Forslag til Lov om ændring af retsplejeloven

Bilag 1

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering

Lovforslaget

§ 1

I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 857 af 12. september 2000, som ændret ved § 2 i lov nr. 433 af 31. maj 2000 og § 2 i lov nr. 106 af 13. februar 2001, foretages følgende ændring

1. § 312, stk. 2, affattes således

»Stk. 2. Udgifter, der ikke har været fornødne for sagens forsvarlige udførelse, erstattes ikke. Hvilke udgifter der i det givne tilfælde har været fornødne, afgør retten efter sit skøn. Som udgangspunkt lægges parternes opgørelse over deres respektive udgifter ved sagens førelse til grund. Retten vurderer, hvem der er nærmest til at bære omkostningerne ved sagens førelse, og der træffes en refusionsafgørelse i overensstemmelse hermed, jf. stk. 1 og 4 og § 316. Udgifter til anvendelse af retsstenografer erstattes, når anvendelsen efter rettens skøn i den foreliggende sag har været velbegrundet. Udgifter til forkyndelse af de afgørelser, der er nævnt i § 219, stk. 4, erstattes ikke, medmindre det må antages, at sagsøgte har forsøgt at unddrage sig forkyndelsen. Refusionsbeløbet ansættes under ét til en rund sum, således at udgifterne så vidt muligt erstattes fuldt ud.«

Bilag 2

»Domstolenes fornemmelse for omkostninger« i »Advokaten« 7/2000

Af advokat Michael Dreyer, Køge

Domstolene ønsker at stramme op på den samlede gennemløbstid for retssager, hvilket er prisværdigt. I forbindelse med forsøgene på en stramning har man nu startet et forsøgsprojekt ved forskellige udvalgte embeder. Et centralt element i bestræbelserne er en udstrakt brug af reglen i Rpl. § 355. Reglen har ved en lang række embeder i snart lang tid været anvendt på en måde, der synes at dokumentere, at domstolene ikke har megen forståelse for det gamle ordsprog om, at tid er penge.

I større indviklede sager samt i sager, hvor parterne ikke kan enes om udmeldelse af syn og skøn eller lignende, er brugen af § 355 særdeles gavnlig, navnlig i disse tider, hvor vi ved de fleste retter ikke længere har mulighed for en (kortere) drøftelse af problemerne ved »ordinær ret«.

I navnlig inkassosager er brugen af § 355 imidlertid generelt yderst uheldig. Som det skal påvises nedenfor er det urimeligt at »straffe« sagsøger økonomisk, blot fordi sagsøgte (debitor) er selvmøder.

Ved mange retter benyttes den trafik, at straks det viser sig, at sagsøgte er selvmøder, berammes et § 355-møde. Det er fra retternes side bestemt ikke velset, hvis det ikke er den advokat, der eventuelt senere skal domsforhandle sagen, der møder. Der kan således som udgangspunkt ikke mødes ved lokal advokat. Nogle dommere forlanger oven i købet, at også sagsøger selv skal møde »med henblik på eventuelt at opnå forlig med det samme.«

Nu har vi så fået det nye pilotprojekt, hvori det anføres, at alle sager går til skriftlig forberedelse, og som hovedregel skal der afholdes § 355-møde 6-8 uger efter sagens modtagelse. Dette ville man kunne leve med, såfremt der blot kunne gives møde ved en lokal advokat. Er der imidlertid advokat på begge sider, burde sagsforberedelsen køreplanen som altovervejende hovedregel kunne tilrettelægges skriftligt eller eventuelt pr. telefon. Denne mulighed nævnes i projektet kun som en undtagelse fra hovedreglen.

Mange inkassosager (men også ganske mange andre sager) drejer sig om beløb, der ikke er voldsomt store. Disse mindre retssager tåler ikke § 355-møder, medmindre retterne får en bedre forståelse for omkostninger. Lad mig illustrere dette

Tager vi en tvist om 5.000 kr., følger det af oversigten fra Østre- og Vestre Landsret fra februar 2000, at omkostningerne, hvis sagen afsluttes ved udeblivelse eller i første retsmøde, andrager 1.100 kr. ekskl. moms og retsafgift. Vi tænker os nu, at jeg, der har kontor i Køge, får en inkassosag ved retten i Frederikssund (undskyld Frederikssund). Ved sagens modtagelse er der et kort møde med kreditor. Sekretæren skal herefter indtaste sagen i sit anlæg. Der skal udskrives rykker og anerkendelsesskrivelse. Senere skal udfærdiges en stævning, der med følgebrev skal sendes til retten. Sagsøgte er selvmøder og skriver, at han intet skylder. Han begrunder eventuelt også dette synspunkt. Dette svarskrift medfører efter hidtidig praksis en replik, ofte efter at sagsøger har været konsulteret først.

På nuværende tidspunkt er der brugt mindst en halv sekretærtime og en halv til en hel advokattime. Afhængigt af, hvor i landet vi befinder os, betyder dette en omkostning på omkring 1.000 kr.

Nu indkalder retten til § 355 møde, hvor det forventes, at advokaten skal møde. Da jeg som anført bor i Køge, betyder det en køretur på 2 x 50 km = 240 kr. i kørepenge. Turen varer 2½ time frem og tilbage. Inden vi kommer ind og retsmødet er færdigt, er der gået yderligere en halv time i alt 30 timer = omkring 4.500 kr.

Da parterne ikke kunne enes, skal sagen domsforhandles. Domsforhandlingen skal forberedes. Det tager måske 1 time, og den varer lavt sat 1½ time, hvortil kommer transport med igen 2½ time samt kørepenge som ovenfor = rundt regnet 7.000 kr. Jeg har herved ikke engang medregnet den sekretærtid, der yderligere er medgået.

Det samlede regnestykke bliver omkostninger for sagsøger på cirka 12.500 kr. Efter landsretternes tabel får sagsøger i proceduresalær tilkendt 5.000 kr., samt måske lidt for § 355 mødet.

Jeg røber næppe nogen hemmelighed ved at sige, at det er ganske vanskeligt at forklare sagsøger, at han ganske vist vandt helt og holdent, men at han må nøjes med ærens palmer og den tvivlsomme glæde at skulle betale sin advokat de 7.000 kr., der kommer til at mangle, når de tilkendte omkostninger trækkes fra advokatens regning. Var sagen blevet afsluttet i § 355-mødet, var det gået sagsøger næsten lige så galt. Han ville da være blevet tilkendt omkring 1.100 kr., medens hans omkostninger havde været på cirka 5.500 kr.

Man vil måske hævde, at køretiden på 5 timer i eksemplet ikke skal koste alverden i advokathonorar, eller at sagen fra starten kunne være sendt til en lokal kollega. Hvad angår køretiden skal jeg bemærke, at i den tid, der går på landevejen, kan advokaten ikke lave noget andet, og da døgnet stadig kun har 24 timer, er tiden endegyldigt mistet, og tid er penge. Det andet synspunkt har en vis vægt, der tager til i styrke jo længere væk sagen skal foregå. Det bør dog imidlertid være således at en sagsøger som udgangspunkt kan få sin egen advokat til at møde, og i langt de fleste tilfælde vil klientens sager da også foregå inden for en rimelig afstand. Jeg føler, at 50 km klart må ligge inden for den afstand til en domstol, hvor sagsøger med rette må have ret til at benytte den advokat, han kender og normalt benytter. 50 km kan endog blive inden for egen retskreds, hvis man, som det har været nævnt, i en ikke fjern fremtid eksempelvis lægger retten i Store Heddinge ind under retten i Roskilde.

Som det ses af eksemplet, er det ikke mindst § 355 mødet, der ødelægger økonomien.

For at løse problemerne skal der efter min opfattelse ske følgende

1) Inkasso- og proceduretaksterne skal i alle sager under nogle hundrede tusinde ændres radikalt opad. De tal, vi ser i domstolenes tabeller, er, så længe jeg kan huske, kun ændret hårfint. I udgangspunktet har procedure altid været usselt betalt, og salærernes stigningstakt har end ikke fulgt pristallet. Er sagsgenstanden under nogle hundrede tusinde, er der ikke økonomisk baggrund for at give sagen den behandling, den mange gange skal have.

2) Retterne bør kun rent undtagelsesvis forlange § 355 møde, hvis sagsøgte er repræsenteret af advokat.

3) Er sagsøgte selvmøder, bør udgangspunktet være det samme. Fornemmer retten, at sagen ikke bliver rigtigt behandlet på denne måde, bør retten i stedet for et § 355 møde beskikke advokat for sagsøgte. Et sådant ønske er rimeligt, idet den omstændighed, at sagsøgte vælger at møde selv, under ingen omstændighed bør koste sagsøger penge. Skulle man af fiskale grunde ikke mene at kunne beskikke advokat, mener jeg, at konsekvensen bør være, at sagen blot gennemføres med den mangelfulde sagsbehandling fra sagsøgtes side, idet sagsøgte så selv må bære risikoen for, at han har valgt at møde uden advokat.

4) Fristen for afgivelse af svarskrift bør være således, at svarskriftet skal være indleveret til retten senest 4 uger fra sagens modtagelse i retten. Retten bør forpligtes til senest en uge efter sidste rettidige dato for afgivelse af svarskrift at afsige udeblivelsesdom, hvis svarskriftet ikke er kommet. Jeg har jævnligt oplevet, at der på dette stade af sagen går ganske lang tid, inden stemplet med U-dom benyttes.

Det hedder i anbefalingerne til de retter, der deltager i pilotprojektet, at for at nedsætte sagens behandlingstid bør der altid knyttes udeblivelsesvirkning til manglende rettidig afgivelse af skriftlige indlæg, og der anbefales en svartid for skriftlige indlæg på 3 uger.

Mit sidste forslag til at fremme sagshastigheden er nærmest ment som en provokation, hvis hensigt er at få dommerne til at anskue problemerne fra en måske noget uvant synsvinkel: Mit forslag går ud på, at retterne også bør have en ubetinget frist på 3 uger til at komme med deres skriftlige indlæg (læs: dommen). Manglende overholdelse bør medføre en art udeblivelsesvirkning, der kunne bestå i, at retten betalte »udeblivelsesomkostninger« med eksempelvis 1% af sagsgenstanden pr. dag udeblivelsen varer, idet disse omkostninger udbetales af statskassen (eller af dommeren personligt!???) til parterne med halvdelen til hver.

Springer en frist for en advokat, medfører det udeblivelsesvirkning. Det vil i praksis sige, at advokaten over for sin klient er ansvarlig for de (mer)omkostninger, der er konsekvensen af en udeblivelse/afvisning. Advokaten får imidlertid straks sagen genoptaget, så i relation til selve sagen og klienten får udeblivelsen i bedste fald ingen konsekvens. I værste fald betyder udeblivelsesvirkningen, at sagen blot kommer til at leve længere tid i systemet (derved at den bliver anlagt på ny eller genoptaget), hvilket er stik imod hensigten. Konklusionen er således, at udeblivelse i realiteten blot er en »bøde« til advokaten.

Det er i orden at give advokaten en bøde for at oversidde en frist, men retterne burde også selv prøve, at det kan have konsekvenser at oversidde en frist. Jeg har oplevet overskridelse af 6 ugers fristen, uden at det har de ringeste konsekvenser for dommeren og hvorfor skal retterne have dobbelt så lang tid som advokaterne? Er det, fordi de (kun) arbejder halvt så hurtigt?

Da udeblivelse under skriftvekslingen i de sager, der behandles af advokat alene har pønal betydning, burde man for ikke at sinke sagerne i stedet for udeblivelse/afvisning have hjemmel til at pålægge advokaten en bøde med et fast beløb pr. dag, forsinkelsen varer. Varetager en part derimod selv sin sags førelse, benyttes de almindelige regler om udeblivelse/afvisning.

Den samlede konklusion er således, at brugen af § 355 skal indskrænkes i stedet for at udvides, man bør ændre retsplejelovens regler om udeblivelse og i stedet give advokater og dommere en dagbøde for forsinkelse, og endelig bør domstolenes salærtakster for retssagsbehandling ændres betydeligt i opadgående retning.

§ 2

Justitsministeren fastsætter tidspunktet for lovens ikrafttræden. Reglerne får virkning for søgsmål anlagt efter den 5. april 2001.

Bemærkninger til lovforslaget

1. Indledning

Ved lovforslaget ændres retsplejelovens sagsomkostningsregler fastsat i kapitel 30 således, at det ikke længere vil være op til dommeren at træffe afgørelse om størrelsen af sagsomkostningerne ud fra et skøn, der i dag som udgangspunkt ifølge retspraksis sættes i forhold til størrelsen af sagsgenstanden (jf. § 228). Efter lovforslaget vil dommeren ved sin afgørelse skulle tage udgangspunkt i de konkrete regninger for sagsomkostninger, som vil blive fremlagt under den afsluttende domsforhandling. Som hidtil vil dommeren i de sager, hvor der bliver givet delvis medhold, hvor sagen hæves eller der indgås forlig, uden stillingtagen til sagsomkostningerne fra parternes side skulle afgøre, hvorvidt omkostningerne skal ophæves (ingen refusion), eller hvorledes sagsomkostningerne rimeligt bør deles imellem parterne. I de sager, hvor der er en klar afgørelse af, hvem der har vundet sagen, og hvem der har tabt sagen, lægges hovedreglen i retsplejelovens § 312, stk. 1, som udgangspunkt ubetinget til grund, således at den vindende part får sine omkostninger dækket fuldt ud, dog forudsat, at retten ikke skønner, at der foreligger særlige omstændigheder, eller at de dokumenterede sagsomkostninger er urimeligt høje eller ublu. Er dette tilfældet, må den vindende part selv erlægge de unødvendige meromkostninger. Parterne vil efter lovforslaget fortsat selv kunne træffe aftale om fordelingen af omkostningerne imellem sig efter retsplejelovens § 312, stk. 1, og nu med fuld dækning aftalemæssigt i modsætning til den nuværende bestemmelse i § 312, stk. 2, in fine.

Som nævnt sker fastsættelsen af sagsomkostninger i gældende ret, fastlagt gennem retspraksis, som udgangspunkt i forhold til størrelsen af sagsgenstanden og ikke på baggrund af de samlede omkostninger, der reelt har været forbundet med en retssags førelse, herunder den konkrete advokatregning. Problemet er, at sagsgenstandens størrelse ikke kan måles proportionelt med sagsomkostningerne, da en sag med en lille sagsgenstand kan være langt mere omfattende, end en sag med en stor sagsgenstand. Dette betyder i praksis, at en part, der har vundet en sag, kan komme til at stå tilbage med en stor udækket advokatregning, hvilket ikke forekommer rimeligt, eftersom denne part jo netop har vundet sagen og dermed ikke burde påføres omkostninger for at have fået sin ret fastslået, blot fordi en retssag var eneste mulighed for at komme videre i sagen.

2. Baggrunden for lovforslaget

Forslagsstillerne mener ikke, at det danske retssystem i dag tilgodeser hensynet til, at alle skal være lige for loven. Det er et værdifuldt princip i Danmark, at fattig som rig skal kunne få sin ret prøvet. I straffesager findes også princippet om forsvarerbeskikkelse, således at alle, uanset økonomi, får en forsvarer som modpol til den offentlige anklager. Når det gælder civile søgsmål, er der imidlertid ikke samme adgang til at beskytte sagsøgte eller sagsøgere med dårlig økonomi. Derved mister disse borgere retssikkerhed oven i, at de har en dårlig social status m.v. som følge af dårlig økonomi.

Enhver borger skal have mulighed for, også i civile søgsmål, at få sin ret prøvet. Hvis borgeren er sagsøger, vil advokaten ofte anmode om at få et forskud på salæret til dækning af omkostningerne. Jo dårligere økonomi sagsøgeren har, des større krav om sikkerhed for salæret vil advokaten typisk forlange. Dette uanset om sagsøgeren har en god sag eller ej og uanset, hvor stor sagsgenstanden er. Advokaten ved nemlig, at selv om sagsøgeren vinder sagen, vil der være en efterregning, som sagsøgeren måske ikke kan betale. Dette giver forringet retssikkerhed.

En sagsøgt kan blive tvunget til at indgå forlig eller acceptere sagsøgerens påstand i erkendelse af, at selv om sagsøgte vil kunne vinde sagen, vil sagsøgte ikke kunne betale den efterregning, som en vunden sag alligevel efterlader. Det giver også forringet retssikkerhed.

Dette lovforslag har til formål at løse det problem. Lovforslaget har til formål at styrke retssikkerheden for de borgere, som kan have svært ved at finde midler til at betale advokathjælpen. Nok kan mindrebemidlede borgere få hjælp ved de lokale retshjælpsinstitutioner, men disse må ikke føre sag ved domstolene; hertil kræves ordinær advokat. Personer med en middel eller høj indkomst vil langt nemmere kunne betale en advokat i en civil retstvist. Måske har denne type borger endda mulighed for at tegne en retshjælpsforsikring. Men disse personer med middel eller god økonomi vil også være omfattet af forslaget. Det er ikke et socialpolitisk forslag, men et retspolitisk forslag.

I virkelighedens verden er det som nævnt ikke sagsgenstanden, der på nogen måde afgør, hvor omfattende advokatarbejdet er i forbindelse med den enkelte retssag. Følgende kriterier anvendes til fastsættelse af advokatsalær: Retsforholdets beskaffenhed, sagens betydning for parten, advokatansvaret, tidsforbruget, arbejdets art, omfang og karakter samt resultatet. Et større salær accepteres, hvor en ekstra indsats har været nødvendig, mens udtræden eller det opnåede resultat kan medføre et lavere salær end normalt. Der kan indgås bindende prisaftaler mellem klienten og advokaten, men det er ikke kutyme. (Kilde: Artikel i Advokaten 1/2001 om salærfastsættelse).

I dag er det sådan, at advokatkontorerne kan være nødsaget til at afvise en sag, da det på forhånd står klart, at der er tale om en underdækningssag. Det kan således ikke betale sig at få ret. Er der tale om en klient, som af principielle grunde og med god økonomi vælger alligevel at føre sagen, kan det alligevel lykkes at få ret. Er der derimod tale om en klient, der ikke er så velstillet, og som måske ligger lige over indtægtsgrænsen for at få bevilget fri proces (210.000 kr. i år 2001), og er der ingen retshjælpsforsikringsdækning, ja, så vil de gældende regler for refusion af sagsomkostninger forhindre, at denne klient kan anlægge sag for at få sin ret gennemtrumfet, da klientens økonomi simpelt hen ikke kan bære det faktum, at klienten kommer til at stå tilbage med en betydelig udækket advokatregning. Dette hænger dårligt sammen med ideen om, at vi lever i et godt retssamfund, hvor retssikkerheden er i højsædet.

Til imødekommelse af manglende forståelse for størrelsen af advokatregninger gives her en gennemgang af, hvordan et typisk sagsforløb ser ud

En klient henvender sig telefonisk til et advokatkontor med sit juridiske problem, og der aftales et møde. Mødet afholdes, og advokaten giver sit foreløbige bud på sagen. Herefter bruger advokaten tid på at sætte sig ind i sagens dokumenter, så fakta er klarlagt, og finder den relevante jus frem. Der forsøges gerne en udenretlig løsning. Evt. afholdes syn og skøn for at få klarlagt, om der er grundlag for at gå videre med sagen. Der bruges i forbindelse hermed tid på udarbejdelse af et syns- og skønstema enten kun på foranledning af den ene parts advokat eller efter aftale mellem begge parters advokater. Ved selve afholdelsen af syn og skøn deltager begge parters advokater samt parterne selv. Under sagsforløbet bruger både advokaten, parterne og advokatens sekretær tid på sagen, og parterne modtager kopier af alle skrivelser, så de er orienteret løbende. Hvis der ikke findes en forligsløsning, søges nu evt. om fri proces eller retshjælpsdækning; i den forbindelse finder der også tit en yderligere brevudveksling sted. Næste skridt er udtagning af stævning, og retten sørger for forkyndelse for sagsøgte. Der følger herefter enten en skriftlig forberedelse eller forberedende retsmøder. Er forberedelsen skriftlig, udarbejdes diverse processkrifter, svarskrift, replik, duplik osv. Sker forberedelsen for retten, er der forberedelsestid, evt. transport og fremmøde i retten, evt. ved anden advokat pga. afstanden, hvorefter der afregnes med denne for medgået tidsforbrug til korrespondance og fremmøde. Efter skriftlig forberedelse berammes første retsmøde, og der afsættes ½ til 1 hel dag til domsforhandlingen. Her forelægges sagen fra begge parter, nødvendig dokumentation forelægges, der foretages bevisførelse, evt. forsøger retten at mægle forlig allerede på dette tidspunkt. Til sidst procederes sagen, der afgives replik og duplik, og der forsøges forlig om ikke før så lige inden afslutning af sagen. Selve domsafsigelsen finder enten sted i forlængelse af domsforhandlingen eller hurtigst muligt efter, at domsforhandlingen er til ende. Parterne møder for at høre domsafsigelsen.

De vejledende salærtakster blev ophævet af konkurrenceankenævnet i 1996, hvorfor advokatsalærer nu ikke længere kan sammenlignes, men efter retsplejelovens § 126, stk. 2, må en advokat ikke kræve højere vederlag for sit arbejde, end hvad der kan anses for rimeligt, jf. de tidligere nævnte kriterier for fastsættelse af salær udledt af praksis. Finder klienten, at advokatsalæret er urimeligt højt i den pågældende sag, kan dette påklages til kredsbestyrelsen for den advokatkreds, hvor advokatkontoret har hjemsted. Kredsbestyrelsens afgørelse kan påklages til Advokatnævnet inden for 4 uger, jf. retsplejelovens § 146. Salærets størrelse kan ændres, hvis det er sat for højt generelt, hvis advokaten ikke har ydet en tilfredsstillende indsats eller foretaget et urimeligt skøn over sagen.

Det er ikke forslagsstillernes hensigt at tale advokaternes sag med hensyn til dækning af deres regninger i afgørelser om sagsomkostninger. Det er derimod klientens sag, vi forsøger at varetage, for det er denne, der trods en evt. vundet retssag selv må bære en meget stor del af sin advokatregning for at have opnået medhold ved retten enten som sagsøger eller som sagsøgt.

3. Gældende ret sammenholdt med forslagsstillernes retspolitiske ønsker

Reglerne om sagsomkostninger i den borgerlige retspleje fremgår af retsplejelovens tredje bog, kapitel 30. Reglerne gælder som udgangspunkt både for de indispositive og de dispositive civilretlige sager. Men der er dog i kapitlerne i retsplejeloven, der omhandler de indispositive sager, indsat væsentlige undtagelser til hovedreglen om refusion i retsplejelovens § 312, stk. 1, således at hovedreglen kun anvendes, hvis der er særlig grund dertil. Det normale er, at hver part bærer sine omkostninger, altså ophævelse af sagsomkostningerne, jf. §§ 451, stk. 3, 456 n, stk. 2, 465, stk. 2, 474, stk. 2, og 475 h, stk. 2.

Dette lovforslag har til formål at ændre retstilstanden vedrørende de dispositive civilretlige retssager, mens praksis i de indispositive retssager tænkes fortsat som hidtil. Det er sådan, at sagsomkostningerne i de indispositive retssager (f.eks. familieretlige sager) normalt ophæves, idet der ofte er tale om konstitutive søgsmål, altså søgsmål der stifter en ny retsstilling eller opløser en bestående retsstilling mellem parterne. Hvorimod de dispositive retssager oftest er konstaterende søgsmål, altså søgsmål, der fastslår, hvad der er ret mellem parterne. Oftest fordi den ene part har behov for en fuldbyrdelsesdom, således at et forfaldent krav kan inddrives, eller fordi parten har behov for en anerkendelsedom (fastsættelsessøgsmål). De indispositive retssager er kendetegnet ved, at forhandlings- og dispositionsmaksimen ikke gælder fuldt ud; det vil sige, at parterne ikke har fuld rådighed over sagsgenstanden i denne type sager, hvorfor der er særlige hensyn at tage i netop disse sager, også i relation til sagsomkostningsspørgsmålet, hvorfor hovedreglen fraviges.

Hovedreglen om sagsomkostninger er, at hver part selv betaler sine omkostninger jf. retsplejelovens § 311, stk. 1, som er affattet således

"Enhver part har at betale de omkostninger, som foranlediges ved processuelle skridt, der af ham begæres eller sættes i bevægelse, dog med forbehold af ret til at få dem erstattet af modparten ifølge nedenstående regler."

Det fremgår af bestemmelsen, at denne hovedregel straks modificeres af de efterfølgende regler. Hovedreglen om refusion fremgår af lovens § 312, stk. 1, som er sålydende

"Den tabende part er pligtig at erstatte modparten de ham ved retssagen påførte udgifter, for så vidt parterne ikke selv har truffet anden overenskomst, eller retten i særlige omstændigheder finder skellig grund til at gøre afvigelse fra denne regel."

Denne hovedregel er helt i overensstemmelse med forslagsstillernes ønske, nemlig at den tabende part skal erstatte den vindende parts sagsomkostninger, medmindre parterne selv har truffet anden aftale. Problemet er efter forslagsstillernes opfattelse, at de retningslinjer vedrørende refusionsafgørelsen, som er indsat i § 312, stk. 2, i væsentlig grad modificerer denne udmærkede hovedregel. Ligeledes finder forslagsstillerne som tidligere nævnt, at den retspraksis, som er opstået på baggrund af retningslinjerne i § 312, stk. 2, vedrørende udmåling af sagsomkostninger efter størrelsen af sagsgenstanden, er uhensigtsmæssig, ligeledes med den tidligere kommenterede passus i den nugældende § 312, stk. 2, in fine.

§ 312, stk. 2, lyder således

"Udgifter, der ikke har været fornødne for sagens forsvarlige udførelse, erstattes ikke. Hvilke udgifter der i det givne tilfælde har været fornødne, afgør retten efter sit skøn. Udgifter til anvendelse af retsstenografer erstattes, når anvendelsen efter rettens skøn i den foreliggende sag har været velbegrundet. Udgifter til forkyndelse af de afgørelser, der er nævnt i § 219, stk. 4, erstattes ikke, medmindre det må antages, at sagsøgte har forsøgt at unddrage sig forkyndelsen. Beløbet ansættes under ét til en rund sum, således at udgift til advokatsalær erstattes med et passende beløb og øvrige udgifter så vidt muligt erstattes fuldt ud. Tilkendelse af sagens omkostninger skadesløst eller efter regning eller overhovedet på anden måde end med et bestemt, i dommen fastsat beløb kan således ikke finde sted, selv om der foreligger overenskomst mellem parterne."

§ 312, stk. 2, 2. pkt., tillægger retten et frit skøn over, hvilke sagsomkostninger den tabende part skal refundere den vindende part. Af 5. punktum fremgår det, at refusionsbeløbet ansættes under ét til en rund sum, således at udgifter til advokatsalær erstattes med et passende beløb og øvrige udgifter erstattes fuldt ud så vidt muligt. Af 6. punktum fremgår det, at tilkendelse af sagens omkostninger skadesløst eller efter regning ikke kan finde sted, uanset parternes eventuelle aftale herom. Kun ved et i dommen fastsat bestemt beløb kan sagsomkostninger tilkendes. Dommeren skønner således også over parternes aftale om sagsomkostninger, jf. § 312, stk. 1. (Når der indgås forlig og retssagen ikke sluttes med domsafsigelse, kan parterne enten selv træffe aftale om sagsomkostningsfordelingen, eller lade dette være op til retten. Det erindres, at der ikke kan ankes, når sagen ikke sluttes med domsafsigelse. Hvis der indgås retsforlig, skal det udtrykkeligt fremgå af dette, at sagsomkostningsspørgsmålet kan ankes, før dette er muligt).

Hidtil har retten altså haft et fuldstændigt frit skøn over, hvor stor en del af advokatsalæret der blev dækket ind ved sagsomkostningsafgørelsen. I praksis har dette udviklet sig til, at retten i dag som udgangspunkt træffer bestemmelse om sagsomkostningsrefusion efter, hvor stor sagsgenstanden i den enkelte retssag har været, og præsidenterne for Vestre og Østre Landsret har udgivet nogle vejledende takster for tilkendelse af sagsomkostninger i inkasso- og proceduresager.

Det fremgår heraf, at sagsgenstanden skal op på over 200.000 kr., før der indrømmes bare 10.000 kr. i sagsomkostninger med retsafgift og moms i inkassosagerne. Tilsvarende skal sagsgenstanden op på ca. 28.000 kr. i proceduresagerne, før der indrømmes 10.000 kr. i sagsomkostninger, og helt op på over 220.000 kr. i sagsgenstand i proceduresagerne, før der indrømmes 30.000 kr. i sagsomkostninger.

Det er sådan, at proceduresagerne generelt er mere omfangsrige end inkassosagerne, så denne forskel er forståelig nok. Og det er forståeligt nok, at domstolene ønsker, at parterne anlægger en vis procesøkonomisk betragtning af, hvorvidt sagsgenstanden nu også kan bære de med retssagen forbundne omkostninger. Af samme årsag har man blandt andet også tidligere hævet retsafgiften for at undgå små inkassosager. Ligeledes er det ønskeligt, at den, der taber sagen, principielt ikke skal erlægge sagsomkostninger langt ud over sagsgenstanden. Men nu er det sådan, at en retssag stort set altid først anlægges, efter at en udenretlig løsning har været forsøgt, og det skal jo heller ikke være således, at den, der har ret, ikke kan få ret eller må lide et meget stort tab ved at få sin ret gennemtrumfet. Det, at den part, der taber, nu risikerer at skulle dække et langt større omkostningsbeløb, må alt andet lige tilskynde til, at flere sager finder en udenretlig løsning.

Når der ikke hidtil er ydet fuld omkostningsdækning for den enkelte sags advokatregning, skyldes dette også faren for alt for høje regninger, dersom den tabende part blot skulle erstatte modpartens advokatomkostninger fuldt ud. Ved et vist selvrisikomoment formodes det, at regningen holdes på et mere rimeligt niveau. Nu er det imidlertidigt ikke parten selv, der afgør, hvor stor advokatregningen bliver. Og forslagsstillerne mener ikke, at folk render rundt og anlægger retssager for sjov, da det jo er meget dyrt at føre proces, hvilket må antages at virke præventivt i sig selv. Chikanesager er det op til domstolene at afvise, selv om dette ikke altid sker.

4. Lovforslagets konkrete indhold

Forslaget indebærer to ændringer af retsplejelovens § 312, stk. 2. Følgende ord foreslås indsat

». . . som udgangspunkt lægges parternes opgørelse over deres respektive udgifter ved sagens førelse til grund. Retten vurderer, hvem der er nærmest til at bære omkostningerne ved sagens førelse, og der træffes en refusionsafgørelse i overensstemmelse hermed, jf. stk. 1 og 4 og § 316.«

Dette for at understrege, at rettens skøn ikke kan udøves som hidtil med tilkendelse af sagsomkostninger efter størrelsen af sagsgenstanden som udgangspunkt. Det nye udgangspunkt bliver derimod parternes konkrete regninger, og dette udgangspunkt fraviges kun, hvis retten skønner, at der foreligger særlige omstændigheder, eller at der er tale om urimeligt høje regninger grænsende til det ublu sammenholdt med sagens omfang. Fortolkningen af udtrykket »særlige omstændigheder« ønskes bragt tilbage til den mere skærpede bedømmelse, som motiverne til bestemmelsen lagde op til, altså tilfælde, hvor parternes kontrakt er formuleret meget tvetydigt, eller hvor den vindende part må anses for at have fremtvunget en unødig proces, jf. side 143 i Bemærkninger til det af Proceskommissionen af 1892 udarbejdede Udkast til Lov om den borgerlige Retspleje, Kbh. 1899. Dog accepteres den indlagte fortolkning, hvis parterne må anses for at have haft lige god grund til at få prøvet en tvivlsom sag. I disse tilfælde kan retten fortsat vælge at ophæve sagsomkostningerne eller at dele dem.

Den øvrige ændring vedrører de to sidste punktummer i § 312, stk. 2, som lyder således nu

»Beløbet ansættes under ét til en rund sum, således at udgift til advokatsalær erstattes med et passende beløb og øvrige udgifter så vidt muligt erstattes fuldt ud. Tilkendelse af sagens omkostninger skadesløst eller efter regning eller overhovedet på anden måde end med et bestemt, i dommen fastsat beløb kan således ikke finde sted, selv om der foreligger overenskomst mellem parterne.«

Denne passus erstattes med følgende

»Refusionsbeløbet ansættes under ét til en rund sum, således at udgifterne så vidt muligt erstattes fuldt ud. «

Afrundingen til en rund sum bibeholdes. Passusen vedrørende passende advokatsalær udgår, da der på dette punkt fremover skal ses på den konkrete regning og ikke længere skønnes i forhold til sagsgenstandens størrelse. Sidste punktum udgår også helt, da der netop tilsigtes en langt større grad af skadesløsholdelse og efter regning, samt at parternes aftalefrihed ikke ønskes begrænset.

Disse ændringer af § 312, stk. 2, får størst mærkbar virkning, hvor der er en vindende og en tabende part, da der i de tilfælde fremover vil blive ydet fuld dækning for sagsomkostningerne, forudsat der ikke foreligger særlige omstændigheder, og at regningerne er inden for rimelighedens grænser, som er de skøn, dommeren lades tilbage med efter ændringen af reglerne. For at give dommeren et grundlag for tilkendelse af sagsomkostningsrefusion må begge parterne i slutningen af domsforhandlingen (retsplejelovens § 365, stk. 1 og 2) aflevere en opgørelse over deres omkostninger forbundet med at føre sagen. (Der kan nedlægges påstand om sagsomkostninger i sagen, men det er ikke nødvendigt, da retten tager dette spørgsmål op af egen drift uanset en evt. nedlagt påstand herom, jf. § 328). Finder dommeren, at regningen er for stor, må han tilkende det lavere, men rimelige beløb i sagsomkostningsrefusion, ikke efter hidtil praksis, men efter en vurdering af regningen og sagen i sit hele. I de sager, der hæves eller forliges eller i sager med delvist medhold, vil dommeren fortsat skulle bedømme, om sagsomkostningerne skal ophæves, eller om der skal ske en deling af de reelle omkostninger, efter hvem der er nærmest til at bære omkostningerne forbundet med sagen, jf. retsplejelovens §§ 312, stk. 4, og 316. Hvis sagsøger hæver sagen, anses denne for at have tabt sagen, medmindre ophævelsen skyldes, at proceskravet er imødekommet, eller at denne har besluttet sig for at tage imod et forligstilbud fra sagsøgtes side. De fleste dispositive civile retssager sluttes ved forlig eller udeblivelsesdom.

Retten lades altså tilbage med tre skøn. 1) Om der foreligger særlige omstændigheder i sagen. 2) Om omkostningerne er urimeligt høje i forhold til sagens omfang. Og som hidtil 3) et skøn over fordelingen af omkostningerne mellem parterne i de sager, hvor der ikke gives fuldt ud medhold til en af parterne. Ændringen i skøn nr. 2 er markant, da retten hidtil har skønnet over, hvad der ansås for passende. Efter forslaget er der ikke længere tale om en positiv vurdering. Fremover foretages en negativ vurdering af, om regningerne findes urimeligt høje i det konkrete tilfælde, ikke om de er generelt rimelige. Og som nævnt tidligere tiltænkes en skærpet praksis mht. udtrykket »særlige omstændigheder«.

Denne stopklods eller anfægtelsesret over for omkostningsregningerne fra rettens side er indsat for netop at undgå uhørt høje advokatregninger, men det forudsættes, at der skal relativt meget til, før de konkrete udgifter, der har været forbundet med sagens førelse, underkendes, idet forslagsstillerne ikke ønsker en praksis som hidtil med en rimelighedsvurdering (passende) fra rettens side sat over for de konkrete regninger, som parterne reelt står med i situationen.

Forslagsstillerne vurderer, at det er praktisk muligt for advokaterne at lave en opgørelse over sagens samlede omkostninger, når sagen er nær sin ende (domsforhandlingen). Det erindres, at advokaterne ikke er bundet af rettens omkostningsafgørelse (beløbsmæssigt) ved udfærdigelsen af deres honorarregning (medmindre der er tale om fri proces), så skulle der forekomme en lille uforudset stigning i regningen, må parten selv erlægge denne uforudsete del. Er det sådan, at parten på forhånd ved, at sagsomkostningsregningen af forklarlig grund er større, end man kunne forvente, må dette kunne kommenteres og forklares under den mundtlige afsluttende procedure under domsforhandlingen, hvor der i øvrigt redegøres for sagens retlige og faktiske spørgsmål, således at dommeren kan tage dette i betragtning ved sin sagsomkostningsrefusionsafgørelse.

Forslaget medfører ingen ændring i sager, der afvises, jf. retsplejelovens § 313 (når en sag afvises, betragtes den som tabt af sagsøgeren). Reglerne om forsømmelse i retsplejelovens §§ 319, 321 og 322 og appelreglerne bevares ligeledes uændret, jf. følgende regler.

Efter retsplejelovens § 319, skal en part, som ved tilregnelig fejl eller forsømmelse har foranlediget spildte udgifter, erstatte disse, uanset om denne i øvrigt måtte vinde sagen. Har en parts advokat eller en underdommer ved pligtstridig opførsel forårsaget unødige sagsomkostninger, kan de under sagen dømmes til selv at bære disse, jf. §§ 321 og 322.

Den part, der anker/appellerer en retssag og ikke opnår nogen forandring ved dette, betragtes som den tabende part og må erstatte udgifterne til anke-/appelsagen, jf. § 317. Opnås der forandring af dommens resultat ved anken, anvendes de normale regler.

De sagsomkostninger og herunder den del af modpartens advokatregning, som retten pålægger den tabende part at betale, kan ankes til højere instans alene eller sammen med sagen i øvrigt, så længe der er tale om en byretsafgørelse, og omkostningerne udgør over 10.000 kr. Hvis omkostningerne er mindre, kræves Procesbevillingsnævnets tilladelse til anke af kun dette spørgsmål, jf. §§ 369, stk. 2, og 391, stk. 1 og 2. Er der tale om en landsrets- eller Sø- og Handelsretsafgørelse, kan sagsomkostningsspørgsmålet kun ankes, dersom sagen i øvrigt ankes eller med Procesbevillingsnævnets tilladelse. Denne gives kun, såfremt der er tale om et principielt sagsomkostningsspørgsmål, jf. § 368, stk. 5. Når sagsomkostningerne ophæves, kræves der ikke som ellers Procesbevillingsnævnets tilladelse til at kære.

I øvrigt kan der pålægges rettergangsbøder i forbindelse med afsigelse af dom, hvor en part uden nogen rimelig grund har anlagt sag, anket en sag eller tvunget sin modpart til at anlægge sag, jf. § 324.

Skriftlig fremsættelse

Kim Behnke (UP)

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte

Forslag til lov om ændring af retsplejeloven. (Ændring af sagsomkostningerne i den borgerlige retspleje).

(Lovforslag nr. L 219).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager lovforslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

§ 312

Stk. 2. Udgifter, der ikke har været fornødne for sagens forsvarlige udførelse, erstattes ikke. Hvilke udgifter der i det givne tilfælde har været fornødne, afgør retten efter sit skøn. Udgifter til anvendelse af retsstenografer erstattes, når anvendelsen efter rettens skøn i den foreliggende sag har været velbegrundet. Udgifter til forkyndelse af de afgørelser, der er nævnt i § 219, stk. 4, erstattes ikke, medmindre det må antages, at sagsøgte har forsøgt at unddrage sig forkyndelsen. Beløbet ansættes under ét til en rund sum, således at udgift til advokatsalær erstattes med et passende beløb og øvrige udgifter så vidt muligt erstattes fuldt ud. Tilkendelse af sagens omkostninger skadesløst eller efter regning eller overhovedet på anden måde end med et bestemt, i dommen fastsat beløb kan således ikke finde sted, selv om der foreligger overenskomst mellem parterne.

§ 312

Stk. 2. Udgifter, der ikke har været fornødne for sagens forsvarlige udførelse, erstattes ikke. Hvilke udgifter der i det givne tilfælde har været fornødne, afgør retten efter sit skøn. Som udgangspunkt lægges parternes opgørelse over deres respektive udgifter ved sagens førelse til grund. Retten vurderer, hvem der er nærmest til at bære omkostningerne ved sagens førelse, og der træffes en refusionsafgørelse i overensstemmelse hermed, jf. stk. 1 og 4 og § 316. Udgifter til anvendelse af retsstenografer erstattes, når anvendelsen efter rettens skøn i den foreliggende sag har været velbegrundet. Udgifter til forkyndelse af de afgørelser, der er nævnt i § 219, stk. 4, erstattes ikke, medmindre det må antages, at sagsøgte har forsøgt at unddrage sig forkyndelsen. Refusionsbeløbet ansættes under ét til en rund sum, således at udgifterne så vidt muligt erstattes fuldt ud.

Fremsat den 5. april 2001 af Kim Behnke (UP), Thorkild B. Fransgaard (UP) og Kirsten ;Jacobsen (UP)

Forslag

til

Lov om ændring af retsplejeloven

(Ændring af sagsomkostningerne i den borgerlige retspleje)