Forslag til Lov om ændring af lov om miljøbeskyttelse og lov om forurenet jord
Table of Provisions (54)
Statutory Text (54 Articles)
Artikel 1
Generelle mål
1. Formålet med dette direktiv er ved hjælp af præcise driftsmæssige og tekniske krav til affald og deponeringsanlæg at opfylde kravene i direktiv 75/442/EØF, særlig artikel 3 og 4, gennem foranstaltninger, procedurer og retningslinjer, der tager sigte på at forebygge eller i videst muligt omfang begrænse miljøbelastningen fra deponering af affald, herunder navnlig forureningen af overfladevand, grundvand, jord og luft, og belastningen af det globale miljø, herunder drivhuseffekten, samt eventuelle heraf følgende risici for menneskers sundhed under hele deponeringsanlæggets levetid.
2. For så vidt angår deponeringsanlægs tekniske karakteristika indeholder dette direktiv de relevante tekniske krav til de deponeringsanlæg, som direktiv 96/61/EF finder anvendelse på, således at de generelle krav i nævnte direktiv kan omsættes til konkrete forskrifter. De relevante krav i direktiv 96/61/EF anses for opfyldt, hvis kravene i nærværende direktiv er opfyldt.
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering
Lovforslaget
§ 1
I lov om miljøbeskyttelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 698 af 22. september 1998, som ændret bl.a. ved lov nr. 908 af 16. december 1998, lov nr. 369 af 2. juni 1999 og senest ved § 2 i lov nr. 447 af 31. maj 2000, foretages følgende ændringer
1. § 7, stk. 1, nr. 3, affattes således
»3) forurening fra spildevandsanlæg, rensningsanlæg, forbrændingsanstalter og anlæg for deponering af affald samt indretning, drift, vedligeholdelse, nedlukning og efterbehandling af sådanne anlæg,«.
2. § 7, stk. 3, affattes således
»Stk. 3. Ministeren kan fastsætte regler om,
1) at personer i ledelsen af bestemte forurenende anlæg skal have den hertil fornødne tekniske viden og eventuelt bevis herfor, og
2) at personale, der betjener bestemte forurenende anlæg, skal have bevis for at have modtaget undervisning i miljømæssig og teknisk forsvarlig drift af anlæggene, herunder om undervisningens indhold og om kravene til opnåelse af beviset.«.
3. I § 34 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke
»Stk. 2. For anlæg for deponering af affald skal der tillige fastsættes vilkår om nedlukning og efterbehandling.«.
Stk. 2-4 bliver herefter stk. 3-5.
4. Efter § 37 indsættes
»§ 37 a. Den, der driver et anlæg for deponering af affald, skal foretage nedlukning og efterbehandling, når der ikke længere modtages affald med henblik på deponering. Omfanget af disse forpligtelser fastsættes i medfør af § 34, stk. 2, § 37 b og §§ 41-41 b.
Stk. 2. Inden der påbegyndes nedlukning af et bestående anlæg, skal oplysninger herom indsendes til tilsynsmyndigheden, medmindre denne efter den 1. juli 2001 har meddelt påbud om nedlukning og efterbehandling efter § 37 b, stk. 1.
§ 1
I lov om miljøbeskyttelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 698 af 22. september 1998, som ændret bl.a. ved lov nr. 908 af 16. december 1998, lov nr. 369 af 2. juni 1999 og senest ved § 2 i lov nr. 447 af 31. maj 2000, foretages følgende ændringer
Artikel 2
Definitioner
I dette direktiv forstås ved
a) "affald": ethvert stof eller enhver genstand, der er omfattet af direktiv 75/442/EØF
b) "dagrenovation": affald fra husholdninger og andet affald, der på grund af sin art og sammensætning kan sidestilles med affald fra husholdninger
c) "farligt affald": affald, der er omfattet af artikel 1, stk. 4, 1 Rådets direktiv 91/689/EØF af 12. december 1991 om farligt affald(7)
d) "ikke farligt affald": affald, der ikke er omfattet af litra c)
e) "inert affald": affald, der ikke undergår signifikante fysiske, kemiske eller biologiske forandringer. Inert affald er hverken opløseligt eller brændbart eller på anden måde fysisk eller kemisk reaktivt; det er ikke bionedbrydeligt og har ingen negativ indflydelse på andet materiale, det kommer i berøring med, på en sådan måde, at det kan formodes at ville medføre forurening af miljøet eller skade menneskers sundhed. Affaldets samlede perkolatafgivelse og indhold af forurenende stoffer og perkolatets økotoksicitet skal være af ubetydeligt omfang og må navnlig ikke bringe overfladevandets og/eller grundvandets kvalitet i fare
f) "underjordisk opbevaring": et permanent affaldsopbevaringsanlæg i et dybtliggende geologisk hulrum som f.eks. en salt- eller kaliummine
g) "deponeringsanlæg": et affaldsbortskaffelsesanlæg til deponering af affald på eller i jorden (dvs. under jorden), herunder
interne affaldsbortskaffelsesanlæg (dvs. deponeringsanlæg, hvor affaldsproducenten deponerer eget affald på produktionsstedet), og
et permanent anlæg (dvs. over et år), der bruges til midlertidig opbevaring af affald men ikke
anlæg, hvor affald læsses af til forbehandling inden videre transport med henblik på genanvendelse, behandling eller bortskaffelse andetsteds, og
opbevaring af affald i en periode på som hovedregel under tre år forud for genanvendelse eller behandling, eller
opbevaring af affald i en periode på under et år forud for bortskaffelse
h) "behandling": de fysiske, termiske, kemiske eller biologiske processer, herunder sortering, hvorved affaldets egenskaber ændres med et formål at mindske dets omfang eller farlighed, gøre håndteringen lettere eller fremme genanvendelsen
i) "perkolat": enhver væske, der siver ned gennem det deponerede affald, og som udledes fra eller er indeholdt i et deponeringsanlæg
j) "gas fra deponeringsanlæg": alle gasser, der dannes i deponeret affald
k) "eluat": den opløsning, en laboratorieprøve for udvaskning resulterer i
l) "operatør": den fysiske eller juridiske person, der har ansvaret for et deponeringsanlæg i overensstemmelse med den nationale lovgivning i den medlemsstat, hvor deponeringsanlægget er beliggende; der kan være tale om forskellige personer fra forberedelses- til efterbehandlingsfasen
m) "bionedbrydeligt affald": enhver type affald, der kan undergå en anærob eller ærob nedbrydning, såsom levnedsmidler og haveaffald samt papir og pap;
n) "indehaver": producenten af affaldet eller den fysiske eller juridiske person, der er i besiddelse af affaldet
o) "ansøger": den person, der ansøger om en deponeringsanlægsgodkendelse i medfør af dette direktiv
p) "kompetent myndighed": den myndighed, medlemsstaten udpeger som ansvarlig for opfyldelsen af de forpligtelser, der følger af dette direktiv
q) "flydende affald": affald i flydende form, herunder spildevand, men ikke slam
r) "isoleret bebyggelse": en bebyggelse
med højst 500 indbyggere pr. kommune eller pr. bebyggelse og med højst fem indbyggere pr. km2, og
hvor afstanden til nærmeste bymæssige bebyggelse med mindst 250 indbyggere pr. km2 er mindst 50 km, eller hvor de nærmeste bymæssige bebyggelser er svært tilgængelige ad vej på grund af barske vejrforhold en stor del af året.
Bilag 2
RÅDETS DIREKTIV 1999/31/EF
af 26. april 1999
om deponering af affald
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -
under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske
fællesskab, særlig artikel 130 S, stk. 1,
under henvisning til forslag fra Kommissionen(1),
under henvisning til udtalelse fra Det Økonomiske og Sociale Udvalg(2),
i henhold til fremgangsmåden i traktatens artikel 189 C(3), og ud fra følgende betragtninger
(1) I Rådets resolution af 7. maj 1990 om affaldspolitik(4) velkommer og støtter Rådet meddelelsen om en EF-strategi og opfordrer Kommissionen til at fremsætte forslag til kriterier og standarder for affaldsbortskaffelse ved deponering;
(2) i Rådets resolution af 9. december 1996 om affaldspolitik hedder det, af affaldsdeponering i fremtiden skal foregå på sikre og kontrollerede vilkår i hele Fællesskabet;
(3) forebyggelse af affaldsdannelse, genvinding og nyttiggørelse af affald samt anvendelse af genvundne materialer og genvunden energi bør fremmes for at skåne naturressourcerne og fremme rationel arealanvendelse;
(4) spørgsmålene om forbrænding af dagrenovation og ikke farligt affald, kompostering, biogasfremstilling og behandling af klapmateriale bør overvejes nærmere;
(5) princippet om, at forureneren betaler, kræver bl.a., at der tages hensyn til enhver miljøskade forårsaget af deponeringsanlæg;
(6) deponering på affaldsdeponeringsanlæg bør ligesom al anden affaldsbehandling kontrolleres og forvaltes hensigtsmæssigt med henblik på at forebygge eller begrænse eventuelle negative virkninger på miljøet og risici for menneskers sundhed;
(7) der må træffes passende forholdsregler for at undgå, at affald efterlades, dumpes eller deponeres ukontrolleret; med henblik herpå skal deponeringsanlæggene kunne kontrolleres for de stoffer, det deponerede affald indeholder; disse stoffers reaktioner skal så vidt muligt være forudsigelige;
(8) både mængden og den farlige karakter af det affald, der planlægges deponeret, skal om nødvendigt nedbringes; affaldshåndteringen skal gøres nemmere og affaldets genanvendelse fremmes; med henblik herpå bør forudgående behandling fremmes til sikring af, at deponeringen finder sted i overensstemmelse med målene i dette direktiv; definitionen på behandling omfatter sortering;
(9) medlemsstaterne bør være i stand til at efterleve princippet om geografisk nærhed og princippet om tilstrækkelig egenkapacitet for bortskaffelse af deres affald på fællesskabsplan og nationalt plan i overensstemmelse med Rådets direktiv 75/442/EØF af 15. juli 1975 om affald(5); det er nødvendigt at fremme opfyldelsen af målene i dette direktiv gennem oprettelse af et integreret og fyldestgørende net af bortskaffelsesanlæg baseret på et højt miljøbeskyttelsesniveau;
(10) forskelle mellem de tekniske standarder for affaldsbortskaffelse ved deponering og hermed forbundne lavere omkostninger kan medføre, at affald i stigende grad søges deponeret i anlæg med lavere miljøbeskyttelsesstandarder, hvilket kan skabe en alvorlig trussel for miljøet som følge af unødigt lang transport af affaldet og uhensigtsmæssig deponeringspraksis;
(11) det er derfor nødvendigt, at der på fællesskabsplan foreskrives tekniske standarder for affaldsdeponering med henblik på at beskytte, bevare og forbedre miljøkvaliteten i Fællesskabet;
(12) det er nødvendigt klart at angive, hvilke krav der bør gælde for deponeringsanlæg med hensyn til lokalisering, indretning, ledelse, kontrol, nedluking samt forebyggende foranstaltninger og beskyttelsesforanstaltninger mod enhver trussel mod miljøet såvel på kort som på lang sigt, herunder navnlig foranstaltninger mod forurening af grundvandet forårsaget af perkolatnedsivning i jorden;
(13) på baggrund af ovenstående er det nødvendigt klart af definere, hvilke kategorier deponeringsanlæg der skal tages i betragtning, og hvilke typer affald der kan accepteres på de forskellige kategorier deponeringsanlæg;
(14) anlæg til midlertidig opbevaring af affald bør opfylde de relevante krav i direktiv 75/442/EØF;
(15) nyttiggørelse i overensstemmelse med direktiv 75/442/EØF af dertil egnet inert eller ikke farligt affald til terrænregulerings-/retablerings- og opfyldningsarbejde eller til byggeformål kan ikke udgøre en deponeringsaktivitet;
(16) bl.a. med henblik på at reducere den globale opvarmning bør der træffes foranstaltninger til at mindske produktionen af methan fra deponeringsanlæg ved at begrænse deponeringen af bionedbrydeligt affald og indføre krav om kontrol med gas fra deponeringsanlæg;
(17) foranstaltninger til at nedbringe deponeringen af bionedbrydeligt affald tager også sigte på at fremme særskilt indsamling af bionedbrydeligt affald, sortering i almindelighed, nyttiggørelse og genvinding;
(18) som følge af de særlige karakteristika ved deponering som bortskaffelsesform er det nødvendigt at indføre en specifik godkendelsesprocedure for alle kategorier deponeringsanlæg i overensstemmelse med de generelle godkendelseskrav, der er fastsat i direktiv 75/442/EØF, og de generelle krav i direktiv 96/61/EF om integreret forureningsforebyggelse og -bekæmpelse(6); inden et deponeringsanlæg tages i brug, skal det i forbindelse med en inspektion foretaget af den kompetente myndighed kontrolleres, at anlægget er i overensstemmelse med godkendelsen;
(19) som følge af de særlige karakteristika ved deponering som bortskaffelsesform er det nødvendigt at indføre en specifik godkendelsesprocedure for alle kategorier deponeringsanlæg i overensstemmelse med de generelle godkendelseskrav, der er fastsat i direktiv 75/442/EØF, og de generelle krav i direktiv 96/61/EF om integreret forureningsforebyggelse og -bekæmpelse(6); inden et deponeringsanlæg tages i brug, skal det i forbindelse med en inspektion foretaget af den kompetente myndighed kontrolleres, at anlægget er i overensstemmelse med godkendelsen; det skal i hvert enkelt tilfælde kontrolleres, om affaldet kan deponeres på det deponeringsanlæg, det er bestemt for; dette gælder især farligt affald;
(20) for at forebygge trusler mod miljøet er det nødvendigt at indføre en ensartet procedure for affaldsmodtagelse på grundlag af en procedure for klassificering af affald, der kan modtages på de forskellige kategorier deponeringsanlæg; denne procedure skal navnlig omfatte standardiserede grænseværdier; med henblik herpå må der - tilstrækkelig hurtigt til, at det kan lette gennemførelsen af dette direktiv - indføres et sammenhængende og standardiseret identifikations-, prøveudtagnings- og analysesystem; modtagelseskriterierne skal være særlig præcise for så vidt angår inert affald;
(21) indtil disse analysemetoder eller de for identifikationen nødvendige grænseværdier er indført, kan medlemsstaterne med henblik på anvendelsen af dette direktiv på nationalt plan bevare eller udforme lister over, hvilket affald der kan eller ikke kan modtages på deponeringsanlæg, eller fastsætte kriterier, herunder bl.a. grænseværdier, svarende til dette direktivs kriterier for den ensartede modtagelsesprocedure;
(22) det tekniske udvalg udarbejder kriterier for modtagelse af visse typer farligt affald på deponeringsanlæg for ikke farligt affald;
(23) det er nødvendigt at indføre fælles kontrolprocedurer i drifts- og efter behandlingsfaserne for et deponeringsanlæg med henblik på at identificere enhver mulig negativ virkning på miljøet, som skyldes deponeringsanlægget, og træffe passende udbedrende foranstaltninger;
(24) det er nødvendigt at definere, hvornår og hvordan et deponeringsanlæg bør nedlukkes, og definere operatørens forpligtelser og ansvar i efterbehandlingsperioden;
(25) deponeringsanlæg, der er nedlukket inden datøn for dette direktivs gennemførelse, er ikke omfattet af dets bestemmelser om nedlukningsproceduren;
(26) der bør gives regler for vilkårene for den fremtidige drift af bestående deponeringsanlæg med henblik på inden for en nærmere fastsat frist at træffe de nødvendige foranstaltninger for deres tilpasning til dette direktiv på grundlag af en overgangsplan for anlægget;
(27) operatører af bestående deponeringsanlæg, som i overensstemmelse med bindende nationale regler, der svarer til bestemmelserne i dette direktivs artikel 14, allerede har fremlagt den i litra a) i nævnte artikel omhandlede dokumentation inden dette direktivs ikrafttræden, og som af den kompetente myndighed har fået tilladelse til at fortsætte driften, behøver ikke at forelægge denne dokumentation igen, og den kompetente myndighed behøver ikke at give en ny tilladelse;
(28) operatøren bør i form af en passende økonomisk sikkerhedsstillelse eller tilsvarende sikre, at de forpligtelser, der følger af godkendelsen, opfyldes, herunder forpligtelserne i tilknytning til nedlukningsproceduren og efterbehandlingen af anlægget;
(29) der skal træffes foranstaltninger, som sikrer, at den opkrævede betaling for affaldsbortskaffelse ved deponering dækker alle udgifter til etablering og drift af deponeringsanlægget, inklusive så vidt muligt den økonomiske sikkerhedsstillelse eller tilsvarende, som operatøren skal frembringe, og de anslåede omkostninger i forbindelse med nedlukningen og den nødvendige efterbehandling;
(30) når en kompetent myndighed mener, at det er usandsynligt, at et deponeringsanlæg frembyder fare for miljøet i længere tid end en vis periode, kan de anslåede omkostninger, der skal medregnes i den betaling, operatøren forlanger, begrænses til denne periode;
(31) det er nødvendigt at sikre, at direktivets gennemførelsesbestemmelser anvendes korrekt i hele Fællesskabet, og at deponeringsanlægs operatører og personale har et uddannelses- og kundskabsniveau, som giver dem den fornødne kompetence;
(32) Kommissionen skal efter udvalgsproceduren i artikel 18 i direktiv 75/442/EØF sørge for, at der indføres en ensartet affaldsmodtagelsesprocedure og en ensartet klassificering af affald, der kan modtages på et deponeringsanlæg;
(33) efter samme udvalgsprocedure skal bilagene til dette direktiv tilpasses til den videnskabelige og tekniske udvikling og metoderne for overvågning, prøveudtagning og analyse standardiseres;
(34) medlemsstaterne sender regelmæssigt Kommissionen beretninger om anvendelser af dette direktiv og navnlig om de nationale strategier, der skal opstilles i henhold til artikel 5; på grundlag af disse beretninger aflægger Kommissionen beretning til Europa-Parlamentet og Rådet -
UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV
§ 2
I lov nr. 370 af 2. juni 1999 om forurenet jord, som senest ændret ved § 4 i lov nr. 447 af 31. maj 2000, foretages følgende ændringer
1. I § 41 indsættes som stk. 5
»Stk. 5. For anlæg for deponering af affald skal de 30 år i stk. 4 regnes fra ophøret af anlæggets efterbehandlingsperiode.«.
2. I § 88, stk. 2 og 3, udgår: »hæfte eller«.
§ 2
I lov nr. 370 af 2. juni 1999 om forurenet jord, som senest ændret ved § 4 i lov nr. 447 af 31. maj 2000, foretages følgende ændringer
Artikel 3
Anvendelsesområde
1. Medlemsstaterne skal anvende dette direktiv på deponeringsanlæg som defineret i artikel 2, litra g).
2. Uden at det indskrænker anvendelsen af gældende fællesskabslovgivning, er følgende undtaget fra dette direktivs anvendelsesområde
spredning af slam, herunder kloakslam og klapmateriale, og tilsvarende materiale på jorden med henblik på gødskning eller jordforbedring
anvendelse af dertil egnet inert affald til terrænregulerings-/retablerings- og opfyldningsarbejde eller til byggeformål i deponeringsanlæg
deponering af ikke farligt klapmateriale langs mindre vandløb, hvorfra det er opgravet, og af ikke farligt klapmateriale i overfladevand, herunder på bunden af vandløbet eller i dets undergrund
deponering af ikke forurenet jord eller ikke farligt inert affald, der hidrører fra eftersøgning efter og udvinding, behandling og opbevaring af mineraler samt fra driften af stenbrud.
3. Uden at det indskrænker anvendelsen af direktiv 75/442/EØF kan medlemsstaterne efter eget valg erklære, at deponering af ikke farligt affald, som skal defineres af det udvalg, der nedsættes i henhold til artikel 17 i nærværende direktiv, bortset fra inert affald, som hidrører fra efterforskning efter og udvinding, behandling og oplagring af mineraler samt fra driften af stenbrud, og som deponeres på en sådan måde, at det beskytter mod forurening af miljøet eller skader for menneskers sundhed, kan undtages fra bestemmelserne i bilag I, punkt 2, 3.1, 3.2 og 3.3 i nærværende direktiv.
4. Uden at det indskrænker anvendelsen af direktiv 75/442/EØF, kan medlemsstaterne efter eget valg erklære, at dele af eller hele artikel 6, litra d), artikel 7, stk. 1, nr. i), artikel 8, litra a), nr. iv), artikel 10, artikel 11, stk. 1, litra a), b) og c), artikel 12, litra a) og c), bilag I, punkt 3 og 4, bilag II (undtagen punkt 3, niveau 3, og punkt 4) og bilag III, punkt 3-5, i nærværende direktiv ikke finder anvendelse på
a) deponeringsanlæg for ikke farligt eller inert affald med en samlet kapacitet på højst 15000 tons eller med en årlig tilførsel på højst 1000 tons, der betjener øer, forudsat at det pågældende deponeringsanlæg er det eneste på øen, og forudsat at det udelukkende er bestemt til deponering af affald produceret på øen. Når denne samlede kapacitet er opbrugt, skal eventuelle nye deponeringsanlæg på øen overholde dette direktivs krav
b) deponeringsanlæg for ikke farligt eller inert affald i isolerede bebyggelser, forudsat at det pågældende deponeringsanlæg udelukkende er bestemt til deponering af affald fra den pågældende isolerede bebyggelse.
Senest to år efter datøn i artikel 18, stk. 1, meddeler medlemsstaterne Kommissionen en liste over de øer og isolerede bebyggelser, der er undtaget fra direktivet. Kommissionen offentliggør listen over øer og isolerede bebyggelser.
5. Uden at det indskrænker anvendelsen af direktiv 75/442/EØF kan medlemsstaterne efter eget valg erklære, at underjordisk opbevaring som defineret i artikel 2, litra f), i nærværende direktiv kan undtages fra bestemmelserne i artikel 13, litra d), bilag I, punkt 2 (bortset fra første led) og punkt 3-5, og bilag III, punkt 2, 3 og 5, i nærværende direktiv.
§ 3
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2001.
Stk. 2. For så vidt angår anlæg for deponering af affald, finder loven anvendelse på anlæg, som modtager affald med henblik på deponering den 1. juli 2001 eller senere, eller som er godkendt før den 1. juli 2001, uden at modtagelse af affald med henblik på deponering er påbegyndt.
Stk. 3. § 50 a, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 11, er først gældende for bestående anlæg for deponering af affald fra den 16. juli 2009, jf. § 37 b, stk. 4, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 4.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Baggrunden for lovforslaget
Lovforslaget har til formål at sikre de nødvendige hjemler i miljøbeskyttelsesloven til at gennemføre Rådets direktiv 99/31/EF af 26. april 1999 om deponering af affald (deponeringsdirektivet). Direktivet trådte i kraft den 16. juli 1999 og skal være gennemført i medlemslandene senest den 16. juli 2001. Direktivet er optrykt i EF-Tidende nr. L 182 af 16. juli 1999, side 1 og er optaget som bilag 2 til lovforslaget. Deponeringsdirektivet er vedtaget med hjemmel i EF-traktatens artikel 130 s - nu artikel 175 (1) - og de enkelte medlemsstater har derfor mulighed for at indføre strengere nationale regler begrundet i hensynet til miljøet.
2. Hovedpunkterne i lovforslaget
Hovedpunkterne i lovforslaget, der i det væsentlige alene vedrører listevirksomheder, der driver anlæg for deponering af affald, er følgende
De to større ændringer er forslaget til ny § 39 b og § 50 a.
Der foreslås en ny § 39 b, hvorefter den, der driver anlæg for deponering af affald pålægges at stille sikkerhed for de forpligtelser, som påhviler deponeringsanlægget.
Den foreslåede bestemmelse i § 50 a har til formål at gennemføre deponeringsdirektivets bestemmelse om, at alle omkostninger ved etablering og drift af deponeringsanlæg, samt nedlukning og efterbehandling i en periode på mindst 30 år, skal være dækket af den betaling, virksomheden forlanger for deponering af en hvilken som helst type affald på anlægget. De foreslåede ændringer af § 48 har sammenhæng hermed. Virksomhederne skal kunne redegøre for den tilstrækkelige omkostningsdækning. Ministeren bemyndiges til at fastsætte regler om, hvordan omkostningsdækningen skal dokumenteres.
Med forslaget til ændring af lovens § 7, stk. 3, bemyndiges ministeren til bl.a. at fastsætte regler om teknisk viden hos ledelsen af virksomheden m.v.
Med forslaget til ny § 37 b bemyndiges ministeren til at fastsætte regler, hvorefter bestående virksomheder pålægges en pligt til at indsende oplysninger til brug for godkendelsesmyndighedens afgørelse om, hvorvidt anlægget enten lever op til eller kan bringes til at leve op til direktivets krav eller, at driften skal ophøre.
Med forslaget til ny § 41 e sikres driftsherren fortsat adgang til ejendommen uanset om rådigheden senere er overgået til en anden. En senere rådighedsindehaver forpligtes med denne bestemmelse til at tåle, at driftsherren kan overholde sine forpligtelser til nedlukning og efterbehandling. § 41 f forpligter godkendelsesmyndigheden til at lade oplysning om, at driftsherren eller påbudsadressaten skal have rådighed til at opfylde sine forpligtelser til nedlukning og efterbehandling tinglyse på ejendommen til oplysning for en senere rådighedsindehaver.
En række ændringer foreslås til sikring af, at deponeringsanlæggene foretager nedlukning og efterbehandling i overensstemmelse med direktivets krav, når anlæggene ikke længere modtager affald.
Endelig foreslås en ændring af jordforureningsloven, hvorved fastslås, at den generelle 30-års-regel for adgangen til at meddele påbud til forurenere skal regnes fra ophøret af efterbehandlingen, når det drejer sig om affaldsdeponeringsanlæg.
3. Direktivet om deponering af affald
Direktivets formål og indhold
Deponeringsdirektivet har til formål at sikre fælles EU-kriterier og -standarder for affaldsbortskaffelse ved deponering. Det gøres ved hjælp af driftsmæssige og tekniske krav til deponeringsanlæg. Direktivet indebærer blandt andet
at alle nye deponeringsanlæg skal godkendes - offentligt ejede såvel som privat ejede - mens alle bestående anlæg enten skal eller skal bringes til at overholde samme standard som nye anlæg eller nedlukkes senest den 16. juli 2009,
at der stilles generelle krav til alle kategorier af deponeringsanlæg: lokalisering, indretning, ledelse, sikkerhedsstillelse, betaling, afspærring, kontrol og nedlukning samt til forebyggende foranstaltninger og beskyttelsesforanstaltninger mod enhver trussel for miljøet på såvel kort som lang sigt - navnlig foranstaltninger mod forurening af grundvand, overfladevand, jord og luft,
at der træffes foranstaltninger for at begrænse forureningen af det globale miljø ved at mindske produktionen af metangas fra deponeringsanlæg ved - gennem nationale strategier - at begrænse deponering af bionedbrydeligt affald, og ved at der indføres kontrol med gas fra deponeringsanlæg,
at der fastsættes kriterier og procedurer for affaldsmodtagelse (generelle principper, generelle procedurer for testning og modtagelse af affald, retningslinier for foreløbige affaldsmodtagelsesprocedurer, prøveudtagning af affald), og
at der fastsættes kontrol- og overvågningsprocedurer i forbindelse med drift og efterbehandling: meteorologiske data, emissionsdata (vand, perkolat og kontrol med gasser), grundvandsbeskyttelse, deponeringsanlæggets topografi og data om det deponerede affald.
Kravene til indretning - herunder forebyggende foranstaltninger og beskyttelsesforanstaltninger - samt kontrol- og overvågningsprocedurer i forbindelse med drift, nedlukning og efterbehandling svarer i det væsentligste til de vilkår, der er stillet til deponeringsanlæg i Danmark godkendt efter 1997.
Nyskabelser i forhold til gældende danske regler nævnes nedenfor
Økonomisk sikkerhedsstillelse
Direktivet stiller i artikel 8, litra a, nr. 4, krav om, at ansøgeren inden deponeringen påbegyndes, har truffet eller vil træffe passende forholdsregler i form af sikkerhedsstillelse med henblik på at sikre, at de forpligtelser (herunder foranstaltninger til efterbehandling), som følger af godkendelsen, opfyldes, og at nedlukningsprocedurerne i henhold til direktivet følges.
Baggrunden for dette krav er et ønske om at sikre, at der, når anlægget skal nedlukkes, er sikkerhed for, at der er økonomiske midler til dels at gennemføre lukningen og dels midler til at betale for efterbehandling af anlægget.
Direktivet stiller alene krav om, at der stilles sikkerhed for forudsigelige omkostninger. Beløb til dækning af uforudsigelige omkostninger (forureningsskader som følge af brand, eksplosion, utæt membran m.v.) er ifølge deponeringsdirektivet ikke omfattet af sikkerhedsstillelsesordningen. De forudsigelige omkostninger omfatter i nedlukningsperioden slutafdækning og retablering af arealet, og i efterbehandlingsperioden bl.a. monitering af perkolat, overfladevand og grundvand, perkolatbortskaffelse og diverse driftsomkostninger.
Det fremgår ikke klart af direktivet, om der skal stilles sikkerhed for alle de forventede omkostninger allerede ved ibrugtagningen af anlægget, eller om sikkerheden kan opbygges løbende i den periode anlægget modtager affald. Direktivet fastsætter alene, at der skal træffes passende forholdsregler i form af sikkerhedsstillelse eller lignende. Miljøstyrelsen har bedt Kommissionen om fortolkningsbidrag og fået det svar, at det efter Kommissionens (DG miljø) vurdering er tilstrækkeligt, at sikkerhedsstillelsen opbygges løbende.
Det fremgår heller ikke klart af direktivets ordlyd, hvorvidt der skal stilles sikkerhed for affald, som allerede er deponeret, eller om kravet alene gælder for affald, som fremover skal deponeres. På baggrund af en formålsfortolkning må det for de anlæg, der opnår godkendelse til fortsat drift, antages at sikkerhedsstillelsen også skal omfatte affald, som allerede er deponeret, da sikkerhedsstillelsen ellers ikke ville blive tilstrækkelig til at dække de relevante omkostninger.
Omkostningsdækning fra affaldsproducenter
Efter direktivets artikel 10 skal det enkelte affaldsdeponeringsanlæg i den betaling, der opkræves i driftsfasen indregne samtlige omkostninger ved deponeringen, herunder de senere omkostninger til nedlukning og efterbehandling af anlægget. Dette skal ses i lyset af forureneren-betaler-pricippet.
Teknisk kompetent ledelse af deponeringsanlæg
Direktivets artikel 8, litra a, nr. 2, pålægger medlemslandene at sikre, at anlægget ledes af en fysisk person, der er teknisk kompetent hertil, og at faglig og teknisk oplæring og uddannelse af anlæggets personale er sikret.
Bestående deponeringsanlæg
Efter direktivets artikel 14 er medlemslandene pålagt at sikre, at bestående anlæg senest den 16. juli 2002 forelægger godkendelsesmyndigheden en overgangsplan for opfyldelse af de nye krav, herunder kravene til økonomisk sikkerhedsstillelse. Anlæg, som ikke opnår tilladelse til fortsat drift, skal lukkes senest den 16. juli 2009. Alle bestående anlæg, som opnår tilladelse til fortsat drift, skal ifølge direktivet overholde de nye krav senest den 16. juli 2009.
Affaldskarakterisering
Som noget nyt i forhold til dansk lovgivning og praksis skal affaldet karakteriseres, før det deponeres. Affaldskarakteriseringen sker ved hjælp af standardiserede analyse- og adfærdstestningsmetoder af affaldets udvaskningsegenskaber på kort og lang sigt og af dets øvrige karakteristiske egenskaber. Karakteriseringen skal anvendes til sikring af, at der kun deponeres de affaldstyper, anlægget er godkendt til at modtage, og at affaldet deponeres i overensstemmelse med anlæggets indretning. Miljøbeskyttelsesloven indeholder allerede hjemmel til at fastsætte regler herom.
Tilpasning af direktivets bilag i lyset af den videnskabelige og tekniske udvikling vedtages af Kommissionen bistået af et teknisk udvalg sammensat af repræsentanter for medlemslandenes myndigheder. Forslag til standardisering af kontrol-, prøveudtagnings- og analysemetoder og forslag til kriterier for affaldskarakterisering skal vedtages af Kommissionen senest den 16. juli 2001. Den resterende del af tilpasningen af direktivets bilag - blandt andet fastlæggelse af ensartede procedurer for affaldsklassifikation og -modtagelse - skal være tilendebragt senest den 16. juli 2002. Affaldsklassifikationen har til formål at fastlægge kriterier for, hvilke typer af det karakteriserede affald der må deponeres på de enkelte kategorier af deponeringsanlæg.
4. Deponeringsanlæg i Danmark i dag
Deponeringsanlæg er en samlebetegnelse for anlæg til deponering af affald - uanset affaldets karakter. Udgangspunktet er, at affald, der kan håndteres miljømæssigt forsvarligt på anden måde, ikke må deponeres. Også de såkaldte specialdepoter, der kun modtager én nærmere bestemt type affald, er deponeringsanlæg. Det kan for eksempel være depoter til slagger, flyveaske eller produktionsaffald fra én industrivirksomhed. Et deponeringsanlæg kan være lokaliseret i det åbne land eller f.eks. som et internt depot på en virksomhed. Ifølge Miljøstyrelsens "Affaldsstatistik 1999" var der ved udgangen af 1994 registreret 64 deponeringsanlæg og 63 specialdepoter, hvoraf en del dog er beliggende som selvstændige enheder på de 64 deponeringsanlæg, og endelig var der registreret 49 fyldpladser.
Ifølge en spørgeskemaundersøgelse gennemført af Miljøstyrelsen i februar/marts 2001 eksisterer der i dag 134 miljøgodkendte deponeringsanlæg i Danmark. Af disse er 100 anlæg ejet af offentlige myndigheder, mens 34 er i privat eje. De 100 offentlige anlæg fordeler sig med 51 deponeringsanlæg (lossepladser), 25 fyldpladser samt 24 specialdepoter. Hvad angår de private anlæg fordeler disse sig med 3 deponeringsanlæg (lossepladser), 10 fyldpladser samt 21 specialdepoter. Ifølge undersøgelsen er retsbeskyttelsesperioden udløbet for knap halvdelen af de i alt 134 deponeringsanlæg.
Regnvand og eventuelt også overfladevand siver ned gennem det deponerede affald. Den væske, der herefter siver ud fra affaldet, kaldes perkolat og indeholder stort set altid miljøfarlige stoffer. Desuden kan der dannes gasser i affaldet - herunder metangas - der kan føre til eksplosionsfare i bygninger m.v. på og omkring deponeringsanlægget, antændelse af det deponerede affald samt skader på den omgivende vegetation. Overvågning og kontrol med, at der ikke sker uacceptabel påvirkning af miljøet foregår derfor først og fremmest ved hjælp af løbende målinger af perkolatets indhold af miljøfarlige stoffer, måling af perkolatforekomsten i grundvand og overfladevand og ved forebyggelse af og kontrol med dannelsen af gas i affaldet.
Driften af et deponeringsanlæg omfatter ikke alene den periode, hvor anlægget etableres og herefter modtager affald til deponering. Driften omfatter desuden en nedlukningsfase, hvor anlæggets deponeringsenheder løbende dækkes med jord (slutafdækning) og sædvanligvis tilsås eller beplantes i takt med, at enhederne er fyldt op til den fastlagte udformning af terrænet. Driften af anlægget omfatter endelig en langvarig efterbehandlingsperiode, hvor anlæggets ejer fortsat er ansvarlig for vedligeholdelse, overvågning og kontrol med, om der sker påvirkning af det omgivende miljø - for eksempel grundvand og overfladevand.
Deponeringsanlæg er omfattet af godkendelsesordningen i miljøbeskyttelseslovens kapitel 5. Miljøstyrelsen udsendte i 1997 en vejledning om affaldsdeponering, der indeholder deponeringstrategi, overordnede procedurer og retningslinier for accept af affald, forundersøgelser i forbindelse med lokalisering af anlæg, indretning af deponeringsanlæg, herunder miljøbeskyttende systemer, membransystemer, drænsystemer og perkolatopsamling, håndtering af gas, der dannes i affaldet, den daglige drift, kontrol og tilsyn både i drifts- og efterbehandlingsperioden og retablering af området. Vejledningens indhold lægger sig tæt op ad principperne i direktivet.
5. Forslag til dansk gennemførelse af direktivet
Direktivet foreslås gennemført i dansk ret dels ved nærværende lovforslag og dels ved udstedelse af formentlig 2 bekendtgørelser.
Forslaget til ændring af miljøbeskyttelsesloven og jordforureningsloven indeholder
Ændring af § 7, stk. 1, nr. 3, hvor det præciseres, at ministeren kan fastsætte regler om nedluknings- og efterbehandlingsprocedurer for deponeringsanlæg.
Ændring af § 7, stk. 3, hvor ministeren bemyndiges til at bl.a. at fastsætte regler om teknisk viden hos ledelsen af deponeringsanlæg.
Ændring af § 34, stk. 2, hvor der lovfæstes en særlig pligt til at fastsætte vilkår om nedlukning og efterbehandling.
Indsættelse af § 37 a, som forpligter deponeringsanlæggene til at nedlukke og efterbehandle, når der ikke længere modtages affald.
Indsættelse af § 37 b, hvor bl.a. pligt til at meddele påbud om nedlukning og efterbehandling lovfæstes, og hvor ministeren bemyndiges til at fastsætte regler om indsendelse af oplysninger og om tilsynsmyndighedens revurdering.
Indsættelse af § 37 c, hvor ministeren bemyndiges til at fastsætte regler om godkendelsesmyndighedens klassifikation af anlæggene.
Indsættelse af § 39 b, hvor ministeren bemyndiges til at fastsætte regler om sikkerhedsstillelse for de forpligtelser, som påhviler et deponeringsanlæg i henhold til den meddelte godkendelse eller påbud.
Ændring af § 40 a, er en konsekvensrettelse som følge af ændringen i § 34.
Indsættelse af § 41 e, hvor anlæg - uanset anlægget ikke længere modtager affald - kan påbydes nedlukning og efterbehandling, og hvor der bl.a. sikres driftsherren adgang til ejendommen, uanset om rådigheden senere er overgået til en anden, således at nedlukning og efterbehandling kan ske.
Indsættelse af § 41 f, hvor godkendelsesmyndigheden lader pligten efter § 41 e tinglyse på ejendommen.
Ophævelse af § 50, stk. 4, der erstattes af forslagets § 39 b for så vidt angår de forudsigelige omkostninger.
Indsættelse af § 50 a, for at sikre, at omkostninger til deponering betales af affaldsproducenterne og i sammenhæng hermed en ændring af § 48.
Indsættelse af § 58, stk. 2, for at muliggøre ekspropriation til etablering af moniteringsboringer på fremmed grund.
Konsekvensrettelser i § 58, stk. 1, stk. 3, og stk. 4 samt § 59, stk. 2, som følge af ekspropriationshjemlen i forslagets § 58, stk. 2.
Ændring af § 74, stk. 2, som skaber hjemmel til at pålægge førsteinstanserne at annoncere afgørelserne i revurderingssagerne.
Ændring af § 79, som skaber hjemmel til at pålægge førsteinstanserne at inddrage offentligheden forud for afgørelser efter § 37 b.
Indsættelse af § 95, stk. 3, hvorefter klager over afgørelser om bestående anlægs sikkerhedsstillelse og afgørelser om efterfølgende ændringer i sikkerhedsstillelsen som udgangspunkt ikke har opsættende virkning.
Straffebestemmelser i § 110.
Indsættelse af § 41, stk. 5, i lov om forurenet jord med præcisering af, at 30 års-reglen i lovens § 41, stk. 4, om påbud skal regnes fra ophøret af anlæggets efterbehandlingsperiode.
Konsekvensrettelser i miljøbeskyttelses- og jordforureningsloven fordi hæftestraffen som strafart afskaffes den 1. juli 2001.
Miljøbeskyttelsesloven indeholder allerede de fornødne hjemler til at gennemføre direktivets øvrige bestemmelser. Bekendtgørelserne vil blandt andet skulle indeholde regler om
bestående anlægs forpligtelser i lyset af direktivets regler herom,
betingelser for godkendelse af henholdsvis nye anlæg eller udvidelse af bestående anlæg,
sikkerhedsstillelse,
tekniske krav til anlæggets indretning,
procedurer for modtagelse af affald til deponering,
anlæggets egenkontrol og overvågning i drifts- og efterbehandlingsperioden,
tilsynsmyndighedens forpligtelser ved etablering, drift, nedlukning og efterbehandling af et anlæg,
dokumentations- og indberetningsforpligtelser for anlægget, for affaldstransportører og for tilsynsmyndigheden,
den tekniske kompetence hos ledelsen af anlægget og om uddannelse af anlæggets personale.
Bekendtgørelserne vil desuden skulle indeholde tekniske bilag, herunder en midlertidig liste over hvilke typer affald, der må deponeres på de enkelte kategorier af deponeringsanlæg. Den midlertidige liste er en følge af direktivets krav om, at medlemsstaterne - i perioden indtil det tekniske udvalg, nedsat i medfør af affaldsrammedirektivet, i samarbejde med Kommissionen har fastlagt en ensartet procedure for affaldsklassifikation og -modtagelse, - skal udarbejde en restriktiv liste med retningslinier for foreløbige procedurer for affaldsmodtagelse.
I henhold til direktivet skal de ensartede procedurer for affaldsklassifikation og -modtagelse være vedtaget af Kommissionen senest den 16. juli 2002.
Direktivet foreskriver, at deponeringsanlæg skal etableres med bundmembran, men indeholder samtidig fritagelsesmuligheder for anlæg, der alene modtager inert affald - det vil sige affald, der ikke undergår signifikante fysiske, kemiske eller biologiske forandringer. I forbindelse med udarbejdelsen af de kommende bekendtgørelser vil fritagelsesmulighederne for etablering af membran blive vurderet i forhold til særlige affaldstyper under hensyntagen til et højt niveau for beskyttelse af miljøet ved og omkring deponeringsanlægget. Endvidere vil det blive fastlagt, i hvilket omfang og i hvilke situationer, der - på baggrund af en konkret miljørisikovurdering - kan accepteres begrænsninger i krav til et deponeringsanlægs miljøbeskyttende foranstaltninger, herunder membrankrav.
Direktivet åbner endvidere mulighed for, at medlemsstaterne efter eget valg kan erklære, at en række af direktivets bestemmelser ikke finder anvendelse på øer og i isolerede bebyggelser. Dette gælder bl.a. på deponeringsanlæg for ikke farligt affald eller inert affald med en samlet kapacitet på højst 15.000 tons eller med en årlig tilførsel på højst 1.000 tons, der betjener øer - forudsat at det pågældende deponeringsanlæg er det eneste på øen, og forudsat at anlægget udelukkende er bestemt til deponering af affald produceret på øen. I den danske regulering er det ikke hensigten at anvende direktivets undtagelsesbestemmelser for øer og isolerede bebyggelser.
I lyset af, at Miljøstyrelsens vejledning om affaldsdeponering fra 1997 alt overvejende er i overensstemmelse med direktivets krav, forventes bekendtgørelserne ikke at føre til mange væsentlige skærpelser af den nuværende danske godkendelsespraksis. Direktivets krav til bl.a. membraner og perkolatopsamling vil specielt være vanskeligt at efterleve for de bestående fyldpladser samt nogle af de bestående, ældre deponeringsanlæg. Endvidere vurderes det (afhængigt af de aktuelle krav og vilkår, som er stillet i miljøgodkendelserne) som sandsynligt, at nogle af de 45 bestående specialdepoter ikke vil kunne efterleve direktivets krav. Det forventes derfor, at en række af de bestående anlæg, herunder de 35 offentlige og private fyldpladser, må lukkes som følge af direktivets gennemførelse. Uden at have eksakt kendskab til indholdet i de 134 deponeringsanlægs miljøgodkendelser, skønnes det, at antallet af deponeringsanlæg (ekskl. evt. nye anlæg) vil blive reduceret til 70-80 anlæg i perioden frem til år 2009. Af de ca. 60 anlæg, der forventes nedlukket, vil ca. 40 af disse anlæg være begrundet i direktivets krav, mens de resterende ca. 20 anlæg alligevel ville blive nedlukket - primært som følge af, at kapaciteten på de pågældende anlæg er opbrugt. Lukningen skal ifølge direktivet ske snarest og senest otte år efter implementeringsfristen - det vil sige senest i juli 2009. I de kommende bekendtgørelser vil der blive fastsat nærmere regler med hensyn til fristen for opfyldelse af et forbud mod fortsat drift. Udgangspunktet vil være, at virksomheden får en rimelig frist til at afvikle deponeringsanlægget, dog således, at nedlukningen af anlægget skal ske senest den 16. juli 2009.
For så vidt angår bestående anlæg, der på grundlag af indsendte oplysninger vurderes at kunne fortsætte, vil de kommende bekendtgørelser stille krav om, at eventuelle påbud om udbedrende foranstaltninger på anlægget bliver pålagt udført så hurtigt, som det er praktisk muligt med respekt af den 8-årige retsbeskyttelsesperiode. Sikkerhedsstillelseskravet kan dog, jf. forslaget til § 39 b, stilles uafhængigt af den 8-årige retsbeskyttelsesperiode, jf. bemærkningerne til nr. 5 .
5.1. Hovedelementer i sikkerhedsstillelsesordningen
Forslaget til ny § 39 b er en følge af direktivets artikel 8, litra a, nr. 4.
§ 3
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2001.
Stk. 2. For så vidt angår anlæg for deponering af affald, finder loven anvendelse på anlæg, som modtager affald med henblik på deponering den 1. juli 2001 eller senere, eller som er godkendt før den 1. juli 2001, uden at modtagelse af affald med henblik på deponering er påbegyndt.
Stk. 3. § 50 a, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 11, er først gældende for bestående anlæg for deponering af affald fra den 16. juli 2009, jf. § 37 b, stk. 4, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 4.
Artikel 4
Deponeringsanlægskategorier
Hvert deponeringsanlæg klassificeres i en af følgende kategorier
deponeringsanlæg for farligt affald
deponeringsanlæg for ikke farligt affald
deponeringsanlæg for inert affald.
Artikel 5
Affald og affaldsbehandling, som ikke kan accepteres på deponeringsanlæg
1. Medlemsstaterne opstiller en national strategi til reduktion af deponeringen af bionedbrydeligt affald senest to år efter den dato, der er fastsat i artikel 18, stk. 1, og meddeler Kommissionen denne strategi. Strategien skal omfatte foranstaltninger til gennemførelse af målsætningerne i stk. 2, navnlig ved genvinding, kompostering, biogasproduktion eller materiale-/energigenvinding. Inden 30 måneder efter den dato, der er fastsat i artikel 18, stk. 1, aflægger Kommissionen beretning til Europa-Parlamentet og Rådet med en oversigt over de nationale strategier.
2. Denne strategi skal sikre følgende
a) senest fem år efter datøn i artikel 18, stk. 1, skal bionedbrydelig dagrenovation, der føres til deponering, være reduceret til 75 % af den samlede mængde (beregnet i vægt) bionedbrydelig dagrenovation, som blev produceret i 1995 eller det seneste år inden 1995, for hvilket der foreligger standardiserede Eurostat-oplysninger
b) senest otte år efter datøn i artikel 18, stk. 1, skal bionedbrydelig dagrenovation, der føres til deponering, være reduceret til 50 % af den samlede mængde (beregnet i vægt) bionedbrydelig dagrenovation, som blev produceret i 1995 eller det seneste år inden 1995, for hvilket der foreligger standardiserede Eurostat-oplysninger
c) senest 15 år efter datøn i artikel 18, stk. 1, skal bionedbrydelig dagrenovation, der føres til deponering, være reduceret til 35 % af den samlede mængde (beregnet i vægt) bionedbrydelig dagrenovation, som blev produceret i 1995 eller det seneste år inden 1995, for hvilket der foreligger standardiserede Eurostat-oplysninger.
To år inden den dato, der henvises til i litra c), tager Rådet ovennævnte mål op til fornyet overvejelse på grundlag af en rapport fra Kommissionen om de praktiske erfaringer, medlemsstaterne har gjort i deres bestræbelser på at nå de mål, der er fastlagt i litra a) og b), om nødvendigt ledsaget af et forslag til bekræftelse eller ændring af dette mål med henblik på at sikre et højt miljøbeskyttelsesniveau.
Medlemsstater, der i 1995 eller det seneste år inden 1995, for hvilket der foreligger standardiserede Eurostat-oplysninger, førte mere end 80 % af deres indsamlede dagrenovation til deponering, kan udsætte opfyldelsen af målene i litra a), b) eller c) i en periode på højst fire år. Medlemsstater, der ønsker at anvende denne bestemmelse, skal på forhånd meddele Kommissionen deres afgørelse. Kommissionen underretter de andre medlemsstater og Europa-Parlamentet om disse afgørelser.
Gennemførelsen af bestemmelserne i ovenstående afsnit må under ingen omstændigheder føre til, at målet i litra c) opnås senere end fire år efter den dato, der er fastsat i litra c).
3. Medlemsstaterne træffer foranstaltninger, således at nedenstående typer affald ikke modtages på et deponeringsanlæg
a) flydende affald
b) affald, som under deponeringsforholdene er eksplosivt, ætsende, brandnærende, let antændeligt eller antændeligt, som defineret i bilag III til direktiv 91/689/EØF
c) affald fra hospitaler, klinikker, dyrehospitaler og lignende, der er smitsomt som defineret i direktiv 91/689/EØF (egenskab H9 i bilag III), og affald, der falder ind under kategori 14 (bilag I.A) i samme direktiv
d) hele brugte dæk to år efter datøn i artikel 18, stk. 1, bortset fra dæk, som har været anvendt som materiale i ingeniørarbejder, og ituskårne brugte dæk fem år efter datøn i artikel 18, stk. 1, (i begge tilfælde med undtagelse af cydeldæk og dæk med en udvendig diameter på over 1400 mm)
e) enhver anden type affald, som ikke opfylder de kriterier for modtagelse, der er fastsat i overensstemmelse med bilag III.
4. Det er forbudt at fortynde eller blande affald med det ene formål at opfylde kriterierne for modtagelse af affald.
Artikel 6
Affaldstyper, der kan modtages i de forskellige kategorier
deponeringsanlæg
Medlemsstaterne træffer sådanne foranstaltninger
a) at kun affald, der har været underkastet behandling, deponeres på deponeringsanlæg. Det er muligt ikke at lade denne bestemmelse omfatte inert affald, som det ikke er teknisk muligt at behandle, eller alle andre former for affald, for hvilke en sådan behandling ikke bidrager til direktivets mål som nævnt i artikel 1, ved at nedbringe mængden af affald eller farerne for menneskers sundhed eller miljøet
b) at kun farligt affald, der opfylder de kriterier, der er fastsat i overensstemmelse med bilag II, deponeres på deponeringsanlæg for farligt affald
c) at deponeringsanlæg for ikke farligt affald kan anvendes til
i) dagrenovation
ii) ikke farligt affald af enhver anden oprindelse, der opfylder kriterierne for modtagelse af affald på deponeringsanlæg for ikke farligt affald fastsat i overensstemmelse med bilag II
iii) stabilt, ikke reaktivt farligt affald (f.eks. i fast form, omdannet til glas) med udvaskningsegenskaber, som svarer til egenskaberne hos det ikke farlige affald, der henvises til i nr. ii), der opfylder de relevante modtagelseskriterier, der er fastlagt i overensstemmelse med bilag II. Dette farlige affald må ikke deponeres i celler, der er beregnet til bionedbrydeligt ikke farligt affald
d) at deponeringsanlæg for inert affald kun anvendes til inert affald.
Artikel 7
Ansøgning om godkendelse
Medlemsstaterne træffer sådanne foranstaltninger, at en sagsøgning om godkendelse af et deponeringsanlæg mindst indeholder oplysninger om følgende
a) ansøgerens identitet samt operatørens identitet, hvis disse er forskellige
b) arten og den samlede mængde af det affald, der skal deponeres
c) deponeringsanlæggets påtænkte kapacitet
d) beskrivelse af deponeringsanlægget, herunder de hydrogeologiske og geologiske forhold
e) påtænkte metoder til forureningsforebyggelse og -bekæmpelse
f) påtænkt drifts-, overvågnings- og kontrolplan
g) påtænkt plan for nedluknings- og efterbehandlingsprocedurer
h) hvis der kræves en vurdering i henhold til Rådets direktiv 85/337/EØF af 27. juni 1985 om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet(8), de oplysninger, bygherren har afgivet i overensstemmelse med nævnte direktivs artikel 5
i) ansøgerens sikkerhedsstillelse eller andre tilsvarende forholdsregler, som kræves i henhold til artikel 8, litra a), nr. iv).
Efter at godkendelsen er udstedt, stilles disse oplysninger til rådighed for medlemsstaternes og Fællesskabets kompetente statistiske instanser, såfremt de behøves til statistiske formål.
§ 7. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om
1) forurening fra virksomheder, anlæg, maskiner, redskaber, fyringsanlæg og transportmidler,
2) indretning, drift og vedligeholdelse af de virksomheder m.v., der er nævnt i nr. 1,
3) forurening fra spildevandsanlæg, rensningsanlæg, forbrændingsanstalter og lossepladser samt indretning, drift og vedligeholdelse af sådanne anlæg,
4) renhedsgraden af og tilsætning af stoffer til brændstoffer, der anvendes til opvarmning eller drift af transportmidler og maskiner,
5) at bestemte anlæg, maskiner, redskaber og transportmidler skal være af godkendt type,
6) at anlæg, indretninger eller apparater, herunder måleapparatur, der er beregnet til anvendelse i forureningsbegrænsende øjemed, skal være af godkendt type,
7) risikobetonede processer samt oplagring og transport af stoffer med farlige egenskaber som nævnt i § 2, stk. 2,
1. § 7, stk. 1, nr. 3, affattes således
»3) forurening fra spildevandsanlæg, rensningsanlæg, forbrændingsanstalter og anlæg for deponering af affald samt indretning, drift, vedligeholdelse, nedlukning og efterbehandling af sådanne anlæg,«.
8) anmeldelse til tilsynsmyndigheden af virksomhedens eller anlæggets anvendelse af råvarer, hjælpestoffer og andre materialer samt udledninger til vand, jord og luft i forbindelse med virksomhedens eller anlæggets drift, herunder frembringelsen af affald,
9) anmeldelse om midlertidig placering og anvendelse af anlæg, transportmidler, mobile anlæg, maskiner og redskaber, der kan medføre forurening, herunder vilkår for sådanne placeringer og anvendelse,
10) bioteknologisk anvendelse af mikroorganismer, herunder om alle former for udledning til miljøet, og
11) anvendelse af husdyrgødning og anden organisk gødning i jordbruget med henblik på at beskytte vandløb, søer og havet samt grundvandet mod forurening.
Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler om en frivillig konsulentordning for virksomhederne i forbindelse med gennemførelse af regler efter stk. 1, herunder om autorisation af konsulenterne samt om gebyrer til dækning af udgifterne ved autorisationsordningen.
Stk. 3. Ministeren kan fastsætte regler om, at personale, der betjener bestemte forurenende anlæg, skal have bevis for at have modtaget undervisning i miljømæssigt og teknisk forsvarlig drift af anlæggene, herunder om undervisningens indhold og om kravene til opnåelse af beviset.
2. § 7, stk. 3, affattes således
»Stk. 3. Ministeren kan fastsætte regler om,
1) at personer i ledelsen af bestemte forurenende anlæg skal have den hertil fornødne tekniske viden og eventuelt bevis herfor, og
2) at personale, der betjener bestemte forurenende anlæg, skal have bevis for at have modtaget undervisning i miljømæssig og teknisk forsvarlig drift af anlæggene, herunder om undervisningens indhold og om kravene til opnåelse af beviset.«.
Stk. 4. Ministeren kan fastsætte regler om, at andre myndigheder eller private organisationer skal udøve nærmere fastlagte beføjelser om typegodkendelse og fabrikationskontrol af de i stk. 1, nr. 5 og 6, nævnte anlæg, maskiner, indretninger m.v.
Stk. 5. Ministeren kan fastsætte regler om betaling for myndigheders og private organisationers behandling af ansøgninger om typegodkendelse af de i stk. 1, nr. 5 og 6, nævnte anlæg, maskiner og indretninger m.v. For betaling opkrævet af de i stk. 4 nævnte myndigheder finder bestemmelserne i § 88 anvendelse.
Stk. 6. Ministeren kan fastsætte regler om adgangen til at klage over afgørelser truffet af de i stk. 4 nævnte myndigheder og private organisationer, herunder at afgørelser truffet af de i stk. 4 nævnte ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed.
Artikel 8, litra a, nr. 4, har følgende ordlyd
» at den kompetente myndighed kun godkender et deponeringsanlæg, hvis den har vished for, at ansøgeren på grundlag af nærmere bestemmelser, der fastsættes af medlemsstaterne, inden deponeringen påbegyndes, har truffet eller vil træffe passende forholdsregler i form af sikkerhedsstillelse eller tilsvarende med henblik på at sikre, at de forpligtelser (herunder foranstaltninger til efterbehandling), som følger af den i henhold til direktivet udstedte godkendelse, opfyldes, og at nedlukningsprocedurerne i artikel 13 følges. Denne sikkerhed eller tilsvarende tilbageholdes, så længe anlægget er genstand for vedligeholdelse og efterbehandling i overensstemmelse med artikel 13, litra d).«
Det første udkast til lovforslaget indeholdt en model for sikkerhedsstillelse i form af en central pulje (oprettelsen af Deponeringsbranchens Miljøpulje), hvor alle deponeringsanlæg skulle indbetale midler til dækning af forudsigelige udgifter i forbindelse med nedlukning og efterbehandling af anlæggene samt til dækning af uforudsigelige udgifter i forbindelse med drift, nedlukning og efterbehandling. Puljens størrelse var beregnet til ca. 1 milliard kroner, når ordningen var fuldt udbygget, hvoraf langt den største del skulle indbetales til dækning af de forudsigelige omkostninger.
Mange høringssvar - bl.a. de væsentligste aktører inden for deponering - gav udtryk for en modvilje mod etablering af sikkerhedsstillelse i form af en central pulje, især i forhold til de forudsigelige omkostninger. På den baggrund er det besluttet ikke at oprette en central pulje. Det fremsatte lovforslag stiller alene et krav i forhold til de forudsigelige omkostninger, idet direktivets krav ikke omfatter uforudsigelige omkostninger. Endvidere var en forsikringslignende ordning for de uforudsigelige omkostninger betinget af en samlet puljeordning som følge af uforholdsmæssige store administrationsomkostninger ved en ordning, som alene omfattede de uforudsigelige omkostninger.
Nærværende lovforslags bestemmelse omfatter både offentligt og privat ejede deponeringsanlæg. Direktivet skelner ikke mellem offentligt og privat ejede deponeringsanlæg, hvorfor udgangspunktet formentlig er, at der skal stilles de samme krav til disse, også med hensyn til sikkerhedsstillelse. Man kunne argumentere for, at når formålet med direktivets bestemmelse er at sikre, at der er økonomiske midler til at afholde udgifter ved nedlukning og efterbehandling, ville dette krav på forhånd være opfyldt for de offentligt ejede anlæg i Danmark, som følge af, at det offentlige ikke kan gå konkurs. Grunden til, at det foreslås, at både offentligt og privat ejede deponeringsanlæg alligevel skal være omfattet af pligten til at stille sikkerhed, er dels et ønske om at sidestille disse i konkurrenceretlig henseende og dels at opnå sikkerhed for, at direktivet implementeres korrekt.
Der stilles ikke - hverken i direktivet eller i selve lovteksten - krav om, hvordan sikkerhedsstillelsen skal ske, men det er forudsat, at sikkerhedsstillelsen for omkostningerne til nedlukning og efterbehandling bl.a. vil kunne ske i form af en bankgaranti, eller ved at deponere på en beskyttet konto - dvs. en konto, hvor tilsynsmyndigheden har foretaget den relevante sikringsakt afhængig af, om der er tale om sikkerhed i fast ejendom, værdipapirer eller penge. Hvilken form for sikringsakt der kræves, fremgår af den relevante lovgivning, jf. tinglysningsloven, værdipapirhandelsloven og gældsbrevsloven. Formålet med sikringen er, at tilsynsmyndigheden er beskyttet i forhold til andre eventuelle kreditorer. Tilsynsmyndighedens mulighed for at få dækning for de relevante selvhjælpshandlinger bliver dermed ikke afhængig af, om virksomheden består, hvilket også gælder for bankgarantien. Med hensyn til de deponeringsanlæg, der ejes og drives af kommuner, herunder kommunale fællesskaber, kan kravet om sikkerhedsstillelse opfyldes ved, at kommunen eller de deltagende kommuner i fællesskabet selv stiller en garanti på anfordringsvilkår over for godkendelsesmyndigheden. Dette vil indebære, at kommunen over for godkendelsesmyndigheden garanterer, at godkendelsemyndigheden har umiddelbar adgang til kommunekassens midler til dækning af udgifter til håndhævelse af forpligtelserne ved en selvhjælpshandling.
Omkostningen for kommunen ved at stille den pågældende garanti på anfordringsvilkår over for godkendelsesmyndigheden - dvs. den kapitaliserede værdi på markedsmæssige vilkår af den risiko, der er forbundet med en sådan garanti - skal indregnes i de gebyrer, der fastsættes for dækning af udgifterne til bl.a. sikkerhedsstillelse, jf. § 50 a, stk. 1. En sådan omkostning vil svare til det beløb, som kommunen ellers skulle have betalt for - på markedsvilkår - at få stillet en bankgaranti på almindelige vilkår for opfyldelsen af de pågældende forpligtelser over for godkendelsesmyndigheden. Herved sikres det, at brugerne af deponeringsanlægget over gebyret også kommer til at betale for værdien af den sikkerhed, der er forbundet med, at kommunen - og dermed kommunekassen - fuldt ud hæfter for driftsansvaret. På denne måde opnås i højere grad sikkerhed for, at de kommunale deponeringsanlæg økonomisk hviler i sig selv, og at offentligt og privat ejede deponeringsanlæg sidestilles i konkurrenceretlig henseende.
Krav til sikkerhedsstillelsens størrelse vil afhænge af de stillede krav - i miljøgodkendelse eller påbud - til nedlukning og efterbehandling. Sikkerhedsstillelsen kan opbygges gradvist i takt med, at der deponeres affald på anlægget. Det forudsættes dog, at der evt. vil blive fastsat et minimumsbeløb pr. kvartal. Der vil ligeledes ske en trinvis frigivelse af sikkerhedstillelsen i takt med, at de foranstaltninger, som sikkerhedsstillelsen skal dække, er gennemført. Se endvidere bemærkningerne til nr. 5 om de enkelte bestemmelser for en nærmere beskrivelse.
Alternativet til at sikkerhedsstillelsen kan opbygges gradvist ville være, at en virksomhed skulle stille sikkerhed for det fulde beløb allerede ved opstart. Konsekvensen ved gradvist at opbygge sikkerhedsstillelsen vil være, at det i startfasen bliver billigere for virksomheden. Til gengæld kan der opstå en situation, hvor sikkerhedsstillelsen ikke dækker fuldt ud. Såfremt et anlæg lukker ned tidligere end beregnet, og der ikke er deponeret de forventede affaldsmængder, vil der ikke være stillet sikkerhed for hele det beløb, som det vil koste at nedlukke og efterbehandle anlægget. I tilfælde hvor et deponeringsanlæg lukker før anlægget er fyldt op, vil der med stor sandsynlighed være andre, der vil have interesse i at overtage driften af anlægget, herunder at stille den fornødne sikkerhed. Det kan imidlertid trods dette ikke udelukkes, at der i særlige tilfælde kan opstå situationer, hvor sikkerhedsstillelsen ikke dækker alle relevante nedluknings- og efterbehandlingsomkostninger.
Ved etablering af nye deponeringsanlæg forudsættes sikkerhedsstillelsens størrelse fastlagt konkret af godkendelsesmyndigheden i forbindelse med godkendelse af det pågældende anlæg på baggrund af oplysninger fra ansøgeren. Ved bestående anlæg fastsættes størrelsen i forbindelse med godkendelsesmyndighedens afgørelse om fortsat drift. Sikkerhedsstillelsen fastlægges på grundlag af godkendelsesmyndighedens vurdering af anlæggets oplysninger om, hvilke forudsigelige omkostninger der kan blive tale om under hensyn til anlæggets beliggenhed, anlæggets indretning og overfladeareal, affaldstyper og -mængder m.v. Se endvidere bemærkningerne til de enkelte bestemmelser for en nærmere beskrivelse.
Tilsynsmyndigheden vil kunne søge sig fyldestgjort i sikkerhedsstillelsen for de forudsigelige omkostninger i forbindelse med en eventuel selvhjælpshandling i relation til nedlukning og efterbehandling, eller i særlige tilfælde ved midlertidig stop for modtagelse af affald i driftsperioden, jf. nærmere under de specielle bemærkninger nr. 5, ad § 39 b, stk. 1. Det bemærkes, at ved selvhjælpshandlinger i relation til uforudsigelige omkostninger, herunder bl.a. afværgeforanstaltninger, vil tilsynsmyndigheden ikke kunne søge sig fyldestgjort i sikkerhedsstillelsen. Hvis der er uenighed om det krav, der danner grundlag for trækket på sikkerhedsstillelsen - bortset fra de tilfælde, hvor kommunen selv stiller en garanti på anfordringsvilkår over for godkendelsesmyndigheden - kan der først ske træk på sikkerhedsstillelsen, når myndighedens krav er fastslået ved dom.
Klageadgang
Afgørelser om sikkerhedsstillelse vil kunne påklages til Miljøstyrelsen - og til Miljøklagenævnet, hvis sagen vurderes som større eller principiel, jf. lovens almindelige klageregler.
5.2. Betaling for deponering af affald
Forslaget til ny § 50 a, stk. 1, er en følge af direktivets artikel 10.
Artikel 8
Betingelser for udstedelse af en godkendelse
Medlemsstaterne træffer sådanne foranstaltninger
a) at den kompetente myndighed kun godkender et deponeringsanlæg, hvis den har vished for
i) at projektet opfylder alle de relevante krav i dette direktiv, herunder bilagene, jf. dog artikel 3, stk. 4 og 5
ii) at ledelsen af deponeringsanlægget varetages af en fysisk person, der er teknisk kompetent til at lede anlægget; at faglig og teknisk oplæring og uddannelse af deponeringsanlæggets operatører og personale er sikret
iii) at deponeringsanlægget vil blive drevet således, at der træffes de nødvendige foranstaltninger til forebyggelse af ulykker og begrænsning af følgerne af sådanne ulykker
iv) at ansøgeren på grundlag af nærmere bestemmelser, der fastsættes af medlemsstaterne, inden deponeringen påbegyndes, har truffet eller vil træffe passende forholdsregler i form af sikkerhedsstillelse eller tilsvarende med henblik på at sikre, at de forpligtelser (herunder foranstaltninger til efterbehandling), som følger af den i henhold til direktivet udstedte godkendelse, opfyldes, og at nedlukningsprocedurerne i artikel 13 følges. Denne sikkerhed eller tilsvarende tilbageholdes, så længe anlægget er genstand for vedligeholdelse og efterbehandling i overensstemmelse med artikel 13, litra d). Medlemsstaterne kan efter eget valg erklære, at dette punkt iv) ikke finder anvendelse på deponeringsanlæg for inert affald
b) at projektet er i overensstemmelse med den eller de relevante affaldshåndteringsplaner, der er nævnt i artikel 7 i direktiv 75/442/EØF
c) at den kompetente myndighed, inden deponeringen påbegyndes, aflægger et kontrolbesøg på anlægget for at sikre sig, at det opfylder de relevante godkendelsesbetingelser. Dette begrænser på ingen måde operatørens ansvar i henhold til godkendelsesbetingelserne.
Artikel 9
Godkendelsens indhold
Som supplering og nærmere specificering af kravene i artikel 9 i direktiv 75/442/EØF og i artikel 9 i direktiv 96/61/EF skal godkendelser af deponeringsanlæg mindst indeholde følgende angivelser
a) deponeringsanlæggets kategori
b) en liste over de nærmere definerede affaldstyper og den samlede mængde affald, det er tilladt at deponere på deponeringsanlægget
c) kravene til deponeringsanlæggets forberedelse og drift samt til overvågnings- og kontrolprocedurerne, herunder beredskabsplaner (bilag III, punkt 4.B), samt foreløbige krav til nedlukning og efterbehandling
d) en forpligtelse for ansøgeren til mindst en gang om året at aflægge beretning til den kompetente myndighed om de deponerede affaldstyper og -mængder og om resultaterne af overvågningsprogrammet som krævet i artikel 12 og 13 og bilag III.
Artikel 10 indeholder følgende bestemmelse
»Medlemsstaterne træffer foranstaltninger til at sikre, at alle omkostninger ved etablering og drift af et deponeringsanlæg, herunder så vidt muligt omkostningerne i forbindelse med sikkerhedsstillelse eller tilsvarende som omhandlet i artikel 8, litra a, nr. 4, og de anslåede omkostninger ved deponeringsanlæggets nedlukning samt efterbehandling i en periode på mindst 30 år er dækket af den betaling, operatøren forlanger for deponering af en hvilken som helst type affald på anlægget.«
Et deponeringsanlæg må derfor - for at opfylde direktivets krav - indregne blandt andet følgende omkostninger i den betaling, anlægget forlanger for deponering af affald
planlægning og etablering af anlægget, herunder udvidelser,
investeringer i bygninger, materiel m.v.,
omkostninger i den periode, hvor anlægget modtager affald og frem til efterbehandling af anlægget er afsluttet (administration, lønninger, bortskaffelse af perkolat, monitering af perkolat, grundvand og overfladevand, kontrol med gas, vedligeholdelse af pumper, dræn, slutafdækning af deponeringsenheder, retablering af arealet m.v.).
Deponeringsanlæggene skal kunne dokumentere, at de i den opkrævede betaling for deponering af enhver type affald har taget højde for ovenstående omkostninger. De omkostninger, hvis afholdelse ligger fremme i tiden, skal anslås i beregningen af taksterne for deponering af de forskellige affaldstyper. Miljø- og energiministeren gives hjemmel til at fastsætte regler, der skaber gennemsigtighed i omkostningsdækningen og regler, som giver mulighed for at påse, om direktivets krav efterleves.
Hovedparten af omkostningerne - nemlig omkostninger til planlægning og etablering af anlægget, udvidelser heraf og til den daglige drift i den periode, hvor anlægget modtager affald - vil allerede i dag være indregnet i den betaling, anlæggene forlanger for deponering af affald. Også omkostninger til nedlukning og efterbehandling af anlæggene vil formentlig i et vist omfang være omfattet af betalingen. Kommunernes Landsforening og Reno-Sam (forening af 26 fælleskommunale affaldsselskaber i Danmark) vurderer således, at mange offentligt ejede deponier allerede i dag indregner omkostningerne til nedlukning og efterbehandling af anlæggene i betalingen og foretager hensættelser til dækning af disse omkostninger. Derimod kan det ikke med det nuværende vidensgrundlag oplyses, om der er dækning for disse omkostninger, især for efterbehandling, for en periode af minimum 30 år, således som direktivet foreskriver.
Forpligtelsen i § 50 a, stk. 1, er fastsat direkte i loven og afventer ingen supplerende regler herom. Det bemærkes dog, at § 50 a først finder anvendelse for bestående anlæg pr. 16. juli 2009, jf. forslagets § 3, stk. 3.
5.3. Teknisk kompetent ledelse af deponeringsanlæg samt uddannelse af personale
Ifølge direktivets artikel 8, litra a, nr. 2, pålægges medlemslandene at sikre, at anlægget ledes af en fysisk person, der er teknisk kompetent hertil, og at faglig og teknisk oplæring og uddannelse af anlæggets personale er sikret.
Dette tænkes gennemført ved, at der (formentlig i en særskilt bekendtgørelse) fastsættes krav om, at såvel deponeringsanlæggets driftsleder som anlæggets personale skal have opnået et bevis i henhold til nærmere fastsatte uddannelsesforløb i bekendtgørelsen.
Driftslederen for et deponeringsanlæg skal således inden for en i bekendtgørelsen nærmere fastsat tidsfrist aflægge en prøve, hvor driftslederen skal kunne dokumentere sine faglige/tekniske færdigheder. Om nødvendigt kan driftslederen - inden aflæggelse af prøve - gennemgå et uddannelsesforløb med hovedvægten lagt på deponeringsteknik, samt lovgivning og myndighedskompetencer. Prøveaflæggelse er en betingelse for at kunne opnå det bevis, der dokumenterer, at den pågældende er egnet til at varetage den tekniske ledelse af et deponeringsanlæg.
Tilsvarende skal deponeringsanlæggets personale inden for en i bekendtgørelsen nærmere fastsat frist have gennemført et uddannelsesforløb, afsluttende med aflæggelse af en prøve. Uddannelsesforløbet vil være koncentreret om hovedemnerne affaldshåndtering, affaldsmodtagelse samt maskinteknik. I tilfælde, hvor personale allerede besidder en viden om dele af uddannelsens hovedemner, kan de pågældende fritages fra den tilsvarende del af uddannelsesforløbet. Prøveaflæggelse er obligatorisk for alle, og er en betingelse for at kunne opnå det bevis, der dokumenterer, at anlæggets personale er egnet til at varetage opgaver i tilknytning til anlæggets drift.
Undervisningen af såvel driftslederen som personale tænkes afholdt som arbejdsmarkedsuddannelser eller i regi af AMU-systemet og efter lov om samme.
På baggrund af de i bekendtgørelsen fastsatte krav til uddannelsernes indhold, vil relevant uddannelsesgrundlag - herunder uddannelsesplaner - blive udarbejdet. Udgangspunktet for dette kunne bl.a. være eksisterende uddannelsesplaner for nuværende AMU-uddannelse om "Affaldsdeponering", som er udarbejdet af Entreprenørbranchens Fælleudvalg og som p.t. udbydes af AMU-Center Fyn.
I forbindelse med revisionen af de eksisterende uddannelsesplaner er der nedsat en arbejdsgruppe med repræsentanter fra organisationerne bag BAI (Efteruddannelsesudvalget for bygge/anlæg og industri) - herunder bl.a. Danske Entreprenører, SID og Dansk Industri. Endvidere deltager repræsentanter fra Reno-Sam og Miljøstyrelsen i arbejdsgruppen.
5.4. Bestående deponeringsanlæg
For deponeringsanlæg, der allerede er godkendt i dag, indeholder direktivets artikel 14 bestemmelser om en overgangsperiode, inden for hvilken godkendelsesmyndigheden skal træffe afgørelse om, hvorvidt anlægget kan fortsætte driften i lyset af direktivets krav. Alle bestående anlæg, som kan fortsætte driften på ændrede vilkår, skal ifølge direktivet overholde de nye krav senest 16. juli 2009. Afgørelsen af, om et deponeringsanlæg kan fortsætte driften, træffes af godkendelsesmyndigheden på grundlag af de af anlægget fremsendte oplysninger (overgangsplan).
Anlæg, der opnår tilladelse til at fortsætte, skal stille sikkerhed for de forventede omkostninger til nedlukning og efterbehandling på samme måde som et nyt anlæg, hvilket godkendelsesmyndigheden skal tage højde for i sin beregning af krav til sikkerhedsstillelsens størrelse, se endvidere de specielle bemærkninger til nr. 5.
Anlæg, der ikke opnår tilladelse til at fortsætte, vil få forbud mod fortsat drift efter den 16. juli 2009 og påbud om nedlukning og efterbehandling.
For alle bestående anlæg gælder, at de skal overholde de generelle regler om modtagelse af affald, som vil blive fastsat i en bekendtgørelse, ligesom den generelle pligt til, når der ikke længere deponeres affald, at nedlukke og efterbehandle, som lovfæstes i § 37 a, stk. 1, vil skulle præciseres i en konkret afgørelse (påbud efter § 41). Sådanne krav vil gælde, uanset om retsbeskyttelsen er udløbet, og uanset om de pågældende anlæg skal fortsætte eller ophøre.
Lovforslagets regulering af bestående anlæg vil som generelt udgangspunkt ikke være erstatningspådragende efter grundlovens § 73. Det er endvidere Miljø- og Energiministeriets antagelse, at der heller ikke i almindelighed kan tænkes tilfælde, hvor den foreslåede regulering af de bestående anlæg, d.v.s. påbud om nedlukning og efterbehandling samt krav om sikkerhedsstillelse, vil ramme så indgribende og byrdefuldt, at der i konkrete tilfælde vil foreligge ekspropriation. Der er på denne baggrund ikke foreslået indført en ordning, hvor der i særlige tilfælde skal ydes erstatning for evt. tab som følge af meddelte påbud eller krav om sikkerhedsstillelse. Som følge heraf vil der ikke være hjemmel til at meddele påbud, såfremt der undtagelsesvis skulle vise sig tilfælde, hvor et indgreb måtte være af ekspropriativ karakter.
5.5. Håndhævelse
Tilsynsmyndighederne har de sædvanlige håndhævelsesbeføjelser, jf. lovens kapitel 9, såfremt der eksempelvis ikke stilles sikkerhed samt i tilfælde, hvor redegørelser og indberetninger ikke indsendes m.v.
6. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige
Lovforslaget sikrer, at der alle under normale omstændigheder vil være økonomiske midler for alle deponeringsanlæg til dækning af de forventede forudsigelige omkostninger, der følger af driften af et deponeringsanlæg.
Lovforslaget har mindre økonomiske-administrative konsekvenser for godkendelses- og tilsynsmyndighederne (amtsrådene). Vurderingen af, om bestående deponeringsanlæg fortsat kan godkendes, kan på kort sigt betyde en mindre stigning i godkendelsesmyndighedens omkostninger. Dette skal dog sammenholdes med, dels at opgaven uden dette krav i visse tilfælde ville skulle udføres på et senere tidspunkt som et led i den normale revurdering af gældende godkendelser, og dels at antallet af deponeringsanlæg - og dermed de løbende godkendelses- og tilsynsopgaver - forventes at blive reduceret.
En eventuel økonomisk kompensation til de kommunale parter vil blive forhandlet i forbindelse med udmøntningen af lovforslaget efter de sædvanlige procedurer.
7. Lovforslagets økonomiske konsekvenser for erhvervslivet
Direktivets krav om bl.a. sikkerhedsstillelse, om teknisk kompetent ledelse af deponeringsanlæg og om uddannelse af anlæggenes personale forventes at indebære en minimal forøgelse af den betaling, private og offentlige affaldsproducenter allerede betaler for deponering af affald.
Anlæg, der får forbud mod fortsat drift, vil normalt blive berørt økonomisk svarende til et evt. tabt overskud ved en lukning af anlægget tidligere, end dette er dimensioneret til. I forbindelse med fastsættelse af krav til efterbehandlingen af et anlæg, kan godkendelsesmyndigheden i visse tilfælde stille krav om, at der skal etableres boringer til monitering af grundvandet, og dette vil i givet fald indebære begrænsede meromkostninger for de pågældende anlæg.
Med hensyn til de anlæg, der kan fortsætte driften, hvis der foretages udbedrende foranstaltninger på anlægget, kan det ikke på nuværende grundlag oplyses, hvor store meromkostningerne vil være hertil. Specielt hvad angår ældre anlæg, der ikke er blevet godkendt efter principperne i Affaldsdeponeringsvejledningen fra 1997, vil der kunne være tale om ikke uvæsentlige meromkostninger til udbedrende foranstaltninger.
De indholdsmæssige krav til nyere anlæg forventes ikke ændret væsentligt ved direktivets implementering sammenholdt med de vejledende retningslinier for godkendelse af deponeringsanlæg i henhold til Affaldsdeponeringsvejledningen fra 1997, og som følge heraf vil meromkostninger for erhvervslivet være beskedne. Hertil kommer dog omkostninger til sikkerhedsstillelse, se pkt. 7.1.
Alle deponeringsganlæg vil have omkostninger i forbindelse med udarbejdelse af oplysninger (i form af en overgangsplan) til godkendelsesmyndighederne. Gennemsnitligt forventes det, at relevante oplysninger vil kunne udarbejdes på 2 uger pr. anlæg.
Når de fremtidige krav til affaldskarakterisering er vedtaget (tidligst i 2002, jf. afsnit 3), vil dette i større eller mindre grad indebære økonomiske konsekvenser for erhvervslivet. Det er imidlertid ikke muligt på nuværende tidspunkt at vurdere hvor store meromkostninger, der bliver tale om.
7.1. Udgifter til sikkerhedsstillelse
I de efterfølgende beregninger af udgifter til sikkerhedsstillelse er der taget udgangspunkt i, at en standard deponeringsenhed, som udgør et areal på ca. 2 ha. og et volumen på ca. 200.000 m3, fyldes op i løbet af en periode på 10 år. De totale forudsigelige omkostninger (dvs. omkostninger til nedlukning og efterbehandling) er afhængige af affaldstypen. Færrest omkostninger er knyttet til enheder for inert affald, nemlig maksimalt 6 mill. kr. pr. deponeringsenhed, og farligt affald ligger i den øvre ende med maksimalt 16 mill. kr. pr. deponeringsenhed. Et deponeringsanlæg består normalt af flere deponeringsenheder.
Det er forudsat, at sikkerhedsstillelsen opbygges trinvis, og i beregningerne tages der udgangspunkt i en lineær opbygning over 10 år, således at det først er i år 10 efter godkendelsen, at der vil være fuld sikkerhedsstillelse. Efter endt deponering og nedlukning af en deponeringsenhed er operatøren fortsat ansvarlig for monitering, perkolatbortskaffelse mv. i efterbehandlingsperioden, som varer, indtil enheden ikke længere udgør en miljømæssig risiko. Efterbehandlingsperiodens længde kan være vanskelig at fastsætte. I de følgende beregninger er der taget udgangspunkt i en efterbehandlingsperiode på 30 år.
Der stilles ikke krav om en bestemt type sikkerhedsstillelse. I det følgende belyses udgifterne til bankgaranti og beskyttet konto. For de offentligt ejede deponeringsanlæg henvises også til de almindelige bemærkninger under pkt. 5.1.
Bankgaranti
Som nævnt antages garantisummen at stige lineært over den 10-årige driftsperiode for en deponeringsenhed. Efter 10 år nedlukkes enheden, og der forudsættes afholdt 25% af de samlede forudsigelige omkostninger i forbindelse hermed (nedlukningsomkostninger). Efterbehandlingsperioden er forudsat at være 30 år, og de resterende samlede omkostninger hertil forudsættes fordelt med lige store beløb pr. år. Garantisummen vil således falde lineært over den 30-årige periode.
Privat ejede deponeringsanlæg.
Prisen for en bankgaranti for et privat deponeringsanlæg er antaget til 1,5% af garantisummen pr. år (cirka 6 mill. kroner for enheder for inert affald og cirka 16 mill. kroner for enheder for farligt affald). Med de ovennævnte beregningsforudsætninger og med en diskonteringsrente på 6% fås følgende nutidsværdier (d.v.s. de samlede omkostninger pr. deponeringsenhed til bankgarantien i den 40-årige periode i 2001-prisniveau)
Inert affald: 700.000 kr. hvoraf omkring halvdelen vedrører den 10-årige driftsperiode og den resterende halvdel vedrører den 30-årige efterbehandlingsperiode.
Farligt affald: 1,8 mill. kr. hvoraf omkring halvdelen vedrører den 10-årige driftsperiode og den resterende halvdel vedrører den 30-årige efterbehandlingsperiode.
Offentligt ejede deponeringsanlæg.
Prisen for en bankgaranti for et offentlig ejet deponeringsanlæg er antaget til 0,5% af garantisummen pr. år, hvilket også vil være den omkostning som der kan tages udgangspunkt i, når der er tale om en kommunegaranti på anfordringsvilkår. Med samme øvrige beregningsforudsætninger som ovenfor fås følgende nutidsværdier pr. deponeringsenhed for de samlede omkostninger over 40-års perioden
Inert affald: 250.000 kr. hvoraf omkring halvdelen vedrører den 10-årige driftsperiode og den resterende halvdel den 30-årige efterbehandlingpeiode.
Farligt affald: 600.000 kr. hvoraf omkring halvdelen vedrører den 10-årige driftsperiode og den resterende halvdel den 30-årige efterbehandlingsperiode.
Beskyttet konto
Som nævnt stilles der ikke krav om en bestemt type sikkerhedsstillelse, og indsættelse på en kreditorbeskyttet konto vil også være en mulighed. I dette tilfælde kan omkostningerne herved betragtes som forskellen mellem den forrentning der fås på den beskyttede konto, og den rente der skal betales ved optagelse af lån (idet den beskyttede konto ikke kan anvendes). Denne forskel mellem indlåns- og udlånsrente er forudsat at udgøre 1,5 % for private anlæg og 0,5% for offentligt ejede anlæg. De samlede omkostninger bliver derfor identiske med omkostningerne ved bankgaranti.
Øgede bortskaffelsesomkostninger
Ejerne af deponeringsanlæggene får begrænsede omkostningsstigninger til uddannelse, affaldskarakterisering og sikkerhedsstillelse, og disse skal overvæltes på producenterne af affald. Producenterne skal således forvente en begrænset omkostningsstigning pr. ton deponeret affald. Omkostningsstigningen vil afhænge af de specifikke krav, der stilles.
Konsekvenser for den fremtidige betalingsfastsættelse
De bestående deponeringsanlæg - herunder de offentligt ejede - har allerede i dag mulighed for at indregne omkostninger til nedlukning og efterbehandling af anlæggene i den betaling, som anlæggene opkræver. Der foretages således allerede i dag henlæggelser til dækning af de forudsigelige omkostninger i et vist omfang. For de anlæg, der ikke tidligere har indregnet omkostningerne til nedlukning og efterbehandling i fuldt omfang, kan der blive tale om prisstigninger.
Hvis det imidlertid forudsættes, at ingen anlæg har foretaget henlæggelser til dækning af nedluknings- og efterbehandlingsomkostninger, er det vurderet, at lovforslaget vil betyde en stigning på mindre end 10 % i den betaling, som anlæggene opkræver. De reelle stigninger i betalingen for deponering kan således forventes at blive beskedne.
8. Lovforslagets administrative konsekvenser for erhvervslivet
Både for de offentligt ejede deponeringsanlæg og for de privat ejede anlæg gælder, at den væsentligste administrative konsekvens af lovforslaget er, at der inden 16. juli 2002 skal fremsendes nærmere oplysninger (i form af en overgangsplan) til godkendelsesmyndighederne. Som tidligere nævnt er de i alt 134 eksisterende deponeringsanlæg fordelt med 100 offentligt ejede anlæg samt 34 privat ejede anlæg. Det vurderes, at arbejdet med at udarbejde de relevante oplysninger kan udarbejdes på 2 uger for hvert anlæg. Derudover indeholder forslaget i sig selv kun få administrative konsekvenser i forbindelse med evt. justering af sikkerhedsstillelse, og i givet fald kun for de anlæg, der opnår godkendelse til fortsat drift.
Når de fremtidige krav til affaldskarakterisering er vedtaget (tidligst i 2002, jf. afsnit 3), vil dette i større eller mindre grad indebære økonomiske konsekvenser for erhvervslivet. Det er imidlertid ikke muligt på nuværende tidspunkt at vurdere hvor store meromkostninger, der bliver tale om.
9. Lovforslagets miljømæssige konsekvenser
Forslaget vil på længere sigt øge både det miljømæssige og det sundhedsmæssige beskyttelsesniveau. Forbedringen af det miljømæssige beskyttelsesniveau skyldes hovedsageligt, at de nye krav til den tekniske indretning af deponeringsanlæg indebærer, at en række bestående anlæg enten bliver nedlukket eller vil få krav om etablering af udbedrende foranstaltninger. Herved vil risici for forurening af omgivelserne blive reduceret, specielt i relation til perkolatforurening af grundvand og recipienter. Krav om opsamling (med eventuel energiudnyttelse) af deponigas vil endvidere bidrage til et højere miljømæssigt beskyttelsesniveau i form af en reduceret udledning af drivhusgassen metan til atmosfæren. Endelig vil et forbedret kendskab til det deponerede affalds fysiske og kemiske egenskaber indebære, at det fremover vil være muligt at tilrettelægge affaldsdeponeringen således, at affaldstyper med forskellige egenskaber i langt højere grad end i dag vil blive deponeret særskilt. Et forbedret kendskab til affaldets egenskaber vil bl.a. kunne anvendes til at reducere de tidshorisonter, hvor det vil være nødvendigt at skulle foretage perkolatopsamling og -monitering.
Direktivets krav om teknisk kompetent ledelse af anlæggene samt krav om faglig og teknisk oplæring af anlæggets personale vil indebære en forøgelse af det sundhedsmæssige beskyttelsesniveau - primært i forhold til de ansatte, men også i forhold til de omkringbønde. Et nøje kendskab til såvel affaldets egenskaber som de processer nedbrydningen af affaldet giver anledning til vil reducere risikøn for, at personalet udsættes for sundhedsskadelige påvirkninger. Endvidere vil et generelt højere vidensniveau blandt de ansatte indebære større påpasselighed i det daglige arbejde og herigennem sikre en reduceret sundhedsbelastning af omgivelserne, herunder ikke mindst de omkringbønde. Eksempelvis vil et forøget kendskab til affaldets egenskaber i samspil med et skærpet tilsyn med det affald, der modtages, indebære en reduceret påvirkning af omgivelserne i form af bl.a. støv- og lugtgener.
10. Vurdering af lovforslagets konsekvenser
Positive
Konsekvenser/mindreudgifter
Negative
Konsekvenser/merudgifter
Økonomiske konsekvenser for stat, amtskommuner og kommuner
Mindre udgifter på længere sigt
Mindre stigning på kort sigt
Administrative konsekvenser for stat, amtskommuner og kommuner
Mindre belastning på længere sigt
Øget belastning på kort sigt
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Beskeden
Administrative konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Beskeden
Miljømæssige konsekvenser
Forslaget vil på længere sigt øge både det miljømæssige og det sundhedsmæssige beskyttelsesniveau bl.a. på grund af krav om teknisk kompetent ledelse, uddannelse af personale og lukning af utidssvarende anlæg.
Ingen
Administrative konsekvenser for borgerne
Ingen
Ingen
Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Rådets direktiv 99/31/EF af 26. april 1999 om deponering af affald, EFT nr. L 182 af 16. juli 1999, s. 1.
11. Hørte myndigheder og organisationer
Lovforslaget har været i høring hos følgende myndigheder, organisationer og virksomheder: Affaldsteknisk Samarbejde, Amtsrådsforeningen, Advokatrådet, Arbejdsministeriet, DAKOFA, Danmarks Miljøundersøgelser, Danmarks Naturfredningsforening, Det Danske Stålvalseværk A/S, Dansk Handel & Service, CeSam, Teknologisk Institut, Danske Elværkers Forening, Danske Fjernvarmeværkers Forening, Dansk Transport og Logistik, Dansk Industri, Danmarks Sportsfiskerforbund, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Direktoratet for Arbejdstilsynet, Asfaltindustrien, Energistyrelsen, Danske Entreprenører, Erhvervsministeriet, Danske Metalarbejder Forbund, Forbrugerrådet, Forbrugerstyrelsen, Foreningen af Rådgivende Ingeniører, Danske Vandværkers Forening, Foreningen af Miljømedarbejdere i kommunerne, Forsvarsministeriet, Frederiksberg Kommune, GenvindingsIndustrien, Greenpeace, Handelskammeret, Danmarks Dambrugerforening, Håndværksrådet, Indenrigsministeriet, Ingeniørforeningen i Danmark, Dansk Arbejdsgiverforening, Kommunekemi A/S, Kommunernes Landsforening, Miljøkontrollen - Københavns Kommune, Landbrugsrådet, Landsorganisationen i Danmark, Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, NOAH, Danmarks Familielandbrug, Forsikring og Pension, Reno-Sam, SID, Konkurrencestyrelsen, Sundhedsministeriet, Verdensnaturfonden, Udenrigsministeriet, Det Økologiske Råd, Foreningen af Private Vandværker i Danmark, Naturklagenævnet, Landboforeningerne, Ferskvandsfiskeriforeningen for Danmark, Dansk Hydraulisk Institut, Finansministeriet, Friluftsrådet, Justitsministeriet, Kommunalteknisk Chefforening, Oliebranchens Fællesrepræsentation, og Københavns Kommune.
Efter høringen er lovforslaget ændret væsentligt bl.a. i relation til sikkerhedsstillelsen, idet Deponeringsbranchens Miljøpulje er blevet erstattet af en model for individuel sikkerhedsstillelse. Ændringerne har været forelagt følgende: Kommunernes Landsforening, Amtsrådsforeningen, Dansk Industri, Reno-Sam og Affaldsteknisk Samarbejde samt Indenrigsministeriet, Finansministeriet, Erhvervsministeriet, Konkurrencestyrelsen og Justitsministeriet.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Henset til, at nedluknings- og efterbehandlingsprocedurer, såsom jorddækning og landskabsprofilering og henholdsvis perkolatopsamling og grundvands- og perkolatmonitering, indtager en central plads ved reguleringen af affaldsdeponeringsanlæg, findes det hensigtsmæssigt, at disse begreber udtrykkeligt fremgår af loven. Der er her tale om foranstaltninger, der dels skal foregå, efter at affaldsdeponeringen er ophørt, dels vil de ofte være meget langvarige (30 år eller mere). Som hidtil anses de foranstaltninger, som alle de øvrige anlæg nævnt i § 7, stk. 1, nr. 3, skal foretage ved lukning, som værende omfattet af begrebet "drift".
Den foreslåede ændring af "lossepladser" til "anlæg for deponering af affald" er alene en harmonisering af terminologien.
Hjemlen forventes anvendt til at fastsætte krav, der imødekommer direktivets (artikel 13) krav til nedlukning og efterbehandling.
Der forventes endvidere fastsat regler til opfyldelse af direktivets krav (artikel 11) til procedurer for affaldsmodtagelse, herunder om kontrol, dokumentation, visuel inspektion og registrering af det affald, der modtages. Der skal udstedes skriftlig kvittering for modtagelsen, og der bliver krav om underretning, hvis affald ikke har kunnet modtages på deponeringsanlægget.
Ifølge direktivet skal disse modtagelsesprocedurer gælde for anlæg for farligt affald allerede fra den 16. juli 2002. Det er derfor nødvendigt, at godkendelsesmyndigheden inden denne dato har foretaget en klassificering af alle anlæg, for deponering af affald, jf. forslag til § 37 c.
Da alle anlæg for deponering af affald bør ligestilles, forventes de generelle regler om modtageprocedurer i den kommende bekendtgørelse at skulle gælde alle anlæg, uanset om retsbeskyttelsesperioden i de konkrete miljøgodkendelser ikke måtte være udløbet.
Til nr. 2
Med forslaget til ny affattelse af § 7, stk. 3, udvides hjemlen med nr. 1 til også at fastsætte regler, der omfatter ledelsen på et forurenende anlæg. Bestemmelsen skal sikre, at personer i ledelsen af bestemte forurenende anlæg, herunder deponeringsanlæg for affald, har den fornødne tekniske viden til at varetage opgaven. Bestemmelsen giver hermed hjemmel til at gennemføre deponeringsdirektivets artikel 8, a), ii). Den nugældende bestemmelse i lovens § 7, stk. 3, indeholder kun hjemmel til at fastsætte regler om uddannelse af personale, der betjener bestemte forurenende anlæg.
Hjemlen forventes foreløbig udnyttet i form af et krav i den kommende bekendtgørelse om, at den ansvarlige leder af et deponeringsanlæg er teknisk kompetent, og at anlæggets personale har den fornødne uddannelse. De skal alle have bevis for deres kunnen. Kravene skal gælde såvel nye som bestående anlæg - for de bestående anlæg med en rimelig frist til at imødekomme kravene. Der henvises i øvrigt til afsnit 5.3. i de almindelige bemærkninger.
Bestemmelsen i § 7, stk. 3, nr. 2, svarer til den gældende § 7, stk. 3.
Til nr. 3
Forslaget til et nyt stk. 2 i § 34 har baggrund i, at direktivet i artikel 9 indeholder en pligt til at fastsætte foreløbige krav til nedlukning og efterbehandling. Godkendelsesmyndighederne fastsætter allerede krav om nedlukning og efterbehandling, men dette anses ikke for at være tilstrækkeligt til at opfylde direktivets krav til medlemsstaterne om at sikre, at det sker. Vilkår om nedlukning består typisk i krav om slutafdækning med råjord og muld, tilsåning med græs o.lign. Vilkår for efterbehandling består i krav til løbende perkolat- og grundvandsmonitering, perkolatbehandling m.v. Ligeledes vil der skulle ske løbende opsamling og bortskaffelse af perkolat. Resultaterne heraf vil endelig skulle indrapporteres til tilsynsmyndigheden. Længden af den periode, i hvilken disse foranstaltninger skal foretages, vil variere, bl.a. afhængig af perkolatsammensætningen og de lokale hydrogeologiske forhold, og skal gælde, indtil tilsynsmyndigheden vurderer, at anlægget ikke længere vil kunne medføre en fare for miljøet. Perioden vil typisk strække sig over 30 år, men kan være såvel længere som kortere. Som det fremgår af de almindelige bemærkninger, vil nyere anlæg typisk være reguleret af vilkår om nedlukning og efterbehandling, som i store træk efterlever direktivets krav.
Sådanne vilkår medfører, at en virksomhed, der har påbegyndt affaldsdeponeringsaktiviteter, ikke blot kan vælge at lukke sin virksomhed, men vil være pålagt egentlige handlepligter igennem en lang årrække.
Til nr. 4
Ad § 37 a
Forslaget til § 37 a fastslår en generel pligt for den, der driver et anlæg for deponering af affald, til at foretage nedlukning og efterbehandling, når der ikke længere modtages affald. Ministeren kan med hjemmel i § 7, stk. 1 nr. 3, fastsætte regler om, hvordan dette skal foregå. Omfanget af disse forpligtelser vil blive fastlagt i forhold til det enkelte anlæg via vilkår i miljøgodkendelsen eller påbud efter § 41. Pligten til at nedlukke og efterbehandle gælder ikke, hvis der alene er tale om en midlertidig periode, hvor anlægget ikke modtager affald til deponering.
Direktivets artikel 14, litra b, stiller krav om, at alle bestående anlæg skal nedlukke og efterbehandle efter direktivets krav, selv om de ikke kan tillades fortsat. Kravet i § 37 a, stk. 2, om straks at indsende en meddelelse til tilsynsmyndigheden, når et anlæg ikke længere modtager affald, skal sikre, at tilsynsmyndigheden kan fastlægge de præcise krav til nedlukning og efterbehandling via et påbud efter § 41. Pligten til at indsende oplysninger, gælder kun, hvis modtagelsen af affald ophører på anlægget, inden tilsynsmyndigheden har truffet afgørelse efter de nye regler.
Ad § 37 b
Det fremgår af direktivets artikel 13, at alle deponeringsanlæg skal være omfattet af krav om nedlukning og efterbehandling. Under bemærkningerne til nr. 3 er beskrevet, hvad der forstås ved nedlukning og efterbehandling, herunder at der typisk vil være tale om 30-årige efterbehandlingsperioder. Det afgørende vil være, at anlægget ikke længere vil kunne medføre en fare for miljøet. Anlæggene vil ofte allerede i dag være reguleret med sådanne krav i miljøgodkendelsen. I konsekvens af, at det findes hensigtsmæssigt at lovfæste en hjemmel/pligt for fastsættelse af sådanne meget langvarige vilkår i en godkendelse, som skal gælde, uanset at et anlæg standser modtagelsen af affald, foreslås det i stk. 1, at tilsynsmyndigheden skal meddele nye påbud til bestående anlæg, uanset om der tidligere måtte være fastsat vilkår i en miljøgodkendelse eller påbud herom. Af samme grund foreslås det i § 41 e, stk. 1 udtrykkeligt lovfæstet, at der er hjemmel til ved påbud at revidere vilkårene i en miljøgodkendelse om nedlukning og efterbehandling, uanset at et anlæg har standset modtagelsen af affald. Med den foreslåede bestemmelse tilsigtes i øvrigt ingen indskrænkninger i adgangen til at meddele påbud til andre virksomhedstyper i forbindelse med lukning.
Den foreslåede bestemmelse i § 37 b, stk. 1, implementerer endvidere direktivets krav i artikel 14, litra b, om, at anlæg, der ikke kan fortsætte driften, skal nedlukkes og efterbehandles. Som nævnt i de almindelige bemærkninger under afsnit 5.4 vil lovforslagets regulering af bestående anlæg som generelt udgangspunkt ikke være erstatningspådragende efter grundlovens § 73. Det er endvidere Miljø- og Energiministeriets antagelse, at der heller ikke i almindelighed kan tænkes tilfælde, hvor den foreslåede regulering af de bestående anlæg, d.v.s. påbud om nedlukning om efterbehandling samt krav om sikkerhedsstillelse vil ramme så indgribende og byrdefuldt, at der i det konkrete tilfælde vil foreligge ekspropriation. Der er på denne baggrund ikke foreslået indført en ordning, hvor der i særlige tilfælde skal ydes erstatning for evt. tab som følge af meddelte påbud. Som følge heraf vil der ikke være hjemmel til at meddele påbud, såfremt der undtagelsesvis skulle vise sig tilfælde, hvor et indgreb måtte vise sig at være af ekspropriativ karakter.
Forslaget har sammenhæng med stk. 2, hvorefter der foreslås indsat en bemyndigelse til ministeren om fastsættelse af regler om indsendelse af oplysninger (overgangsplan).
Det kan blive nødvendigt at fravige retsbeskyttelsesperioden i det tilfælde, hvor et anlæg standser modtagelsen af affald, inden retsbeskyttelsesperioden er udløbet. Baggrunden for dette er, at når direktivet stiller krav om, at også bestående anlæg skal nedlukke og efterbehandle, er det nødvendigt i denne situation at muliggøre udstedelse af påbud om nedlukning og efterbehandling, uanset om retsbeskyttelsesperioden fortsat løber.
Forslaget til en ny bemyndigelsesbestemmelse i § 37 b, stk. 2, har baggrund i direktivets krav i artikel 14 om, at bestående deponeringsanlæg inden et år (dvs. senest den 16. juli 2002) skal udarbejde og indsende en overgangsplan, der danner grundlag for en vurdering af, om et anlæg opfylder eller kan bringes til at opfylde direktivets krav, eller om anlægget skal nedlukkes. Med bestemmelsen bemyndiges ministeren til at fastsætte regler om, at bestående virksomheder, hvad enten disse er miljøgodkendte eller ej, skal indsende nærmere angivne oplysninger i form af en overgangsplan til tilsynsmyndigheden, herunder oplysninger om virksomheden ønskes nedlukket eller drevet videre, og i givet fald hvilke foranstaltninger der vil være nødvendige for at overholde den påkrævede standard. Overgangsplanen skal danne grundlag for en revurdering af anlæggets driftsvilkår. Der vil alene blive krævet oplysninger vedrørende selve deponeringsaktiviteterne. Evt. andre godkendte aktiviteter, f.eks. komposteringsanlæg, containerpladser, virksomhedens produktionsanlæg m.v. vil ikke blive berørt. Det bemærkes, at krav om indsendelse af oplysninger ikke er omfattet af den 8-årige retsbeskyttelse, der gælder for miljøgodkendte virksomheder.
Hjemlen i stk. 3 til at fastsætte regler om revurdering af sagerne og om meddelelse af påbud og forbud forventes udnyttet til at implementere direktivets krav om, at bestående anlæg enten skal opfylde direktivets krav senest den 16. juli 2009 eller nedlukkes inden da.
Det bemærkes, at en del af anlæggene allerede er omfattet af pligten til revurdering i medfør af IPPC-reglerne (den gældende lovs § 41 b, stk. 1, 2. pkt., og den dertil knyttede godkendelsesbekendtgørelse). Disse anlæg vil således allerede efter gældende regler skulle revurderes, men revurderingen fremskyndes for mange anlæg.
Som det fremgår af de almindelige bemærkninger, forventes det, at en del af de bestående anlæg (navnlig fyldpladserne) ikke vil kunne bringes op til den af direktivet krævede standard. I sådanne tilfælde vil der skulle nedlægges forbud efter lovens § 41 mod fortsat drift. Nedlukning skal ske senest den 16. juli 2009. Der henvises tillige til bemærkningerne til nr. 5.
For andre virksomheder, hvis godkendelse ikke lever op til direktivets krav, vil der skulle meddeles de nødvendige påbud. I disse situationer skal fristen fastsættes med respekt af den 8-årige retsbeskyttelse, ligesom der skal gives en rimelig tid til, at virksomheden kan indrette sin drift m.v. i overensstemmelse med påbuddet.
Bemyndigelsen tænkes endvidere udmøntet i regler om, at en revurdering altid skal munde ud i en afgørelse, der kan påklages, ligesom der - med hjemmel i §§ 74 og 79 - forventes fastsat regler om offentlig annoncering og forudgående inddragelse af offentligheden i overensstemmelse med Århuskonventionen, jf. forslagets nr. 18 og 19.
Da de udbedrende foranstaltninger ifølge direktivet skal være gennemført senest den 16. juli 2009 vil det være en forudsætning, at en endelig afgørelse er truffet så tidligt, at det bliver muligt at realisere foranstaltningerne i praksis. Dette kræver derfor, at amtsrådene og klageinstanserne - Miljøstyrelsen og evt. Miljøklagenævnet - tilrettelægger deres sagsbehandling på en sådan måde, at direktivets tidsfrist kan overholdes. Ministeren vil på denne baggrund henstille til amtsrådene at tilrettelægge sagsbehandlingen således, at der så vidt muligt kan træffes afgørelser på grundlag af de indsendte oplysninger senest i løbet af år 2004.
Ved bestående anlæg for deponering af affald forstås anlæg, der modtog affald med henblik på deponering før den 1. juli 2001 og er fortsat hermed eller er godkendt før denne dato, uden at modtagelse af affald med henblik på deponering er påbegyndt.
Ad § 37 c
Med forslaget til § 37 c implementeres direktivets krav om, at alle anlæg skal klassificeres i forhold til, om anlægget er til farligt, ikke-farligt (mineralsk eller blandet) eller inert affald. Ifølge direktivet skal disse krav gælde for anlæg for farligt affald allerede den 16. juli 2002. Det er derfor nødvendigt, at godkendelsesmyndigheden inden denne dato har foretaget en klassificering af alle anlæg for deponering af affald.
Til nr. 5
Ad § 39 b, stk. 1
Bestemmelsen omfatter deponeringsanlæg, der ved lovens ikrafttrædelse er i drift eller senere etableres, og som er godkendelsespligtige i henhold til kap. 5 i miljøbeskyttelsesloven. Bestemmelsen omfatter både offentligt og privat ejede virksomheder. Bestemmelsen omfatter også virksomheder, som efter § 50, stk. 3, har fået eller senere får dispensation til at deponere specielle affaldstyper.
Godkendelsesmyndigheden vil efter gældende regler være amtsrådet.
Virksomheder skal stille sikkerhed over for godkendelsesmyndigheden i forbindelse med godkendelsen af anlægget - eller, hvis der er tale om bestående anlæg, når godkendelsesmyndigheden stiller krav herom, jf. nedenfor.
Sikkerhedsstillelsen skal omfatte omkostninger ved nedlukning og efterbehandling (eksempelvis kontrol og overvågning, perkolatfjernelse m.v.) af deponeringsanlægget i en nærmere fastsat periode, så længe som godkendelsesmyndigheden mener, at deponeringsanlægget må formodes at kunne medføre en fare for miljøet. Sikkerhedsstillelsesperioden vil - baseret på anlægsejerens forslag og amtsrådets afgørelse - normalt være 30 år. For inert affald kan der imidlertid være tale om væsentlig kortere sikkerhedsstillelsesperiode, idet periodens længde dog først vil kunne fastsættes nærmere, når arbejdet med tilpasningen af direktivets bilag (affaldskarakterisering mv.) er afsluttet - dvs. senest 16. juli 2002, jf. pkt. 3 i de generelle bemærkninger. Der skal alene stilles sikkerhed for de forudsigelige omkostninger.
Ved dokumenteret afholdelse af omkostninger godkender tilsynsmyndigheden træk på virksomhedens beskyttede konto, hvis denne form for sikkerhedsstillelse er valgt. Hvis der er uenighed om det krav, der danner grundlag for myndighedens træk på sikkerhedsstillelsen, kan der først ske træk, når myndighedens krav er fastslået ved dom. Dette gælder dog ikke i de tilfælde, hvor kommunen selv stiller en garanti på anfordringsvilkår.
Hvis tilsynsmyndigheden foretager selvhjælpshandlinger under driften i relation til vilkårene (eksempelvis kravene til den forudsigelige løbende monitering og perkolatopsamling), kan sikkerhedsstillelsen anvendes hertil, også selv om det er i driftsperioden. Det kunne f.eks. blive aktuelt, hvis en virksomhed er gået i betalingsstandsning eller af den ene eller anden grund midlertidigt ophører med at modtage affald. Såfremt dette er blevet aktuelt, vil der skulle ske en efterregulering af sikkerhedsstillelsen, således at den kan bygges op til det fulde beløb inden nedlukning. Er der derimod tale om selvhjælpshandlinger i relation til uforudsigelige foranstaltninger såsom afværgeforanstaltninger, finder alene de almindelige regler om selvhjælpshandlinger anvendelse.
Som nævnt i de almindelige bemærkninger under afsnit 5.4 vil lovforslagets regulering af bestående anlæg som generelt udgangspunkt ikke være erstatningspådragende efter grundlovens § 73. Det er endvidere Miljø- og Energiministeriets antagelse, at der heller ikke i almindelighed kan tænkes tilfælde, hvor den foreslåede regulering af de bestående anlæg, dvs. påbud om nedlukning om efterbehandling samt krav om sikkerhedsstillelse vil ramme så indgribende og byrdefuldt, at der i det konkrete tilfælde vil foreligge ekspropriation. Der er på denne baggrund ikke foreslået indført en ordning, hvor der i særlige tilfælde skal ydes erstatning for evt. tab som følge af meddelte påbud eller krav om sikkerhedsstillelse. Som følge heraf vil der ikke være hjemmel til at stille krav om sikkerhed , såfremt der undtagelsesvis skulle vise sig tilfælde, hvor et indgreb måtte være af ekspropriativ karakter.
Ad § 39 b, stk. 2
Ministeren vil i en bekendtgørelse fastsætte nærmere regler for sikkerhedsstillelse.
Loven regulerer ikke, hvilken form for sikkerhed der skal stilles over for godkendelsesmyndigheden, ligesom det ikke for nærværende er tanken at fastsætte nærmere regler herom. Sikkerhedsstillelse kan f.eks. ske ved en bankgaranti, eller ved at virksomheden deponerer på en beskyttet konto, hvor sikkerhedsstillelsen i forhold til myndigheden er beskyttet mod krav fra kreditorer.
Omkostningen for kommunen, jf. pkt. 5.1 under de generelle bemærkninger, ved at stille den pågældende garanti på anfordringsvilkår over for godkendelsesmyndigheden - dvs. den kapitaliserede værdi på markedsmæssige vilkår af den risiko, der er forbundet med en sådan garanti - vil svare til det beløb, som kommunen ellers skulle have betalt - for på markedsvilkår - at få stillet en bankgaranti på almindelige vilkår for opfyldelsen af de pågældende forpligtelser over for godkendelsesmyndigheden. Herved sikres det, at brugerne af deponeringsanlægget over gebyret også kommer til at betale for værdien af den sikkerhed, der er forbundet med, at kommunen - og dermed kommunekassen - fuldt ud hæfter for driftsansvaret. På denne måde opnås i højere grad sikkerhed for, at de kommunale deponeringsanlæg økonomisk hviler i sig selv, og at offentligt og privat ejede deponeringsanlæg sidestilles i konkurrenceretlig henseende.
Som nævnt i de almindelige bemærkninger er det ikke intentionen, at der skal stilles sikkerhed for det fulde beløb allerede ved ibrugtagningen af anlægget. Tanken er, at sikkerhedsstillelsen skal bygges op i løbet af den periode, hvor der deponeres affald på anlægget.
Ministeren vil i en bekendtgørelse fastlægge kriterier for beregning af sikkerhedsstillelsen til brug for godkendelsesmyndighedens konkrete fastsættelse af vilkår om sikkerhedsstillelse - herunder om foreløbig fastsættelse af efterbehandlingsperiodens varighed som grundlag for udregning af sikkerhedsstillelsens størrelse. Udgangspunktet for beregningen af sikkerhedsstillelsens størrelse er de vilkår om nedlukning og efterbehandling, der fremgår af miljøgodkendelsen, dvs. de forudsigelige omkostninger. På baggrund af de affaldsmængder, som forventes deponeret på anlægget, skal godkendelsesmyndigheden herefter angive, hvor stor sikkerhed, der skal stilles pr. ton affald, der deponeres. Krav til sikkerhedsstillelsen vil blive differentieret afhængig af, hvilken affaldskategori der er tale om (henholdsvis farligt affald, mineralsk affald, blandet affald og inert affald). Når tilpasningen af direktivets bilag er afsluttet, jf. pkt. 3 i de generelle bemærkninger, vil der i en bekendtgørelse blive fastsat nye regler om efterbehandlingsperiodens længde for de forskellige anlægskategorier relateret til de forskellige typer affald.
Sikkerhedsstillelsen forudsættes at blive reguleret efter behov. I bekendtgørelsen vil der blive stillet krav om, at godkendelsesmyndigheden fastsætter en mindste sikkerhedsstillelse for en periode.
Et deponeringsanlæg udgøres typisk af flere (deponerings-)enheder, som igen er opdelt i et antal celler. Det typiske er, at der deponeres affald i enhederne/cellerne i forskellige tempi, og i forskellige perioder. Det forudsættes, at det fremgår af godkendelsesvilkårene, at nedlukning og efterbehandling skal iværksættes i takt med, at selve deponeringen i de enkelte enheder/celler ophører, og at deponering af affald i nye celler ikke må påbegyndes, førend der i henhold til den meddelte godkendelse er stillet den fornødne sikkerhed over for godkendelsesmyndigheden. Der vil endvidere blive fastsat regler, hvorefter sikkerhedsstillelsens størrelse skal reguleres, såfremt grundlaget for beregningen af størrelsen ændres væsentligt. Der tænkes her bl.a. på, at udgifterne som følge af prisudvikling igennem årene vil kunne ændre sig. Der kan også fastsættes en pristalsregulering i afgørelsen. Fastsætter godkendelsesmyndigheden senere ændrede krav til nedlukning og efterbehandling, vil sikkerhedsstillelsen ligeledes skulle reguleres, så sikkerhedsstillelsen stedse står i forhold til de fastsatte krav. Endvidere vil det formentlig blive nødvendigt at regulere størrelsen af sikkerhedsstillelsen, hvis godkendelsesmyndigheden har måttet foretage selvhjælpshandlinger i driftsperioden i relation til de forudsigelige omkostninger.
Der vil ligeledes ske en trinvis frigivelse af sikkerhedsstillelsen, i takt med at de foranstaltninger, som sikkerhedsstillelsen skal dække, er gennemført. Såfremt virksomheden har valgt at indbetale på beskyttet konto frigives et eventuelt overskydende beløb, når samtlige forudsigelige omkostninger er betalt på grundlag af en anmodning fra godkendelsesmyndigheden.
Hvis en virksomhed senere overdrages, skal der være sikkerhed for, at den, der overtager anlægget, stiller sikkerhed for hele den deponerede affaldsmængde. Ministeren vil derfor fastsætte regler, hvorefter godkendelsesmyndigheden ikke kan frigøre den oprindelige ejer fra sin forpligtelse, førend den nye ejer har stillet sikkerhed også for affald, der allerede er deponeret med krav om sikkerhedsstillelse.
For alle de bestående deponeringsanlæg, der kan fortsætte driften og som har en så stor restkapacitet, at de fortsætter udover den 16. juli 2009, vil der blive fastsat regler om, at godkendelsesmyndigheden skal stille krav om sikkerhed for de omkostninger, der forventes til nedlukning og efterbehandling. Udgangspunktet for beregningen af sikkerhedsstillelsens størrelse vil for de bestående anlæg være dels de affaldsmængder, der fremtidig forventes deponeret på anlægget i henhold til miljøgodkendelsen, dels de fastsatte krav om nedlukning og efterbehandling samt den foreløbigt beregnede efterbehandlingsperiodes længde. Godkendelsesmyndigheden skal herefter angive, hvor stor sikkerhed, der skal stilles pr. ton affald, der deponeres.
For anlæg, der skal nedlukkes efter de kommende regler med hjemmel i § 37 b, vil disse blive undtaget fra kravet om sikkerhedsstillelse efter de regler som vil blive fastsat med hjemmel i § 39 b, stk. 2, nr. 3. Endvidere vil de anlæg, som ikke har en restkapacitet af en størrelse, som muliggør deponering efter år 2009 heller ikke skulle stille sikkerhed. Bestemmelsen i miljøbeskyttelseslovens § 41 a, stk. 1, der giver godkendte virksomheder beskyttelse mod påbud om forureningsbegrænsende foranstaltninger m.v. i en 8 års periode, er ikke til hinder for, at der fastsættes regler og træffes afgørelser om sikkerhedsstillelse for allerede godkendte anlæg.
Artikel 10
Omkostninger ved affaldsdeponering
Medlemsstaterne træffer foranstaltninger til at sikre, at alle omkostninger ved etablering og drift af et deponeringsanlæg, herunder så vidt muligt omkostningerne i forbindelse med sikkerhedsstillelse eller tilsvarende som omhandlet i artikel 8, litra a), nr. iv), og de anslåede omkostninger ved deponeringsanlæggets nedlukning samt efterbehandling i en periode på mindst 30 år er dækket af den betaling, operatøren forlanger for deponering af en hvilken som helst type affald på anlægget. Med forbehold af kravene i Rådets direktiv 90/313/EF af 17. juni 1990 om fri adgang til miljøoplysninger(9) sørger medlemsstaterne for, at indsamling og benyttelse af eventuelle nødvendige oplysninger om omkostningerne sker på en gennemsigtig måde.
Artikel 11
Procedurer for modtagelse af affald
1. Medlemsstaterne træffer følgende foranstaltninger forud for modtagelse af affald på et deponeringsanlæg
a) indehaveren eller operatøren skal inden eller på leveringstidspunktet eller på tidspunktet for den første af en række leverancer, hvis der er tale om samme type affald, med de relevante papirer kunne dokumentere, at det pågældende affald kan modtages på anlægget i overensstemmelse med betingelserne i godkendelsen, og at det opfylder de kriterier for modtagelse af affald, der er fastsat i bilag II
b) operatøren skal overholde følgende modtagelsesprocedurer
kontrol af affaldspapirerne, herunder dokumenter i henhold til artikel 5, stk. 3, i direktiv 91/689/EØF og, hvor de finder anvendelse, dokumenter i henhold til Rådets forordning (EØF) nr. 259/93 af 1. februar 1993 om overvågning af og kontrol med overførsel af affald inden for, til og fra Det Europæiske Fællesskab(2)
visuel inspektion af affaldet ved indgangen og på deponeringsstedet samt, hvis det er relevant, efterprøvning af, om affaldet er i overensstemmelse med den beskrivelse, indehaveren har anført i sine papirer. Hvis det er nødvendigt at udtage stikprøver med henblik på gennemførelse af bilag II, punkt 3, niveau 3, skal analyseresultaterne opbevares og prøveudtagningen foretages i overensstemmelse med bilag II, punkt 5. Prøverne skal opbevares mindst en måned
registrering af det deponerede affald med angivelse af mængde, karakteristika og oprindelse, leveringsdato, producent eller, for dagrenovation, indsamler og, for farligt affald, den nøjagtige placering på deponeringsanlægget. Disse oplysninger stilles til rådighed for medlemsstaternes og Fællesskabets kompetente statistiske instanser, såfremt de behøves til statistiske formål
c) deponeringsanlæggets operatør skal altid udstede en skriftlig kvittering for modtagelse af hver leverance, der modtages på anlægget
d) hvis affald ikke kan modtages på et givet deponeringsanlæg, skal operatøren, uden at det berører bestemmelserne i forordning (EØF) nr. 259/93, straks underrette den kompetente myndighed om, at det pågældende affald ikke har kunnet modtages.
2. For deponeringsanlæg, der er undtaget fra dette direktiv i medfør af artikel 3, stk. 4 og 5, træffer medlemsstaterne de nødvendige foranstaltninger for at sikre
regelmæssig visuel inspektion af affaldet på deponeringsstedet for at sikre, at kun ikke farligt affald fra øen eller den isolerede bebyggelse modtages på anlægget, og
at der føres et register over de deponerede mængder affald.
Medlemsstaterne sørger for, at oplysninger om mængden og om muligt typen af affald, der føres til sådanne undtagne anlæg, indgår i de løbende beretninger til Kommissionen om direktivets gennemførelse.
Artikel 12
Kontrol og overvågning i driftsfasen
Medlemsstaterne træffer foranstaltninger til at sikre, at kontrol- og overvågningsprocedurerne i driftsfasen mindst opfylder følgende krav
a) operatøren af et deponeringsanlæg gennemfører under deponeringsanlæggets drift et kontrol- og overvågningsprogram som anført i bilag III
b) operatøren underretter den kompetente myndighed om enhver betydelig negativ virkning på miljøet, der afsløres gennem kontrol- og overvågningsprocedurerne, og efterkommer vedkommende myndigheds afgørelse vedrørende arten af og tidspunktet for de udbedrende foranstaltninger, der skal træffes. Disse foranstaltninger træffes for operatørens regning.
Med en hyppighed, der fastsættes af den kompetente myndighed, og under alle omstændigheder mindst en gang om året indberetter operatøren på grundlag af aggregerede data samtlige overvågningsresultater til de kompetente myndigheder, således at disse kan fastslå, om driften er i overensstemmelse med godkendelsesbetingelserne, og øge deres viden om affaldets adfærd på deponeringsanlæggene.
c) kvalitetskontrollen af de analyser, der gennemføres i forbindelse med kontrol- og overvågningsprocedurerne, og/eller de analyser, der er omhandlet i artikel 11, stk. 1, litra b), varetages af akkrediterede laboratorier.
Artikel 13
Procedurer for nedlukning og efterbehandling
Medlemsstaterne træffer foranstaltninger til at sikre, at følgende, hvor det er relevant, finder sted i overensstemmelse med godkendelsesbetingelserne
a) nedlukningsproceduren for et deponeringsanlæg eller en del deraf indledes
i) når de relevante betingelser i godkendelsen er opfyldt, eller
ii) med tilladelse fra den kompetente myndighed efter anmodning fra operatøren, eller
iii) når den kompetente myndighed træffer begrundet beslutning herom
b) et deponeringsanlæg eller en del deraf kan kun betragtes som endeligt nedlukket, når den kompetente myndighed har udført en afsluttende inspektion på stedet og har vurderet alle operatørens beretninger og meddelt operatøren sin godkendelse af nedlukningen. Dette begrænser på ingen måde operatørens ansvar i henhold til godkendelsesbetingelserne
c) når deponeringsanlægget er endeligt nedlukket, er operatøren ansvarlig for vedligeholdelse, overvågning og kontrol i efterbehandlingsfasen, så længe den kompetente myndighed kræver det under hensyntagen til, hvor længe deponeringsanlægget kan udgøre en fare.
Operatøren underretter den kompetente myndighed om enhver betydelig negativ virkning på miljøet, der afsløres gennem kontrolprocedurerne, og efterkommer vedkommende myndigheds afgørelse vedrørende arten af og tidspunktet for de udbedrende foranstaltninger, der skal træffes
d) så længe den kompetente myndighed mener, at deponeringsanlægget må formodes at kunne medføre en fare for miljøet og med forbehold af fællesskabsregler og national lovgivning med hensyn til affaldsindehaverens ansvar, er deponeringsanlæggets operatør ansvarlig for overvågning og analyse af gas og perkolat fra deponeringsanlægget og af grundvandsforholdene i nærheden af anlægget i overensstemmelse med bilag III.
Artikel 14
Bestående deponeringsanlæg
Medlemsstaterne træffer foranstaltninger til at sikre, at deponeringsanlæg, som allerede er godkendt eller i drift på tidspunktet for dette direktivs gennemførelse, kun fortsætter driften, hvis nedennævnte skridt gennemføres snarest muligt og senest otte år efter datøn i artikel 18, stk. 1
a) senest et år efter datøn i artikel 18, stk. 1, skal operatøren af et deponeringsanIæg udarbejde en overgangsplan for anlægget, som forelægges de kompetente myndigheder til godkendelse, og som omfatter de i artikel 8 nævnte forhold samt eventuelle udbedrende foranstaltninger, som operatøren finder nødvendige for at opfylde kravene i dette direktiv med undtagelse af kravene i bilag I, punkt 1
b) efter at have fået overgangsplanen forelagt træffer de kompetente myndigheder på grundlag af overgangsplanen og bestemmelserne i dette direktiv endelig afgørelse om, hvorvidt driften kan fortsætte. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for, at deponeringsanlæg, som ikke har fået tilladelse til fortsat drift i overensstemmelse med artikel 8, nedlukkes snarest muligt i overensstemmelse med artikel 7, litra g), og artikel 13
c) på grundlag af den godkendte overgangsplan giver de kompetente myndigheder tilladelse til det nødvendige arbejde og fastsætter en overgangsperiode til gennemførelse af planen. Alle bestående deponeringsanlæg skal overholde kravene i dette direktiv med undtagelse af kravene i bilag I, punkt 1, senest otte år efter datøn i artikel 18, stk. 1
d) i) senest et år efter datøn i artikel 18, stk. 1, finder artikel 4, 5 og 11 samt bilag II anvendelse på deponeringsanlæg for farligt affald
ii) senest tre år efter datøn i artikel 18, stk. 1, finder artikel 6 anvendelse på deponeringsanlæg for farligt affald.
Artikel 15
Indberetningspligt
Hvert tredje år sender medlemsstaterne Komissionen en beretning om direktivets gennemførelse, hvori de især kommer ind på de nationale strategier, der skal opstilles ifølge artikel 5. Beretningen udarbejdes på grundlag af et spørgeskema eller et forlæg, der er udarbejdet af Kommissionen efter proceduren i artikel 6 i direktiv 91/692/EØF(11). Spørgeskemæt eller forlægget sendes til medlemsstaterne seks måneder inden begyndelsen af den periode, beretningen dækker. Beretningen sendes til Kommissionen senest ni måneder efter udløbet af den treårsperiode, den dækker.
Senest ni måneder efter, at Kommissionen har modtaget medlemsstaternes beretninger, offentliggør den en fællesskabsrapport om direktivets gennemførelse.
Artikel 16
Udvalg
De nødvendige ændringer for tilpasning af dette direktivs bilag til den videnskabelige og tekniske udvikling og forslag til standardisering af kontrol-, prøveudtagnings- og analysemetoder i forbindelse med affaldsdeponering vedtages efter proceduren i artikel 17 i nærværende direktiv af Kommissionen bistået af det udvalg, der er nedsat ved artikel 18 i direktiv 75/442/EØF. Ændringer til bilagene foretages udelukkende efter principperne i nærværende direktiv, således om de er udtrykt i bilagene. Med hensyn til bilag II iagttager udvalget i den forbindelse følgende: der skal under hensyntagen til de generelle principper og generelle procedurer for testning og modtagelse som anført i bilag II fastsættes specifikke kriterier og/eller testmetoder og tilknyttede grænseværdier for hver kategori deponeringsanlæg, herunder om nødvendigt specifikke typer deponeringsanlæg inden for hver kategori, herunder underjordisk opbevaring. Forslag til standardisering af kontrol-, prøveudtagnings- og analysemetoder som omhandlet i bilagene til dette direktiv vedtages af Kommissionen, bistået af udvalget, senest to år efter dette direktivs ikrafttræden.
Kommissionen vedtager, bistået af udvalget, bestemmelser om harmonisering og regelmæssig fremsendelse af de i artikel 5, 7 og 11 omhandlede statistiske oplysninger senest to år efter dette direktivs ikrafttræden og, når det er nødvendigt, om ændring af disse bestemmelser.
Artikel 17
Udvalgsprocedure
Kommissionen bistås af et udvalg, der består af repræsentanter for medlemsstaterne, og som har Kommissionens repræsentant som formand.
Kommissionens repræsentant forelægger udvalget et udkast til de foranstaltninger, der skal træffes. Udvalget afgiver en udtalelse om dette udkast inden for en frist, som formanden kan fastsætte under hensyn til, hvor meget det pågældende spørgsmål haster. Det udtaler sig med et flertal, som er fastsat i traktatens artikel 148, stk. 2, for vedtagelse af de afgørelser, som Rådet skal træffe på forslag af Kommissionen. Ved afstemninger i udvalget tillægges de stemmer, der afgives af repræsentanterne for medlemsstaterne, den vægt, som er fastlagt i nævnte artikel. Formanden deltager ikke i afstemningen.
Kommissionen vedtager de påtænkte foranstaltninger, når de er i overensstemmelse med udvalgets udtalelse.
Er de påtænkte foranstaltninger ikke i overensstemmelse med udvalgets udtalelse, eller er der ikke afgivet nogen udtalelse, forelægger Kommissionen straks Rådet et forslag til de foranstaltninger, der skal træffes. Rådet træffer afgørelse med kvalificeret flertal.
Har Rådet ved udløbet af en frist på tre måneder regnet fra forslagets forelæggelse for Rådet ikke truffet nogen afgørelse, vedtages de foreslåede foranstaltninger af Kommissionen.
Artikel 18
Gennemførelse i national ret
1. Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv senest to år efter dets ikrafttræden. De underretter straks Kommissionen herom.
Disse love og bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af medlemsstaterne.
2. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de nationale retsforskrifter, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.
Artikel 19
Ikrafttrædelse
Dette direktiv træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i De
Europæiske Fællesskabers Tidende.
Artikel 20
Adressater
Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.
Udfærdiget i Luxembourg, den 26. april 1999.
På Rådets vegne
J. FISCHER
Formand
(1) EFT C 156 af 24.5.1997, s. 10.
(2) EFT C 355 af 21.11.1997, s. 4.
(3) Europa-Parlamentets udtalelse af 19.2.1998 (EFT C 80 af 16.3.1998, s. 196), Rådets fælles holdning af 4.6.1998 (EFT C 333 af 30.10.1998, s. 15) og Europa-Parlamentets beslutning af 9.2.1999 (EFT C 150 af 28.5.1999, s. 78
(4) EFT C 122 af 18.5.1990, s. 2.
(5) EFT L 194 af 25.7.1975, s. 39. Direktivet er senest ændret ved Kommissionens beslutning 96/350/EF (EFT L 135 af 6.6.1996, s. 32).
(6) EFT L 257 af 10.10.1996, s. 26.
(7) EFT L 377 af 31.12.1991, s. 20. Direktivet er senest ændret ved direktiv 94/31/EF (EFT L 168 af 2.7.1994, s. 28).
(8) EFT L 175 af 5.7.1985, s. 40. Direktivet er ændret ved direktiv 97/11/EF (EFT L 73 af 14.3.1997, s. 5).
(9) EFT L 158 af 23.6.1990, s. 56.
(10) EFT L 30 af 6.2.1993, s. 1. Forordningen er ændret ved forordning (EF) nr. 120/97 (EFT L 22 af 24.1.1997, s. 14).
(11) EFT L 377 af 31.12.1991, s. 48.
BILAG I
GENERELLE KRAV TIL ALLE KATEGORIER DEPONERINGSANLÆG
1. Beliggendhed
1.1. Ved placeringen af et deponeringsanlæg skal der tages hensyn til
a) afstanden fra deponeringsanlæggets afgrænsning til boligområder og rekreative områder, vandveje, vandområder og andre landbrugs- og byområder
b) forekomsten af grundvand, kystnære vandområder eller fredede arealer i området
c) områdets geologiske og hydrogeologiske forhold
d) risikoen for oversvømmelse, sætning, jordskred eller laviner på anlægget
e) beskyttelse af natur- eller kulturværdier i området.
1.2. Et deponeringsanlæg kan kun godkendes, hvis dets karakteristika med hensyn til de ovennævnte krav eller de fornødne udbedrende foranstaltninger viser, at deponeringsanlægget ikke indebærer en alvorlig miljørisiko.
2. Vandkontrol og håndtering af perkolat
På grundlag af deponeringsanlæggets karakteristika og de klimatiske forhold træffes der passende foranstaltninger med henblik på
at kontrollere vandmængden fra nedbør, som trænger ind i det deponerede affald
at undgå, at overfladevand og/eller grundvand trænger ind i det deponerede affald
at opsamle forurenet vand og perkolat. Hvis en vurdering, der er foretaget under hensyn til deponeringsanlæggets beliggenhed og det affald, der skal modtages, viser, at deponeringsanlægget ikke udgør en potentiel fare for miljøet, kan den kompetente myndighed beslutte, at denne bestemmelse ikke finder anvendelse
at behandle opsamlet forurenet vand og perkolat fra deponeringsanlægget, så det opnår en sådan kvalitet, at det kan udledes.
Ovennævnte bestemmelser finder ikke obligatorisk anvendelse på deponeringsanlæg for inert affald.
3. Beskyttelse af jord og vand
3.1. Et deponeringsanlæg skal placeres og udformes således, at det opfylder de nødvendige betingelser for at hindre forurening af jord, grundvand eller overfladevand og sikrer en effektiv opsamling af perkolat i de tilfælde og efter de retningslinjer, der er fastsat i punkt 2. Jord, grundvand og overfladevand beskyttes ved en kombination af en geologisk barriere og en bundmembran i driftsfasen/aktivitetsfasen og ved en kombination af en geologisk barriere og en topmembran i den inaktive fase/efter nedlukningen.
3.2. Betingelserne for en geologisk barriere er opfyldt, når de geologiske og hydrogeologiske forhold under og omkring deponeringsanlægget har tilstrækkelig tilbageholdelsesevne til at afværge en potentiel risiko for jord og grundvand.
Deponeringsanlæggets bund og sider skal bestå af et minerallag, der opfylder de krav vedrørende permeabilitet og tykkelse, der som kombineret effekt med hensyn til beskyttelse af jord, grundvand og overfladevand mindst svarer til effekten af følgende krav
deponeringsanlæg for farligt affald: K = 1,0 × 10-9 m/s; tykkelse = 5 m
deponeringsanlæg for ikke farligt affald: K = 1,0 × 10-9 m/s; tykkelse = 1 m
deponeringsanlæg for inert affald: K = 1,0 × 10-7 m/s; tykkelse = 1 m
hvor m/s = meter/sekund.
Hvis den geologiske barriere ikke i sig selv opfylder ovennævnte betingelser, kan den udbygges kunstigt og forstærkes på anden måde, således at der opnås en tilsvarende beskyttelse. En kunstig geologisk barriere må ikke have en tykkelse på under 0,5 meter.
3.3. Den ovennævnte geologiske barriere skal suppleres med et perkolatopsamlings- og forseglingssystem i overensstemmelse med følgende principper til sikring af, at der ved deponeringsanlæggets bund akkumuleres mindst mulig perkolat
Perkolatopsamling og bundforsegling
Deponeringsanlæggets kategori
ikke farligt affald
farligt affald
kunstig forseglingsmembran
kræves
kræves
dræningslag = 0,5 meter
kræves
kræves
Medlemsstaterne kan fastsætte generelle eller specifikke krav til deponeringsanlæg for inert affald og til arten af ovennævnte tekniske midler.
Hvis den kompetente myndighed efter en vurdering af den potentielle fare for miljøet mener, at der er behov for at hindre perkolatdannelse, kan der stilles krav om overfladeforsegling. Det anbefales, at der stilles følgende krav til overfladeforseglingen
Deponeringsanlæggets kategori
ikke farligt affald
farligt affald
gasaftedningslag
kræves
kræves ikke
kunstig forseglingsmembran
kræves ikke
kræves
impermeabelt minerallag
kræves
kræves
dræningslag > 0,5 meter
kræves
kræves
dækkende jordlag > 1 meter
kræves
kræves
3.4. Hvis den kompetente myndighed på grundlag af en miljørisikovurdering, der navnlig tager hensyn til direktiv 80/68/EØF(1), i overensstemmelse med punkt 2 ("vandkontrol og håndtering af perkolat") finder, at der ikke er behov for opsamling og behandling af perkolat, eller hvis det er godtgjort, at deponeringen ikke giver anledning til potentiel fare for jord, grundvand eller overfladevand, kan kravene i punkt 3.2 og 3.3 begrænses i overensstemmelse hermed. I forbindelse med deponeringsanlæg for inert affald kan disse krav tilpasses i den nationale lovgivning.
3.5. Den metode, der skal anvendes til at bestemme permeabilitetskøfficienten for deponeringsanlæg, på stedet og for hele det område, anlægget dækker, skal udvikles og godkendes af det udvalg, der er nedsat i henhold til direktivets artikel 17.
4. Kontrol med gasser
4.1. Der træffes passende foranstaltninger for at kontrollere ophobning og udsivning af gasser fra deponeringsanlægget (bilag III).
4.2. Gasser fra deponeringsanlæg opsamles fra alle deponeringsanlæg, der modtager bionedbrydeligt affald, og gasserne behandles og anvendes. Hvis den opsamlede gas ikke kan anvendes til fremstilling af energi, skal den afbrændes.
4.3. Opsamling, behandling og anvendelse af gas fra deponeringsanlæg i henhold til punkt 4.2 skal ske på en sådan måde, at miljøskader eller miljøforringelse og sundhedsfare begrænses mest muligt.
5. Gener og farer
Der træffes foranstaltninger for at mindske gener og farer fra deponeringsanlægget som følge af
emission af lugte og støv
materialer, der transporteres med vinden
støj og trafik
fugle, skadedyr og insekter
dannelse af ærosoler
brand.
Deponeringsanlæg skal udstyres på en sådan måde, at snavs fra anlægget ikke spredes til offentlige veje og det omgivende landområde.
6. Stabilitet
Affaldet skal placeres på deponeringsanlægget på en sådan måde, at affaldsmassen og de dertil kynttede strukturers stabilitet sikres, og navnlig således at affaldet ikke skrider. Hvis der opføres en kunstig barriere, skal det, under hensyn til deponeringsanlæggets morfologi, sikres, at det geologiske substrat er tilstrækkelig stabilt til at hindre, at sætning forvolder skade på barrieren.
7. Afspærring
Deponeringsanlæg skal sikres, således at der ikke er fri adgang til anlægget. Portene til anlægget skal holdes aflåst uden for anlæggets åbningstid. For hvert anlæg bør kontrol- og adgangssystemet omfatte et program med foranstaltninger til at afsløre og forebygge illegal dumpning af affald.
(1) EFT L 20 af 26.1.1980, s. 43. Direktivet er senest ændret ved
direktiv 91/692/EØF (EFT L 377 af 31.12.1991, s. 48).
BILAG II
KRITERIER OG PROCEDURER FOR AFFALDSMODTAGELSE
1. Indledning
Dette bilag indeholder en beskrivelse af
de generelle principper for affaldsmodtagelse på de forskellige kategorier deponeringsanlæg. Den fremtidige affaldsklassifikationsprocedure bør bygge på disse principper
retningslinjer for foreløbige affaldsmodtagelsesprocedurer, der skal følges, indtil der er udarbejdet en ensartet procedure for affaldsklassifikation og -modtagelse. Denne procedure skal sammen med de relevante prøveudtagningsprocedurer udarbejdes af det tekniske udvalg, der er omhandlet i direktivets artikel 16. Det tekniske udvalg udarbejder kriterier, der skal opfyldes, for at visse typer farligt affald kan modtages på deponeringsanlæg for ikke farligt affald. Disse kriterier skal navnlig tage hensyn til sådant affalds udvaskningsegenskaber på kort, mellemlang og lang sigt. Disse kriterier udarbejdes senest to år efter direktivets ikrafttræden. Det tekniske udvalg udarbejder desuden kriterier, der skal opfyldes, for at affald kan modtages til underjordisk opbevaring. Der skal i forbindelse med disse kriterier især tages hensyn til, at det må kunne forventes, at affaldets bestanddele ikke reagerer indbyrdes eller med den bjergart, hvori affaldet skal opbevares.
Det tekniske udvalgs arbejde, med undtagelse af forslag til standardisering af kontrol-, prøveudtagnings- og analysemetoder som omhandlet i bilagene til direktivet, der skal vedtages inden to år efter direktivets ikrafttræden, skal være tilendebragt senest tre år efter direktivets ikrafttræden og skal gennemføres under hensyntagen til målene i direktivets artikel 1.
2. Generelle principper
Affaldets sammensætning, perkolatafgivelse, adfærd på lang sigt og generelle egenskaber skal fastslås så nøjagtigt som muligt. Modtagelse af affald på et deponeringsanlæg kan baseres på lister over modtaget eller afvist affald, bestemt ud fra affaldets art og oprindelse, og på analysemetoder og grænseværdier for egenskaberne ved det affald, der skal modtages. De fremtidige procedurer for affaldsmodtagelse, som beskrevet i dette direktiv, skal så vidt muligt baseres på standardiserede affaldsanalysemetoder og grænseværdier for egenskaberne ved det affald, der skal modtages.
Inden fastlæggelsen af disse analysemetoder og grænseværdier skal medlemsstaterne i det mindste udarbejde nationale lister over affald, der skal modtages eller afvises på de enkelte affaldsanlægskategorier, eller fastlægge de kriterier, affaldet skal opfylde for at blive opført på listerne. Modtagelsen af en affaldstype på et deponeringsanlæg tilhørende en given kategori er betinget af, at affaldstypen er opført på en relevant national liste eller opfylder kriterier, der svarer til dem, der kræves for optagelse på listen. Disse lister eller de tilsvarende kriterier samt analysemetoderne og grænseværdierne skal sendes til Kommissionen senest seks måneder efter dette direktivs gennemførelse, eller når de er vedtaget på nationalt plan.
Disse lister eller modtagelseskriterier skal anvendes ved udarbejdelsen af anlægsspecifikke lister, dvs. lister over accepteret affald som specificeret i godkendelsen i henhold til direktivets artikel 9.
Kriterierne for optagelse af affald på referencelisterne eller for modtagelse af affald på en kategori deponeringsanlæg kan bygge på anden lovgivning og/eller på affaldets egenskaber.
Kriterier for modtagelse på en specifik kategori deponeringsanlæg skal bygge på overvejelser vedrørende
beskyttelse af det omgivende miljø (navnlig grundvand og overfladevand)
beskyttelse af miljøbeskyttelsessystemerne (f.eks. membraner og perkolatbehandlingssystemer)
beskyttelse af de ønskede affaldsstabiliseringsprocesser på deponeringsanlægget
beskyttelse mod farer for menneskers sundhed.
Eksempler på kriterier, der bygger på affaldets egenskaber
krav om kendskab til den samlede sammensætning
begrænsning af mængden af organisk stof i affaldet
krav eller begrænsninger vedrørende bionedbrydeligheden af affaldets organiske bestanddele
begrænsninger af mængden af nærmere angivne, potentielt skadelige/farlige bestanddele (i relation til de ovennævnte beskyttelseskriterier)
begrænsninger af den potentielle og forventede perkolatafgivelse fra nærmere angivne, potentielt skadelige/farlige bestanddele (i relation til de ovennævnte beskyttelseskriterier)
de økotoksikologiske egenskaber ved affaldet og perkolatet herfra.
Modtagelseskriterier, der bygger på affaldets egenskaber, skal generelt være meget detaljerede for deponeringsanlæg for inert affald og kan være mindre detaljerede for deponeringsanlæg for ikke farligt affald og endnu mindre detaljerede for deponeringsanlæg for farligt affald som følge af det højere miljøbeskyttelsesniveau for de to sidstnævnte anlægskategorier.
3. Generelle procedurer for testning og modtagelse af affald
Den generelle karakteristik og testning af affald skal bygge på følgende hierarki, der omfatter tre niveauer
Niveau 1: Grundlæggende karakteristik: Denne består i en grundig bestemmelse, ved hjælp af standardiserede analyse- og adfærdstestningsmetoder, af affaldets udvaskningsegenskaber på kort og lang sigt og/eller af dets karakteristiske egenskaber.
Niveau 2: Overensstemmelsestestning: Denne består i regelmæssig testning med enklere standardiserede analyse- og adfærdstestningsmetoder til bestemmelse af, om affaldet er i overensstemmelse med godkendelsesbetingelserne og/eller specifikke referencekriterier. Testene vedrører nøglevariabler og egenskaber, som er identificeret ved den grundlæggende karakteristik.
Niveau 3: Kontrol på stedet: Denne kontrol består i hurtige kontrolmetoder til bekræftelse af, at affaldet er det samme som det affald, der er underkastet overensstemmelsestestning og beskrevet i ledsagedokumenterne. Den kan blot bestå i en visuel inspektion af en affaldsmængde før og efter deponering på anlægget.
For en given affaldstype kan optages på en referenceliste, skal den normalt karakteriseres på niveau 1 og opfylde de relevante kriterier. For at kunne forblive på en anlægsspecifik liste skal en given affaldstype testes regelmæssigt (f.eks. årligt) på niveau 2 og opfylde de relevante kriterier. Alle affaldsmængder, der tilgår deponeringsanlægget, skal undergives kontrol på niveau 3.
Visse affaldstyper kan varigt eller midlertidigt undtages fra testning på niveau 1. En sådan undtagelse kan være begrundet i, at det ikke er praktisk muligt at gennemføre testningen, at der ikke foreligger passende testningsprocedurer og modtagelseskriterier, eller at lovgivningen indeholder andre regler herom.
4. Retningslinjer for foreløbige affaldsmodtagelsesprocedurer
Indtil dette bilag er fuldstændigt, er kun testning på niveau 3 obligatorisk, idet niveau 1 og 2 anvendes i den udstrækning, det er muligt. I den foreløbige fase skal affald, der modtages på et deponeringsanlæg af en given kategori, enten være opført på en restriktiv national eller anlægsspecifik liste for den pågældende kategori deponeringsanlæg eller opfylde kriterier, der svarer til dem, der kræves for opførelse på listen.
Følgende generelle retningslinjer kan anvendes med henblik på fastsættelse af foreløbige kriterier for affaldsmodtagelse på de tre hovedkategorier af deponeringsanlæg eller for optagelse på de tilsvarende lister
Deponeringsanlæg for inert affald: kun inert affald som defineret i artikel 2, litra e), kan optages på listen.
Deponeringsanlæg for ikke farligt affald: affald, der er omfattet af direktiv 91/689/EØF, kan ikke optages på listen.
Deponeringsanlæg for farligt affald: en foreløbig skitse til liste over deponeringsanlæg for farligt affald må kun indeholde de affaldstyper, som er omfattet af direktiv 91/689/EØF. Disse affaldstyper bør imidlertid ikke medtages på listen uden forudgående behandling, hvis de har et så stort samlet indhold af eller frembyder en så stor risiko for perkolatafgivelse af potentielt farlige bestanddele, at der på kort sigt opstår fare for de ansattes sundhed eller for miljøet, eller at det udgør en hindring for tilstrækkelig affaldsstabilisering inden for deponeringsanlæggets projekterede levetid.
5. Prøveudtagning af affald
På grund af de mange affaldsformers forskelligartethed kan prøveudtagning af affald være behæftet med alvorlige problemer med hensyn til prøveudtagningsteknik og repræsentativitet. Der vil blive udviklet en europæisk standard for prøveudtagning af affald. Så længe denne standard ikke er godkendt af medlemsstaterne i overensstemmelse med direktivets artikel 17, kan medlemsstaterne anvende nationale standarder og procedurer.
BILAG III
KONTROL- OG OVERVÅGNINGSPROCEDURER I FORBINDELSE MED DRIFT OG
EFTERBEHANDLING
1. Indledning
Formålet med dette bilag er at beskrive minimumsprocedurerne for den overvågning, der skal udføres med henblik på at kontrollere
at modtagelsen af affald til deponering er foregået i overensstemmelse med de kriterier, der er fastsat for den pågældende deponeringsanlægskategori
at processerne på deponeringsanlægget foregår som ønsket
at miljøbeskyttelsessystemerne fungerer fuldt ud efter hensigten
at betingelserne for godkendelsen af deponeringsanlægget er opfyldt.
2. Meteorologiske data
Medlemsstaterne bør som led i deres indberetningspligt (direktivets artikel 15) give oplysninger om metoden til indsamling af meteorologiske data. Det overlades til medlemsstaterne af afgøre, hvorledes indsamlingen af data skal foregå (på stedet, fra det nationale meteorologiske net osv.).
Hvis medlemsstaterne konkluderer, at vandbalancen udgør et effektivt redskab til at vurdere, om mængden af perkolat er stigende i det deponerede affald, eller om der sker udsivning fra anlægget, anbefales det, at følgende data indsamles ved overvågning af selve deponeringsanlægget eller fra den nærmeste meteorologiske station, så længe den kompetente myndighed kræver det i henhold til direktivets artikel 13, litra c)
Drift
Efterbehandling
1.1. Nedbørsmængde.
Dagligt
Dagligt og månedsværdier
1.2. Temperatur (min., maks., 14.00 CET)
Dagligt
Månedligt gennemsnit
1.3. Fremherskende vinds retning og styrke
Dagligt
Ikke relevant
1.4. fordampning (lysimeter) (1)
Dagligt
Dagligt og mine dsvxrdier
1.5. Luftfugtighed (kl. 14.00 CET)
(1) Eller ved anden passende metode
3. Emissionsdata: vand, perkolat og kontrol med gasser
Prøver af eventuelt perkolat og overfladevand skal indsamles på repræsentative steder. Prøveudtagningen af perkolat og målingen heraf (mænge og sammensætning) skal foregå særskilt alle de steder, hvor der udledes perkolat fra affaldet. Reference: Generelle retningslinjer for prøveudtagningsteknologi, dokument ISO 5667-2 (1991).
Eventuelt overfladevand skal overvåges mindst to steder, henholdsvis opstrøms og nedstrøms i forhold til deponeringsanlægget. Overvågningen af gasser skal være repræsentativ for hver af deponeringsanlæggets etaper.
Hyppigheden af prøveudtagning og analyser fremgår af tabellen nedenfor.
For perkolat og vand udtages der til kontrol en prøve, der er repræsentativ for den gennemsnitlige sammensætning.
Drift
Efterbehandling (3)
2.1. Perkolatmængde
månedligt (1)(3)
hver sjette måned
2.2. Perkolatsammensætning (2)
hvert kvartal (3)
hver sjette måned
2.3. Overfladevandets mængde og sammensætning (7)
hvert kvartal (3)
hver sjette måned
2.4. Potentielle gasemissioner og lufttryk (4) (CH, CO2
01, H2S, H2 osv.)
månedligt (3)(5)
hver sjette måned (6)
(1) Frekvensen kan tilpasses efter deponeringsanlæggets morfologi (oven på jorden, underjordisk osv.) Dette skal anføres i godkendelsen.
(2) Hvilke parametre der skal måles og hvilke stoffer der skal analyseres, afhænger af det deponerede affalds sammensætning; disse parametre skal anføres i godkendelsen og afspejle affaldets udvaskningsegenskaber.
(3) Hvis en vurdering af dataene viser, at kontrol med længere mellemrum er lige så effektiv, kan der foretages en tilpasning. for perkolat skal ledningsevnen måles mindst en gang om året.
(4) Disse målinger vedrører hovedsagelig indholdet af organisk materiale i affaldet.
(5) CH4, CO2, og O2 regelmæssigt andre luftarter efter behov, afhængigt af affaldets sammensætning og under hensyntagen til udvaskningsegenskaberne.
(6) Gasekstraktionssystemets effektivitet skal kontrolleres regelmæssigt.
(7) Den kopetente myndighed kan på grundlag af deponeringsanlæggets karakteristika bestemme, at målinger ikke er nødvendige; den aflægger bereming herom efter fremgangsmåden i direktivets artikel 15.
2.1. og 2.2. finder kun anvendelse, når der opsamles perkolat (jf. punkt 2 i bilag I).
4. Grundvandsbeskyttelse
A. Prøveudtagning
Målingerne skal give oplysninger om det grundvand, der vil kunne berøres af deponeringsanlæggets drift, med mindst ét målepunkt i tilstrømningsområdet og to i afstrømningsområdet. Antallet af målepunkter kan forhøjes på grundlag af en særskilt hydrogeologisk undersøgelse, og hvis der er behov for tidlig afsløring af nedsivning af perkolat i grundvandet som følge af uheld.
Prøveudtagningen skal foregå mindst tre steder, inden deponering påbegyndes, med henblik på fastsættelse af referenceværdierne for fremtidig prøveudtagning. Reference: "Sampling Groundwaters, ISI 5667, Part 11, 1993".
B. Overvågning
De parametre, der skal analyseres i de udtagne prøver, skal fastsættes på grundlag af perkolatets forventede sammensætning og grundvandskvaliteten i området. Analyseparametrene skal udvælges under hensyntagen til bevægelserne i grundvandslaget. Parametrene kan omfatte vejledende parametre, således at en tidlig opdagelse af ændringer i vandkvaliteten kan sikres(1).
Drift
Efterbehandling
Grundvandsnibeau
Hver sjette måned (1)
Hver sjette måned (1)
Grundvandets sammensætning
Anlægsspecifik hyppighed (2)(3)
Anlægsspecifik hyppighed (2)(3)
(1) Hvis grundvandsniceauet varier, skal hyppigheden øges.
(2) Hyppigheden skal fastsættes på grundlag af muligheden fro at træffe udbedrende foranstaltninger mellem to prøveudtagninger, hvis udlægninstærsklen nås, dvs. at hyppigheden skal fastsættes på grundlag af kendskab til og vurdering af hastigheden af grundvandsstrømmen.
(3) Hvis udløsningstærsklen nås (fj. litra C), skal resultatet bekræftes med endnu en prøveudtagning. Hvis udlæsningstærsklen bekræftes, skal beredskabsplanen følges (specificeret i godkendelsen.
C. Udløsningstærskler
For så vidt angår grundvandet anses betydelige miljøskader, som omhandlet i direktivets artikel 13 og 14, for at være indtrådt, hvis en analyse af en grundvandsprøve viser en væsentlig ændring af vandkvaliteten. Udløsningstærsklen fastlægges på grundlag af de specifikke hydrogeologiske formationer på det sted, hvor deponeringsanlægget er beliggende, og af grundvandskvaliteten. Udløsningstærsklen skal så vidt muligt fremgå af godkendelsen.
Måleresultaterne skal vurderes ved hjælp af kontrolkort med faste kontrolregler og niveauer for hver nedenstrøms prøveudtagningsboring. Kontrolniveauerne fastlægges på grundlag af lokale variationer i grundvandskvaliteten.
5. Deponeringsanlæggets topografi: data om det deponerede affald
Drift
Efterbehandling
5.1 Det deponerede affald struktur og sammensætning (1)
årligt
5.2 Ændring i det depornerede affalds niveau (sætning)
årligt
årlig måling
(1) Data til situationsplanen for det givne deponeringsanlæg: areal, der anvendes til affald; affaldets mængde og sammensætning; deponeringsmetoder; tidspunkt for og varighed af deponeringen; beregning af deponeringsanlæggets restkapacitet.
(1) Anbefalede parametre: pH, TOC, phenol, tungmetaller, fluorid, As, olie/kulbrinter.
§ 34. Godkendelse efter dette kapitel skal fastsætte vilkår for listevirksomhedens etablering og drift, herunder den kontrol, som den for virksomheden ansvarlige selv skal foretage.
Stk. 2. Godkendelsesmyndigheden kan nægte godkendelse eller fastsætte særlige vilkår i godkendelsen, herunder vilkår om sikkerhedsstillelse efter reglerne i § 39 a, såfremt ansøgeren, medlemmer af ansøgerens direktion eller bestyrelse eller andre, der kan øve bestemmende indflydelse på virksomhedens drift, er omfattet af § 40 a.
3. I § 34 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke
»Stk. 2. For anlæg for deponering af affald skal der tillige fastsættes vilkår om nedlukning og efterbehandling.«.
Stk. 2-4 bliver herefter stk. 3-5.
Stk. 3. Spørgsmål om tilladelse til udledning af spildevand direkte til vandløb, søer eller havet fra en listevirksomhed behandles samtidig med afgørelsen om godkendelse efter dette kapitel og indgår i godkendelsen. Vilkår for udledningen af spildevand behandles efter reglerne i dette kapitel.
Stk. 4. Afslag på ansøgning om godkendelse kan ikke påklages til anden administrativ myndighed, hvis begrundelsen for afslaget er, at lokaliseringen af virksomheden det pågældende sted vil være i strid med bestemmelser i regionplan, kommuneplan eller lokalplan.
4. Efter § 37 indsættes
»§ 37 a. Den, der driver et anlæg for deponering af affald, skal foretage nedlukning og efterbehandling, når der ikke længere modtages affald med henblik på deponering. Omfanget af disse forpligtelser fastlægges i medfør af § 34, stk. 2, § 37 b og §§ 41-41b.
Stk. 2. Inden der påbegyndes nedlukning af et bestående anlæg, skal oplysninger herom indsendes til tilsynsmyndigheden, medmindre denne efter den 1. juli 2001 har meddelt påbud om nedlukning og efterbehandling efter. § 37 b, stk. 1.
§ 37 b. For alle bestående anlæg for deponering af affald skal tilsynsmyndigheden ved påbud efter § 41, stk. 1, fastsætte krav til nedlukning og efterbehandling af anlægget. § 41 a, stk. 1, finder ikke anvendelse ved udstedelse af de i 1. pkt. omhandlede påbud. Nedlægger tilsynsmyndigheden forbud imod fortsat drift efter § 41, stk. 2, skal den samtidig meddele påbud om nedlukning og efterbehandling.
Stk. 2. Miljø- og energiministeren fastsætter regler om, at den, der driver et bestående anlæg for deponering af affald skal indsende nærmere angivne oplysninger til tilsynsmyndigheden til brug for myndighedens revurdering af anlæggets vilkår, herunder om fristen for indsendelse af oplysninger.
Stk. 3. Ministeren fastsætter regler om tilsynsmyndighedens revurdering, herunder om i hvilke tilfælde der skal meddeles påbud eller forbud efter § 41.
Stk. 4. Ved bestående anlæg for deponering af affald forstås anlæg, der modtog affald med henblik på deponering før den 1. juli 2001 og er fortsat hermed eller er godkendt før denne dato, uden at modtagelse af affald med henblik på deponering er påbegyndt.
§ 37 c. Miljø- og energiministeren fastsætter regler om godkendelsesmyndighedens klassifikation af anlæg for deponering af affald.«.
5. Efter § 39 a indsættes
»§ 39 b. Den, der driver anlæg for deponering af affald, skal over for godkendelsesmyndigheden stille sikkerhed for de forpligtelser, herunder til nedlukning og efterbehandling, som påhviler virksomheden. Sikkerhedsstillelsen skal dække tilsynsmyndighedens udgifter til håndhævelse af forpligtelserne ved en selvhjælpshandling, jf. §§ 69 og 70.
Stk. 2. Ministeren fastsætter nærmere regler om godkendelsesmyndighedens fastsættelse af vilkår om sikkerhedsstillelse, jf. stk. 1. Ministeren kan herunder fastsætte regler om
1) beregning og efterfølgende regulering af sikkerhedsstillelsens størrelse,
2) sikkerhedsstillelse ved overdragelse, og
3) at der for visse anlæg ikke skal stilles sikkerhed.«.
6. I § 40 a ændres »§ 34, stk. 2,« til: »§ 34, stk. 3,« .
7. Efter § 41 d indsættes
»§ 41 e. For anlæg for deponering af affald kan der meddeles påbud efter § 41, stk. 1, om nedlukning og efterbehandling, selvom anlægget ikke længere modtager affald med henblik på deponering.
Stk. 2. Påbud efter § 41, stk. 1, om nedlukning og efterbehandling af anlæg for deponering af affald kan meddeles, selvom påbudsadressaten ikke har rådighed over ejendommen på påbudstidspunktet, forudsat at rådigheden bestod den 1. juli 2001 eller senere.
Stk. 3. Den, der har rådighed over en ejendom, hvor der er anlæg for deponering af affald, skal tåle, at foranstaltninger gennemføres til efterkommelse af påbud eller vilkår om nedlukning og efterbehandling.
Stk. 4. Forpligtelsen i henhold til stk. 3 gælder for den, der har erhvervet rådigheden over ejendommen efter den 1. juli 2001.
Stk. 5. Hvis moniteringsboringer med henblik på grundvandsmonitering eller udførelse af prøveboringer skal etableres på fremmed grund, kan der fastsættes vilkår efter § 34, stk. 2, henholdsvis meddeles påbud efter § 41, stk. 1, forudsat den nødvendige rådighed er etableret ved aftale, jf. § 41 f, stk. 2, eller etableres ved ekspropriation efter § 58, stk. 2. Tilladelse efter miljøbeskyttelsesloven til at etablere moniterings- og prøveboringer efter 1. pkt. er ikke fornøden.
§ 37 b. For alle bestående anlæg for deponering af affald skal tilsynsmyndigheden ved påbud efter § 41, stk. 1, fastsætte krav til nedlukning og efterbehandling af anlægget. § 41 a, stk. 1, finder ikke anvendelse ved udstedelse af de i 1. pkt. omhandlede påbud. Nedlægger tilsynsmyndigheden forbud imod fortsat drift efter § 41, stk. 2, skal den samtidig meddele påbud om nedlukning og efterbehandling.
Stk. 2. Miljø- og energiministeren fastsætter regler om, at den, der driver et bestående anlæg for deponering af affald skal indsende nærmere angivne oplysninger til tilsynsmyndigheden til brug for myndighedens revurdering af anlæggets vilkår, herunder om fristen for indsendelse af oplysninger.
Stk. 3. Ministeren fastsætter regler om tilsynsmyndighedens revurdering, herunder om i hvilke tilfælde der skal meddeles påbud eller påbud efter § 41.
Stk. 4. Ved bestående anlæg for deponering af affald forstås anlæg, der modtog affald med henblik på deponering før den 1. juli 2001 og er fortsat hermed eller er godkendt før denne dato, uden at modtagelse af affald med henblik på deponering er påbegyndt.
§ 37 c. Miljø- og energiministeren fastsætter regler om godkendelsesmyndighedens klassifikation af anlæg for deponering af affald.«.
5. Efter § 39 a indsættes
»§ 39 b. Den, der driver anlæg for deponering af affald, skal over for godkendelsesmyndigheden stille sikkerhed for de forpligtelser, herunder til nedlukning og efterbehandling, som påhviler virksomheden. Sikkerhedsstillelsen skal dække tilsynsmyndighedens udgifter til håndhævelse af forpligtelserne ved en selvhjælpshandling, jf. §§ 69 og 70.
Stk. 2. Ministeren fastsætter nærmere regler om godkendelsesmyndighedens fastsættelse af vilkår om sikkerhedsstillelse, jf. stk. 1. Ministeren kan herunder fastsætte regler om
1) beregning og efterfølgende regulering af sikkerhedstillelsens størrelse,
2) sikkerhedsstillelse ved overdragelse, og
3) at der for visse anlæg ikke skal stilles sikkerhed.«.
§ 39 b, stk. 2, nr. 3, vil typisk finde anvendelse i relation til bestående anlæg, men bestemmelsen vil også kunne anvendes til at sikre, at anlæg ikke skal stille sikkerhed efter to regelsæt. Den nærmere regulering heraf vil blive fastsat i den kommende bekendtgørelse.
Til nr. 6
Forslaget til ændring af § 40 a er en konsekvens af ændringen i nr. 3.
Til nr. 7
Ad § 41 e
Forslaget til § 41 e, stk. 1 skal sikre, at påbud efter § 41 om nedlukning og efterbehandling kan meddeles, selvom anlægget ikke længere modtager affald. Bestemmelsen bliver relevant, hvis der efter at vilkår er fastsat i en ny miljøgodkendelse eller i et påbud opstår behov for at ændre kravene til nedlukning og efterbehandling. Et påbud kan meddeles, selv om anlægget på påbudstidspunktet ikke længere deponerer affald og skal i så fald rettes til den, der sidst deponerede affald på arealet, såfremt der har været flere driftsherrer over tid. Påbud kan meddeles indtil anlægget ikke længere udgør en fare for miljøet, hvilket typisk vil sige 30-50 år - eller evt. i længere tid - efter, at anlægget er nedlukket.
Forslaget til § 41 e, stk. 2-3, skal sikre, at der kan meddeles påbud om nedlukning og efterbehandling, selv om ejendommen har skiftet ejer eller bruger m.v. efter ophør af anlæggets affaldsdeponering. Reglerne sikrer endvidere, at deponeringsanlægget til enhver tid har den fornødne rådighed over arealet, hvorpå deponeringsanlægget er placeret, således at nedlukning og efterbehandling kan ske, uanset at arealet sælges eller på anden måde overdrages til andre efter affaldsdeponeringens ophør. En senere rådighedsindehaver har således pligt til at acceptere, at driftsherren opfylder sine forpligtelser. Forpligtelserne til efterbehandling kan angå såvel selve det areal, hvorpå der er deponeret affald, som evt. arealer udenom - inden for ejendommens grænser. Med udtrykket i stk. 3 "ejendom, hvor der er anlæg for deponering af affald" menes den ejendom, hvorpå der er eller har været drevet et anlæg for deponering af affald, i perioden indtil efterbehandling er endelig afsluttet. Med "den, der har rådighed over en ejendom" forstås såvel grundejeren som evt. brugere (lejere, forpagtere m.v.) eller andre rettighedsindehavere over arealet. Det bemærkes, at den adgang til ejendommen, som tilsynsmyndigheden har til at udføre selvhjælpshandlinger, ikke følger af denne bestemmelse, men er hjemlet i lovens § 87.
Det fremgår af forslaget til § 41 e, stk. 4, at forpligtelsen i henhold til stk. 3 alene gælder for den, der har erhvervet rådighed over ejendommen efter den 1. juli 2001. Baggrunden for dette er, at en sådan rådighedsindehaver herved har mulighed for at tage højde for denne forpligtelse, når aftale om erhvervelse eller brugsret til arealet indgås.
Bestemmelsen i stk. 5 vedrører adgangen til at fastsætte vilkår eller meddele påbud om moniteringsboringer, der skal placeres uden for den ejendom, hvorpå selve deponeringsanlægget er placeret. Der vil ifølge direktivet skulle fastsættes krav om moniteringsboringer (som minimum et opstrøms og to nedstrøms anlægget). Placeringen af boringerne afhænger af geologien og hydrogeologien i området, hvis fastlæggelse kan forudsætte etablering af nogle kortvarige prøveboringer. Vilkår om sådanne moniteringsboringer er i vidt omfang fastsat allerede i dag i miljøgodkendelser. Ifølge retspraksis på jordforureningsområdet, kan der ikke meddeles påbud på fremmed grund, uanset om aftale om efterkommelse af påbuddet er indgået eller senere indgås med grundejeren. På denne baggrund foreslås endvidere lovfæstet en hjemmel til at meddele påbud, såfremt der foreligger en aftale med grundejeren om den fornødne rådighed. Bestemmelsen skal sikre, at der kun skal gennemføres ekspropriationer efter § 58, stk. 2, hvis det ikke er muligt at opnå en frivillig aftale med grundejeren. En sådan aftale skal, jf. § 41 f, stk. 3, tinglyses med tilsynsmyndigheden som påtaleberettiget. Det sikres herved, at aftaleparterne ikke egenhændigt kan ændre eller ophæve aftalen med den konsekvens, at krav om moniteringer ikke kan håndhæves. I aftalen mellem driftsherren og ejeren af den fremmede grund, hvorpå der skal etableres en boring, skal det direkte fremgå, at amtsrådet er påtaleberettiget, således at aftalen også opfylder kravene i tinglysningslovens § 10, stk. 6.
Med bestemmelsen i § 41 e, stk. 5, 2. punktum indføres en ordning, således at der ikke kræves særskilt tilladelse efter miljøbeskyttelsesloven (p.t. § 19) til at etablere moniterings- og prøveboringer efter 1. pkt. Baggrunden for indførelse af denne ordning er, at det i modsat fald kan blive vanskeligt at meddele påbud/gennemføre ekspropriation, idet driftsherren principielt vil kunne unddrage sig en virkeliggørelse af påbuddet ved at undlade at indsende den nødvendige ansøgning om tilladelse. Det er i forvejen helt nødvendigt på grund af deponeringsanlægs særlige forureningsmæssige karakteristika, at amtsrådet i forbindelse med fastsættelse af vilkår i forbindelse med kapitel 5 godkendelsen af anlægget eller senere ved meddelelse af påbud om etablering af moniterings- og prøveboringer først og fremmest forholder sig til grundvandsbeskyttelsen. Et anlæg for deponering af affald skal således altid vurderes i forhold til grundvandsbeskyttelsen. Også deponeringsdirektivets fremmeste miljøformål er at sikre grundvandbeskyttelsen. Det er derfor både naturligt og hensigtmæssigt at lade amtsrådet tage samlet stilling til de nærmere vilkår for og påbud om foranstaltninger til beskyttelse af grundvandet mod forurening uden at dette efterfølgende skal følges op af en ansøgning om en formel tilladelse til etableringen m.v. Se endvidere under nr. 13 om ekspropriation i medfør af § 58, stk. 2.
Ad § 41 f
Forslaget til § 41 f, stk. 1, foreskriver, at godkendelsesmyndigheden lader oplysninger om, at driftsherren eller en påbudsadressat skal have mulighed for at opfylde sine forpligtelser til nedlukning og efterbehandling, tinglyse på ejendommen. Tinglysningen skal ske ved godkendelsens udstedelse, eller snarest muligt hvis der allerede er udstedt godkendelse. Den udstedende myndighed aflyser tinglysningen, når efterbehandling er afsluttet.
Forslaget i § 41 f, stk. 3, indebærer, at hvis der er etableret rådighed over fremmed grund ved aftale, jf. § 41 e, stk. 5, lader den udstedende myndighed denne tinglyse på ejendommen. Myndigheden anføres som påtaleberettiget. Myndigheden lader en aftale aflyse, når det vilkår henholdsvis påbud, som aftalen skulle sikre gennemførelse af, er efterkommet.
Til nr. 8 - 9
Med indføjelsen af en henvisning til den foreslåede § 50 a i § 48, stk. 1, nr. 1, fastsættes det, at omkostningerne til deponering af affald uanset affaldskilde og affaldsproducent ikke kan skattefinansieres, men kun kan gebyrfinansieres.
Med indføjelsen af en henvisning til § 50 a i § 48, stk. 1, nr. 3, sikres det, at henlæggelser til dækning af nedluknings- og efterbehandlingsomkostninger skal ske fra dag 1 og frem til nedlukningstidspunktet, således at også disse omkostninger på en gennemsigtig måde indgår i betalingen for deponering af affald fra dag 1. Hjemlen til opkrævning af selve gebyret for deponering er fortsat § 48. Det vil fortsat være muligt at lade gebyret indgå i et samlegebyr efter § 48, stk. 2, på betingelse af, at gebyret og omkostningerne, der medgår til deponering, kan udspecificeres.
Til nr. 10
§ 40 a. Anvendelse af § 34, stk. 2, og § 41 d finder sted over for følgende
6. I § 40 a ændres »§ 34, stk. 2,« til: »§ 34, stk. 3,«.
1) Personer, der er blevet frakendt retten til at drive forurenende virksomhed i henhold til denne lovs § 110 b eller i henhold til straffelovens § 79.
2) Personer, der er dømt efter straffelovens § 196.
3) Personer og selskaber m.v., der er straffet efter denne lovs § 110, stk. 2, eller tilsvarende bestemmelser fastsat i bekendtgørelser, der er udstedt med hjemmel i loven, såfremt der er fastsat frihedsstraf eller bøde på 10.000 kr. eller derover, og såfremt der ikke er forløbet mere end ti år fra den strafbare handling.
4) Personer og selskaber m.v., der har gæld på 100.000 kr. eller derover til det offentlige for selvhjælpshandlinger foretaget af tilsynsmyndigheden i medfør af denne lovs §§ 69 og 70, såfremt denne gæld er vedgået eller fastslået ved en domstol. Det er endvidere en betingelse, at gælden er forfalden og ikke er omfattet af en overholdt aftale om henstand eller afdragsvis betaling, samt at der er fremsendt to rykkere til skyldneren.
7. Efter § 41 d indsættes
§ 41 f. Godkendelsesmyndigheden lader oplysning om pligten efter § 41 e, stk. 3, tinglyse på ejendommen for driftsherrens regning.
Stk. 2. Myndigheden lader tinglysningen efter stk. 1 aflyse, når efterbehandlingen er afsluttet.
Stk. 3. Godkendelses- henholdsvis tilsynsmyndigheden lader aftaler, jf. § 41 e, stk. 5, tinglyse som servitut på ejendommen for driftsherrens, henholdsvis påbudsadressatens regning, og med denne myndighed som påtaleberettiget.
Stk. 4. Myndigheden lader tinglysningen efter stk. 3 aflyse, når vilkår henholdsvis påbud er efterkommet.«.
8. I § 48, stk. 1, nr. 1, indsættes efter »affaldsbortskaffelse,«: »jf. dog § 50 a, «.
9. I § 48, stk. 1, nr. 3, indsættes efter »affaldsområdet«: », jf. dog § 50 a «.
10. § 50, stk. 4, ophæves.
11. Efter § 50 indsættes i kapitel 6
»§ 50 a. Den, der driver et anlæg for deponering af affald skal sikre sig, at alle omkostninger ved etablering og drift af anlægget, herunder omkostningerne ved sikkerhedsstillelse og ved anlæggets nedlukning og efterbehandling i en periode på mindst 30 år, er dækket af den betaling, virksomheden forlanger for deponering af en hvilken som helst type affald.
Stk. 2. For anlæg, som nævnt i stk. 1, skal der på anmodning fra ministeren redegøres for, at der er den tilstrækkelige omkostningsdækning og afgives revisorpåtegnet dokumentation herfor.
Stk. 3. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om nærmere krav til dokumentation og påtegning, jf. stk. 1 og 2, herunder at dokumentationen og påtegningen skal ske i en bestemt form. «.
12. I § 58, stk. 1, indsættes efter »deponeringsanlæg,«: »jf. dog stk. 2, «.
13. I § 58 indsættes efter stk. 1
»Stk. 2. Amtsrådet kan i nødvendigt omfang træffe afgørelse om ekspropriation til fordel for anlæg for deponering af affald, der skal etablere moniteringsboringer med henblik på grundvandsmonitering eller foretage prøveboringer, jf. § 41 e, stk. 5.«.
Stk. 2-4 bliver herefter stk. 3-5.
14. I § 58, stk. 3, som bliver stk. 4, ændres »stk. 2, nr. 2 og 3« til: »stk. 3, nr. 2 og 3«.
15. I § 58, stk. 4, som bliver stk. 5, indsættes efter »stk. 2, nr. 1«: », jf. dog stk. 2«.
16. I § 58, stk. 4, som bliver stk. 5, ændres »stk. 2, nr. 1« til: »stk. 3, nr. 1«.
17. I § 59, stk. 2, ændres »§ 58, stk. 2« til: »§ 58, stk. 3« .
18. I § 74, stk. 2, 3. pkt., indsættes efter »revurdering efter §§«: »37 b,«.
19. I § 79 indsættes efter »§ 33, stk. 1«: », § 37 b«.
20. I § 95 indsættes som stk. 3
»Stk. 3. Klage over vilkår om sikkerhedsstillelse truffet efter regler udstedt med hjemmel i § 39 b, stk. 2, har ikke opsættende virkning, medmindre klagemyndigheden bestemmer andet. «.
21. I § 110, stk. 1, nr. 1, indsættes efter »§ 50, stk. 1«: », § 50 a, stk. 1 og 2 «.
22. I § 110, stk. 1, nr. 7, indsættes efter »undlader«: »at meddele oplysninger efter § 37 a, stk. 2, eller«.
23. § 110, stk. 1, nr. 12, affattes således
»12) afgiver urigtige eller vildledende oplysninger eller undlader at afgive oplysninger efter §§ 53 b, 55 b eller 56 a,«.
24. § 110, stk. 1, nr. 13, affattes således
»13) undlader at efterkomme godkendelsesmyndighedens eller klageinstansens afgørelse om at etablere sikkerhedsstillelse efter § 39 a eller«.
25. I § 110, stk. 1 indsættes som nr. 14
»14) hindrer i strid med § 41 e, stk. 3, at vilkår eller påbud efter § 34, stk. 2, eller § 41 kan efterkommes.«.
26. I § 110, stk. 2, udgår: »hæfte eller«.
27. I § 110, stk. 3, indsættes efter »§ 35 a,«: »37 b, stk. 2, « , og der indsættes efter »§ 39, stk. 4,«: »§ 39 b, stk. 2,« og der indsættes efter »§ 48,« : »§ 50 a, stk. 3,«.
28. I § 110, stk. 3, udgår: »hæfte eller«.
§ 41 e. For anlæg for deponering af affald kan der meddeles påbud efter § 41, stk. 1, om nedlukning og efterbehandling, selvom anlægget ikke længere modtager affald med henblik på deponering.
Stk. 2. Påbud efter § 41, stk. 1, om nedlukning og efterbehandling af anlæg for deponering af affald kan meddeles, selvom påbudsadressaten ikke har rådighed over ejendommen på påbudstidspunktet, forudsat at rådigheden bestod den 1. juli 2001 eller senere.
Stk. 3. Den, der har rådighed over en ejendom, hvor der er anlæg for deponering af affald, skal tåle, at foranstaltninger gennemføres til efterkommelse af påbud eller vilkår om nedlukning og efterbehandling.
Stk. 4. Forpligtelsen i henhold til stk. 3 gælder for den, der har erhvervet rådigheden over ejendommen efter den 1. juli 2001.
Stk. 5. Hvis moniteringsboringer med henblik på grundvandsmonitering eller udførelse af prøveboringer skal etableres på fremmed grund, kan der fastsættes vilkår efter § 34, stk. 2, henholdsvis meddeles påbud efter § 41, stk. 1, forudsat den nødvendige rådighed er etableret ved aftale, jf. § 41 f, stk. 2, eller etableres ved ekspropriation efter § 58, stk. 2. Tilladelse efter miljøbeskyttelsesloven til at etablere moniterings- og prøveboringer efter 1. pkt. er ikke fornøden.
§ 41 f. Godkendelsesmyndigheden lader oplysninger om pligten efter § 41 e, stk. 3, tinglyse på ejendommen for driftsherrens regning.
Stk. 2. Myndigheden lader tinglysningen efter stk. 1 aflyse, når efterbehandlingen er afsluttet.
Stk. 3. Godkendelses- henholdsvis tilsynsmyndigheden lader aftaler, jf. § 41 e, stk. 5, tinglyse som servitut på ejendommen for driftsherrens, henholdsvis påbudsadressatens regning, og med denne myndighed som påtaleberettiget.
Stk. 4. Myndigheden lader tinglysningen efter stk. 3 aflyse, når vilkår henholdsvis påbud er efterkommet.«.
§ 41. For forureninger, der sker den 1. januar 2001 eller senere, kan miljømyndigheden, jf. § 39, meddele forureneren påbud om at fjerne en konstateret forurening og genoprette den hidtidige tilstand eller foretage tilsvarende afhjælpende foranstaltninger.
I § 41 indsættes som stk. 5
»Stk. 5. For anlæg for deponering af affald skal de 30 år i stk. 4 regnes fra ophøret af anlæggets efterbehandlingsperiode.«.
Stk. 2. Påbud kan meddeles, uanset hvordan forureningen er sket, jf. dog stk. 3, nr. 2. Påbud kan ikke meddeles, hvor forureningen er opstået på grund af krig, borgerlige uroligheder, atomskader eller naturkatastrofer. Påbud kan heller ikke meddeles, hvor forureningen er opstået på grund af brand eller hærværk, som ikke skyldes forurenerens uforsvarlige adfærd eller en adfærd, hvorefter forureneren er omfattet af strengere ansvarsregler ifølge anden lovgivning.
Stk. 3. Som forurener anses
1) Den, der i erhvervsmæssigt eller offentligt øjemed driver eller drev den virksomhed eller anvender eller anvendte det anlæg, hvorfra forureningen hidrører. Forureningen eller en del heraf skal være sket i den pågældende driftsperiode.
2) Andre, der har forårsaget en forurening, såfremt forureningen skyldes uforsvarlig adfærd eller en adfærd, der er omfattet af strengere ansvarsregler ifølge anden lovgivning.
Stk. 4. Påbud kan ikke meddeles, hvis der er gået 30 år eller mere efter ophøret af den produktionsmetode eller anvendelsen af det anlæg, der forårsagede eller kunne forårsage forureningen.
§ 48. Kommunalbestyrelsen kan fastsætte gebyrer til dækning af udgifter til
1) planlægning, etablering, drift og administration af affaldsordninger, herunder anvisningsordninger, samt til sortering, indsamling af affald m.v. og til etablering og drift af virksomheder og anlæg for oparbejdning af affald og affaldsbortskaffelse,
2) indsamling og registrering af oplysninger, jf. § 47, og
3) forskudsvis dækning af planlagte investeringer på affaldsområdet.
8. I § 48, stk. 1, nr. 1, indsættes efter »affaldsbortskaffelse,«:»jf. dog § 50 a, «.
9. I § 48, stk. 1, nr. 3, indsættes efter »affaldsområdet«:», jf. dog § 50 a «.
Stk. 2. Der kan opkræves et samlet gebyr for de ordninger m.v., som kommunalbestyrelsen har iværksat.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsens afgørelse efter stk. 1 og 2 kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.
Stk. 4. Miljø- og energiministeren kan udarbejde standardbetalingsvedtægter.
Stk. 5. Gebyrer efter stk. 1 og 2 påhviler den, der har tinglyst adkomst på ejendommen, og beløbene har samme fortrinsret i ejendommen som offentlige skatter og afgifter. For beløbene er det udpantningsret.
§ 50, stk. 4, foreslås ophævet. Hjemmelen i § 50, stk. 4, har ikke været udnyttet, og regler om sikkerhedsstillelse for de forudsigelige omkostninger vil fremover blive hjemlet i forslaget til § 39 b, se hertil bemærkningerne til nr. 5.
Til nr. 11
Med forslaget til ny § 50 a, stk. 1, fastsættes der i overensstemmelse med direktivets artikel 10 en pligt for den fysiske eller juridiske person, der har ansvaret for et deponeringsanlæg, til at sikre, at alle omkostninger ved etablering og drift af deponeringsanlægget, herunder omkostningerne i forbindelse med sikkerhedsstillelsen, og de anslåede omkostninger ved deponeringsanlæggets nedlukning samt efterbehandling i en periode på mindst 30 år, er dækket af den betaling, anlægget forlanger for deponering af en hvilken som helst type affald. Bestemmelsen omfatter såvel privat ejede som offentligt ejede anlæg, uanset hvornår anlægget er etableret.
For de offentligt ejede deponeringsanlæg medfører bestemmelsen, at myndigheden ved gebyrfastsættelsen skal sikre den tilstrækkelige omkostningsdækning. Det vil fortsat være muligt at indregne omkostningerne ved deponering af affald i et samlegebyr efter § 48, stk. 2, på den betingelse, at det er muligt at dokumentere omkostningsdækningen.
Privat ejede § 50, stk. 3-anlæg, hvor alene virksomhedens eget affald deponeres, er dog ikke omfattet af bestemmelsen, idet der ikke modtages betaling for deponeringen.
Det er den for virksomheden ansvarlige, der har pligt til at opstille et budget og et regnskab for deponeringsanlægget, som kan dokumentere en tilstrækkelig omkostningsdækning.
I forbindelse med Kommissionens kommende afklaring af affaldskarakterisering, jf. de almindelige bemærkninger punkt 3, vil der blive fastlagt kriterier for, hvilke typer af det karakteriserede affald der må deponeres på de enkelte kategorier af deponeringsanlæg. Resultaterne af dette arbejde kan indebære, at den opkrævede betaling ikke behøver at dække omkostninger for en periode på mindst 30 år, men et færre antal år. Denne mulighed vil især kunne blive relevant for inert affald.
I stk. 2 foreslås det, at deponeringsanlæggene efter anmodning fra ministeren skal afgive redegørelse og revisorpåtegnet dokumentation for, at pligten i stk. 1 efterleves. Ministeren agter at delegere denne kompetence til Miljøstyrelsen. Ved delegation har ministeren til hensigt at afskære klageadgangen. Redegørelse og dokumentation for den tilstrækkelige omkostningsdækning skal sikre en gennemsigtig betalingsfastsættelse for deponering af affald, som det foreskrives i direktivets artikel 10. Hjemlens formål er i sammenhæng med hjemlen i stk. 3 at skabe gennemsigtighed for herigennem at kunne vurdere om pligten i § 50 a, stk. 1, efterleves. Desuden skal hjemlen sikre, at der kan føres tilsyn med efterlevelsen af stk. 1.
I stk. 3 foreslås det, at ministeren får hjemmel til at fastsætte regler om dokumentationens udformning og indhold samt revisionen heraf. Miljøstyrelsen vil foretage en vurdering af, hvordan redegørelsen og dokumentationen efter stk. 2 kommer til at fungere i praksis, førend der tages en beslutning om at udarbejde regler. Hvis der vurderes at blive behov for det, vil ministeren fastsætte regler om deponeringsomkostningernes opdeling på affaldskategorier og på deponeringsenheder, således at der opnås størst mulig gennemsigtighed i omkostningsfordelingen på de enkelte affaldstyper. Miljøstyrelsen vil, som supplement til bekendtgørelsens regler, udarbejde en vejledning, revisionsinstruks eller lignende til sikring af en gennemskuelig dokumentation for fastsættelsen af deponeringsprisen. Udarbejdelsen vil ske i samarbejde med deponeringsanlæggene, revisionsbranchen samt Indenrigsministeriet, hvorunder det kommunale budget- og regnskabsvæsen hører.
Tilsynet med efterlevelsen af § 50 a, stk. 1, og beføjelsen til at kræve redegørelse og dokumentation for den tilstrækkelige omkostningsdækning samt tilsynet hermed forventes henlagt til Miljøstyrelsen.
Direktivet, herunder artikel 10 fortolkes således, at § 50 a som implementerer direktivets artikel 10 først skal gælde for bestående anlæg fra den 16. juli 2009. Der henvises til overgangsreglen i lovforslagets § 3, stk. 3.
Til nr. 12
Forslaget til ændring af § 58, stk. 1, er en konsekvens af ændringen i nr. 13.
Til nr. 13
Bestemmelsen skal sikre, at det er muligt ved ekspropriation at etablere moniteringsboringer med henblik på grundvandsmonitering eller foretage prøveboringer, hvis det bl.a. af geologiske og hydrogeologiske årsager er nødvendigt at gennemføre dette på fremmed grund. Det er amtsrådet, der træffer afgørelse om ekspropriation efter stk. 2, hvorimod det er kommunalbestyrelsen, der træffer afgørelse i alle øvrige tilfælde omfattet af § 58. Stk. 2 omfatter både private og offentligt ejede deponeringsanlæg. § 58, stk. 3, nr. 1-3 der tidligere var stk. 2 gælder fuldt ud ved ekspropriation efter stk. 2.
Det bemærkes, at der sædvanligvis er tale om ganske små anlæg (i størrelsesordenen 1 m2). Prøveboringer vil normalt være af kortvarig karakter med henblik på at lokalisere det bedst egnede sted til placering af en moniteringsboring, mens moniteringsboringer meget ofte vil skulle være placeret på ejendommen igennem en meget lang årrække.
Kravene til disse foranstaltninger er en følge af direktivets krav, men der er allerede i dag i vidt omfang placeret sådanne boringer på ejendomme omkring deponeringsanlæg. Med forslaget til § 41 e, stk. 5 skabes der hjemmel til, at påbud kan meddeles under forudsætning af, at den nødvendige rådighed er etableret enten ved aftale eller etableres ved ekspropriation efter § 58, stk. 2. Efter forslaget til § 41 f, stk. 2, lader amtsrådet aftaler om rådighed over fremmed grund tinglyse som servitut på ejendommen for driftsherrens henholdsvis påbudsadressatens regning og med amtsrådet som påtaleberettiget. Som en konsekvens af den foreslåede ordning i § 41 e, stk. 5, forudsætter beslutning om ekspropriation ikke, at der er meddelt tilladelse til boringen, men alene at amtsrådet igangsætter ekspropriationen på grundlag af et vilkår eller påbud om etablering af en boring.
Til nr. 14 - 17
Forslaget til ændring af henholdsvis § 58, stk. 3, § 58, stk. 4, og § 59, stk. 2, er en konsekvens af ændringen i nr. 13.
Til nr. 18
Efter de gældende regler i § 74, stk. 2, 1. pkt., er der en egentlig pligt til at annoncere godkendelser efter lovens kapitel 5. I overensstemmelse med indholdet af Århus-konventionens artikel 6 er pligten udvidet til, at annoncering også skal omfatte afgørelser om revurdering, jf. lovens § 41 a eller § 41 b. Idet der efter lovforslagets § 37 b også skal træffes afgørelser om revurderinger, er der i § 74, stk. 2, 3. pkt., indsat en henvisning til denne bestemmelse.
Bemyndigelsen tænkes anvendt til i den kommende bekendtgørelse at fastsætte en pligt, hvorefter første-instanserne skal annoncere afgørelserne i revurderingssagerne.
Til nr. 19
Efter de gældende regler i miljøbeskyttelsesloven er der hjemmel til, at ministeren kan fastsætte regler om forudgående offentlighed i forbindelse med sager om godkendelser efter § 33, stk. 1, og sager om revurderinger efter § 41 b.
Efter artikel 6, stk. 10, i Århus-konventionen skal procedurereglerne i konventionens artikel 6, stk. 2-9, anvendes med de nødvendige ændringer og efter omstændighederne, når den offentlige myndighed tager driftsvilkårene for en aktivitet, jf. konventionens bilag 1, op til fornyet overvejelse eller ajourføring.
I overensstemmelse hermed foreslås det, at bemyndigelsen til at fastsætte regler om forudgående offentlighed udvides til at omfatte sager om revurdering, jf. § 37 b.
Til nr. 20
Med forslaget til nyt stk. 3 i § 95 indføres en undtagelse fra, at klager over påbud som udgangspunkt har opsættende virkning. Det er mest hensigtsmæssigt, at afgørelse om sikkerhedsstillelse vedrørende bestående anlæg eller afgørelse om efterfølgende ændringer vedrørende sikkerhedsstillelse truffet af første instansen ikke skal afvente en eventuel klagesagsbehandling, inden den kan kræves effektueret. Hvis en afgørelse ændres under klagen vil der skulle ske efterjustering, afhængig af klagesagens udfald. Bestemmelsen gælder ikke ved nye miljøgodkendelser, idet disse som hidtidigt behandles efter § 96.
Til nr. 21 - 25
Med forslaget til ændring af § 110, stk. 1, nr. 1 fastsættes der straffehjemmel for overtrædelse af § 50 a, stk. 1 og 2. Der foreslås således indført en hjemmel til at straffe, hvis den betaling, et affaldsdeponeringsanlæg opkræver, ikke dækker de relevante omkostninger, jf. § 50 a, stk. 1. Med forslaget gives der endvidere hjemmel til at straffe, hvis virksomheden ikke på anmodning fra ministeren indsender oplysninger om opfyldelse og dokumentation af omkostningsdækningen, jf. § 50 a, stk. 2. Såfremt ministeren har krævet det, skal det tillige være revisorpåtegnet.
Med forslaget til ændring af § 110, stk. 1, nr. 7, gives hjemmel til at straffe for ikke at meddele oplysninger om, at et deponeringsanlæg (affaldsbehandlingsanlæg) er ophørt med at modtage affald, jf. § 37 a, stk. 2.
Med forslag til § 110, stk. 1, nr. 14, indføres der hjemmel til at straffe en ejer eller bruger af en ejendom, hvis denne hindrer driftsherrens mulighed for at udføre sine forpligtelser til nedlukning og efterbehandling i henhold til § 41 e, stk. 2. Ændringerne i nr. 23 og nr. 24 er alene redaktionelle ændringer på grund af indsættelsen af § 110, stk. 1, nr. 14.
Til nr. 26 og 28
Som konsekvens af, at Folketinget har ændret straffuldbyrdelsesloven og konsekvensændringsloven, hvorved hæftestraffen afskaffes som strafart den 1. juli 2001 udgår disse ligeledes af miljøbeskyttelsesloven. Ændringen er ikke et udtryk for, at de udmålte straffe i konkrete sager skal nedsættes i forhold til den hidtidige praksis.
Til nr. 27
Med forslaget til ændring af § 110, stk. 3, indføres der hjemmel til at fastsætte straffebestemmelser i regler og forskrifter, der udstedes i medfør af bemyndigelserne i § 37 b, stk. 2, 39 b, stk. 2 og § 50 a, stk. 3. § 37 b, stk. 2, vedrører ministerens bemyndigelse til at udstede regler om indsendelse af oplysninger. § 39 b, stk. 2, vedrører sikkerhedsstillelse. Endelig vedrører § 50 a, stk. 3, ministerens bemyndigelse til at fastsætte regler for, hvordan virksomheden skal dokumentere omkostningsberegningen og om påtegning.
Til § 2
Til nr. 1
Den foreslåede ændring af lov om forurenet jord er en præcisering, der alene vedrører affaldsdeponeringsanlæg.
Affaldsdeponeringsanlægs levetid opdeles i en etableringsperiode, en driftsperiode, en nedlukningsperiode og en efterbehandlingsperiode. Når deponeringsanlægget ikke længere aktivt kontrolleres og overvåges, overgår anlægget til en passiv fase. Med den foreslåede bestemmelse fastslås det, at den generelle 30 års-regel i jordforureningsloven skal regnes fra ophøret af anlæggets efterbehandlingsperiode - dvs. når den passive fase indtræder.
Til nr. 2
Der henvises til bemærkningerne til § 1, nr. 26.
Til § 3
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2001. De kommende bekendtgørelser, der er nødvendige for gennemførelsen af direktivet, vil skulle træde i kraft senest den 16. juli 2001. Implementeringsfristen ifølge deponeringsdirektivet er den 16. juli 2001. Loven omfatter alene anlæg til deponering af affald, som modtager affald med henblik på deponering den 1. juli 2001 eller senere eller som er godkendt før denne dato. § 50 a er først gældende for bestående anlæg for deponering af affald fra den 16. juli 2009. Hvad der forstås ved bestående anlæg er fastsat i § 37 b, stk. 4.
§ 50. Nye anlæg for deponering af affald må kun ejes af offentlige myndigheder.
10. § 50, stk. 4, ophæves.
Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan dog fastsætte regler om, at virksomheder skal etablere anlæg, der er bestemt til deponering af specielle affaldstyper.
Stk. 3. Amtsrådet kan meddele en virksomhed dispensation fra bestemmelsen i stk. 1 til etablering af et anlæg, der er bestemt til deponering af specielle affaldstyper fra virksomheden.
Stk. 4. Ministeren fastsætter bestemmelser om opkrævning af gebyrer fra privatejede deponeringsanlæg og om fornøden sikkerhedsstillelse til dækning af senere udgifter til kontrol med forurening fra deponeringsanlæggene samt til eventuelle afværgeforanstaltninger ved sådanne depoter.
11. Efter § 50 indsættes i kapitel 6
»§ 50 a. Den, der driver et anlæg for deponering af affald skal sikre sig, at alle omkostninger ved etablering og drift af anlægget, herunder omkostningerne ved sikkerhedsstillelse og ved anlæggets nedlukning og efterbehandling i en periode på mindst 30 år, er dækket af den betaling, virksomheden forlanger for deponering af en hvilken som helst type affald.
Stk. 2. For anlæg, som nævnt i stk. 1, skal der på anmodning fra ministeren redegøres for, at der er den tilstrækkelige omkostningsdækning og afgives revisorpåtegnet dokumentation herfor.
Stk. 3. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om nærmere krav til dokumentation og påtegning, jf. stk. 1 og 2, herunder at dokumentationen og påtegningen skal ske i en bestemt form. «.
§ 58. Kommunalbestyrelsen kan i nødvendigt omfang træffe afgørelse om ekspropriation til fordel for spildevandsanlæg og offentligt ejede affaldsbehandlings- og deponeringsanlæg, når der er meddelt tilladelse til anlægget.
12. I § 58, stk. 1, indsættes efter »deponeringsanlæg,«: »jf. dog stk. 2,«.
Stk. 2. Ved ekspropriation kan der
1) erhverves ejendomsret til arealer, bygninger og indretninger, der er fast knyttet til arealer eller bygninger, samt tilbehør hertil,
2) endeligt eller midlertidigt pålægges indskrænkninger i ejerens rådighed eller erhverves ret til at udøve en særlig råden over faste ejendomme og
3) endeligt eller midlertidigt ske erhvervelse eller ophævelse af eller foretages begrænsninger i brugsrettigheder, servitutrettigheder samt andre rettigheder over faste ejendomme.
13. I § 58 indsættes efter stk. 1
»Stk. 2. Amtsrådet kan i nødvendigt omfang træffe afgørelse om ekspropriation til fordel for anlæg for deponering af affald, der skal etablere moniteringsboringer med henblik på grundvandsmonitering eller foretage prøveboringer, jf. § 41 e, stk. 5.«.
Stk. 2-4 bliver herefter stk. 3-5.
Stk. 3. Til fordel for private spildevandsanlæg kan der dog kun ved ekspropriation foretages foranstaltninger som anført i stk. 2, nr. 2 og 3.
14. I § 58, stk. 3, som bliver stk. 4, ændres »stk. 2, nr. 2 og 3« til: »stk. 3, nr. 2 og 3«.
Stk. 4. Til fordel for offentlige affaldsbehandlings- og deponeringsanlæg kan der kun ved ekspropriation foretages foranstaltninger som anført i stk. 2, nr. 1.
15. I § 58, stk. 4, som bliver stk. 5, indsættes efter »stk. 2, nr. 1«: », jf. dog stk. 2«.
16. I § 58, stk. 4, som bliver stk. 5, ændres »stk. 2, nr. 1« til: »stk. 3, nr. 1 «.
§ 59. Ved ekspropriation til erhvervelse af ejendomsret bortfalder alle rettigheder over det eksproprierede, medmindre andet bestemmes i det enkelte tilfælde.
17. I § 59, stk. 2, ændres »§ 58, stk. 2« til: »§ 58, stk. 3«.
Stk. 2. I de tilfælde, der er nævnt i § 58, stk. 2, nr. 2, skal de ved ekspropriation stiftede rettigheder over en fast ejendom respekteres af indehaveren af enhver rettighed over ejendommen, medmindre andet bestemmes i det enkelte tilfælde.
§ 74. Afgørelser efter denne lov meddeles skriftligt til adressaten. Afgørelser, der kan påklages, meddeles tillige klageberettigede personer, organisationer og myndigheder, jf. §§ 98-100, og de myndigheder, der i øvrigt har været inddraget i sagens behandling. Afgørelser skal dog alene meddeles de landsdækkende foreninger og organisationer, der er nævnt i § 100, stk. 2 og 3, når de har anmodet miljø- og energiministeren om at modtage underretning om afgørelserne, jf. § 76, stk. 2.
18. I § 74, stk. 2, 3. pkt., indsættes efter »revurdering efter §§«: »37 b, «.
Stk. 2. Underretning til de personer, der er nævnt i § 98, stk. 1, nr. 2, kan dog finde sted ved offentlig annoncering. Der skal altid foretages offentlig annoncering, når der meddeles godkendelse efter kapitel 5. Ministeren fastsætter nærmere regler om, at der tillige skal ske annoncering af visse afgørelser i sager om revurdering efter §§ 41 a og 41 b. Ministeren kan fastsætte nærmere regler om annonceringen.
Stk. 3. Påbud eller forbud kan meddeles mundtligt, når der er fare for sundheden eller øjeblikkelige indgreb er påkrævet for at afværge væsentlig miljøskade. En mundtlig afgørelse skal snarest muligt tillige meddeles skriftligt.
§ 79. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om inddragelse af offentligheden forud for godkendelsesmyndighedens afgørelser efter § 33, stk. 1 og § 41 b.
19. I § 79 indsættes efter »§ 33, stk. 1«: », 37 b«.
§ 88. Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, straffes med bøde den, der
1) undlader at efterkomme påbud efter loven,
2) undlader at indgive ansøgning efter § 8, stk. 1 eller 2,
3) påbegynder opgravning, flytning og anvendelse uden anmeldelse efter § 50, stk. 2,
4) i strid med § 8, stk. 1 eller 2, eller § 50, stk. 4, ændrer anvendelse eller påbegynder arbejder, der er henholdsvis ansøgt om tilladelse til og anmeldt,
5) uden tilladelse opgraver eller håndterer jord i strid med kommunalbestyrelsens eller amtsrådets meddelelser efter § 50, stk. 5,
6) tilsidesætter vilkår knyttet til en tilladelse eller en dispensation efter loven,
7) overtræder § 9, stk. 2, § 12, § 49, § 50, stk. 1, eller § 52,
8) afgiver urigtige eller vildledende oplysninger eller undlader at afgive oplysninger i forbindelse med en anmodning efter §§ 29 og 33 eller en anmeldelse efter § 50, stk. 2,
9) undlader at standse arbejdet som nævnt i § 71 ved konstateret forurening,
10) afgiver urigtige eller vildledende oplysninger eller undlader at afgive oplysninger som nævnt i § 72,
11) modvirker adgangen til en ejendom i strid med § 57 eller
12) forsætligt borttager, forvansker eller beskadiger afmærkninger, som foretages i forbindelse med arbejder og undersøgelser efter loven.
2. I § 88, stk. 2 og 3, udgår: »hæfte eller«.
Stk. 2. Straffen kan stige til hæfte eller fængsel i indtil 2 år, hvis overtrædelsen er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed, og hvis der ved overtrædelsen er voldt skade på miljøet eller fremkaldt fare derfor eller der ved overtrædelsen er opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre, herunder ved besparelser.
Stk. 3. I regler og forskrifter, der udstedes i medfør af denne lov kan der fastsættes straf af bøde. Det kan endvidere fastsættes, at straffen kan stige til hæfte eller fængsel i indtil 2 år under tilsvarende omstændigheder som anført i stk. 2.
Stk. 4. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Stk. 5. Er der ved en overtrædelse opnået en økonomisk fordel, konfiskeres denne efter reglerne i straffelovens 9. kapitel, selv om der ved overtrædelsen ikke er voldt skade på miljøet eller er fremkaldt fare derfor. Kan der ikke ske konfiskation, skal der tages særskilt hensyn hertil ved udmåling af en bøde, herunder en eventuel tillægsbøde.
Stk. 6. Forældelsesfristen for strafansvaret er 5 år for overtrædelser m.v. som omhandlet i stk. 1, nr. 1, dog undtagen undladelse af at efterkomme undersøgelsespåbud efter §§ 40 og 48, samt stk. 1, nr. 2-7 og 9.
§ 95. En klage har opsættende virkning for et påbud eller forbud, medmindre klagemyndigheden bestemmer andet, jf. dog § 78.
Stk. 2. Når der efter § 78 er truffet afgørelse om, at et påbud eller forbud skal efterkommes straks, skal påbudet eller forbudet efterkommes, medmindre klagemyndigheden bestemmer andet.
20. I § 95 indsættes som stk. 3
»Stk. 3. Klage over vilkår om sikkerhedsstillelse truffet efter regler udstedt med hjemmel i § 39 b, stk. 2, har ikke opsættende virkning, medmindre klagemyndigheden bestemmer andet. «.
§ 110. Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, straffes med bøde den, der
1) overtræder § 19, stk. 1 eller stk. 2, § 20, § 22, § 23, § 27, stk. 1 eller 2, § 28, stk. 4, § 43, § 45, stk. 4, § 50, stk. 1 og 72 a.
21. I § 110, stk. 1, nr. 1, indsættes efter »§ 50, stk. 1«: », § 50 a, stk. 1 og 2,«.
2) undlader at efterkomme forbud eller påbud efter loven, herunder påbud om at berigtige et ulovligt forhold eller pålæg efter § 26 a,
3) undlader at efterkomme krav fastsat i medfør af § 9 a og § 10, stk. 4,
4) tilsidesætter vilkår knyttet til en tilladelse, dispensation eller en godkendelse efter loven,
5) undlader at sløjfe eller afblænde en tank til mineralolie efter de herom gældende regler, jf. § 21 a,
6) anlægger, påbegynder eller driver virksomhed uden godkendelse efter § 33,
7) undlader at meddele oplysninger eller at afgive prøver efter § 72 eller at give underretning som nævnt i §§ 21, 71 og 72 a.
22. I § 110, stk. 1, nr. 7, indsættes efter »undlader«: »at meddele oplysninger efter § 37 a, stk. 2, eller«.
8) undlader at indgive anmeldelse, der er foreskrevet i regler udfærdiget efter § 7, stk. 1, herunder tilsidesætter vilkår i forbindelse med en sådan anmeldelse, eller undlader at indgive ansøgning, jf. § 39,
9) modvirker myndighedernes adgang til ejendomme, lokaliteter eller transportmidler i strid med § 87,
10) forsætligt borttager, forvansker eller beskadiger afmærkninger, som foretages i forbindelse med arbejder og undersøgelser efter loven,
11) overtræder bestemmelser fastsat i De Europæiske Fællesskaberes forordninger vedrørende forhold, der er omfattet af denne lov, jf. § 2,
12) afgiver urigtige eller vildledende oplysninger eller undlader at afgive oplysninger efter §§ 53 b, 55 b eller 56 a eller
13) undlader at efterkomme godkendelsesmyndighedens eller klageinstansens afgørelse om at etablere sikkerhedsstillelse efter § 39 a.
23. § 110, stk. 1, nr. 12, affattes således
»12)afgiver urigtige eller vildledende oplysninger eller undlader at afgive oplysninger efter §§ 53 b, 55 b eller 56 a,«.
24. § 110, stk. 1, nr. 13, affattes således
»13)undlader at efterkomme godkendelsesmyndighedens eller klageinstansens afgørelse om at etablere sikkerhedsstillelse efter § 39 a eller«.
25. I § 110, stk. 1, indsættes som nr. 14
»14)hindrer i strid med § 41 e, stk. 3, at vilkår eller påbud efter § 34, stk. 2, eller § 41 kan efterkommes.«.
Stk. 2. Straffen kan stige til hæfte eller fængsel i indtil 2 år, hvis overtrædelsen er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed, og hvis der ved overtrædelsen er
1) voldt skade på miljøet eller fremkaldt fare derfor eller
2) opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre, herunder ved besparelser.
26. I § 110, stk. 2, udgår: »hæfte eller«.
Stk. 3. I regler og forskrifter, der udstedes i medfør af §§ 7-10, §§ 12-16, § 17, stk. 3, § 18, § 19, stk. 5 -7, § 19 a, § 27, stk. 3, § 35, § 35 a, § 39, stk. 4, § 44, § 45, stk. 2 og 3, § 47, stk. 3, § 48, § 51, § 53, § 56, stk. 3, § 72 a, stk. 3, § 89, stk. 2 og 89 a kan der fastsættes straf af bøde. Det kan endvidere fastsættes, at straffen kan stige til hæfte eller fængsel i indtil 2 år under tilsvarende omstændigheder som anført i stk. 2.
27. I § 110, stk. 3, indsættes efter »§ 35 a,«: »37 b, stk. 2,«, og der indsættes efter »§ 39, stk. 4,«: »§ 39 b, stk. 2,« og der indsættes efter »§ 48, «: »§ 50 a, stk. 3,«.
28. I § 110, stk. 3, udgår: »hæfte eller«.
Stk. 4. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Stk. 5. Er der ved en overtrædelse opnået en økonomisk fordel, konfiskeres denne efter reglerne i straffelovens 9. kapitel, selv om der ved overtrædelsen ikke er voldt skade på miljøet eller er fremkaldt fare derfor. Kan der ikke ske konfiskation, skal der tages særskilt hensyn hertil ved udmåling af en bøde, herunder en eventuel tillægsbøde.
Stk. 6. Ved overtrædelse af § 10, stk. 4, jf. § 110, stk. 1, nr. 3, skal der ved udmåling af bøder, herunder tillægsbøder, tages hensyn til størrelsen af den bod, der måtte være fastlagt på det pågældende område i medfør af § 10, stk. 2.
Stk. 7. Forældelsesfristen for strafansvaret er 5 år for overtrædelser m.v. som omhandlet i stk. 1, nr. 1, 2, 3, 4, 5 og 6, samt for overtrædelser af regler udstedt i henhold til § 19, stk. 5.
Fremsat den 28. marts 2001 af miljø- og energiministeren (Svend Auken)
Forslag
til
Lov om ændring af lov om miljøbeskyttelse og lov om forurenet jord1)
(Anlæg for deponering af affald m.v.)
1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører Rådets direktiv 1999/31/EF af 26. april 1999 om deponering af affald, EF-Tidende 1999 nr. L 182, s.1.