Legislator Case Law & Legislation
200012L00172 DK

Forslag til Lov om ændring af lov om arbejdsmiljø og lov om visse havanlæg

38 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Table of Provisions (38)

Bilag 1 § 1 § 1, nr. 3, vedrørende udbyderansvar træder senere i kraft end forslagets øvrige bestemmelser. Baggrunden herfor er, at det forventes, at udbydere af § 2 § 3 § 9. § 13. § 13. § 17 b. Arbejdsgiveren skal sørge for, at en ansat under hensyntagen til sin viden og adgang til tekniske hjælpemidler selv har mulighed for at træffe § 17 c. Bestemmelserne i § 17 a og § 17 b finder ikke anvendelse i det omfang en kollektiv overenskomst giver en ansat rettigheder, der som minimum sv § 17 a. En ansat har ret til at forlade sin arbejdsplads eller et farligt område i tilfælde af en alvorlig og umiddelbar fare, som ikke kan undgås. § 17 b. Arbejdsgiveren skal sørge for, at en ansat under hensyntagen til sin viden og adgang til tekniske hjælpemidler selv har mulighed for at træffe § 17 c. Bestemmelserne i § 17 a og § 17 b finder ikke anvendelse i det omfang en kollektiv overenskomst giver en ansat rettigheder, der som minimum sv § 23. Lov nr. 681 af 23. december 1975 om arbejdsmiljø med senere ændringer finder ikke anvendelse på anlæg omfattet af denne lov. § 23. Lov nr. 681 af 23. december 1975 om arbejdsmiljø med senere ændringer finder ikke anvendelse på anlæg omfattet af denne lov, jf. dog stk. 2. § 33 a. Den, der udbyder en tjenesteydelse, skal medvirke til, at den udbudte opgave kan udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. § 37, stk. 2, føjes til opregningen af strafbelagte bestemmelser i arbejdsmiljøloven. Ændringen er sket som en følge af forslag til ny § 37. Strafbela § 37. Ved bygge- og anlægsvirksomhed, som udføres af mere end 10 personer, skal bygherren eller en person, som han overdrager det til, samordne de for § 37. Bygherren skal medvirke til, at bygge- og anlægsarbejdet kan udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. § 72. § 72. § 74. § 79. Myndigheder og personer, der udøver opgaver efter §§ 13-14 a og kap. 11, 12, 13-14, samt enhver, der i øvrigt yder bistand hertil, er underkaste § 79. Myndigheder og personer, der udøver opgaver efter §§ 13-14 a og kap. 11, 12, 13-14, samt enhver, der i øvrigt yder bistand hertil, er underkaste § 81. Klage over en afgørelse truffet af Arbejdstilsynet i henhold til denne lov kan indbringes for Arbejdsmiljøklagenævnet inden fire uger efter, at § 81. Klage over en afgørelse truffet af Arbejdstilsynet i henhold til denne lov, jf. dog stk. 6, kan indbringes for Arbejdsmiljøklagenævnet inden fir § 82. Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, straffes med bøde, hæfte eller fængsel indtil 1 år den, der § 82. Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år den, der § 82 a. Arbejdsministeren kan fastsætte regler om, at Arbejdstilsynet i nærmere angivne sager om overtrædelser af arbejdsmiljøregler, der ikke skønnes §§ 84 og 89, stk. 3, er i forbindelse med disse straffeskærpelser ikke blevet ændret. Der har dog ikke ved lovændringerne været en forudsætning om, at § 84. I forskrifter, der udstedes i henhold til loven, kan der fastsættes straf af bøde eller hæfte for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne o § 84. I forskrifter, der udstedes i henhold til loven, kan der fastsættes straf af bøde eller fængsel i indtil 2 år for overtrædelse af bestemmelser i § 87 a. Sagerne behandles som politisager. Retsmidlerne i retsplejelovens kapitel 73 kan anvendes i samme omfang som i statsadvokatsager. § 87 a. Sagerne behandles som politisager, bortset fra sager efter § 82 a. Retsmidlerne i retsplejelovens kapitel 73 kan anvendes i samme omfang som i § 89. § 89. Den fulde tekst Officielle noter

Statutory Text (38 Articles)

Lovforslag som fremsat 2000 172 Valid

Bilag 1

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering

Lovforslaget

Lov om arbejdsmiljø

Lovforslag som fremsat 2000 172 Valid

§ 1

I lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 784 af 11. oktober 1999, foretages følgende ændringer

1. I § 13, stk. 4, 3. pkt., indsættes efter »miljøspørgsmål«: »og sundhedsfremme«.

2. Efter § 17 indsættes

»§ 17 a. En ansat har ret til at forlade sin arbejdsplads og/eller et farligt område i tilfælde af en alvorlig og umiddelbar fare som ikke kan undgås.

Stk. 2. Den ansatte må ikke udsættes for forringelse af sine forhold, fordi den ansatte forlader sin arbejdsplads og/eller et farligt område, jf. stk. 1.

Stk. 3. Ansatte, hvis rettigheder er krænket efter stk.1 og 2, kan tilkendes en godtgørelse.

Lovforslag som fremsat 2000 172 Valid

§ 1, nr. 3, vedrørende udbyderansvar træder senere i kraft end forslagets øvrige bestemmelser. Baggrunden herfor er, at det forventes, at udbydere af en tjenesteydelse har behov for en længere periode til at tilpasse udarbejdelse af udbudsmateriale til den nye bestemmelse.

Lovforslag som fremsat 2000 172 Valid

§ 2

I lov nr. 292 af 10. juni 1981 om visse havanlæg, foretages følgende ændringer

1. I § 9 indsættes som stk. 6

»Stk. 6. Energistyrelsen fører ikke tilsyn med forhold omfattet af § 23, stk. 2.«

2. § 23, stk. 1, affattes således

»Lov nr. 681 af 23. december 1975 om arbejdsmiljø med senere ændringer finder ikke anvendelse på anlæg omfattet af denne lov, jf. dog stk. 2.«

3. § 23, stk. 2, affattes således

»Stk. 2. §§ 17 a, 17 b og 17 c i lov om arbejdsmiljø finder anvendelse på anlæg omfattet af denne lov.«

Stk. 2 bliver herefter stk. 3.

Lovforslag som fremsat 2000 172 Valid

§ 3

Stk. 1. § 1, nr. 3, træder i kraft den 1. januar 2002.

Stk. 2. § 1, nr. 1-2, nr. 4-17, og § 2 træder i kraft den 1. juli 2001.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Lov nr. 681 af 23. december 1975 om arbejdsmiljø er senest bekendtgjort ved lovbekendtgørelse nr. 784 af 11. oktober 1999.

I relation til lovens vedtagelse i 1975 henvises til Folketingstidende 1973-74 (2. samling), FF sp. 7827-7830 og Tillæg A sp. 3239-3346, Folketingstidende 1974-75 (1. samling), FF sp. 1019-1021, FF sp. 2273-2296 og Tillæg A sp. 1251-1352, Folketingstidende 1974-75 (2. samling), FF sp. 78-79, FF sp. 595-610, Tillæg A sp. 993-1094 og Tillæg B sp. 1697-1866, samt Folketingstidende 1975-76, FF sp. 59-60, FF sp. 382-383, FF sp. 3033-3110, FF sp. 3261-3274, Tillæg A sp. 65-166, Tillæg B sp. 161-284 og Tillæg C sp. 85-110.

Vedrørende lov nr. 292 af 10. juni 1981 om visse havanlæg henvises til Folketingstidende 1980-81, 7936, 8806, 12109, 12523. Tillæg A 4421. Tillæg B 1113, 2323.

1. Forslagets indhold

Dette lovforslag er blevet til i samarbejde mellem Arbejdsministeriet og Miljø- og Energiministeriet. Forslaget fremsættes af arbejdsministeren, da forslaget for størstedelens vedkommende vedrører Arbejdsministeriets område. Forslagets konsekvenser for Miljø- og Energiministeriets område begrænser sig til indførelse af en ret for den ansatte til at forlade sin arbejdsplads i forbindelse med en alvorlig og umiddelbar fare på visse havanlæg (forslagets § 2).

Forslaget består af en hjemmel til, at bedriftssundhedstjenesternes opgaver kan udvides til at omfatte sundhedsfremme, samt en ret for den ansatte til at forlade sin arbejdsplads i forbindelse med en alvorlig og umiddelbar fare.

Herudover består forslaget af følgende fire elementer, som alle skal medvirke til at forstærke indsatsen for en forbedring af arbejdsmiljøet på de enkelte virksomheder

Indførelse af en bestemmelse, hvorefter den, der udbyder en tjenesteydelse, skal medvirke til, at den udbudte opgave kan udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt.

En begrænsning af bygherrens mulighed for at overdrage og dermed fralægge sig ansvaret for at planlægge, afgrænse og koordinere foranstaltningerne til fremme af de beskæftigedes sikkerhed og sundhed.

Indførelse af hjemmel til at Arbejdstilsynet kan opkræve et gebyr i forbindelse med en brancherettet tilsynsindsats over for virksomheder i arbejdsmiljømæssigt særligt belastede brancher.

Indførelse af hjemmel til at Arbejdstilsynet kan udstede bødeforelæg ved overtrædelser af nærmere angivne formelle og materielle regler i arbejdsmiljøloven, hvor overtrædelserne er klare og ukomplicerede, og uden bevismæssige tvivlsspørgsmål.

Desuden indeholder forslaget en ændring af klageregler for bidrag til partsindsatsen og ansøgninger om tilskud m.v. til branchearbejdsmiljørådene.

Dertil kommer nogle mindre justeringer af arbejdsmiljøloven, som er affødt af lovændringer på andre områder.

2. Bedriftssundhedstjenesternes arbejde med sundhedsfremme

Indledning

Forslaget har til formål at tilvejebringe det retlige grundlag for, at bedriftssundhedstjenesterne kan varetage arbejdspladsrelaterede aktiviteter i relation til sundhedsfremme, når disse aktiviteter er rettet mod virksomhedens arbejdsmiljø- og arbejdslivsforhold og ikke mod de enkelte medarbejderes individuelle forhold.

Set i lyset af den generelle udvikling på arbejdsmarkedet må det forventes, at flere virksomheder anlægger et mere helhedsorienteret og integreret syn på de ansattes arbejdsmiljøforhold og formulerer en sikkerheds- og sundhedspolitik, der også indebærer tiltag, som normalt ikke regnes for arbejdsmiljøarbejde i snæver betydning, og arbejder med bl.a. sundhedsfremme som en del af virksomhedens forebyggende arbejdsmiljøarbejde.

På den baggrund er det naturligt, at bedriftssundhedstjenesternes forebyggende arbejde i fremtiden ses i et bredere perspektiv, hvor områder som reduktion af sygefravær, rummeligt arbejdsmarked og sundhedsfremme kan være en del af bedriftssundhedstjenesternes rådgivning.

Baggrunden for forslaget skal yderligere søges i de overvejelser, som fremgår af finanslovsaftalen for 2001 om arbejdsmiljø, hvorefter bedriftssundhedstjenesterne skal være en vigtig aktør i skabelsen af et mere rummeligt arbejdsmarked, i en reduktion af sygefraværet samt i målsætningen om at fremme folkesundheden.

Bedriftssundhedstjenesternes rådgivning til virksomhederne på området sundhedsfremme skal således være en del af de ydelser, som virksomhederne kan efterspørge. Den arbejdsmiljørelaterede del af disse ydelser vil ligge inden for kontingentbetalingen, mens de ydelser, der ikke er arbejdsmiljørelaterede, vil ligge udenfor. De skal dog begge have det samme kvalitetsmæssige høje niveau, hvor de almindelige krav til BST-rådgivning om at være forebyggende, helhedsorienterede og støtte virksomhedernes eget arbejdsmiljøarbejde skal sikres.

Sundhedsfremmende aktiviteter inden for en virksomhed kan fx være: Arbejdet med det udviklende arbejde, organisering af arbejdet, stressforvaltning m.v. som kan føre til, at de ansattes arbejdsevne og arbejdsglæde forbedres.

Indhold og overvejelser

I arbejdsmiljøloven fastsættes i § 1, at loven bl.a. har til formål at skabe grundlag for, at virksomhederne selv kan løse sikkerheds- og sundhedsspørgsmål med vejledning fra arbejdsmarkedets organisationer og vejledning og kontrol fra Arbejdstilsynet.

Områderne »reduktion af sygefravær« og »rummeligt arbejdsmarked« kan administrativt beskrives, så de ligger inden for lovens område, hvorimod sundhedsfremme ikke kan henføres under lovens formålsbestemmelse, da arbejdsmiljøloven udelukkende omhandler sundhed, der direkte relaterer sig til arbejdspladserne.

I overensstemmelse hermed foreslås ved lovforslaget tilvejebragt den fornødne hjemmel for, at bedriftssundhedstjenesterne udover arbejdsmiljøspørgsmål og ydre miljøspørgsmål i direkte tilknytning til virksomhederne kan vejlede om og behandle problemstillinger inden for området sundhedsfremme.

Bedriftssundhedstjenesten er omhandlet i arbejdsmiljølovens § 13. De nærmere regler om bedriftssundhedstjenestens opbygning, opgaver, funktion og finansiering er fastsat i bekendtgørelse nr. 323 af 19. maj 1993, som ændret ved bekendtgørelse nr. 649 af 8. juli 1994, bekendtgørelse nr. 37 af 23. januar 1996 og bekendtgørelse nr. 112 af 19. februar 1998.

Gennemførelsen af lovforslaget vil nødvendiggøre ændringer i de gældende administrative bestemmelser om bedriftssundhedstjeneste, herunder for at sikre, at den foreslåede udvidelse af opgaverne ikke indebærer en forringelse af bedriftssundhedstjenesternes varetagelse af de eksisterende opgaver og forpligtelser inden for det traditionelle arbejdsmiljøområde.

Lovforslaget tager alene sigte på at gennemføre den nødvendige tilpasning af hjemlen for bedriftssundhedstjenesternes opgavevaretagelse. Lovforslaget indebærer således ingen ændringer i de materielle bestemmelser i arbejdsmiljøloven eller dennes anvendelsesområde i øvrigt, ligesom lovforslaget ikke medfører ændringer i ressortfordelingen mellem Arbejdsministeriet og Sundhedsministeriet (eller andre ministerier).

3. Ret for den ansatte til at forlade sin arbejdsplads i forbindelse med en alvorlig og umiddelbar fare

Forslaget har til formål at foretage gennemførelse i dansk ret af bestemmelser i Rådets direktiv 89/391/EØF af 12. juni 1989 om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed under arbejdet (rammedirektivet).

Rammedirektivet er et arbejdsmiljødirektiv, men indeholder tillige i artikel 8, stk. 4 og 5, bestemmelser, der regulerer forholdet mellem arbejdsgiveren og den ansatte.

Efter artikel 8, stk. 4, har en ansat ret til at forlade arbejdet i tilfælde af en alvorlig og umiddelbar fare, uden at dette må lægges den ansatte til last og medføre skadelige eller urimelige konsekvenser. Bestemmelsen har hidtil været anset for implementeret i dansk ret ved en almindelig retsgrundsætning, der giver den ansatte ret til at forlade arbejdet, hvis den ansattes liv, ære eller velfærd er udsat for fare.

Retsgrundsætningen om retten til at forlade arbejdet følger af retspraksis og almindelige arbejdsretlige principper, og er blandt andet også forudsat i Norm for regler for behandling af faglig strid, § 5, stk. 2. Bestemmelsen er en undtagelse fra den almindelige fredspligt i henhold til overenskomsterne, men også en individuel ret for den enkelte lønmodtager til at forlade arbejdspladsen uden derved at have misligeholdt ansættelsesforholdet.

Direktivets krav om beskyttelse mod skadelige eller urimelige konsekvenser har på samme måde hidtil været anset for gennemført via reglerne om usaglig afskedigelse i funktionærloven, hovedaftalerne, samt for de offentligt ansatte tillige ved almindelige forvaltningsretlige principper.

Efter artikel 8, stk. 5, har en ansat ret til selv at træffe hensigtsmæssige foranstaltninger for at undgå følgerne af en alvorlig og umiddelbar fare, uden at det må lægges den ansatte til last, medmindre den ansatte har handlet tankeløst eller har udvist grov forsømmelighed. Bestemmelsen har hidtil været anset for gennemført ved arbejdsmiljølovens § 28, stk. 2, og spørgsmålet om erstatningsansvar er reguleret i de almindelige erstatningsretlige regler, herunder erstatningsansvarslovens § 23.

Efter bestemmelsen i arbejdsmiljøloven kan en ansat ikke blive straffet, hvis den ansatte handler forsvarligt inden for vedkommendes arbejdsområde. Efter de erstatningsretlige regler kan den ansatte ikke blive gjort erstatningsansvarlig, med mindre de almindelige erstatningsretlige betingelser er opfyldt, herunder at den ansatte har handlet culpøst.

Europa-Kommissionen har imidlertid i en begrundet udtalelse tilkendegivet, at denne implementering af direktivets artikel 8, stk. 4 og 5, ikke er tilstrækkelig, idet ansatte ikke er beskyttet mod alle skadelige og urimelige konsekvenser eller i det hele taget mod, at en ansats handlemåde lægges denne til last.

Det er Kommissionens opfattelse, at direktivet i artikel 8, stk. 4, indeholder en klar og ubetinget ret for de ansatte til at forlade arbejdsstedet i tilfælde af en alvorlig og umiddelbar fare, uden at det på nogen måde kan lægges dem til last.

Endvidere finder Kommissionen, at en tilsvarende beskyttelse gør sig gældende for ansatte, der træffer foranstaltninger for at afværge en alvorlig fare for sikkerheden, med mindre der i den givne situation er handlet tankeløst eller udvist grov forsømmelighed, jf. artikel 8, stk. 5.

En begrundet udtalelse fra Kommissionen er det sidste led i forberedelsen af den administrative procedure i traktatkrænkelsessager, inden Kommissionen indbringer en sag om manglende gennemførelse for EF-Domstolen.

Regeringen vurderer, at de gældende bestemmelser om usaglig afskedigelse ikke er tilstrækkelige til at sikre Danmark mod at blive dømt, hvis Kommissionen indbringer en sag om manglende gennemførelse for EF-Domstolen.

Det vurderes således, at den ansatte med de gældende regler ikke er tilstrækkeligt beskyttet mod skadelige og urimelige konsekvenser som fx forflyttelse, afskedigelse og løntilbageholdelse.

Derfor foreslås det, at der indføres 3 nye bestemmelser i loven. Hovedsigtet med bestemmelserne er at beskytte de ansatte mod forringelse af deres forhold. I tilfælde af, at den ansatte får forringet sine forhold foreslås det, at vedkommende vil kunne få tilkendt en godtgørelse. Den tilkendte godtgørelse skal dække den ikke-økonomiske skade pågældende har lidt. Der er derved naturligvis intet til hinder for, at der ved siden af godtgørelsen eller alene ydes erstatning efter de almindelige erstatningsretlige regler. Dette kan fx tænkes, hvor den ansatte har lidt et egentligt økonomisk tab, hvilket kan være tilfældet, når den pågældende er forflyttet til en stilling med lavere løn.

Bedømmelsen af, hvorvidt der er sket krænkelser af de ansattes rettigheder efter bestemmelserne, foretages af de almindelige domstole.

Det foreslås endvidere, at bestemmelserne ikke finder anvendelse i det omfang en kollektiv overenskomst giver en ansat rettigheder, som svarer til artikel 8, stk. 4 og 5, i rammedirektivet. Spørgsmål om, hvorvidt der er sket krænkelser af en ansats rettigheder efter en kollektiv overenskomst, skal behandles i det fagretlige system. Uden for det overenskomstdækkede område bliver en sag om afskedigelse eller bortvisning som følge af arbejdsnedlæggelse behandlet ved de almindelige domstole, jf. ovenfor.

Arbejdstilsynets sædvanlige tilsyn og kontrol, jf. arbejdsmiljølovens kapitel 13, finder ikke anvendelse og er i øvrigt ikke relevant i denne sammenhæng, idet bestemmelserne omhandler ansættelsesretlige forhold mellem arbejdsgiveren og den ansatte.

Lov om arbejdsmiljø omfatter ikke det arbejde, der udføres på havanlæg til efterforskning og udvinding af råstoffer i undergrunden og i forbindelse med lægning af rørledninger og andre anlæg til transport af sådanne stoffer. Dette arbejde er omfattet af lov om visse havanlæg.

Der er behov for at indføre tilsvarende bestemmelser for arbejde på havanlæg, som der er på de områder, der er omfattet af arbejdsmiljøloven. Derfor foreslås det, at reglerne i §§ 17 a, 17 b og 17 c i arbejdsmiljøloven også omfatter ansatte på havanlæg.

4. Indførelse af udbyderansvar

Indledning

Der har i den seneste tid været øget fokus på arbejdsmiljøforhold i forbindelse med opgaver, der udføres på baggrund af et udbud.

Det har vist sig, at man i udbudsmaterialet sjældent prioriterer arbejdsmiljøhensyn i forbindelse med den konkrete opgave tilstrækkeligt, hvilket har medført et forringet arbejdsmiljø for de ansatte, der efterfølgende skal udføre arbejdet.

Der findes ikke i dag regler, som særskilt pålægger udbyder pligter efter arbejdsmiljøloven. Udbyder behøver derfor ikke at tage arbejdsmiljøhensyn i betragtning i forbindelse med et udbud og kan derfor også acceptere tilbud, hvor der ikke er taget højde for, at den udbudte opgave skal kunne udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Det kan indebære, at der skabes grundlag for en uacceptabel konkurrence på et dårligt arbejdsmiljø.

Endvidere har der været risiko for, at arbejdsgivere ikke har kunnet leve op til de forpligtelser, der følger af arbejdsmiljøloven som følge af udbydernes forhold.

Udfra hensynet om, at udbudte opgaver ikke bør medføre forringelser af arbejdsmiljøet, er hensigten med forslaget, at udbyder af en tjenesteydelse får et medansvar for arbejdsmiljøet.

Forslaget har således til formål at sikre, at udbyder medvirker til, at den udbudte opgave kan udføres arbejdsmiljømæssigt fuldt forsvarligt ved at udbyder pålægges en række pligter i forbindelse med udarbejdelsen af udbudsmaterialet.

Forslaget indebærer, at der meget tidligt i et udbudsforløb kan blive taget højde for de arbejdsmiljøforhold, som udbyder har indflydelse på. En tidlig inddragelse af arbejdsmiljøhensyn i planlægningen er erfaringsmæssigt en forudsætning for en sikker og sund udførelse af arbejdet.

Udbud af tjenesteydelser synes oftest at forekomme på det offentlige område, når staten, kommuner og amter udbyder opgaver. Udbud sker fx på områder som ældrepleje, hjemmehjælp, transport, rengøring, renovation og børnepasning. På nogle af disse områder skal udbud ske i henhold til EU's udbudsregler om tjenesteydelser, jf. Erhvervsministeriets regler på området.

Udbud forekommer dog også på det private område, fx banker, der udbyder rengøring, telefonsystemer, edb m.v.

Forslaget medfører ingen ændringer i arbejdsgiveres ansvar efter arbejdsmiljølovgivningen for egne ansatte.

Gældende ret

Udbyder af en tjenesteydelse kan ikke i dag efter arbejdsmiljøloven drages til ansvar for overholdelse af loven hverken i forbindelse med selve udbudet, eller når ydelsen udføres.

Retsstillingen er endvidere således, at arbejdsgiveren altid er ansvarlig for overholdelse af arbejdsmiljøloven også ved tjenesteydelser, hvor opgaven udføres på baggrund af et vundet udbud. Derfor vil der i dag efter arbejdsmiljøloven altid kunne placeres et ansvar hos arbejdsgiveren.

Indhold og overvejelser

Selvom der efter lovgivningen er mulighed for at gribe ind overfor arbejdsgivere ved arbejdsmiljøproblemer, har det ofte vist sig, at en forbedring af arbejdsmiljøet er afhængig af udbyders forhold eller umuliggjort af den manglende prioritering af arbejdsmiljøhensyn i udbudsmaterialet.

Arbejdsmiljøproblemer af den nævnte karakter skal løses mellem udbyderen og arbejdsgiveren. Det er derfor vigtigt, at der tages højde for arbejdsmiljøproblemer meget tidligt i udbudsprocessen, inden der indgås aftale.

Efter forslaget pålægges derfor den, der udbyder tjenesteydelser, pligter efter arbejdsmiljøloven.

Forslaget regulerer ikke udbyders valg af leverandør eller udbyders kontraktsmæssige forhold med den eller de arbejdsgivere, som skal udføre den udbudte opgave.

Forslaget omfatter både private og offentlige udbydere. Forslaget sigter primært mod de professionelle udbydere, som i udbudet kan være bestemmende for, om arbejdsgiveren efterfølgende kan udføre opgaven i overensstemmelse med arbejdsmiljølovgivningens krav.

Forslagets anvendelsesområde afgrænses til følgende

Ved begrebet »et udbud af en tjenesteydelse« forstås den situation, hvor flere opfordres til på samme grundlag og indenfor et bestemt tidsrum at give et bindende tilbud på en given opgaves udførelse.

Arbejdsministeren vil efter den gældende § 35 fastsætte regler om en nedre grænse for, hvornår en udbyder af en tjenesteydelse ikke vil være omfattet af forslaget.

Ved begrebet »fuldt forsvarligt« forstås, at den udbudte opgave skal kunne udføres i overensstemmelse med arbejdsmiljølovgivningens krav.

Efter forslaget skal udbyder loyalt medvirke til, at den udbudte opgave kan udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Der stilles således krav til udbyder om, at udbyder i forbindelse med tilrettelæggelsen af udbudet overvejer, hvordan den udbudte opgave kan udføres arbejdsmiljømæssigt forsvarligt. Endelig pålægges udbyder en pligt til i udbudsmaterialet at give særlige, væsentlige oplysninger, der er nødvendige for, at den, der skal udføre opgaven, får kendskab til og dermed mulighed for at planlægge og tilrettelægge opgaven fuldt forsvarligt.

Dette betyder fx, at en udbyder i form af et trafikselskab kan drages til ansvar, hvis udbudsmaterialet indeholder køreplaner, som udgør det direkte grundlag for opgavens udførelse, og det viser sig, at der i køreplanerne ikke er taget hensyn til arbejdsmiljøet, fx at der overhovedet ikke er mulighed for at holde pauser, og at kørslen derfor ikke kan afvikles under overholdelse af arbejdsmiljølovgivningens regler.

Forslaget er strafsanktioneret efter arbejdsmiljølovens almindelige strafferegler. Et tilsvarende strafansvar kendes fra lovens regler om leverandører (§ 30), projekterende og rådgivende (§ 33) og bygherrer (§ 37).

Det bemærkes, at et strafansvar for udbyder efter forslagets § 33 a, stk. 1, hvor pligterne rækker ud over udbudet og også omfatter udførelsesfasen, forudsætter, at pligten forinden er blevet nærmere præciseret gennem et påbud fra Arbejdstilsynet.

Forslaget vil - som nævnt ovenfor - være omfattet af bemyndigelsesbestemmelsen i den gældende § 35, hvorefter der kan fastsættes nærmere regler om de i §§ 30-34 omhandlede forhold. Arbejdsministeren fastsætter nærmere regler om bestemmelsens udmøntning, herunder om en nedre grænse.

5. Stramning af bygherrens ansvar

Indledning, herunder gældende ret

Efter § 37 i lov om arbejdsmiljø har bygherren ved bygge- og anlægsvirksomhed, som udføres af mere end 10 personer, pligt til at samordne de foranstaltninger til fremme af de beskæftigedes sikkerhed og sundhed, som skal udføres af arbejdspladsens forskellige arbejdsgivere. Bygherren kan efter den gældende § 37 overdrage sin samordningsforpligtelse til en anden person.

Det har vist sig, at bygherren i langt de fleste tilfælde overdrager sine forpligtelser til at koordinere foranstaltninger til fremme af sikkerhed og sundhed til en anden person. Dette kan være en projekterende eller en hoved- eller fagentreprenør. Kun hvis bygherren selv er udførende som hoved- eller totalentreprenør, sker der ikke overdragelse.

Baggrunden for overdragelsesmuligheden i den gældende § 37 er et hensyn til den ikke-byggekyndige bygherre. En sådan overdragelse kan imidlertid have en uheldig konsekvens, når overdragelsen sker til fx en entreprenør, idet der med overdragelsen sjældent følger kompetence med til at gennemtvinge, at de øvrige entreprenører opfylder deres kontraktsmæssige forpligtelser vedrørende sikkerhedsarbejdet.

Det er endvidere et problem, at bygherren i byggeperioden har mulighed for at overdrage de enkelte dele af koordineringsansvaret til forskellige personer, fx ansvaret for ajourføringen af planen for byggepladsens sikkerhed og sundhed til en entreprenør og ansvaret for afholdelse af sikkerhedsmøder m.v. til en anden person, således at flere af hinanden uafhængige personer/virksomheder varetager forskellige dele af bygherrens koordineringsforpligtelse. Der er intet krav om og ingen sikkerhed for, at disse forskellige personer samordner deres forskellige tiltag.

Det gældende bygherreansvar har været uændret siden indførelsen i 1974. Bygge- og anlægsprocesser har i denne periode udviklet sig og er i dag meget komplekse. De komplekse forhold inden for bygge- og anlægsbranchen taler for en høj grad af planlægning til sikring af både et godt produkt og en sikker og sund gennemførelse af byggeprocessen. Det er imidlertid opfattelsen, at planlægningen, for så vidt angår sikkerheden og sundheden under byggeriets opførelse, ofte er mangelfuld eller ikke varetages med det tilstrækkelige engagement, fordi koordinatorfunktionen ikke overdrages til kompetente personer, eller fordi opgavevaretagelsen ikke tillægges tilstrækkelig værdi fra de involverede parters side.

Endelig er der med overdragelsen ikke nogen sikkerhed for, at koordineringsansvaret samles hos en person, der er gennemgående i hele byggeperioden, som det oprindeligt har været forudsætningen.

Indhold og overvejelser

Den foreslåede ændring af bygherrebestemmelsen (§ 37) medfører ingen ændringer i arbejdsgiverens ansvar efter arbejdsmiljølovgivningen for egne ansatte.

Formålet med en ændring af bygherrebestemmelsen er at sikre, at alle aktører inden for bygge- og anlægsbranchen - hermed også bygherren - medvirker til, at udførelsen af bygge- og anlægsprojekter kan foregå sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Bestemmelsen omfatter således som udgangspunkt alle bygherrer.

Det forekommer endvidere rimeligt ved bygge- og anlægsarbejder af en vis størrelse at stille krav til bygherren på områder, hvor han i kraft af sin position som økonomisk ansvarlig for hele byggeriet udøver en meget væsentlig indflydelse på arbejdsmiljøarbejdet i planlægningen og under opførelsen af byggeriet. Det er således bygherren, der har den indflydelse, der skal til for at tage det reelle initiativ til at sikre, at der udarbejdes en plan for byggepladsens sikkerhed og sundhed, at der sker en koordinering af sikkerhedsarbejdet på byggepladsen, og at der træffes aftale med arbejdsgiverne om at etablere og vedligeholde sikkerhedsforanstaltningerne i fællesområderne. Det er forhold, som har væsentlig betydning for sikkerheden og sundheden for de beskæftigede på byggepladsen. Samtidig sikrer den foreslåede ændring som noget nyt, at koordineringen varetages af én person.

Det er på den baggrund, at der stilles forslag om ændring af bygherrebestemmelsen, så det ikke fremover er muligt for bygherren at overdrage sin samordningsforpligtelse til en anden, således at bygherren bliver ansvarsfri.

Det bemærkes, at bygherren ikke har pligt til fx at koordinere sikkerhedsarbejdet i de tilfælde, hvor der er flere arbejdsgivere til stede på byggepladsen, og hvor der er beskæftiget under 11 personer, men den enkelte arbejdsgivers pligter og ansvar efter arbejdsmiljølovgivningen vil medføre, at der skal foretages en mere uformel koordinering.

Når henses til, at behovet for koordinering antager et mindre omfang ved mindre bygge- og anlægsarbejder, så findes det ikke betænkeligt, at koordineringen i dette tilfælde varetages mere uformelt af arbejdsgiverne i forening. Det bemærkes hertil, at arbejdsgivernes pligter i de senere år er øget.

Efter forslaget er § 37 strafsanktioneret efter arbejdsmiljølovens almindelige subjektive strafansvar. Strafansvaret efter § 37, stk. 1, vil kun for private boligejere, der agerer som bygherrer på mindre byggeri på egen bolig til eget brug, bringes i anvendelse, såfremt vedkommende direkte giver ordrer om at handle i strid med klare regler på området, fx i tilfælde af, at vedkommende forlanger, at nedtagne asbestplader genanvendes.

6. Gebyrbelagt tilsyn med virksomheder i arbejdsmiljømæssigt særligt belastede brancher

Forslagets indhold

Forslaget er et led i udmøntning af finanslovsaftalen for 2001. Aftalen indeholder bl.a. en samlet incitamentspakke til styrkelse af arbejdsmiljøindsatsen. Dette forslag er et element i den samlede incitamentspakke, som regeringen vil søge gennemført.

Incitamentspakken skal ses på baggrund af, at antallet af arbejdsskader stadig er relativt højt efter en række års styrket indsats på området, jf. regeringens handlingsprogram Rent Arbejdsmiljø År 2005 og arbejdsministerens Handlingsplan for forbedring af Arbejdsmiljøet fra 1999.

En styrket indsats på virksomhedsniveau er forudsætningen for at nedbringe antallet af arbejdsskader og nedslidningen på arbejdsmarkedet. En styrket indsats er især væsentlig af hensyn til den enkelte ansatte. Men også samfundet påføres hvert år omkostninger som følge af nedslidning og arbejdsskader. Hertil kommer regeringens målsætning om en fortsat vækst i arbejdsstyrken. I en situation, hvor tilgangen til arbejdsmarkedet bliver mindre, er en styrket arbejdsmiljøindsats en af forudsætningerne for at nå denne målsætning.

Med den samlede incitamentspakke skabes der klare tilskyndelser for virksomhederne til at skabe et sikkert og sundt arbejdsmiljø. Incitamentspakken består af følgende tre elementer

1) Arbejdsmiljøafgift, der betales af virksomheder med ansatte (jf. Lov om generel arbejdsmiljøafgift),

2) Certificerings- og tilskudsordning hvorefter virksomheder, der kan dokumentere et særligt godt arbejdsmiljø, kan opnå tilskud, der modsvarer arbejdsmiljøafgiften, og blive fritaget for det gebyrbelagte tilsyn, og

3) Gebyrbelagt tilsyn, hvorefter virksomheder inden for de arbejdsmiljømæssigt mest belastede brancher skal igennem et særligt gebyrbelagt tilsyn fra Arbejdstilsynet.

Forslag om certificerings- og tilskudsordning forventes fremsat for Folketinget i et særskilt lovforslag i foråret 2001. Gennemføres forslaget om certificerings- og tilskudsordning vil virksomheder, der bliver certificeret, og som efterfølgende skulle have været omfattet af det brancherettede tilsyn, blive fritaget herfor.

Med nærværende forslag skabes der grundlag for en brancherettet tilsynsindsats med arbejdsmiljømæssigt særligt belastede brancher (jf. punkt 3 ovenfor). Dette gøres ved dels at give arbejdsministeren bemyndigelse til at fastsætte regler om gennemførelsen af det brancherettede tilsyn med virksomheder i de arbejdsmiljømæssigt særligt belastede brancher, herunder regler om udvælgelse af brancher, dels ved at give arbejdsministeren bemyndigelse til at fastsætte regler om gebyrer for tilsynsindsatsen.

Der er ikke i de eksisterende bestemmelser hjemmel til at opkræve et gebyr for en brancherettet tilsynsindsats.

Forslaget indebærer således en udvidelse af den gældende bemyndigelsesbestemmelse i arbejdsmiljølovens § 74, stk. 3, idet der skabes hjemmel til, at Arbejdstilsynet kan kræve gebyrer for en brancherettet tilsynsindsats efter nærmere fastsatte regler.

Den brancherettede indsats foreslås gennemført ved en udvidelse af Arbejdstilsynets aktiviteter baseret på gebyrer til dækning af Arbejdstilsynets omkostninger ved administration og tilsyn i forbindelse med den brancherettede tilsynsindsats.

Et gebyrbelagt tilsyn inden for arbejdsmiljømæssigt særligt belastede brancher har flere formål. For det første giver det Arbejdstilsynet mulighed for at intensivere indsatsen over for disse brancher og vedvarende fokusere på de virksomheder, der er særligt belastet af et dårligt arbejdsmiljø, således at arbejdsmiljøet bliver forbedret. For det andet får disse brancher et økonomisk incitament til at øge indsatsen og forbedre arbejdsmiljøet for ikke at forblive blandt de arbejdsmiljømæssigt særligt belastede brancher, der bliver omfattet af det gebyrbelagte tilsyn. For den enkelte virksomhed i de arbejdsmiljømæssigt belastede brancher er incitamentet særligt stort, da virksomheder, der bliver certificerede, og som efterfølgende skulle have været omfattet af det brancherettede tilsyn, bliver fritaget for dette (under forudsætning af certificerings- og tilskudsordningens vedtagelse). Endelig vil der være tale om, at Arbejdstilsynets tilsynsaktiviteter i de øvrige branchegrupper kan opretholdes, idet det brancherettede tilsyn økonomisk vil hvile i sig selv.

Udvælgelsen af de arbejdsmiljømæssigt særligt belastede brancher foretages af Arbejdstilsynet efter regler fastsat af arbejdsministeren. Udvælgelsen vil i 2001 ske efter følgende model

1. Regeringens handlingsprogram Rent Arbejdsmiljø År 2005 fra 1996, som både arbejdsmarkedets parter og Folketinget har tilsluttet sig, prioriterer 7 forebyggelsesvisioner om konkrete problemer, der skal løses i arbejdsmiljøet. De syv visioner handler om at reducere eller helt undgå

Dødsulykker som følge af arbejdsmiljøforhold

Arbejdsbetinget udsættelse for kræftfremkaldende kemiske stoffer og arbejdsbetingede hjerneskader på grund af udsættelse for organiske opløsningsmidler eller tungmetaller

Skader blandt børn og unge i forbindelse med arbejdet

Skader som følge af tunge løft og arbejdsbetingede lidelser som følge af ensidigt gentaget arbejde

Høreskader som følge af støjende arbejde

Helbredsskader på grund af psykosociale risikofaktorer i arbejdslivet

Sygdomme eller alvorlige gener på grund af dårligt indeklima på arbejdspladsen.

2. Arbejdstilsynet baserer sit arbejde med udgangspunkt i en opdeling af arbejdsmarkedet i 49 brancher.

3. Brancher belastet af særligt dårligt arbejdsmiljø udvælges inden for disse 49 brancher med tilhørende underbrancher på baggrund af oplysninger om arbejdsmiljømæssige påvirkninger og helbredsforhold inden for 6 af de ovennævnte visionsområder. Skader blandt børn og unge indgår ikke, idet visionen tager udgangspunkt i en aldersgruppe og ikke i et bestemt arbejdsmiljøproblem.

4. De oplysninger, der anvendes til at belyse omfanget af de nævnte arbejdsmiljøproblemer inden for brancher, baserer sig på følgende (datakilde i parentes)

Forekomst af arbejdsbetingede lidelser og formodede arbejdsbetingede lidelser (Arbejdsskaderegisteret),

Forekomst af ulykker (Arbejdsskaderegisteret),

Undersøgelse af lønmodtageres arbejdsmiljø og helbred (Arbejdsmiljøinstituttet og Socialforskningsinstituttet), og

Øvrigt relevant materiale.

5. På baggrund af de foreliggende datakilder, jf. pkt. 4, foretages for hver af de 6 visionsområder en inddeling af brancherne udfra hvilke brancher, der er særligt belastet af det pågældende arbejdsmiljøproblem. Denne inddeling baseres på kriterier fastlagt ud fra den foreliggende viden om relevante helbredsmål og risikofaktorer for det enkelte arbejdsmiljøproblem/den enkelte vision.

6. De brancher, der udvælges til et gebyrbelagt tilsyn på dette grundlag, vil være brancher, som er særligt belastet inden for flest af de 6 visionsområder.

7. Belastede brancher udpeget på dette grundlag vil omfatte brancher med forholdsvis traditionelle arbejdsmiljøbelastninger. Med udgangspunkt i arbejdsministerens handlingsplan for forbedring af arbejdsmiljøet fra januar 1999, suppleres de belastede brancher udpeget på grundlag af modellen beskrevet i pkt. 1-6 derfor med brancher, der herudover er særligt belastede, når følgende kriterier inddrages

Bredere helbredsmål (baseret på registerdata om dødelighed, hospitalsindlæggelser fordelt på nogle hoveddiagnosegrupper som fx lungesygdomme, mave-/tarmsygdomme, kredsløbssygdomme og data om selvvurderet hørenedsættelse og selvvurderet dårligt generelt helbred).

Bredere mål for nyere arbejdsmiljøproblemer (herunder overhyppighed af hjerte-/karsygdomme som medvirkende mål ved vurdering af psykisk arbejdsmiljø).

Kønssammensætningen (ved at inddrage kønssammensætningen tages højde for, at mænds og kvinders arbejdsmiljø og helbredsforhold er forskelligt, herunder navnlig kan have betydning for visse kvindedominerede områder).

Disse supplerende kriterier har ført til udpegning af de sidste tre brancher nedenfor.

Arbejdstilsynet har foreløbigt peget på følgende brancher, som arbejdsmiljømæssigt særligt belastede og dermed som udvalgte til gebyrbelagt tilsyn

Metal og stålværker samt støberier

Skibsværfter

Sten, ler og glas

Fremstilling af transportmidler

Fjerkræslagterier, fiske- og foderfabrikker

Træ- og møbelindustrien

Jord, beton og belægning

Brandvæsen og redningskorps

Konserves og drikkevarer

Busdrift

Svine- og kreaturslagterier

Almindelig rengøring

Efter udvælgelsen fastlægges en tilsynsplan for det brancherettede tilsyn i de udvalgte brancher. Listen over de arbejdsmiljømæssigt særligt belastede brancher og tilhørende tilsynsplan revideres efter nærmere regler fastsat af arbejdsministeren. En løbende overvågning af udviklingen i de arbejdsmiljømæssige påvirkninger og helbredsforhold inden for de forskellige brancher skal sikre grundlaget for, at det er muligt på et aktuelt grundlag at udpege de brancher, der skal inddrages i ordningen.

De brancher, der på baggrund af det nævnte datagrundlag udpeges af Arbejdstilsynet til den brancherettede tilsynsindsats, godkendes af arbejdsministeren.

Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg vil blive orienteret, såfremt modellen for udvælgelse af de arbejdsmiljømæssigt særligt belastede brancher ændres. Der kan således forudses at opstå et behov for en ændring af modellen i forbindelse med, at regeringens handlingsprogram Rent Arbejdsmiljø År 2005 udløber.

Det gebyrbelagte tilsyn består af et grundbesøg og eventuelt et opfølgningsbesøg. Samtlige virksomheder inden for de udvalgte brancher modtager et grundbesøg, hvori indgår en vurdering af virksomhedernes egen indsats for at forbedre arbejdsmiljøet og en vurdering af det materielle arbejdsmiljø. Virksomhederne betaler gebyr for grundbesøget.

Udover grundbesøget gennemføres der inden for 1-2 år opfølgningsbesøg på de af virksomhederne, hvor Arbejdstilsynet har givet påbud. Ved påbudsafgivelsen gives et klart signal til disse virksomheder om, at Arbejdstilsynet vil komme på besøg igen. Det skal sikre, at virksomhederne både får løst de konstaterede problemer, der gav anledning til påbud, samt at virksomheden får etableret en effektiv og systematisk indsats med henblik på vedvarende at kunne identificere og forebygge væsentlige arbejdsmiljøproblemer. Der betales tillige gebyr for disse opfølgningsbesøg.

Størrelsen af gebyret vil afhænge af den anvendte tid til gennemførelse af besøget, idet der betales en fast timetakst pr. påbegyndt tilsynstime baseret på de langsigtede gennemsnitsomkostninger forbundet med gennemførelsen af det brancherettede tilsyn. Det brancherettede tilsyn skal således økonomisk kunne hvile i sig selv.

Omkostningerne vil blive opgjort efter reglerne i Finansministeriets vejledning om priskalkulation.

Der fastsættes med hjemmel i loven en maksimumsgrænse for timeforbruget for et besøg afhængigt af virksomhedens størrelse (antal fuldtidsbeskæftigede).

7. Klageregler for bidrag til partsindsatsen og ansøgninger om tilskud m.v. til branchearbejdsmiljørådene

De afgørelser, som umiddelbart forventes omfattet af forslaget, er følgende

Opkrævning af bidrag til finansiering af Arbejdsmiljørådets og branchearbejdsmiljørådenes arbejdsmiljøindsats (partsindsatsen), jf. § 68, stk. 7.

Hidtil har Arbejdsministeriet opkrævet disse bidrag. Med virkning fra 2001 vil opgaven dog blive delegeret til Arbejdstilsynet, som også skal foretage opkrævningen af den erstatningsbaserede del af den nye arbejdsmiljøafgift. Dermed skabes der mulighed for, at bidrag og afgift kan opkræves samtidig.

Arbejdstilsynets beregning og opkrævning af bidrag til finansiering af partsindsatsen sker med hjemmel i regler udstedt i medfør af arbejdsmiljølovens § 68, stk. 7, og må som følge heraf betragtes som en afgørelse, som i henhold til arbejdsmiljøloven kan påklages til Arbejdsmiljøklagenævnet, jf. den gældende § 81. Efter lov om en generel arbejdsmiljøafgift skal klage over Arbejdstilsynets beregning og opkrævning af den erstatningsbaserede del af arbejdsmiljøafgiften gå til Arbejdsministeriet. Da bidrag til finansiering af partsindsatsen og den erstatningsbaserede del af arbejdsmiljøafgiften beregnes på samme grundlag og forventes opkrævet samtidig, er det hensigtsmæssigt, at samme klageinstans anvendes.

Behandling af ansøgninger m.v. om tilskud til branchearbejdsmiljørådene, jf. § 68 a, stk. 5.

Opgaverne med at behandle branchearbejdsmiljørådenes ansøgninger om tilskud m.v. har hidtil været varetaget af Arbejdsministeriet. Fra 1. januar 2001 delegeres disse opgaver til Arbejdstilsynet. Da Arbejdstilsynets afgørelse om tilskud m.v. sker med hjemmel i regler udstedt i medfør af arbejdsmiljølovens § 68 a, stk. 5, må klage også i disse tilfælde gå til Arbejdsmiljøklagenævnet, jf. den gældende § 81. Det forekommer mest hensigtsmæssigt, at klage over Arbejdstilsynets afgørelser i disse sager også går til Arbejdsministeriet. Der kan således fx være tale om klage over Arbejdstilsynets afgørelse af, om man kan og vil bevilge tilskud til aktiviteter, der ikke indgår i de planer for partsindsatsen, som arbejdsministeren har godkendt. Det vil derfor være naturligt, at klage sendes til arbejdsministeren.

Sager af den nævnte karakter - både afgørelser truffet i henhold til § 68, stk. 7, og afgørelser i henhold til § 68 a, stk. 5, - vil afvige væsentligt fra de sager, som i dag behandles i klagenævnet: Sager vedrørende fortolkning af reglerne om det materielle arbejdsmiljø.

Afgørelser truffet i henhold til § 68, stk. 7, og § 68 a, stk. 5, vil således navnlig være af pekuniær karakter og dermed være væsensforskellige fra de sager, som Arbejdsmiljøklagenævnet i dag behandler.

Derfor foreslås det, at Arbejdsministeriet bliver klageinstans for afgørelser efter § 68, stk. 7, og § 68 a, stk. 5.

8. Indførelse af administrative bøder

Indledning

Arbejdsmiljøloven er en såkaldt særstraffelov. Det betyder, at loven indeholder hjemmel til at straffe virksomheder og enkeltpersoner for overtrædelse af loven og bekendtgørelser udstedt i medfør af loven. Selvom straffehjemlen således findes i arbejdsmiljøloven, er det straffeloven, der nærmere regulerer anvendelsen af straf, og det er retsplejeloven, der regulerer procedurer og kompetencer ved anvendelsen af straf.

Med forslaget skabes hjemmel i arbejdsmiljøloven til, at arbejdsministeren kan give Arbejdstilsynet bemyndigelse til at afgøre nærmere angivne sager, jf. de specielle bemærkninger, om overtrædelse af arbejdsmiljølovgivningen med administrative bøder efter principperne i retsplejelovens § 931 om politiets bødeforelæg.

Hensigten med forslaget er at give Arbejdstilsynet mulighed for at reagere hurtigt over for visse overtrædelser. Arbejdstilsynet vil, som tilsynsmyndighed, kunne reagere umiddelbart med at give en bøde, når Arbejdstilsynet konstaterer en overtrædelse. Det kræver dog, at visse nærmere betingelser er opfyldt. Samtidig vil forslaget indebære, at der sker en opprioritering af anvendelsen af bøder for overtrædelser af formelle regler, samt overtrædelser begået af ansatte og arbejdsledere.

Bødeforelæggene vil kunne udstedes ved overtrædelser af nærmere angivne formelle og materielle regler, hvor overtrædelserne er ensartede og ukomplicerede, og uden bevismæssige tvivlsspørgsmål. Overtrædelserne skal således være klare og umiddelbart konstaterbare, og uden skønsmæssige elementer af betydning.

Betingelserne for, at en sag om overtrædelse af arbejdsmiljølovgivningen kan afgøres med en administrativ bøde, vil endvidere være, at den pågældende erkender sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig indforstået med, at sagen afgøres administrativt med betaling af en bøde.

Det vil endvidere være en forudsætning, at den pågældende overtrædelse ikke kan ventes at medføre højere straf end bøde. Kravene til grundlaget for et bødeforelæg vil være de samme som ved andre straffesager.

Når Arbejdstilsynet selv skal fremsende et bødeforelæg, vil det ske administrativt og uden anklagemyndighedens mellemkomst.

Bødeforelægget skal udfærdiges i overensstemmelse med reglerne i retsplejeloven om anklageskrifter. Endvidere skal retsplejelovens retssikkerhedsgarantier i fornødent omfang iagttages af særmyndigheden. Bl.a. skal den, som bøden pålægges, orienteres om, at vedkommende ikke har pligt til at udtale sig.

Såfremt den, som skal have bøden, ikke er indforstået med at lade sagen afgøre administrativt, det vil sige ikke betaler bøden, skal sagen oversendes til politiet og anklagemyndigheden med henblik på videre foranstaltning.

Det skal bemærkes, at forslaget ikke vil ændre anklagemyndighedens kompetence til at rejse tiltale i sager om overtrædelse af arbejdsmiljølovgivningen. Politiet og anklagemyndigheden kan således fortsat i alle sager egenhændigt beslutte, at man vil rejse en tiltale med henblik på en straffesag.

Det vil ligeledes fortsat være muligt for Arbejdstilsynet at anmelde overtrædelser af arbejdsmiljøloven til politiet. Praksis vedr. politianmeldelse af ansatte og arbejdsledere, der begår grove overtrædelser, fastholdes.

Forslaget vil samtidig indebære, at Arbejdstilsynet i højere grad skal forfølge og anvende administrative bødeforelæg ved overtrædelse af regler af mere formel karakter, som har betydning for virksomhedernes egen indsats på arbejdsmiljøområdet. Som eksempel kan nævnes manglende udarbejdelse af en arbejdspladsvurdering. Baggrunden herfor er et ønske om at få opprioriteret de arbejdsmiljøregler, der direkte eller indirekte er møntet på forebyggelse og dermed har stor betydning for arbejdsmiljøet.

Ydermere vil forslaget indebære, at Arbejdstilsynet kan anvende administrative bødeforelæg overfor ansatte og arbejdsledere, når disse undlader at medvirke til, at arbejdsgiveren kan overholde arbejdsmiljølovens regler. Her tænkes særligt på, at ansatte og arbejdsledere efter arbejdsmiljøloven skal medvirke til, at arbejdsforholdene inden for deres egne arbejdsområder sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarlige.

Ansatte og arbejdsledere kan allerede i dag straffes for overtrædelse af arbejdsmiljøloven. Praksis har imidlertid været, at ansatte og arbejdsledere kun i få tilfælde årligt har været medtaget i tiltalen mod virksomheden. Med forslaget ændres praksis, således at ansatte og arbejdsledere fremover straffes, hvis de på trods af arbejdsgiverens instrukser og kontrol undlader at bruge de personlige værnemidler samt det sikkerhedsudstyr, som arbejdsgiveren har stillet til rådighed. Ansatte og arbejdsledere vil fortsat kun blive straffet, når virksomheden samtidig straffes.

Hensigten er at skærpe ansattes og arbejdslederes agtpågivenhed omkring sikkerheden og sundheden på arbejdspladsen, således at ansatte iagttager helt elementære sikkerhedsforanstaltninger, der er af vital betydning for deres liv og førlighed.

Det er således meget væsentligt, at ansatte og arbejdsledere er opmærksomme på vigtigheden af, at de overholder de retningslinier for arbejdsmiljøet, som arbejdsgiveren i medfør af arbejdsmiljøloven har fastlagt. Et godt og sikkert arbejdsmiljø kræver også en indsats fra ansatte og arbejdsledere selv, og en positiv holdning til, at arbejdsmiljøet skal tages alvorligt.

Indhold

Virksomheden

Gældende ret

Tiltalen mod juridiske personer rejses efter straffelovens 5. kapitel. Enkeltmandsvirksomheder er efter arbejdsmiljølovens § 83 undergivet objektivt arbejdsgiveransvar. I praksis anvendes straf i medfør af § 83 efter de samme betingelser, som gælder for juridiske personer. På arbejdsmiljøområdet anvendes straf overfor virksomhederne således i praksis, hvis der indenfor virksomheden er begået en overtrædelse, der kan tilregnes en eller flere fysiske personer indenfor virksomheden, uanset om virksomheden er organiseret som juridisk person eller som enkeltmandsvirksomhed.

Forinden Arbejdstilsynet overvejer politianmeldelse, skal der være sket en overtrædelse inden for virksomheden af en eller flere personer tilknyttet virksomheden. Overtrædelsen af arbejdsmiljølovgivningen skal være konstateret af Arbejdstilsynet. I visse tilfælde kan virksomhedens forklaring om det passerede sammenholdt med sagens øvrige omstændigheder dog være tilstrækkelig.

Arbejdstilsynet indgiver politianmeldelse, når påbud fra Arbejdstilsynet ikke er efterkommet inden udløbet af efterkommelsesfristen eller forbud overhøres.

Herudover foretager Arbejdstilsynet direkte politianmeldelse ved grove overtrædelser af klare, velkendte regler på områder, hvor der er en dokumenteret risiko for ulykker eller sundhedsskadelig påvirkning, herunder når der konstateres ulykkesfare ved arbejdsmaskiner, fare for nedstyrtning, fare for sammenstyrtning og sammenskridning, arbejde med farlige stoffer og andre åbenbart uforsvarlige arbejdsmiljøforhold. Herudover foretages politianmeldelse, hvis de særlige regler om børns arbejde, om unges farlige arbejde eller om unges alenearbejde er overtrådt. Politianmeldelse vil blive indgivet, hvis det vurderes, at der er tilstrækkelig dokumentation for overtrædelsen og betingelserne for straf i øvrigt er til stede.

Hvis betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt, foretager Arbejdstilsynet politianmeldelse. Der kan også være andre overtrædelser, der er af så væsentlig betydning for arbejdsmiljøarbejdet, at politianmeldelse vil blive overvejet.

Overtrædelse af bestemmelser af mere formel karakter, fx overtrædelse af regler om udarbejdelse af arbejdspladsvurdering, medfører normalt, at Arbejdstilsynet giver påbud herom. Manglende efterkommelse heraf medfører politianmeldelse, hvis der tillige rejses tiltale for overtrædelse af materielle regler. Manglende tilslutning til bedriftssundhedstjeneste fører dog ofte til politianmeldelse, også selvom der ikke tillige foreligger en materiel overtrædelse.

Indhold og overvejelser

Det er hensigten med forslaget, at straf anvendes over for virksomhedernes overtrædelser af materielle regler på de samme områder, efter de samme betingelser og i samme omfang som tidligere. Desuden vil kravene til dokumentationen være de samme. For de materielle overtrædelser vil forskellen på retsstillingen i dag og retsstillingen efter forslaget være, at Arbejdstilsynet i ukomplicerede sager fremover, i stedet for at melde overtrædelsen til politiet, selv fremsender bødeforelæg.

For de formelle overtrædelser tilstræbes der med forslaget en intensiveret anvendelse af bødeforelæg i stedet for påbud. Det forudsættes således, at der fremover udstedes bødeforelæg på disse områder, selv om der ikke i tilknytning til den formelle overtrædelse er konstateret materielle overtrædelser.

En række af de formelle arbejdsmiljøregler kan karakteriseres som proces- og planlægningsbestemmelser, som i deres grundsubstans har til formål at skabe de nødvendige forudsætninger for, at virksomhederne selv med basis i en dialog mellem ledelsen og de ansatte bliver i stand til at forebygge og dermed så vidt muligt undgå eller eliminere arbejdsmiljøproblemer.

Indførelse af administrative bøder for eventuelle overtrædelser af formelle arbejdsmiljøregler kan derfor medvirke til at understøtte virksomhedernes egen indsats for at skabe et godt arbejdsmiljø.

Har sagen ikke den fornødne ukomplicerede karakter til at blive afgjort med en administrativ bøde, foretages i stedet politianmeldelse.

Ansatte og arbejdsledere

Gældende ret

Ansatte og arbejdsledere skal efter arbejdsmiljøloven medvirke til, at arbejdsgivere kan overholde arbejdsmiljøloven ved at bidrage til, at arbejdsmiljøforholdene sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarlige inden for deres arbejdsområde, herunder at de foranstaltninger, der træffes for at fremme sikkerhed og sundhed, virker efter deres hensigt.

Arbejdstilsynets praksis for at foretage politianmeldelse af både virksomheden og ansatte eller arbejdsledere er, at de ansatte eller arbejdslederne skal have handlet selvstændigt og forsætligt eller groft uagtsomt inden for deres arbejdsområde. Det er en forudsætning for anmeldelsen, at de har haft reel mulighed for at handle forsvarligt. Efter fast praksis rejses der aldrig tiltale mod ansatte og arbejdsledere, der selv er kommet til skade.

Der foretages ikke politianmeldelse af ansatte og arbejdsledere, medmindre der tillige indgives politianmeldelse mod virksomheden.

Indhold og overvejelser

Det er hensigten, at bødeforelæg i relation til ansatte og arbejdsledere udelukkende tænkes anvendt på overtrædelser af de arbejdsmiljøregler, der angiver beskyttelsesforanstaltninger, som skal være truffet for at værne ansatte og arbejdsledere mod arbejdsulykker m.v.

Betingelserne for at straffe ansatte og arbejdsledere ændres ikke med lovforslaget, men med lovforslaget skærpes den hidtidige praksis, således at ansatte og arbejdsledere fremover straffes ved fremsendelse af et administrativt bødeforelæg, når de arbejder uden personlige værnemidler, sikkerhedsudstyr m.v. Det er således hensigten med forslaget at skabe en umiddelbar reaktion overfor ansatte og arbejdsledere, der med risiko for liv og førlighed tilsidesætter helt elementære sikkerhedsinstrukser, som det tillige har været let for den ansatte eller for arbejdslederen at rette sig efter. Dermed er der tale om en grov overtrædelse.

Strafansvaret for virksomheden er det primære i virksomhedsansvaret. Tiltale mod underordnede ansatte finder i almindelighed kun sted, hvis der er tale om grove overtrædelser. Ansatte og arbejdsledere straffes derfor fortsat kun for grove overtrædelser, og kun når virksomheden samtidig straffes. Forslaget er i overensstemmelse med Rigsadvokatens retningslinjer for valg af ansvarssubjekt i sager om virksomhedsansvar.

Ansatte og arbejdsledere skal medvirke til, at arbejdsmiljøforholdene er sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarlige inden for deres arbejdsområde, og skal herunder bidrage til, at de foranstaltninger, der træffes for at fremme sikkerhed og sundhed, virker efter deres hensigt. Ansatte og arbejdsledere skal således medvirke til, at arbejdsgiveren som hovedansvarlig kan opfylde arbejdsmiljølovgivningen. Det er derfor en betingelse for at straffe ansatte og arbejdsledere, at arbejdsgiveren skal have stillet det pågældende personlige værnemiddel, beskyttelsesforanstaltning m.v., der skal være tilpasset eller kunne tilpasses, til rådighed, og at arbejdsgiveren har opfyldt sin forpligtelse efter loven med hensyn til instruktion og kontrol.

Har sagen ikke den fornødne ukomplicerede karakter til at blive afgjort med en administrativ bøde, foretages i stedet politianmeldelse.

Sanktionsniveau

Gældende ret

Arbejdsmiljølovens strafferamme er på 1 års fængsel med en strafferamme på 2 års fængsel, hvis overtrædelsen er begået ved grov uagtsomhed eller med forsæt. Frihedsstraf er endnu ikke anvendt på arbejdsmiljøområdet, hvilket bl.a. hænger sammen med, at tiltalen på arbejdsmiljøområdet oftest rejses mod juridiske personer, der kun kan idømmes bødestraf. Den højeste bøde hidtil har været på 300.000 kr. Ved en lovændring i 1997 blev den generelle strafferamme i arbejdsmiljøloven hævet til fængsel i indtil 2 år. Formålet hermed var at opnå en mærkbar stigning i bødestraffen.

Bødeniveauet i de normale sager på arbejdsmiljøområdet er siden da blevet fordoblet, således at en standardbøde i de normale sager nu er på 20.000 kr. med 5.000 kr. i tillæg for hver skærpende omstændighed. Det nye bødeniveau blev endeligt fastslået ved to højesteretsdomme i 1999. Også standardbøden for overtrædelse af forbudet mod alenearbejde er 20.000 kr. Denne retspraksis følges af begge landsretter.

Bøden for overtrædelser af formel karakter var inden den generelle strafskærpelse i 1997 5.000 kr. i sager om manglende tilmelding til Bedriftssundhedstjenesten. Der er endnu ikke en fast retspraksis for bødeniveauet efter strafskærpelsen, men standardbøden forventes at blive fordoblet til 10.000 kr. På de øvrige områder for formelle overtrædelser er der endnu ingen fast praksis.

Indtil den generelle strafskærpelse i 1997 var standardbødeniveauet for ansatte 500 kr. og for arbejdsledere 1.000 kr. Der har endnu ikke skabt sig en ny fast praksis for bødestørrelserne, men det ventes, at bøderne også her fordobles i forhold til tidligere.

Indhold og overvejelser

Bødeniveauet ved anvendelse af administrative bødeforelæg skal tage udgangspunkt i bødeniveauet fastsat ved domstolene. Bødeniveauet vil ved anvendelse af bødeforelæg løbende blive justeret, således at bødeforelæggene til stadighed er i overensstemmelse med domstolenes praksis.

Bødeniveauet ved formelle overtrædelser forudsættes at blive 10.000 kr. i overensstemmelse med det ventede niveau ved domstolene efter den generelle skærpelse i bødeniveauet.

Ved overtrædelser af materielle bestemmelser forventes en standardbøde i de normale sager på 20.000 kr. med 5.000 kr. i tillæg for hver skærpende omstændighed, således at retspraksis følges.

Bødeniveauet ved lovforslaget forudsættes at blive 1.000 kr. til ansatte og 2.000 kr. til arbejdsledere i overensstemmelse med det ventede niveau ved domstolene efter den generelle skærpelse i bødeniveauet. Dermed tilkendegives alvoren af at tilsidesætte helt elementære sikkerhedskrav, hvorved ansatte og arbejdsledere forsømmer at medvirke til, at virksomheden overholder arbejdsmiljølovgivningen. Bøderne forudsættes således at ligge på et størrelsesmæssigt niveau, der er egnet til at sikre den forebyggende effekt i forhold til arbejdsmiljøet, der er formålet med lovændringen. Ansattes og arbejdslederes forskellige tilsidesættelser af sikkerhedskrav kan alle medføre alvorlige ulykker og arbejdsbetingede lidelser. Bødeniveauet for disse grupper forudsættes derfor at være ensartet for samtlige de overtrædelsestyper, der er omfattet af lovforslaget.

Det er imidlertid domstolene, der fastlægger bødeniveauet. Der vil efterhånden udvikle sig en praksis på området.

Administrative, organisatoriske forhold

I dag

I de sager, hvor Arbejdstilsynet overvejer at indgive politianmeldelse, overgives sagen med kopier af eventuel korrespondance og bevismidler, fx fotos, til kredsens jurist. Den juridiske vurdering af, om sagen skal anmeldes til politiet, indebærer bl.a. en stillingtagen til, om der foreligger en strafbar overtrædelse, og om der er den fornødne tilregnelse. Herudover vurderes, om overtrædelsen er tilstrækkeligt dokumenteret til, at der kan ske domfældelse.

Arbejdstilsynet kan ikke foretage efterforskning, herunder egentlige afhøringer med henblik på at skaffe dokumentation for en overtrædelse. Kan Arbejdstilsynet ikke ved hjælp af det materiale, der i forbindelse med tilsyns- og kontrolarbejdet er fremskaffet, vurdere, om der er tale om en strafbar overtrædelse, overgives sagen til politi og anklagemyndighed med henblik på efterforskning.

Fremtidig administration

Arbejdstilsynet skal behandle sagen som i dag, herunder foretage en juridisk visitation og vurdering for at afgøre, om sagen kan antages at føre til domfældelse. Det forudsættes, at der sker en skarp adskillelse af den udøvende kontrolfunktion og den juridiske visitation og vurdering, som skal foretages af en jurist i den lokale enhed i Arbejdstilsynet.

Arbejdstilsynets jurist skal vurdere, om sagen skal søges afgjort ved fremsendelse af et administrativt bødeforelæg, eller om der skal foretages politianmeldelse. Afgørende for vurderingen er, om sagen har en sådan klarhed og ukompliceret karakter, at det er uden betænkeligheder at lade sagen afgøre administrativt.

Arbejdstilsynet kan fortsat ikke foretage efterforskning. Arbejdstilsynet kan derfor ikke efter forslaget udstede bødeforelæg i sager, hvor politimæssige efterforskningsskridt er nødvendige.

Bøder, der er vedtaget, men som ikke betales, er ved loven tillagt udpantningsret. Det betyder, at bødekravet om nødvendigt kan inddrives ved fogedretten. Inddrivelse forestås af Arbejdstilsynet.

9. De økonomiske konsekvenser for det offentlige

Det bemærkes indledningsvist, at der for tiden pågår forhandlinger med de kommunale parter om forslagets kommunaløkonomiske konsekvenser.

Indførelse af udbyderansvar

Det er ikke på nuværende tidspunkt muligt at vurdere de samlede økonomiske konsekvenser for de offentlige myndigheder, da omfanget af udbud er ukendt. Desuden vil konsekvenserne variere efter de udbudte opgavers karakter. Det skal dog bemærkes, at konsekvenserne alene vedrører udbyders merarbejde i udbudsfasen. Eventuelle merinvesteringer i beskyttelsesforanstaltninger følger af de materielle arbejdsmiljøkrav og ikke af udbyders pligt til at oplyse om konkrete forhold efter forslaget.

Der kan typisk være tale om 3 forskellige udbudssituationer for offentlige myndigheder

Opgaver som hidtil har været udført i egen organisation - altså med udbyder som arbejdsgiver. Det forventes, at udbyderen i disse tilfælde i forvejen har det fulde overblik over opgavens omfang og karakter og de arbejdsmiljømæssige forhold, der knytter sig hertil. Der vil allerede være udarbejdet en lovpligtig arbejdspladsvurdering (APV). Ved et udbud af denne type opgaver vil der derfor ikke være behov for ekstra tiltag ved udarbejdelse af udbudsmateriale efter forslaget. Den ekstra ressourceanvendelse må forventes at være minimal.

Opgaver som ikke tidligere har været udført i den konkrete offentlige udbyders regi, fx helt nye opgaver. I disse tilfælde skulle myndigheden som arbejdsgiver selv have kortlagt opgaven for de væsentlige arbejdsmiljøforhold, hvis ikke opgaven var sat i udbud. Det skønnes på denne baggrund, at de ekstra ressourcer, som udbyder reelt skal bruge på beskrivelse af særlige, væsentlige arbejdsmiljøproblemer, under alle omstændigheder skulle afholdes.

Opgaver som før har været udbudt for udbyders regning, og som på ny skal sættes i udbud. I disse tilfælde er myndigheden i forbindelse med forberedelsen af udbudet nødt til at kortlægge de væsentlige arbejdsmiljøforhold og efterfølgende indarbejde dem i udbudsmaterialet. Forslaget vil derfor indebære et reelt merarbejde for udbyder. For en række opgaver vil det dog være muligt at overvælte meromkostningerne på gebyrer eller lignende, fx på renovationsområdet og forsyningsområdet.

Det må forventes, at der skal anvendes flest ressourcer i opstartsfasen, men færre ressourcer efterfølgende.

Det vurderes, at forslaget får betydning for følgende (amts)kommunale opgaver

1. busdrift, renovation, snerydning, sygetransport, og

2. rengøring, kantinedrift, vagttjenester, ejendomsadministration samt anden ekstern drift af offentlige institutioner.

Arbejdsministeriet forventer, at forslagets konsekvenser vil kunne kvalificeres nærmere under forhandlingerne med (amts)kommunerne om de kommunaløkonomiske konsekvenser, herunder bl.a. med hensyn til antallet af forventede udbud.

Stramning af bygherrens ansvar

Det må antages, at de økonomiske konsekvenser for det offentlige af den foreslåede ændring i § 37, for så vidt angår stk. 1 og 2, stk. 3, nr. 1-3, og stk. 4, vil være relativt beskedne. Indholdet af pligterne, der følger af de nævnte bestemmelser, er stort set identiske med de pligter, der er gældende i dag. Under antagelse af, at den, som pligterne har været overdraget til, har krævet ekstra honorar for overtagelse af pligterne fra bygherren, medfører en begrænsning i overdragelsesmuligheden ikke øgede omkostninger.

Kravet i forslaget til ny § 37, stk. 3, nr. 4, om udpegning af koordinator med fornøden viden om og uddannelse i sikkerheds- og sundhedsmæssige spørgsmål er nyt. Kravet om udpegning af en koordinator medfører ikke i sig selv nye opgaver, idet det med kravet blot sikres, at der bliver én gennemgående person i koordineringsarbejdet. Kravet om personens viden og uddannelse indebærer derimod, at koordinatoren som minimum skal have gennemført arbejdsmiljøuddannelsen. Dette krav skønnes at medføre merudgifter det første år på 0,3-0,6 mio. kr. for amtskommunerne, 0,8-1,5 mio. kr. for kommunerne og 0,3-0,6 mio. kr. for staten. De løbende udgifter de efterfølgende år vurderes ikke at være væsentlige for amtskommuner og stat, mens de skønnes at udgøre 0,2-0,4 mio. kr. årligt for kommunerne.

Det er muligt, at kravet om uddannelse kan give »flaskehalsproblemer« på de mindre byggepladser med små bygge- og anlægsvirksomheder, idet der almindeligvis er nogen ventetid for at få plads på arbejdsmiljøkurser. Den økonomiske effekt heraf kan ikke vurderes.

Gebyrbelagt tilsyn

Som tidligere anført vil gebyret blive fastsat som en fast timetakst pr. påbegyndt tilsynstime baseret på en dækning af de langsigtede gennemsnitsomkostninger ved gennemførelsen af det brancherettede tilsyn. Timeprisen forventes ifølge foreløbige beregninger at udgøre ca. 1800 kr.

Arbejdstilsynets beregninger tager udgangspunkt i en forventning om, hvor lang tid et grundbesøg i gennemsnit vil tage, afhængig af antallet af ansatte på den enkelte virksomhed. Et grundbesøg på en virksomhed med mellem 2 og 4 ansatte vil typisk vare ca. 2 timer, mens en virksomhed med 20 til 49 ansatte typisk vil vare ca. 7 timer.

Et opfølgningsbesøg vurderes til at ville vare i gennemsnit 2 timer, uanset virksomhedsstørrelse. De virksomheder, som skal have et opfølgningsbesøg, skal således yderligere betale et gebyr svarende hertil.

Der vil som tidligere nævnt med hjemmel i loven blive fastsat en maksimumsgrænse for timeforbruget for et besøg afhængigt af virksomhedens størrelse (antallet af fuldtidsbeskæftigede).

Under forudsætning af, at de endeligt udpegede brancher bliver de brancher, som er nævnt i de almindelige bemærkninger, vurderes det, at de statslige omkostninger i forbindelse med det gebyrbelagte tilsyn vil beløbe sig til ca. 1,0 mio. kr., idet staten har en begrænset andel af arbejdsstederne i de berørte brancher. Tilsvarende vurderes de kommunale og amtskommunale omkostninger at ville beløbe sig til ca. 2,7 mio. kr. i forbindelse med det gebyrbelagte tilsyn på baggrund af antallet af kommunale og amtskommunale arbejdssteder i de berørte brancher.

Der findes ikke tilgængelige opgørelser over, hvordan disse udgifter fordeler sig mellem amter og kommuner. Hovedparten af udgifterne forventes dog at kunne henføres til kommunerne.

I alt kan der således forventes offentlige omkostninger på ca. 3,7 mio. kr. i forbindelse med det gebyrbelagte tilsyn.

Indførelse af administrative bøder

Det forventes ikke, at der skal anvendes færre ressourcer i anklagemyndigheden og ved domstolene til behandlingen af sager mod virksomheder om overtrædelse af materielle arbejdsmiljøregler. Der skal derimod anvendes flere ressourcer til behandling af sager vedrørende formelle overtrædelser.

Der må påregnes administrative meromkostninger, for så vidt angår behandlingen af bødeforelæg i Arbejdstilsynet, idet Arbejdstilsynet skal etablere en række sagsbehandlingsprocedurer for juridisk vurdering og visitation af sagerne.

De øvrige dele af forslaget

De øvrige dele af lovforslaget forventes ikke at have nævneværdige økonomiske konsekvenser for det offentlige.

10. De administrative konsekvenser for det offentlige

Indførelse af udbyderansvar

Det offentlige skal indføre administrative procedurer, der sikrer, at de væsentlige arbejdsmiljøforhold indarbejdes i udbudsmaterialet, inden en opgave sættes i udbud, se i øvrigt under økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet.

Stramning af bygherrens ansvar

Det må antages, at de administrative konsekvenser for det offentlige af den foreslåede ændring i § 37, for så vidt angår stk. 1 og 2, stk. 3, nr. 1-3, og stk. 4, vil være beskedne. Der kan være tale om, at bygherren skal deltage i flere drøftelser om sikkerhed og sundhed af formelle grunde, men disse drøftelser antages at kunne finde sted i forbindelse med andre byggemøder eller i den nødvendige direkte kontakt med koordinator. Det samlede mertidsforbrug for offentlige bygherrer skønnes derfor at være begrænset.

For så vidt angår kravet til koordinatorens fornødne uddannelse og viden henvises der til afsnittet om de økonomiske konsekvenser for det offentlige.

Gebyrbelagt tilsyn

De administrative konsekvenser for det offentlige vedrørende det gebyrbelagte tilsyn omfatter Arbejdstilsynets administration af gebyropkrævning, registrering og kontrol m.v.

I forbindelse med gennemgangen af de foreløbigt udpegede brancher, forventes således udsendt faktura til ca. 8.500 virksomheder i forbindelse med gebyrbelagt grundbesøg, samt faktura til 4.250 virksomheder i forbindelse med gebyrbelagt opfølgningsbesøg.

Omkostningen til denne administration, incl. udsendelse af rykkerskrivelser er indregnet i den ovenfor anførte timesats på ca. 1800 kr.

Der vil desuden være en yderst begrænset administration for offentlige myndigheder m.v. omfattet af det brancherettede tilsyn i forbindelse med indbetaling af gebyret.

Indførelse af administrative bøder

Ved virksomhedernes overtrædelser af materielle regler skal der anvendes straf som i dag. 55 procent af sagerne afgøres i dag ved politiets fremsendelse af bødeforelæg. Det må antages, at der ved Arbejdstilsynets bødeforelæg kan afgøres en tilsvarende andel, dog således at en væsentlig andel heraf må forventes at blive indbragt for retten i en overgangsperiode, indtil det nye bødesystem er indarbejdet.

Antallet af sager om overtrædelse af formelle bestemmelser må antages at vokse betydeligt, ligesom antallet af sager vedrørende ansatte og arbejdsledere må antages at stige.

De øvrige dele af forslaget

De øvrige dele af lovforslaget forventes ikke at have nævneværdige administrative konsekvenser for det offentlige.

11. De økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet

Indførelse af udbyderansvar

For den private sektor er det primært udbud af rengøring, kantinedrift, vagttjenester og ejendomsadministration, der er relevant.

Det er på nuværende tidspunkt ikke muligt at opgøre de økonomiske konsekvenser for erhvervslivet.

Forslaget har de administrative konsekvenser, at der skal indføres procedurer, som sikrer, at de væsentlige arbejdsmiljøforhold indarbejdes i udbudsmaterialet.

Udbyder skal bl.a. sikre sig, at det arbejdsgrundlag, der er angivet i udbudet ikke indebærer fare for, at de ansatte påføres helbredsskader i forbindelse med arbejdsgiverens nærmere planlægning, tilrettelæggelse og udførelse af tjenesteydelsen. Udbyder kan fx tage udgangspunkt i Arbejdstilsynets 48 arbejdsmiljøvejvisere.

Udbyder skal desuden sørge for, at der i udbudsmaterialet er angivet alle relevante oplysninger om de væsentlige arbejdsmiljøforhold, der direkte er knyttet til og dermed forbundet med opgavens udførelse.

Stramning af bygherrens ansvar

Det må antages, at de administrative og økonomiske konsekvenser for erhvervslivet af den foreslåede ændring i § 37, for så vidt angår stk. 1 og 2, stk. 3, nr. 1-3, og stk. 4, vil være relativt beskedne. Der kan være tale om, at bygherren skal deltage i flere drøftelser om sikkerhed og sundhed af formelle grunde, men disse drøftelser antages at kunne finde sted i forbindelse med andre byggemøder eller i den nødvendige direkte kontakt med koordinator. Det samlede mertidsforbrug for erhvervslivet skønnes derfor at være begrænset. Under antagelse af, at den, som pligterne er overdraget til, har krævet ekstra honorar for overtagelse af pligterne fra bygherren, medfører en begrænsning i overdragelsesmuligheden ikke øgede omkostninger.

Kravet i forslaget til ny § 37, stk. 3, nr. 4, om udpegning af en koordinator med fornøden viden om og uddannelse i sikkerheds- og sundhedsmæssige spørgsmål er nyt. Kravet om udpegning af en koordinator medfører ikke i sig selv nye opgaver, idet det med kravet blot sikres, at der bliver én gennemgående person i koordineringsarbejdet. Kravet om personens viden og uddannelse indebærer derimod, at koordinatoren som minimum skal have gennemført arbejdsmiljøuddannelsen. Dette krav skønnes at medføre merudgifter det første år på 1,5-3 mio. kr. for erhvervslivet som helhed. De løbende udgifter de efterfølgende år skønnes at udgøre 0,5-0,7 mio. kr. for erhvervslivet som helhed.

Gebyrbelagt tilsyn

Beregningsgrundlaget er nærmere beskrevet under afsnittet om de økonomiske konsekvenser for det offentlige.

Forslaget vil få økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet i det omfang, erhvervslivet omfattes af de arbejdsmiljømæssigt særligt belastede brancher, der udvælges til et gebyrbelagt tilsyn.

En gennemgang af de foreløbigt udpegede brancher forventes over en 4-årig periode at medføre en gebyrudgift for de berørte virksomheder på i alt ca. 84 mio. kr. Fratrukket udgiften for de offentlige virksomheder, svarer dette til en udgift for erhvervslivet på ca. 80 mio. kr.

Udgiften fordeler sig med ca. 3-4 mio. kr. i 2001, og de øvrige udgifter nogenlunde jævnt fordelt over årene 2002-2004.

De administrative konsekvenser for erhvervslivet vedrører administration i forbindelse med betaling af faktura for hhv. grundbesøg og opfølgningsbesøg, samt eventuelle rykkerskrivelser.

Indførelse af administrative bøder

Forslaget vil ikke få økonomiske eller administrative konsekvenser for erhvervslivet, i det omfang reglerne overholdes.

De øvrige dele af forslaget

De øvrige dele af lovforslaget forventes ikke at have nævneværdige økonomiske eller administrative konsekvenser for erhvervslivet.

12. De miljømæssige konsekvenser

Det samlede forslag har ingen miljømæssige konsekvenser.

13. Forholdet til EU-retten

Forslaget om en ret for den ansatte til at forlade sin arbejdsplads i forbindelse med en alvorlig og umiddelbar fare er en gennemførelse af gældende bestemmelser i Rådets direktiv nr. 89/391/EØF af 12. juni 1989, EF-Tidende 1989, L 183 s. 1 (rammedirektivet).

De øvrige dele af forslaget indeholder ingen EU-retlige aspekter.

14. Hørte myndigheder og organisationer

Følgende er hørt

Alle ministerier

Søfartsstyrelsen

Energistyrelsen

Konkurrencestyrelsen

Arbejdsmiljørådet

Arbejdsmiljøklagenævnet

Rigsadvokaten

Foreningen af Politimestre i Danmark

Politidirektøren i København

De kommunale parter (om de kommunaløkonomiske konsekvenser)

BST-foreningen

Koordinationsudvalget nedsat i medfør af havanlægsloven

15. Sammenfattende skema

Positive

konsekvenser/mindreudgifter

Negative

konsekvenser/merudgifter

Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner

Udbyderansvar

Kvalificeres under forhandlingerne om de kommunaløkonomiske konsekvenser

Udbyderansvar

Kvalificeres under forhandlingerne om de kommunaløkonomiske konsekvenser

Stramning af bygherreansvaret

Ingen

Stramning af bygherreansvaret

Det skønnes, at forslaget vil medføre følgende merudgifter det 1. år

Staten: 0,3-0,6 mio. kr.

Kommuner: 0,8-1,5 mio. kr.

Amtskommuner: 0,3-0,6 mio. kr.

De løbende udgifter de efterfølgende år vurderes ikke at være væsentlige for amtskommuner og stat, mens de skønnes at være 0,2-0,4 mio. kr. årligt for kommunerne.

Gebyrbelagt tilsyn

Ingen

Gebyrbelagt tilsyn

Det skønnes, at forslaget vil medføre merudgifter på ca. 3,7 mio. kr., heraf godt 1 mio. kr. i statslige udgifter.

Indførelse af administrative bøder

Ingen

Indførelse af administrative bøder

Der forventes en stigning i antallet af sager vedr. overtrædelser af formelle regler, som skal behandles af anklagemyndigheden og domstolene.

Der må forventes administrative meromkostninger ved behandlingen af bødeforelæg i Arbejdstilsynet.

Administrative konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner

Udbyderansvar

Ingen

Udbyderansvar

Det offentlige skal indføre procedurer, der sikrer, at der indarbejdes arbejdsmiljø i udbudsmaterialet.

Stramning af bygherreansvaret

Ingen

Stramning af bygherreansvaret

Det samlede mertidsforbrug for offentlige bygherrer skønnes at være begrænset.

Gebyrbelagt tilsyn

Ingen

Gebyrbelagt tilsyn

De administrative konsekvenser for det offentlige omfatter Arbejdstilsynets administration af gebyropkrævning, registrering og kontrol m.v.

Indførelse af administrative bøder

Ingen

Indførelse af administrative bøder

Der skal etableres rutiner for behandlingen af bødeforelæggene i Arbejdstilsynet.

Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet

Udbyderansvar

Kan ikke vurderes på nuværende tidspunkt

Udbyderansvar

Kan ikke vurderes på nuværende tidspunkt

Stramning af bygherreansvaret

Ingen

Stramning af bygherreansvaret

Det skønnes, at forslaget vil medføre merudgifter det 1. år på 1,5-3 mio. kr. De løbende udgifter de efterfølgende år skønnes at være 0,5-0,7 mio. kr.

Gebyrbelagt tilsyn

Ingen

Gebyrbelagt tilsyn

Det skønnes, at forslaget vil medføre merudgifter for virksomhederne i de brancher, der er udpeget til et gebyrbelagt tilsyn på i alt ca. 80 mio. kr. Hovedparten af udgifterne er fordelt i årene 2002-2004.

Indførelse af administrative bøder

Ingen

Indførelse af administrative bøder

Ingen - forudsat reglerne overholdes.

Administrative konsekvenser for erhvervslivet

Udbyderansvar

Ingen

Udbyderansvar

Der skal indføres procedurer, der sikrer, at der indarbejdes arbejdsmiljø i udbudsmaterialet.

Stramning af bygherreansvaret

Se ovenfor.

Stramning af bygherreansvaret

Se ovenfor.

Gebyrbelagt tilsyn

Ingen

Gebyrbelagt tilsyn

De administrative konsekvenser for erhvervslivet udgøres af administration i forbindelse med betaling af faktura for hhv. grundbesøg og opfølgningsbesøg, samt eventuelle rykkerskrivelser.

Indførelse af administrative bøder

Ingen

Indførelse af administrative bøder

Ingen

Miljømæssige konsekvenser

Det samlede forslag

Ingen

Det samlede forslag

Ingen

Administrative konsekvenser for borgerne

Udbyderansvar

Ingen

Udbyderansvar

Ingen

Stramning af bygherreansvaret

Idet borgere antages i meget begrænset omfang at optræde som bygherrer ved bygge- og anlægsprojekter, hvor mindst to arbejdsgivere beskæftiger mere end 10 ansatte, forventes forslaget ikke at have administrative konsekvenser for borgerne.

Stramning af bygherreansvaret

Idet borgere antages i meget begrænset omfang at optræde som bygherrer ved bygge- og anlægsprojekter, hvor mindst to arbejdsgivere beskæftiger mere end 10 ansatte, forventes forslaget ikke at have administrative konsekvenser for borgerne.

Gebyrbelagt tilsyn

Ingen

Gebyrbelagt tilsyn

Ingen

Indførelse af administrative bøder

Ingen

Indførelse af administrative bøder

Ingen

Forholdet til EU-retten

Forslaget om en ret for den ansatte til at forlade sin arbejdsplads i forbindelse med en alvorlig og umiddelbar fare er en supplerende gennemførelse af rammedirektivet.

Forslaget indeholder i øvrigt ingen EU-retlige aspekter

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Lov om arbejdsmiljø

Til nr. 1 (§ 13, stk. 4, 3. pkt.)

Med den foreslåede ændring af § 13, stk. 4, i arbejdsmiljøloven tilvejebringes det retslige grundlag for, at bedriftssundhedstjenestens sædvanlige opgaver efter arbejdsmiljøloven kan suppleres med sundhedsfremmende opgaver i relation til de ansatte.

Bestemmelsen indebærer ikke en forpligtelse for den enkelte bedriftssundhedstjeneste til at indgå aftaler om opgaver vedrørende varetagelse af sundhedsfremmende aktiviteter på medlemsvirksomhederne, men derimod muligheden for, at virksomhederne kan aftale, at bedriftssundhedstjenesterne varetager sundhedsfremmende aktiviteter. Hvis der er tale om opgaver, der ikke er direkte relateret til virksomhedens arbejdsmiljø, kan de ikke dækkes af virksomhedernes medlemskontingent til BST.

Da kravene til bedriftssundhedstjenestens kompetence i forvejen er meget brede, så vurderes det, at denne lovændring ikke medfører behov for ændringer i de fastsatte retningslinier vedrørende kravet om de 5 grundkompetencer, som en bedriftssundhedstjeneste skal besidde.

Arbejdsministeren vil fastsætte nærmere regler om bedriftssundhedstjenesternes opgaver i relation til spørgsmål vedrørende sundhedsfremme, jf. den gældende bemyndigelse i § 13, stk. 4, for ministeren til at fastsætte regler om bedriftssundhedstjenestens opgaver m.v.

Til nr. 2 (§ 17 a, § 17 b og § 17 c)

Til § 17 a, stk. 1

Det foreslås, at ansatte, der under arbejdet udsættes for en alvorlig og umiddelbar fare, der ikke kan undgås, kan forlade arbejdspladsen eller det farlige område. Bestemmelsen sigter således mod det tilfælde, hvor den alvorlige og umiddelbare fare er opstået, og giver den ansatte ret til uden nogen form for hindring at forlade arbejdspladsen eller det farlige område. En alvorlig og umiddelbar fare vil ofte svare til det farebegreb, som er anvendt i arbejdsmiljølovens § 77, stk. 2, hvorefter Arbejdstilsynet, for at afværge en overhængende, betydelig fare for de ansattes eller andres sikkerhed eller sundhed, kan påbyde, at faren straks imødegås, herunder at de tilstedeværende øjeblikkelig fjerner sig fra farezonen.

Til § 17 a, stk. 2

En ansat, der forlader sin arbejdsplads eller et farligt område på grund af en alvorlig og umiddelbar fare, jf. stk. 1, må ikke udsættes for forringelse af sine forhold f.eks. i form af afskedigelse, forflyttelse eller tilbageholdelse af løn fordi den pågældende forlod arbejdspladsen eller det farlige område. Arbejdsgiveren har bevisbyrden for, at der ikke forelå en alvorlig og umiddelbar fare, som den ansatte ikke kunne undgå ved at forblive på arbejdspladsen eller det farlige område. En sådan bevisbyrde stemmer overens med direktivets hovedsigte, der - som anført oven for under pkt. 3 i de almindelige bemærkninger er, at beskytte de ansatte mod forringelse af deres forhold.

Til § 17 a, stk. 3

Det foreslås, at der ved overtrædelse af reglerne kan tilkendes en godtgørelse, hvilket svarer til sanktionerne i langt den overvejende del af tilsvarende lovgivning, fx lov nr. 392 af 22. juni 1993 om ansættelsesbeviser og lov nr. 459 af 12. juni 1996 om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v.

Til § 17 b, stk. 1

Arbejdsgiveren har allerede efter de strafsanktionerede regler i arbejdsmiljølovgivningen pligt til at træffe de nødvendige foranstaltninger og give instruktioner, så arbejdet kan udføres forsvarligt uden risiko for fare, og skal føre effektivt tilsyn hermed, jf. fx de udførlige regler om arbejdets udførelse.

Efter bestemmelsen har arbejdsgiveren pligt til at sikre, at en ansat selv kan træffe de fornødne foranstaltninger til at undgå eller afværge følgerne af en alvorlig og umiddelbar fare, når det i den givne situation ikke er muligt at kontakte arbejdslederen eller en anden kompetent overordnet.

Bestemmelsen berører således ikke arbejdsgiverens sædvanlige pligter og ansvar efter arbejdsmiljøloven, men har til formål at sikre, at arbejdsgiveren ikke lægger hindringer i vejen for, at den ansatte om nødvendigt kan handle for sin egen eller andres sikkerheds skyld, hvis det er umuligt at kontakte en overordnet.

Arbejdsgiveren har derfor pligt til som led i sin almindelige instruktionsbeføjelse at sørge for, at de ansatte har praktisk mulighed for at bruge egnede midler på arbejdspladsen til at træffe de fornødne foranstaltninger.

Til § 17 b, stk. 2

En ansat, der har truffet foranstaltninger efter stk. 1, må ikke udsættes for forringelse af sine forhold, medmindre den pågældende har handlet forsætligt eller groft uagtsomt. Bestemmelsen omfatter kun de foranstaltninger, den ansatte iværksætter med henblik på at undgå følgen af en alvorlig og umiddelbar fare for sin egen eller andres sikkerhed. Bestemmelsen omfatter derimod ikke eventuelle forudgående handlinger eller undladelser, der har fremkaldt selve faresituationen.

Rammedirektivets artikel 8, stk. 5, omhandler både simpel og grov uagtsomhed, men det er fundet hensigtsmæssigt, at bestemmelsen alene finder anvendelse i de tilfælde, hvor den ansatte har handlet forsætligt eller groft uagtsomt. Baggrunden herfor er, dels at give den ansatte en bedre beskyttelse, dels for at understrege, at den ansattes iværksættelse af foranstaltninger i forbindelse med en alvorlig umiddelbar fare, sker under særlige forhold, der adskiller sig fra en normal arbejdssituation. Den nævnte afgrænsning svarer i øvrigt til arbejdsmiljølovgivningen, hvorefter ansatte skal have udvist grov uagtsomhed eller handlet forsætligt, for at kunne pådrage sig et personligt ansvar.

Arbejdsgiveren har bevisbyrden for, at den ansatte i forbindelse med iværksættelsen af de nævnte foranstaltninger har handlet forsætligt eller groft uagtsomt.

Til § 17 b, stk. 3

Det foreslås, at der ved overtrædelse af reglerne kan tilkendes en godtgørelse, hvilket svarer til sanktionerne i langt den overvejende del af tilsvarende lovgivning. Der henvises endvidere til bemærkningerne til § 17 a, stk. 3.

Til § 17 c

Det foreslås, at bestemmelserne i § 17 a og § 17 b ikke finder anvendelse, hvis der ved kollektiv overenskomst aftales bestemmelser, som giver ansatte rettigheder, der som minimum svarer til artikel 8, stk. 4 og 5, i direktiv nr. 89/391/EØF af 12. juni 1989 om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed under arbejdet. Hvis arbejdsmarkedets parter indgår kollektive overenskomster, som giver de ansatte rettigheder, der som minimum svarer til de nævnte bestemmelser i direktivet, medfører det, at tvister herom skal afgøres i det fagretlige system.

Landsorganisationen i Danmark og Dansk Arbejdsgiverforening har i forbindelse med Arbejdsmiljørådsmøde den 2. februar 2001 tilkendegivet, at de har i sinde at indgå en aftale om, at parterne er enige om, at § 5, stk. 2 i Normen indeholder de rettigheder og forpligtelser for lønmodtagere og arbejdsgivere, der følger af artikel 8, stk. 4 og 5 samt at EF-Domstolens fortolkning af uklarheder skal lægges til grund ved uoverensstemmelser om Normens § 5, stk. 2, og indgår i fagretlige sager om fortolkning eller brud på Normens § 5, stk. 2.

Normen er således et eksempel på et aftalekompleks, der indebærer, at de overenskomstområder og ansættelsesforhold, der i dag er omfattet heraf, fortsat vil kunne behandles efter § 5, stk. 2 i Normen.

Til nr. 3 (§ 33 a)

Til stk. 1

Bestemmelsen indebærer, at en udbyder af tjenesteydelser i alle forhold, som udbyder har direkte indflydelse på, skal medvirke til, at den udbudte opgave kan udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt af den arbejdsgiver, der har fået opgaven tildelt.

Udbyder må derfor ikke på områder, som udbyder har indflydelse på, gennem handlinger eller undladelser direkte eller indirekte lægge hindringer i vejen for arbejdsgiverens muligheder for at planlægge, tilrettelægge og udføre opgaven.

Udbyder skal loyalt medvirke til, at den udbudte opgave kan udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt under iagttagelse af arbejdsmiljølovgivningens regler.

Hvis en udbudt opgave skal udføres inden for udbyders bedriftsområde, det kan fx være rengøring, skal udbyder sikre sig, at de fysiske forhold inden for bedriftsområdet ikke er til hinder for arbejdsgiverens mulighed for at planlægge rengøringsopgaven udført forsvarligt.

Tilsvarende gælder for andre områder, hvor udbyder eventuelt i kraft af sin myndighedsrolle på det pågældende område har indflydelse på forhold, der har direkte betydning for opgavens udførelse. En kommune, der udbyder en renovationsopgave, bør derfor også håndhæve kommunens eget renovationsregulativ i forhold til borgerne, i det omfang det har betydning for arbejdsgiverens mulighed for at kunne sikre en sikkerheds- og sundhedsmæssig forsvarlig afhentning af dagrenovation.

Til stk. 2

Bestemmelsen indebærer, at udbyder af en tjenesteydelse ved den nærmere planlægning og tilrettelæggelse i forbindelse med udarbejdelsen af udbudsmaterialet har pligt til at påse, at der er taget hensyn til et sikkert og sundt arbejdsmiljø, herunder arbejdsmetoder, arbejdsprocesser og arbejdsgange.

Udbyder skal bl.a. sikre sig, at det arbejdsgrundlag, der er angivet i udbudet, ikke indebærer fare for, at de ansatte påføres helbredsskader på kort eller langt sigt i forbindelse med arbejdsgiverens nærmere planlægning, tilrettelæggelse og udførelse af tjenesteydelsen.

Der kan i den forbindelse peges på, at udbyder ved den nærmere vurdering heraf kan tage udgangspunkt i Arbejdstilsynets 48 arbejdsmiljøvejvisere, der beskriver de væsentlige arbejdsmiljøproblemer afhængig af, hvad det er, der udbydes, fx renovation, rengøring og ældrepleje.

Udbyder skal desuden sørge for, at der i udbudsmaterialet er angivet alle relevante oplysninger om de særlige, væsentlige arbejdsmiljøforhold, der direkte er knyttet til og dermed forbundet med opgavens udførelse, hvilket bl.a. indebærer, at der i udbudsmaterialet skal henvises til det særlige regelgrundlag, der direkte har betydning for den opgave, der udbydes.

Udbyder skal ikke oplyse om alle de væsentlige arbejdsmiljøforhold, der fx fremgår af en arbejdspladsvurdering, hvis udbyder tidligere selv har stået for opgaven. Udbyder skal derimod alene oplyse om de særlige, væsentlige arbejdsmiljøforhold, som den, der skal udføre opgaven, ikke kan forventes at have kendskab til ud fra et almindeligt kendskab til branchen.

Udbyder skal, i det omfang udbyder har kendskab til det, oplyse, om Arbejdstilsynet har givet påbud eller vejledning i forbindelse med det pågældende arbejde. Eventuelle rapporter fra bedriftssundhedstjeneste, arbejdsmedicinske klinikker m.v. bør endvidere vedlægges.

Det skal bemærkes, at der ofte vil være tale om en opgave, som udbyder tidligere selv har udført. Udbyder har i givet fald som arbejdsgiver i forvejen et detaljeret og indgående kendskab til opgaven, idet de særlige, væsentlige arbejdsmiljømæssige forhold, der knytter sig til opgavens udførelse, vil være beskrevet i den allerede udarbejdede lovpligtige arbejdspladsvurdering.

Det er af stor betydning, at den, der udfører opgaven, får kendskab til arbejdsmiljøforholdene, så der gives bedre muligheder for at inddrage det i planlægningen af opgaven, herunder forebygge helbredsskader for de ansatte.

Et trafikselskab eller andre, der udbyder transportopgaver, fx en busrute hvori indgår fastlagte og forudbestemte køreplaner, skal i udbudsmaterialet angive relevante arbejdsmiljømæssige oplysninger om sådanne køreplaner, herunder bl.a. sørge for, at der i køreplanen indbygges tilstrækkelig mulighed for, at den der varetager transportopgaven, dvs. vognmanden (arbejdsgiveren), kan efterleve arbejdsmiljøreglerne.

En kommune eller andre, der udbyder en hjemmehjælpsordning, skal sikre, at der i udbudsmaterialet er angivelser vedrørende fx særlig voldsrisiko i forbindelse med alenearbejde og angivelser med henblik på forebyggelse af løfteskader, således at den institution eller den virksomhed, der varetager hjemmehjælpsordningen som arbejdsgiver, kan planlægge og udføre arbejdet på en sikkerheds- og sundhedsmæssig forsvarlig måde.

Der skal til udmøntning af dette forslag udarbejdes en bekendtgørelse, som nærmere redegør for udbyders pligter, og for hvordan udbyder indarbejder arbejdsmiljøhensyn i udbudsmaterialet.

Til nr. 4 (§ 37)

Til stk.1

Bestemmelsens formål er at gøre det klart, at bygherren ligesom de andre aktører på arbejdsmiljøområdet også har pligt til at medvirke til, at et bygge- og anlægsarbejde kan gennemføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. § 37, stk. 1, er således en udvidelse af bygherrens ansvar efter arbejdsmiljølovgivningen. Bygherren skal bl.a. sikre, at hans pligter efter arbejdsmiljøloven iagttages samt, at hans krav til fx plan, tid, ressourcer, arkitektur, materialevalg og andre forhold af betydning for arbejdsmiljøet er forenelige med arbejdsmiljølovgivningen. Dette vil fx ikke være tilfældet, hvis bygherren kræver, at der anvendes ulovlige stoffer ved maling af byggeriet.

Bestemmelsen er rettet mod alle bygherrer, herunder også private boligejere, der agerer som bygherrer på egen bolig til eget brug.

Strafansvaret efter § 37, stk. 1, vil kun for private boligejere, der agerer som bygherrer på mindre byggeri på egen bolig til eget brug, bringes i anvendelse, såfremt vedkommende direkte giver ordrer om at handle i strid med klare regler på området, fx i tilfælde af, at vedkommende forlanger, at nedtagne asbestplader genanvendes.

Forslaget medfører ingen ændringer i arbejdsgiverens ansvar efter arbejdsmiljøloven.

Til stk. 2

Med formuleringen foreslås § 37 ændret således, at bygherren alene er pligtsubjekt i relation til de pligter, der er opregnet i § 37. Med forslaget er det således ikke muligt at overdrage bygherreansvaret til andre. Endvidere præciseres planlægningsforpligtelsen.

Ved bygherre forstås i arbejdsmiljølovgivningens forstand den, for hvis regning der udføres et bygge- og/eller anlægsarbejde. Det vil typisk være

virksomheder

offentlige eller private institutioner

organisationer

pensionskasser

boligselskaber

forsyningsselskaber.

Den, der lader bygningen opføre, anses for bygherren. Fx hvis en entreprenør for egen regning opfører en bygning med salg for øje, eller der er truffet aftale om, at brugeren af bygningen først køber denne efter færdiggørelsen, er det i begge tilfælde entreprenøren, der er bygherre. Det har i den forbindelse ingen betydning, at den kommende køber af bygningen har stillet funktions- eller designkrav til bygningen.

Tilsvarende gælder for lejerstyret byggeri. Her er det ejer af bygningen (udlejer), der anses for bygherre, uanset om lejer formulerer kravene til byggearbejderne.

Formålet med ændringen er at placere pligten og det tilhørende ansvar hos den, der har den reelle mulighed for at sikre, at arbejdsmiljølovgivningens krav til planlægning, afgrænsning og koordinering, som er forudsætningen for et forsvarligt arbejdsmiljø ved bygge- og anlægsarbejde, varetages. Ved at placere pligter og ansvar alene hos et pligtsubjekt opnås endvidere en klarhed og gennemskuelighed af ansvarsforholdene på bygge- og anlægsområdet mellem på den ene side bygherren og på den anden side de enkelte arbejdsgivere, samt at ansvaret for koordinering m.v. prioriteres højt. Når der således ikke gives mulighed for at henskyde eller fordele ansvaret til flere, formindskes risikoen for, at ansvaret ikke kan placeres og gøres gældende.

Bestemmelsen berører ikke arbejdsgiverens pligter og ansvar efter arbejdsmiljølovgivningen. Den enkelte arbejdsgiver har som hidtil fuldt ud ansvaret for, at lovgivningen overholdes i forhold til egne ansatte både på og uden for byggepladsen. Bestemmelsen medfører heller ingen ændringer i arbejdsgivernes pligt til at samarbejde, hvor flere arbejdsgivere arbejder på samme arbejdssted. De enkelte arbejdsgivere på arbejdsstedet skal sørge for, at de foranstaltninger for fællesområderne, der er aftalt i forbindelse med afgrænsningen, iværksættes og vedligeholdes samt føre et effektivt tilsyn hermed.

Såfremt bygherren savner den nødvendige arbejdsmiljøfaglige ekspertise inden for virksomheden til at varetage de i bestemmelsen angivne pligter, må han, som det tilsvarende gælder for arbejdsgivere, søge ekspertbistand uden for virksomheden. Bygherren fritages ikke for ansvar ved at lade opgaverne varetage af en sagkyndig.

Det vurderes, at meget få private boligejere, der agerer som bygherrer på egen bolig til eget brug, vil blive omfattet af pligterne i stk. 2, da byggeriet i disse tilfælde typisk vil være mindre. Strafansvaret efter § 37, stk. 2, for private boligejere, der agerer som bygherrer på egen bolig til eget brug, forudsætter, at pligten forinden er blevet nærmere præciseret gennem et påbud fra Arbejdstilsynet.

I bestemmelsen opregnes generelt de pligter en bygherre har under projekteringen og udførelsen af bygge- og anlægsarbejdet nemlig, at planlægge sikkerhed og sundhed i forbindelse med byggepladsens indretning og drift, at afgrænse de enkelte arbejdsgiveres sikkerhedsopgaver i fællesområderne og at koordinere foranstaltningerne til fremme af sikkerhed og sundhed for de beskæftigede på byggepladsen.

Efter bestemmelsen foreslås det, at bygherrens pligter ligesom i den gældende bestemmelse først aktualiseres ved bygge- og anlægsarbejder af en vis størrelse, idet der først opstår et planlægnings- og samordningsbehov, når flere skal tage hensyn til hinanden. Bestemmelsen er dog formuleret mere generelt, idet det angives, at pligten aktualiseres ved bygge- og anlægsvirksomhed af en vis størrelse, og hvor flere arbejdsgivere udfører arbejde på samme arbejdssted, uden fastsættelse af en bestemt talmæssig grænse for antal ansatte på byggeriet.

Der er ikke med formuleringen tiltænkt en ændring af reglens anvendelsesområde, men ved at undlade, at angive en bestemt grænse for antallet af ansatte på arbejdsstedet, fremtidssikres bestemmelsen. Det vil således være muligt at tage højde for udviklingen indenfor bygge- og anlægsområdet, ved at der administrativt kan fastsættes en anden grænse end den gældende, som er 11 personer.

Bygherrens pligter fremgår nærmere af forslagets § 37, stk. 3, og bemærkningerne hertil.

Indholdet af pligterne svarer til gældende lovgivning, for så vidt angår hvornår og hvordan, der skal udarbejdes en plan for sikkerhed og sundhed på byggepladsen angående dens indretning og drift, det materielle indhold af opgaverne i forbindelse med at koordinere sikkerhedsarbejdet samt at træffe aftale med arbejdsgiverne om tilvejebringelse og vedligeholdelse af sikkerhedsforanstaltningerne i fællesområderne.

I forbindelse med koordinering af sikkerhedsarbejdet foreslås som en skærpelse af de gældende krav, at der skal udpeges en kompetent koordinator, der på bygherrens vegne og ansvar skal varetage det daglige sikkerheds- og sundhedsarbejde på byggepladsen. Ved udpegningen af en koordinator fritages bygherren således ikke for ansvar efter arbejdsmiljølovgivningen.

Til stk. 3

Bemyndigelsesbestemmelsen er udformet således, at der etableres et mere detaljeret hjemmelsgrundlag for de pligter, som allerede følger af de gældende arbejdsmiljøregler på bygge- og anlægsområdet.

Disse pligter påhviler med lovændringen alene bygherren, som det fremgår af forslagets § 37, stk. 2.

Til stk. 3, nr. 1

For så vidt angår det materielle indhold af opgaverne i forbindelse med afgrænsningen, svarer dette til de eksisterende administrative regler.

Opgaverne består i, at der, inden arbejdet sættes i gang, træffes aftale med en eller flere arbejdsgivere på byggepladsen om at tilvejebringe og vedligeholde sikkerhedsforanstaltningerne i fællesområderne. Disse aftaler skal indgå i planen for sikkerhed og sundhed på byggepladsen.

Pligten til at træffe aftale om at tilvejebringe og vedligeholde sikkerhedsforanstaltningerne i fællesområderne indtræder på bygge- og anlægspladser af en vis størrelse, svarende til det under § 37, stk. 2, anførte.

Formålet med at pålægge bygherren en afgrænsningsforpligtelse på bygge- og anlægspladser af en vis størrelse, er at sikre, at der, allerede inden arbejdet på bygge- og anlægspladsen sættes i gang, tages stilling til, hvilke sikkerhedsforanstaltninger der skal etableres på fællesområderne, og hvem der skal etablere og vedligeholde dem.

Det følger af de gældende regler, at det ved mindre bygge- og anlægsarbejder er de enkelte arbejdsgivere, der har pligt til at samarbejde om at skabe sikre og sunde arbejdsforhold for alle beskæftigede på samme arbejdssted og pligt til at samordne deres foranstaltninger til varetagelse heraf.

Til stk. 3, nr. 2

For så vidt angår det materielle indhold af kravet om at udarbejde en plan for sikkerhed og sundhed i forbindelse med indretningen og driften af byggepladsen, svarer dette til de eksisterende regler.

Opgaven for bygherren består i, at der, inden større byggepladser etableres, skal udarbejdes en skriftlig plan for sikkerhed og sundhed i forbindelse med byggepladsens indretning, at planen løbende ajourføres, og at der sørges for, at planen indgår i grundlaget for sikkerhedsarbejdet på pladsen.

Bygherrens forpligtelse til at udarbejde en skriftlig plan for sikkerhed og sundhed i forbindelse med indretningen og driften af byggepladsen indtræder på bygge- og anlægspladser af en vis størrelse svarende til det under forslagets § 37, stk. 2, anførte.

For mindre bygge- og anlægsarbejder, der indebærer en særlig fare, har de enkelte arbejdsgivere ansvaret for at udarbejde og ajourføre en plan for sikkerhed og sundhed til imødegåelse af disse farer. Denne forpligtelse anses for opfyldt ved at udarbejde den pligtige arbejdspladsvurdering (APV).

Som nævnt under nr. 1 skal flere arbejdsgivere, der lader arbejde udføre på samme arbejdssted, endvidere samarbejde om at skabe sikre og sunde arbejdsforhold og samordne foranstaltninger herfor.

Til stk. 3, nr. 3

For så vidt angår det materielle indhold af opgaverne i forbindelse med koordineringen, svarer dette til de eksisterende administrative regler. Opgaven består i at koordinere de foranstaltninger, der træffes til fremme af sikkerhed og sundhed i fællesområderne. Koordineringen skal under gennemførelsen af byggeriet foregå ved sikkerhedsmøderne og ved personlig kontakt på arbejdsstedet.

Der skal indkaldes til og deltages i sikkerhedsmøde mindst én gang om måneden samt udarbejdes referat. Der skal desuden indkaldes til ekstraordinære sikkerhedsmøder i tilfælde af, at der indtræffer alvorlige ulykker, forgiftninger eller andre sundhedsskader eller tilløb hertil samt efter behov. Planen for sikkerhed og sundhed på byggepladsen skal indgå i grundlaget for dette sikkerhedsarbejde.

Pligten til at formalisere koordineringen fx indkaldelse til sikkerhedsmøder indtræder ved bygge- og anlægsarbejde af en vis størrelse. Der er, som det følger af bemærkningerne til stk. 2, ikke tiltænkt en ændring af reglens anvendelsesområde. Det vil sige, at pligten til at koordinere indtræder på bygge- og anlægsarbejder, hvor flere virksomheder er tilstede og beskæftiger mere end 10 personer.

På mindre bygge- og anlægsarbejder fx almindelige tilbygninger, ombygninger, reparations- og vedligeholdelsesarbejder, har de enkelte arbejdsgivere ansvaret for at samarbejde om og samordne sikkerheds- og sundhedsarbejdet, jf. nr. 1.

Til stk. 3, nr. 4

Kravet om, at bygherren i forbindelse med varetagelsen af koordineringsopgaven skal udpege en koordinator med de nødvendige kvalifikationer, der på bygherrens vegne varetager koordineringen af sikkerhedsarbejdet under gennemførelsen af bygge- og anlægsopgaven, er nyt.

Som koordinator kan bygherren udpege sig selv, én fra egen virksomhed, eller han kan udpege én uden for virksomheden.

Bygherren fritages ikke for ansvar efter arbejdsmiljølovgivningen ved udpegningen af en koordinator.

Formålet med at fastsætte et krav om, at bygherren skal udpege en koordinator til at varetage koordineringsopgaven, er at sikre, at koordineringen af sikkerhedsarbejdet under byggeriets gennemførelse varetages af en person, der er i besiddelse af de nødvendige kvalifikationer til at løfte opgaven i den hensigt at højne kvaliteten af sikkerhedsarbejdet på større bygge- og anlægsprojekter og sætte fokus på opgaven som en selvstændig opgave.

Bygherrens pligt til at udpege en koordinator indtræder på bygge- og anlægspladser af en vis størrelse svarende til det under § 37, stk. 2, anførte og af de samme grunde, som anført der.

Det vil bl.a. være koordinators opgave at lede sikkerhedsmøderne på byggepladsen. I sikkerhedsmøderne deltager arbejdsgiverrepræsentanter og sikkerhedsrepræsentanter for ansatte i de på byggepladsen deltagende virksomheder. Disse repræsentanter skal efter nugældende regler alle have gennemgået en arbejdsmiljøuddannelse. Både af denne grund og af hensyn til en forsvarlig opgavevaretagelse anses det for hensigtsmæssigt, at koordinator har tilsvarende kvalifikationer.

En forsvarlig varetagelse af opgaven som koordinator kræver en stor indsigt i bygge- og anlægsbranchen, herunder i byggeprocessens forløb, de enkelte aktørers indbyrdes forhold og branchens kutymer i øvrigt. Desuden medfører koordinatorfunktionen ledelseslignende arbejdsopgaver. Det anses derfor for nødvendigt at stille krav om, at koordinator har sagkyndig ekspertise på bygge- og anlægsområdet og har praktisk erfaring i ledelse af et bygge- og anlægsarbejde.

Krav til koordinators kvalifikation vil således som minimum indebære, at den pågældende har gennemgået arbejdsmiljøuddannelsen, har sagkyndig ekspertise på bygge- og anlægsområdet og herunder har kendskab til byggeriets aktører samt praktisk erfaring i ledelse af et bygge- og anlægsarbejde. Det må formodes, at bygherren har en interesse i at udpege en kvalificeret koordinator, under hensyntagen til, at bygherren ikke længere kan overdrage sine forpligtelser.

Til stk. 4

Ved at indsætte denne bemyndigelsesbestemmelse om bygherrens pligt til at anmelde større byggerier til Arbejdstilsynet samles alle bygherrens pligter i en bestemmelse.

Indholdet af bygherrens pligt til at anmelde byggepladser af en vis størrelser følger af de eksisterende regler. Kopi af anmeldelsen skal ophænges på byggepladsen.

Pligten til at anmelde indtræder, når arbejdets forventede varighed overstiger 30 arbejdsdage og mindst 20 ansatte er beskæftiget samtidig, eller den formodede arbejdsmængde overstiger 500 manddage. Dette følger allerede af de eksisterende regler.

Formålet med anmeldelsen er, at Arbejdstilsynet oplyses om, at der etableres bygge- og anlægspladser over en vis størrelse til brug for tilrettelæggelsen af tilsynsarbejdet.

Til nr. 5 (§ 72, nr. 6)

Bestemmelserne i §§ 17 a-c har til formål at sikre ansatte en række rettigheder af ansættelsesretlig karakter, hvorfor bestemmelserne ikke er omfattet af Arbejdstilsynets tilsyns- og kontrolbeføjelser efter § 72, nr. 6.

Til nr. 6 (§ 74, stk. 4, 5 og 6)

Til stk. 4

Med det foreslåede stk. 4, kan arbejdsministeren fastsætte nærmere regler for Arbejdstilsynets gennemførelse af et brancherettet tilsyn i arbejdsmiljømæssigt særligt belastede brancher og regler om udvælgelse af brancher.

Det gebyrbelagte tilsyn består af et grundbesøg og et evt. opfølgningsbesøg. Samtlige virksomheder inden for de udvalgte brancher modtager et grundbesøg, hvori indgår en vurdering af virksomhedernes egen indsats for at forbedre arbejdsmiljøet og en vurdering af det materielle arbejdsmiljø. Dog vil certificerede virksomheder være undtaget for det gebyrbelagte tilsyn, jf. de almindelige bemærkninger. Hvis der i forbindelse med grundbesøget konstateres væsentlige problemer, vil Arbejdstilsynet anvende de almindelige reaktionsformer, jf. lov om arbejdsmiljøs § 77.

Udover grundbesøget gennemføres der inden for 1-2 år opfølgningsbesøg på de virksomheder, hvor Arbejdstilsynet har givet påbud. Der betales også gebyr for disse opfølgningsbesøg.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger.

Til stk. 5

Der er ikke i de eksisterende bestemmelser hjemmel til at opkræve et gebyr for en brancherettet tilsynsindsats i arbejdsmiljømæssigt særligt belastede brancher.

Med det foreslåede stk. 5, kan arbejdsministeren fastsætte nærmere regler for gebyrer i forbindelse med den brancherettede tilsynsindsats. Gebyret vil blive fastsat som en fast timetakst pr. påbegyndt tilsynstime baseret på de langsigtede gennemsnitsomkostninger forbundet med gennemførelsen af det brancherettede tilsyn. Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger.

Til stk. 6

Hensigten med den foreslåede bestemmelse er at skærpe incitamentet til at betale gebyrer til tiden. Rentelovens almindelige bestemmelser finder ikke anvendelse på fordringer i forbindelse med gebyrordninger på arbejdsmiljøområdet, hvorfor det er nødvendigt med en udtrykkelig hjemmel i arbejdsmiljøloven, svarende til den hjemmel der findes i fx miljøbeskyttelsesloven og Skatteministeriets bestemmelser i love og bekendtgørelser.

Til nr. 7 (§ 79, stk. 1)

Konsekvensrettelse som følge af ændringer i straffeloven.

Til nr. 8 (§ 81, stk. 1)

Forslaget er en konsekvensændring af nr. 9, og præciserer blot, at der i stk. 6 er undtagelser, hvor Arbejdsmiljøklagenævnet ikke er klagemyndighed.

Til nr. 9 (§ 81, stk. 6)

Med hjemmel i § 68, stk. 7, er udstedt bekendtgørelse nr. 863 af 5. december 1998 om bidrag til Arbejdsmiljørådets og branchearbejdsmiljørådenes arbejdsmiljøindsats (bidragsbekendtgørelsen). De afgørelser, som træffes i henhold til denne bekendtgørelse, vedrører opkrævning af bidrag, som beregnes på grundlag af Arbejdsskadestyrelsens opgørelse og beregning af tilkendte godtgørelser for mén og erstatninger for erhvervsevnetab efter lov om sikring mod følger af arbejdsskade. Delegationen af opgaven med at opkræve bidrag giver anledning til en ændring af bidragsbekendtgørelsen.

Samtidig forventes opgaven med at beregne bidraget på grundlag af Arbejdsskadestyrelsens opgørelse af de enkelte bidragsyderes andele af de tilkendte godtgørelser og erstatninger henlagt til Arbejdstilsynet, jf. at Arbejdstilsynet har samme opgave i forbindelse med den erstatningsbaserede del af arbejdsmiljøafgiften, jf. § 6, stk. 1, i lov om en generel arbejdsmiljøafgift.

Med hjemmel i § 68 a, stk. 5, er udstedt bekendtgørelse nr. 1064 af 22. december 1998 om Arbejdsmiljørådets og branchearbejdsmiljørådenes arbejdsmiljøindsats. Delegationen af kompetencen til at behandle branchearbejdsmiljørådenes ansøgninger m.v. om tilskud er sket gennem en ændring af bekendtgørelsen, som er trådt i kraft 1. januar 2001. De afgørelser, som Arbejdstilsynet herefter træffer i medfør af disse regler, vil handle om tilsagn om tilskud til konkrete aktiviteter, herunder om der kan ydes tilskud til aktiviteter, som ikke indgår i den årlige plan for partsindsatsen, som arbejdsministeren har godkendt. Det kan endvidere handle om omfordeling af uforbrugte midler mellem branchearbejdsmiljørådene.

Til nr. 10, 11, og 12 (§ 82, stk. 1 og stk. 2)

Ændringerne er en følge af, at hæftestraffen ved lov nr. 433 af 31. maj 2000 om ændring af straffeloven blev afskaffet. Samtidig blev undergrænsen for fængsel nedsat fra 30 til 7 dage, der tidligere var undergrænsen for hæfte. Ændringen får ingen konsekvenser på arbejdsmiljøområdet, da frihedsstraf ikke har været anvendt for overtrædelse af arbejdsmiljøloven. Afskaffelsen af hæftestraffen får virkning fra den 1. juli 2001.

Lovforslag som fremsat 2000 172 Valid

§ 9.

Stk.6. Energistyrelsen fører ikke tilsyn med forhold omfattet af § 23, stk. 2.

Lovforslag som fremsat 2000 172 Valid

§ 13.

Stk. 4. Arbejdsministeren kan fastsætte regler om bedriftssundhedstjenesternes opbygning, opgaver, funktion og finansiering. Dette gælder såvel bedriftssundhedstjenester efter stk. 1 og 2 som bedriftssundhedstjenester, der etableres frivilligt. Bedriftssundhedstjenestens opgaver kan udvides til at omfatte miljøspørgsmål i direkte tilknytning til virksomhederne. Arbejdsministeren kan fastsætte nærmere regler, der sikrer løsningen af virksomhedens arbejdsmiljøspørgsmål.

Stk. 4. Arbejdsministeren kan fastsætte regler om bedriftssundhedstjenesternes opbygning, opgaver, funktion og finansiering. Dette gælder såvel bedriftssundhedstjenester efter stk. 1 og 2 som bedriftssundhedstjenester, der etableres frivilligt. Bedriftssundhedstjenestens opgaver kan udvides til at omfatte miljøspørgsmål og sundhedsfremme i direkte tilknytning til virksomhederne. Arbejdsministeren kan fastsætte nærmere regler, der sikrer løsningen af virksomhedens arbejdsmiljøspørgsmål.

Lovforslag som fremsat 2000 172 Valid

§ 17 b. Arbejdsgiveren skal sørge for, at en ansat under hensyntagen til sin viden og adgang til tekniske hjælpemidler selv har mulighed for at træffe hensigtsmæssige foranstaltninger med henblik på at undgå følgen af en alvorlig og umiddelbar fare for sin egen eller andres sikkerhed, når det ikke er muligt at kontakte arbejdsgiveren, virksomhedslederen eller arbejdslederen.

Stk. 2. Den ansatte må ikke udsættes for forringelse af sine forhold, fordi den ansatte har iværksat foranstaltninger efter stk. 1, med mindre den ansatte i den forbindelse har handlet forsætligt eller groft uagtsomt.

Stk. 3. Ansatte, hvis rettigheder er krænket efter stk. 2, kan tilkendes en godtgørelse.

Lovforslag som fremsat 2000 172 Valid

§ 17 c. Bestemmelserne i § 17 a og § 17 b finder ikke anvendelse i det omfang en kollektiv overenskomst giver en ansat rettigheder, der som minimum svarer til artikel 8, stk. 4 og 5, i direktiv 89/391/EØF af 12. juni 1989 om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed under arbejdet.«

3. Efter § 33 indsættes

»§ 33 a. Den, der udbyder en tjenesteydelse, skal medvirke til, at den udbudte opgave kan udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt.

Stk. 2. Udbyder skal ved udarbejdelsen af sit udbudsmateriale påse, at der er taget hensyn til sikkerheden og sundheden ved opgavens udførelse. Udbyder skal endvidere sørge for, at udbudsmaterialet indeholder relevante oplysninger om særlige, væsentlige arbejdsmiljøforhold, der er forbundet med opgavens udførelse med henblik på, at den, der udfører opgaven, får kendskab hertil.«

4. § 37 affattes således

»§ 37. Bygherren skal medvirke til, at bygge- og anlægsarbejde kan udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt.

Stk. 2. Ved bygge- og anlægsvirksomhed af en vis størrelse, hvor flere arbejdsgivere er beskæftiget på samme arbejdssted, skal bygherren planlægge, afgrænse og koordinere foranstaltningerne til fremme af de ansattes sikkerhed og sundhed.

Stk. 3. Arbejdsministeren fastsætter nærmere regler om bygherrens pligter efter stk. 2, herunder om

1) afgrænsning af de enkelte arbejdsgiveres opgaver i fællesområderne, inden arbejdet sættes i gang,

2) udarbejdelse af en plan for sikkerhed og sundhed, inden byggepladsen etableres,

3) koordinering af foranstaltninger til fremme af sikkerhed og sundhed i fællesområderne, medens arbejdet er i gang, og

4) udpegning af koordinator med den fornødne viden om og uddannelse i sikkerheds- og sundhedsmæssige spørgsmål til at varetage koordineringen af de sikkerheds- og sundhedsmæssige foranstaltninger på arbejdsstedet.

Stk. 4. Arbejdsministeren fastsætter nærmere regler om bygherrens pligt til at anmelde større bygge- og anlægsarbejder til Arbejdstilsynet.«

5. § 72, nr. 6 affattes således

»6) påse, at loven og de forskrifter, der gives med hjemmel i loven, overholdes, bortset fra §§ 17 a-c.«

6. I § 74 indsættes som stk. 4-6

»Stk. 4. Arbejdsministeren kan fastsætte nærmere regler for Arbejdstilsynets gennemførelse af et brancherettet tilsyn i arbejdsmiljømæssigt særligt belastede brancher, herunder regler for udvælgelse af brancher.

Stk. 5. Arbejdsministeren kan fastsætte nærmere regler om gebyrer til at dække Arbejdstilsynets omkostninger ved et brancherettet tilsyn i arbejdsmiljømæssigt særligt belastede brancher. Gebyrerne tillægges udpantningsret.

Stk. 6. Arbejdsministeren kan fastsætte nærmere regler om opkrævning og indbetaling af gebyrer, herunder frist for indbetalingen. Betales gebyret ikke rettidigt, forrentes gebyret med 1,5 pct. for hver påbegyndt måned fra forfaldsdag.«

7. I § 79, stk. 1, ændres »borgerlig straffelovs« til: »straffelovens«.

8. I § 81, stk. 1, nr. 1, indsættes efter »Klage over en afgørelse truffet af Arbejdstilsynet i henhold til denne lov«: », jf. dog stk. 6,«.

9. I § 81 indsættes som stk. 6

»Stk. 6. Klage over afgørelser truffet af Arbejdstilsynet i henhold til regler udstedt i medfør af § 68, stk. 7, og § 68 a, stk. 5, kan indbringes for arbejdsministeren inden fire uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende.«

10. I § 82, stk. 1, udgår: », hæfte«.

11. I § 82, stk. 1, indsættes efter »§ 37, stk. 1«: »og 2«.

12. I § 82, stk. 2, udgår: »hæfte eller«.

13. § 82, stk. 7, affattes således: »Forældelsesfristen for strafansvaret er 5 år ved overtrædelse af §§ 30-34 samt regler udstedt i henhold til § 35.«

14. Efter § 82 indsættes

»§ 82 a. Arbejdsministeren kan fastsætte regler om, at Arbejdstilsynet i nærmere angivne sager om overtrædelser af arbejdsmiljøregler, der ikke skønnes at ville medføre højere straf end bøde, i et bødeforelæg kan tilkendegive, at sagen kan afgøres uden retssag, hvis den, der har begået overtrædelsen, erklærer sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til inden en nærmere angiven frist at betale en bøde, som angivet i bødeforelægget.

Stk. 2. Retsplejelovens regler om krav til indholdet af et anklageskrift og om, at en sigtet ikke er forpligtet til at udtale sig, finder tilsvarende anvendelse på bødeforelæg.

Stk. 3. Vedtages bøden, bortfalder videre forfølgning.

Stk. 4. Vedtagne bøder tillægges udpantningsret.«

15. I § 84 ændres »hæfte« til: »fængsel i indtil 2 år«.

16. § 87 a ophæves.

17. I § 89, stk. 3, ændres »hæfte«: til »fængsel i indtil 2 år«.

Lovforslag som fremsat 2000 172 Valid

§ 17 a. En ansat har ret til at forlade sin arbejdsplads eller et farligt område i tilfælde af en alvorlig og umiddelbar fare, som ikke kan undgås.

Stk. 2. Den ansatte må ikke udsættes for forringelse af sine forhold, fordi den ansatte forlader sin arbejdsplads og/eller et farligt område, jf. stk. 1.

Stk. 3. Ansatte, hvis rettigheder er krænket efter stk.1 og 2, kan tilkendes en godtgørelse.

Lovforslag som fremsat 2000 172 Valid

§ 17 b. Arbejdsgiveren skal sørge for, at en ansat under hensyntagen til sin viden og adgang til tekniske hjælpemidler selv har mulighed for at træffe hensigtsmæssige foranstaltninger med henblik på at undgå følgen af en alvorlig og umiddelbar fare for sin egen eller andres sikkerhed, når det ikke er muligt at kontakte arbejdslederen eller en anden kompetent overordnet.

Stk. 2. Den ansatte må ikke udsættes for forringelse af sine forhold, fordi den ansatte har iværksat foranstaltninger efter stk. 1, med mindre den ansatte har handlet groft uagtsomt.

Stk. 3. Ansatte, hvis rettigheder er krænket efter stk. 2, kan tilkendes en godtgørelse.

Lovforslag som fremsat 2000 172 Valid

§ 17 c. Bestemmelserne i § 17 a og § 17 b finder ikke anvendelse i det omfang en kollektiv overenskomst giver en ansat rettigheder, der som minimum svarer til artikel 8, stk. 4 og 5, i direktiv 89/391/EØF af 12. juni 1989 om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed under arbejdet.

Lovforslag som fremsat 2000 172 Valid

§ 23. Lov nr. 681 af 23. december 1975 om arbejdsmiljø med senere ændringer finder ikke anvendelse på anlæg omfattet af denne lov.

Lovforslag som fremsat 2000 172 Valid

§ 23. Lov nr. 681 af 23. december 1975 om arbejdsmiljø med senere ændringer finder ikke anvendelse på anlæg omfattet af denne lov, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. §§ 17 a, 17 b og 17 c i lov om arbejdsmiljø finder anvendelse på anlæg omfattet af denne lov.

Stk. 2. Energiministeren kan dog bestemme, at bestemmelser i arbejdsmiljøloven og andre love fastsat i henhold hertil, som vedrører forhold omfattet af denne lov, indtil videre skal finde anvendelse. Han kan endvidere bestemme, at klager over afgørelser truffet i henhold til disse love og bestemmelser skal indbringes for energiministeren.

Stk. 2 bliver herefter stk. 3.

Lovforslag som fremsat 2000 172 Valid

§ 33 a. Den, der udbyder en tjenesteydelse, skal medvirke til, at den udbudte opgave kan udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt.

Stk. 2. Udbyder skal ved udarbejdelsen af sit udbudsmateriale påse, at der er taget hensyn til sikkerheden og sundheden ved opgavens udførelse. Udbyder skal endvidere sørge for, at udbudsmaterialet indeholder relevante oplysninger om særlige, væsentlige arbejdsmiljøforhold, der er forbundet med opgavens udførelse med henblik på, at den, der udfører opgaven, får kendskab hertil.

Lovforslag som fremsat 2000 172 Valid

§ 37, stk. 2, føjes til opregningen af strafbelagte bestemmelser i arbejdsmiljøloven. Ændringen er sket som en følge af forslag til ny § 37. Strafbelagt er også forslaget til ny § 33 a, idet der allerede i opregningen i den gældende § 82 er nævnt §§ 25-34.

Til nr. 13 (§ 82, stk. 7)

Konsekvensrettelse som følge af forslagets § 33 a om udbyderansvar.

Til nr. 14 (§ 82 a)

Det er en forudsætning for at anvende administrative bødeforelæg, at den påståede overtrædelse er ukompliceret, klar og tilstrækkeligt dokumenteret, at den pågældende overtrædelse ikke kan ventes at medføre højere straf end bøde, samt at den, bøden pålægges, er indforstået med at sagen afgøres administrativt.

Har sagen ikke den fornødne ukomplicerede karakter til, at sagen er egnet til at blive afgjort med en administrativ bøde, foretages i stedet politianmeldelse.

Nedenfor følger en ikke udtømmende oversigt over hvilke overtrædelser, der tænkes udmøntet i en kommende bekendtgørelse om Arbejdstilsynets bødeudstedelse.

A. Virksomheder

I. Materielle overtrædelser

Nedenfor følger en række eksempler på grove overtrædelser af klare og velkendte regler på områder med en dokumenteret risiko for ulykker eller arbejdsbetingede lidelser, som vil kunne udløse en administrativ bøde

1. Arbejdsmaskiner, håndværktøj og andre tekniske hjælpemidler

Arbejde med fx uafskærmede rundsavsklinger eller kraftoverføringsaksel.

Brug af maskiner m.v., hvor sikkerhedsanordninger er sat ud af drift.

Reparation eller andre indgreb i maskiner m.v. under drift.

2. Fare for nedstyrtning

Arbejde på stillads, hvor der mangler vitale sikkerhedsforanstaltninger, fx rækværk.

Andet uforsvarligt arbejde i højden, fx på grund af manglende sikkerhedsforanstaltninger.

3. Fare for sammenstyrtning og sammenskridning

Manglende sikkerhedsforanstaltninger i form af afstivning eller anlæg ved jordudgravning.

Arbejde i siloer, hvor der er fare for nedskridning.

4. Farlige stoffer og materialer

Arbejde med stoffer og materialer, hvor der gælder et forbud.

Uforsvarligt arbejde med stoffer og materialer med høj akut giftighed.

5. Børn og unge

Unge der arbejder med fx farlige maskiner og ætsende stoffer eller udfører alenearbejde i strid med de særlige regler herom.

På alle fem områder gælder det bl.a., at ansattes og arbejdslederes undladelse af at anvende beskyttelsesudstyr eller andre beskyttelsesforanstaltninger, udsugningsforanstaltninger eller nødvendige personlige værnemidler kan udløse en administrativ bøde.

II. Formelle overtrædelser

Nedenfor følger en række eksempler på overtrædelser af formelle regler, som vil kunne udløse en administrativ bøde

1. Arbejdspladsvurdering

Virksomheder, der er omfattet af pligten hertil, har ikke udarbejdet skriftlig arbejdspladsvurdering.

2. Sikkerhedsorganisation

Virksomheder, der er omfattet af pligten hertil, har ikke oprettet en sikkerhedsorganisation.

Arbejdstager- eller arbejdslederrepræsentanter i sikkerhedsorganisationen har ikke gennemgået arbejdsmiljøuddannelsen.

3. Certifikatkrav

Ansatte er ikke i besiddelse af certifikater, der er lovpligtige.

4. Brugsanvisninger og eftersyn

Der foreligger ikke brugsanvisninger for stoffer og materialer eller maskiner.

Der er ikke gennemført lovpligtige eftersyn, fx på tekniske hjælpemidler.

5. Bedriftssundhedstjenesten

Der foreligger ikke tiltrædelsesvedtægt for tilslutning til bedriftssundhedstjeneste for BST-pligtige virksomheder.

6. Sikkerheds- og sundhedsplan

Der er ikke udarbejdet en sikkerheds- og sundhedsplan efter reglerne i byggepladsbekendtgørelsen.

III. Manglende efterkommelse af påbud

I tilfælde af manglende efterkommelse af påbud kan der udstedes administrative bødeforelæg. Arbejdstilsynet afgiver påbud, når det konstateres, at der arbejdes i strid med arbejdsmiljøregler. Hvis påbudet ikke efterkommes inden udløbet af den fastsatte frist, kan Arbejdstilsynet pålægge virksomheden en administrativ bøde.

Det er også her en betingelse, at overtrædelsen er klar og tilstrækkeligt dokumenteret og ikke ventes at medføre højere straf end bøde, samt at den, bøden pålægges, er indforstået med at sagen afgøres administrativt.

B. Ansatte og arbejdsledere

I ukomplicerede sager om overtrædelser af materielle arbejdsmiljøregler, der efter deres indhold kan finde anvendelse på ansatte og arbejdsledere, straffes den ansatte og arbejdslederen ved fremsendelse af et administrativt bødeforelæg, når handlingen eller undladelsen, der udgør overtrædelsen, er foretaget af den pågældende på fx et eller flere af følgende områder

1. Undladelse af at anvende beskyttelsesudstyr eller andre beskyttelsesforanstaltninger, der er anbragt på maskiner og værktøj m.v., fx ved at det sættes ud af funktion, afmonteres eller på anden måde ikke anvendes, herunder sikkerhedsanordninger, der bliver afbrudt, ændret eller flyttet, eller ikke bliver sat på plads igen efter rengøring eller reparation af maskinen.

2. Undladelse af at bruge udsugningsforanstaltninger, herunder procesudsugning, eller hvis udsugningen sættes ud af funktion.

3. Manglende eller mangelfuld brug af nødvendige personlige værnemidler, fx at den ansatte ikke anvender hjelm, sikkerhedssko, beskyttelsesbriller eller handsker m.v., hvor det er påbudt.

I øvrigt anvendes straf kun, når

virksomheden har givet instruktion om anvendelse af den pågældende foranstaltning og ført effektiv kontrol med, at de ansatte har efterlevet foranstaltningerne.

virksomheden har stillet det pågældende sikkerhedsudstyr eller personlige værnemidler til rådighed for de ansatte i virksomheden, herunder at fx personlige værnemidler, der skal passe den enkelte medarbejder, forefindes eller kan tilpasses.

Til stk. 2, 3 og 4

Det følger af bestemmelsen, at virksomheden eller den ansatte eller arbejdslederen skal modtage en skriftlig tilkendegivelse med beskrivelse af overtrædelsen i overensstemmelse med retsplejelovens regler om indholdet af et anklageskrift, jf. retsplejelovens § 831, stk. 1, nr. 2 og 3.

Da sager om administrative bødeforelæg er straffesager i den Europæiske Menneskerettighedskonventions forstand, skal behandlingen af disse sager ske med respekt af forbudet mod selvinkriminering, således som Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har udledt af artikel 6 i konventionen.

Dette indebærer bl.a., at den pågældende person ikke kan pålægges at udtale sig i anledning af myndighedernes konkrete mistanke, ligesom personen bør gøres bekendt med retten til ikke at udtale sig, jf. retsplejelovens § 752, stk. 1, om politiets afhøring af en sigtet.

Det indebærer endvidere, at Arbejdstilsynet efter det tidspunkt, hvor tilsynet får en begrundet mistanke om, at der er begået en strafbar overtrædelse af arbejdsmiljølovgivningen, ikke kan pålægge nogen at fremkomme med oplysninger herom efter lovens § 76, men skal orientere om retten til ikke at udtale sig.

Vedtages bøden, bortfalder videre forfølgning.

Bøder, der er vedtaget, men som ikke betales, er ved loven tillagt udpantningsret. Det betyder, at bødekravet om nødvendigt kan inddrives ved fogedretten. Inddrivelse forestås af Arbejdstilsynet. Det forudsættes, at skyldneren forinden har modtaget mindst én rykker. Hvis skyldneren ikke kan betale, kan en afdragsordning aftales.

Til nr. 15 og nr. 17 (§ 84 og § 89, stk. 3)

Strafferammen for overtrædelser af arbejdsmiljøloven er ved tidligere ændringer af loven blevet hævet. Ved lov nr. 380 af 13. juni 1990 blev strafferammen således hævet fra bøde eller hæfte til fængsel i indtil 1 år og ved lov nr. 373 af 20. maj 1992 blev strafferammen hævet til fængsel i indtil 2 år.

Lovforslag som fremsat 2000 172 Valid

§ 37. Ved bygge- og anlægsvirksomhed, som udføres af mere end 10 personer, skal bygherren eller en person, som han overdrager det til, samordne de foranstaltninger til fremme af de beskæftigedes sikkerhed og sundhed, der skal udføres af arbejdspladsens forskellige arbejdsgivere.

Stk. 2. Arbejdsministeren kan fastsætte nærmere regler herom.

Lovforslag som fremsat 2000 172 Valid

§ 37. Bygherren skal medvirke til, at bygge- og anlægsarbejdet kan udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt.

Stk. 2. Ved bygge- og anlægsvirksomhed af en vis størrelse, hvor flere arbejdsgivere er beskæftiget på samme arbejdssted, skal bygherren planlægge, afgrænse og koordinere foranstaltningerne til fremme af de ansattes sikkerhed og sundhed.

Stk. 3. Arbejdsministeren fastsætter nærmere regler om bygherrens pligter efter stk. 2, herunder om

1) afgrænsning af de enkelte arbejdsgiveres opgaver i fællesområderne, inden arbejdet sættes i gang,

2) udarbejdelse af en plan for sikkerhed og sundhed, inden byggepladsen etableres

3) koordinering af foranstaltninger til fremme af sikkerhed og sundhed i fællesområderne, medens arbejdet er i gang, og

4) udpegning af koordinator med den fornødne viden om og uddannelse i sikkerheds- og sundhedsmæssige spørgsmål til at varetage koordineringen af de sikkerheds- og sundhedsmæssige foranstaltninger på arbejdsstedet.

Stk. 4. Arbejdsministeren fastsætter nærmere regler om bygherrens pligt til at anmelde større bygge- og anlægsarbejder til Arbejdstilsynet.

Lovforslag som fremsat 2000 172 Valid

§ 72.

nr. 6) påse, at loven og de forskrifter, der gives med hjemmel i loven, overholdes.

nr. 6) påse, at loven og de forskrifter, der gives med hjemmel i loven, overholdes, bortset fra §§ 17 a-c.

Lovforslag som fremsat 2000 172 Valid

§ 74.

Stk. 4. Arbejdsministeren kan fastsætte nærmere regler for Arbejdstilsynets gennemførelse af et brancherettet tilsyn i arbejdsmiljømæssigt særligt belastede brancher, herunder regler for udvælgelse af brancher.

Stk. 5. Arbejdsministeren kan fastsætte nærmere regler om gebyrer til at dække Arbejdstilsynets omkostninger ved et brancherettet tilsyn i arbejdsmiljømæssigt særligt belastede brancher. Gebyrerne tillægges udpantningsret.

Stk. 6. Arbejdsministeren kan fastsætte nærmere regler om opkrævning og indbetaling af gebyrer, herunder frist for indbetalingen. Betales gebyret ikke rettidigt, forrentes gebyret med 1,5 pct. for hver påbegyndt måned fra forfaldsdag.

Lovforslag som fremsat 2000 172 Valid

§ 79. Myndigheder og personer, der udøver opgaver efter §§ 13-14 a og kap. 11, 12, 13-14, samt enhver, der i øvrigt yder bistand hertil, er underkastet tavshedspligt efter borgerlig straffelovs § 152 og § 152 b, stk. 1.

Lovforslag som fremsat 2000 172 Valid

§ 79. Myndigheder og personer, der udøver opgaver efter §§ 13-14 a og kap. 11, 12, 13-14, samt enhver, der i øvrigt yder bistand hertil, er underkastet tavshedspligt efter straffelovens § 152 og § 152 b, stk. 1.

Lovforslag som fremsat 2000 172 Valid

§ 81. Klage over en afgørelse truffet af Arbejdstilsynet i henhold til denne lov kan indbringes for Arbejdsmiljøklagenævnet inden fire uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende.

Lovforslag som fremsat 2000 172 Valid

§ 81. Klage over en afgørelse truffet af Arbejdstilsynet i henhold til denne lov, jf. dog stk. 6, kan indbringes for Arbejdsmiljøklagenævnet inden fire uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældede.

Stk. 6. Klage over afgørelser truffet af Arbejdstilsynet i henhold til regler udstedt i medfør af § 68, stk. 7, og § 68 a, stk. 5, kan indbringes for arbejdsministeren inden fire uger efter at afgørelsen er meddelt den pågældende.

Lovforslag som fremsat 2000 172 Valid

§ 82. Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, straffes med bøde, hæfte eller fængsel indtil 1 år den, der

Lovforslag som fremsat 2000 172 Valid

§ 82. Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år den, der

1) overtræder § 15, § 15 a, § 16, § 17, stk. 1 og 2, § 18, § 19, § 20, stk. 1, § 21, § 23, §§ 25-34, § 37, stk. 1, § 38, stk. 1, § 42, stk. 1, § 45, stk. 1, § 48, stk. 1, § 63, stk. 5, § 75, stk. 3, eller § 76, stk. 1,

1) overtræder § 15, § 15 a, § 16, § 17, stk. 1 og 2, § 18, § 19, § 20, stk. 1, § 21, § 23, §§ 25-34, § 37, stk. 1 og 2, § 38, stk. 1, § 42, stk. 1, § 45, stk. 1, § 48, stk. 1, § 63, stk. 5, § 75, stk. 3, eller § 76, stk. 1,

..

..

Stk. 2. Straffen kan stige til hæfte eller fængsel i indtil 2 år, hvis overtrædelsen er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed.

Stk. 2. Straffen kan stige til fængsel i indtil 2 år, hvis overtrædelsen er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed.

Stk. 7. Forældelsesfristen for strafansvar er 5 år ved overtrædelse af §§ 30, 31, 32, 33 eller 34 samt regler udstedt i henhold til § 35.

Stk. 7. Forældelsesfristen for strafansvar er 5 år ved overtrædelse af §§ 30-34 samt regler udstedt i henhold til § 35.

Lovforslag som fremsat 2000 172 Valid

§ 82 a. Arbejdsministeren kan fastsætte regler om, at Arbejdstilsynet i nærmere angivne sager om overtrædelser af arbejdsmiljøregler, der ikke skønnes at ville medføre højere straf end bøde, i et bødeforelæg kan tilkendegive, at sagen kan afgøres uden retssag, hvis den, der har begået overtrædelsen, erklærer sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til inden en nærmere angiven frist at betale en i bødeforelægget angivet bøde.

Stk. 2. Retsplejelovens regler om krav til indholdet af et anklageskrift og om, at en sigtet ikke er forpligtet til at udtale sig, finder tilsvarende anvendelse på bødeforelæg.

Stk. 3. Vedtages bøden, bortfalder videre forfølgning.

Lovforslag som fremsat 2000 172 Valid

§§ 84 og 89, stk. 3, er i forbindelse med disse straffeskærpelser ikke blevet ændret. Der har dog ikke ved lovændringerne været en forudsætning om, at straffen for bl.a. overtrædelse af bekendtgørelser ikke skal kunne straffes på samme måde som overtrædelser af loven som det fremgår af §§ 84 og 89, stk. 3, i den oprindelige lov fra 1975. Forslaget om ændringerne af §§ 84 og 89, stk. 3, har således til formål at bringe strafferammen for overtrædelse af bekendtgørelser m.v. i overensstemmelse med strafferammen for overtrædelser af selve loven.

Til nr. 16 (§ 87 a)

Konsekvensrettelse som følge af, at retsplejeloven ikke længere sondrer mellem politisager og statsadvokatsager.

Til § 2

Lov om visse havanlæg

Til nr. 1 (§ 9, stk. 6)

Den foreslåede ændring angiver, at Energistyrelsen ikke fører kontrol med §§ 17 a-c i arbejdsmiljøloven (forslagets § 1, nr. 2). Den foreslåede § 17 a, stk. 2, i arbejdsmiljøloven er ikke omfattet af Energistyrelsens sædvanlige tilsyn og kontrolbeføjelser, jf. havanlægslovens kapitel 3. Energistyrelsens tilsynsopgaver omfatter ikke tilsyn med eventuelle ansættelsesretlige konsekvenser i forhold til arbejdsmiljøforhold på arbejdspladsen.

Til nr. 2 (§ 23, stk. 1)

Den foreslåede ændring angiver, at der med § 23, stk. 2, indføres en undtagelse til reglen om, at arbejdsmiljøloven ikke finder anvendelse på havanlæg.

Til nr. 3 (§ 23, stk. 2)

Det foreslås at §§ 17 a-c i arbejdsmiljøloven finder anvendelse på lov om havanlæg. Der henvises til forslagets bemærkninger hertil. Supplerende bemærkes det, at en alvorlig umiddelbar fare ofte svarer til de situationer, der er nævnt i havanlægslovens § 12, stk. 2, om afværgelse af en overhængende, betydelig fare for de ansattes eller andres sikkerhed eller sundhed.

Endvidere bemærkes det, at der for havanlæg findes en nøje regulering af, både hvilke rednings- og bekæmpelsesforanstaltninger ejeren eller brugeren af et havanlæg skal iværksætte, jf. havanlægslovens § 8, stk. 1, og hvordan mandskabet skal forholde sig i faresituationer. Med hjemmel i havanlægslovens § 8, stk. 2, er der udstedt bekendtgørelser, som forpligter ejer eller operatør til at udarbejde en beredskabsplan for det enkelte havanlæg.

Til § 3

Til stk. 1

Lovforslag som fremsat 2000 172 Valid

§ 84. I forskrifter, der udstedes i henhold til loven, kan der fastsættes straf af bøde eller hæfte for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne og påbud eller forbud i henhold til forskrifterne. Det kan endvidere fastsættes, at en arbejdsgiver, der overtræder bestemmelser, påbud eller forbud som anført, kan pålægges bødeansvar, selv om overtrædelsen ikke kan tilregnes ham som forsætlig eller uagtsom. For sådant bødeansvar fastsættes ingen forvandlingsstraf.

Lovforslag som fremsat 2000 172 Valid

§ 84. I forskrifter, der udstedes i henhold til loven, kan der fastsættes straf af bøde eller fængsel i indtil 2 år for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne og påbud eller forbud i henhold til forskrifterne. Det kan endvidere fastsættes, at en arbejdsgiver, der overtræder bestemmelser, påbud eller forbud som anført, kan pålægges bødeansvar, selv om overtrædelsen ikke kan tilregnes ham som forsætlig eller uagtsom. For sådant bødeansvar fastsættes ingen forvandlingsstraf.

Lovforslag som fremsat 2000 172 Valid

§ 87 a. Sagerne behandles som politisager. Retsmidlerne i retsplejelovens kapitel 73 kan anvendes i samme omfang som i statsadvokatsager.

Lovforslag som fremsat 2000 172 Valid

§ 87 a. Sagerne behandles som politisager, bortset fra sager efter § 82 a. Retsmidlerne i retsplejelovens kapitel 73 kan anvendes i samme omfang som i statsadvokatsager.

Lovforslag som fremsat 2000 172 Valid

§ 89.

Stk. 3. Overtrædelse af de bestemmelser, der forbliver i kraft efter stk. 2, straffes med bøde eller hæfte. §§ 83 og 85-87 finder tilsvarende anvendelse

Stk. 3. Overtrædelse af de bestemmelser, der forbliver i kraft efter stk. 2, straffes med bøde eller fængsel i indtil 2 år. §§ 83 og 85-87 finder tilsvarende anvendelse

Lov om visse havanlæg

Lovforslag som fremsat 2000 172 Valid

Fremsat den 22. februar 2001 af arbejdsministeren (Ove Hygum)

Forslag

til

Lov om ændring af lov om arbejdsmiljø og lov om visse

havanlæg1)

(Bedriftssundhedstjenesternes arbejde med sundhedsfremme, ret for den ansatte til at forlade sin arbejdsplads ved en alvorlig og umiddelbar fare, udbyderansvar, stramning af bygherreansvaret, gebyr for tilsyn med virksomheder i arbejdsmiljømæssigt særligt belastede brancher, administrative bøder m.v.)

Lovforslag som fremsat 2000 172 Valid

1) Lovforslaget indeholder bestemmelser, der gennemfører Rådets direktiv 89/391/EØF af 12. juni 1989 om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed under arbejdet, EF-Tidende 1989, L 183 s. 1.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →