Forslag til Lov om ændring af lov om afgift af ledningsført vand
Table of Provisions (9)
Statutory Text (9 Articles)
§ 1
I lov om afgift af ledningsført vand, jf. lovbekendtgørelse nr. 639 af 21. august 1998, som ændret ved § 27 i lov nr. 380 af 2. juni 1999, lov nr. 951 af 20. december 1999, § 18 i lov nr. 165 af 15. marts 2000 og § 42 i lov nr. 1029 af 20. november 2000 foretages følgende ændringer
1. I § 14, stk. 3 ændres »stk. 5« til »stk. 1«.
2. I § 25 indsættes efter stk. 1
»Stk. 2. De statslige told- og skattemyndigheder kan over for virksomheder, der er registreret efter § 4, stk. 1, eftergive den del af afgiften, der vedrører vandspild forårsaget af brud på skjulte vandinstallationer i private ejendomme til boligformål. Eftergivelse kan ske, når vandspildet kan dokumenteres henregnet til den private ejendom på en sådan måde, at den registrerede virksomhed kan opkræve vederlag for vandspildet hos forbrugeren. Eftergivelsen sker efter reglerne i stk. 3-7.
Stk. 3. Den registrerede virksomhed anmoder de statslige told- og skattemyndigheder om eftergivelse på vegne af forbrugeren. Når forbrugeren anmoder den registrerede virksomhed om eftergivelse, skal den registrerede virksomhed indsende en anmodning til de statslige told- og skattemyndigheder. Den registrerede virksomheds anmodning til de statslige told- og skattemyndigheder om eftergivelse skal være skriftlig og begrundet.
Stk. 4. De statslige told- og skattemyndigheder kan kun eftergive afgiften i samme omfang som den registrerede virksomhed afstår fra opkrævning af afgiften og fra opkrævning af vandprisen over for forbrugeren. Den registrerede virksomhed udsteder en kreditnota til forbrugeren på det eftergivne beløb inklusiv vandafgift. Endvidere kan de statslige told- og skattemyndigheder kun eftergive afgiften i samme omfang, som forbrugeren eftergiver afgiften og prisen for vandet over for lejere i den private ejendom, når disse lejere i henhold til en lejeaftale betaler for vandforbruget.
Stk. 5. Eftergivelse gives ikke for den del af kravet, som er mindre end forbrugerens årlige normalforbrug vedrørende den private bolig tillagt 300 m3. Hvis forbrugerens normale afregningsperiode er mindre end et år, nedsættes mindstekravet forholdsmæssigt.
Stk. 6. Den registrerede virksomhed skal ikke medregne den vandmængde, der er eftergivet, i afgiftsgrundlaget efter § 7, stk. 1 og 2.
Stk. 7. Det er en forudsætning for at opnå eftergivelse efter stk. 2, at ledningsbruddet ikke kan tilregnes forbrugeren som forsætligt eller groft uagtsomt, og at der er udøvet rimelige foranstaltninger for at stoppe ledningsbruddet. Dette skal fremgå af anmodningen fra det almene vandforsyningsanlæg.«
§ 2
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2001.
Stk. 2. De statslige told- og skattemyndigheder eftergiver over for forbrugeren vandafgift, der vedrører vandspild forårsaget af brud på skjulte vandinstallationer i private ejendomme til boligformål, når afgiften er opkrævet af den registrerede virksomhed for forbrug i private ejendomme efter den 1. januar 1996, men inden denne lovs ikrafttræden.
Stk. 3. Det skal over for de statslige told- og skattemyndigheder dokumenteres, at der er opkrævet vandafgift for vandspildet. Endvidere kan afgiften kun eftergives i samme omfang, som forbrugeren eftergiver afgiften over for lejere i den private ejendom, når disse lejere i henhold til en lejeaftale betaler for deres vandforbrug.
Stk. 4. Eftergivelse gives ikke for den del af kravet, som er mindre end forbrugerens årlige normalforbrug vedrørende den private bolig tillagt 300 m3. Hvis forbrugerens normale afregningsperiode er mindre end et år, nedsættes mindstekravet forholdsmæssigt.
Stk. 5. Det er en forudsætning for at opnå eftergivelse, at ledningsbruddet ikke kan tilregnes forbrugeren som forsætligt eller groft uagtsomt, og at der er udøvet rimelige foranstaltninger for at stoppe ledningsbruddet.
Stk. 6. Anmodning om eftergivelse af afgift, som den registrerede virksomhed har opkrævet for forbrug i private husstande før 1. januar 2001, skal indsendes til de statslige told- og skattemyndigheder senest på følgende datoer
Afgift opkrævet i 1996 og 1997
31. december 2002
Afgift opkrævet i 1998
31. december 2003
Afgift opkrævet i 1999
31. december 2004
Afgift opkrævet i 2000
31. december 2005
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Indledning
Med lovforslaget foreslås først og fremmest etableret en generel eftergivelsesordning i forbindelse med vandspild på grund af ledningsbrud ved levering af vand fra almene vandforsyningsanlæg.
Som følge af vedtagelsen af opkrævningsloven tilstræber lovforslaget desuden en ændring af redaktionel karakter af vandafgiftslovens § 14, stk. 3.
1.1. Eftergivelse af vandafgift i forbindelse med vandspild på grund af ledningsbrud
Efter indførelsen af afgiften af ledningsført vand pr. 1. januar 1994 er der konstateret flere tilfælde, hvor forbrugere har måttet betale betydelige beløb i bl.a. afgift af vand, som hidrører fra ledningsbrud efter stikledningen til den enkelte husstand.
Da et centralt formål med vandafgiftsloven er at skabe et incitament til fortsatte forbedringer af ledningsnettet, indeholder vandafgiftsloven en regel, hvorefter vandværket skal betale afgift af mindst 90 pct. af den vandmængde, der er fremstillet. Særligt for mindre vandværker har dette betydet, at disse vandværker af økonomiske grunde har opkrævet afgiften i forbindelse med ledningsbrud hos den enkelte husstand, idet vandværket ellers ville komme ned under 90-pct.-grænsen. De større værker har sædvanligvis fordelt omkostningerne på samtlige tilsluttede gennem det faste bidrag.
I den nuværende affattelse af vandafgiftsloven eksisterer der en eftergivelsesregel i § 25, stk. 1, hvorefter den registrerede virksomhed kan opnå eftergivelse eller henstand med betalingen af afgiften samt renter og gebyrer på samme vilkår som fastsat i opkrævningslovens § 15 (før 1. januar 2001: momslovens § 83). Denne bestemmelse finder som hovedregel kun anvendelse over for det afgiftspligtige vandværk, og altså ikke over for den forbruger, som afgiften overvæltes på. Eftergivelse kan således som udgangspunkt kun finde sted på grund af forhold hos vandværket. Endvidere administreres denne eftergivelsesregel restriktivt. Told- og Skattestyrelsen har opgjort, at der har været 122 skriftlige anmodninger fra private forbrugere om eftergivelse af afgiften af i alt i underkanten af en kvart million kubikmeter vand. § 25, stk. 1, har kun kunnet finde anvendelse i 4 af disse sager, da vandværkets forhold som omtalt også skal indgå i vurderingen efter denne bestemmelse. Told- og Skattestyrelsen har desuden konstateret, at der ud over de skriftlige anmodninger har været en række telefoniske forespørgsler til told- og skatteregionerne, som ikke har ført til egentlige anmodninger om eftergivelse.
Vandspild kan imidlertid medføre en betydelig økonomisk belastning for husholdninger, som uforskyldt rammes af vandspild på grund af sprængte vandrør og lignende. Erfaringen viser, at der ofte er tale om ældre boliger, der bebos af ældre uden store indtægter.
Derfor foreslås indført en regel, som hviler på et objektivt grundlag, som retter sig mod den enkelte forbruger og dennes forhold, og som på denne baggrund kan anvendes til at eftergive forbrugeren vandafgiften og momsen heraf i de enkelte sager ud fra en helt konkret bedømmelse af forholdene. Det er derfor under alle omstændigheder fundet rigtigst at gennemføre denne mere generelle ordning ved lovgivning.
Da det er ganske tilfældigt, hvornår sådanne ledningsbrud opstår, og da der foreligger en lang række tilfælde, hvor vandspild allerede er konstateret, men hvor der på grund af de hidtidige regler ikke har været mulighed for eftergivelse, foreslås det, at eftergivelsesbestemmelsen tillige finder anvendelse på betaling for vandspild, som er opkrævet hos forbrugeren efter 1. januar 1996. For de fleste forbrugere består vandbetalingen af en række a conto bidrag, som efterreguleres ved en endelig, årlig vandafregning, der normalt fastsættes ved måling. Hvis der tages udgangspunkt i opkrævningstidspunktet, opnås den fordel, at vandspild, der er sket i den periode, som afsluttes med en slutafregning til forbrugeren i 1996, vil være omfattet. I gennemsnit vil dette betyde, at der kan eftergives vandspild tilbage til 1. juli 1995. Samtidig undgås problemer med dokumentation for vandspild, som kan være vanskelig eller umulig at fremskaffe. Virkningstidspunktet svarer til de generelle regler i 1908-loven om forældelse af skatte- og afgiftskrav.
Det har været overvejet, om der i stedet kunne indføres en forsikringsordning for værkerne til dækning af afgifter i forbindelse med vandspild. En forsikring mod betaling af afgifter ved vandspild vil imidlertid blive meget dyr, og den høje pris skyldes først og fremmest skatter og afgifter samt det faktum, at den forsikrede genstand er vandspild som følge af ledningsbrud i den del af vandinstallationerne, som forbrugeren og altså ikke vandværket er ansvarlig for. Forsikringsbranchen har beregnet, at de samlede forsikringsudgifter i givet fald årligt langt vil overstige, hvad der på noget tidspunkt kan blive tale om at eftergive. Heller ikke en forsikringsordning vil have den ønskede effekt over for de ramte borgere, medmindre den gøres obligatorisk og altså bliver fastsat ved lov. Det vil kun i begrænset omfang være muligt at tegne en privat forsikringsordning og den vil fortsat være dyr.
Det har tillige været vurderet, om den ønskede effekt kan opnås ved at sænke grænsen for hvor stor en andel af den samlede vandproduktion, som værkerne under alle omstændigheder skal afregne afgift i forhold til. Denne andel er i dag på 90 pct. Af incitamentsmæssige årsager finder Skatteministeriet det imidlertid ikke ønskværdig at ændre denne. En fastholdelse af 90-pct.-grænsen - også ved eftergivelse af vandregningen ved vandspild - betyder i øvrigt, at det almene vandværk - for hverken at kunne tabe eller vinde i forbindelse med en eftergivelse - ikke skal medregne den vandmængde, hvoraf afgiften eftergives, ved beregningen af, om grænsen på 90 pct. er overholdt. Forslaget lægger derfor op til, at et eftergivet vandspild ikke skal medregnes ved beregningen i forhold til 90-pct.-grænsen.
Endelig har det været vurderet, om en eventuel eftergivelsesregel også skulle omfatte den statslige spildevandsafgift. Spildevandsafgiften betales til statskassen af spildevandsanlægget, og altså ikke af den almene vandforsyning. Afgiften overvæltes på den enkelte forbruger gennem det kommunale vandafledningsbidrag. Det er derfor ikke fundet hensigtsmæssigt at etablere særskilt hjemmel til eftergivelse af spildevandsafgiften Dette betyder imidlertid ikke, at forbrugeren, der opnår eftergivelse, skal betale spildevandsafgiften. Denne vil normalt blive eftergivet som en del af det kommunale vandafledningsbidrag. Allerede i dag er det almindeligt, at kommunerne eftergiver vandafledningsbidraget, blandt andet ud fra en betragtning om, at vandspildet som regel ikke belaster spildevandsanlæggene, men i stedet siver ned i grundvandet eller udledes på samme måde som regnvand. For så vidt angår de gamle sager har der Skatteministeriet bekendt kun været en enkelt sag, hvor kommunen ikke har villet eftergive det kommunale vandafledningsbidrag. Denne praksis med eftergivelse af vandafledningsbidraget forudsættes videreført.
Den foreslåede regel gælder kun for aftagere af vand fra almene vandforsyningsanlæg, således som disse defineres i vandforsyningslovens § 3, stk. 3. Med den foreslåede formulering af vandafgiftslovens § 25, stk. 2 - 7 vil eftergivelse derfor ikke kunne ske i forhold til ejendomme, der forsynes med ledningsført vand fra private boringer, selv om de pågældende er betalingspligtige efter vandafgiftslovens § 2, stk. 2. Dette er ikke fundet nødvendigt, idet de pågældende betaler vandafgift ud fra et fast afgiftsgrundlag på 170 m3 om året. Derudover er vandafgiftslovens incitament til at sikre en kontinuerlig forbedring af vandforsyningssystemet fuldt bevaret for så vidt angår det fælles ledningsnet i et alment vandforsyningsanlæg, hvilket vil sige hoved-, forsynings- og stikledning. Eftergivelse kan således kun tillades, når vandspildet sker i eller efter jordledningen hos den enkelte forbruger. Hermed skabes der overensstemmelse mellem de vandinstallationer, hvori vandspild kan medføre eftergivelse, og de vandinstallationer, som den enkelte forbruger er ansvarlig for i medfør af vandforsyningslovens § 50.
1.2. Redaktionel ændring af § 14, stk. 3
Ved følgeloven til opkrævningsloven (lov nr. 951 af 20. december 1999) blev vandafgiftslovens daværende § 14, stk. 1 - 4 ophævet, hvorved stk. 5 - 7 blev stk. 1 - 3. Den nuværende § 14, stk. 3, der altså tidligere var stk. 7, indeholder en henvisning til den tidligere § 14, stk. 5, som altså nu er stk. 1. Med nærværende lovforslag bringes henvisningen i stk. 3 i overensstemmelse med placeringen af den lovtekst, der henvises til, i stk. 1.
2. Provenumæssige konsekvenser
Med dette forslag gives eftergivelse for afgift af ledningsført vand i forbindelse med vandspild. Eftergivelsen dækker kun den del af vandspildet, der ligger udover husstandens normalforbrug med et tillæg på 300 m3. Med forslaget gives tillige eftergivelse for vandafgiften med tilbagevirkende kraft for husstande, der har haft vandspild, som er opkrævet i perioden 1. januar 1996 og frem til lovens ikrafttræden.
Det skønnes, at lovforslaget vil betyde et provenutab på ca. 5-10 mill. kr. for gamle sager som følge af eftergivelse af vandafgiften og moms.
Provenutabet for nye sager kan kun vanskeligt vurderes, men antages under et usikkert skøn at udgøre ca. 5 mill. kr. om året.
Branchen skønner, at der i takt med den løbende vedligeholdelse af vandinstallationerne, herunder ikke mindst udskiftningen af ledninger af jernrør til mere holdbare materialer, må forventes en gradvis nedgang i antallet af sager og dermed af provenutabet.
3. Erhvervsøkonomiske konsekvenser
For de vandværker, der som led i ordningen skal eftergive vandprisen i samme omfang, som den statslige vandafgift eftergives, vil der blive tale om et mindre tab. Vandpriserne svinger noget fra vandværk til vandværk; men det skønnes, at den vandpris, der eftergives, vil være i omtrent samme størrelsesorden som eftergivelsesbeløbet af statslig vandafgift. Tabet vil blive overvæltet på de tilsluttede forbrugere.
4. Fordelingsmæssige konsekvenser
Vandværkernes eftergivelse af selve vandprisen vil blive overvæltet på vandværkets brugere. Overvæltningen på et større antal forbrugere vil dog minimere belastningen for den enkelte, og ud fra en solidarisk tankegang er denne løsning under alle omstændigheder at foretrække frem for en ganske væsentlig belastning af en enkelt forbruger. I de fleste tilfælde vil belastningen for de forbrugere, der er tilsluttet et vandværk, som opnår eftergivelse på vegne af en forbruger, med den foreslåede ændring normalt være på ganske få hundrede kroner.
Af de hidtil kendte sager er det indtrykket, at vandspild især forekommer ved ældre ejendomme, samt sommerhuse og fritidshuse.
5. Administrative konsekvenser for det offentlige
Lovforslaget skønnes ikke at ville medføre nævneværdige administrative konsekvenser for det offentlige. De administrative konsekvenser vil udelukkende give sig udslag i behandlingen af en række sager om eftergivelse af vandspild. Det vil være den registrerede virksomhed (vandværket), der tilvejebringer beslutningsgrundlaget for, hvorvidt der kan ske eftergivelse eller ej. Told- og skatteregionerne skal derfor alene sikre, at indstillingen fra de almene vandforsyninger opfylder betingelserne i forslagets § 1. Denne ordning findes hensigtsmæssig, fordi det almene vandværk besidder de tekniske kvalifikationer og de faktiske oplysninger, som er nødvendige for at bedømme den enkelte sag. For så vidt angår de gamle sager foreslås en ordning, hvor forbrugeren selv anmoder told- og skatteregionerne om eftergivelse. I disse tilfælde vil de administrative konsekvenser for told- og skattemyndighederne selvsagt være en anelse større.
6. Administrative konsekvenser for erhvervslivet
Der findes omkring 2850 vandværker i Danmark. Endvidere er antallet af sager lavt, og sagerne vil være spredt ud på de enkelte værker, hvor det sædvanligvis alene vil være en enkelt tilsluttet, som skal have eftergivet vandafgift mv. For det enkelte vandværk er de administrative konsekvenser derfor ganske små.
7. Miljømæssige konsekvenser
Vandspild som sådan belaster ikke miljøet. For bevarelsen af drikkevandsressourcerne er det naturligvis bedst, at der ikke forekommer vandspild. Den foreslåede bestemmelse rykker imidlertid ikke afgørende ved incitamentet til at forebygge vandspild, hverken hos vandforsyningen eller hos husstanden, men sikrer blot, at et utilsigtet vandspild ikke har fordelingsmæssige konsekvenser af betydning.
8. EU-retlige konsekvenser
Forslaget skønnes ikke at indeholde EU-retlige aspekter.
9. Høring
Lovforslaget har forinden fremsættelsen været til høring hos Miljø- og Energiministeriet, Statsministeriet, Justitsministeriet, Finansministeriet, Erhvervsministeriet, Miljøstyrelsen, Told- og Skattestyrelsen, Advokatsamfundet, Landbrugsrådet, Rådet for Dansk Forsikring og Pension, Danske Vandværkers Forening, Foreningen af Vandværker i Danmark, Hovedstadsrådets Vandsamarbejde, Kommunernes Landsforening, Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune og Foreningen af Danske Skatteborgere.
10. Opsummering af konsekvenser
Positive konsekvenser /
mindre udgifter
Negative konsekvenser /
merudgifter
Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner
Ingen
5-10 mio. kroner i gamle sager og 5 mio. kr. pr. år for fremtidige sager
Administrative konsekvenser stat, kommuner og amtskommuner
Ingen
Mindre konsekvenser i forbindelse med eftergivelse af afgift i forbindelse med ledningsbrud
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet
5 mio. kr. pr. år
Årlige omkostninger i omkring samme omfang som eftergivelsen af vandafgift.
Administrative konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Mindre forøgelse i administration i forbindelse med ledningsbrud
Miljømæssige konsekvenser
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for borgerne
Ingen
Ingen
Forholdet til EU-retten
Skønnes ikke at indeholde EU-retlige aspekter.
Bemærkninger til forslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 2
Til stk. 2
Det er kun vandspild på grund af brud på skjulte installationer, der kan ske eftergivelse for. Den gængse definition heraf er jordledningen fra skel til bygning, imellem bygninger og under bygninger. Desuden omfattes ikke synlige vandinstallationer og rørføringer inde i bygninger af definitionen. Synlige installationer er på den anden side for eksempel vandhaner, cisterner, varmtvandsbeholdere med videre, hvorfra vandspild ikke kan give anledning til eftergivelse.
Forslaget begrænser eftergivelsesordningen til private ejendomme til boligformål. Det forudsættes, at det er den med hvem vandværket har kontraheret, der skal ske eftergivelse over for. I de tilfælde, hvor forbrugeren udlejer boligen, er der i stk. 4 indført en bestemmelse, hvorefter den eftergivne afgift skal viderebetales til lejeren.
Da ordningen først og fremmest har et fordelingsmæssigt sigte, findes det ikke nødvendigt at udstrække ordningen til erhvervsvirksomheder. Forbrugere, der uden særskilt vandmåling anvender vand såvel til boligformål som til erhvervsformål, kan således kun opnå eftergivelse for den andel, der falder på boligformålet.
At vandspildet skal være sket på grund af brud betyder, at vandspild på grund af defekter, som ikke kan betegnes som brud, ikke giver ret til eftergivelse.
For at opnå mulighed for eftergivelse, er det en forudsætning, at vandværket kan dokumentere, at vandspildet er sket hos forbrugeren; det vil sige i eller efter jordledningen. Dette vil altid være muligt, når vandmåleren er placeret ved overgangen fra stikledning til jordledning. Er vandmåleren for eksempel placeret i huset, vil eftergivelse af vandspild før måleren kun kunne forekomme i de tilfælde, hvor vandværket på anden måde er i stand til entydigt at fastslå, at vandspildet er sket på grund af brud på vandinstallationen på grunden, men før måleren, for eksempel i jordledningen, og at fastslå omfanget af den mængde vand, der er pumpet fra stikledningen ind i jordledningen. Dette princip skal fastholdes strengt, således at for eksempel § 12, stk. 2 i Miljøstyrelsens normalregulativ for private vandværker og tilsvarende bestemmelser, hvorefter vandværket efter forhandling med ejeren kan fastsætte vandspildet skønsmæssigt og kræve det betalt af ejeren, ikke finder anvendelse på eftergivelse af vandafgift i forbindelse med vandspild på grund af ledningsbrud.
Til stk. 3
Det foreslås, at det altid er vandværket, der over for told- og skatteregionen på vegne af forbrugeren skriftligt og begrundet anmoder om eftergivelse af vandafgift. En sådan indstilling kan ske på foranledning af vandværket. Normalt vil indstillingen dog ske på baggrund af en forbrugers anmodning til vandværket om eftergivelse. I dette tilfælde er det fundet nødvendigt at sikre, at forbrugeren rent faktisk har mulighed for at få sin sag behandlet. Formuleringen af stk. 3 betyder, at vandværket kun er forpligtiget til at anmode om eftergivelse, når forbrugeren selv anmoder herom. På den anden side hindrer formuleringen ikke, at vandværket kan anmode af egen vilje.
Til stk. 4
Den eftergivelse af vandafgift, der finder sted, skal stille forbrugeren neutralt. Det er derfor en forudsætning, at også vandprisen eftergives. Bestemmelsen giver dog ikke told- og skattemyndighederne hjemmel til at træffe afgørelse om vandværkets eftergivelse af vandprisen. Imidlertid vil vandværkets eftergivelse af vandprisen være en forudsætning for, at vandafgiften kan eftergives. Eftergivelse forudsætter derfor enighed mellem vandværk og forbruger.
Det forudsættes tillige, at vandværket faktisk fakturerer vandprisen inklusiv afgift til forbrugeren i form af en endelig afregning. Såfremt der opnås eftergivelse, skal vandværket herefter udstede en kreditnota til forbrugeren.
Hvis forbrugeren som ejer af en ejendom har udlejet denne, vil vandforbruget normalt blive betalt af lejeren. Såfremt ejeren af ejendommen ikke viderebetaler en eventuel eftergivelse, vil dette medføre en uberettiget vinding hos ejeren. I sådanne tilfælde forudsætter eftergivelsen derfor, at det er lejeren, der i sidste ende modtager eftergivelsen. Dette kan for eksempel sikres gennem opnåelse af forbrugerens skriftlige accept af, at de statslige told- og skattemyndigheder og vandværket udbetaler beløbet direkte til lejeren.
Til stk. 5
Det foreslås, at der indføres en fast mindstegrænse for hvor stor en del af vandspildet, som kan eftergives. Eftergivelsen foreslås begrænset til det vandspild, der ligger ud over det årlige normalforbrug af vand tillagt 300 m3. Hermed gives også forbrugeren et incitament til at forsøge at begrænse vandspild gennem ledningsbrud. Normalforbruget af vand beregnes som et gennemsnit over en årrække, således at mindre udsving i forbruget ikke skaber usikkerhed omkring resultatet. Det må anbefales, at gennemsnittet beregnes ud fra de 3 - 4 seneste år. Såfremt det ikke er muligt at beregne et gennemsnitligt årsforbrug for den enkelte forbruger, tages der udgangspunkt i de standardberegningsmetoder, som vandværket selv benytter ved fastlæggelsen af a conto-beløbet for nye forbrugere. Standardmetoden bør anvendes, hvis den pågældende forbruger har afregnet vand for ejendommen i 2 år eller derunder. Hvis betalingskravet vedrører en kortere periode end et år, skal mindstekravet nedsættes forholdsmæssigt.
Eksempel.
Et brud på en vandinstallation medfører et krav om betaling af i alt 350 m3 vand. På grund af fraflytning vedrører den endelige regning for vandforbruget 3 måneder. Mindstekravet beregnes da som normalforbruget i den pågældende 3 måneders periode tillagt en fjerdedel af 300 m3, svarende til 75 m3.
Målt vandmængde i de pågældende 3 måneder
350,00 m3
Husstandens normalforbrug i de 3 måneder (beregnet af vandværket)
42,5 m3
Forholdsmæssig andel af 300 m3
75,0 m3
Bundgrænse for perioden
117,5 m3
Vandmængde, der kan eftergives
232,5 m3
Eftergivet vandafgift
1162,50 kr
Til stk. 6
Det er af betydning, at der ikke forrykkes på vandafgiftslovens incitamentsvirkninger i forhold til etableringen og vedligeholdelsen af et stadigt bedre vandforsyningssystem. Det findes derfor bedst i overensstemmelse hermed, at den mængde vand, som der eftergives betaling for, ikke skal indgå i vandværkets beregning af 90-pct.-grænsen. Derved vil vandværket hverken tabe eller vinde i forbindelse med en eftergivelse. Dette ville ellers være tilfældet, såfremt krediteringen af vandspildet bragte den samlede fakturerede mængde ned under 90 pct.
Til stk. 7
Det foreslås, at en forudsætning for eftergivelse er, at vandspildet ikke må anses som udslag af grov uagtsomhed eller forsætlighed. Ligeledes forudsættes det i lovforslaget, at vandspildet forsøges begrænset. Det vil derfor normalt være nødvendigt at udføre tilstrækkelige reparationsarbejder, hvilket bør dokumenteres ved, at anmodningen vedlægges en kopi af regningen fra den VVS-installatør, der har repareret skaden. Da forbrugere ikke kan forpligtes til at opbevare regnskabsbilag, bør der ikke lægges særlig vægt på dette moment for så vidt angår sager, der er opstået før lovens vedtagelse, jf. bemærkningerne til § 2.
Til § 2.
Det foreslås, at lovforslaget træder i kraft fra og med første afgiftsperiode i 2001. Det kan imidlertid konstateres, at det er »almindelige mennesker«, som får en ofte meget stor regning på adskillige tusinde kroner, og hvor en væsentlig del af beløbet er afgifter og moms. Den hidtidige eftergivelsesregel, der indtil 1. januar 2001 henviste til momslovens § 83, og fra den 1. januar til opkrævningslovens § 15, skal praktiseres restriktivt og har derfor kun i ganske sjældne tilfælde kunnet anvendes til at eftergive afgifter overfor den endelige forbruger. Det er endvidere ofte ganske tilfældigt, om et brud er opstået før eller efter lovens ikrafttræden. Det foreslås derfor, at der også gives mulighed for at eftergive beløb, som hviler på afgiftsperioder før lovforslagets ikrafttræden. Det foreslås, at der kan eftergives betaling af krav i forbindelse med vandspild, som er opkrævet efter 1. januar 1996. Såfremt det almene vandforsyningsanlæg tidligere har eftergivet forbrugeren vandprisen inkl. afgifter i forbindelse med vandspild - og således selv har båret tabet - vil der ikke kunne opnås eftergivelse.
I forhold til de gamle sager foreslås indført en forenklet procedure, således at det er forbrugeren, der over for de lokale told- og skattemyndigheder ansøger om eftergivelse. Ligeledes stilles der ikke krav om, at vandværket eftergiver vandprisen i samme omfang, som der sker eftergivelse af vandafgiften. Vandværkerne kan derfor ikke forpligtes til at lade sig involvere i forbindelse med denne eftergivelsesordning. Den nødvendige dokumentation må derfor tilvejebringes af forbrugeren. I de gamle sager, som er blevet forelagt told- og skattemyndighederne, må denne dokumentation i det store hele anses for tilvejebragt.
For den enkelte forbruger består vandbetalingen af en række a conto bidrag, som efterreguleres ved en endelig, årlig vandafregning, der normalt fastsættes ved måling. Hvis der tages udgangspunkt i opkrævningstidspunktet, opnås den fordel, at vandspild, der er sket i den periode, som afsluttes med en slutafregning til forbrugeren i 1996, vil være omfattet. I gennemsnit vil dette betyde, at der kan eftergives vandspild tilbage til 1. juli 1995. Det vurderes, at ingen - eller kun meget få - af de kendte vandspildssager er ældre end dette tidspunkt. Samtidig undgås problemer med dokumentation for vandspild, der i øvrigt ville være forældet, og som derfor kan være vanskelig eller umulig at tilvejebringe.
Det foreslås af såvel dokumentationsmæssige som administrative grunde, at der indsættes tidsmæssige grænser for, hvornår gamle sager senest skal være indbragt for de statslige told- og skattemyndigheder. Disse grænser er forsøgt bragt i så stor overensstemmelse med bogføringslovens regler om opbevaring af regnskabsmaterialer og med den femårige forældelsesregel, som muligt, således at der tilvejebringes en kontinuerlig overgangsordning.
§ 2
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2001.
Stk. 2. De statslige told- og skattemyndigheder eftergiver over for forbrugeren vandafgift, der vedrører vandspild forårsaget af brud på skjulte vandinstallationer i private ejendomme til boligformål, når afgiften er opkrævet af den registrerede virksomhed for forbrug i private ejendomme efter den 1. januar 1996, men inden denne lovs ikrafttræden.
Stk. 3. Det skal over for de statslige told- og skattemyndigheder dokumenteres, at der er opkrævet vandafgift for vandspildet. Endvidere kan afgiften kun eftergives i samme omfang, som forbrugeren eftergiver afgiften over for lejere i den private ejendom, når disse lejere i henhold til en lejeaftale betaler for deres vandforbrug.
Stk. 4. Eftergivelse gives ikke for den del af kravet, som er mindre end forbrugerens årlige normalforbrug vedrørende den private bolig tillagt 300 m3. Hvis forbrugerens normale afregningsperiode er mindre end et år, nedsættes mindstekravet forholdsmæssigt.
Stk. 5. Det er en forudsætning for at opnå eftergivelse, at ledningsbruddet ikke kan tilregnes forbrugeren som forsætligt eller groft uagtsomt, og at der er udøvet rimelige foranstaltninger for at stoppe ledningsbruddet.
Stk. 6. Anmodning om eftergivelse af afgift, som den registrerede virksomhed har opkrævet for forbrug i private husstande før 1. januar 2001, skal indsendes til de statslige told- og skattemyndigheder senest på følgende datoer
Afgift opkrævet i 1996
og 1997 31. december 2002
Afgift opkrævet
i 1998 31. december 2003
Afgift opkrævet
i 1999 31. december 2004
Afgift opkrævet
i 2000 31. december 2005
Bilag
Lovforslaget sammenholdt med gældende formulering
Gældende formulering
Lovforslaget
Lov om afgift af ledningsført vand
Lov om afgift af ledningsført vand
§ 14.
§ 14.
Stk. 3. Skatteministeren kan fastsætte regler for kommunernes afregning til Told- og Skattestyrelsen af afgift opkrævet efter stk. 5.
Stk. 3. Skatteministeren kan fastsætte regler for kommunernes afregning til Told- og Skattestyrelsen af afgift opkrævet efter stk. 1.
§ 25. Reglerne om eftergivelse og henstand i § 15 i lov om opkrævning af skatter og afgifter m.v. finder tilsvarende anvendelse på afgift, renter og gebyrer efter denne lov.
§ 25. Reglerne om eftergivelse og henstand i § 15 i lov om opkrævning af skatter og afgifter m.v. finder tilsvarende anvendelse på afgift, renter og gebyrer efter denne lov.
Stk. 2. De statslige told- og skattemyndigheder kan over for virksomheder, der er registreret efter § 4, stk. 1, eftergive den del af afgiften, der vedrører vandspild forårsaget af brud på skjulte vandinstallationer i private ejendomme til boligformål. Eftergivelse kan ske, når vandspildet kan dokumenteres henregnet til den private ejendom på en sådan måde, at den registrerede virksomhed kan opkræve vederlag for vandspildet hos forbrugeren. Eftergivelsen sker efter reglerne i stk. 3 - 7.
Stk. 3. Den registrerede virksomhed anmoder de statslige told- og skattemyndigheder om eftergivelse på vegne af forbrugeren. Når forbrugeren anmoder den registrerede virksomhed om eftergivelse, skal den registrerede virksomhed indsende en anmodning til de statslige told- og skattemyndigheder. Den registrerede virksomheds anmodning til de statslige told- og skattemyndigheder om eftergivelse skal være skriftlig og begrundet.
Stk. 4. De statslige told- og skattemyndigheder kan kun eftergive afgiften i samme omfang som den registrerede virksomhed afstår fra opkrævning af afgiften og fra opkrævning af vandprisen over for forbrugeren. Den registrerede virksomhed udsteder en kreditnota til forbrugeren på det eftergivne beløb inklusive vandafgift. Endvidere kan de statslige told- og skattemyndigheder kun eftergive afgiften i samme omfang, som forbrugeren eftergiver afgiften og prisen for vandet over for lejere i den private ejendom, når disse lejere i henhold til en lejeaftale betaler for vandforbruget.
Stk. 5. Eftergivelse gives ikke for den del af kravet, som er mindre end forbrugerens årlige normalforbrug vedrørende den private bolig tillagt 300 m3. Hvis forbrugerens normale afregningsperiode er mindre end et år, nedsættes mindstekravet forholdsmæssigt.
Stk. 6. Den registrerede virksomhed skal ikke medregne den vandmængde, der er eftergivet, i afgiftsgrundlaget efter § 7, stk. 1 og 2.
Stk. 7. Det er en forudsætning for at opnå eftergivelse efter stk. 2, at ledningsbruddet ikke kan tilregnes forbrugeren som forsætligt eller groft uagtsomt, og at der er udøvet rimelige foranstaltninger for at stoppe ledningsbruddet. Dette skal fremgå af anmodningen fra det almene vandforsyningsanlæg.«
Fremsat den 1. februar 2001 af skatteministeren (Frode Sørensen)
Forslag
til
Lov om ændring af lov om afgift af ledningsført vand
(Godtgørelse ved vandspild m.v.)