Forslag til Lov om ændring af lov om elforsyning og lov om miljøbeskyttelse

Bilag 1

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering

§ 1

I lov nr. 375 af 2. juni 1999 om elforsyning, som senest ændret ved lov nr. 1277 af 20. december 2000, foretages følgende ændringer

1. § 8, stk. 6, affattes således

»Stk. 6. Såfremt der i medfør af § 59 a, ydes pristillæg, opkræver netvirksomhederne og de systemansvarlige virksomheder omkostningerne til disse hos elforbrugerne efter de i stk. 5, fastsatte principper.«

2. I § 8, indsættes som stk. 7,

»Stk. 7. Den afregningspris, som de systemansvarlige virksomheder yder, jf. § 9, stk. 1, til decentrale kraftvarmeanlæg, som ejes af elproduktionsvirksomheder, der råder over en kapacitet på over 150 MW, opkræves indtil den 1. januar 2004 således, at den del af prisen, som overstiger den efter § 59 a, stk. 9, fastsatte markedspris, opkræves hos elforbrugerne efter de principper, som er angivet i stk. 5. For perioden indtil 1. juli 2001 anvendes dog en markedspris på 13 øre pr. kWh.«

3. I § 8 a, stk. 3, indsættes efter »§ 8, stk. 1,«: »og til at betale pristillæg, som nævnt i § 59 a,«.

4. I § 58, stk. 3, udgår: »herunder særlige pristillæg,«

5. I § 59, stk. 1, indsættes efter »teknologier«: », anlægsstørrelser og brændsler.«

6. Efter § 59 indsættes før afsnittet om VE-beviser

»§ 59 a. Denne bestemmelse gælder kun for VE-elektricitet produceret på anlæg, der er opført eller ombygget som følge af pålæg givet i medfør af § 13 i den tidligere gældende elforsyningslov eller efter særlig aftale med energiministeren. Bestemmelsen gælder ikke for anlæg, der helt eller delvist anvendes til afbrænding af affald.

Stk. 2. Producenter er for anlæg, som nævnt i stk. 1, alene berettiget til at modtage de pristillæg og VE-beviser, som fremgår af denne bestemmelse, og er ikke berettiget til at modtage tilskud efter lov om elproduktionstilskud. Producenterne er ikke berettigede til den i § 56 nævnte balanceringsydelse, og elproduktionen er ikke omfattet af den i § 57 nævnte aftageforpligtelse.

Stk. 3. For elektricitet produceret på vindkraftanlæg på land eller på havet, jf. § 16, omfattet af stk. 1, som er nettilsluttet inden den 1. januar 2000, ydes et pristillæg til ejeren eller til den, som ejeren har givet ret til at producere på vindkraftanlægget. Pristillægget fastsættes således, at dette og den efter stk. 9, fastsatte markedspris tilsammen udgør 60 øre pr. kWh. Pristillægget kan dog højst udgøre 48 øre pr. kWh.

Stk. 4. For elektricitet produceret af et vindkraftanlæg på land omfattet af stk. 1, som er nettilsluttet efter den 1. januar 2000, ydes et pristillæg, som fastsættes således, at dette og den efter stk. 9, fastsatte markedspris tilsammen udgør 33 øre pr. kWh. Desuden ydes et VE-bevis, jf. § 60.

Stk. 5. For elektricitet omfattet af stk. 1, produceret på vindkraftanlæg på havet og nettilsluttet efter den 1. januar 2000, ydes et pristillæg, der fastsættes således, at dette og den efter stk. 9, fastsatte markedspris tilsammen udgør 35,3 øre pr. kWh. Desuden ydes et VE-bevis, jf. § 60, samt et beløb på op til 0,7 øre pr. kWh i døgngennemsnit, såfremt producenten skal betale en indfødningstarif ved overføring af elektriciteten til det overordnede elforsyningsnet.

Stk. 6. Såfremt de i stk. 5, nævnte vindkraftanlæg på havet er finansieret ved henlæggelser efter den tidligere gældende elforsyningslov ydes alene et VE-bevis.

Stk. 7. For elektricitet produceret på anlæg, som anvendes til afbrænding af biomasse omfattet af stk. 1, ydes et pristillæg, som fastsættes således, at dette og den efter stk. 9, fastsatte markedspris tilsammen udgør 30 øre pr. kWh. Desuden ydes et VE-bevis.

Stk. 8. Udover de i stk. 7, nævnte pristillæg og VE-beviser kan miljø- og energiministeren efter forelæggelse for det i § 3 nævnte udvalg beslutte, at der skal ydes en producent, som nævnt i stk. 7, et pristillæg på op til 100 kr. pr. afbrændt ton biomasse. Ved fastlæggelse af pristillæggets størrelse, kan der lægges vægt på de udgifter, som ejeren af det enkelte anlæg afholder i forbindelse med afbrændingen. Disse pristillæg kan for anlæggene tilsammen i alt maksimalt udgøre 30 mio. kr. om året.

Stk. 9. Efter retningslinier fastsat af den systemansvarlige virksomhed indberetter den pågældende netvirksomhed på timebasis mængden af den elektricitet, der er produceret på anlæg nævnt i stk. 3, 4, 5 og 7. Herefter fastsætter den systemansvarlige virksomhed på timebasis den markedspris, som det i produktionstimen var muligt at opnå for en kWh i det område, hvor elektriciteten er produceret, dvs. områdets spotpris. Hvis den fastsatte markedspris overstiger de i stk. 3, 4, 5 og 7, fastsatte, samlede beløb for pristillæg og markedspris, beregnes et negativt pristillæg, som modregnes i udbetalingerne til elproducenterne.

Stk. 10. Indtil VE-beviser udstedes, jf. stk. 4, 5, 6 og 7, ydes i stedet et pristillæg på 10 øre pr. kWh.

Stk. 11. Miljø- og energiministeren kan efter forelæggelse for det i § 3 nævnte udvalg fastsætte regler om, at de i denne bestemmelse angivne pristillæg skal bortfalde eller skal erstattes af VE-beviser.

Stk. 12. De systemansvarlige virksomheders omkostninger til pristillæg efter denne bestemmelse opkræves hos alle danske elforbrugere med samme beløb i forhold til disses totale elforbrug, jf. dog § 8 a, stk. 3. «

7. I § 68, stk. 2, udgår »§ 58, stk. 3«. I stedet indsættes »§ 59 a«.

8. I § 84, stk. 2, indsættes efter 1. pkt.

»Det samme gælder oplysninger til brug for udarbejdelse af national og international energistatistik. Miljø- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler om oplysningspligtens omfang og opfyldelse.«

9. Efter § 85 indsættes i kapitel 12

»§ 85 a. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om udøvelse af tilsyn og kontrol i forbindelse med aftageforpligtelse for elektricitet efter § 8, stk. 1, og § 8 a, og opkrævning og udbetaling af beløb, der betales af elforbrugerne efter bestemmelserne i § 8, stk. 4, 5 og 6, § 9, stk. 1, og § 59 a, stk. 12.

Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan endvidere fastsætte regler for udøvelse af tilsyn og kontrol med udstedelse, tildeling og omsætning af de i § 60 nævnte VE-beviser. I reglerne kan det fastsættes, at elforbrugerne har pligt til at afgive oplysninger, som er nødvendige for, at der kan føres kontrol med, at disse har opfyldt deres købsforpligtelse for VE-beviser.

Stk. 3. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om dokumentation og regnskabsføring for forhold, der er omfattet af stk. 1 og 2. Der kan endvidere fastsættes regler om, at en elproducent, som modtager afregningspris eller pristillæg, eller modtager VE-beviser, skal indberette produktionsdata og andre relevante oplysninger om produktionsforhold til en kollektiv elforsyningsvirksomhed eller til et centralt register. Det kan i reglerne fastsættes, at udgifterne til opfyldelse af de i denne bestemmelse nævnte krav påhviler elproducenten.

Stk. 4. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om, at kontrollen og tilsynet efter stk. 1 og 2, skal udøves af netvirksomheder eller af de systemansvarlige virksomheder.

Stk. 5. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om, at de systemansvarlige virksomheder skal fastsætte retningslinjer for udøvelse af kontrollen og tilsynet. Retningslinjerne skal godkendes af ministeren.«

10. I § 93 indsættes som stk. 2

»Stk. 2. § 8, stk. 5, har virkning fra den 16. august 1999.«

§ 2

I lov om miljøbeskyttelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 698 af 22. september 1998, som senest ændret ved § 2 i lov nr. 447 af 31. maj 2000, foretages følgende ændring

1. I § 50, stk. 3, indsættes efter 1. pkt.

»Er der tale om restprodukter fra forbrænding på anlæg, der producerer elektricitet eller varme, kan amtsrådet tillige give virksomheden dispensation til deponering af sådant affald fra andre tilsvarende anlæg.«

§ 3

Tidspunktet for lovens ikrafttræden fastsættes af miljø- og energiministeren. Ministeren kan fastsætte, at dele af loven træder i kraft før andre dele af loven.

Stk. 2. Bestemmelsen i § 8, stk. 6, i lov om elforsyning som affattet ved denne lovs § 1, nr. 1, og § 59 a, stk. 1 og 3, i lov om elforsyning som affattet ved denne lovs § 1, nr. 6, har virkning fra den 1. januar 2001.

Stk. 3. Bestemmelsen i § 8 a, stk. 7, i lov om elforsyning som affattet ved denne lovs § 1, nr. 2, har virkning fra den 1. januar 2000.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Lovforslagets baggrund og formål

Elforsyningsloven

Lovforslaget indeholder dels nogle tilpasninger af den gældende elforsyningslov, dels regler om pristillæg for de VE-anlæg, som opføres eller er opført som følge af pålæg efter den tidligere gældende elforsyningslov, jf. § 13 i lovbekendtgørelse nr. 632 af 1. juli 1996, som senest ændret ved lov nr. 89 af 10. februar 1998.

100 GWh-grænsen

100 GWh-grænsen i lovens § 8 foreslås ændret på to punkter.

De helt store elforbrugere indrømmes efter den gældende elforsyningslov delvis fritagelse for at bidrage til finansieringen af visse pristillæg til elektricitet produceret ved hjælp af vedvarende energi. Den del af elforbruget, som overstiger 100 GWh, medregnes ikke ved beregningen af, hvor store bidrag den pågældende virksomhed skal betale til finansieringen. Denne særlige favorisering af de 6-7 største danske virksomheder har været notificeret, og Europa-Kommissionen har den 3. oktober 2000 godkendt ikrafttrædelse af bestemmelsen, hvilket skete den 1. november 2000, jf. bekendtgørelse nr. 948 af 19. oktober 2000. Kommissionens sagsbehandlingstid strakte sig imidlertid over ca. 1½ år, og da elforsyningsloven ikke giver mulighed for at give bestemmelsen tilbagevirkende kraft, er virksomhederne gået glip af fordelen ved bestemmelsen i knapt 1½ år. Det foreslås derfor for det første at give bestemmelsen i § 8, stk. 5, virkning fra den 16. august 1999, som er den dag, hvor de omhandlede tilskud blev omlagt fra statstilskud til tillæg til elprisen.

Ved lov nr. 1110 af 29. december 1999 om ændring af lov om elforsyning blev der i § 8, stk. 6, indsat en bestemmelse, som skulle sikre, at den nævnte 100 GWh-grænse tillige skulle gælde for pristillæg til markedsprisen, som måtte blive ydet til elværksejede anlæg efter § 58, stk. 3. Baggrunden for bestemmelsen var at sikre, at de mest energiforbrugende virksomheder for den del af deres forbrug, som lå over 100 GWh, kun skulle betale markedsprisen for den elværksproducerede miljøvenlige elektricitet. Der er imidlertid ikke blevet fastsat regler om ydelse af sådanne pristillæg, idet betalingen til de elværksejede anlæg indtil nu sker gennem en forhøjet afregningspris fastsat efter elforsyningsloven. Virksomhederne har som konsekvens heraf endnu ikke kunnet drage de tilsigtede fordele af 100 GWh-grænsen på dette område, selvom disse anlæg, bl.a. som følge af den politiske aftale af 17. november 1999 om kraftværkernes økonomiske forhold (kraftværksaftalen), for de flestes vedkommende modtager en afregningspris, der er højere end markedsprisen. Forslaget indeholder derfor for det andet en bestemmelse, der fastslår, at reglen om en 100 GWh-grænse også skal gælde for den del af afregningsprisen til de decentrale kraftvarmeanlæg, ejet af de store kraftværker, som overstiger en gennemsnitlig markedspris. Da virksomhederne af de nævnte formelle grunde ikke har kunnet udnytte den gældende bestemmelse i § 8, stk. 6, i år 2000, foreslås det at tillægge bestemmelsen i § 8, stk. 7, virkning fra den 1. januar 2000, jf. forslagets § 3.

Pristillæg til elproduktion på vedvarende energianlæg opført efter pålæg udstedt i medfør af den tidligere elforsyningslov

Efter elforsyningsloven har elforbrugerne som udgangspunkt pligt til at aftage en forholdsmæssig andel af al miljøvenlig elektricitet. Denne prioritering af den miljøvenlige elektricitet, som også fandtes i den tidligere gældende elforsyningslov, har den ulempe, at den begrænser den mængde elektricitet, som forbrugerne kan købe på det frie elmarked. Med den stigende produktion af miljøvenlig elektricitet er der derfor behov for at søge at modgå denne tendens. Med lovforslaget foreslås det derfor, at elektriciteten fra biomasseanlæg og vindmøller, som opføres som følge af påbud efter tidligere gældende elforsyningslov, ikke længere skal være omfattet af aftagepligt for forbrugerne, men at elproduktionen fra disse anlæg alene skal modtage pristillæg og i visse tilfælde VE-beviser. I betragtning den energipolitiske og økonomiske rækkevidde af denne ændring og af den forestående udbygning med især havvindmøller og biomasse, foreslås det at fastsætte de økonomiske vilkår direkte i elforsyningsloven. Lovforslaget indeholder derfor i § 1, nr. 6, en bestemmelse herom.

Tilsyn og kontrol

Elforsyningsloven indeholder i dag ingen udtrykkelig hjemmel til, at miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om kontrol med de udgifter, som betales af elforbrugerne i medfør af bestemmelserne om offentlige serviceforpligtelser i elforsyningsloven. Indførelse af konkurrence i elsektoren og den selskabsmæssige opsplitning af elforsyningsvirksomhederne har betydet, at branchen i dag ikke har samme muligheder for, og ressourcer til på egen hånd at gennemføre en effektiv kontrol på dette område. Det foreslås derfor, at der i elforsyningsloven indføres en adgang for miljø- og energiministeren til at fastsætte nærmere regler om tilsyn og kontrol med de midler, som elforbrugerne betaler til de offentlige serviceforpligtelser, herunder tilskud og pristillæg til miljøvenlig elproduktion og VE-beviser og pligten til at aftage miljøvenlig elektricitet.

Miljøbeskyttelsesloven

Allerede i forbindelse med det oprindelige forslag til lov om miljøbeskyttelse, forslag nr. L 358 af 6. juni 1991, var man opmærksom på, at det skulle være muligt for virksomheder i visse tilfælde selv at etablere deponeringsanlæg for eget affald, jf. bemærkningerne til lovforslagets § 49, som i den vedtagne lov blev § 50, i FT 90-91, 2. samling, till. A, sp. 1566 og 1567 og till. B sp. 972. På grund af affaldsmængden eller affaldets særlige karakter kan det således være uhensigtsmæssigt at anbringe sådant affald på eksisterende deponeringsanlæg, d.v.s. sammen med andet affald. Det fremgår af bemærkningerne til miljøbeskyttelseslovens § 50, stk. 2 og 3, at der bl.a. er tænkt på deponering af flyveaske og restprodukter fra kraftværker. Amtsrådene har i flere tilfælde givet dispensation efter stk. 3. El- og varmeproduktionsanlæggene har således traditionelt selv etableret anlæg til deponering af de specielle affaldstyper og restprodukter, som fremkommer ved forbrændingen. For en del af det omfattede affald, nemlig restprodukter fra røggasrensning på kraftværker baseret på fossile brændsler, har kommunerne ikke anvisningspligt, og det er dermed overladt til anlæggene selv at finde deponeringsfaciliteter. I forbindelse med at strukturen i elsektoren har ændret sig til færre og større enheder, er det ønskeligt også at ændre miljøbeskyttelsesloven, således at der kan meddeles dispensation til en el- eller varmeproducerende virksomhed, der er affaldsproducent, til udover eget affald også at kunne modtage og deponere affald fra andre, tilsvarende anlæg.

2. Lovforslagets indhold

Elforsyningsloven

Med forslaget gives der mulighed for at godtgøre den ekstraomkostning, der er blevet pålagt de store elforbrugere i perioden fra den 16. august 1999 til den 1. november 2000 som følge af, at ikrafttrædelsen af lovens § 8, stk. 5, vedrørende 100 GWh-grænsen måtte afvente godkendelse fra Europa-Kommissionen.

Der foreslås herudover indført en regel, hvorefter samme 100 GWh-grænse skal gælde for den støtte, der ydes til visse miljøvenlige, kraftværksejede anlæg. Da sådan støtte har været ydet i år 2000, foreslås det at give denne bestemmelse virkning fra den 1. januar 2000.

Med forslaget gives der endvidere mulighed for fremover at lægge vægt på et anlægs størrelse og brændsels- anvendelse ved tildeling af støtte til VE-elektricitet.

Det foreslås endvidere, at støtten til de anlæg til produktion af VE-elektricitet, som opføres som følge af pålæg efter den tidligere gældende elforsyningslov, fastsættes som pristillæg og ikke som en afregningspris med tilknyttet aftagepligt for alle forbrugere. Ifølge forslaget fastsættes pristillægget direkte i elforsyningsloven, og omkostningerne fordeles på forbrugerne efter de samme principper, som gælder aftagepligten for miljøvenlig strøm. Det betyder, at 100 GWh grænsen også vil gælde for disse pristillæg, og egenproducenter får fortsat mulighed for kun at bidrage til udbygningen med vedvarende energi i forhold til det elforbrug, som de aftager fra det kollektive elforsyningsnet. Omkostningerne vil endvidere blive udlignet mellem Øst- og Vestdanmark.

Endeligt foreslås, at der i elforsyningsloven indføres en adgang for miljø- og energiministeren til at fastsætte nærmere regler om tilsyn og kontrol med de midler, som elforbrugerne betaler til de offentlige serviceforpligtelser, herunder tilskud og pristillæg til miljøvenlig elproduktion og med pligten til at aftage miljøvenlig elektricitet.

Miljøbeskyttelsesloven

Herudover indeholder lovforslaget et forslag til en ændring i lov om miljøbeskyttelse, som vedrører deponering af restprodukter fra el- eller varmeproduktionsanlæg. Det bliver muligt for amterne at tillade, at en el- eller varmeproducerende virksomhed deponerer affald fra andre, tilsvarende anlæg.

3. Økonomiske og administrative konsekvenser for staten, amtskommuner og kommuner

Lovforslaget skønnes ikke i sig selv at have væsentlige økonomiske og administrative konsekvenser for staten, amtskommuner og kommuner. Det offentlige vil naturligvis som elforbruger skulle bidrage til finansieringen af VE-udbygningen på lige fod med andre elforbrugere. En stor del af den kontrol med udgifter til de offentlige serviceforpligtelser, herunder tilskud og pristillæg, som foreslås, forventes at skulle udøves af netvirksomhederne og de systemansvarlige virksomheder. Personaleforbruget i Energistyrelsen og i Energitilsynet til udøvelse af tilsyn og kontrol og eventuelle klager i denne forbindelse vil derfor være af mindre omfang og forventes at kunne holdes inden for de eksisterende personalerammer i Miljø- og Energiministeriet og i Erhvervsministeriet. Med hensyn til netselskabernes eventuelle omkostninger til kontrol med opkrævning vedrørende miljøvenlig elektricitet mm. i henhold til bestemmelser fastsat efter lovforslaget, er det hensigten at give mulighed for, at disse kan indregnes i netvirksomhedernes indtægtsrammer med de faktiske omkostninger.

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet

Erhvervsvirksomheder med et elforbrug på over 100 GWh om året pr. forbrugssted vil få godtgjort tidligere betalte ekstraomkostninger til dele af den miljøvenlige el for det forbrug, der ligger over 100 GWh om året pr. forbrugssted i perioden fra den 16. august 1999 til den 1. november 2000. Virksomhederne vil endvidere efter samme princip blive godtgjort for en del af de udgifter, som har været opkrævet til dækning af støtte til visse miljøvenlige, kraftværksejede anlæg og de pristillæg, som fremover vil blive ydet til de kraftværksejede VE-anlæg. Endelig vil disse virksomheder blive delvist fritaget for at skulle bidrage til udbygningen med havvindmøller og biomasse.

De øvrige forbrugere, herunder erhvervslivet, vil blive pålagt de ekstraomkostninger på ca. 30 mio. kr., som elforbrugere med et forbrug over 100 GWh efter forslaget vil få refunderet. Der er dog delvist tale om omkostninger, som de øvrige elforbrugere i princippet skulle have betalt, hvis den manglende EU-godkendelse ikke havde forsinket ikraftsættelsen af denne bestemmelse. Hertil kommer omkostninger som følge af de angivne udvidelser af 100 GWh-grænsen.

Den foreslåede omlægning af støtten til den allerede besluttede udbygning med vedvarende energi fra en støtte via forbrugernes aftagepligt til et pristillæg til elproduktionen betalt af forbrugerne indebærer ikke nye udgifter for erhvervslivet. Udbygningen, der gennemføres i henhold til pålæg udstedt efter den tidligere gældende elforsyningslov, skønnes at blive lidt billigere for elforbrugerne end tidligere forudsat, idet den foreslåede finansieringsmodel, som bl.a. bygger på individuelle økonomiske vurderinger og en afsætning af elektriciteten på det frie elmarked, i højere grad sikrer mod en overkompensation til de elproduktionsvirksomheder, der opfører eller ombygger anlæggene. Da elektriciteten ikke er undergivet aftagepligt, vil erhvervslivet nu få mulighed for at indkøbe større mængder elektricitet på det frie elmarked, hvilket alt andet lige forventes at kunne medføre en økonomisk fordel for virksomhederne.

Udvidelsen af dispensationsadgangen i miljøbeskyttelsesloven skønnes ikke at have økonomiske konsekvenser for erhvervslivet. Kraftværkerne mv. vil få en udvidet mulighed, som måske vil kunne medvirke til en billigere og mere hensigtsmæssig deponeringspraksis på få og store anlæg.

Lovforslaget skønnes ikke at have administrative konsekvenser for erhvervslivet.

5. Miljømæssige konsekvenser

Elforsyningsloven

Lovforslaget fastlægger de økonomiske rammer for den udbygning med VE-anlæg, som allerede er pålagt virksomhederne efter den tidligere gældende elforsyningslov. Lovforslaget sikrer derfor, at den allerede besluttede udbygning kan realiseres. Den besluttede udbygning med havvindmøller og biomasseanlæg vil have en overordentlig positiv miljømæssig effekt. Udbygningen er en forudsætning for, at det sikres at Danmark kan indfri de internationale forpligtelser til CO2-reduktion, som vi har påtaget os.

Miljøbeskyttelsesloven

Udvidelsen af dispensationsadgangen i miljøbeskyttelsesloven forventes fremover at betyde, at restprodukterne fra el- eller varmeproduktionsanlæg vil blive deponeret på få, men store anlæg. Færre anlæg sammenholdt med krav om optimal placering af anlæggene i forhold til bl.a. grundvands- og drikkevandsinteresser vil miljømæssigt være en fordel.

6. Forholdet til EU-retten

Elforsyningsloven

Med lov nr. 375 af 2. juni 1999 om elforsyning gennemførtes i dansk ret Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 96/92/EF af 19. december 1996 om fælles regler for det indre marked for elektricitet (eldirektivet). Dele af loven blev anmeldt til Europa-Kommissionen den 16. juli 1999. Europa-Kommissionen godkendte de anmeldte bestemmelser, herunder bestemmelsen om en 100 GWh-grænse for erhvervslivet, den 3. oktober 2000. Det findes således ikke at være nødvendigt at anmelde bestemmelsen på ny, idet lovforslaget skønnes at ligge inden for rammen af godkendelsen.

På baggrund af offentliggørelsen af Europa-Kommissionens nye rammebestemmelser for statsstøtte til miljøbeskyttelse har den danske regering i december måned 2000 anmeldt principperne for tildeling af støtte til nye, miljøvenlige elproduktionsanlæg. Anmeldelsen er endnu ikke godkendt, men de anmeldte støtteprincipper skønnes at ligge inden for de nye miljørammebestemmelser. Bestemmelserne om økonomisk støtte til den VE-udbygning, som er indeholdt i dette lovforslag, holder sig inden for rammerne af den allerede foretagne anmeldelse. Bestemmelserne i den foreslåede § 59 a, kan for så vidt angår støtte til nye anlæg først træde i kraft, når Europa-Kommissionens godkendelse af den foretagne anmeldelse foreligger.

Miljøbeskyttelsesloven

Forslaget til ændring af lov om miljøbeskyttelse har ingen selvstændige EU-retlige konsekvenser, da det er en begrænset udvidelse af dispensationsadgangen i den gældende § 50, stk. 3.

7. Høring

Lovforslagets er sendt i høring til følgende

Kommunernes Landsforening, Københavns Energi, Frederiksberg Kommune, Justitsministeriet, Erhvervsministeriet, Finansministeriet, Danske Energiselskabers Forening, Elfor, Dansk Industri, Danmarks Vindmølleforening, Energi E2 A/S, Elsam A/S, Eltra, ELKRAFT System, Energitilsynet, Danske Fjernvarmeværkers Forening, Forbrugerrådet, Foreningen for Slutforbrugere af Energi, Landbrugsrådet, De Danske Landboforeninger, Organisationen for Vedvarende Energi og Indukraft.

Vurdering af konsekvenserne af lovforslaget

Positive konsekvenser/mindreudgifter

Negative konsekvenser/merudgifter

Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner

Ingen

Ingen

Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet

Storforbrugerne af el får godtgjort omkostninger til dele af den miljøvenlige el for det forbrug, der ligger over 100 GWh om året.

Forslaget i § 59 a, om fastlæggelse af støtten til visse VE-anlæg, indebærer ikke nye udgifter for erhvervslivet.

De øvrige forbrugere, herunder det øvrige erhvervsliv, vil blive pålagt de ekstraomkostninger, som elforbrugere med et forbrug over 100 GWh fritages for.

Administrative konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Ingen

Miljømæssige konsekvenser

Færre deponeringsanlæg til affald fra kraftværker.

Ingen

Administrative konsekvenser for borgerne

Ingen

Ingen

Forholdet til EU-retten

Bestemmelserne ligger inden for Europa-Kommissionens godkendelse af 3. oktober 2000 efter statsstøttereglerne.

Bestemmelserne om støtte til nye anlæg i § 59 a, kan først træde i kraft, når Europa-Kommissiones godkendelse foreligger.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Ændringen af § 8, stk. 6, er alene en teknisk konsekvensændring, som har baggrund i, at pristillæg nu foreslås fastsat direkte i § 59 a, og ikke ved bekendtgørelse efter § 58, stk. 3, jf. punkt 6, nedenfor. Bestemmelsen er nødvendig for at sikre, at 100 GWh-grænsen for storforbrugere ikke begrænses ved lovforslagets gennemførelse.

Til nr. 2

Med bestemmelsen sikres, at de 6-7 mest energiforbrugende virksomheder fritages for at bidrage til finansiering af den del af afregningsprisen, der overstiger en beregnet markedspris til decentrale kraftvarmeanlæg, ejet af de store kraftværker (med kapacitet på over 150 MW), for så vidt angår den del af energiforbruget, som overstiger 100 GWh. Den foreslåede regel følger samme principper, som den 100 GWh-grænse, som allerede er gældende for visse pristillæg, jf. elforsyningslovens § 8, stk. 6.

Reglen foreslås, jf. forslagets § 3, stk. 3, at skulle have virkning fra elforsyningslovens ikrafttræden den 1. januar 2000 og indebærer derfor, at afregningspriser, der ligger ud over en gennemsnitlig markedspris, som fra 1. januar 2000 er ydet til de nævnte kraftværksejede anlæg, ikke vil belaste de meget energiforbrugende virksomheders konkurrenceevne. Beløbet 13 øre pr. kWh er udtryk for en gennemsnitlig markedspris for år 2000, og da reglen foreslås at skulle gælde med tilbagevirkende kraft fra den 1. januar 2000, foreslås det, at beløbet fastsættes direkte i lovteksten. Efter 1. juli 2001 vil der ved anvendelse af reglen skulle benyttes den markedspris, som vil blive fastsat efter den foreslåede bestemmelse i 59 a, stk. 9. Bestemmelsen, der er en konsekvens af aftalen af 17. november 1999 (kraftværksaftalen), har i overensstemmelse med aftalen en løbetid på 4 år.

Til nr. 3

Med bestemmelserne i § 8 a, stk. 3-7, der blev indsat ved lov nr. 448 af 31. maj 2000 om ændring af elforsyningsloven, blev der indført regler, der reducerede egenproducenters pligt til at aftage miljøvenlig elektricitet. Såfremt dette lovforslag vedtages, vil mængden af miljøvenlig elektricitet, som forbrugerne har pligt til at aftage, blive formindsket. Hermed vil den tilsigtede begunstigelse for egenproducenterne blive tilsvarende reduceret. Det er derfor fundet rigtigst at foreslå, at egenproducenternes betaling til de pristillæg, som foreslås i § 59 a, og som træder i stedet for aftagepligten, beregnes i forhold til det elforbrug, som aftages gennem det kollektive elforsyningsnet (netto-afregningsprincippet). Øvrige forbrugere skal bidrage i overensstemmelse med deres totale energiforbrug, jf. bemærkningerne til den foreslåede bestemmelse i § 59 a, stk. 12.

Til nr. 4

Ændringen af § 58, stk. 3, er alene en teknisk konsekvensændring, som har baggrund i, at pristillæg nu foreslås fastsat direkte i § 59 a, og ikke ved bekendtgørelse efter § 58, stk. 3, jf. punkt 6 nedenfor.

Til nr. 5.

Efter bestemmelsen i § 59, stk. 1, kan miljø-og energiministeren fastsætte regler for afregning af VE-elektricitet, herunder at der kan anvendes forskellige afregningspriser for forskellige teknologier. Med ændringen foreslås, at ministeren ved fastsættelsen af afregningspriser herudover kan lægge vægt på anlæggenes størrelse og på brændselsanvendelsen. Baggrunden herfor er den, at økonomien i biomasseanlæg som oftest vil være afhængig af anlægsstørrelsen, og store anlæg typisk vil have et mindre støttebehov pr. produceret energienhed end små anlæg. Ændringen af bestemmelsen indebærer, at ministeren kan gøre afregningsreglerne afhængig af anlæggenes størrelse.

Det foreslås endvidere, at der ved fastlæggelse af afregningsreglerne kan lægges vægt på det brændsel, som anvendes. Det vil således kunne bestemmes, at anlæg som anvender biobrændsler, som er billige, skal have mindre støtte end anlæg, som anvender dyrere brændsler.

Regler efter § 59, stk. 1, vil ikke vedrøre anlæg, som opføres efter påbud efter den tidligere gældende elforsyningslov, idet disse anlæg afregnes efter bestemmelserne i den foreslåede § 59 a. Reglerne kan først udstedes efter forelæggelse for Folketingets Energipolitiske Udvalg.

Til nr. 6

Bestemmelsens anvendelsesområde

Efter elforsyningsloven har elforbrugerne som udgangspunkt pligt til at aftage en forholdsmæssig andel af al den miljøvenlige elektricitet, som produceres her i landet. Denne prioritering af den miljøvenlige elektricitet, begrænser den mængde elektricitet, som forbrugerne kan købe på det frie elmarked. Med den stigende produktion af miljøvenlig elektricitet er der derfor behov for at søge at modgå denne tendens til lukning af elmarkedet, som denne prioritering indebærer. Med lovforslaget foreslås det derfor, at elektriciteten fra biomasseanlæg og vindmøller, herunder havvindmøller som opføres, eller som er opført som følge af påbud efter tidligere gældende elforsyningslov, ikke længere skal være omfattet af aftagepligt for forbrugerne.

Opførelsen af disse anlæg skal således ikke støttes ved udbetaling af en afregningspris for en elproduktion, som forbrugerne har pligt til at aftage, jf. de gældende regler i §§ 57 og 58. Støtten til disse anlæg skal i stedet ske ved pristillæg og VE-beviser. Samme ordning er ved kraftværksaftalen med elreformpartierne aftalt for de da eksisterende kraftværksejede VE-anlæg.

Bestemmelserne i den foreslåede § 59 a gælder udelukkende for VE-elektricitet, som produceres på anlæg, der er opført eller ombygget som følge af pålæg meddelt efter bestemmelsen i § 13 i den tidligere gældende elforsyningslov, eller som er opført efter særlig aftale med energiministeren, jf. bestemmelsens stk. 1. De pålæg, som der henvises til, er pålæg af 14. februar 1996 om opstilling af landvindmøller, pålæg af 6. december 1993 om afbrænding af biomasse og pålæg af 13. februar 1998 om opførsel af havbaserede vindkraftanlæg. Disse pålæg påtænkes efter bestemmelsen i elforsyningslovens § 10, stk. 4, opretholdt i bevillingerne til Elsam A/S og til Energi E2 A/S. Såfremt en del af udbygningen af havvindmøller kommer til at ske efter afholdelse af licitation, er det imidlertid hensigten at justere de meddelte pålæg.

Inden disse formelle påbud blev udstedt, blev der mellem energiministeren og elværkerne indgået konkrete aftaler, hvorefter elværkerne havde pligt til at opføre nærmere angivne vindmøller på land. Det drejer sig om aftalen af 20. december 1985 og aftalen af 20. marts 1990. Da disse aftaler har samme karakter, som de senere udstedte påbud, er det fundet rigtigst at medtage disse under bestemmelsen.

Der findes i dag en række anlæg, hvor der fyres dels med biomasse omfattet af pålæg og dels med affald. Sådanne anlæg skal ikke modtage støtte efter § 59 a, men skal som øvrige affaldsforbrændingsanlæg hvile økonomisk i sig selv efter bestemmelsen i elforsyningslovens § 75, stk. 3.

Bestemmelsen i § 59 a, stk. 2, fastslår, at VE-elektricitet, som produceres på de anlæg, som opføres eller ombygges af elproduktionsvirksomhederne som følge af pålæg efter den tidligere gældende elforsyningslov, udelukkende er berettiget til støtte efter den foreslåede § 59 a. Denne elektricitet er således herudover hverken berettiget til økonomisk støtte efter øvrige bestemmelser i elforsyningsloven eller til støtte efter lov om elproduktionstilskud, jf. lovbekendtgørelse nr. 768 af 6. oktober 1997 med senere ændringer. Bestemmelserne i § 59 a, angiver således enhver form for støtte, som ydes til elektricitet produceret på disse anlæg.

Vindkraft

Bestemmelserne om økonomisk støtte til vindkraftanlæg, der er omfattet af pålæg af 14. februar 1996 og var tilsluttet elnettet på tidspunktet for elforsyningslovens ikrafttræden, findes i forslaget til § 59 a, stk. 3. I forlængelse af kraftværksaftalen sikrer bestemmelsen en afregningspris på 60 øre pr. kWh. I kraftværksaftalen er det fastlagt, at denne støtte skal være midlertidig, og det forventes derfor, at miljø- og energiministeren efter det foreslåede § 59, stk. 11, vil beslutte, at støtten skal bortfalde senest, når kraftværksselskaberne har fået udbetalt den efter kraftværksaftalen fastlagte ydelse for produktion på miljøvenlige anlæg. Herefter vil disse anlæg udelukkende modtage et VE-bevis som økonomisk støtte til produktionen.

Landvindmøller omfattet af pålæg af 14. februar 1996, som er nettilsluttet efter 1. januar 2000, vil blive sikret et pristillæg, som sammen med den beregnede salgspris vil udgøre 33 øre pr. kWh, jf. stk. 4. Hertil ydes et VE-bevis for produktion på disse vindmøller. Denne støtte forudsættes ydet i 10 år fra møllens nettilslutning, hvorefter disse anlæg udelukkende vil modtage VE-bevis.

Ved vindkraftanlæg på havet i stk. 5, forstås vindkraftanlæg, som kræver tilladelse efter lovens § 16, for at kunne opføres. De vindkraftanlæg på havet, som er omfattet af pålæg af 13. februar 1998 vil modtage et pristillæg, der sammen med den beregnede salgspris vil sikre producenten en pris på 35,3 øre pr. kWh. Det er forudsat, at denne støtte ydes for en produktion på anlæggene svarende til 42.000 fuldlasttimer. Ved produktion i en fuldlasttime forstås, produktion svarende til en times produktion med vindmøllens installerede effekt. Når fuldlasttimerationen er opbrugt, forventes dette pristillæg ophævet efter bestemmelsen i stk. 11. Herudover ydes et VE-bevis for elproduktionen på vindkraftanlæggene. Dette skal tildeles til havvindmøllerne, også efter at pristillægget bortfalder.

Såvel Europa-Kommissionen som de danske energimyndigheder arbejder for en afskaffelse af indfødningstariffer såvel nationalt som over landegrænserne. Der findes imidlertid på nuværende tidspunkt i visse situationer en indfødningstarif, som i gennemsnit ligger på 0,7 øre pr. kWh ved overføring af elektricitet til det overordnede elforsyningsnet. Indtil denne tarif er afskaffet, foreslås det, at VE-producenterne, som er omfattet af pålæg, kompenseres for denne tarif, jf. bestemmelsen i stk. 5. Ved udtrykket døgngennemsnit i bestemmelsen forstås et gennemsnit af denne tarifs størrelse i et driftdøgns 24 timer. Der kan aldrig ydes kompensation udover den faktiske tarif og aldrig en kompensation, der er større end gennemsnitligt 0,7 øre pr. kWh. i driftdøgnets 24 timer. Har denne gennemsnitlige tarif i et driftdøgn således i gennemsnit ligget over 0,7 øre pr. kWh, ydes der ikke fuld kompensation for tariffen.

Visse vindkraftanlæg på havet nettilsluttet efter den 1. januar 2000 er opført for midler, som er henlagt efter den tidligere gældende elforsyningslov. Da investeringen således allerede er betalt af elforbrugerne, vil det ikke være rimeligt at yde disse anlæg et højt pristillæg. Disse anlæg er derfor alene berettiget til at modtage et VE-bevis, jf. stk. 6.

Biomasse

Biomassehandlingsplanen foreslås sikret gennemført ved, at elproduktionen får en garanteret salgspris på 30 øre pr. kWh samt et VE-bevis. Herudover ydes et individuelt udmålt tillæg til visse af de værker, som afbrænder biomasse.

Det er forudsat at disse pristillæg skal ydes for en periode på 10 år fra lovforslagets ikrafttræden. Derefter ydes udelukkende et VE-bevis for elproduktionen.

Det har været en forudsætning for de økonomiske vurderinger, som ligger bag forslaget, at kraftværkerne pga. afgiftsfordelen kan sælge varmen til en højere pris, uden at varmeforbrugerne skal betale ekstra for varmen.

I aftalen af 17. november 1999 var det forudsat, at kraftværkernes eksisterende VE-anlæg, herunder biomasseanlæg, skulle modtage en særlig høj afregningspris i 4 år. For at undgå, at biomasse transporteres til værker, hvorfra der ydes en særlig høj afregningspris, foreslås det nu, at disse biomasseanlæg tildeles en lavere afregningspris men i en længere årrække. Det er forudsat at disse eksisterende anlæg i lighed med de nye eller ombyggede anlæg skal kunne modtage pristillæg i 10 år. Herved vil al biomasse opført efter pålæg kunne modtage samme pristillæg i samme periode.

Pristillæg efter stk. 8, kan udmøntes af miljø- og energiministeren efter forelæggelse for Folketingets Energipolitiske Udvalg. På baggrund af undersøgelser af de konkrete økonomiske udgifter i forbindelse med afbrændingen, som er foretaget sammen med elproduktionsvirksomhederne, er der forudsat følgende udmøntning af disse tillæg

Studstrupværket, som forventes at skulle afbrænde 100.000 tons halm om året, påregnes at have behov for et beløb på 100 kr. pr. afbrændt tons biomasse årligt. Herningværket, som forventes at skulle afbrænde 200.000 tons flis om året, forventes at have behov for 50 kr. pr. afbrændt tons biomasse. Herudover vil der i Elsams område fra 2004 være behov for at etablere afbrændingskapacitet til yderligere 150.000 tons halm om året. På Sjælland forventes elproduktionsvirksomheden Energi E2 A/S at skulle afbrænde 130.000 tons halm omfattet af biomassepåbuddet pr. år. Til afbrænding af disse 130.000 tons forventes der at være behov for at Energi E2 A/S modtager 38,50 kr. pr. afbrændt tons biomasse. Uforbrugte mængder vil dog, inden for den samlede ramme, kunne overføres til det følgende år. De nævnte tilskud til Studstrupværket, Herningværket og Energi E2 A/S vil udgøre i alt ca. 25 mio. kr. årligt. Der er således i forhold til det maximum på 30 mill.kr., som er angivet i § 59 a, stk. 8, en reserve på 5 mill.kr. årligt. De nævnte pristillæg for afbrænding af biomasse er forudsat ydet i 10 år. Forskellene i støttebehovet skyldes forskelle i omkostninger til håndtering af biomassen samt etablering, eller ombygning af anlæggene. Dele af biomasseafbrændingen vil finde sted på centrale elproduktionsvirksomheder, som ombygges til formålet.

Generelle forhold

De i stk. 3, 4, 5 og 7, nævnte pristillæg beregnes på baggrund af en markedspris, som fastsættes af de systemansvarlige virksomheder efter de principper, som er angivet i stk. 9. De systemansvarlige virksomheder udbetaler herefter pristillæggene til producenterne. For at undgå overkompensation er bestemmelsen udformet således, at pristillæggene i § 59 a, alene sikrer producenterne de fastsatte beløb som et gennemsnit. Hvis den fastsatte markedspris overstiger de i stk. 3, 4, 5 og 7, fastsatte, samlede beløb for pristillæg og markedspris, beregnes et negativt pristillæg, som modregnes i udbetalingerne til elproducenterne. Finder der ingen udbetalinger sted, skal der ikke modregnes, og elproducenterne kan således ikke pålægges at foretage positive indbetalinger til den systemansvarlige virksomhed.

VE-beviser forventes at kunne udstedes i løbet af 2002, og et velfungerende marked for VE-beviser påregnes at være etableret fra 1. januar 2003. Indtil VE-beviser kan udstedes, vil producenterne i stedet for VE-beviser modtage et pristillæg på 10 øre pr. kWh, jf. stk. 10.

De forudsatte løbetider for pristillæg efter den foreslåede § 59 a, fremgår af lovbemærkningerne. En afkortning af løbetiderne kunne dog blive relevant, hvis de vedvarende energianlæg over en årrække bliver fuldt konkurrencedygtige med mere traditionelle elproduktionsanlæg. Det foreslås derfor, som det fremgår af stk. 11, at miljø-og energiministeren kan ophæve disse pristillæg eller lade tillæggene erstatte af VE-beviser efter forelæggelse for Folketingets Energipolitiske Udvalg. Ophævelse af de forskellige pristillæg kan i givet fald ske på forskellige tidspunkter.

De systemansvarlige virksomheders udgifter til pristillæggene skal som hovedregel opkræves hos alle danske elforbrugere med samme beløb i forhold til deres totale elforbrug. Som nævnt under § 1, nr. 3, vil egenproducenter dog kun være forpligtet til at bidrage til pristillæggene i forhold til den elektricitet, som aftages gennem de kollektive elforsyningsnet.

Klager over de systemansvarlige virksomheders beslutninger efter den foreslåede § 59 a, vil kunne indbringes for Energistyrelsen, medmindre der er tale om forhold, som er underlagt Energitilsynets kompetence.

Til nr. 7

Ændringen af § 58, stk. 3, er alene en teknisk konsekvensændring, som har baggrund i, at pristillæg nu foreslås fastsat direkte i § 59 a, og ikke ved bekendtgørelse efter § 58, stk. 3, jf. punkt 6 ovenfor.

Til nr. 8

Elforsyningslovens § 84, stk. 2, 1. pkt. giver mulighed for gennem pålæg at indhente alle nødvendige oplysninger, herunder oplysninger til brug for energistatistik, men giver ikke mulighed for at udarbejde bestemmelser i bekendtgørelsesform herom. De nævnte statistikopgaver omfatter dels oplysninger, som indgår i den nationale energistatistik, dels oplysninger til internationale organisationer til opfyldelse af forpligtelser over for bl.a. IEA (Det Internationale Energiagentur) og EU. Disse statistikopgaver er typisk af permanent og løbende karakter, og det vil derfor være praktisk og smidigt at kunne udarbejde bestemmelser i bekendtgørelsesform herom. Det foreslås derfor, at der gives ministeren bemyndigelse til at fastsætte regler om fremsendelse af oplysninger i henhold til bestemmelsen.

Udover muligheden for at kunne indhente oplysninger på en mere hensigtsmæssig måde gennem udarbejdelse af bestemmelser i bekendtgørelsesform, indebærer forslaget ikke yderligere beføjelser for miljø- og energiministeren, og forslaget indebærer derfor ikke yderligere byrder for de pågældende virksomheder.

Til nr. 9

Udgifter til afregningspriser og tilskud til elektricitet fra vedvarende elproduktionsanlæg er i overensstemmelse med elreformaftalen af 3. marts 1999 omlagt fra statstilskud til bidrag via den enkelte elforbrugers regning. Beløbene til dækning heraf opkræves hos den enkelte elforbruger i forhold til dennes totale elforbrug. For egenproducenter afregnes dog i visse tilfælde i forhold til netto-energiforbruget.

For vindkraftanlæg skete omlægningen ved bekendtgørelse nr. 640 af 5. august 1999 om omlægning af tilskud til vindkraftproduceret elektricitet til tillæg til forbrugerprisen. For elektricitet produceret af visse andre vedvarende energianlæg skete omlægningen ved bekendtgørelse nr. 1364 af 20. december 2000 om pristillæg til elektricitet produceret af visse vedvarende energianlæg.

I forbindelse med denne omlægning må det sikres, at myndighederne, netvirksomheder og de systemansvarlige virksomheder fortsat får mulighed for at udøve en effektiv kontrol med administrationen af afregningspriser, pristilskud og med VE-beviser.

Der vil med hjemmel i den foreslåede bestemmelse i § 85 a, stk. 1, kunne fastsættes regler om tilsyn og kontrol med netvirksomhedernes og de systemansvarlige virksomheders opkrævning og udbetaling af beløb, der betales af elforbrugerne til de offentlige serviceydelser. Der vil således kunne fastsættes regler om, at netvirksomhederne og de systemansvarlige virksomheder for nærmere angivne kategorier af støttemodtagere skal opgøre og indberette beløbenes størrelse og andre relevante forhold til Energistyrelsen.

Der vil ligeledes kunne fastsættes regler om, hvorledes der skal føres kontrol med fordelingen af den miljøvenlige elektricitet, som alle forbrugere er forpligtet til at aftage, jf. § 8, stk. 1-3. Der vil endvidere kunne fastsættes regler om, hvorledes der skal føres tilsyn med, at egenproducenter, der ønsker at få deres aftageforpligtelse beregnet efter § 8 a, stk. 3- 7, opfylder betingelserne herfor. Efter den foreslåede § 85 a, stk. 3, kan der over for egenproducenter stilles krav om indrapportering af produktionsdata. Der vil i den forbindelse kunne stilles krav til de målinger, der i for forbindelse skal foretages.

Tilsvarende kan efter det foreslåede stk. 2, fastsættes regler om tilsyn og kontrol for så vidt angår de VE-beviser, som efter en overgangsordning skal afløse de nuværende tilskud. Som det fremgår af bestemmelsen, kan det i reglerne fastsættes, at elforbrugerne har pligt til at afgive oplysninger, der er nødvendige for at der kan føres kontrol med, at købsforpligtelsen for VE-beviser er opfyldt.

Med bestemmelsen i stk. 3, foreslås det, at der gives mulighed for at fastsætte regler om dokumentation og regnskabsføring for forhold, der er omfattet af stk. 1 og 2. Der vil være behov for at fastsætte regler om, hvilke dokumentationskrav der skal være opfyldt, for at en producent af vedvarende elektricitet kan få udbetalt afregningspriser og tilskud eller modregne sin aftageforpligtelse efter bestemmelsen i § 8 a. Disse krav kan vedrøre indretning og aflæsning af måler, dokumentation vedrørende det eller de anvendte brændsler, oplysninger om afbrydelse af produktionen, samt oplysninger vedrørende andre forhold, der er af betydning for beregning af aftageforpligtelse, afregningspriser eller tilskud. Der vil kunne stilles krav om, at oplysningerne skal være attesteret af en revisor eller af den netvirksomhed, i hvis område anlægget er beliggende.

Der vil endvidere kunne fastsættes regler om, at elproducenten skal indberette relevante produktionsdata til en kollektiv elforsyningsvirksomhed eller til et centralt register. Et sådant register skal bl.a. styrke kontrollen med udbetaling af støtte. Indberetningen til og udvekslingen af data fra registeret vil foregå inden for rammerne af lov om behandling af personoplysninger.

Uretmæssigt modtagne beløb skal tilbagebetales, og der er adgang til at modregne for sådanne beløb efter gældende principper.

Med hjemmel i bestemmelsen vil der endvidere kunne opstilles regnskabs- og dokumentationskrav for modtagere af midler, som af elforbrugerne betales som en del af de offentlige serviceforpligtelser. Det drejer sig bl.a. om den, der modtager tilskud til forsknings- og udviklingsaktiviteter samt energibesparelsesaktiviteter i det omfang, midlerne ydes efter bestemmelser i § 8, stk. 4, 5 og 6, og § 9, stk. 1, i elforsyningsloven. Over for disse modtagere vil der ligeledes kunne stilles krav om attestation i form af revisorerklæring eller lignende.

Det kan efter forslaget bestemmes, at udgifter til opfyldelse af visse regnskabs-, dokumentations- og indberetningskrav, påhviler støttemodtageren. Udgifterne til udøvelse af kontrollen påhviler derimod den, som udøver denne.

Der er i elforsyningslovens § 69, stk. 2, hjemmel til at fastsætte regler om regnskabsføring for netvirksomheder og for de systemansvarlige virksomheder, hvorfor en bestemmelse herom ikke er medtaget i dette lovforslag.

Med hjemmel i den foreslåede bestemmelse i stk. 4, kan miljø- og energiministeren fastsætte regler om, at en del af tilsynet og kontrollen skal udøves af netvirksomhederne eller af de systemansvarlige virksomheder. Den producerede VE-elektricitet afregnes i dag med disse kollektive elforsyningsvirksomheder, og det vil derfor være naturligt og hensigtsmæssigt at lægge den primære kontrolfunktion i dette led. I det omfang tilsyns- og kontrolopgaver overlades til de kollektive elforsyningsvirksomheder, vil afgørelser, som træffes af disse, kunne indbringes for miljø- og energiministeren.

Herudover er der efter bestemmelsen i den gældende elforsyningslovs § 78, stk. 3, mulighed for at pålægge Energitilsynet visse tilsynsopgaver. Dette vil i givet fald ske efter nærmere drøftelse med Energitilsynet og dettes sekretariat.

I forbindelse med udøvelsen af kontrol og tilsyn fra de kollektive elforsyningsvirksomheders side foreslås det i stk. 5, at der gives mulighed for at bestemme, at de systemansvarlige virksomheder kan fastsætte retningslinjer for udøvelse af kontrollen og tilsynet. Der sigtes i denne forbindelse navnlig til praktiske retningslinjer for tilrettelæggelse af informationsudvekslingen mellem støttemodtagerne og de kollektive elforsyningsvirksomheder, herunder opstilling af nødvendige rutiner og forretningsgange. Retningslinjerne skal godkendes af miljø- og energiministeren.

De nærmere regler for udøvelse af tilsyn og kontrol i medfør af lovforslagets § 1, nr. 8, vil først blive udstedt efter forelæggelse for Folketingets Energipolitiske Udvalg.

Til nr. 10

I forbindelse med Folketingets behandling af lov nr. 375 om elforsyning blev der indsat en bestemmelse i § 8, stk. 5, nr. 2, hvorefter der hos elforbrugere med et elforbrug på over 100 GWh ikke opkræves beløb til dækning af netvirksomhedernes og de systemansvarlige virksomheders omkostninger til det i § 59, stk. 1, nævnte pristillæg til VE-elektricitet for det elforbrug, der overstiger 100 GWh pr. forbrugssted om året. Bestemmelsen blev sat ind i loven af hensyn til de meget energitunge erhvervsvirksomheders konkurrenceevne.

I perioden fra omlægningen af tilskuddene til vindkraftproduceret elektricitet den 16. august 1999 til ikrafttrædelsen af § 8, stk. 5, nr. 2, den 1. november 2000, er de store elforbrugere således blevet opkrævet ekstrabeløb til VE-elektricitet. For at neutralisere denne utilsigtede virkning foreslås det med tilbagevirkende kraft at godtgøre den ekstraomkostning, som de store virksomheder har haft til betaling af dele af den miljøvenlige elektricitet for det forbrug, der ligger over 100 GWh om året pr. forbrugssted i perioden fra den 16. august 1999 til den 1. november 2000.

100 GWh-grænsen gælder for et årligt forbrug. For 1999 må systemansvaret derfor foretage en forholdsmæssig beregning, således at loftet på 100 GWh nedsættes i forhold til det antal dage, hvor bestemmelsen er i kraft. Rabatten kan således ydes for den del af elforbruget, som i perioden overstiger 37,5 GWh.

Til § 2

Lov om miljøbeskyttelse

Til nr. 1

Med bestemmelsen foreslås den gældende dispensationsadgang udvidet, således at amtet ikke alene kan give en affaldsproducent dispensation til at etablere et deponeringsanlæg for eget affald, men også for el- eller varmeproducerende anlæg - at dispensere til deponering af affald fra andre, tilsvarende affaldsproducenter. Ved virksomheden menes derfor fortsat affaldsproducenten.

Den udvidede dispensationsadgang vedrører affald fra forbrænding til produktion af elektricitet, hvad enten der er tale om forbrænding af fossile brændsler, biobrændsler eller affald. Uanset omstillingen til kraftvarme er der fortsat enkelte anlæg, der alene producerer varme. Disse anlæg har den samme type restprodukter som de elproducerende, og derfor er det logisk og fornuftigt, at lovforslaget omfatter restprodukter fra både el- og/eller varmeproducerende anlæg.

I sin dispensationspraksis skal amtsrådet fortsat være opmærksom på, at såfremt restprodukterne er egnet til genanvendelse, må de ikke deponeres. Gældende planlægning indgår på sædvanlig måde i vurderingen. Som eksempel kan nævnes, at der for de sure røggasrensningsprodukter fra affaldsforbrændingsanlæg allerede er blevet udpeget tre fælles anlæg, nemlig på lokaliteterne AV-miljø, Glatved og Klintholm.

Til § 3

Som det fremgår ovenfor, vil bestemmelserne i den foreslåede § 59 a kan for så vidt angår støtte til nye anlæg først træde i kraft, når Europa-Kommissionens godkendelse af den foretage anmeldelse foreligger. Det foreslås derfor, at ministeren bemyndiges til at fastsætte tidspunktet for lovens ikrafttræden.

Til stk. 2

Elektricitet produceret på vindkraftanlæg, som er opført efter påbud, og som er nettilsluttet inden den 1. januar 2000, afregnes i dag efter bekendtgørelse nr. 1363 af 20. december 2000 om prisafregning og pristillæg for elektricitet produceret af visse vindmøller. Denne bekendtgørelse giver imidlertid kun mulighed for at udbetale tilskud til ejeren af den pågældende vindmølle.

Den foreslåede bestemmelse i § 59 a, stk. 3, giver derimod mulighed for at yde tilskuddet til den, som ejeren har givet ret til at producere på vindkraftanlægget. Baggrunden herfor er den, at en række af de landvindmøller, som er opstillet på Sjælland som følge af påbud efter elforsyningsloven, er ejet af netvirksomheder. Netvirksomhederne har imidlertid overladt retten til at producere på vindmøllerne til Energi E2 A/S.

Da elforsyningsloven ikke indeholder noget krav om, at en elproducent skal eje sit produktionsanlæg, forekommer den manglende mulighed i bekendtgørelse nr. 1363 af 20. december 2000 til at udbetale tilskuddet til producenten ikke rimeligt. Det foreslås derfor, at bestemmelsen i forslagets § 1, nr. 5, stk. 1, og 3, og § 1, nr. 1 træder i kraft fra den 1. januar 2001, og således på dette punkt erstatter bekendtgørelse nr. 1363 i hele år 2001. Efter forslaget vil der derfor være mulighed for at udbetale tilskuddet direkte til producenter i hele år 2001.

Da den endelige opkrævning fra forbrugerne for år 2001 endnu ikke er afsluttet, er det fundet rigtigt at tillægge de nævnte bestemmelser tilbagevirkende kraft.

Til stk. 3

Som nævnt under forslagets § 1, nr. 2, foreslås det, at reglen om at en 100 GWh-grænse tillige skal gælde for de afregningspriser, som fra 1. januar 2000 har været ydet til de kraftværksejede, miljøvenlige elproduktionsanlæg. Det foreslås, at denne ændring får virkning fra den 1. januar 2000. Bestemmelsen får således virkning for den støtte til kraftværkernes decentrale kraftvarmeanlæg, som er ydet som konsekvens af kraftværksaftalen.

Såfremt lovforslaget vedtages på dette punkt, vil de systemansvarlige virksomheder foretage en præcis beregning af de beløb, som skal tilbagebetales til de helt store elforbrugende virksomheder. De beløb, som skal tilbagebetales til de store elforbrugere, skønnes i alt at udgøre i størrelsesordenen 30 mio. kr.

Da de systemansvarlige virksomheders udgifter skal hvile i sig selv, vil beløbet blive opkrævet hos de øvrige elforbrugere i forbindelse med deres elregning.

§ 8

Stk. 6. Såfremt det i medfør af § 58, stk. 3, fastsættes, at der ved afregningen af elektricitet, herunder VE-elektricitet, produceret på elværksejede anlæg eller anlæg opført af disse virksomheder skal ydes særlige pristillæg, opkræver netvirksomhederne og de systemansvarlige virksomheder omkostningerne til disse pristillæg hos elforbrugerne efter de i stk. 5 fastsatte principper.

Ændringsforslaget

1. I § 8, stk. 6, affattes således

»Stk. 6. Såfremt der i medfør af § 59 a ydes pristillæg, opkræver netvirksomhederne og de systemansvarlige virksomheder omkostningerne til disse hos elforbrugerne efter de i stk. 5, fastsatte principper.«

2. I § 8 indsættes som stk. 7

»Stk. 7. Den afregningspris, som de systemansvarlige virksomheder yder, jf. § 9, stk. 1, til decentrale kraftvarmeanlæg, som ejes af elproduktionsvirksomheder, der har en kapacitet på over 150 MW, opkræves indtil den 1. januar 2004 således, at den del af prisen, som overstiger den efter § 59 a, stk. 9, fastsatte markedspris, opkræves hos elforbrugerne efter de principper, som er angivet i stk. 5. For perioden indtil 1. juli 2001 anvendes dog en markedspris på 13 øre pr. kWh.«

§ 8 a...

Stk. 3. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om, at elforbrugere, der helt eller delvis selv producerer den elektricitet, som de forbruger, under nærmere angivne betingelser kun har pligt til at aftage miljøvenlig elektricitet som nævnt i § 8, stk. 1, i forhold til det elforbrug, som aftages gennem det kollektive elforsyningsnet.

3. I § 8 a, stk. 3, indsættes efter »§ 8, stk. 1,«: »og til at betale pristillæg, som nævnt i § 59 a,«.

§ 58...

Stk. 3. Efter forelæggelse for det i § 3 nævnte udvalg kan miljø- og energiministeren fastsætte særlige afregningsregler, herunder særlige pristillæg, for elektricitet, herunder VE-elektricitet, produceret på elværksejede anlæg eller anlæg opført af disse virksomheder.

4. I § 58, stk. 3, udgår: »herunder særlige pristillæg,«

§ 59. Efter forelæggelse for det i § 3 nævnte udvalg fastsætter miljø- og energiministeren regler for afregning af VE-elektricitet, herunder at der kan anvendes forskellige afregningspriser for forskellige teknologier. Miljø- og energiministeren fastsætter endvidere regler om, at der ud over afregningsprisen skal ydes et pristillæg på maksimalt 27 øre pr. kWh for VE-elektricitet, såfremt der ikke udstedes VE-beviser efter § 60 til denne elektricitet. Miljø- og energiministeren fastsætter regler om, for hvilke produktionsanlæg pristillægget ydes, samt regler om den tidsmæssige udstrækning af afregningsreglerne og pristillægget.

5. I § 59, stk. 1, indsættes efter »teknologier«: », anlægsstørrelser og brændsler.«

6. Efter § 59 indsættes før afsnittet om VE-beviser

»§ 59 a. Denne bestemmelse gælder kun for VE-elektricitet produceret på anlæg, der er opført eller ombygget som følge af pålæg givet i medfør af § 13 i den tidligere gældende elforsyningslov. Bestemmelsen gælder ikke for anlæg, der helt eller delvist anvendes til afbrænding af affald.

Stk. 2. Producenter er for anlæg, som nævnt i stk. 1, alene berettiget til at modtage de pristillæg og VE-beviser, som fremgår af denne bestemmelse, og er ikke berettiget til at modtage tilskud efter lov om elproduktionstilskud. Producenterne er ikke berettigede til den i § 56 nævnte balanceringsydelse, og elproduktionen er ikke omfattet af den i § 57 nævnte aftageforpligtelse.

Stk. 3. For elektricitet produceret på vindkraftanlæg på land eller på havet, jf. § 16, omfattet af stk. 1, som er nettilsluttet inden den 1. januar 2000, ydes et pristillæg til ejeren eller til den, som ejeren har givet ret til at producere på vindkraftanlægget. Pristillægget fastsættes således, at dette og den efter stk. 9, fastsatte markedspris tilsammen udgør 60 øre pr. kWh. Pristillægget kan dog højst udgøre 48 øre pr. kWh.

Stk. 4. For elektricitet produceret af et vindkraftanlæg på land omfattet af stk. 1, som er nettilsluttet efter den 1. januar 2000, ydes et pristillæg, som fastsættes således, at dette og den efter stk. 9, fastsatte markedspris tilsammen udgør 33 øre pr. kWh. Desuden ydes et VE-bevis, jf. § 60.

Stk. 5. For elektricitet omfattet af stk. 1, produceret på vindkraftanlæg på havet og nettilsluttet efter den 1. januar 2000, ydes et pristillæg, der fastsættes således, at dette og den efter stk. 9, fastsatte markedspris tilsammen udgør 35,3 øre pr. kWh. Desuden ydes et VE-bevis, jf. § 60, og et beløb på op til 0,7 øre pr. kWh i døgngennemsnit, såfremt producenten skal betale en indføringstarif ved overføring af elektriciteten til det overordnede elforsyningsnet

Stk. 6. Såfremt de i stk. 5, nævnte vindkraftanlæg på havet er finansieret ved henlæggelser efter den tidligere gældende elforsyningslov ydes alene et VE-bevis.

Stk. 7. For elektricitet produceret på anlæg, som anvendes til afbrænding af biomasse omfattet af stk. 1, ydes et pristillæg, som fastsættes således, at dette og den efter stk. 9, fastsatte markedspris tilsammen udgør 30 øre pr. kWh. Desuden ydes et VE-bevis.

Stk. 8. Udover de i stk. 7, nævnte pristillæg og VE-beviser kan miljø- og energiministeren efter forelæggelse for det i § 3 nævnte udvalg beslutte, at der skal ydes en producent, som nævnt i stk. 7, et pristillæg på op til 100 kr. pr. afbrændt ton biomasse. Ved fastslæggelse af pristillæggets størrelse, kan der lægges vægt på de udgifter, som ejeren af det enkelte anlæg afholder i forbindelse med afbrændingen. Disse pristillæg kan for anlæggene tilsammen i alt maksimalt udgøre 30 mio. kr. om året.

Stk. 9. Efter retningslinier fastsat af den systemansvarlige virksomhed indberetter den pågældende netvirksomhed på timebasis mængden af den elektricitet, der er produceret på anlæg nævnt i stk. 3, 4, 5 og 7. Herefter fastsætter den systemansvarlige virksomhed på timebasis den markedspris, som det i produktionstimen var muligt at opnå for en kWh i det område, hvor elektriciteten er produceret, dvs. områdets spotpris.

Stk. 10. Indtil VE-beviser udstedes, jf. stk. 4, 5, 6 og 7, ydes i stedet et pristillæg på 10 øre pr. kWh.

Stk. 11. Miljø- og energiministeren kan efter forelæggelse for det i § 3 nævnte udvalg fastsætte regler om, at de i denne bestemmelse angivne pristillæg skal bortfalde eller skal erstattes af VE-beviser.

Stk. 12. De systemansvarlige virksomheders omkostninger til pristillæg efter denne bestemmelse opkræves hos alle danske elforbrugere med samme beløb i forhold til disses totale elforbrug, jf. dog § 8 a, stk. 3. «

§ 68...

Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om, at de kollektive elforsyningsvirksomheder administrerer regler fastsat i medfør af stk. 1, § 58, stk. 3 og § 59, stk. 1, samt træffer afgørelse i forhold, der er reguleret af regler fastsat i medfør af disse bestemmelser.

7. I § 68, stk. 2, udgår »§ 58, stk. 3«. I stedet indsættes »§ 59 a«.

§ 84...

Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan til sikring af prisgennemsigtighed, forsyningssikkerhed og til opfølgning af energi- og miljøpolitiske målsætninger, herunder til udarbejdelse af det nødvendige datagrundlag i forbindelse hermed, pålægge kollektive elforsyningsvirksomheder, elproduktionsvirksomheder og elhandelsvirksomheder at udarbejde og udlevere nærmere angivne oplysninger vedrørende virksomhedernes produktions- og driftsmæssige forhold samt om de i virksomheden købte og solgte ydelser.

8. I § 84, stk. 2, indsættes efter 1. pkt.

»Det samme gælder oplysninger til brug for udarbejdelse af national og international energistatistik. Miljø- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler om oplysningspligtens omfang og opfyldelse.«

9. Efter § 85 indsættes i kapitel 12

»§ 85 a. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om udøvelse af tilsyn og kontrol i forbindelse med aftageforpligtelse for elektricitet efter § 8, stk. 1, og § 8 a, og opkrævning og udbetaling af beløb, der betales af elforbrugerne efter bestemmelserne i § 8, stk. 4, 5 og 6, § 9, stk. 1, og § 59 a, stk. 12.

Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan endvidere fastsætte regler for udøvelse af tilsyn og kontrol med udstedelse, tildeling og omsætning af de i § 60 nævnte VE-beviser. I reglerne kan det fastsættes, at elforbrugerne har pligt til at afgive oplysninger, som er nødvendige for, at der kan føres kontrol med, at disse har opfyldt deres købsforpligtelse for VE-beviser.

Stk. 3. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om dokumentation og regnskabsføring for forhold, der er omfattet af stk.1 og 2. Der kan endvidere fastsættes regler om, at en elproducent, som modtager afregningspris eller pristillæg, eller modtager VE-beviser, skal indberette produktionsdata og andre relevante oplysninger om produktionsforhold til en kollektiv elforsyningsvirksomhed eller til et centralt register. Det kan i reglerne fastsættes, at udgifterne til opfyldelse af de i denne bestemmelse nævnte krav påhviler elproducenten.

Stk. 4. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om, at kontrollen og tilsynet efter stk. 1 og 2, skal udøves af netvirksomheder eller af de systemansvarlige virksomheder.

Stk. 5. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om, at de systemansvarlige virksomheder skal fastsætte retningslinjer for udøvelse af kontrollen og tilsynet. Retningslinjerne skal godkendes af ministeren.«

§ 93. Tidspunktet for lovens ikrafttræden fastsættes af miljø- og energiministeren. Ministeren kan fastsætte, at dele af loven træder i kraft før andre dele af loven.

10. I § 93 indsættes som stk. 2

»Stk. 2. § 8, stk. 5, har virkning fra den 16. august 1999.«

Fremsat den 28. marts 2001 af miljø- og energiminister (Svend Auken)

Forslag

til

Lov om ændring af lov om elforsyning og

lov om miljøbeskyttelse

(Betaling for miljøvenlig elektricitet og kontrol hermed samt

dispensation vedrørende restprodukter fra elproducerende anlæg m.v.)