Legislator Case Law & Legislation
200012L00187 DK

Forslag til Lov om ændring af lov om produktsikkerhed

7 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Table of Provisions (7)

Statutory Text (7 Articles)

Lovforslag som fremsat 2000 187 Valid

§ 1

I lov nr. 364 af 18. maj 1994 om produktsikkerhed foretages følgende ændringer

1. § 9, stk. 3, affattes således

»Stk. 3. Indeholder produktet stoffer eller stofgrupper, som er optaget på miljø- og energiministerens effektliste over produkter med sundhedsfarlig eller miljøskadelig effekt, jf. § 3, stk. 4, i lov om kemiske stoffer og produkter, skal produktet deklareres herom. Miljø- og energiministeren fastsætter nærmere retningslinjer for deklarationens indhold og udformning.«

2. I § 9 indsættes efter stk. 3 som nyt stykke

»Stk. 4. Såfremt foranstaltninger efter stk. 1-3 ikke er tilstrækkelige, påhviler det producenten og distributøren inden for rammerne af deres virksomhed at trække produktet tilbage fra markedet.«

Lovforslag som fremsat 2000 187 Valid

§ 1

I lov nr. 364 af 18. maj 1994 om produktsikkerhed foretages følgende ændringer

Lovforslag som fremsat 2000 187 Valid

§ 2

Loven træder i kraft den 1. oktober 2001.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Lovforslaget er en genfremsættelse i forenklet udgave af lovforslag nr. L 181 fra folketingssamlingen 1998-99, jf. tillæg A s. 4136 og 4139 samt FF s. 4930, samt af L 217 af 2. marts 2000.

Ved 1. behandling af lovforslag L 181 den 25. marts 1999 tilsluttede erhvervsministeren sig fuldt ud lovforslagets målsætning, men afviste det alligevel under henvisning til, at »en ensidig dansk mærkningspligt på dette område let vil kunne blive opfattet som en ulovlig handelshindring i forhold til EU-reguleringen, som fastsætter mærkningsregler for disse stoffer og produkter. Da der er tale om en totalharmoniserende regulering, vil en traktatkrænkelsessag let kunne blive en realitet, hvis vi ensidigt indfører krav til deklaration af stoffer inden for dette område.«

Ved 1. behandling af lovforslag L 217 den 22. marts 2000 anførte miljø- og energiminister Svend Auken, at han kunne tilslutte sig intentionerne bag forslaget, »men jeg synes, vi skal overveje konsekvenserne, inden vi indfører et sådant krav.« Videre hed det, at »mærkningen af miljø- og sundhedsskadelige kemiske produkter er et område, som allerede er dækket af totalharmoniserede direktiver. «

Om samarbejdet via EU udtalte ministeren, at »diskussionen bare i løbet af de sidste 2 år i det europæiske samarbejde er fuldstændig vendt. Der er langt større konsensus mellem landene om, at der skal gøres mere, at man i forbindelse med revurdering af de eksisterende stoffer skal fremskynde arbejdet.. «.

Endelig foreslår ministeren i tilknytning til forslaget om deklaration, at »vi giver os lidt bedre tid til at behandle dette spørgsmål i forbindelse med den beretning, jeg håber vi kan afgive i udvalget omkring opfølgningen af kemikaliestrategien, at vi giver os lidt bedre tid til at diskutere det her igennem, for det er ikke et helt nemt farvand at sejle i.«

Denne tænkepause må nu være ved at være overstået, og vi kan stadig konstatere, at der hverken fra EU eller fra regeringen er kommet nogle tiltag, som trækker i retning af Enhedslistens forslag. Dette til trods for, at behovet for og kravet om, at forbrugerne får mulighed for at fravælge uønsket kemi er voksende og markant.

I februar 2001 afholdt Teknologirådet på basis af en ny rapport om kemikaliestrategien en konference på Christiansborg. Budskabet herfra var tydeligt et krav om, at vi ikke kan blive ved med at afvente, at noget sker på EU-plan. Der blev peget på behovet for et sporskifte, som betyder indførelse af en national indsats parallelt med de internationale forhandlinger og drøftelser.

Et at de klare ønsker var en tydeliggørelse af den uønskede kemi i dagligdagen.

Enhedslisten genfremsætter derfor dette forslag med henblik på, at Folketinget får mulighed for endnu en gang at drøfte, hvor partierne står i forhold til at indføre deklaration på vore dagligvarer for uønsket kemi. Som ved den sidste behandling er Enhedslisten naturligvis også denne gang åben over for selv beskedne tiltag, som kun delvis imødekommer det samlede forslag.

Endvidere mangler der stadig dokumentation for, at forslaget om deklaration strider mod EU-retten. Når dette ikke kan fremskaffes, må det tolkes således, at der hersker nogen usikkerhed herom, hvilket taler for en prøvelse heraf.

Ved forespørgselsdebatten om F 38 afholdt 7. april 1999 om den fremlagte strategi for en styrket indsats på kemikalieområdet og om opfølgningen herpå blev vedtaget en vedtagelse (V 55) med følgende ordlyd

»En styrket indsats på kemikalieområdet tillægges afgørende vægt. Folketinget har i forlængelse af vedtagelsen af D 49 den 30. januar 1997 noteret sig, at regeringen nu har fremlagt en strategi for en styrket indsats på kemikalieområdet. På den baggrund opfordrer Folketinget miljø- og energiministeren til

i den kommende samling at fremlægge konkrete udspil til opfølgning af strategien og

at uddybe elementer i strategien, f.eks. i form af offentlige konferencer og temahøringer.«

Regeringen har stadig ikke fremsat nogle forslag, som tilgodeser intentionerne med nærværende forslag, hvilket ligeledes ligger til grund for genfremsættelsen. De følgende bemærkninger er et optryk af bemærkningerne fra det tidligere fremsatte lovforslag L 217.

Uønsket kemi i dagligvarer

Når en dansk forbruger i dag går på indkøb og køber vaskepulver, shampoo, håndsæbe, kosmetik, maling, smøreolier etc., har forbrugeren ingen mulighed for at fravælge produkter med uønskede kemikalier, dvs. kemikalier, som er betænkelige på grund af toksikologiske og/eller økotoksikologiske effekter.

F.eks. kan der i maling og lak i dag - jf. Miljøstyrelsens debatoplæg »Status og perspektiver for kemikalieområdet« fra 1996 - være følgende uønskede kemikalier med angivelse af begrundelsen for, at stoffet er opført på listen over uønskede kemikalier

Stof

uønsket effekt (på)

Alkylphenolethoxylater

vandmiljø

3-amino-methyl-3,5,5-trimethylcyclohexylamin

allergi, miljøfarligt

Azo-farvestoffer

kræft, vandmiljø

Benzo(a)pyren

kræft

Benzen

kræft, kronisk giftigt

2,2-bis(p-(2,3-epoxypropoxy)phenyl)-propan

allergi, vandmiljø

Bisfenol-A-diglycidyl-ether

allergi

2,2-Bisfenol-F-diglycidyl-ether

vandmiljø

Metallisk bly og blyforbindelser

kræft, reproduktionstoksicitet, neurotoksisk, akkumulerer, miljøfarligt

Butan, der indeholder butadien

kræft

2-Butanonoxim

allergi

Chlorparaffiner

vandmiljø

Chrom-forbindelser

kræft, allergi, akut giftighed, miljøfarligt

C.I. Pigment Blue 60

vandmiljø

C.I. Pigment Red 88

vandmiljø

Colophonium

allergi

Creosot-forbindelser

kræft, vandmiljø

4,4 -Di-amino-di-phenyl-methan

kræft, allergi, kronisk giftigt, miljøfarligt

Diethylen-triamin

allergi

2,4-Diisocyanat-toluen

akut giftighed, allergi

2,6-Diisocyanat-toluen

akut giftighed, allergi

Ethylglycol

reproduktionstoksicitet

Ethylglycolacetat

reproduktionstoksicitet

Formaldehyd

akut giftighed, kræft, allergi

Methylglycol

reproduktionstoksicitet

Methylmethacrylat

allergi

Mineralsk terpentin med benzen

kræft

Naphta-, herunder råolieforbindelser, med benzen

kræft

Ligroine med benzen

kræft

Organiske tinforbindelser

vandmiljø

Phenol

akut giftighed

Phthalater

vandmiljø (reproduktionstoksicitet)

Stenkulstjære

kræft

Tetrachlorethylen

kræft, miljøfarligt

Vaselin, oxideret råolie

kræft

Zineb

allergi

Miljøstyrelsens oversigt over omfanget af uønskede kemikalier i kosmetik omfatter en lang række af de samme stoffer, som kan findes i den ovennævnte oversigt over maling og lak.

I vaske- og rengøringsmidler, som udgør den største produktgruppe blandt dagligvarer, kan ifølge Miljøstyrelsen findes følgende uønskede kemikalier

Stof

uønsket effekt (på)

Alkylphenol-ethoxylater

vandmiljø, affaldskredsløb

Chrom-forbindelser

kræft, allergi, akut giftighed, miljøfarligt, affaldskredsløb

Solventnaphta (råolie), der indeholder benzen

kræft

Overfladeaktive stoffer, f.eks. lineære alkyl-benzensulfonater (LAS)

vandmiljø, affaldskredsløb

Tetrachlorethylen

kræft, miljøfarligt

De danske forbrugere har i dag ingen mulighed for at fravælge produkter, som indeholder sådanne sundhedsfarlige eller miljøskadelige kemiske stoffer. Forbrugeren har derfor ingen mulighed for som på fødevareområdet at agere som politisk forbruger og fravælge kemien og øge efterspørgslen på dagligvarer uden uønsket kemi.

Derfor er der behov for at indføre pligt til deklaration af de uønskede kemiske stoffer, som er indeholdt i de varer, vi køber dagligt. En sådan pligt vil automatisk medføre en nedsættelse i indholdet af disse uønskede kemikalier, som alene finder så massiv anvendelse, fordi det kan foregå i hemmelighed over for kunden.

En deklarationspligt vil bringe alle de uønskede stoffer frem i lyset og bidrage til den helt nødvendige reduktion i spredningen af kræftfremkaldende, reproduktionsskadende, allergifremmende, hjerneskadende samt miljøskadende stoffer i danskernes dagligdag.

Et modargument vil være, at forbrugerne i forvejen drukner i forskellige mærkeordninger, og at der ikke skal bidrages yderligere til forvirringen. Enhedslisten ser meget gerne, at der bliver reduceret i omfanget af mærkeordninger, idet hovedparten af de anvendte mærker i dag ikke har noget reelt indhold. Derimod er det vor opfattelse, at de objektive varedeklarationer nyder stor anseelse blandt en stor gruppe forbrugere, og at der er et stort behov for og efterspørgsel efter en udvidelse af objektiv information.

Det fremgår af forslaget, at det overlades til miljø- og energiministeren at fastlægge de nærmere regler for, hvorledes der skal deklareres med de uønskede kemikalier. Enhedslisten anser det ikke for praktisk muligt at anføre de enkelte uønskede kemikalier med begrundelse for, hvorfor de optræder på listen over uønskede kemikalier dertil kan deklarationen blive alt for omfattende til overhovedet at kunne være på varen (medmindre der kun er tale om et enkelt eller to). I stedet kunne deklarationen bestå i et lille skema, hvoraf det fremgår, hvor mange forskellige kemikalier produktet indeholder inden for hver »katagori«.

En deklaration for et kosmetikprodukt kunne hermed se således ud

Indhold af uønskede kemikalier

Kræftfremkaldende stoffer

2

Reproduktionsskadende stoffer

1

Allergifremkaldende stoffer

3

Giftige stoffer

1

Miljøskadende stoffer

2

Forbrugernes reaktion på en sådan deklaration er til at forudse og vil formentlig have væsentlig større effekt på udviklingen af mindre sundheds- og miljømæssigt betænkelige hudcremer end årtiers kamp for at forbyde bare enkelte af de pågældende stoffer på EU-plan.

Da mange produkter kun vil indeholde et enkelt problematisk stof, kan en mere forenklet deklaration for en hudcreme med et allergifremkaldende stof fra listen over uønskede kemikalier f.eks. være »Indeholder allergifremkaldende stoffer«.

Enhedslisten er dog også åben over for en afprøvning af den omvendte deklaration, idet dagligvareprodukter uden nogen af de uønskede kemikalier fra effektlisten kunne få lov at påføre teksten »Indeholder ingen uønskede kemikalier«.

Det helt centrale for forslagsstillerne er imidlertid, at forbrugerne får en reel mulighed for at fravælge produkter, som indeholder kemiske stoffer, der af myndighederne opfattes som uønskede, og som der er et politisk ønske om at få udfaset brugen af. Måden at deklarere på positivt eller negativt er Enhedslisten åbne over for.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Lovforslaget indfører et obligatorisk krav om, at alle produkter, som indeholder et eller flere af de stoffer, der optræder på den af miljø- og energiministeren udarbejdede effektliste over stoffer og stofgrupper, som er sundheds- eller miljømæssigt betænkelige, skal deklareres herom.

Miljø- og energiministeren gives bemyndigelse til ved administrative forskrifter at udstede regler om deklarationens udformning og præcise indhold.

Til nr. 2

Bestemmelsen medfører, at producenter, der ikke overholder deklarationskravet, bliver forpligtet til at trække produktet tilbage fra markedet.

Til § 2

Det foreslås, at loven skal træde i kraft den 1. oktober 2001.

Skriftlig fremsættelse

Søren Kolstrup (EL)

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte

Forslag til lov om ændring af lov om produktsikkerhed. (Deklarering af produkter, der indeholder kemiske stoffer med sundhedsfarlig eller miljøskadelig effekt, samt indberetningspligt ved mistanke om produkters sundheds- eller miljøskadelige effekt).

(Lovforslag nr. L 187).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager lovforslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Lovforslag som fremsat 2000 187 Valid

Bilag

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering

Lovforslaget

Lovforslag som fremsat 2000 187 Valid

§ 9.

Stk. 3. Såfremt foranstaltninger efter stk. 1 og 2 ikke er tilstrækkelige, påhviler det producenten og distributøren inden for rammerne af deres virksomhed at trække produktet tilbage fra markedet.

Stk. 3. Indeholder produktet stoffer eller stofgrupper, som er optaget på miljø- og energiministerens effektliste over produkter med sundhedsfarlig eller miljøskadelig effekt, jf. kemikalielovens § 3, stk. 4, skal produktet deklareres herom. Miljø- og energiministeren fastsætter nærmere retningslinjer for deklarationens indhold og udformning.

Stk. 4. Såfremt foranstaltninger efter stk. 1-3 ikke er tilstrækkelige, påhviler det producenten og distributøren inden for rammerne af deres virksomhed at trække produktet tilbage fra markedet.

Lovforslag som fremsat 2000 187 Valid

Fremsat den 16. marts 2001 af Søren Kolstrup (EL) og Jette Gottlieb ;(EL)

Forslag

til

Lov om ændring af lov om produktsikkerhed

(Deklarering af produkter, der indeholder kemiske stoffer med sundhedsfarlig eller miljøskadelig effekt, samt indberetningspligt ved mistanke om produkters sundheds- eller miljøskadelige effekt)

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →