Betænkning over Forslag til lov om sociale klausuler på offentlige tilskudsområder
Statutory Text (2 Articles)
Bilag 1
Oversigt over bilag vedrørende L 149
Bilagsnr.
Titel
1
Høringssvar samt socialministerens kommentarer til de enkelte svar
2
Tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
3
Spm. 1 om redegørelse for, hvordan undervisningsministeren konkret vil udmønte sine bemyndigelser, til socialministeren
Spm. 2, om ministeren vil udtage foreninger af lovforslagets § 2, til socialministeren
4
Spm. 3, om tilskud ydet med hjemmel i folkeoplysningsloven er omfattet af lovforslagets § 2, til socialministeren
5
Ændringsforslag fra socialministeren
6
Svar på spm. 1 om redegørelse for, hvordan undervisningsministeren konkret vil udmønte sine bemyndigelser, fra socialministeren
Svar på spm. 2, om ministeren vil udtage foreninger af lovforslagets § 2, fra socialministeren
7
Ændringsforslag fra socialministeren
8
1. udkast til betænkning
9
Svar på spm. 3, om tilskud ydet med hjemmel i folkeoplysningsloven er omfattet af lovforslagets § 2, fra socialministeren
10
Ændringsforslag fra socialministeren
11
Bemærkninger til lovforslaget, fra socialministeren
12
2. udkast til betænkning
Betænkning afgivet af Socialudvalget den 29. marts 2001
Betænkning
over
Forslag til lov om sociale klausuler på offentlige tilskudsområder
[af socialministeren (Henrik Dam Kristensen)]
1. Ændringsforslag
Socialministeren har stillet 2 ændringsforslag til lovforslaget.
2. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 31. januar 2001 og var til 1. behandling den 21. februar 2001. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Socialudvalget.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 4 møder.
Spørgsmål
Udvalget har stillet 3 spørgsmål til socialministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.
Uddybende bemærkninger om sociale klausuler
Socialministeren har oplyst, at en social klausul ikke nødvendigvis skal gå ud på, at tilskudsmodtageren skal ansætte en eller flere personer i fleksjob, skånejob, jobtræning eller andre erhvervsfremmende foranstaltninger, men kan også gå ud på, at tilskudsmodtageren f.eks. skal formulere en etnisk personalepolitik eller udfylde dele af det sociale indeks. Det sociale indeks er en metode til at måle virksomhedens sociale ansvar.
Det vil ikke være hensigtsmæssigt at stille sociale klausuler, hvis tilskudsmodtageren har færre end 5 fultidsansatte på ordinære vilkår. Der vil således ikke blive stillet sociale klausuler over for små foreninger, der alene drives af frivillig arbejdskraft.
Der skal være overensstemmelse mellem tilskuddets størrelse, foreningens virke og en eventuel social klausul. Ved den konkrete tildeling af tilskud skal tilskudsgiveren derfor først vurdere, om det overhovedet er hensigtsmæssigt at stille en social klausul og i givet fald, hvilken social klausul der bedst vil kunne bruges i forhold til tilskudsmodtageren. Det vil f.eks. ikke være hensigtsmæssigt at stille en social klausul gående ud på, at tilskudsmodtageren skal ansætte en person i fleksjob ved næste jobansættelse, hvis organisationen på grund af sin størrelse, herunder antallet af ansatte, ikke uden uforholdsmæssigt besvær kan administrere en sådan ordning.
Loven vil blive fulgt af Socialministeriet med henblik på administrationen og den konkrete anvendelse af sociale klausuler, herunder om dette giver anledning til uhensigtsmæssigheder i forhold til visse tilskudsmodtagere.
3. Indstillinger og politiske bemærkninger
Et flertal i udvalget (udvalget med undtagelse af DF) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af socialministeren stillede ændringsforslag.
Enhedslisten er modstander af tvang, men bestemt tilhænger af et rummeligt arbejdsmarked. Det er naturligt, at man kan stille krav om sociale hensyn, når man giver offentlige tilskud. Enhedslisten ser gerne en videre udvikling, således at man f.eks. ved offentlige byggerier stiller krav om, at der ansættes ledige og personer med skånebehov som en forudsætning for en kontraktindgåelse. Lovforslaget om sociale klausuler er et skridt i den rigtige retning.
Et mindretal i udvalget (DF) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling og vil stemme imod de af socialministeren stillede ændringsforslag.
Dansk Folkeparti finder det stærkt kritisabelt, at udvalget først har modtaget høringssvarene den 23. februar 2001 samme dag, som lovforslaget blev førstebehandlet på trods af, at Dansk Folkeparti gentagne gange har bedt om at få dem oversendt, og på trods af, at Socialudvalget og ministeriet har en aftale om, at høringssvar så vidt muligt skal foreligge inden 1. behandling. Høringssvarene er tillige dateret i november eller december 2000, oven i købet med bemærkninger fra de høringsberettigede om, at høringsfristen har været for kort. Dette er urimeligt over for de høringsberettigede og påvirker lovkvaliteten.
Dansk Folkeparti finder det uacceptabelt, at formålet med dette lovforslag er at skaffe stat, amter og kommuner hjemmel til at stille krav om, at der indføres sociale klausuler som vilkår for at yde offentlige tilskud til foreninger, fonde og selskaber.
Tillige får undervisningsministeren meget vidtgående bemyndigelser til at kræve sociale klausuler indført i forbindelse med private og selvejende uddannelsesinstitutioner.
Det vil i realiteten sige, at den offentlige tilskudskasse kan smækkes i med et brag, hvis tilskudsmodtagerne ikke kan eller vil opfylde de pålagte sociale klausuler.
Forslaget er et led i aftalen om finansloven for 2000, hvor et af aftalepunkterne er anvendelse af sociale klausuler i forbindelse med det rummelige arbejdsmarked, og lovforslaget skal derfor også ses som et led i førtidspensionsreformen. I den forbindelse frygter Dansk Folkeparti, at mange svage med en meget lille arbejdsevne presses ud i beskæftigelse på f.eks. uddannelsesinstitutioner. Regeringen er meget opsat på at nå målsætningen om, at 3,5 pct. af de ansatte skal være af beskæftigede på særlige vilkår i de uddannelsesinstitutioner, der modtager statstilskud.
Dansk Folkeparti er derfor enig i høringssvaret fra De Samvirkende Invalideorganisationer, der tager afstand fra den type sociale klausuler, der gør det muligt at fastsætte en kvote eller lignende for f.eks., hvor mange ansatte på særlige vilkår der skal være i en virksomhed eller organisation som forudsætning for, at de kan modtage tilskud eller blive udvalgt til løsning af en bestemt opgave.
De Samvirkende Invalideorganisationer har generelt den holdning, at man ikke skal indføre regelsystemer, der via negative incitamenter som f.eks. tvang har til hensigt at implementere et socialt ansvar. Det gælder både i forhold til private eller offentlige virksomheder og til frivillige organisationer m.v. Det er De Samvirkende Invalideorganisationers vurdering og internationale erfaring, at brug af tvangsmæssige foranstaltninger ikke skaber gode arbejdsbetingelser for de ansatte uanset ansættelsesform. Det tyder heller ikke på, at de tvangsmæssige foranstaltninger, man kender fra udlandet, skaber bedre resultater, end vi hidtil har set i Danmark nok snarere tværtimod.
Dansk Folkeparti mener i øvrigt, at det vil være meget administrativt krævende og næsten umuligt at kontrollere, om de krav, der ligger i de social klausuler, bliver opfyldt, og at lovforslaget vil medføre økonomiske konsekvenser.
Demokratisk Folkeparti var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.
En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.
Ændringsforslag
Af socialministeren, tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af DF)
Til § 3
1) Paragraffen affattes således
»§ 3. Loven træder i kraft den 15. maj 2001 og har virkning for afgørelse om tildeling af tilskud, der træffes den 15. maj 2001 eller senere. «
[Ændring af ikrafttrædelsesdatoen]
Til § 7
2) I den under nr. 1 foreslåede § 6 a ændres »handelsskoler« til: »handelshøjskoler«.
[Lovteknisk ændring som følge af trykfejl i det fremsatte lovforslag]
Bemærkninger
Til nr. 1
Ændringsforslaget er nødvendigt, da det kan forudses, at loven ikke vil kunne træde i kraft til den oprindeligt foreslåede dato.
Til nr. 2
Ændringsforslaget er nødvendigt som følge af en trykfejl i det fremsatte lovforslag. Handelsskoler er ikke omfattet af lov om handelshøjskoler og handelshøjskoleafdelinger, men derimod af lov om erhvervsskoler, der foreslås ændret ved lovforslagets § 9, nr. 1.
Jørn Pedersen (S) Inger Bierbaum (S) Karen J. Klint (S) Grete Schødts (S) Jytte Andersen (S) Villy Søvndal (SF) fmd. Yvonne Herløv Andersen (CD) Anders Samuelsen (RV) Jette Gottlieb (EL) Erik Larsen (V) Else Winther Andersen (V) Tove Fergo (V) Eva Kjer Hansen (V) Pia Christmas-Møller (KF) Knud Erik Kirkegaard (KF) Aase D. Madsen (DF) Tove Videbæk (KRF) nfmd.
Demokratisk Folkeparti havde ikke medlemmer i udvalget.
Folketingets sammensætning
Socialdemokratiet (S)
64
*
Det Radikale Venstre (RV)
7
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)
43
*
Enhedslisten (EL)
5
Det Konservative Folkeparti (KF)
17
**
Kristeligt Folkeparti (KRF)
4
Socialistisk Folkeparti (SF)
13
Valgt på Færøerne (FÆR)
1
Dansk Folkeparti (DF)
10
Demokratisk Folkeparti (DMF)
1
Centrum-Demokraterne (CD)
8
Uden for partierne (UP)
6
*
Heraf 1 medlem valgt i Grønland
**
Heraf 1 medlem valgt på Færøerne