Forslag til Lov om ophævelse af lov om landvæsensretter og om ændring af forskellige love som følge af nedlæggelsen af landvæsensretterne

Bilag 1

Lov om landvæsensretter

Sammenskrivning af lov om landvæsensretter, jf. lovbekendtgørelse nr. 133 af 6. marts 1970, med de ændringer, der følger af § 5 i lov nr. 402 af 26. juni 1998 og § 5 i lov nr. 365 af 2. juni 1999.

§ 1

Lov om landvæsensretter, jf. lovbekendtgørelse nr. 133 af 6. marts 1970, ophæves.

Miljø- og Energiministeriet

§ 1. De i denne lov omhandlede landvæsens- og overlandvæsenskommissioner behandler alle sager, som ved den hidtil gældende lovgivning eller ifølge gammel praksis og sædvane er henlagt under de i lov af 30. december 1858 omhandlede landvæsens- og overlandvæsenskommissioners forretningsområde.

Stk. 2. De af vandsynsmænd efter den hidtil gældende lovgivning behandlede sager behandles fremtidig af landvæsensnævnet.

I. Landvæsensretternes sammensætning

a) Landvæsensnævn

§ 1

Lov om landvæsensretter, jf. lovbekendtgørelse nr. 133 af 6. marts 1970, ophæves.

[Se bilag 1].

Miljø- og Energiministeriet

§ 1. Ministeren for landbrug og fiskeri skal være bemyndiget til under de for de ferske vande gældende retsregler at inddrage dele af søterritoriet, der som følge af naturkræfternes indvirken, kunstige anlæg eller på anden måde er gået over til at have karakteren af ferske vande.

Stk. 2. Miljø- og energiministerens beslutning er betinget af, at vandløbsmyndigheden i forbindelse med indstillingen har udtalt, at de faktiske forhold har forandret sig som nævnt i stk. 1, og at anvendelsen af de for ferske vande gældende retsregler på det omhandlede vandområde er rimelig og naturlig.

Stk. 2. Inddragelsen er betinget af, at en i sagens anledning nedsat landvæsenskommission har udtalt, at de faktiske forhold har forandret sig som nævnt, og at anvendelsen af de for de ferske vande gældende retsregler på det omhandlede vandområde er rimelig og naturlig.

Stk. 3. Beslutninger efter stk. 1 bekendtgøres i Lovtidende.

Bilag 2

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Lovforslaget

Gældende formulering

§ 2

I lov om vandløb, jf. lovbekendtgørelse nr. 404 af 19. maj 1992, som ændret ved lov nr. 402 af 14. juni 1995, § 3 i lov nr. 478 af 1. juli 1998, § 11 i lov nr. 355 af 2. juni 1999 og § 13 i lov nr. 447 af 31. maj 2000, foretages følgende ændringer

1. § 7, stk. 5 og 6, ophæves, og i stedet indsættes

»Stk. 5. Uenighed mellem vandløbsmyndigheder afgøres af miljø- og energiministeren.«

2. § 35, stk. 3, 2. pkt., ophæves, og i stedet indsættes

»I mangel af forlig kan spørgsmålet forlanges indbragt for taksationsmyndighederne efter §§ 53-55, §§ 58 a-62 og §§ 66-67 i lov om offentlige veje. Om sagens behandling for taksationsmyndighederne finder bestemmelserne i §§ 51-56 og §§ 58 a-67 i lov om offentlige veje tilsvarende anvendelse.«

3. § 41 affattes således

»§ 41. Ved fastsættelsen af, hvilke ejendomme der skal yde bidrag til laget, finder § 24, stk. 1, tilsvarende anvendelse. I mangel af forlig kan spørgsmålet forlanges indbragt for taksationsmyndighederne efter §§ 57 og 58 i lov om offentlige veje. Om sagens behandling for taksationsmyndighederne finder bestemmelserne i §§ 53-55, §§ 58 a-62 og §§ 66-67 i lov om offentlige veje tilsvarende anvendelse.«

4. I § 57, stk. 1, 1. pkt., ændres »landvæsensretten« til: »taksationsmyndighederne«.

5. I § 65, stk. 2, 2. pkt., ændres »Landvæsenskommissionen« til: »Taksationsmyndighederne efter §§ 57 og 58 i lov om offentlige veje«, og »landvæsenskommissionen« ændres til: »taksationsmyndighederne«.

6. § 67, stk. 2, affattes således

»Stk. 2. Vandløbsmyndighedens afgørelse kan inden 4 uger efter, at den er meddelt parterne, forlanges indbragt for taksationsmyndighederne efter §§ 57 og 58 i lov om offentlige veje. Om sagens behandling for taksationsmyndighederne finder bestemmelserne i §§ 53-55, §§ 58 a-62 og §§ 66-67 i lov om offentlige veje tilsvarende anvendelse.«

7. § 68, stk. 4, affattes således

»Stk. 4. Vandløbsmyndighedens afgørelse efter stk. 1-3 kan inden 4 uger efter, at den er meddelt den pågældende, forlanges indbragt for taksationsmyndighederne efter §§ 57 og 58 i lov om offentlige veje. Om sagens behandling for taksationsmyndighederne finder bestemmelserne i §§ 53-55, §§ 58 a-62 og §§ 66-67 i lov om offentlige veje tilsvarende anvendelse.«

8. § 71, stk. 2, ophæves.

9. §§ 72-73 affattes således

»§ 72. Taksationsmyndighederne efter §§ 57 og 58 i lov om offentlige veje fastsætter erstatning for ekspropriation efter § 71 samt erstatning efter § 57, stk. 1, 2. pkt., og § 61, stk. 4.

Stk. 2. Om sagens behandling for taksationsmyndighederne og om erstatningens fastsættelse og udbetaling finder bestemmelserne i §§ 51-56 og §§ 58 a-67 i lov om offentlige veje tilsvarende anvendelse.

§ 2. Anmodning om inddragelse af dele af søterritoriet under de for ferske vande gældende retsregler kan fremsættes for vandløbsmyndigheden af de i sagen interesserede lodsejere, af kommunalbestyrelserne for de til den pågældende del af søterritoriet grænsende kommuner samt af ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri.

Stk. 2. Vandløbsmyndigheden afholder et offentligt møde om sagen, inden der træffes beslutning om indstilling til miljø- og energiministeren. Til mødet indkaldes særskilt de i stk. 1 nævnte lodsejere og kommunalbestyrelser samt vedkommende amtsråd. Ved offentlig bekendtgørelse en gang i Statstidende og de vigtigste stedlige blade indkaldes alle i vandområdet i øvrigt interesserede fiskere, jægere og andre. Vandløbsmyndigheden indhenter tillige en udtalelse fra ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri og fra Kystdirektoratet.

Stk. 3. Vandløbsmyndighedens beslutning meddeles skriftligt til de i stk. 1 nævnte lodsejere og kommunalbestyrelser samt vedkommende amtsråd og ved offentlig bekendtgørelse i overensstemmelse med stk. 2, 3. pkt.

§ 2. Landvæsensnævnets område er retskredsen.

Stk. 2. Domstolsstyrelsen bemyndiges til efter indstilling fra vedkommende amtsråd at dele retskredsen i 2 eller flere distrikter, hvert med sit selvstændige landvæsensnævn, eller henlægge en del af retskredsens område under landvæsensnævnet for et tilgrænsende område indenfor samme landvæsenskommissionsområde.

§ 2

I lov om vandløb, jf. lovbekendtgørelse nr. 404 af 19. maj 1992, som ændret ved lov nr. 402 af 14. juni 1995, § 3 i lov nr. 478 af 1. juli 1998 og § 11 i lov nr. 355 af 2. juni 1999, foretages følgende ændringer

1. § 7, stk. 5 og 6, ophæves, og i stedet indsættes

§ 2. Anmodning om inddragelse af dele af søterritoriet under de for ferske vande gældende retsregler kan fremsættes for vandløbsmyndigheden af de i sagen interesserede lodsejere, af kommunalbestyrelserne for de til den pågældende del af søterritoriet grænsende kommuner samt af ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri.

§ 2. Begæring om nedsættelse af den i § 1 omhandlede landvæsenskommission kan fremsættes af de i sagen interesserede lodsejere, af bestyrelserne for de til den pågældende del af søterritoriet grænsende kommuner samt af ministeriet for landbrug og fiskeri.

Stk. 2. Vandløbsmyndigheden afholder et offentligt møde om sagen, inden der træffes beslutning om indstilling til miljø- og energiministeren. Til mødet indkaldes særskilt de i stk. 1 nævnte lodsejere og kommunalbestyrelser samt vedkommende amtsråd. Ved offentlig bekendtgørelse en gang i Statstidende og de vigtigste stedlige blade indkaldes alle i vandområdet i øvrigt interesserede fiskere, jægere og andre. Vandløbsmyndigheden indhenter tillige en udtalelse fra ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri og fra Kystdirektoratet.

Stk. 2. Nedsættelse af landvæsenskommissionen og sagens behandling for samme finder sted i overensstemmelse med reglerne i lov af 30. december 1858 om landvæsenskommissioners og overlandvæsenskommissioners sammensætning og forretningsgang mv. Det påhviler kommissionen dels ved særskilt indkaldelse at indkalde de pågældende lodsejere og kommunalråd, dels ved offentlig bekendtgørelse 1 gang i Statstidende og de vigtigste stedlige blade at indkalde alle i vandområdet i øvrigt interesserede fiskere, jægere og andre, således at disse kan få lejlighed til at udtale sig for kommissionen, inden kendelse afsiges.

Stk. 3. Vandløbsmyndighedens beslutning meddeles skriftligt til de i stk. 1 nævnte lodsejere og kommunalbestyrelser samt vedkommende amtsråd og ved offentlig bekendtgørelse i overensstemmelse med stk. 2, 3. pkt.

§ 2. Hvorvidt, i hvilket forhold og fra hvilket tidspunkt de i § 3 i lov nr. 137 af 18. april 1925 om afvanding af marsken ved Tønder ommeldte nye koge, Sejersbækkogen og Geestkogen, og de inden for kogenes område værende ejendomme er pligtige at bidrage til udgifterne ved driften og vedligeholdelsen af de i § 1 nævnte ældre anlæg, afgøres under hensyn til de forhold, hvorunder de to nævnte koge er indtrådt i digelaget, endeligt af afvandingskommissionen, jf. § 5 i i lov nr. 137 af 18. april 1925 om afvanding af marsken ved Tønder og § 21 i lov af 30. december 1858 om landvæsenskommissioner og overlandvæsenskommissioners sammensætning og forretningsgang m.v. Afvandingskommissionen fordeler tillige resten af nævnte udgifter på de ældre, under digelaget hørende koge, så vidt muligt under hensyntagen til den hidtidige fordeling. Kommissionen bestemmer, hvem der skal bære sagens omkostninger.

Stk. 2. ---

By- og Boligministeriet

§ 2. ---

Stk. 2. De i stk. 1 indeholdte bestemmelser kommer ligeledes til anvendelse, hvor en ejendom mangler den nødvendige forbindelse med offentlig vej, og det viser sig ugørligt ved frivillig overenskomst på rimelige vilkår at erhverve fornøden adgang. Dog bliver sagen i dette tilfælde at behandle og afgøre ved en landvæsenskommission, jf. lov af 30. december 1858 om landvæsenskommissioner. Adgang til vej over fremmed ejendom kan ikke tilkendes den ejer, som ved en vilkårlig handling har afbrudt ejendommens hidtidige forbindelse med offentlig vej.

§ 3

I lov om vandforsyning, jf. lovbekendtgørelse nr. 130 af 26. februar 1999, som ændret ved § 10 i lov nr. 355 af 2. juni 1999, lov nr. 374 af 2. juni 1999 og lov nr. 1273 af 20. december 2000, foretages følgende ændringer

1. § 9 affattes således

»§ 9. Erstatningssager, som efter loven henhører under taksationsmyndighederne, behandles af de taksationskommissioner og overtaksationskommissioner, der er nedsat i henhold til §§ 57 og 58 i lov om offentlige veje.

Stk. 2. Sagen indbringes for taksationskommissionen af den erstatningssøgende. Om sagens behandling for taksationsmyndighederne gælder § 67 a i lov om offentlige veje.

Stk. 3. Stk. 2 finder ikke anvendelse på sager om fastsættelse af ekspropriationserstatning efter § 40 eller af erstatning efter § 32 eller § 39.«

2. § 23, stk. 3, affattes således

»Stk. 3. I mangel af enighed afgøres erstatningsspørgsmål af taksationsmyndighederne. Taksationsmyndighedernes udgifter ved sagens behandling bortset fra vederlag til formænd og sekretærer betales forlods af amtsrådet.«

3. § 24 ophæves.

4. § 28, stk. 2, affattes således

»Stk. 2. I mangel af enighed afgøres erstatningsspørgsmålet af taksationsmyndighederne. Taksationsmyndighedernes udgifter ved sagens behandling bortset fra vederlag til formænd og sekretærer betales forlods af tilladelsesmyndigheden efter §§ 25-27.«

5. I § 30, stk. 2, 1. pkt., og § 31, stk. 2, 1. pkt., ændres »landvæsensretten« til: »taksationsmyndighederne«.

6. § 30, stk. 2, 2. pkt., affattes således

»Taksationsmyndighedernes udgifter ved sagens behandling bortset fra vederlag til formænd og sekretærer betales forlods af kommunalbestyrelsen.«

7. § 31, stk. 2, 2. pkt., affattes således

»Taksationsmyndighedernes udgifter ved sagens behandling bortset fra vederlag til formænd og sekretærer betales forlods af kommunalbestyrelsen.«

8. I § 32, stk. 4, 1. pkt., og § 39, stk. 4, 2. pkt., ændres »landvæsensretten« til: »taksationsmyndighederne«.

9. § 32, stk. 4, 2. pkt., ophæves.

10. § 42 affattes således

»§ 42. Taksationsmyndighederne efter §§ 57 og 58 i lov om offentlige veje fastsætter erstatning for ekspropriation efter § 40 samt erstatning efter §§ 32 og 39.

Stk. 2. Om sagens behandling for taksationsmyndighederne og om erstatningens fastsættelse og udbetaling finder bestemmelserne i §§ 51-56 og §§ 58 a-67 i lov om offentlige veje tilsvarende anvendelse.«

11. § 84, stk. 3, affattes således

»Stk. 3. Der kan pålægges selskaber mv. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.«

§ 3. Vandløbsmyndighedens beslutning kan påklages til Skov- og Naturstyrelsen inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Klageberettigede er ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri samt enhver, der har påviselig interesse i det pågældende område.«

2. §§ 4-6 ophæves.

Fødevareministeriet

§ 3. For hvert nævnsområde udnævner amtsrådet en fast formand, der kan være fælles for flere områder. Ingen kan fungere som formand efter det fyldte 70. år.

Stk. 2. På samme måde udnævnes en stedfortræder for formanden. Stedfortræderen kan samtidig være nævnsmand.

Stk. 3. Udnævnelserne gælder for 4-årige perioder, der falder sammen med valgperioderne for kommunalrådene.

Stk. 4. Hvervene som formand og stedfortræder er ikke borgerlige ombud og udelukker ikke, at den pågældende samtidig er landvæsenskommissær.

§ 3

I lov om vandforsyning, jf. lovbekendtgørelse nr. 130 af 26. februar 1999, som ændret ved § 10 i lov nr. 355 af 2. juni 1999, lov nr. 374 af 2. juni 1999 og lov nr. 1273 af 20. december 2000, foretages følgende ændringer

1. § 9 affattes således

»§ 9. Erstatningssager, som efter loven henhører under taksationsmyndighederne, behandles af de taksationskommissioner og overtaksationskommissioner, der er nedsat i henhold til §§ 57 og 58 i lov om offentlige veje.

Stk. 2. Sagen indbringes for taksationskommissionen af den erstatningssøgende. Om sagens behandling for taksationsmyndighederne gælder § 67 a i lov om offentlige veje.

Stk. 3. Stk. 2 finder ikke anvendelse på sager om fastsættelse af ekspropriationserstatning efter § 40 eller af erstatning efter § 32 eller § 39.«

§ 3. Vandløbsmyndighedens beslutning kan påklages til Skov- og Naturstyrelsen inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Klageberettigede er ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri samt enhver, der har påviselig interesse i det pågældende område.«

§ 3. De af landvæsenskommissionen afsagte kendelser kan af ministeriet for landbrug og fiskeri og enhver, der har påviselig interesse i det pågældende område, indankes for overlandvæsenskommissionen.

Stk. 2. Med hensyn til sagens indankning og dens behandling for overlandvæsenskommissionen forholdes ligeledes efter reglerne i loven af 30. december 1858.

2. §§ 4-6 ophæves.

§ 4

I lov nr. 180 af 8. maj 1985 om okker foretages følgende ændringer

1. § 4, stk. 3, affattes således

»Stk. 3. I mangel af enighed fastsættes erstatningen af taksationsmyndighederne efter §§ 57 og 58 i lov om offentlige veje. Om sagens behandling for taksationsmyndighederne og om erstatningens fastsættelse og udbetaling finder bestemmelserne i §§ 51-56 og §§ 58 a-67 i lov om offentlige veje tilsvarende anvendelse.«

2. § 11, stk. 1, nr. 4, ophæves.

Nr. 5 bliver herefter nr. 4.

3. § 15, stk. 2, affattes således

»Stk. 2. Der kan pålægges selskaber mv. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.«

§ 4. For hver primærkommune udnævnes 2 nævnsmænd af kommunalbestyrelsen. Efter indstilling fra kommunalbestyrelsen kan Domstolsstyrelsen dog forhøje antallet af nævnsmænd.

Stk. 2. Nævnsmændene er forpligtet til også at indtræde i nævn i nærliggende områder, når det kræves af vedkommende nævns formand.

Stk. 3. Udnævnelserne gælder for 4-årige perioder, der falder sammen med valgperioderne for kommunalrådene.

Stk. 4. Ingen, der har opnået en alder af 70 år, kan fungere som nævnsmand. Ingen, der har opnået en alder af 60 år, er forpligtet til at modtage udnævnelse. Den, der har fungeret i fire år, er ikke forpligtet til at modtage udnævnelse som nævnsmand før efter udløbet af en valgperiode. Alle spørgsmål om fritagelse afgøres i øvrigt af kommunalbestyrelsen, hvis afgørelse kan indbringes for Domstolsstyrelsen.

§ 4

I lov nr. 180 af 8. maj 1985 om okker foretages følgende ændringer

1. § 4, stk. 3, affattes således

§ 4. Miljøstyrelsen kan i særlige tilfælde meddele afslag på en ansøgning om godkendelse til udgrøftning eller dræning.

Stk. 2. Når der efter stk. 1 meddeles afslag på en ansøgning om godkendelse til udgrøftning eller dræning af et areal, der tidligere har været udgrøftet eller drænet, ydes der erstatning for den nedgang i salgsværdi, som afslaget påfører den pågældende del af ejendommen.

»Stk. 3. I mangel af enighed fastsættes erstatningen af taksationsmyndighederne efter §§ 57 og 58 i lov om offentlige veje. Om sagens behandling for taksationsmyndighederne og om erstatningens fastsættelse og udbetaling finder bestemmelserne i §§ 51-56 og §§ 58 a-67 i lov om offentlige veje tilsvarende anvendelse.«

Stk. 3. I mangel af enighed fastsættes erstatningen af landvæsenskommissionen.

Stk. 4-5. ---

2. § 11, stk. 1, nr. 4, ophæves.

§ 4. I disse sager skal tillige udmeldes et fiskerikyndigt medlem til at deltage i den pågældende landvæsenskommissions eller overlandvæsenskommissions behandling og påkendelse af sagen.

Stk. 2. I tilfælde af stemmelighed gør formandens stemme udslaget.

Stk. 3. Det fiskerikyndige medlem erholder samme diæter og befordringsgodtgørelse som de øvrige medlemmer af disse kommissioner.

§ 5

I lov om betalingsregler for spildevandsanlæg mv., jf. lovbekendtgørelse nr. 923 af 5. december 1997, som ændret ved lov nr. 342 af 17. maj 2000, foretages følgende ændring

1. § 6, stk. 2, affattes således

»Stk. 2. I mangel af enighed afgøres spørgsmålet om godtgørelse efter stk. 1 af de taksationsmyndigheder, der er nævnt i §§ 57 og 58 i lov om offentlige veje. Om sagens behandling for taksationsmyndighederne og om godtgørelsens udbetaling finder bestemmelserne i §§ 51-56 og §§ 58 a-67 i lov om offentlige veje tilsvarende anvendelse.«

§ 5. Den, som første gang udnævnes til formand, stedfortræder eller nævnsmand, afgiver straks efter udnævnelsen til den udnævnende myndighed en skriftlig erklæring på ære og samvittighed om at ville varetage hvervet med upartiskhed og omhu.

Stk. 2. Afskedigelse af en formand, stedfortræder eller nævnsmand kan foretages af den myndighed, der har udnævnt ham.

Stk. 3. Beslutningen herom kan indankes for Domstolsstyrelsen.

§ 5

I lov om betalingsregler for spildevandsanlæg mv., jf. lovbekendtgørelse nr. 923 af 5. december 1997, som ændret ved lov nr. 342 af 17. maj 2000, foretages følgende ændring

1. § 6, stk. 2, affattes således

§ 5. Sager, der inden for et rimeligt tidsrum efter den af ministeren for landbrug og fiskeri udstedte bekendtgørelse måtte opstå i anledning af et søterritoriums inddragning under de for de ferske vande gældende retsregler, og som ifølge den øvrige lovgivning henhører under landvæsenskommissioners og overlandvæsenskommissioners afgørelse, skal henvises til behandling af den landvæsenskommission, der har behandlet sagen om inddragningen, eventuelt under appel til den overlandvæsenskommission, som har påkendt anke over inddragningen.

§ 5. Hvilke ejendomme der skal deltage i omkostningerne ved udførelsen af de i § 1 anførte anlæg, i hvilket forhold dette skal ske, samt hvorledes vandløbs- og vejforbindelser skal ordnes mv., bestemmes endeligt - under hensyntagen til bestemmelserne i traktaten om ordningen af vandløbs- og digeforhold ved den dansk-tyske grænse - af en kommission, som i dette øjemed nedsættes af landbrugsministeren, og som ved sine forhandlinger har at følge de i lov af 30. december 1858 for landvæsenskommissioner fastsatte regler.

2. I § 6, 2. pkt., ændres »den i § 5 nævnte kommission« til: »de i § 5, stk. 2, nævnte taksationsmyndigheder«.

§ 6

I lov nr. 493 af 1. juli 1998 om Skjern Å Naturprojekt foretages følgende ændring

1. § 7, stk. 2-4, ophæves, og i stedet indsættes

»Stk. 2. I mangel af enighed fastsættes erstatningen af taksationsmyndighederne efter §§ 57 og 58 i lov om offentlige veje. Om sagens behandling for taksationsmyndighederne og om erstatningens fastsættelse og udbetaling finder bestemmelserne i §§ 51-56 og §§ 58 a-67 i lov om offentlige veje tilsvarende anvendelse.«

§ 6. Første møde i sagen foretages af formanden alene, medmindre rekvirenten i sin begæring har krævet medvirken af nævnsmænd, eller formanden finder sådan medvirken påkrævet. Ved det første møde forespørger formanden de øvrige parter, hvorvidt disse ønsker sagen behandlet under medvirken af nævnsmænd, og i bekræftende fald tilkalder formanden vedkommende kommunes nævnsmænd og, for så vidt sagen berører to eller flere kommuner, de 2 bekvemmest boende nævnsmænd indenfor kommunerne.

Stk. 2. Vedrører sagen flere nævnsområder, behandles den af vedkommende formænd i forening. Den ældste af formændene leder i så fald forhandlingerne, og hans stemme er i tilfælde af stemmelighed afgørende.

Stk. 3. Med amtsrådets tilslutning kan formanden antage sekretærhjælp.

b) Landvæsenskommissioner

§ 6. Ved offentlig overtagelse af private spildevandsanlæg opkræves tilslutningsbidrag, jf. § 3, stk. 3, og der ydes ejerne godtgørelse for anlæggets værdi.

»Stk. 2. I mangel af enighed afgøres spørgsmålet om godtgørelse efter stk. 1 af de taksationsmyndigheder, der er nævnt i §§ 57 og 58 i lov om offentlige veje. Om sagens behandling for taksationsmyndighederne og om godtgørelsens fastsættelse og udbetaling finder bestemmelserne i §§ 51-56 og §§ 58 a-67 i lov om offentlige veje tilsvarende anvendelse.«

Stk. 2. I mangel af enighed afgøres spørgsmålet om godtgørelse efter stk. 1 af landvæsenskommissionen.

Stk. 3. ---

§ 6

I lov nr. 493 af 1. juli 1998 om Skjern Å Naturprojekt foretages følgende ændring

1. § 7, stk. 2-4, ophæves, og i stedet indsættes

§ 6. Udskrift af den af landvæsenskommissionen (overlandvæsenskommissionen) afsagte kendelse indsendes af kommissionens formand til ministeren for landbrug og fiskeri, der, såfremt kendelsen går ud på, at vedkommende vandareal bør inddrages under de for de ferske vande gældende retsregler, udsteder en bekendtgørelse herom, hvilken bekendtgørelse vil være at optage i Lovtidende.

Fødevareministeriet

§ 6. For så vidt bekostningen ved den årlige vedligeholdelse og drift af de fuldførte anlæg ikke kan udredes af de fra anlæggenes benyttelse flydende indtægter, påhviler den de samme ejendomme, som har deltaget i anlægget. Såfremt der ikke ved forhandling mellem de interesserede parter opnås enighed om fordelingen af udgifterne, fastsættes denne - under fornøden hensyntagen til bestemmelserne i traktaten om ordningen af vandløbs- og digeforhold ved den dansk-tyske grænse - af den i § 5 nævnte kommission. De udgifter, som pålægges de enkelte ejendomme, udredes af ejeren. Er en ejendom bortforpagtet eller bortlejet, skal dog de beløb, der medgår til forrentning af optagne lån samt til dækning af vedligeholdelses- og driftsudgifter, refunderes ejeren af brugeren. De til afbetaling af lånene samt disses forrentning og til vedligeholdelse og drift skyldige beløb kan inddrives ved udpantning med samme fortrinsret som for skatter.

3. § 7, stk. 1, 2. pkt., affattes således

»Dennes størrelse fastsættes i mangel af mindelig overenskomst af de taksationsmyndigheder, der er nedsat i henhold til §§ 57 og 58 i lov om offentlige veje, under fornøden hensyntagen til bestemmelserne i traktaten om ordningen af vandløbs- og digeforhold ved den dansk-tyske grænse.«

§ 7

I lov nr. 146 af 7. maj 1937 om inddragelse af dele af søterritoriet under de for ferske vande gældende retsregler foretages følgende ændringer

1. §§ 1-3 affattes således

»§ 1. Miljø- og energiministeren kan efter indstilling fra vandløbsmyndigheden efter lov om vandløb beslutte under de for ferske vande gældende retsregler at inddrage dele af søterritoriet, der som følge af naturkræfternes indvirken, kunstige anlæg eller på anden måde er gået over til at have karakter af ferske vande.

Stk. 2. Miljø- og energiministerens beslutning er betinget af, at vandløbsmyndigheden i forbindelse med indstillingen har udtalt, at de faktiske forhold har forandret sig som nævnt i stk. 1, og at anvendelsen af de for ferske vande gældende retsregler på det omhandlede vandområde er rimelig og naturlig.

Stk. 3. Beslutninger efter stk. 1 bekendtgøres i Lovtidende.

§ 7. Landvæsenskommissionens område er amtsrådskredsen.

Stk. 2. Domstolsstyrelsen kan efter indstilling fra vedkommende amtsråd dele det i stk. 1 nævnte område i to eller flere distrikter, hvert med sin selvstændige landvæsenskommission, og henlægge en del af et område under landvæsenskommissionen for et tilgrænsende område inden for samme overlandvæsenskommissionsområde.

Stk. 3. Domstolsstyrelsen kan nedsætte særlige landvæsenskommissioner til behandling efter denne lov af alle sager, der vedrører et byudviklingsområde eller et samlet, naturligt afstrømningsområde.

§ 7. ---

Stk. 2-4. ---

»Stk. 5. Uenighed mellem vandløbsmyndigheder afgøres af miljø- og energiministeren.«

Stk. 5. Sager, der efter denne lov er henlagt til landvæsenskommission, afgøres i Københavns Kommune af den særlige landvæsenskommission, som er nævnt i vandforsyningslovens § 9, stk. 2.

Stk. 6. Uenighed mellem vandløbsmyndigheder afgøres af miljøministeren. Uenighed om økonomiske spørgsmål, herunder om fordeling af udgifter, indbringes for landvæsenskommissionen.

2. § 35, stk. 3, 2. pkt., ophæves, og i stedet indsættes

»I mangel af forlig kan spørgsmålet forlanges indbragt for taksationsmyndighederne efter §§ 57 og 58 i lov om offentlige veje. Om sagens behandling for taksationsmyndighederne finder bestemmelserne i §§ 53-55, §§ 58 a-62 og §§ 66-67 i lov om offentlige veje tilsvarende anvendelse.«

§ 7. Enhver, der lider tab ved en foranstaltning vedrørende vandløb efter denne lov, har ret til erstatning.

»Stk. 2. I mangel af enighed fastsættes erstatningen af taksationsmyndighederne efter §§ 57 og 58 i lov om offentlige veje. Om sagens behandling for taksationsmyndighederne og om erstatningens fastsættelse og udbetaling finder bestemmelserne i §§ 51-56 og §§ 58 a-67 i lov om offentlige veje tilsvarende anvendelse.«

Stk. 2. Spørgsmålet om, hvorvidt en foranstaltning vedrørende vandløb efter denne lov medfører erstatningspligt, kan af den, der mener sig berettiget til erstatning, indbringes for landvæsenskommissionen.

Stk. 3. I mangel af enighed om erstatningens størrelse indbringer miljø- og energiministeren spørgsmålet for landvæsenskommissionen.

Stk. 4. Landvæsenskommissionens kendelser efter stk. 2 og 3 kan indankes for overlandvæsenskommissionen.

§ 7

I lov nr. 146 af 7. maj 1937 om inddragelse af dele af søterritoriet under de for ferske vande gældende retsregler foretages følgende ændringer

1. §§ 1-3 affattes således

»§ 1. Miljø- og energiministeren kan efter indstilling fra vandløbsmyndigheden efter lov om vandløb beslutte under de for ferske vande gældende retsregler at inddrage dele af søterritoriet, der som følge af naturkræfternes indvirken, kunstige anlæg eller på anden måde er gået over til at have karakter af ferske vande.

§ 7. Enhver er pligtig at afgive den til udførelsen af anlæggene nødvendige grund, dog afgives der derfor såvel som for anden skade og ulempe fuld erstatning. Dennes størrelse fastsættes i mangel af mindelig overenskomst af den i § 5 ommeldte kommission under fornøden hensyntagen til bestemmelserne i traktaten om ordningen af vandløbs- og digeforhold ved den dansk-tyske grænse.

4. I § 7, stk. 2, 2. pkt., ændres »den fornævnte kommission« til: »taksationsmyndighederne efter §§ 57 og 58 i lov om offentlige veje«.

Stk. 2. Enhver kan derhos tilpligtes at tåle, at de til udførelsen af anlæggene nødvendige materialer af græstørv, jord osv. mod fuld erstatning tages fra eller føres over hans grund. I mangel af mindelig overenskomst afgør den fornævnte kommission, hvorvidt sådant materiale skal afgives og i bekræftende fald, hvor dette må tages, samt den erstatning, der skal gives - alt under fornøden hensyntagen til bestemmelserne i fornævnte traktat.

5. § 7, stk. 3, affattes således

»Stk. 3. Om sagens behandling for taksationsmyndighederne og om erstatningens fastsættelse og udbetaling finder bestemmelserne i §§ 51-56 og §§ 58 a-67 i lov om offentlige veje tilsvarende anvendelse.«

Stk. 3. Ved erstatningens beregning har kommissionen at gå frem efter de for afståelse af jord mv. til jernbaner ved forordningen af 5. marts 1845 foreskrevne regler. Overensstemmende med forskrifterne i denne forordning bliver det at afgøre, hvilken del af erstatningen der, hvis jorden bruges af en anden end ejeren, skal tillægges brugeren.

§ 8

I lov om hegn, jf. lovbekendtgørelse nr. 799 af 11. december 1987, som ændret senest ved § 10 i lov nr. 232 af 2. april 1997, foretages følgende ændringer

1. § 42, stk. 1-3, ophæves, og i stedet indsættes

»Hegnssynets afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.«

Stk. 4 bliver herefter stk. 2.

2. § 43 affattes således

»§ 43. Hegnssager, der er omfattet af denne lov, kan ikke indbringes for domstolene, før hegnssynet har truffet afgørelse.

Stk. 2. Hegnssynets afgørelse kan af hver af parterne indbringes for domstolene senest 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende. Retten kan dog undtagelsesvis tillade, at sagen indbringes efter udløbet af fristen, når ansøgning herom indgives senest 6 måneder efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende.«

3. I § 44, stk. 1, 1. pkt., ændres »forlig eller kendelse« til: »forlig, kendelse eller dom«.

4. § 44, stk. 1, 2. pkt., ophæves.

5. I § 51, stk. 1, udgår: »eller af vedkommende appelinstans«.

§ 8. For hvert område udnævnes en fast formand af Domstolsstyrelsen efter indstilling fra amtsrådet blandt områdets underretsdommere og efter samråd med justitsministeren. Formanden kan være fælles for flere områder. Indstillingen skal omfatte flere end én.

Stk. 2. På samme måde udnævnes en stedfortræder til at fungere under formandens forfald.

Stk. 3. Udnævnelserne gælder for 8-årige perioder.

§ 8

I lov om hegn, jf. lovbekendtgørelse nr. 799 af 11. december 1987, som ændret senest ved § 10 i lov nr. 232 af 2. april 1997, foretages følgende ændringer

1. § 42, stk. 1-3, ophæves, og i stedet indsættes

»Hegnssynets afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.«

Stk. 4 bliver herefter stk. 2.

2. § 43 affattes således

»§ 43. Hegnssager, der er omfattet af denne lov, kan ikke indbringes for domstolene, før hegnssynet har truffet afgørelse.

Stk. 2. Hegnssynets afgørelse kan af hver af parterne indbringes for domstolene senest 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende. Retten kan dog undtagelsesvis tillade, at sagen indbringes efter udløbet af fristen, når ansøgning herom indgives senest 6 måneder efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende.«

§ 9

I lov om læhegn og tilskud til læplantning, jf. lovbekendtgørelse nr. 17 af 18. januar 1996, som ændret ved lov nr. 15 af 14. januar 1998, foretages følgende ændringer

1. § 12 ophæves.

2. I § 13 ændres »§ 42, stk. 3 og stk. 4, §§ 43-49« til: »§§ 42-49«.

§ 9. Landvæsenskommissærer udnævnes for hvert område i et antal, der fastsættes af Domstolsstyrelsen efter indhentet erklæring fra vedkommende amtsråd.

Stk. 2. Kommissærer udnævnes af Domstolsstyrelsen efter indstilling fra amtsrådet. De kan tillige være formand for landvæsensnævn, stedfortræder for formanden eller nævnsmand.

Stk. 3. Udnævnelserne gælder for 8-årige perioder, idet dog halvdelen afgår hvert fjerde år. Første gang efter lovens ikrafttræden sker halvdelens afgang ved lodtrækning.

Stk. 4. Ingen, der har opnået en alder af 70 år, kan fungere som landvæsenskommissær. Anmodning om at blive fritaget i løbet af en periode afgøres af Domstolsstyrelsen.

§ 9. Sager, der efter loven henhører under en landvæsensret, behandles af landvæsenskommissioner og overlandvæsenskommissioner efter lov om landvæsensretter.

Stk. 2. Sager efter stk. 1 om hovedstadsområdets vandforsyning behandles dog i 1. instans af en særlig landvæsenskommission bestående af en formand og to landvæsenskommissærer. De to landvæsenskommissærer udmeldes for hver sag af formanden, således at den ene udmeldes blandt et antal landvæsenskommissærer, der udnævnes af miljø- og energiministeren efter indstilling fra Københavns, Frederiksborg og Roskilde Amtsråd samt Københavns og Frederiksberg kommunalbestyrelser i fællesskab, medens den anden udmeldes blandt kommissærer fra det område, som sagen navnlig vedrører. Det amtsråd eller den kommunalbestyrelse, som sagen navnlig vedrører, varetager for den særlige kommission de opgaver, som efter lov om landvæsensretter er henlagt til amtsrådet. I øvrigt finder lov om landvæsensretter tilsvarende anvendelse.

2. § 23, stk. 3, affattes således

§ 9

I lov om læhegn og tilskud til læplantning, jf. lovbekendtgørelse nr. 17 af 18. januar 1996, som ændret ved lov nr. 15 af 14. januar 1998, foretages følgende ændringer

1. § 12 ophæves.

§ 10

I lov nr. 281 af 12. maj 1999, fiskerilov, foretages følgende ændringer

1. § 52 ophæves.

2. I § 130, stk. 3, udgår: «, hæfte«.

§ 10. De i § 5, stk. 1 og 2, fastsatte regler finder tilsvarende anvendelse for kommissærer.

§ 10

I lov nr. 281 af 12. maj 1999, fiskerilov, foretages følgende ændringer

1. § 52 ophæves.

§ 11

I lov om afvanding af marsken ved Tønder, jf. lovbekendtgørelse nr. 270 af 22. april 1988, foretages følgende ændringer

1. § 5 affattes således

»§ 5. Vandløbsmyndigheden afgør, hvorledes vandløbs- og vejforbindelser mv. skal ordnes ved udførelsen af de i § 1 anførte anlæg. Vandløbsmyndighedens afgørelse kan påklages til Skov- og Naturstyrelsen inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende.

Stk. 2. Taksationsmyndighederne efter §§ 57 og 58 i lov om offentlige veje afgør, hvilke ejendomme der skal deltage i omkostninger ved udførelsen af de i § 1 anførte anlæg, og i hvilket forhold dette skal ske. Om sagens behandling for taksationsmyndighederne finder bestemmelserne i §§ 53-55, §§ 58 a-62 og §§ 66-67 i lov om offentlige veje tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. Afgørelse efter stk. 1 og 2 træffes under hensyntagen til bestemmelserne i traktaten om ordningen af vandløbs- og digeforhold ved den dansk-tyske grænse.«

2. I § 6, 2. pkt., ændres »den i § 5 nævnte kommission« til: »de i § 5, stk. 2, nævnte taksationsmyndigheder«.

3. § 7, stk. 1, 2. pkt., affattes således

»Dennes størrelse fastsættes i mangel af mindelig overenskomst af de taksationsmyndigheder, der er nedsat i henhold til §§ 57 og 58 i lov om offentlige veje, under fornøden hensyntagen til bestemmelserne i traktaten om ordningen af vandløbs- og digeforhold ved den dansk-tyske grænse.«

4. I § 7, stk. 2, 2. pkt., ændres »den fornævnte kommission« til: »taksationsmyndighederne efter §§ 57 og 58 i lov om offentlige veje«.

5. § 7, stk. 3, affattes således

»Stk. 3. Om sagens behandling for taksationsmyndighederne og om erstatningens fastsættelse og udbetaling finder bestemmelserne i §§ 51-56 og §§ 58 a-67 i lov om offentlige veje tilsvarende anvendelse.«

§ 11. En landvæsenskommission består af formanden og 2 andre medlemmer, der udmeldes af formanden blandt landvæsenskommissærerne i området. Formanden kan antage sekretærhjælp.

Stk. 2. Vedrører sagen flere områder, udpeges såvel formanden som de øvrige medlemmer af Domstolsstyrelsen efter indstilling fra amtsrådene.

Stk. 3. På samme måde som i stk. 2 fastsat forholdes, når inhabilitet nødvendiggør udnævnelse af formand eller medlemmer fra andre områder.

§ 11. Miljøministeren kan fastsætte regler om

Nr. 5 bliver herefter nr. 4.

1)-3) ---

4) Indbringelse af sager for landvæsenskommissionen efter § 4, stk. 3.

5) ---

Stk. 2. ---

3. § 15, stk. 2, affattes således

»Stk. 2. Der kan pålægges selskaber mv. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.«

§ 11

I lov om afvanding af marsken ved Tønder, jf. lovbekendtgørelse nr. 270 af 22. april 1988, foretages følgende ændringer

1. § 5 affattes således

»§ 5. Vandløbsmyndigheden afgør, hvorledes vandløbs- og vejforbindelser mv. skal ordnes ved udførelsen af de i § 1 anførte anlæg. Vandløbsmyndighedens afgørelse kan påklages til Skov- og Naturstyrelsen inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende.

Stk. 2. Taksationsmyndighederne efter §§ 57 og 58 i lov om offentlige veje afgør, hvilke ejendomme der skal deltage i omkostninger ved udførelsen af de i § 1 anførte anlæg, og i hvilket forhold dette skal ske. Om sagens behandling for taksationsmyndighederne finder bestemmelserne i §§ 53-55, §§ 58 a-62 og §§ 66-67 i lov om offentlige veje tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. Afgørelse efter stk. 1 og 2 træffes under hensyntagen til bestemmelserne i traktaten om ordningen af vandløbs- og digeforhold ved den dansk-tyske grænse.«

§ 12

I lov om tillæg til lov om afvanding af marsken ved Tønder, jf. lovbekendtgørelse nr. 271 af 22. april 1988, som ændret ved § 3 i lov nr. 139 af 17. marts 1999, foretages følgende ændring

1. § 2, stk. 1, affattes således

»Hvorvidt, i hvilket forhold og fra hvilket tidspunkt de i § 3 i lov nr. 137 af 18. april 1925 om afvanding af marsken ved Tønder ommeldte nye koge, Sejersbækkogen og Geestkogen, og de inden for kogenes område værende ejendomme er pligtige at bidrage til udgifterne ved driften og vedligeholdelsen af de i § 1 nævnte ældre anlæg, afgøres under hensyn til de forhold, hvorunder de to nævnte koge er indtrådt i digelaget, i overensstemmelse med § 5, stk. 2-3, i lov om afvanding af marsken ved Tønder. Taksationsmyndighederne fordeler tillige resten af nævnte udgifter på de ældre, under digelaget hørende koge, så vidt muligt under hensyntagen til den hidtidige fordeling.«

By- og Boligministeriet

§ 12. (Ophævet).

c) Overlandvæsenskommissioner

§ 12. Kendelser afsagt af hegnssynet kan af hver af sagens parter indbringes for landvæsenskommissionen.

2. I § 13 ændres »§ 42, stk. 3 og stk. 4, §§ 43-49« til: »§§ 42-49«.

§ 12

I lov om tillæg til lov om afvanding af marsken ved Tønder, jf. lovbekendtgørelse nr. 271 af 22. april 1988, som ændret ved § 3 i lov nr. 139 af 17. marts 1999, foretages følgende ændring

1. § 2, stk. 1, affattes således

»Hvorvidt, i hvilket forhold og fra hvilket tidspunkt de i § 3 i lov nr. 137 af 18. april 1925 om afvanding af marsken ved Tønder ommeldte nye koge, Sejersbækkogen og Geestkogen, og de inden for kogenes område værende ejendomme er pligtige at bidrage til udgifterne ved driften og vedligeholdelsen af de i § 1 nævnte ældre anlæg, afgøres under hensyn til de forhold, hvorunder de to nævnte koge er indtrådt i digelaget, i overensstemmelse med § 5, stk. 2-3, i lov om afvanding af marsken ved Tønder. Taksationsmyndighederne fordeler tillige resten af nævnte udgifter på de ældre, under digelaget hørende koge, så vidt muligt under hensyntagen til den hidtidige fordeling.«

§ 13

I lov om udstykning og anden registrering i matriklen, jf. lovbekendtgørelse nr. 265 af 10. april 2000, foretages følgende ændring

1. § 39 affattes således

»§ 39. Hegnssynet kan efter begæring af rekvirenten af skelforretningen pålægge andre end rekvirenten at betale sagens omkostninger helt eller delvis. Anlægges der retssag efter § 36, stk. 2, nr. 2, træffes afgørelsen herom dog af retten. Der skal ved afgørelsen tages hensyn til interesserne i en konstatering af ejendomsgrænsens rette beliggenhed, herunder baggrunden for og resultatet af skelforretningen.

Stk. 2. Begæringen til hegnssynet skal indgives skriftligt til formanden for vedkommende hegnssynsdistrikt. Hegnssynet behandler sagen efter reglerne i hegnsloven om hegnssynsforretninger. Hegnssynets afgørelse kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Stk. 3. Hegnssynets afgørelse kan af hver af parterne indbringes for domstolene senest 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende. Retten kan dog undtagelsesvis tillade, at sagen indbringes efter udløbet af fristen, når ansøgning herom indgives senest 6 måneder efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende.«

Justitsministeriet

§ 13. Landet deles i 6 overlandvæsenskommissionsområder, hvis grænser fastsættes af Domstolsstyrelsen.

§ 13. De i §§ 33-36, §§ 38-40, § 41, stk. 1, III og IV, og stk. 2, § 42, stk. 3 og stk. 4, §§ 43-49 samt § 50, stk. 1 og stk. 2, i lov om hegn fastsatte bestemmelser kommer til anvendelse ved hegnssynsforretninger i medfør af nærværende lov.

§ 13

I lov om udstykning og anden registrering i matriklen, jf. lovbekendtgørelse nr. 265 af 10. april 2000, foretages følgende ændring

1. § 39 affattes således

»§ 39. Hegnssynet kan efter begæring af rekvirenten af skelforretningen pålægge andre end rekvirenten at betale sagens omkostninger helt eller delvis. Anlægges der retssag efter § 36, stk. 2, nr. 2, træffes afgørelsen herom dog af retten. Der skal ved afgørelsen tages hensyn til interesserne i en konstatering af ejendomsgrænsens rette beliggenhed, herunder baggrunden for og resultatet af skelforretningen.

§ 14

I lov nr. 143 af 13. april 1938 om private vejrettigheder, som ændret ved lov nr. 1101 af 21. december 1994, foretages følgende ændring

1. § 2, stk. 2, 2. pkt., ophæves.

§ 14. For hvert overlandvæsenskommissionsområde udnævner kongen en fast formand, der skal være eller opfylde betingelserne for at kunne udnævnes til landsdommer.

Stk. 2. Udnævnelsen gælder for 8-årige perioder.

Stk. 3. På samme måde udnævnes en stedfortræder.

§ 14

I lov nr. 143 af 13. april 1938 om private vejrettigheder, som ændret ved lov nr. 1101 af 21. december 1994, foretages følgende ændring

1. § 2, stk. 2, 2. pkt., ophæves.

§ 15

I lov om retsafgifter, jf. lovbekendtgørelse nr. 806 af 24. august 2000, foretages følgende ændringer

1. § 55, nr. 5, ophæves.

2. I § 64, stk. 1, 1. pkt., udgår: «, bortset fra de i § 65 a omhandlede tilfælde,«.

Trafikministeriet

§ 15. En overlandvæsenskommission består af formanden og fire andre medlemmer, der udmeldes af Domstolsstyrelsen for hver enkelt sag. Vedrører sagen flere overlandvæsenskommissionsområder, udmelder Domstolsstyrelsen tillige formanden blandt de af kongen udnævnte faste formænd. Formanden kan antage sekretærhjælp.

Stk. 2. Et eller to medlemmer vælges blandt fagligt sagkyndige under hensyn til de hovedinteresser, der er sagens genstand, medens medlemmerne i øvrigt vælges blandt bekvemt boende landvæsenskommissærer, uden at valget er begrænset til noget bestemt område.

Stk. 3. Berører en sag staden København, vælges altid 2 medlemmer blandt fagligt sagkyndige til medlemmer af overlandvæsenskommissionen.

II. Landvæsensretternes nedsættelse

§ 15. ---

Stk. 2. For overtrædelser, der begås af aktieselskaber, andelsselskaber eller lignende, kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar.

§ 15

I lov om retsafgifter, jf. lovbekendtgørelse nr. 806 af 24. august 2000, foretages følgende ændringer

1. § 55, nr. 5, ophæves.

§ 16

I lov om offentlige veje, jf. lovbekendtgørelse nr. 671 af 19. august 1999, som ændret ved § 2 i lov nr. 172 af 19. marts 2001, foretages følgende ændring

1. Efter § 67 indsættes i kapitel 5

»Særlige regler for taksation efter visse love

§ 16. Begæring om nedsættelse af en landvæsensret indgives til formanden i det område, hvor det anlæg, der er sagens genstand, er beliggende.

Stk. 2. Vedrører sagen flere områder, indgives begæringen til formanden for det område, hvori sagens genstand efter rekvirentens skøn hovedsagelig er beliggende.

§ 16

I lov om offentlige veje, jf. lovbekendtgørelse nr. 671 af 19. august 1999, som ændret ved § 2 i lov nr. 172 af 19. marts 2001, foretages følgende ændring

1. Efter § 67 indsættes i kapitel 5

»Særlige regler for taksation efter visse love

§ 17

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2001.

Stk. 2. Sager, som er indbragt for en landvæsensret inden lovens ikrafttræden, færdigbehandles efter de hidtil gældende regler.

§ 17. Begæringen om nedsættelse af en landvæsensret skal være skriftlig affattet og indeholde en fremstilling af de forhold, der ønskes undergivet landvæsensrettens bedømmelse, og af de påstande, der agtes nedlagt. Endvidere skal i begæringen opgives med navn og bopæl, hvem der ønskes indkaldt til møde. Den kan ledsages af kort og andre dokumenter, ved hvilke den indeholdte påstand agtes begrundet.

§ 18

Stk. 1. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Stk. 2. § 14 kan ved kongelig anordning sættes i kraft for Færøerne med de afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

Side

1.

Indledning

7

2.

Gældende ret

8

2.1.

Landvæsensretternes sammensætning mv.

8

2.2.

Landvæsensretternes kompetence

8

2.3.

Landvæsensretternes sagsbehandling

9

2.4.

Sagsomkostninger

9

2.5.

Sagsantal

9

3.

Lovforslagets udforming

10

3.1.

Sager om fordeling af udgifter og bidrag mv.

10

3.2.

Sager om fastsættelse af erstatning mv.

10

3.3.

Hegnssager

11

4.

Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser mv.

12

5.

Hørte myndigheder mv.

13

1. Indledning

Formålet med lovforslaget er at nedlægge landvæsensretterne. Landvæsensretterne behandler et beskedent antal sager, og der skønnes ikke længere at være behov for at opretholde særlige myndigheder til behandling af landvæsenssager. Endvidere står det administrative arbejde, der er forbundet med at udpege formænd og medlemmer af landvæsenskommissioner og overlandvæsenskommissioner, ikke i rimeligt forhold til det begrænsede antal sager, der behandles af landvæsensretterne.

Lovforslaget ligger i forlængelse af den ophævelse af husdyrvoldgiftsretterne, som blev gennemført ved lov nr. 1017 af 23. december 1998 med ikrafttræden den 1. april 1999. Lovforslaget foregriber ikke en stillingtagen til forslagene fra Domstolenes Strukturkommission om den fremtidige domstolsstruktur og ej heller Retsplejerådets overvejelser om en generel reform af den civile retspleje. Retsplejerådets overvejelser går således i retning af en generel styrkelse af byretternes rolle som den centrale instans for behandling af retstvister i 1. instans.

Lovforslaget bygger på betænkning nr. 1200/1990 om landvæsensretterne, som er udarbejdet af et udvalg under Justitsministeriet med repræsentanter for de berørte ministerier og kommunale myndigheder samt fra landvæsensretterne, Dommerforeningen og Advokatrådet. I betænkningen, der er afgivet af et enigt udvalg, foreslås, at landvæsensretterne nedlægges, og at deres opgaver overføres til andre myndigheder.

I betænkningen foreslås sager om erstatning og klager over hegnssynsafgørelser overført til de taksationsmyndigheder, der er nedsat efter lov om offentlige veje. Sager om bidrags- og udgiftsfordelingsspørgsmål foreslås overført til de kommunale myndigheder, som i dag i de fleste tilfælde træffer afgørelse om sagernes tekniske aspekter.

Lovforslaget er udformet i overensstemmelse med betænkningens forslag for så vidt angår erstatningssager efter vandløbsloven og vandforsyningsloven samt sager om ekspropriationserstatning og lignende efter anden lovgivning. Erstatningssager efter fiskeriloven og lov om private vejrettigheder samt hegnssager foreslås derimod ikke henlagt til taksationsmyndighederne, men til de almindelige domstole, jf. om baggrunden herfor pkt. 3.2 og 3.3 nedenfor. Endelig foreslås sager om bidrags- og udgiftsfordelingsspørgsmål efter vandløbsloven og vandforsyningsloven mv. henlagt til taksationsmyndighederne i stedet for de kommunale myndigheder, jf. om baggrunden herfor pkt. 3.1 nedenfor.

2. Gældende ret

2.1. Landvæsensretternes sammensætning mv.

Landvæsensretternes sammensætning, udnævnelse og procedureregler er fastlagt i lov om landvæsensretter fra 1949, jf. lovbekendtgørelse nr. 133 af 6. marts 1970, som ændret ved § 5 i lov nr. 402 af 26. juni 1998 og § 5 i lov nr. 365 af 2. juni 1999. En sammenskrivning af den gældende lov er optaget som bilag 1 til lovforslaget.

Landvæsensretterne er: landvæsensnævnene, landvæsenskommissionerne og overlandvæsenskommissionerne.

Landvæsensnævnets område er retskredsen. For hvert område udnævner amtsrådet en formand, og kommunalbestyrelsen udnævner to nævnsmænd for hver kommune.

Landvæsenskommissionens område er amtsrådskredsen eller en del af denne. For hvert af de i alt 32 områder udnævner Domstolsstyrelsen en formand efter indstilling fra amtsrådet. Landvæsenskommissærer udnævnes af Domstolsstyrelsen for hvert område i et nærmere fastsat antal.

Formanden skal udnævnes blandt områdets byretsdommere, mens der ikke stilles særlige faglige eller uddannelsesmæssige krav til de øvrige medlemmer.

En landvæsenskommission nedsættes til den enkelte sag, idet formanden udtager to landvæsenskommissærer til at deltage i sagens behandling.

Landet er opdelt i seks overlandvæsenskommissionsområder. For hvert område udnævnes en formand, der skal opfylde betingelserne for at kunne udnævnes til landsdommer.

En overlandvæsenskommission består af formanden og fire andre medlemmer, der udmeldes af Domstolsstyrelsen til at deltage i behandlingen af den enkelte sag. En eller to af de øvrige medlemmer skal være særlig kyndige med hensyn til de hovedspørgsmål, sagen drejer sig om.

2.2. Landvæsensretternes kompetence

Efter landvæsensretslovens § 1, stk. 1, behandler landvæsensretterne alle sager, som efter gældende lovgivning eller ifølge gammel praksis eller sædvane er henlagt til landvæsensretterne.

Af betænkningen side 25 fremgår, at landvæsensretterne ikke i perioden 1985-87 har behandlet sager, hvor kompetencen har støttet sig på gammel praksis eller sædvane. Justitsministeriet har endvidere ved henvendelse til de enkelte landvæsenskommissioner og overlandvæsenskommissioner fået oplyst, at landvæsensretterne i perioden 1997-99 kun har behandlet en enkelt sag, hvor kompetencen har støttet sig på gammel praksis eller sædvane.

Landvæsensretternes kompetence beror således som altovervejende hovedregel på bestemmelser herom i anden lovgivning.

Landvæsensnævnene har ikke længere nogen opgaver.

Landvæsenskommissionerne behandler som 1. instans følgende sager

Efter vandløbsloven: Sager om fordeling af udgifter og bidrag (uenighed mellem vandløbsmyndigheder, vedligeholdelse af private vandløb, bidrag til offentlige pumpelag, bidrag ved arealoverførsel fra en afgiftspligtig ejendom samt ved bebyggelse mv., tilførsel af spildevand eller vandindvinding), sager om fortrinsberettiget pant i den afgiftspligtige ejendom for anlægsbidrag og sager om ekspropriationserstatning og erstatning efter lovens bestemmelser i øvrigt (erstatning for myndighedernes færden langs vandløb, myndighedernes undersøgelser, for skader ved regulering af vandløb, sænkning af vandstanden i en sø, anlæg af nye vandløb, vedligeholdelse af vandløb, oprettelse eller ændring af pumpelag samt anlæg eller ændring af broer, overkørsler eller opstemningsanlæg). Der henvises til betænkningen side 25-29.

Efter vandforsyningsloven: Sager om ekspropriationserstatning og erstatning efter lovens bestemmelser i øvrigt (erstatning for skader ved forandring af grundvandsstanden, vandføringen i vandløb eller vandstanden i en sø, for ophør med benyttelse af egen vandforsyningsboring, for gennemførelse af almen vandforsyning, for tilbagekaldelse af indvindingstilladelse samt for skader ved myndighedernes undersøgelser). Der henvises til betænkningen side 31-34.

Efter lov om okker: Sager om erstatning for afslag på ansøgning om udgrøftning eller dræning af et areal, der tidligere har været udgrøftet eller drænet. Der henvises til betænkningen side 34-36.

Efter lov om betalingsregler for spildevandsanlæg: Sager om godtgørelse for overtagelse af et privat spildevandsanlæg. Der henvises til betænkningen side 37-38.

Efter lov om Skjern Å Naturprojekt: Sager om erstatning for foranstaltninger vedrørende vandløb, som foretages i medfør af loven. Loven er gennemført i 1998.

Efter lov om inddragelse af dele af søterritoriet under de for ferske vande gældende retsregler: Afgivelse af udtalelse om, hvorvidt dele af søterritoriet er gået over til at have karakter af ferske vande. Der henvises til betænkningen side 40-41.

Efter hegnsloven, lov om læhegn og tilskud til læplantning og udstykningsloven: Klager over hegnssynets afgørelser. Der henvises til betænkningen side 43-46, 50 og 55-57.

Efter fiskeriloven: sager om erstatning for fjernelse af spærrende fangstindretninger (se betænkningen side 50-54 om reglerne i den tidligere ferskvandsfiskerilov).

Efter lov om afvanding af marsken ved Tønder og lov om tillæg til lov om afvanding af marsken ved Tønder: Sager om fordeling af udgifter og om erstatning for afståelse af grund eller materialer. Der henvises til betænkningen side 48-50.

Efter lov om private vejrettigheder: Sager om tilkendelse af nødvej og om fastsættelse af erstatning herfor. Der henvises til betænkningen side 59-60.

En landvæsenskommissions afgørelse kan som hovedregel appelleres til overlandvæsenskommissionen. I sager efter hegnsloven, lov om læhegn og tilskud til læplantning samt udstykningsloven, hvor landvæsenskommissionen behandler klager over hegnssynets afgørelser, kan landvæsenskommissionens afgørelse dog kun med særlig tilladelse appelleres til overlandvæsenskommissionen.

2.3. Landvæsensretternes sagsbehandling

Landvæsensretterne er særlige domstole og er således ikke en del af den offentlige forvaltning. Landvæsensretterne er derfor ikke omfattet af forvaltningsloven, offentlighedsloven eller ombudsmandsloven.

Sagsbehandlingen ved landvæsensretterne sker efter reglerne i lov om landvæsensretter, der i store træk svarer til retsplejelovens bestemmelser om behandlingen af civile sager.

Da landvæsensretterne har status som domstole, kan deres afgørelser ikke indbringes for de almindelige domstole. Afgørelser, hvorved en indsigelse mod et medlems habilitet forkastes, kan dog kæres til landsretten, jf. landvæsensretslovens § 23, stk. 2. Endvidere kan en overlandvæsenskommissions afgørelse kæres til landsretten for så vidt angår spørgsmål, om sagen falder inden for landvæsensretternes kompetence, jf. § 43 i landvæsensretsloven.

2.4. Sagsomkostninger

Der skal ikke betales retsafgift for behandling af sager ved landvæsensretterne.

Der skal derimod betales vederlag og rejsegodtgørelse til landvæsensrettens medlemmer, vederlag til sagkyndig medhjælp mv.

Før sagen påbegyndes, kan landvæsensretten kræve, at en klager stiller sikkerhed for betalingen af disse udgifter. Statsamtet kan dog meddele en klager fri proces med den virkning, at der ikke kan kræves sikkerhedsstillelse for omkostningerne.

Ved landvæsensrettens kendelse tages der stilling til, hvem der endeligt skal betale sagsomkostningerne.

2.5. Sagsantal

Antallet af sager behandlet ved landvæsensretterne i perioden 1985-87 er i betænkningen side 18 opgjort til ca. 250 pr. år. Opgørelsen bygger på oplysninger indhentet særskilt fra samtlige landvæsensretter til brug for udvalgsarbejdet.

Siden betænkningens afgivelse er landvæsensretternes opgaver efter miljøbeskyttelsesloven, sandflugtsloven, jagtloven, mergelloven og affaldsdepotloven bortfaldet eller overført til andre myndigheder. Det samme gælder de fleste af landvæsensretternes opgaver efter den tidligere ferskvandsfiskerilov. Fratrækkes disse sager, jf. betænkningen side 103-105, resterer ca. 200 sager pr. år, heraf godt halvdelen vedrørende hegnsloven.

Justitsministeriet har fra landvæsensretterne indhentet følgende oplysninger om antallet af behandlede sager i perioden 1997-1999

1997

1998

1999

Landvæsenskommissionerne

164

138

189

heraf

hegnssager

134

114

142

andre sager

30

24

47

Overlandvæsenskommissionerne

7

5

9

3. Lovforslagets udformning

3.1. Sager om fordeling af udgifter og bidrag mv.

Udvalget foreslår, at kompetencen til at træffe afgørelse om fordeling af udgifter og bidrag mv. efter vandløbsloven og lovene om afvanding af Tøndermarsken overføres til de kommunale myndigheder, som efter de gældende regler i de fleste tilfælde træffer afgørelse om sagernes tekniske aspekter. Udvalget forudsætter, at de kommunale afgørelser vil kunne påklages. Der henvises til betænkningen side 66-69.

De Danske Landboforeninger og Dansk Familielandbrug har i deres høringssvar anført, at det vil være betænkeligt ud fra et retssikkerhedsmæssigt synspunkt at henlægge sager om udgiftsfordeling mv. til de kommunale myndigheder, idet myndigheden ofte vil være part i sagen dvs. bidragspligtig i større eller mindre omfang.

Udvalget har nøje overvejet dette spørgsmål, jf. betænkningen side 66-69. Udvalget anfører, at det i dag er accepteret i lovgivningen, at kommunale myndigheder kan træffe afgørelse i sager, hvor disse myndigheder selv kan optræde som part. Der var på den baggrund enighed om at foreslå afgørelseskompetencen i sagerne vedrørende udgiftsfordeling mv. overført til de kommunale myndigheder. Udvalget forudsætter i den forbindelse som nævnt, at de kommunale afgørelser vil kunne påklages.

Justitsministeriet finder på denne baggrund ikke, at der ville være retssikkerhedsmæssige betænkeligheder forbundet med at henlægge sager om udgiftsfordeling mv. til de kommunale myndigheder.

Alle de sager efter vandløbsloven og vandforsyningsloven, der i dag behandles ved landvæsensretterne, er imidlertid beslægtede, og da erstatningssagerne i overensstemmelse med udvalgets forslag foreslås overført til taksationsmyndighederne, finder Justitsministeriet det hensigtsmæssigt, at også sager om udgiftsfordeling mv. overføres til taksationsmyndighederne.

Der henvises til lovforslagets §§ 2, 11 og 12 og til bemærkningerne til disse bestemmelser.

Udvalget foreslår endvidere, at de kommunale myndigheder får kompetence til at afgive indstilling om, hvorvidt dele af søterritoriet er gået over til at have karakter af ferske vande, således at det er rimeligt at ændre deres status efter lov om inddragelse af dele af søterritoriet under de for ferske vande gældende retsregler. Der henvises til betænkningen side 74-75.

Justitsministeriet er enig heri, og lovforslagets § 7 er udarbejdet i overensstemmelse hermed. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til denne bestemmelse.

3.2. Sager om fastsættelse af erstatning mv.

Udvalget foreslår, at kompetencen til at træffe afgørelse om erstatning mv. i alle tilfælde overføres til taksationsmyndighederne efter lov om offentlige veje. Udvalget finder, at landvæsensretternes sager om erstatningsspørgsmål i høj grad er beslægtet med de sager, taksationsmyndighederne efter de gældende regler behandler. Som hovedregel giver disse sager ikke anledning til egentlig bevisførelse. Der henvises til betænkningen side 63-66.

Justitsministeriet kan tiltræde udvalgets forslag for så vidt angår sager om ekspropriationserstatning og andre erstatningskrav mod det offentlige, og lovforslaget er for så vidt angår disse sager udarbejdet i overensstemmelse med forslaget i betænkningen.

Det foreslås således, at sager om erstatning mv. efter lov om okker, lov om betalingsregler for spildevandsanlæg, lov om Skjern Å Naturprojekt og lov om afvanding af marsken ved Tønder, ekspropriationserstatning og erstatning for myndighedernes undersøgelser efter vandløbsloven og vandforsyningsloven samt erstatning efter vandløbsloven for myndighedernes færden langs vandløb og efter vandforsyningsloven for tilbagekaldelse af indvindingstilladelse overføres til taksationsmyndighederne efter vejloven, og at sagerne skal behandles efter vejlovens generelle regler.

Dette indebærer, at sagen indbringes for taksationsmyndighederne af det offentlige, at det offentlige betaler taksationsmyndighedernes omkostninger, og at den erstatningssøgende kan tilkendes en godtgørelse til hel eller delvis dækning af sine udgifter til sagkyndig bistand.

Der henvises til lovforslagets §§ 2-6 og 11 og til bemærkningerne til disse bestemmelser.

Justitsministeriet kan endvidere tiltræde udvalgets forslag for så vidt angår andre erstatningssager efter vandløbsloven og vandforsyningsloven. Her vil der ganske vist kunne blive tale om, at kravet rettes mod private, men i praksis vil det som oftest være sådan, at en af sagens parter er en offentlig myndighed. Hertil kommer, at sagerne er beslægtet med sagerne om udgiftsfordeling og ekspropriationserstatning mv. efter vandløbsloven og vandforsyniningsloven, der foreslås overført til taksationsmyndighederne. Der henvises til lovforslagets §§ 2 og 3 og til bemærkningerne til disse bestemmelser.

Det foreslås, at der i disse sager fastsættes særlige regler om sagens indbringelse for taksationskommissionen, om sagsomkostninger, om betaling af taksationsmyndighedernes udgifter bortset fra vederlag til formænd og sekretærer samt om fri proces. Der henvises til lovforslagets § 16 og til bemærkningerne til denne bestemmelse.

Det bemærkes, at i disse sager vil de foreslåede særlige regler om sagsbehandlingen gælde, uanset om erstatningskravet konkret rettes mod en privat eller mod en offentlig myndighed. Ved anvendelsen af bestemmelsen om tilkendelse af sagsomkostninger vil der dog kunne tages hensyn til, at modparten er en offentlig myndighed, jf. bemærkningerne til lovforslagets § 16.

Det bemærkes endvidere, at forslaget om, at disse sager kan indbringes for taksationsmyndighederne, ikke er til hinder for, at parterne i stedet indbringer sagen direkte for domstolene, hvis de er enige herom. Anlægges der retssag, uden at sagen forinden har været behandlet ved taksationsmyndighederne, skal retten således ikke afvise sagen på embeds vegne, men kun efter påstand.

I de øvrige erstatningssager, som udvalget foreslår overført til taksationsmyndighederne, vil sagens parter som oftest udelukkende være private. Det drejer sig om erstatning efter fiskeriloven for fjernelse af spærrende fangstredskaber og erstatning efter lov om private vejrettigheder for tilkendelse af nødvej.

Justitsministeriet finder, at erstatningssager mellem private parter som udgangspunkt ikke bør behandles ved en administrativ myndighed - som for eksempel taksationsmyndighederne - men ved domstolene. Justitsministeriet foreslår derfor, at de nævnte erstatningssager fremover behandles ved de almindelige domstole. Dette gælder også, hvor erstatningskravet konkret måtte være rettet mod eller fremsat af en offentlig myndighed.

Der henvises til lovforslagets §§ 10 og 14 og til bemærkningerne til disse bestemmelser.

3.3. Hegnssager

Hegnsloven indeholder regler om rejsning, ombytning og vedligeholdelse af fælleshegn og egne hegn. Loven indeholder desuden enkelte regler vedrørende grene, der er til gene for naboejendommen.

Hegnstvister efter hegnsloven behandles af de særlige hegnsmyndigheder.

I hver kommune findes et hegnssyn, der udpeges af kommunalbestyrelsen. Hegnssynet er et tvistløsningsnævn, der fungerer uafhængigt af kommunen. Hegnssynet består af tre medlemmer, hvoraf mindst et medlem skal være plantningskyndigt. I kommuner med bymæssig bebyggelse på 1.000 indbyggere eller derover skal der tillige være et bygningskyndigt medlem.

Kan der under en hegnssag ikke opnås forlig mellem sagens parter, træffer hegnssynet afgørelse. Hegnssynets afgørelser kan - med de begrænsninger, der følger af § 42 i hegnsloven - indbringes for landvæsenskommissionen. Landvæsenskommissionens afgørelse kan undtagelsesvis med tilladelse fra fødevareministeren indbringes for overlandvæsenskommissionen. Kompetencespørgsmål kan dog indbringes for landsretten, jf. § 43 i lov om landvæsensretter.

Udvalget foreslår, at landvæsensretternes opgaver i hegnssager overføres til taksationsmyndighederne efter lov om offentlige veje. Udvalget finder, at såvel de almindelige domstole som taksationsmyndighederne vil være egnede til at behandle sagerne. Udvalget finder imidlertid, at efter sagernes karakter vil en mere formløs behandling være ønskelig, og udvalget foreslår derfor opgaverne overført til taksationsmyndighederne. Der henvises til betænkningen side 75.

Justitsministeriet finder, at hegnssagerne adskiller sig i betydelig grad fra de sager, der ellers behandles af taksationsmyndighederne efter lov om offentlige veje, og også fra de sager, som udvalget i øvrigt foreslår overført til taksationsmyndighederne. Hegnssagerne er privatretlige nabokonflikter, der i det væsentlige angår en række tekniske spørgsmål om hegns dimensioner og beskaffenhed og om udgiftsfordeling.

Justitsministeriet finder på denne baggrund, at hegnssagerne ikke bør overføres til taksationsmyndighederne.

I stedet foreslås det, at hegnssynets afgørelse bliver den endelige administrative afgørelse. Den, der ønsker at anfægte hegnssynets afgørelse, må herefter indbringe sagen for de almindelige domstole. Sagen vil i givet fald skulle anlægges mod den anden part i sagen for hegnssynet og ikke mod hegnssynet.

Det foreslås, at indbringelse for domstolene først kan ske, når hegnssynet har truffet afgørelse.

Det foreslås endvidere, at hegnssynets afgørelse i givet fald skal indbringes for domstolene inden 4 uger, svarende til den gældende frist for indbringelse af hegnssynets afgørelse for landvæsenskommissionen.

Retten skal efter forslaget dog undtagelsesvis kunne tillade indbringelse senere end 4 uger, men højst 6 måneder efter, at hegnssynets afgørelse er meddelt den pågældende. Om en sådan ansøgning om såkaldt oprejsningsbevilling skal imødekommes, vil bero på en konkret vurdering, hvor det navnlig må tillægges betydning, om der har foreligget en alvorlig hindring for sagens rettidige indbringelse for domstolene, og om ansøgningen er indgivet snarest muligt efter hindringens bortfald.

Når en hegnssag indbringes for domstolene, er der tale om en prøvelse af hegnssynets afgørelse efter grundlovens § 63. Domstolene er således ikke bundet af hegnssynets afgørelse, men traditionelt har det ved domstolsprøvelsen væsentlig betydning, at sagen forinden har været undergivet en særlig sagkyndig behandling, således som der er tale om for hegnssynenes vedkommende. Det bemærkes herved, at kommunalbestyrelsen ved udpegningen af hegnssynets medlemmer efter hegnsloven skal sikre, at medlemmerne repræsenterer den fornødne sagkundskab.

Da hegnssager efter forslaget først kan indbringes for domstolene, når hegnssynet har truffet afgørelse, vil den af hegnssynet trufne afgørelse udgøre rammerne for retssagen. Parterne vil således ikke under retssagen kunne inddrage krav, der vil gøre det nødvendigt for retten at tage stilling til forhold, som ikke har foreligget for hegnssynet. Sådanne krav må i givet fald først indbringes for hegnssynet.

Behandlingen ved domstolene vil i øvrigt skulle ske efter retsplejelovens almindelige regler. Der vil således blandt andet kunne afgives forklaring af sagkyndige vidner, afholdes syn og skøn eller foretages besigtigelse, såfremt retten anser dette for hensigtsmæssigt. Det må antages, at navnlig besigtigelse ofte vil være hensigtsmæssig i disse sager. Der vil endvidere kunne gives fri proces efter reglerne i retsplejelovens kapitel 31.

De foreslåede regler om indbringelse for domstolene vil også gælde, hvis en part ønsker at anfægte hegnssynets afgørelse om afvisning af en sag.

Der henvises til lovforslagets §§ 8, 9 og 13 og til bemærkningerne til disse bestemmelser.

4. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser mv.

Lovforslaget indebærer en administrativ lettelse navnlig for kommunerne og amtskommunerne, der beskikker formand og medlemmer i landvæsensnævnene og afgiver indstilling om beskikkelse af formand og medlemmer i landvæsenskommissionerne.

Lovforslaget indebærer, at statens udgifter til vederlag til overlandvæsenskommissionernes formænd og sekretærer bortfalder. Disse udgifter udgjorde i 1997, 1998 og 1999 henholdsvis 71.910 kr., 17.888 kr. og 31.208 kr.

Endvidere bortfalder statens udgift til vederlag til den teknisk sagkyndige i landvæsenskommissionen for Sønderjyllands Amtskommunes 4. kreds. Denne udgift udgjorde i 1997, 1998 og 1999 henholdsvis 48.609 kr., 24.915 kr. og 35.596 kr.

Endelig bortfalder amtskommunernes udgifter til vederlag til landvæsenskommissionernes formænd og sekretærer. Disse udgifter udgjorde i 1997, 1998 og 1999 henholdsvis 346.016 kr., 262.910 kr. og 288.119 kr.

Samtidig indebærer lovforslaget, at de almindelige domstole vil få en begrænset forøgelse af sagsmængden. Dette skønnes at medføre en beskeden merindtægt i form af retsafgifter. Den begrænsede forøgelse af sagsmængden skønnes ikke at kræve øgede ressourcer til domstolene.

Endvidere indebærer lovforslaget, at taksationsmyndighederne efter lov om offentlige veje vil få en begrænset forøgelse af sagsmængden. Dette vil kunne betyde en begrænset merudgift for staten til vederlag til taksationskommissionernes og overtaksationskommissionernes formænd og sekretærer.

Herudover skønnes lovforslaget ikke at have økonomiske eller administrative konsekvenser for det offentlige af betydning.

Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser og indeholder ikke EU-retlige aspekter. Lovforslaget har ingen økonomiske eller administrative konsekvenser for erhvervslivet.

Vurdering af konsekvenser af lovforslaget

Positive konsekvenser/

mindre udgifter

Negative konsekvenser/

merudgifter

Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner

Ingen af betydning

Ingen af betydning

Administrative konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner

Mindre lettelse

Ingen

Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Ingen

Miljømæssige konsekvenser

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for borgerne

Ingen

Ingen

Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter

5. Hørte myndigheder mv.

Et udkast til lovforslaget har været til høring hos

Domstolsstyrelsen, Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret, Københavns Byret og retterne i Århus, Odense, Ålborg og Roskilde, Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Advokatrådet, Amtsrådsforeningen, Kommunernes Landsforening, Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune, Landbrugsrådet, De Danske Landboforeninger, Dansk Familielandbrug, Foreningen af Hegnssynsformænd og Den Danske Landinspektørforening.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

I lovforslagets bilag 2 er de foreslåede bestemmelser sammenholdt med de gældende regler.

Til § 1

(lov om landvæsensretter)

Lov om landvæsensretter foreslås ophævet. Landvæsensretterne nedlægges, og deres opgaver overføres til andre myndigheder.

Til § 2

(vandløbsloven)

Til nr. 1 (§ 7, stk. 5 og 6)

Kompetencen til at træffe afgørelse i tilfælde af uenighed mellem vandløbsmyndigheder om økonomiske spørgsmål, herunder om fordeling af udgifter, foreslås henlagt til miljø- og energiministeren (betænkningen side 72 og 107). Efter vandløbslovens § 78 vil miljø- og energiministeren kunne henlægge beføjelsen til Skov- og Naturstyrelsen og vil kunne bestemme, at Skov- og Naturstyrelsens afgørelser ikke kan påklages til ministeren.

Til nr. 2 (§ 35, stk. 3)

Kompetencen til at træffe afgørelse om fordeling af udgifter til vedligeholdelse af private vandløb foreslås overført til taksationsmyndighederne. Som efter den gældende bestemmelse kan spørgsmålet i første omgang indbringes for vandløbsmyndigheden, der mægler forlig. Det foreslås, at i mangel af forlig skal enhver af parterne kunne forlange, at vandløbsmyndigheden indbringer spørgsmålet for taksationsmyndighederne til afgørelse. Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 3.1.

Til nr. 3 (§ 41)

Kompetencen til at træffe afgørelse om ydelse af bidrag til offentlige pumpelag foreslås overført til taksationsmyndighederne. I første omgang behandles spørgsmålet af amtsrådet, typisk som led i beslutningen om at oprette et offentligt pumpelag. Det foreslås, at i mangel af en forligsmæssig løsning skal enhver af parterne kunne forlange, at amtsrådet indbringer spørgsmålet for taksationsmyndighederne til afgørelse. Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 3.1.

Til nr. 4 (§ 57, stk. 1, 1. pkt.)

Der er tale om en konsekvensændring. Bestemmelsen angår myndighedernes adgang til at færdes langs vandløb.

Til nr. 5 (§ 65, stk. 2, 2. pkt.)

Kompetencen til at træffe afgørelse om fortrinsberettiget pant i den afgiftspligtige ejendom for anlægsbidrag foreslås overført til taksationsmyndighederne. Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 3.1.

Til nr. 6 (§ 67, stk. 2)

Efter den gældende bestemmelse kan vandløbsmyndighedens afgørelse om fordeling af bidrag ved arealoverførsel fra en afgiftspligtig ejendom indbringes for landvæsenskommissionen. Det foreslås, at vandløbsmyndighedens afgørelse i stedet skal kunne forlanges indbragt for taksationsmyndighederne. Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 3.1.

Til nr. 7 (§ 68, stk. 4)

Efter den gældende bestemmelse kan vandløbsmyndighedens afgørelse om pålæg af bidrag ved bebyggelse mv., tilførsel af spildevand eller vandindvinding indbringes for landvæsenskommissionen. Det foreslås, at vandløbsmyndighedens afgørelse i stedet skal kunne forlanges indbragt for taksationsmyndighederne. Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 3.1.

Til nr. 8 og 9 (§§ 71-73)

Kompetencen til at træffe afgørelse om ekspropriationserstatning og om erstatning efter lovens bestemmelser i øvrigt foreslås overført til taksationsmyndighederne (betænkningen side 71 og 107-109).

Ved behandlingen af sager om ekspropriationserstatning og om erstatning for myndighedernes færden langs vandløb samt myndighedernes undersøgelser finder bestemmelserne i lov om offentlige veje tilsvarende anvendelse, jf. henvisningen i den foreslåede bestemmelse i § 72, stk. 2.

Andre erstatningssager omfattes af den foreslåede § 73. Det drejer sig om erstatning for skader ved regulering af vandløb, sænkning af vandstanden i en sø, anlæg af nye vandløb, vedligeholdelse af vandløb, oprettelse eller ændring af pumpelag samt anlæg eller ændring af broer, overkørsler eller opstemningsanlæg.

I disse sager indbringes sagen for taksationskommissionen af den erstatningssøgende, jf. den foreslåede § 73, stk. 2. Om sagens behandling for taksationsmyndighederne gælder den foreslåede § 67 a i lov om offentlige veje (lovforslagets § 16).

Taksationsmyndighedernes udgifter ved sagens behandling bortset fra vederlag til formænd og sekretærer betales forlods af vandløbsmyndigheden, jf. den foreslåede § 73, stk. 3. Parterne kan pålægges helt eller delvis at refundere udgifterne over for vandløbsmyndigheden, jf. den foreslåede § 67 a, stk. 5, i lov om offentlige veje (lovforslagets § 16).

Til nr. 10 (§ 74)

Der er tale om en konsekvensændring som følge af forslaget om at overføre kompetencen til at træffe afgørelse om betaling af bidrag mv. til taksationsmyndighederne (nr. 2, 3, 5, 6 og 7). § 74 fastslår herefter alene en pligt for vandløbsmyndigheden til at søge en forligsmæssig løsning. Ophævelsen af stk. 2 og 3 i den gældende regel skyldes, at bestemmelserne om kompetencen for taksationsmyndighederne til at træffe afgørelse i sager om udgifts- og bidragsfordeling foreslås placeret i vandløbslovens §§ 35, 41, 65, 67 og 68 (jf. nr. 2, 3, 5, 6 og 7), mens reglerne om erstatningssager foreslås placeret i §§ 72 og 73 (jf. nr. 8 og 9).

Til nr. 11 (§ 80, stk. 1, 2. pkt.)

Der er tale om en konsekvensændring som følge af forslaget om at overføre kompetencen til at træffe afgørelse om erstatning til taksationsmyndighederne (nr. 8 og 9). Påklage af taksationskommissionens afgørelser til overtaksationskommissionen reguleres af bestemmelserne i lov om offentlige veje, jf. henvisningen i den foreslåede § 72, stk. 2, samt den foreslåede § 67 a i lov om offentlige veje (lovforslagets § 16).

Til nr. 12 (§ 85, stk. 3)

Ændringen af bestemmelsen om strafansvar for juridiske personer er en følge af, at der ved lov nr. 474 af 12. juni 1996 om ændring af straffeloven blev fastlagt regler om kollektivansvar i straffeloven. Ved vedtagelsen af ændringen af straffeloven blev det forudsat, at de gældende bestemmelser om kollektivansvar i særlovgivningen ved først givne lejlighed skulle ændres i overensstemmelse hermed.

Til § 3

(vandforsyningsloven)

Til nr. 1 (§ 9)

Kompetencen til at træffe afgørelse om erstatning efter lovens §§ 23, 28, 30 og 31 foreslås overført til taksationsmyndighederne, således at sagen indbringes for taksationskommissionen af den erstatningssøgende.

Om sagernes behandling ved taksationsmyndighederne gælder den foreslåede § 67 a i lov om offentlige veje (lovforslagets § 16).

Til nr. 2 og 4-7 (§ 23, stk. 3, § 28, stk. 2, § 30, stk. 2, § 31, stk. 2)

Kompetencen til at træffe afgørelse om erstatning mv. efter lovens §§ 23, 28, 30 og 31 foreslås overført til taksationsmyndighederne (betænkningen side 72-73 og 111-112).

Sagerne indbringes for taksationskommissionen af den erstatningssøgende, jf. den foreslåede § 9. Det drejer sig om sager om erstatning for skader ved forandring af grundvandsstanden, vandføringen i vandløb eller vandstanden i en sø (§§ 23 og 28) og for ophør med benyttelse af egen vandforsyningsboring (§ 30) og om tilskud til gennemførelse af almen vandforsyning (§ 31).

Taksationsmyndighedernes udgifter ved sagens behandling bortset fra vederlag til formænd og sekretærer betales i sager efter § 23 forlods af amtsrådet, i sager efter § 28 forlods af tilladelsesmyndigheden og i sager efter §§ 30 og 31 forlods af kommunalbestyrelsen. Parterne kan pålægges helt eller delvis at refundere udgifterne over for den pågældende myndighed, jf. den foreslåede § 67 a, stk. 5, i lov om offentlige veje (lovforslagets § 16).

Til nr. 3 (§ 24)

Lovforslaget overfører kompetencen i erstatningssager fra domstolene (landvæsensretterne) til forvaltningen (taksationsmyndighederne). Der er derfor ikke fundet tilstrækkelig anledning til at medtage regler om ekstraordinær genoptagelse. Adgangen til ekstraordinær genoptagelse følger af almindelige forvaltningsretlige grundsætninger.

Til nr. 8 og 9 (§ 32, stk. 4, og § 39, stk. 4)

Kompetencen til at træffe afgørelse om erstatning efter lovens §§ 32 og 39 foreslås overført til taksationsmyndighederne (betænkningen side 72-73 og 111-112).

Sagerne indbringes for taksationskommissionen af det offentlige, jf. den foreslåede § 42. Det drejer sig om sager om erstatning for tilbagekaldelse af indvindingstilladelse (§ 32) samt for skader ved myndighedernes undersøgelser (§ 39).

Til nr. 10 (§ 42)

Kompetencen til at træffe afgørelse om ekspropriationserstatning foreslås overført til taksationsmyndighederne (betænkningen side 72-73 og 112).

Sager om erstatning efter §§ 32 og 39 behandles på samme måde som ekspropriationssager, således at det er det offentlige, der indbringer sagen for taksationskommissionen. Det drejer sig om sager om erstatning for tilbagekaldelse af indvindingstilladelse samt for skader ved myndighedernes undersøgelser.

Til nr. 11 (§ 84, stk. 3)

Ændringen af bestemmelsen om strafansvar for juridiske personer er en følge af, at der ved lov nr. 474 af 12. juni 1996 om ændring af straffeloven blev fastlagt regler om kollektivansvar i straffeloven, jf. bemærkningerne til § 2, nr. 12, ovenfor.

Til § 4

(lov om okker)

Til nr. 1 (§ 4, stk. 3)

Kompetencen til at træffe afgørelse om erstatning for afslag på ansøgning om udgrøftning eller dræning af et areal, der tidligere har været udgrøftet eller drænet, foreslås overført til taksationsmyndighederne (betænkningen side 73 og 112).

Til nr. 2 (§ 11, stk. 1, nr. 4)

Der er tale om en konsekvensændring. Efter henvisningen til bestemmelserne i lov om offentlige veje i den foreslåede bestemmelse i § 4, stk. 3, påhviler det Skov- og Naturstyrelsen at indbringe spørgsmålet om erstatning for taksationsmyndighederne, hvis en forligsmæssig løsning ikke er fundet inden 8 uger efter, at afslaget er meddelt (jf. § 52 i lov om offentlige veje).

Til nr. 3 (§ 15, stk. 2)

Ændringen af bestemmelsen om strafansvar for juridiske personer er en følge af, at der ved lov nr. 474 af 12. juni 1996 om ændring af straffeloven blev fastlagt regler om kollektivansvar i straffeloven, jf. bemærkningerne til lovforslagets § 2, nr. 12, ovenfor.

Til § 5

(lov om betalingsregler for spildevandsanlæg mv.)

Kompetencen til at træffe afgørelse om godtgørelse for overtagelse af et privat spildevandsanlæg foreslås overført til taksationsmyndighederne (betænkningen side 73 og 113).

Til § 6

(lov om Skjern Å Naturprojekt)

Kompetencen til at træffe afgørelse om erstatning for foranstaltninger vedrørende vandløb, som foretages i medfør af loven, foreslås overført til taksationsmyndighederne.

Til § 7

(lov om inddragelse af dele af søterritoriet under de for ferske vande gældende retsregler)

Kompetencen til at afgive indstilling om inddragelse af dele af søterritoriet under de for ferske vande gældende regler foreslås overført til vandløbsmyndigheden med klageadgang til Skov- og Naturstyrelsen (betænkningen side 74 og 115). Der henvises endvidere til pkt. 3.1 i de almindelige bemærkninger.

Til § 8

(hegnsloven)

Til nr. 1 (§ 42)

Det foreslås, at hegnssynets afgørelse bliver den endelige administrative afgørelse.

Hegnssynets afgørelse kan indbringes for domstolene til prøvelse efter grundlovens § 63. Sagen vil i givet fald skulle anlægges mod den anden part i sagen for hegnssynet og ikke mod hegnssynet.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3 i de almindelige bemærkninger.

Til nr. 2 (§ 43)

Det foreslås, at hegnssager først kan indbringes for domstolene, når hegnssynet har truffet afgørelse. Indbringes en hegnssag således direkte for domstolene, uden forinden at have været behandlet af hegnssynet, skal sagen afvises fra domstolene.

Da det ofte er væsentligt, at en hegnssag hurtigt kan få sin endelige afgørelse, foreslås det, at hegnssynets afgørelse i givet fald skal indbringes for domstolene inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende.

Retten skal dog undtagelsesvis kunne tillade indbringelse senere end 4 uger, men højst 6 måneder efter, at hegnssynets afgørelse er meddelt den pågældende. Om en sådan ansøgning om oprejsningsbevilling skal imødekommes, vil bero på en konkret vurdering, hvor det navnlig må tillægges betydning, om der har foreligget en alvorlig hindring for sagens rettidige indbringelse for domstolene, og om ansøgningen er indgivet snarest muligt efter hindringens bortfald.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3 i de almindelige bemærkninger.

Til nr. 3 og 4 (§ 44, stk. 1)

Det foreslås præciseret, at de særlige regler i hegnslovens § 44, stk. 1-2, om hegnssynets formands eller klagerens udførelse af arbejde eller afhjælpning af mangler på den forpligtedes regning også gælder, når forpligtelsen er fastslået ved dom efter indbringelse af hegnssynets afgørelse for domstolene.

I konsekvens af de foreslåede regler om indbringelse for domstolene foreslås det samtidig at ophæve bestemmelsen om, at sådanne kendelser ikke kan ankes.

Til nr. 5 (§ 51, stk. 1)

Der er tale om en konsekvensændring, da der ikke længere vil være nogen appelinstans i forhold til hegnssynene. Straffebestemmelsen finder også anvendelse i tilfælde, hvor hegnssynets påbud er indbragt for domstolene uden at være blevet ophævet. Hvis hegnssynets afgørelse om ikke at udstede påbud indbringes for domstolene og tilsidesættes, således at domstolene giver et påbud, kan overtrædelse af påbudet straffes efter retsplejelovens § 535.

Til § 9

(lov om læhegn og tilskud til læplantning)

Det foreslås, at de foreslåede bestemmelser i hegnslovens § 42, stk. 1, og § 43, også skal anvendes ved hegnssager efter lov om læhegn og tilskud til læplantning.

Dette indebærer, at hegnssynets afgørelse bliver den endelige administrative afgørelse, at en hegnssag først kan indbringes for domstolene, når hegnssynet har truffet afgørelse, og at hegnssynets afgørelse i givet fald skal indbringes for domstolene inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende, dog med mulighed for, at sagen kan tillades indbragt inden 6 måneder, jf. bemærkningerne til lovforslagets § 8, nr. 1-2.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3 i de almindelige bemærkninger.

Til § 10

(fiskeriloven)

Til nr. 1 (§ 52)

Det foreslås, at bestemmelsen om landvæsensretternes kompetence til at træffe afgørelse om erstatning for fjernelse af spærrende fangstindretninger ophæves.

Hvis der ikke kan opnås en mindelig ordning, vil spørgsmålet om erstatningens størrelse herefter henhøre under de almindelige domstole.

Dette betyder, at når fødevareministeren har truffet afgørelse om afgrænsningen af fiskevandets længde og om, hvorvidt en anmodning om fjernelse af spærrende fangstindretninger mod betaling af erstatning skal imødekommes, vil de fiskeriberettigede i mangel af en mindelig ordning kunne anlægge en almindelig civil retssag mod ejeren af den spærrende fangstindretning med henblik på fastsættelse af erstatningen.

Til nr. 2 (§ 130, stk. 3)

Hæftestraffen er afskaffet med virkning fra den 1. juli 2001, jf. lov nr. 433 af 31. maj 2000 om ændring af forskellige lovbestemmelser i forbindelse med gennemførelsen af en lov om fuldbyrdelse af straf mv. Strafferammen i fiskerilovens § 130, stk. 3, foreslås derfor ændret fra »bøde, hæfte eller fængsel i indtil 2 år, under skærpende omstændigheder indtil 4 år« til »bøde eller fængsel i indtil 2 år, under skærpende omstændigheder indtil 4 år«. Der er med forslaget ikke tilsigtet nogen ændring af praksis med hensyn til, hvor lang en frihedsstraf der udmåles i de konkrete sager.

Til § 11

(lov om afvanding af marsken ved Tønder)

Til nr. 1-2 (§§ 5 og 6)

Kompetencen til at træffe afgørelse om udgiftsfordeling foreslås overført til taksationsmyndighederne. Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 3.1. Kompetencen til at træffe afgørelse om, hvorledes vandløbs- og vejforbindelser mv. skal ordnes, foreslås overført til vandløbsmyndigheden med klageadgang til Skov- og Naturstyrelsen.

Til nr. 3-5 (§ 7)

Kompetencen til at træffe afgørelse om erstatning efter § 7 foreslås overført til taksationsmyndighederne (betænkningen side 76 og 118).

Til § 12

(lov om tillæg til lov om afvanding af marsken ved Tønder)

Kompetencen til at træffe afgørelse om udgiftsfordeling foreslås overført til taksationsmyndighederne. Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 3.1.

Til § 13

(udstykningsloven)

Hegnssynssager efter udstykningsloven angår fordelingen af omkostningerne ved skelforretninger. Det foreslås, at disse sager fortsat skal kunne indbringes for hegnssynet i de tilfælde, hvor resultatet af skelforretningen ikke indbringes for domstolene.

Såfremt der anlægges retssag om ændring af resultatet af skelforretningen (jf. udstykningslovens § 36, stk. 2, nr. 2), foreslås det imidlertid, at der under en sådan retssag desuden efter påstand skal tages stilling til fordelingen af omkostningerne ved skelforretningen. I disse tilfælde kan spørgsmålet om omkostningsfordeling ikke indbringes for hegnssynet, og er det allerede sket, skal hegnssynet afvise sagen. Dette gælder, uanset om der under retssagen om resultatet af skelforretningen rent faktisk tillige nedlægges påstand om fordelingen af omkostningerne ved skelforretningen. Det er således op til sagens parter i givet fald at udnytte muligheden for at få en afgørelse af omkostningsspørgsmålet under retssagen.

Med denne kompetencefordeling undgås det, at hegnssynet skal afvente udfaldet af en retssag, før det kan afgøre spørgsmålet om fordelingen af omkostningerne ved skelforretningen, hvorefter hegnssynets afgørelse herom i givet fald ville kunne prøves under endnu en retssag.

I de tilfælde, hvor der ikke anlægges retssag om resultatet af skelforretningen, og hvor spørgsmålet om omkostningsfordeling ved skelforretningen således henhører under hegnssynet, kan hegnssynets afgørelse indbringes for domstolene til prøvelse efter grundlovens § 63. Sagen vil i givet fald skulle anlægges mod den eller de andre parter i sagen for hegnssynet og ikke mod hegnssynet. Sagen vil først kunne indbringes for domstolene, når hegnssynet har truffet afgørelse.

Det foreslås, at hegnssynets afgørelse i givet fald skal indbringes for domstolene inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende, dog således at sagen kan tillades indbragt inden for en frist på 6 måneder, jf. bemærkningerne til lovforslagets § 8, nr. 2.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3 i de almindelige bemærkninger.

Til § 14

(lov om private vejrettigheder)

Det foreslås, at bestemmelsen om landvæsensretternes kompetence til at træffe afgørelse om tilkendelse af nødvej og om fastsættelse af erstatning herfor ophæves.

Hvis der ikke kan opnås en mindelig ordning, vil den, der ønsker at få tilkendt en nødvej, fremover skulle anlægge en almindelig civil retssag mod ejeren af den grund, hvor nødvejen ønskes tilkendt.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2 i de almindelige bemærkninger.

Til § 15

(retsafgiftsloven)

Til nr. 1 (§ 55, nr. 5)

Der er tale om en konsekvensændring som følge af nedlæggelsen af landvæsensretterne. Retsafgiftslovens § 55, nr. 5, hjemler afgiftsfrihed for kæremål om et landvæsensretsmedlems habilitet.

Til nr. 2 (§ 64, stk. 1, 1. pkt.)

Der er tale om en konsekvensændring som følge af, at retsafgiftslovens § 65 a er ophævet ved lov nr. 383 af 2. juni 1999.

Til § 16

(lov om offentlige veje)

Der foreslås indført en ny § 67 a, som skal gælde for de erstatningssager, der foreslås overført fra landvæsensretterne til taksationsmyndighederne, og hvor der kan blive tale om krav mellem private parter. Bestemmelsen gælder, uanset om kravet i den konkrete sag er rettet mod en privat eller mod en offentlig myndighed.

Bestemmelsens anvendelsesområde er fastsat i stk. 1. Det drejer sig om en række erstatningssager efter vandløbsloven og vandforsyningsloven (erstatning for skader ved regulering af vandløb, sænkning af vandstanden i en sø, anlæg af nye vandløb, vedligeholdelse af vandløb, oprettelse eller ændring af pumpelag, anlæg eller ændring af broer, overkørsler eller opstemningsanlæg, forandring af grundvandsstanden, vandføringen i vandløb eller vandstanden i en sø, for ophør med benyttelse af egen vandforsyningsboring og for gennemførelse af almen vandforsyning).

I stk. 2 fastsættes reglerne om sagernes indbringelse for taksationskommissionen, mindstekravene til anmodningen om behandling ved taksationskommissionen og om medfølgende dokumenter.

Stk. 3 indebærer, at sagerne som udgangspunkt behandles efter samme regler som andre taksationssager.

Følgende bestemmelser i lov om offentlige veje finder således tilsvarende anvendelse: § 51 om erstatningens fastsættelse, § 53 om mødeindkaldelse, afholdelse af møde og afsigelse af kendelse, § 54 om påklage til overtaksationskommissionen og behandlingen af klagen, § 55 om udskrifter af taksationsmyndighedernes kendelser, § 56 om tredjemands indtræden i sagen for taksationsmyndighederne, § 58 a om taksationsmyndighedernes uafhængighed, § 59, stk. 2, om sagkyndig bistand, § 60 om habilitetskrav, § 62, stk. 1, og stk. 2, 1. led, om vederlag til kommissionens formand, medlemmer og sekretær, § 66 om fastsættelse af administrative forskrifter og § 67 om fritagelse for betaling af stempelafgifter.

§ 18. Når landvæsensrettens formand har modtaget begæringen og, om fornødent, har foranlediget retten nedsat, fastsætter formanden tid og sted for det første møde og indkalder hertil med mindst 1 uges varsel rekvirenten og de i begæringen nævnte personer. Ved enhver sag angående spildevandsanlæg, reguleringer, vandstandssænkninger, opstemninger, rørlægning af vandløb samt ved sager angående andre foranstaltninger, hvorved et vandløbs naturlige tilstand ændres, skal fiskeriministeriet og om fornødent naturfredningsmyndighederne indkaldes.

Stk. 2. Hvis begæringen ikke indeholder fornødne oplysninger om, hvem der skal indkaldes, og hvor disses bopæl er, skal formanden, forinden indkaldelse udfærdiges, indhente nærmere underretning herom fra rekvirenten. Han skal derhos så vidt muligt gøre såvel denne som andre indkaldte opmærksom på, hvilke dokumenter eller andre oplysninger det må anses for nødvendigt at have til stede inden det første møde.

Stk. 3. Forvaltningsmyndighederne kan indtræde i sagen efter reglerne i lov om rettens pleje § 252.

§ 19. Indkaldelsen til landvæsensrettens første møde skal foruden tid og sted for mødet og eventuel åstedsforretning indeholde en kort udredning af sagens genstand og skal i almindelighed ske ved anbefalet brev. Forkyndelsen kan dog også ske ved stævningsmand på den i lov om rettens pleje for borgerlige sager foreskrevne måde. Hvis indkaldelsen angår en større kreds af personer, kan den i stedet for ske ved en kort bekendtgørelse i de efter formandens skøn i egnen mest udbredte dagblade. Bekendtgørelsen skal henvise til, at angivelse af sagens hensigt fremgår af begæringen, der ligger til eftersyn på angivet sted. Bekendtgørelsen indrykkes 2 gange, sidste gang mindst 8 dage før forretningens afholdelse. Dog skal rekvirenten og offentlige institutioner og myndigheder, der må anses for interesserede i forretningen, altid indkaldes særskilt ved anbefalet brev med 8 dages varsel.

Stk. 2. Til senere møder indvarsles ved, at formanden, inden mødes hæves, meddeler tid og sted for det næste møde. For så vidt dette ikke er muligt, giver formanden, inden mødet hæves, de mødende underretning om, på hvilken måde indvarsling vil ske.

III. Tilfælde, hvor landvæsensretternes medlemmer kan eller skal vige deres sæde

§ 20. Ingen må deltage som medlem af landvæsensretten i behandlingen af eller være sagkyndig i en sag, når han

1) selv er part i sagen eller interesseret i dens udfald,

2) er beslægtet eller besvogret med nogen af parterne i op- eller nedstigende linie eller i sidelinie så nær som søskendebørn eller er en af parternes ægtefælle, værge, adoptiv- eller plejefader eller -moder, adoptiv- eller plejebarn,

3) har afgivet forklaring, aflagt vidnesbyrd eller udarbejdet projekt i sagen eller har handlet i sagen i den underordnede instans som retsmedlem.

Stk. 2. Den omstændighed, at et medlem af retten eller dennes sagkyndige, fordi han beklæder offentlige hverv, tidligere af den grund har haft med sagen at gøre, uden at han dog har deltaget i dens behandling for en underordnet instans, medfører ikke inhabilitet, når der ikke efter de foreliggende omstændigheder er grund til at antage, at han har nogen særegen interesse i sagens udfald.

§ 21. I de i foregående paragraf omhandlede tilfælde er det pågældende medlem af retten pligtig at give retten meddelelse om de omstændigheder, som ifølge foregående paragraf formenes at medføre hans inhabilitet, ligesom enhver af rettens andre medlemmer, der måtte være bekendt med sådanne omstændigheder, er berettiget og forpligtet til at rejse spørgsmålet derom, hvorefter afgørelse træffes ved kendelse af retten, uden at han selv er udelukket fra at deltage i påkendelse af spørgsmålet.

§ 22. Parterne kan ikke blot fordre, at et medlem af retten skal vige sit sæde i de i § 20 angivne tilfælde, men enhver af dem kan fremsætte indsigelse mod, at et medlem beklæder retten, når andre omstændigheder foreligger, som er egnede til at vække tvivl om dets fuldstændige upartiskhed. I tilfælde af den sidstnævnte beskaffenhed kan også medlemmet selv, når han frygter for, at parterne ikke kan have fuld tillid til ham, vige sit sæde, ligesom enhver af rettens medlemmer kan rejse det spørgsmål, om nogen af rettens medlemmer på grund af omstændigheder af den heromhandlede art bør fratræde.

§ 23. Spørgsmålet om, hvorvidt et medlem af retten skal fratræde, bør såvidt muligt rejses inden forhandlingernes begyndelse. Det kan afgøres, uden at parterne har haft adgang til ytre sig derom.

Stk. 2. Kendelser, hvorved det pålægges et medlem af retten at vige sit sæde, er ikke genstand for anke eller kære. Kendelser, hvorved indsigelser mod et medlems habilitet forkastes, kan påkæres til landsretten. Når det straks forlanges, kan i denne anledning en kort udsættelse af sagen tilstås.

IV. Landvæsensretternes møder

§ 23. Ejeren af et vandindvindingsanlæg, der omfattes af § 20, er erstatningspligtig for skade, som voldes i bestående forhold ved for andring af grundvandsstanden under prøveboringer og prøvepumpninger og under anlæggets udførelse og drift. Erstatningen kan nedsættes eller bortfalde, for så vidt skaden kan tilregnes den skadelidte selv eller er en følge af særlige forhold på skadelidtes ejendom, som han findes at burde bære risikoen for.

Stk. 2. Ejeren af et vandindvindingsanlæg, der omfattes af § 20, er endvidere erstatningspligtig for skade, som voldes i bestående forhold ved forandring af vandføringen i vandløb eller vandstanden i søer mv. under anlæggets udførelse og drift, medmindre andet følger af andre retsregler. Bestemmelsen i stk. 1, 2. pkt. finder tilsvarende anvendelse.

»Stk. 3. I mangel af enighed afgøres erstatningsspørgsmål af taksationsmyndighederne. Taksationsmyndighedernes udgifter ved sagens behandling bortset fra vederlag til formænd og sekretærer betales forlods af amtsrådet.«

Stk. 3. I mangel af enighed afgøres erstatningsspørgsmål af landvæsensretten. Lov om offentlige veje §§ 63 og 64 finder tilsvarende anvendelse. Amtsrådet bestemmer, om vandindvindingsanlægget skal anses som rekvirent med hensyn til en erstatningssag, som indbringes for landvæsenskommissionen.

3. § 24 ophæves.

§ 24. Landvæsensretternes møder er offentlige. Som regel foretages i forbindelse med det første møde en besigtigelse på åstedet.

Stk. 2. Forhandlingerne for landvæsensretterne ledes af formanden og føres mundtligt. Kun når parterne er enige derom, eller retten undtagelsesvis finder, at sagens beskaffenhed gør det fornødent, kan det tillades at indlevere skriftlige fremstillinger af sagen.

Stk. 3. Ved forberedende møder kan retten repræsenteres af formanden alene.

Stk. 4. Det er parterne tilladt at møde ved befuldmægtiget. Den, der møder for en anden må ikke være gift med eller beslægtet eller besvogret i op- eller nedstigende linie eller beslægtet i sidelinie så nær som søskende med noget i sagen optrædende retsmedlem og må være forsynet med behørig fuldmagt.

§ 24. Overlandvæsenskommissionen kan optage et endeligt afgjort erstatningsspørgsmål til fornyet bedømmelse, når der af ansøgeren er tilvejebragt en meget stor sandsynlighed for, at den tidligere sag uden ansøgerens fejl har foreligget urigtigt oplyst, og for, at der nu foreligger oplysninger, som vil medføre et væsentligt forskelligt resultat.

4. § 28, stk. 2, affattes således

§ 25. Over forhandlingerne for landvæsensretterne føres efter nærmere af Domstolsstyrelsen fastsatte regler en protokol, der for landvæsensnævnenes og landvæsenskommissionernes vedkommende autoriseres af amtmanden og for overlandvæsenskommissionernes vedkommende af Domstolsstyrelsen.

Stk. 2. Protokollen skal indeholde en kort fremstilling af forhandlingerne og de fremsatte påstande, men ikke udviklinger og foredrag til begrundelse heraf. Dog kan formanden bestemme, at enkelte udtalelser skal optages. I protokollen indføres endvidere det fornødne om de fremskaffede oplysninger, om undersøgelser på åstedet samt om de til retten afgivne forklaringer.

Stk. 3. Oplæsning af det protokollen under de offentlige møder tilførte finder kun sted, når nogen af parterne ønsker det.

Stk. 4. Protokollen underskrives ved hvert mødes slutning af rettens formand.

Stk. 5. Domstolsstyrelsen kan fastsætte regler om anvendelse af særlige kendelses- og forligsprotokoller.

§ 26. Udsættelse kan indrømmes af retten, hvor parterne er enige om at ønske dette.

Stk. 2. Udsættelse kan endvidere indrømmes, når retten anser det for nødvendigt, at der indleveres skriftlige fremstillinger af sagen eller fremskaffes yderligere faktiske oplysninger, eller når sygdom eller andre særlige grunde gør dette nødvendigt.

Stk. 3. Fremsætter en af parterne under forhandlingerne for landvæsensretter påstand om, at noget punkt i sagen henhører under domstolene, skal der, hvis de pågældende ikke kan blive enige om at lade spørgsmålet afgøre af landvæsensretten, og denne anser det for nødvendigt at få spørgsmålet afgjort, inden sagen påkendes, gives vedkommende part en passende frist, inden hvis udløb han skal anlægge sag. Landvæsensretssagen udsættes da, indtil endelig dom er falden, medmindre den pågældende undlader rettidig at påtale sagen og at forfølge denne, i hvilket tilfælde landvæsensretssagen fremmes på sædvanlig måde, som om hans påstand var blevet underkendt ved domstolene. Dog skal der i så fald tages et udtrykkeligt forbehold om, at det skal stå ham frit for, når han senere måtte vinde sagen ved domstolene, at forlange sagen påny taget under behandling på sin bekostning.

§ 27. Sager, som behandles efter begæring af en offentlig myndighed, skal fremmes til den berammede tid, selv om ingen møder på det offentliges vegne. Sager, som behandles efter privat begæring, skal ved rettens kendelse hæves, hvis alle de pågældende udebliver. Såfremt en landvæsensretsforretning i en privat sag mellem 2 bestemte parter kun er begæret af den ene part, og denne udebliver fra det første møde, skal sagen afvises.

Stk. 2. Udebliver ellers nogen af de indkaldte uagtet lovlig sket tilsigelse, bliver sagen, når de mødende forlanger det, at fremme efter de oplysninger, som de mødende meddeler, eller landvæsensretten selv ved undersøgelse på åstedet forskaffer sig.

Stk. 3. Landvæsensrettens møde må dog ikke hæves før efter forløbet af en time efter den berammede tid. Først herefter bliver vedkommende, der ikke er mødt, at anse som udebleven.

Stk. 4. For så vidt parterne møder, har landvæsensretten at prøve forlig. De indgåede forlig skal underskrives af parterne og indføres i protokollen.

Stk. 5. Forlig, indgåede for en landvæsensret, har samme gyldighed og kraft som en kendelse.

Stk. 6. Parterne kan forlange, at forlig, der ikke er indgået for en landvæsensret, tilføres protokollen for den landvæsensret, som skulle have behandlet sagen i første instans, såfremt forliget indeholder de fornødne bestemmelser om de forhold, hvorom der i det foreliggende tilfælde skal være truffet afgørelse. Formanden drager omsorg for, at tilførslen foretages, og forliget har derefter retsvirkning som forlig, der er indgået for en landvæsensret.

V. Tilvejebringelse af oplysninger

§ 28. Landvæsensrettens formand skal vejlede parterne og opfordre dem til at afgive de erklæringer og fremskaffe de oplysninger, som må anses nødvendige til sagens påkendelse. Landvæsensretten kan modtage forklaringer af de personer, som i sådant øjemed fremstilles af parterne, ligesom retten kan afhøre andre personer, som er til stede, og som er villige til at afgive forklaring, eller som efter rettens indbydelse kommer tilstede.

Stk. 2. Forudsætter sagens oplysning fremlæggelse af dokumenter, der af vedkommende part eller tredjemand hævdes at indeholde forretningshemmeligheder, hvis offentliggørelse vil kunne skade ham eller pådrage ham udgifter eller betydelig ulejlighed, kan landvæsensrettens formand bestemme, at dokumenterne alene skal være til rådighed for rettens medlemmer, den teknisk sagkyndige og vedkommende kommune.

§ 28. Den, for hvis regning eller i hvis interesse bortledning mv. foretages, er erstatningspligtig for skade, som voldes i bestående forhold ved forandring af grundvandsstanden, vandføringen i vandløb eller vandstanden i søer mv. Erstatningen kan nedsættes eller bortfalde, for så vidt skaden kan tilregnes den skadelidte selv eller er en følge af særlige forhold på skadelidtes ejendom, som han findes at burde bære risikoen for.

»Stk. 2. I mangel af enighed afgøres erstatningsspørgsmålet af taksationsmyndighederne. Taksationsmyndighedernes udgifter ved sagens behandling bortset fra vederlag til formænd og sekretærer betales forlods af tilladelsesmyndigheden efter §§ 25-27.«

Stk. 2. I mangel af enighed afgøres spørgsmålet af landvæsensretten. Lov om offentlige veje §§ 63 og 64 finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. ---

5. I § 30, stk. 2, 1. pkt., og § 31, stk. 2, 1. pkt., ændres »landvæsensretten« til: »taksationsmyndighederne«.

6. § 30, stk. 2, 2. pkt., affattes således

»Taksationsmyndighedernes udgifter ved sagens behandling bortset fra vederlag til formænd og sekretærer betales forlods af kommunalbestyrelsen.«

§ 29. Landvæsensnævnet kan, når nogen af parterne begærer det, bevilge udsættelse til for domstolene af føre vidner til oplysning i sagen, ligesom nævnet i sager, som behandles efter begæring af en offentlig myndighed, kan forlange vidneførsel foretaget ved domstolene.

Stk. 2. Vidneførsel eller optagelse af syn og skøn til brug for en landvæsenskommission eller overlandvæsenskommission kan foregå for kommissionen selv. Bestemmelser herom træffes af kommissionens formand. Reglerne i lov om rettens pleje finder tilsvarende anvendelse.

§ 30. Udfordres til sagens oplysning optagelse af kort, opmålinger, nivellementer, overslag eller deslige, og ingen af parterne er villige til at drage omsorg derfor, kan retten bestemme, hvem af parterne det påhviler at tilvejebringe de manglende oplysninger, samt om retten vil fremskaffe disse oplysninger for vedkommende parts regning eller pålægge ham selv at fremskaffe disse oplysninger med tilkendegivelse af, at undladelse af at efterkomme opfordringen vil kunne medføre, at retten enten hæver sagen eller undlader at tage hensyn til hans påstand.

§ 30. Grundejere, der efter § 29 må ophøre med benyttelsen af egen vandforsyningsboring, har krav på erstatning for udgifterne ved tilslutning til det fælles anlæg. Erstatningen kan nedsættes eller bortfalde under hensyn til anlæggets alder, eller hvis ejendommens hidtidige vandforsynings- og spildevandsforhold ikke var lovlige eller kvalitetsmæssigt tilfredsstillende. Erstatningen kan afkortes med den forøgelse i værdi, som tilslutningen til det fælles anlæg måtte tilføre ejendommen.

Stk. 2. I mangel af enighed afgør landvæsensretten, i hvilket omfang der skal betales erstatning, og i hvilket omfang erstatningen skal betales af henholdsvis kommunen og af de interesserede grundejere. Lov om offentlige veje §§ 63 og 64 finder tilsvarende anvendelse.

7. § 31, stk. 2, 2. pkt., affattes således

»Taksationsmyndighedernes udgifter ved sagens behandling bortset fra vederlag til formænd og sekretærer betales forlods af kommunalbestyrelsen.«

§ 31. Ud over de tilfælde, hvor landvæsensretten i henhold til særlig lovbestemmelse skal benytte sagkyndig medhjælp, bliver der at tilkalde en sagkyndig, når rekvirenten forlanger det, eller det ønskes af landvæsensretten. Den sagkyndige har efter landvæsensrettens anmodning at udtale sig mundtligt eller skriftligt om de spørgsmål, hvorom hans erklæring ønskes. Han skal endvidere deltage i behandlingen af sagen, men ikke i dennes afgørelse.

Stk. 2. Landvæsensretten kan endvidere anmode andre sagkyndige om at afgive erklæring eller eventuelt tilkalde dem. Landvæsensretten kan, hvis en af parterne eller den sagkyndige fremsætter begæring derom, bestemme, at den sagkyndiges medvirken skal finde sted efter retsplejelovens regler om syn og skøn. I sager om erstatning skal parterne have lejlighed til, forinden sagen optages til afgørelse, at gøre sig bekendt med og udtale sig om de erklæringer, der er afgivet af den sagkyndige.

Stk. 3. På områder, hvor der af et ministerium er udarbejdet lister over sagkyndige, skal disse benyttes.

VI. Kendelse

§ 31. Såfremt en almen vandforsyning som nævnt i § 29 gennemføres, fordi det må forventes, at driften af et vandindvindingsanlæg eller en virksomhed helt eller delvis vil gribe ind i grundvandsforholdene for en bebyggelse, skal ejeren af vandindvindingsanlægget og virksomheden betale erstatning i form af tilskud til oprettelsen af den almene vandforsyning.

Stk. 2. I mangel af enighed afgør landvæsensretten, i hvilket omfang der skal betales tilskud, Lov om offentlige veje §§ 63 og 64 finder tilsvarende anvendelse.

8. I § 32, stk. 4, 1. pkt., og § 39, stk. 4, 2. pkt., ændres »landvæsensretten« til: »taksationsmyndighederne«.

9. § 32, stk. 4, 2. pkt., ophæves.

§ 32. Når sagen anses tilstrækkeligt forhandlet, optager retten den til påkendelse. Dersom retten imidlertid, efter at sagen er optaget, finder grund til at søge yderligere oplysninger tilvejebragt, kan den foretage sagen påny, hvilket også skal ske, hvis der ved sagens påklage og behandling er formelle mangler, som ved en fornyet behandling kan afhjælpes.

Stk. 2. Kendelsen kan gå ud på at afvise eller hæve sagen eller påkende sagen i realiteten.

§ 32. Amtsrådet kan helt eller delvis tilbagekalde indvindingstilladelsen til et privat alment vandforsyningsanlæg, når vægtige grunde taler for, at anlægget videreføres af kommunen, eller at forsyningen helt eller delvis overtages af et andet anlæg. Amtsrådet træffer bestemmelse om den fremtidige vandforsyning af de pågældende forbrugere, herunder om vilkårene for forsyningen. Bestemmelsen i § 29, stk. 3, 3. pkt., finder tilsvarende anvendelse. Ejeren af vandforsyningsanlægget kan forlange, at det gøres til et vilkår for tilbagekaldelsen, at kommunen eller ejeren af de andet anlæg overtager anlægget med grund og ledningsnet efter § 37 i det omfang, ejeren ikke fremtidig kan udnytte de pågældende værdier på hensigtsmæssig måde.

Stk. 2. Amtsrådet kan helt eller delvis tilbagekalde indvindingstilladelsen til et vandforsyningsanlæg, når tilbagekaldelsen skønnes nødvendig for at imødekomme en ny ansøgning om indvindingstilladelse fra et offentligt alment vandforsyningsanlæg, der skønnes at have væsentlig større betydning for en hensigtsmæssig vandforsyning end det anlæg, hvis tilladelse der gøres indgreb i. Tilbagekaldelsen kan betinges af, at der skaffes anlæggets ejer tilladelse til vandindvinding andetsteds, eller at kommunen leverer vand. Vedrører den nye ansøgning indvinding af overfladevand, kan amtsrådet på samme måde gøre indgreb i andre rettigheder til at benytte overfladevand, for så vidt rettighederne ikke hviler på særlig adkomst.

Stk. 3. Amtsrådet kan helt eller delvis tilbagekalde indvindingstilladelser, når væsentlige samfundsmæssige hensyn, jf. § 2, gør det nødvendigt, at indvindingstilladelser i et område ikke udnyttes eller kun udnyttes i begrænset omfang.

Stk. 4. Spørgsmålet om, i hvilket omfang der skal betales erstatning i anledning af ændringen eller tilbagekaldelsen, afgøres af landvæsensretten. Lov om offentlige veje §§ 63 og 64 finder tilsvarende anvendelse.

§ 33. Landvæsensretternes rådslagninger er hemmelige.

Stk. 2. Det beror på retten, om den finder at kunne afsige sin kendelse, endnu medens den er samlet eller først senere. Dog skal kendelsen i alle tilfælde afsiges snarest muligt efter sagens optagelse.

Stk. 3. Kendelsen, der skal indføres i protokollen, skal indeholde en fremstilling af sagen og de grunde, der har ledet til udfaldet.

Stk. 4. Sager, der i henhold til § 6, stk. 1, behandles af en landvæsensnævnsformand uden medvirken af nævnsmænd, afgøres af formanden. I øvrigt skal samtlige medlemmer deltage i sagens afgørelse. Er et enkelt medlem afgået ved døden eller på grund af sygdom udelukket fra at deltage, afgøres sagen dog af de øvrige medlemmer. Ved afstemningen gør stemmeflertal udslaget. Såfremt stemmerne står lige, gør formandens stemme udslaget. Afvigende meninger bliver kun at tilføre protokollen, såfremt dette forlanges af vedkommende medlem af retten.

Stk. 5. Parterne skal indkaldes til at høre kendelsen blive afsagt. Ved sagens optagelse meddeler retten parterne, hvor og når kendelsen vil blive afsagt, eller på hvilken måde de vil blive indkaldt til at høre den afsagt.

§ 34. Retten skal i sin kendelse bestemme, hvem der skal bære sagens omkostninger.

Stk. 2. Såfremt en landvæsensretsforretning i en privat sag mellem 2 bestemte personer kun er begæret af den ene part, og denne udebliver, skal der efter den mødende parts begæring tilkendes ham erstatning for de ham ved sagen påførte udgifter hos den, der har begæret forretningen.

§ 35. Landvæsensretternes kendelser fuldbyrdes efter de for domme fastsatte bestemmelser i overensstemmelse med retsplejelovens tvangsregler. Fuldbyrdelsesfristen er 15 dage, medmindre andet fremgår af kendelsens indhold.

Stk. 2. Hvis en kendelse påbyder nogen af parterne at udføre noget, skal retten bestemme den tvang, der skal anvendes for at få det udført, samt den frist efter kendelsens afsigelse, inden hvilken det skal ske, hvorhos retten også kan tillægge den, til hvis fordel et arbejde skal udføres, ret til selv at foranstalte dette udført på den modvilliges bekostning.

Stk. 3. Såfremt retten finder, at en foreliggende sag bør nyde fremme, og at der ved hurtig fremme af sagen kan undgås betydelige ulemper og bekostninger, kan retten efter rekvirentens begæring og på dennes ansvar afsige kendelse om sagens fremme, uanset at bedømmelsen af erstatningskrav eller endelig udgiftsfordeling ikke er tilendebragt. Af tilsvarende grunde kan retten tillige, når den ved kendelsen har forkastet de under sagen fremsatte indsigelser mod planen, på rekvirentens begæring give denne tilladelse til på eget ansvar, med eller uden sikkerhedsstillelse, at påbegynde arbejdet, uanset om kendelsen betimelig påankes.

§ 35. ---

Stk. 2. ---

Stk. 3. Spørgsmål om vedligeholdelsesbyrdens fordeling kan indbringes for vandløbsmyndigheden. I mangel af forlig indbringes spørgsmålet for landvæsenskommissionen til afgørelse.

3. § 41 affattes således

»§ 41. Ved fastsættelsen af, hvilke ejendomme der skal yde bidrag til laget, finder § 24, stk. 1, tilsvarende anvendelse. I mangel af forlig kan spørgsmålet forlanges indbragt for taksationsmyndighederne efter §§ 57 og 58 i lov om offentlige veje. Om sagens behandling for taksationsmyndighederne finder bestemmelserne i §§ 53-55, §§ 58 a-62 og §§ 66-67 i lov om offentlige veje tilsvarende anvendelse.«

§ 36. Retten kan til enhver tid i embeds medfør eller ifølge begæring berigtige skrivefejl, som er indløbet i henseende til ord, navne eller tal, blotte regnefejl samt sådanne fejl og forglemmelser som alene vedrører udfærdigelsens form.

Stk. 2. Retten kan endvidere, når begæring derom fremkommer inden ankefristens udløb, og efter at der er givet parterne lejlighed til at ytre sig derom, berigtige den i kendelsen indeholdte fremstilling af parternes mundtlige angivelser og ytringer, for så vidt fremstillingen erkendes at lide af fejl bestående i forbigåelser, uklarheder eller modsigelser, men derimod ikke i øvrigt foretage forandringer enten i begrundelsen eller resultatet. Beslutning angående sådanne berigtigelser træffes og meddelelse om dem sker efter de samme regler, som gælder for den oprindelige kendelse.

Stk. 3. Den i henhold til rettens beslutning berigtigede kendelse træder i alle henseender i stedet for den oprindelige. Beslutningen angående berigtigelse er ikke genstand for anke.

VII. Anke

§ 37. Anke kan iværksættes til forandring, ophævelse eller hjemvisning, hvorimod anke alene til stadfæstelse ikke kan finde sted.

§ 38. Anke kan foruden af parterne iværksættes af de offentlige myndigheder, hvis forretningsområde den afsagte kendelse berører.

§ 39. Landvæsensnævnets kendelser kan, for så vidt de er genstand for anke, indankes for en landvæsenskommission.

Stk. 2. De af landvæsenskommissionen som 1. instans afsagte kendelser, kan for så vidt de er genstand for anke, indankes for en overlandvæsenskommission.

Stk. 3. De af landvæsenskommissionen som ankeinstans afsagte kendelser kan ikke yderligere påankes. Dog kan Domstolsstyrelsen undtagelsesvis tillade, at sagen indbringes for en overlandvæsenskommission, når den skønnes at have almindelig interesse eller videregående betydelige følger for vedkommende. Ansøgning herom skal indgives til Domstolsstyrelsen inden 8 uger efter kendelsens afsigelse. Domstolsstyrelsen kan dog undtagelsesvis meddele tilladelse, hvis ansøgning indgives senere, men inden 6 måneder efter afsigelsen.

§ 39. Staten, amtskommunerne og kommunerne kan på fremmed grund lade foretage alle opmålinger, nivellementer, pejlinger og andre tekniske forarbejder og undersøgelser, som er nødvendige for udarbejdelsen af planer for vandforsyningsanlæg eller for beskyttelsen af vandet mod forurening. Bestemmelsen omfatter dog ikke boring efter vand.

Stk. 2. Samme ret tilkommer efter fornøden sikkerhedsstillelse og efter bemyndigelse fra kommunalbestyrelsen private almene vandforsyningsanlæg.

Stk. 3. Mindst to uger forud skal der gives skriftlig meddelelse til ejere og brugere af vedkommende ejendom eller, hvis dette ikke er muligt, ske offentliggørelse i et eller flere af de lokale blade.

Stk. 4. De skader og ulemper, der forvoldes ved foranstaltninger ne, skal erstattes, eventuelt i forbindelse med en efterfølgende ekspropriation. I mangel af enighed fastsættes erstatningen af landvæsensretten.

10. § 42 affattes således

»§ 42. Taksationsmyndighederne efter §§ 57 og 58 i lov om offentlige veje fastsætter erstatning for ekspropriation efter § 40 samt erstatning efter §§ 32 og 39.

Stk. 2. Om sagens behandling for taksationsmyndighederne og om erstatningens fastsættelse og udbetaling finder bestemmelserne i §§ 51- 56 og §§ 58 a-67 i lov om offentlige veje tilsvarende anvendelse.«

§ 39. Hegnssynet kan efter begæring af rekvirenten af skelforretningen pålægge andre end rekvirenten at betale sagens omkostninger helt eller delvis. Hegnssynet skal ved afgørelsen tage hensyn til interesserne i en konstatering af ejendomsgrænsens rette beliggenhed, herunder baggrunden for og resultatet af skelforretningen.

Stk. 2. Begæringen til hegnssynet skal indgives skriftligt til formanden for vedkommende hegnssynsdistrikt. Hegnssynet behandler sagen efter reglerne i hegnsloven om hegnssynsforretninger. Hegnssynets afgørelse kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Stk. 2. Begæringen skal indgives skriftligt til formanden for vedkommende hegnssynsdistrikt. Hegnssynet behandler sagen efter reglerne i hegnsloven om hegnssynsforretninger.

Stk. 3. Hegnssynets afgørelse kan af hver af parterne indbringes for domstolene senest 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende. Retten kan dog undtagelsesvis tillade, at sagen indbringes efter udløbet af fristen, når ansøgning herom indgives senest 6 måneder efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende.«

Stk. 3. Hegnssynets afgørelse kan indbringes for landvæsenskommissionen inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt de pågældende.

Justitsministeriet

§ 40. Begæringen om anke skal indeholde en angivelse af ankens genstand og hensigt, og udskrift af den påankede kendelse må være bilagt ankebegæringen eller fremsendes inden 8 dage efter denne.

Stk. 2. Ankefristen, der regnes fra kendelsens afsigelse, er 4 uger ved anke fra landvæsensnævn til landvæsenskommission og 8 uger ved anke fra landvæsenskommission til overlandvæsenskommission. Domstolsstyrelsen kan dog undtagelsesvis tillade anke efter ankefristens udløb, såfremt ansøgning herom indgives til Domstolsstyrelsen inden 6 måneder efter kendelsens afsigelse.

Stk. 3. Begæring om anke skal indgives til formanden for den overordnede ret inden ankefristens udløb eller, hvis der er meddelt tilladelse efter stk 2, 2. pkt., eller § 39, stk. 3, inden 4 uger efter tilladelsens meddelelse.

§ 41. Udebliver nogen af parterne eller begge parter, antages han eller de at henholde sig til forhandlingerne for underinstansen, og sagen nyder ligefuldt fremme.

Stk. 2. Påstand om den indankede kendelses forandring eller ophævelse eller om sagens hjemvisning kan nedlægges ikke blot af den, der har foretaget indankningen, men også af modparten. I henhold til sådan påstand kan indstævnte kræve sagen fremmet til kendelse, selvom appellanten udebliver eller hæver sagen.

Stk. 3. Ankeinstansen kan undtagelsesvis tilstede fremlæggelse af nye bevisligheder, modtage yderligere forklaringer, eller tilstede nye indsigelser, når de ikke står i strid med, hvad vedkommende selv har indrømmet for underinstansen. I alle tilfælde skal dog modparten, hvis han ikke møder for ankeinstansen, udtrykkelig underrettes om, hvad der således agtes benyttet, og have lejlighed til at udtale sig derover, ligesom han, hvis han ikke er mødt, skal særskilt indkaldes til at overvære forklaringens afgivelse for ankeinstansen.

§ 41. Landvæsenskommissionen fastsætter, hvilke ejendomme der skal yde bidrag til laget. § 24, stk. 1, finder tilsvarende anvendelse.

4. I § 57, stk. 1, 1. pkt., ændres »landvæsensretten« til: »taksationsmyndighederne«.

§ 42. I øvrigt kommer de i lov om rettens pleje om anke fastsatte bestemmelser til anvendelse med de lempelser, der følger af forholdets natur.

§ 42. Erstatning for ekspropriation fastsættes efter lovgivningens almindelige regler.

Stk. 2. For ekspropriationer efter § 40 finder lov om offentlige veje § 51, stk. 3-6, og §§ 63 og 64 tilsvarende anvendelse. I mangel af enighed fastsættes erstatningerne af landvæsensretten. Såfremt aftale om erstatningens størrelse ikke er opnået inden 8 uger efter, at beslutningen om ekspropriation er truffet, eller, hvis denne er påklaget, inden 4 uger efter den endelige afgørelse, påhviler det den, til hvis fordel ekspropriationen er sket, at indbringe erstatningsspørgsmålet for landvæsenskommissionen.

11. § 84, stk. 3, affattes således

§ 42. De af hegnssynet i henhold til kap. I, II og III samt kap. IV § 19, stk. 1 og 4, samt §§ 20 og 21 afsagte kendelser kan af hver af parterne indankes for en landvæsenskommission.

Stk. 2. I øvrigt afgøres tvistigheder vedrørende de i kap. IV omhandlede forhold endeligt af hegnssynet.

Stk. 3. De af landvæsenskommissionen afsagte kendelser kan ikke yderligere påankes. Dog kan landbrugsministeren undtagelsesvis tillade, at sagen indbringes for en overlandvæsenskommission, når den skønnes at have almindelig interesse eller videregående betydelige følger for vedkommende. Andragende herom må være Landbrugsministeriet i hænde inden 8 uger efter kendelsens afsigelse.

Stk. 4. ---

§ 43. Ankeinstansens kendelser er endelige, jf. dog § 39, stk. 3. Dog står det den part, der formener, at ankeinstansen har afgjort punkter, der ligger udenfor landvæsensretternes område, eller afvist sager, der ligger indenfor deres område, frit for at påkære kendelsen til landsretten, der da kun vil have af afgøre, om ankeinstansen har været kompetent eller ikke, og efter omstændighederne helt eller delvis at ophæve kendelsen og at afvise sagen fra eller henvise den til vedkommende landvæsensret, men i øvrigt ikke at indlade sig på sagens realitet. Kæren foregår efter de i lov om rettens pleje kap. 37 indeholdte regler med de fornødne lempelser. Landsrettens afgørelse kan påkæres til Højesteret efter reglerne i samme lovs § 422.

VIII. Forskellige bestemmelser

§ 43. Begæringen om anke skal indeholde en angivelse af ankens genstand og hensigt. Udskrift af den påankede kendelse må være bilagt ankebegæringen eller fremsendes inden 8 dage efter denne.

Stk. 2. Begæring om anke indgives til landvæsenskommissionens formand og skal være denne i hænde inden 4 uger efter kendelsens afsigelse.

Stk. 3. Landbrugsministeren kan dog, når særlige omstændigheder taler derfor, meddele tilladelse til anke, uanset at den i stk. 2 fastsatte frist er overskredet. Begæringen herom skal være Landbrugsministeriet i hænde inden 4 uger efter ankefristens udløb.

3. I § 44, stk. 1, 1. pkt., ændres »forlig eller kendelse« til: »forlig, kendelse eller dom«.

4. § 44, stk. 1, 2. pkt., ophæves.

§ 44. Landvæsensretten kan bestemme, at flere for samme indbragte sager skal behandles under én sag. Domstolsstyrelsen kan bestemme, at flere for forskellige landvæsensretter verserende sager skal behandles under én sag, og fastsætte, ved hvilken landvæsensret denne bliver at påkende.

Stk. 2. Hvor en særlig lovbestemmelse påbyder det, ændres landvæsensrettens sammensætning og udmeldelsesmåde i overensstemmelse hermed.

§ 44. Undlader nogen at udføre et ham ved forlig eller kendelse pålagt arbejde inden den fastsatte frist, eller er det udførte arbejde behæftet med mangler, kan hegnssynet efter naboens begæring ved kendelse bestemme, at det manglende arbejde skal udføres eller manglerne afhjælpes ved formandens eller klagerens foranstaltning på den forsømmeliges bekostning. Den herom afsagte kendelse kan ikke påankes.

Stk. 2. I mangel af betaling på anfordring af de til arbejdets udførelse medgåede udgifter kan beløbet på formandens begæring inddrives ved udpantning med fortrinsret som for kommunale skatter af fast ejendom. Som grundlag for udpantningen tjener en udskrift af den om arbejdets udførelse på den forsømmeliges bekostning afsagte kendelse samt en erklæring fra formanden om, at han har besigtiget det udførte arbejde og fundet det forsvarligt udført og den medgåede udgift rimelig.

Stk. 3. Hegnssynets vederlag og øvrige udgifter kan inddrives ved udpantning med fortrinsret som for kommunale skatter.

Stk. 4. Hegnssynets kendelser fuldbyrdes iøvrigt efter de for domme fastsatte bestemmelser i overensstemmelse med retsplejelovens tvangsregler. Fuldbyrdelsesfristen er 15 dage, medmindre andet fremgår af kendelsens indhold.

5. I § 51, stk. 1, udgår: »eller af vedkommende appelinstans«.

§ 45. Når landvæsensretten har afsluttet en sag og udfærdiget de bestilte udskrifter, sendes sagens akter tillige med en genpart af kendelsen til amtsrådet til opbevaring.

Stk. 2. Genpart af kendelsen sendes til Domstolsstyrelsen. Ved appelsager skal formanden for den overordnede ret tilstille formanden for underinstansen en genpart af kendelsen til opbevaring og notering i rettens protokol; endvidere sendes 3 genparter af kendelsen til Domstolsstyrelsen.

Stk. 3. Skønner landvæsensretten efter sagens forhold en mangfoldiggørelse af kendelsen formålstjenlig, kan den træffe beslutning derom, og udgifterne derved henregnes da til sagens omkostninger. Mangfoldiggørelsen skal foreligge snarest muligt efter kendelsens afsigelse.

Stk. 4. For udskrifter, der udfærdiges og bekræftes af landvæsensrettens formand eller af den myndighed, hos hvilken kendelse eller akter er arkiveret, eller for aktbeskrivelser betales et gebyr i overensstemmelse med den til enhver tid gældende retsafgiftslov. Gebyr for udskrifter, der udfærdiges og bekræftes af landvæsensnævnenes formænd, tilfalder disse. I øvrigt tilfalder gebyrer vedkommende myndighed. Udskrifterne, der skal indeholde oplysninger om protokolnummer og -pagina, skal udfærdiges inden 8 dage.

§ 46. Der ydes landvæsensretternes medlemmer og sekretærer og tilkaldte sagkyndige dagpenge og befordringsgodtgørelse efter regler, der fastsættes af Domstolsstyrelsen.

Stk. 2. Honorar til de sagkyndige medlemmer af overlandvæsenskommissionerne og de i § 31, stk. 2, nævnte sagkyndige fastsættes af landvæsensretterne.

Stk. 3. De i stk. 1 og 2 nævnte udgifter henregnes til sagens omkostninger og kan inddrives ved udpantning.

Stk. 4. Domstolsstyrelsen fastsætter regler om honorarer til landvæsensretternes formænd og sekretærer og om afholdelse af kontorholdsudgifter, herunder udgifter til anskaffelse af protokoller. For så vidt angår overlandvæsenskommissionerne afholdes udgiften af statskassen og for så vidt angår landvæsenskommissionerne og landvæsensnævnene af amtsrådet.

§ 47. Landvæsensrettens formand kan forlange, at rekvirenten inden en nærmere fastsat frist stiller sikkerhed for sagens omkostninger. Spørgsmålet herom kan inden fristens udløb indankes for Domstolsstyrelsen.

§ 48. Amtmanden kan bevilge en part, hvis økonomiske forhold i forbindelse med sagens vigtighed og begrundethed giver anledning dertil, fritagelse for at betale sagens omkostninger for landvæsensretterne, hvilke da udredes af statskassen.

§ 49. (Ophævet).

§ 50. Denne lov, der ikke gælder for Færøerne, træder i kraft 6 måneder efter lovens indrykkelse i Lovtidende.

Stk. 2. Fra dette tidspunkt ophæves lov af 30. december 1858 om landvæsenskommissioners og overlandvæsenskommissioners sammensætning og forretningsgang m.m. samt lov nr. 335 af 28. juni 1920 om nævnte lovs indførelse i de sønderjyske landsdele.

Stk. 3. De ved denne lovs ikrafttræden nedsatte landvæsenskommissioner og overlandvæsenskommissioner fungerer og tilendebringer behandlingen af de til dem henviste sager efter reglerne i lov af 30. december 1858 om landvæsenskommissioners og overlandvæsenskommissioners sammensætning og forretningsgang m.m. Behandlingen af de ved denne lovs ikrafttræden for vandsynsmænd indbragte sager tilendebringes efter reglerne i lov nr. 63 af 28. maj 1880 om vands afledning og afbenyttelse.

Stk. 4. Ved denne lovs ikrafttræden afgår de i henhold til lov af 30. december 1858 udnævnte landvæsenskommissærer og de i henhold til lov nr. 63 af 28. maj 1880 udnævnte vandsynsmænd, idet der forinden dette tidspunkt bliver at foretage udnævnelse af nævnsmænd, landvæsenskommissærer og formænd for landvæsensretterne i overensstemmelse med reglerne i denne lov.

Stk. 5. Denne lov berører ikke landbrugsministerens adgang til at iværksætte foranstaltninger til landvinding mv. i henhold til lov om finansiering af vandløbsregulering mv. (landvindingsloven).

§ 51. Overtrædelse af de i § 18, stk. 6, 2. pkt., og stk. 7, samt § 19, stk. 7, fastsatte bestemmelser eller et af hegnssynet eller af vedkommende appelinstans i henhold til § 18, stk. 8, udstedt påbud, straffes med bøder.

Stk. 2. ---

§ 52 om sagens indbringelse for taksationskommissionen finder ikke anvendelse. Regler om fremgangsmåden ved indbringelsen af sagen er fastsat i stk. 2 i den foreslåede bestemmelse.

§ 52. I mangel af enighed mellem indehaveren af retten til at anvende den spærrende fangstindretning og de fiskeriberettigede kan spørgsmålet om erstatning forlanges afgjort af en landvæsenskommission med klageret til en overlandvæsenskommission, jf. lov om landvæsensretter.

2. I § 130, stk. 3, udgår: «, hæfte«.

§ 55. Afgiftsfri er kære iværksat af

1)-4) ---

5) Parter, der begærer, at et medlem af en landvæsensret skal vige sit sæde.

2. I § 64, stk. 1, 1. pkt., udgår: «, bortset fra de i § 65 a omhandlede tilfælde,«.

§ 57. Kommunalbestyrelsen, amtsrådet, landvæsensretten, Miljøstyrelsen eller personer, der af disse myndigheder er bemyndiget til at foretage undersøgelser eller udføre arbejder i øvrigt, har uden retskendelse ret til færdsel langs vandløbene. Ejeren og brugeren har ret til erstatning for skader herved, medmindre færdselen sker til fods eller i forbindelse med vedligeholdelsesarbejder, jf. dog § 28.

Stk. 2-3. ---

5. I § 65, stk. 2, 2. pkt., ændres »Landvæsenskommissionen« til: »Taksationsmyndighederne efter §§ 57 og 58 i lov om offentlige veje«, og »landvæsenskommissionen« ændres til: »taksationsmyndighederne«.

§ 59, stk. 1, om udpegning af en landinspektør til bistand for taksationsmyndighederne finder ikke anvendelse. Hvis der er behov for bistand fra en landinspektør (eller anden sagkyndig), kan taksationsmyndighederne udpege en særlig sagkyndig efter § 59, stk. 2.

§ 61 om godtgørelse af klagerens udgifter til sagkyndig bistand finder heller ikke finder anvendelse. Regler om tilkendelse og pålæg om betaling af sagsomkostninger er fastsat i stk. 4 i den foreslåede bestemmelse, og efter stk. 6 vil der kunne meddeles fri proces, således at en part vil kunne få dækket blandt andet udgifter til sagkyndig bistand.

§ 62, stk. 2, 2. led, om taksationsmyndighedernes udgifter ved sagens behandling bortset fra vederlag til formænd og sekretærer finder ikke anvendelse. Udgifterne afholdes forlods af det offentlige efter følgende regler

- I sager efter vandløbsloven: af vandløbsmyndigheden, jf. den foreslåede § 73, stk. 3, i vandløbsloven (lovforslagets § 2).

- I sager efter vandforsyningsloven: af amtsrådet, tilladelsesmyndigheden eller kommunalbestyrelsen, jf. den foreslåede affattelse af §§ 23, stk. 2, 28, stk. 2, 30, stk. 2, og 31, stk. 2, i vandforsyningsloven (lovforslagets § 3).

Parterne kan pålægges helt eller delvis at refundere udgifterne, jf. stk. 5, 1. pkt., i den foreslåede bestemmelse.

§ 63 om forrentning af erstatningen finder ikke anvendelse. Om en tilkendt erstatning skal forrentes, vil afhænge af lovgrundlaget på det pågældende område. Kan erstatningen henregnes til formuerettens område, vil også renteloven kunne være relevant. Hvis der skal betales rente, skal dette fremgå af taksationsmyndighedernes afgørelse.

§ 64 om udbetaling af erstatningen finder ikke anvendelse. I almindelighed kan og skal en tilkendt erstatning betales til den person, som fremgår af taksationsmyndighedernes afgørelse. Almindelige formueretlige regler vil være afgørende for, om denne person kan disponere over kravet ved aftale, eller om kravet kan gøres til genstand for retsforfølgning, således at betaling i stedet skal ske til en aftaleerhverver eller retsforfølgende kreditor.

§ 64. Indsigelse fra en afgiftspligtig imod beregningen af en afgift sker, bortset fra de i § 65 a omhandlede tilfælde, ved klage til den afgiftsberegnende myndighed. Klage over beregning af afgift for udlæg på grundlag af udpantningsret indgives dog til fogedretten, selv om beregningen ikke er foretaget af denne. Klagen skal indgives senest 6 uger efter, at den afgiftspligtige har fået kundskab om beregningen.

Stk. 2-7. ---

Trafikministeriet

§ 65 i lov om offentlige veje finder heller ikke anvendelse. Efter denne bestemmelse kan en overtaksationskommissions afgørelse indbringes for landsretten inden 6 måneder, efter at afgørelsen er meddelt.

Overtaksationskommissionens afgørelser i sager omfattet den foreslåede § 67 a i lov om offentlige veje vil kunne indbringes for domstolene efter grundlovens § 63. I disse sager, hvor der typisk vil være tale om krav mellem private, vil sagen i almindelighed skulle anlægges mod den private modpart og ikke mod taksationsmyndighederne. Sådanne sager bør ikke obligatorisk være landsretssager med deraf følgende fri ankeadgang til Højesteret.

Forslaget indebærer, at disse sager behandles efter retsplejelovens almindelige regler om retternes saglige kompetence. Udgangspunktet er således, at sagen anlægges ved byret, jf. retsplejelovens § 224, men der er under nærmere angivne omstændigheder mulighed for henvisning til landsretten, jf. retsplejelovens § 226, og hvis sagen angår krav, der har en økonomisk værdi over 1.000.000 kr., kan sagen anlægges ved landsretten, jf. retsplejelovens § 227.

I stk. 4 foreslås det, at taksationsmyndighederne efter et samlet skøn kan pålægge en part at betale sagsomkostninger til en anden part (betænkningen s. 85-86, 90 og 92). Taksationsmyndighederne vil i den forbindelse skulle tage hensyn til sagens udfald, men kan også tage hensyn til, hvem parterne er. En privat part vil således snarere kunne tillægges sagsomkostninger end en offentlig myndighed. Der kan også tillægges delvise sagsomkostninger.

Taksationsmyndighederne kan bestemme, at klageren skal stille sikkerhed for betaling af sagsomkostninger (betænkningen s. 87- 88, 90 og 92). Denne mulighed skal blandt andet ses i lyset af, at taksationsmyndighedernes afgørelser ikke kan tvangsfuldbyrdes.

Stilles en krævet sikkerhed ikke inden en af taksationsmyndighederne fastsat frist, afvises sagen. Er sagen indbragt for overtaksationskommissionen, er det klagen til overtaksationskommissionen, der afvises, således at taksationskommissionens afgørelse står ved magt.

I stk. 5 foreslås det, at taksationsmyndighederne kan pålægge en part at betale taksationsmyndighedernes udgifter bortset fra vederlag til formænd og sekretærer. Betaling skal ske til den myndighed, der forlods har afholdt taksationsmyndighedernes udgifter. Der tillægges udpantningsret for beløbet.

Vederlag til formænd og sekretærer afholdes altid af statskassen, jf. § 62, stk. 2, 1. led. Taksationsmyndighedernes øvrige udgifter ved sagens behandling afholdes forlods af det offentlige, men taksationsmyndighederne kan i forbindelse med sagens afgørelse bestemme, at disse udgifter helt eller delvis skal betales af en eller flere af parterne i sagen. Udgifterne kan pålægges én part eller deles mellem parterne, og udgifterne vil også helt eller delvis kunne afholdes endeligt af det offentlige.

Som en konsekvens af de foreslåede bestemmelser om sagsomkostninger og betaling af taksationsmyndighedernes udgifter foreslås det i stk. 6, at der kan meddeles fri proces efter retsplejelovens regler (betænkningen s. 88, 90 og 92).

Fri proces meddeles i sager for taksationskommissionen af statsamtet og i sager for overtaksationskommissionen af Civilretsdirektoratet, jf. retsplejelovens § 330, stk. 4-5.

Fri proces medfører som udgangspunkt blandt andet beskikkelse af advokat til at udføre sagen mod vederlag af statskassen, godtgørelse fra statskassen for udgifter ved sagens behandling og fritagelse for at betale modpartens omkostninger, jf. retsplejelovens § 332, stk. 1.

Fri proces kan dog i bevillingen begrænses til nogle af disse begunstigelser, jf. retsplejelovens § 332, stk. 2. I sager omfattet af den foreslåede § 67 a i lov om offentlige veje vil der formentlig oftere end i retssager ved domstolene være grund til, at en bevilling af fri proces ikke omfatter beskikkelse af advokat til at udføre sagen mod vederlag af statskassen.

Omfatter en bevilling af fri proces beskikkelse af advokat til at udføre sagen mod vederlag af statskassen, beskikker taksationsmyndighederne en advokat for den pågældende part. Advokatens vederlag og godtgørelse af udlæg fastsættes af taksationsmyndighederne efter reglerne i retsplejelovens § 336 c. Beløbet udbetales af byretten i den retskreds, hvor taksationskommissionen har sæde, og afholdes over Justitsministeriets konto til fri proces.

Omfatter en bevilling af fri proces fritagelse for at betale modpartens omkostninger, kan den pågældende part ikke pålægges at betale sagsomkostninger til nogen anden part efter det foreslåede stk. 4 eller til det offentlige efter det foreslåede stk. 5 og er dermed også fritaget for sikkerhedsstillelse efter stk. 4. Hvis den pågældende bortset herfra ville være blevet pålagt at betale sagsomkostninger til en anden part efter stk. 4, træffer taksationsmyndighederne i stedet bestemmelse om betaling af sagsomkostninger til den pågældende anden part fra statskassen. Beløbet udbetales af byretten i den retskreds, hvor taksationskommissionen har sæde, og afholdes over Justitsministeriets konto til fri proces. Derimod giver fritagelsen for betaling af det offentliges udgifter efter stk. 5 ikke anledning til nogen refusion.

Omfatter en bevilling af fri proces godtgørelse fra statskassen for udgifter ved sagens behandling, træffer taksationsmyndighederne bestemmelse om, hvilket beløb den pågældende part skal have godtgjort. Det drejer sig navnlig om partens eventuelle udgifter til deltagelse i møder for taksationsmyndighederne (rejseudgifter og eventuelt tabt arbejdsfortjeneste) eller til undersøgelser og sagkyndig bistand mv. Beløbet udbetales af byretten i den retskreds, hvor taksationskommissionen har sæde, og afholdes over Justitsministeriets konto til fri proces. Modparten kan pålægges at betale sagsomkostninger efter stk. 4. Beløbet tilfalder statskassen, jf. retsplejelovens § 334, 2. pkt., og skal indbetales til byretten i den retskreds, hvor taksationskommissionen har sæde. Modparten kan uafhængigt heraf pålægges at betale taksationsmyndighedernes udgifter efter stk. 5.

I særlige tilfælde kan en part, der har fri proces, pålægges at erstatte statskassens udgifter ved den fri proces i det omfang, udgifterne ikke pålægges modparten, jf. retsplejelovens § 335. Er denne bestemmelse undtagelsesvis anvendelig, vil den pågældende part, der har fri proces, også kunne pålægges at betale taksationsmyndighedernes udgifter efter stk. 5.

Der er ikke fundet tilstrækkelig anledning til at foreslå en udtrykkelig lovbestemmelse om forvaltningsmyndigheders adgang til at indtræde i sagen (betænkningen s. 89) eller om mødeindkaldelse ved annoncering i de stedlige blade (betænkningen s. 82 og 90).

Som nævnt vil taksationsmyndighedernes afgørelser kunne indbringes for domstolene efter grundlovens § 63. Der er derfor heller ikke fundet anledning til foreslå regler om adgang til ved kære til landsretten at få afgjort, om en overtaksationskommission som ankeinstans har afgjort spørgsmål, der ligger uden for ankeinstansens kompetence (betænkningen s. 87, 90 og 92).

Til § 17

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2001.

Sager, som er indbragt for en landvæsensret inden lovens ikrafttræden, færdigbehandles efter de hidtil gældende regler. I sådanne sager vil en landvæsenskommissions afgørelse således - også efter lovens ikrafttræden - i givet fald skulle indbringes for en overlandvæsenskommission efter de hidtil gældende regler.

Til § 18

Bestemmelsen vedrører lovens territoriale gyldighed. Lov om landvæsensretter gælder ikke for Færøerne og Grønland.

§ 65. ---

Stk. 2. Bidrag, som i øvrigt i henhold til denne lov påhviler ejendomme, kan inddrives ved udpantning. Landvæsenskommissionen kan bestemme, at der for anlægsbidrag gives pant i den afgiftspligtige ejendom forud for andre hæftelser af privatretlig oprindelse på vilkår, der fastsættes af landvæsenskommissionen.

Stk. 3-4. ---

6. § 67, stk. 2, affattes således

§ 67 a. Bestemmelserne i stk. 2-6 finder anvendelse på erstatningssager, der indbringes for taksationsmyndighederne efter vandløbsloven og vandforsyningsloven, bortset fra sager omfattet af vandløbslovens § 72 eller vandforsyningslovens § 42.

Stk. 2. Sagen indbringes for taksationskommissionen ved skriftlig anmodning til kommissionens formand. Anmodningen skal indeholde klagerens krav, en kort fremstilling af de faktiske omstændigheder, hvorpå kravet støttes, samt en angivelse af de dokumenter og andre beviser, som klageren agter at påberåbe sig. Med anmodningen skal indleveres genparter af de dokumenter, som klageren agter at påberåbe sig, for så vidt de er i dennes besiddelse.

Stk. 3. Ved sagens behandling finder bestemmelserne i §§ 51, 53-56, 58 a, 59, stk. 2, 60, 62, stk. 1, og stk. 2, 1. led, og 66-67 tilsvarende anvendelse.

Stk. 4. Taksationsmyndighederne kan pålægge en part at betale sagsomkostninger til en anden part. Taksationsmyndighederne kan bestemme, at klageren skal stille sikkerhed for betaling af sagsomkostninger, som vedkommende måtte blive pålagt. Stilles sikkerhed ikke inden en af taksationsmyndighederne fastsat frist, afvises sagen.

Stk. 5. Taksationsmyndighederne kan pålægge en part helt eller delvis at betale taksationsmyndighedernes udgifter ved sagens behandling bortset fra vederlag til formænd og sekretærer. Der er udpantningsret for beløbet.

Stk. 6. Fri proces kan meddeles efter bestemmelserne i retsplejelovens kapitel 31.«

Ikrafttræden mv.

§ 67. Hvis en ejendom, hvorpå der efter denne lov hviler bidrag, udstykkes eller formindskes ved arealoverførsel, fordeler vandløbsmyndigheden efter anmodning det bidrag, der påhviler ejendommen, mellem de pågældende arealer, og det fastsættes, hvorledes udgifterne ved fordelingen skal udredes.

»Stk. 2. Vandløbsmyndighedens afgørelse kan inden 4 uger efter, at den er meddelt parterne, forlanges indbragt for taksationsmyndighederne efter §§ 57 og 58 i lov om offentlige veje. Om sagens behandling for taksationsmyndighederne finder bestemmelserne i §§ 53-55, §§ 58 a-62 og §§ 66-67 i lov om offentlige veje tilsvarende anvendelse.«

Stk. 2. Vandløbsmyndighedens afgørelse kan inden 4 uger efter, at den er meddelt parterne, indbringes for landvæsenskommissionen.

Stk. 3. ---

7. § 68, stk. 4, affattes således

§ 67 a. Bestemmelserne i stk. 2-6 finder anvendelse på erstatningssager, der indbringes for taksationsmyndighederne efter vandløbsloven og vandforsyningsloven, bortset fra sager omfattet af vandløbslovens § 72 eller vandforsyningslovens § 42.

Stk. 2. Sagen indbringes for taksationskommissionen ved skriftlig anmodning til kommissionens formand. Anmodningen skal indeholde klagerens krav, en kort fremstilling af de faktiske omstændigheder, hvorpå kravet støttes, samt en angivelse af de dokumenter og andre beviser, som klageren agter at påberåbe sig. Med anmodningen skal indleveres genparter af de dokumenter, som klageren agter at påberåbe sig, for så vidt de er i dennes besiddelse.

Stk. 3. Ved sagens behandling finder bestemmelserne i §§ 51, 53-56, 58 a, 59, stk. 2, 60, 62, stk. 1, og stk. 2, 1. led, og 66-67 tilsvarende anvendelse.

Stk. 4. Taksationsmyndighederne kan pålægge en part at betale sagsomkostninger til en anden part. Taksationsmyndighederne kan bestemme, at klageren skal stille sikkerhed for betaling af sagsomkostninger, som vedkommende måtte blive pålagt. Stilles sikkerhed ikke inden en af taksationsmyndighederne fastsat frist, afvises sagen.

Stk. 5. Taksationsmyndighederne kan pålægge en part helt eller delvis at betale taksationsmyndighedernes udgifter ved sagens behandling bortset fra vederlag til formænd og sekretærer. Der er udpantningsret for beløbet.

Stk. 6. Fri proces kan meddeles efter bestemmelserne i retsplejelovens kapitel 31.«

§ 68. Forøges afløbsmængden ved bebyggelse, ved vejanlæg, ved udpumpning, der ikke er omfattet af kapitel 9, eller ved boringer, kan vandløbsmyndigheden pålægge ejeren af de ejendomme eller anlæg, hvorfra den forøgede afstrømning hidrører, at yde et forholdsmæssigt bidrag til vandløbets regulering og vedligeholdelse.

Stk. 2. Tilføres der et vandløb spildevand, der i nævneværdig grad forøger arbejdet ved vandløbets oprensning, kan vandløbsmyndigheden pålægge ejerne af de ejendomme, hvorfra ulemperne hidrører, at yde bidrag til vandløbets regulering og vedligeholdelse.

Stk. 3. Medfører indvinding af vand fra et vandløb, at arbejdet ved vandløbets vedligeholdelse i nævneværdig grad forøges, kan vandløbsmyndigheden pålægge vandindvindingsanlæggets ejer at yde bidrag til vandløbets regulering og vedligeholdelse.

»Stk. 4. Vandløbsmyndighedens afgørelse efter stk. 1-3 kan inden 4 uger efter, at den er meddelt den pågældende, forlanges indbragt for taksationsmyndighederne efter §§ 57 og 58 i lov om offentlige veje. Om sagens behandling for taksationsmyndighederne finder bestemmelserne i §§ 53-55, §§ 58 a-62 og §§ 66-67 i lov om offentlige veje tilsvarende anvendelse.«

Stk. 4. Vandløbsmyndighedens afgørelse efter stk. 1-3 kan inden 4 uger efter, at den er meddelt den pågældende, indbringes for landvæsenskommissionen.

8. § 71, stk. 2, ophæves.

§ 71. Til gennemførelse af foranstaltninger efter denne lov kan vandløbsmyndigheden, når almenvellet kræver det, iværksætte ekspropriation. § 43, stk. 3, § 44 og §§ 47-49 i lov om offentlige veje finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 2. Spørgsmål om, hvorvidt en foranstaltning efter loven medfører erstatningspligt, kan indbringes for landvæsenskommissionen.

9. §§ 72-73 affattes således

»§ 72. Taksationsmyndighederne efter §§ 57 og 58 i lov om offentlige veje fastsætter erstatning for ekspropriation efter § 71 samt erstatning efter § 57, stk. 1, 2. pkt., og § 61, stk. 4.

§ 72. Erstatning for ekspropriation fastsættes efter lovgivningens almindelige regler. § 51, stk. 2-6 og §§ 63 og 64 i lov om offentlige veje finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 2. Om sagens behandling for taksationsmyndighederne og om erstatningens fastsættelse og udbetaling finder bestemmelserne i §§ 51-56 og §§ 58 a-67 i lov om offentlige veje tilsvarende anvendelse.

Stk. 2. Vandløbsmyndigheden skal i forbindelse med ekspropriation efter denne lov søge at tilvejebringe forlig om erstatningen.

Stk. 3. Såfremt aftale om erstatningens størrelse ikke er opnået inden 8 uger efter, at beslutningen om ekspropriation er truffet, eller hvis denne er påklaget inden 4 uger efter den endelige afgørelse, påhviler det den, til hvis fordel ekspropriationen er sket, at indbringe erstatningsspørgsmålet for landvæsenskommissionen.

§ 73. Taksationsmyndighederne efter §§ 57 og 58 i lov om offentlige veje fastsætter erstatning efter § 23, § 28, § 37, stk. 4, § 38, jf. § 45, § 45 og § 51. Om sagens behandling for taksationsmyndighederne gælder § 67 a i lov om offentlige veje.

Stk. 2. Sagen indbringes for taksationskommissionen af den erstatningssøgende.

Stk. 3. Taksationsmyndighedernes udgifter ved sagens behandling bortset fra vederlag til formænd og sekretærer betales forlods af vandløbsmyndigheden.«

10. § 74, stk. 2 og 3, ophæves.

11. § 80, stk. 1, 2. pkt., ophæves.

12. § 85, stk. 3, affattes således

»Stk. 3. Der kan pålægges selskaber mv. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.«

§ 73. Taksationsmyndighederne efter §§ 57 og 58 i lov om offentlige veje fastsætter erstatning efter § 23, § 28, § 37, stk. 4, § 38, jf. § 45, § 45 og § 51.

§ 73. Vandløbsmyndigheden indbringer sagen for landvæsenskommissionen, når sagen angår et offentligt vandløb.

Stk. 2. Sagen indbringes for taksationskommissionen af den erstatningssøgende. Om sagens behandling for taksationsmyndighederne gælder § 67 a i lov om offentlige veje.

Stk. 3. Taksationsmyndighedernes udgifter ved sagens behandling bortset fra vederlag til formænd og sekretærer betales forlods af vandløbsmyndigheden.«

10. § 74, stk. 2 og 3, ophæves.

§ 74. Vandløbsmyndigheden skal i forbindelse med afgørelser efter denne lov søge at tilvejebringe forlig om økonomiske spørgsmål, herunder bidragsfordeling.

Stk. 2. I mangel af enighed indbringes spørgsmålene for landvæsenskommissionen.

Stk. 3. Vandløbsmyndigheden indbringer sagen for landvæsenskommissionen, når sagen angår et offentligt vandløb.

11. § 80, stk. 1, 2. pkt., ophæves.

§ 80. Vandløbsmyndighedens afgørelser kan påklages til Miljøstyrelsen, jf. dog §§ 67 og 68. Landvæsenskommissionens kendelser kan indankes for overlandvæsenskommissionen.

Stk. 2. ---

12. § 85, stk. 3, affattes således

§ 84. ---

Stk. 2. ---

»Stk. 3. Der kan pålægges selskaber mv. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.«

Stk. 3. Er en af de i stk. 1 og 2 nævnte lovovertrædelser begået af et aktieselskab, anpartsselskab, andelsselskab eller lignende, kan der pålægges virksomheden som sådan bødeansvar.

§ 85. ---

Stk. 2. ---

»Stk. 3. Der kan pålægges selskaber mv. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.«

Stk. 3. For overtrædelser, der begås af et aktieselskab, anpartsselskab, andelsselskab eller lignende, kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar.

§ 130. ---

Stk. 2. ---

Stk. 3. Den, der begår et forhold som nævnt i stk. 1, nr. 2, 4 eller 5, eller som nævnt i de i medfør af stk. 2 fastsatte regler med forsæt til at unddrage sig eller andre betaling af afgifter i henhold til de i § 10 omhandlede forordninger eller i henhold til regler fastsat i medfør af § 102 eller med forsæt til at opnå uberettiget udbetaling eller refusion af ydelser til sig eller andre i henhold til de i § 10 nævnte forordninger eller i henhold til § 103 eller regler fastsat i medfør af § 102, straffes med bøde, hæfte eller fængsel i indtil 2 år, under skærpende omstændigheder indtil 4 år.

Stk. 4-5. ---

Fremsat den 28. marts 2001 af justitsministeren (Frank Jensen)

Forslag

til

Lov om ophævelse af lov om landvæsensretter og om ændring

af forskellige love som følge af nedlæggelsen af

landvæsensretterne

(Overførsel af landvæsensretternes sager til andre myndigheder)