Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om VækstFonden og ligningsloven
Statutory Text (3 Articles)
Bilag 1
Bilagsoversigt
Bilagsnr.
Titel
1
Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren
2
Ændringsforslag til 2. behandling, fra erhvervsministeren
3
Udkast til betænkning
4
Spm. 1 om VækstFonden, til erhvervsministeren
Spm. 2 om våben-, tobaks-, alkohol- og medicinalindustrien, til erhvervsministeren
Spm. 3 om lovens anvendelsesområde, til erhvervsministeren
5
Spm. 4 om teknisk bistand til udformning af et ændringsforslag, til erhvervsministeren
6
Svar på spm. 1 om VækstFonden, fra erhvervsministeren
Svar på spm. 2 om våben-, tobaks-, alkohol- og medicinalindustrien, fra erhvervsministeren
Svar på spm. 3 om lovens anvendelsesområde, fra erhvervsministeren
7
Svar på spm. 4 om teknisk bistand til udformning af et ændringsforslag, fra erhvervsministeren
8
Spm. 5 om, hvordan VækstFonden med sine tilbud når ud til iværksættere og virksomheder med finansieringsbehov, til erhvervsministeren
9
2. udkast til betænkning
10
Henvendelse fra International Opera Challenge
11
Spm. 6 om kommentar til henvendelsen fra International Opera Challenge, til erhvervsministeren
12
VækstFondens forretningsplan for 2001
13
Svar på spm. 6 om kommentar til henvendelsen fra International Opera Challenge, fra erhvervsministeren
14
Svar på spm. 5 om, hvordan VækstFonden med sine tilbud når ud til iværksættere og virksomheder med finansieringsbehov, fra erhvervsministeren
15
Ændringsforslag til 2. behandling, fra erhvervsministeren
16
3. udkast til betænkning
17
4. udkast til betænkning
18
Spm. 7 om konsekvenserne for finansiering af EUREKA-projekter ved en vedtagelse af Kristeligt Folkepartis ændringsforslag, til erhvervsministeren
Spm. 8 om, hvilke muligheder mindre virksomheder har for at gå sammen med universiteter og forskningsinstitutioner om EUREKA-projekter, hvis Kristeligt Folkepartis ændringsforslag bliver vedtaget, til erhvervsministeren
19
5. udkast til betænkning
20
Svar på spm. 7 om konsekvenserne for finansiering af EUREKA-projekter ved en vedtagelse af Kristeligt Folkepartis ændringsforslag, fra erhvervsministeren
Svar på spm. 8 om, hvilke muligheder mindre virksomheder har for at gå sammen med universiteter og forskningsinstitutioner om EUREKA-projekter, hvis Kristeligt Folkepartis ændringsforslag bliver vedtaget, fra erhvervsministeren
Bilag 2
Et af udvalgets spørgsmål og erhvervsministerens svar
Spørgsmål og svar er optrykt efter ønske fra KRF.
Spørgsmål 5
Ministeren bedes beskrive, hvordan VækstFonden med sine tilbud når ud til iværksættere og virksomheder med finansieringsbehov i landets yderste hjørner, så en idés succesrige udnyttelse ikke afhænger af, om dens ophavsmand bor i Thisted, Tønder, Gedser eller Århus.
Svar
VækstFonden skal bidrage til at fremme innovation og fornyelse overalt i landet. Fonden har til opgave at være katalysator og bidrage til at sætte udviklingsaktiviteter i gang, som ellers ikke ville blive igangsat, eller som vil blive fremskyndet væsentligt som følge af Fondens medfinansiering. Den konkrete vurdering af ansøgninger om medfinansiering sker ud fra en vurdering af perspektiverne i de enkelte projekter. VækstFonden skal ses som et led i en større kæde af tilbud fra det offentlige erhvervsfremmesystem. Alle bidrager til formidling af information om de relevante tilbud. VækstFonden indgår f.eks. i samarbejde med de teknologiske informationscentre (TIC). Disse centre kan i deres daglige arbejde kombinere deres viden om VækstFonden med kendskabet til lokalområdet og dermed give den enkelte virksomhed og iværksætter konkret og anvendelig information om hvilke af VækstFondens tilbud der kan være relevante. VækstFonden har også et veludbygget samarbejde med lokale erhvervschefer, uddannelsesinstitutioner, revisorer og andre virksomhedsrådgivere. Samarbejdet består bl.a. i afholdelse af møder og en løbende fremsendelse af information af generel interesse. Via dette samarbejde kan den enkelte virksomhed og iværksætter både få kendskab til VækstFondens tilbud og få formidlet en kontakt til Fonden.
VækstFonden er opmærksom på, at mindre virksomheder og iværksættere i områder, som er beliggende i landets fjernere egne, kan opleve den geografiske afstand som en ekstra barriere, som skal overvindes ud over de øvrige barrierer, der er forbundet med at starte en udviklingsaktivitet. VækstFonden har på denne baggrund hidtil anvendt forholdsmæssigt mange ressourcer til informations- og mødeaktivitet, som kunne bidrage til overvindelsen af disse barrierer.
VækstFonden har forsat mulighed for at give en særlig prioritet til informationsaktiviteter til fordel for iværksættere og andre virksomheder, som bor i fjernere geografiske områder. Desuden er VækstFonden åben over for forslag til, hvordan informationsformidlingen og dialogen kan gøres bedre.
Medfinansieringen af de konkrete aktiviteter skal som nævnt ske ud fra en vurdering af projekternes perspektiv. Men som nævnt i besvarelsen af spørgsmål 3 fremgår det af bemærkningerne til § 1, nr. 3 og 4, at VækstFonden skal kunne medfinansiere udviklingsselskaber, der tilføres kapital og kompetence til udvikling i et geografisk afgrænset område. Dette er en ny mulighed for, at Fonden kan bidrage til udnyttelse af specifikke lokale kompetencer. Som i de andre tilfælde er det selvfølgelig Fondens bestyrelse, der tager stilling til de konkrete ansøgninger.
Betænkning afgivet af Erhvervsudvalget den 1. februar 2001
Betænkning
over
Forslag til lov om ændring af lov om VækstFonden og ligningsloven
(Udvidelse af VækstFondens muligheder for at yde medfinansiering til enkeltvirksomheder og udviklingsselskaber og visse muligheder for at yde medfinansiering til virksomheder, der ikke er små og mellemstore)
[af erhvervsministeren (Pia Gjellerup)]
1. Ændringsforslag
Der er stillet 3 ændringsforslag til lovforslaget. Erhvervsministeren har stillet ændringsforslag nr. 3, Venstres og Det Konservative Folkepartis medlemmer af udvalget har stillet ændringsforslag nr. 2, og Enhedslistens medlem af udvalget har stillet ændringsforslag nr. 1.
2. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 25. oktober 2000 og var til 1. behandling den 17. november 2000. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Erhvervsudvalget.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 6 møder.
Skriftlige henvendelser
Udvalget har i forbindelse med udvalgsarbejdet modtaget en skriftlig henvendelse fra International Opera Challenge. Erhvervsministeren har over for udvalget kommenteret den skriftlige henvendelse.
Spørgsmål
Udvalget har stillet 8 spørgsmål til erhvervsministeren til skriftlig besvarelse. Et af udvalgets spørgsmål til erhvervsministeren og dennes svar herpå er optrykt som bilag til betænkningen.
3. Indstillinger og politiske bemærkninger
Et flertal i udvalget (S, SF, RV, EL og KRF) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de under nr. 1 og 3 stillede ændringsforslag.
Et mindretal i udvalget (V, KF, CD og FRI) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de under nr. 2 og 3 stillede ændringsforslag. Mindretallet vil stemme imod det under nr. 1 stillede ændringsforslag.
Et andet mindretal i udvalget (DF) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling og vil stemme imod de stillede ændringsforslag.
DF ønsker, at der skabes de bedste betingelser for etablering af nye iværksættere.
Skal Danmark være i superligaen med hensyn til at skabe nye virksomheder inden for IT, innovation, forskning og udvikling, må og skal alle gode initiativer støttes.
I stedet for direkte statsstøtte som DF er imod burde der findes andre løsningsmodeller til at støtte opstart af nye virksomheder, f.eks. skattefrihed de første leveår og langt bedre afskrivningsregler. DF kan ikke støtte lovforslaget.
En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.
Demokratisk Folkeparti var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.
4. Ændringsforslag med bemærkninger
Ændringsforslag
Til § 1
Af et mindretal (EL), tiltrådt af et mindretal (S, SF, RV og KRF)
1) Efter nr. 1 indsættes som nyt nummer
»01. I § 1, stk. 2, indsættes efter 1. pkt. som nyt punktum
»Det skal indgå som et positivt element i vurderingen af ansøgninger om medfinansiering af udviklingsprojekter som nævnt i § 2, stk. 1, og udviklingsselskaber som nævnt i § 2, stk. 2, hvis ansøgere kan dokumentere, at der er tale om udvikling af et mere miljøvenligt produkt eller produktionsproces, eller at der er tale om et økologisk alternativ.««
[Miljø indsættes som positivt vurderingselement]
Af et mindretal (V og KF), tiltrådt af et mindretal (CD og FRI)
2) Nr. 6 affattes således
»6. § 2, stk. 7, affattes således
»Stk. 7. Til medfinansiering af udviklingsaktiviteter kan VækstFonden anvende et eller flere af følgende finansieringsinstrumenter
a) Tilskud.
b) Lån med forskellige former for tilbagebetalingsvilkår.
c) Garantier.
d) Andre lignende finansieringsinstrumenter, hvorom erhvervsministeren fastsætter nærmere bestemmelser efter forslag fra VækstFonden.««
[Muligheden for at benytte kapitalindskud som finansieringsinstrument udgår]
Af erhvervsministeren, tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af DF)
3) Efter nr. 10 indsættes som nyt nummer
»02. I § 3, stk. 5, ændres »1,75 mia. kr.« til: »1,70 mia. kr.««
[Nedsættelse af kravet til VækstFondens egenkapital]
Bemærkninger
Til nr. 1
I henhold til den gældende lov skal miljømæssige og etiske aspekter inddrages i vurderingen af projekterne ved, at ansøgere skal oplyse, hvilke etiske og miljømæssige overvejelser de har gjort sig om de aktiviteter, der søges medfinansieret.
Det foreslås nu i lovgivningen fastsat, at der skal gives en positiv særbehandling til ansøgninger, hvor det i forhold til sammenlignelige ansøgninger kan dokumenteres, at der er tale om et mere miljøvenligt produkt eller produktionsproces, eller der er tale om et økologisk alternativ.
Kravet skal gælde både i forhold til de enkelte udviklingsprojekter, som VækstFonden typisk medfinansierer i form af lån eller kapitalindskud til den enkelte virksomhed og i forhold til de udviklingsselskaber, som medfinansieres af VækstFonden og herefter tilfører kapital og kompetence til enkeltvirksomheder. For så vidt angår udviklingsselskaberne, skal kravet forstås således, at det vil indgå som et positivt element i vurderingen, hvis udviklingsselskaberne har til formål at tilføre kapital til virksomheder, der udvikler mere miljøvenlige produkter, produktionsprocesser eller økologiske alternativer.
For lånegarantier, der administreres i bankerne efter standardiserede procedurer, skal der gives oplysninger om ansøgers etiske og miljømæssige overvejelser vedrørende de aktiviteter, der søges medfinansieret.
Til nr. 2
Ændringsforslaget medfører, at VækstFondens mulighed for at benytte kapitalindskud, herunder erhvervelse af aktier, som finansieringsinstrument udgår.
Til nr. 3
Det fremgår af den gældende lov, at bestyrelsen i forvaltningen af fondens midler skal sigte mod, at egenkapitalen udgør mindst 1,75 mia. kr. Det indgår i aftalen om finansloven for 2001, at regeringen vil opfordre VækstFonden til at tage initiativer til at tilføre venturekapital til filmbranchen. På basis af de konkrete forretningsmuligheder, der kan udvikles og modnes i samarbejde med private investorer, vil det være op til VækstFondens bestyrelse at træffe afgørelse om medfinansiering til filmområdet.
For at sikre, at den øgede tilførsel af offentlig venturekapital til filmområdet ikke umiddelbart indebærer en lavere prioritering af VækstFondens øvrige arbejde, foreslås en mindre nedsættelse af kravet til størrelsen af den egenkapital, som fonden skal sigte mod at have.
Sonja Mikkelsen (S) nfmd. Ole Vagn Christensen (S) Grete Schødts (S) Jeppe Kofod (S) Bjarne Laustsen (S) Ole Sohn (SF) Sonja Albrink (CD) Morten Helveg Petersen (RV) Frank Aaen (EL) Svend Erik Hovmand (V) Pia Larsen (V) Kim Andersen (V) Peter Brixtofte (V) fmd. Pernille Sams (KF) Kirsten Jacobsen (FRI) Egil Møller (DF) Ole M. Nielsen (KRF)
Demokratisk Folkeparti havde ikke medlemmer i udvalget.
Folketingets sammensætning
Socialdemokratiet (S)
64
*
Enhedslisten (EL)
5
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)
43
*
Kristeligt Folkeparti (KRF)
4
Det Konservative Folkeparti (KF)
16
**
Frihed 2000 (FRI)
4
Socialistisk Folkeparti (SF)
13
Valgt på Færøerne (FÆR)
1
Dansk Folkeparti (DF)
10
Demokratisk Folkeparti
1
Centrum-Demokraterne (CD)
8
Uden for Partierne (UP)
3
Det Radikale Venstre (RV)
7
*
Heraf 1 medlem valgt i Grønland
**
Heraf 1 medlem valgt på Færøerne