dette udkast til udvalget, jf. alm. del bilag 275. Den 2. februar 2001 sendte miljø- og energiministeren de indkomne høringssvar samt et notat herom til udvalget.
Skriftlige henvendelser
Udvalget har i forbindelse med udvalgsarbejdet modtaget skriftlige henvendelser fra
Advokatfirma Bech-Bruun Dragsted,
Bryggeriforeningen,
Dansk Handel & Service
Danske Læskedrik Fabrikanter og
De Samvirkende Købmænd.
Miljø- og energiministeren har over for udvalget kommenteret de skriftlige henvendelser.
Deputationer
Endvidere har Bryggeriforeningen, Dansk Retursystem A/S, Danske Læskedrik Fabrikanter og De Samvirkende Købmænd mundtligt over for udvalget redegjort for deres holdning til lovforslaget.
Spørgsmål
Udvalget har stillet 21 spørgsmål til miljø- og energiministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret. Nogle af udvalgets spørgsmål til miljø- og energiministeren og dennes svar herpå er optrykt som bilag 2 til betænkningen.
Samråd
Udvalget har stillet 1 spørgsmål til miljø- og energiministeren til mundtlig besvarelse. Ministeren har besvaret spørgsmålet i et samråd med udvalget den 9. maj 2001. Ministeren har efterfølgende sendt udvalget det talepapir, der lå til grund for ministerens besvarelse af spørgsmålet.
3. Udtalelse fra miljø- og energiministeren
Miljø- og energiministeren har over for udvalget oplyst følgende
Investeringsrammen for effektiviseringsprogrammet
Det fremgår af lovforslagets bemærkninger, at den endelige fastlæggelse af kredsen af forhandlere m.v., der skal kunne få godtgørelse og tilskud i forbindelse med håndtering af emballager til øl og læskedrikke, vil ske administrativt. Ministeren har i den forbindelse over for udvalget oplyst, at spørgsmålet om grossisternes retsstilling vil blive afklaret i forbindelse med bekendtgørelsen, og at en eventuel inddragelse af disse forhandlere m.v. under tilskudsordningen m.v. vil betyde en omend mindre udvidelse af den samlede tilskudsramme, der oprindelig er anslået til samlet ca. 250 mio. kr. Dansk Retursystem A/S skønner i øvrigt, at selskabet herudover vil have udgifter på maksimalt 30 mio. kr. til anskaffelse af særligt edb-udstyr, der skal monteres i butikkernes automater. Udstyret gør det muligt elektronisk at indlæse oplysninger om nye eller ændrede emballager i automater og sorteringsanlæg, sådan at manuel indlæsning i de enkelte dagligvarebutikker kan undgås. I øvrigt vil udstyret gøre det muligt at forhindre snyd med udbetalinger af pant. Dansk Retursystem A/S vil eje dette udstyr og have ansvaret for den korrekte installering.
Udmøntningen af lovforslaget
Udvalget har modtaget et foreløbigt udkast til bekendtgørelse om indsamling m.v. af emballager til øl og læskedrikke.
Ministeren har oplyst, at det endelige udkast til bekendtgørelse vil blive sendt i offentlig høring, og at det vil blive notificeret til Kommissionen efter informationsproceduredirektivet (Europa-Parlamentet og Rådets direktiver 98/34/EF og 98/48/EF om en informationsprocedure med hensyn til tekniske standarder og forskrifter samt forskrifter for informationssamfundets tjenester) og anmeldt efter bestemmelserne i emballagedirektivet (Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 94/62/EF af 20. december 1994 om emballage og emballageaffald) og, i det omfang reglerne om tilskud m.m. nødvendiggør det, efter Traktatens bestemmelser om statsstøtte.
Bekendtgørelsen
Miljø- og energiministeren har oplyst, at han vil sende udkast til bekendtgørelse til udvalget, når det sendes i høring. Miljø- og energiministeren er indstillet på at drøfte eventuelle spørgsmål vedrørende bekendtgørelsen med udvalget.
Mellemhandlere og grossister
Miljø- og energiministeren har tilkendegivet, at princippet i retursystemet er, at der kun kan betales håndteringsgodtgørelse for rensortering én gang. De emballager, som f.eks. Metro får retur fra de dagligvarebutikker, som får håndteringsgodtgørelse, skal være rensorterede, når de afleveres til Metro. Hvis dagligvarebutikkerne ikke returnerer emballagerne rensorteret til mellemhandleren, er de ikke berettiget til denne håndteringsgodtgørelse. I forbindelse med høringen af bekendtgørelsen vil det blive overvejet, om der skal være yderligere sanktionsmuligheder i en sådan situation.
Hvad angår de særlige administrative forpligtelser, der forventes pålagt mellemhandlere og grossister i forbindelse med registrering og indberetning af data, kan det være rimeligt at yde mellemhandlere et tilskud. Ministeren har på den baggrund stillet ændringsforslag, som giver hjemmel til, at der i givet fald kan udarbejdes en sådan tilskudsordning. Der er ikke på nuværende tidspunkt taget stilling til, hvilke tilskud der skal ydes.
Gebyrer
Miljø- og energiministeren har oplyst, at de gebyrer, der indføres, skal finansiere pant- og retursystemet, og at der ikke er tale om en skat til staten. Med hensyn til gebyrernes størrelse har ministeren tilkendegivet, at den overvejende del af udgifterne til systemet vil blive dækket af et løbende gebyr. Hensigten er både nu, og hvis engangsemballager siden skulle blive tilladt at de tilmeldingsgebyrer, det måtte blive nødvendigt at indføre, ikke bliver så store, at de kan skade de mindre producenters konkurrenceevne. Gebyrerne skal godkendes af ministeren.
4. Indstillinger og politiske bemærkninger
Et flertal i udvalget (udvalget med undtagelse af EL) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.
Venstres, Det Konservative Folkepartis og Centrum-Demokraternes medlemmer af udvalget finder det positivt, at der planlægges og etableres et nyt og tidssvarende pant- og retursystem, der standardiserer og effektiviserer behandlingen af både genbrugsflasker og engangsemballager. Dette system bør sikre en forsvarlig behandling af alle flaske- og dåsetyper, så man minimerer henkastning i naturen eller ressourcespild, fordi emballagen ikke bliver indsamlet, genbrugt eller destrueret forsvarligt.
Venstre, Det Konservative Folkeparti og Centrum-Demokraterne er dog bekymrede over de mange nye bemyndigelser, lovforslaget vil give ministeren. En lang række af de bemyndigelser, som med lovforslaget skal tilfalde ministeren, må anses for aldeles unødvendige. Bemyndigelserne har større betydning for ministerens position over for de handlende og producenterne end for indførelsen af et effektivt retursystem. Det er bekymrende, at ministeren med lovforslaget påkalder sig selv det sidste ord i enhver forhandling med parterne i pant- og retursystemet, hvis samarbejde han i sin egen præsentation af lovforslaget under 1. behandling endda selv priste højt. Det er også bekymrende, at ministeren giver sig ret til at indsamle og opbevare information i langt større omfang end hidtil. Langt mere bekymrende er, at ministeren kan bestemme, om en del af indtægterne skal gå til almennyttige formål. Det lyder ikke meget af non-profit-selskab, men mere af pengetank. Men det mest bekymrende er, at ministeren af egen drift kan opkræve flere gebyrer fra producenterne, hvis han ønsker at dække andre udgifter i systemet. Alt i alt ser dette lovforslag ud til at ændre et udmærket system baseret på god vilje og samarbejde til et tvangssamarbejde styret af ministeren ned i mindste detalje.
Danmark har et godt pant- og retursystem, og derfor er det meget positivt, at ministeren med dette lovforslag moderniserer systemet til fordel for såvel tusinder af butiksdrivende som forbrugerne og dertil nu forbereder systemet til modtagelse af dåser. Det ville være trist, hvis det gode pant- og retursystem blev gidsel i ministerens korstog mod dåser. Venstre, Det Konservative Folkeparti og Centrum-Demokraterne mener, at ministeren burde tage det fulde skridt med lovforslaget og ikke bare forberede til modtagelse af dåser, men helt godkende brug af dåser.
Venstre, Det Konservative Folkeparti og Centrum-Demokraterne vil sluttelig opfordre ministeren til at sikre, at der er en bred repræsentation for såvel dagligvarehandelen som udbydere, dvs. bryggerier og importører, i bestyrelsen for returpantsystemet.
Venstre, Det Konservative Folkeparti og Centrum-Demokraterne er som nævnt af den opfattelse, at det er nødvendigt at indføre et system, der standardiserer og effektiviserer behandlingen af både genbrugsflasker og engangsemballage, bl.a. på baggrund af udviklingen i dåsesagen. Da lovforslaget er det bedst opnåelige, tilslutter Venstre, Det Konservative Folkeparti og Centrum-Demokraterne sig lovforslaget, men vil nøje følge udmøntningen af lovforslaget og specielt udviklingen inden for de nævnte områder.
Dansk Folkepartis medlem af udvalget finder det yderst fornuftigt, at der tilrettelægges og etableres et nyt og tidssvarende pant- og retursystem, der giver en ensartet og effektiv behandling af både genbrugsflasker og engangsemballager. Med et sådant system opnår man en sikker og forsvarlig behandling af alle flaske- og dåsetyper, så man i videst muligt omfang undgår henkastning i naturen eller ressourcespild, fordi emballagen ikke bliver indsamlet, genbrugt eller destrueret forsvarligt.
Kristeligt Folkepartis medlem af udvalget anser det for meget vigtigt at have et pant- og retursystem, der også i fremtiden sikrer en meget høj indsamlingsprocent. Det er ikke mindst vigtigt, at et sådant system er forberedt til at håndtere dåser, hvis dette måtte blive aktuelt, men det er også vigtigt, at det formår at håndtere stadig flere og nye emballagevarianter.
Kristeligt Folkeparti vil ikke have brugte emballager flydende i naturen, men vil heller ikke have dem til at indgå i det almindelige renovationssystem. Vi har i Danmark en god tradition for indsamling af emballager, som Kristeligt Folkeparti gerne vil ikke bare videreføre, men forstærke.
Kristeligt Folkepartis betænkeligheder ved dette lovforslag har især gået på den monopolstilling, som et enkelt selskab får, og som store drikkevareleverandører i Danmark måske kan få forstærket igennem dette returhåndteringsselskab.
Kristeligt Folkeparti henleder derfor opmærksomheden på ministerens svar på spørgsmål nr. 14, der er optrykt som bilag til betænkningen, og henstiller i det hele taget til ministeren i sin indflydelse på returhåndteringselskabet at varetage de små detailhandleres såvel som de små producenters og importørers interesser, bl.a. med henblik på at opnå en god konkurrencesituation på markedet.
Et mindretal i udvalget (EL) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling og vil stemme imod de stillede ændringsforslag.
Enhedslistens medlem af udvalget kan ikke støtte dette lovforslag. Det ikke alene indebærer et knæfald for EU s krav om en dansk åbning for salg af øl og sodavand på dåser, hvilket i sig selv vil undergrave det yderst velfungerende danske returflaskesystem, men også betyde frit løb for alle mulige slags engangsemballager.
Reelt er der tale om en nødlov, der forsøger at opbygge et system, som kan håndtere det kaos, vi står over for, hvilket i sig selv kan være sympatisk nok. Men Enhedslisten ønsker, at den danske modstand mod dåserne og engangsemballagerne i stedet fortsætter og ikke som nu reelt opgives.
I den forbindelse vil Enhedslisten udtrykke kritik af, at den danske regering ikke har gjort mere for at styrke returflaskesystemets miljøaspekter. Således har regeringen afvist Enhedslistens plan for, hvorledes ministeren kunne styrke det danske miljøargument i sagen.
Demokratisk Folkeparti var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.
En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.
5. Ændringsforslag med bemærkninger
Ændringsforslag
Af miljø- og energiministeren, tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af EL)
Til § 1
1) I det under nr. 5 foreslåede § 9 a, stk. 1, indsættes efter nr. 10 som nyt nummer
»11) selskabets dispositioner over midler, der før tildelingen af rettigheder til selskabet efter regler udstedt i medfør af § 9, stk. 3, er opsparet i selskabet.«
[Disposition over opsparede midler]
2) I det under nr. 14 foreslåede § 55 c, stk. 1, indsættes efter 1. pkt. som nyt punktum
»Ministeren kan endvidere fastsætte regler om tilskud til forhandlere til hel eller delvis dækning af udgifter, herunder til anskaffelse af edb, til registrering og videregivelse af oplysninger, der er nødvendige af hensyn til administrationen af pant- og returordningen.«
[Tilskud til forhandlere]
Bemærkninger
Til nr. 1
Der vil kunne forekomme tilfælde, hvor producenter eller importører, der får overdraget administrationen af en offentligt reguleret pant- og returordning efter regler fastsat i medfør af § 9, stk. 3, har drevet en lignende ordning på frivillig basis i tiden før denne overdragelse. Der kan i sådanne tilfælde være opsparet midler under den frivillige ordning, som det pågældende selskab el.lign. ønsker at overføre til den offentligt regulerede ordning og anvende i overensstemmelse med de forudsætninger, som lå til grund for indbetalingerne af midlerne til den frivillige ordning.
Det er tilfældet med Dansk Retursystem A/S, der har drevet en returordning på grundlag af frivillige tilmeldinger og indbetalinger siden den 1. juli 2000, hvor selskabet blev etableret. Under denne frivillige ordning har producenter af genpåfyldelige plastflasker således indbetalt et gebyr til dækning af udgifterne til effektivisering af modtageanlæggene i dagligvarebutikkerne. Dansk Retursystem A/S ønsker at overføre og nyttiggøre disse midler til den returordning, som det er tanken, at selskabet skal administrere efter loven og regler udstedt i medfør heraf.
Ændringsforslaget bemyndiger ministeren til at fastsætte nærmere regler om overførsel og anvendelse af sådanne privat opsparede midler til en offentligt reguleret pant- og returordning.
En overførsel af opsparede midler er frivillig for selskabet m.v. Det forudsættes, at selskabet før en beslutning om overførsel af midler indhenter samtykke fra de producenter og importører, der frivilligt har indbetalt midlerne.
Til nr. 2
I tilfælde, hvor administrationen af en pant- og returordning for emballager henlægges til et selskab efter regler udstedt i medfør af lovens § 9, stk. 3, kan der være behov for, at forhandlere registrerer og videregiver oplysninger til selskabet om emballager, som forhandleren håndterer. Det vil være tilfælde i forbindelse med den ordning, som skal administreres af Dansk Retursystem A/S. Oplysningerne er nødvendige af hensyn til en korrekt gebyropkrævning og udbetalingen af håndteringsgodtgørelse.
Registrerings- og indberetningspligtens omfang, der vil blive fastsat i en bekendtgørelse, vil blive begrænset til det mest nødvendige. Det kan dog ikke udelukkes, at de generelle registrerings- og indberetningsforpligtelser, der vil skulle pålægges nogle forhandlere af hensyn til det samlede systems funktionsdygtighed, først og fremmest mellemhandlere/grossister, vil kunne få et sådant omfang, at det kan forekomme rimeligt at yde disse forhandlere et tilskud til hel eller delvis dækning af de hermed forbundne udgifter. Enkelte forhandlere har fremført, at disse særlige forpligtelser vil medføre en konkurrenceforvridning i forhold til forhandlere uden tilsvarende forpligtelser.
Forslaget giver hjemmel til, at der i givet fald ved bekendtgørelse kan tilvejebringes en tilskudsordning for de berørte forhandlere. Der kan være tale om udgifter til edb-anlæg og -programmer. Kredsen af forhandlere, der skal være berettiget til et tilskud, vil skulle fastlægges nærmere ved udmøntningen af bemyndigelsen ved bekendtgørelse. Det forudsættes, at tilskudsordningen i givet fald finansieres over de gebyrer, som kan opkræves i henhold til regler, der udstedes efter lovens § 53.
Det bemærkes, at der ikke med lovforslaget er taget endelig stilling til, hvilke udgifter tilskuddet i givet fald skal dække i forbindelse med ordningen vedrørende Dansk Retursystem A/S. Tilskudsordningen vil kunne være omfattet af Traktatens statsstøttebestemmelser, og ordningen vil i så fald skulle notificeres til og godkendes af Kommissionen.
Martin Glerup (S) Pernille Blach Hansen (S) Inger Bierbaum (S) Lis Greibe (S) Niels Bloch Jespersen (S) Jørn Jespersen (SF) fmd. Ebbe Kalnæs (CD) Vibeke Peschardt (RV) Søren Kolstrup (EL) Hans Christian Schmidt (V) Bodil Thrane (V) Jørgen Winther (V) Jens Vibjerg (V) Henriette Kjær (KF) nfmd. Eva Møller (KF) Svend Aage Fauerholdt (DF) Ole M. Nielsen (KRF)
Demokratisk Folkeparti havde ikke medlemmer i udvalget.
Folketingets sammensætning
Socialdemokratiet (S)
64
*
Det Radikale Venstre (RV)
7
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)
43
*
Enhedslisten (EL)
5
Det Konservative Folkeparti (KF)
17
**
Kristeligt Folkeparti (KRF)
4
Socialistisk Folkeparti (SF)
13
Demokratisk Folkeparti (DMF)
1
Dansk Folkeparti (DF)
10
Valgt på Færøerne (FÆR)
1
Centrum-Demokraterne (CD)
8
Uden for partierne (UP)
6
*
Heraf 1 medlem valgt i Grønland
**
Heraf 1 medlem valgt på Færøerne