Forslag til Lov om ændring af lov om sikring mod følger af arbejdsskade og lov om erstatning til skadelidte værnepligtige m.fl.

§ 1

I lov om sikring mod følger af arbejdsskade, jf. lovbekendtgørelse nr. 943 af 16. oktober 2000, som ændret ved § 4 i lov nr. 1329 af 20. december 2000, foretages følgende ændringer

1. § 33 affattes således

»§ 33. Har en arbejdsskade påført skadelidte varigt mén, tilkommer der den pågældende godtgørelse herfor. Godtgørelse ydes dog ikke, hvis méngraden fastsættes til mindre end 5 pct.

Stk. 2. Méngraden fastsættes på grundlag af skadens medicinske art og omfang og under hensyn til de af arbejdsskaden forvoldte ulemper i skadelidtes personlige livsførelse.

Stk. 3. Godtgørelse for varigt mén fastsættes til et kapitalbeløb og udgør ved en méngrad på 100 pct. 573.500 kr. Beløbet reguleres efter § 42. Ved lavere méngrader udgør godtgørelsen en forholdsmæssig del af 573.500 kr.

Stk. 4. I ganske særlige tilfælde kan godtgørelse for varigt mén fastsættes til et højere beløb, dog højst 120 pct. af 573.500 kr., reguleret efter § 42.

Stk. 5. Var skadelidte ved arbejdsskadens indtræden fyldt 40 år, nedsættes godtgørelsen med 1 pct. for hvert år, skadelidte var ældre end 39 år ved arbejdsskadens indtræden. Var skadelidte fyldt 60 år, nedsættes godtgørelsen med yderligere 1 pct. for hvert år, skadelidte var ældre end 59 år ved arbejdsskadens indtræden. Godtgørelsen nedsættes dog ikke yderligere efter det fyldte 69. år.«

2. § 42, stk. 1, affattes således

»De i §§ 33, 35 og 41, stk. 3-5, nævnte beløb reguleres hvert år pr. 1. januar med 2,0 pct. tillagt tilpasningsprocenten for det pågældende finansår, jf. lov om en satsreguleringsprocent. De herefter fremkomne beløb for varigt mén og overgangsbeløb afrundes til nærmeste med 500 delelige kronebeløb. Beløb vedrørende årsløn afrundes til nærmeste med 1.000 delelige kronebeløb.«

3. I § 55 indsættes efter stk. 6 som nye stykker

»Stk. 7. Inden Ankestyrelsen behandler en klage efter stk. 1 og 2, skal Arbejdsskadestyrelsen vurdere, om der er grundlag for at give klageren helt eller delvist medhold. Klagen sendes derfor til Arbejdsskadestyrelsen.

Stk. 8. Kan Arbejdsskadestyrelsen ikke give klageren medhold, sendes klagen med begrundelsen for afgørelsen og genvurderingen videre til Den Sociale Ankestyrelse.

Stk. 9. Socialministeren fastsætter regler for behandling af klagesager, herunder også regler om tidsfrister for indsendelse og videresendelse af klager m.v.«

Stk. 7 bliver herefter stk. 10.

§ 1

I lov om sikring mod følger af arbejdsskade, jf. lovbekendtgørelse nr. 943 af 16. oktober 2000, som ændret ved § 4 i lov nr. 1329 af 20. december 2000, foretages følgende ændringer

1. § 33 affattes således

§ 2

I lov om erstatning til skadelidte værnepligtige m.fl., jf. lov nr. 80 af 8. marts 1978, som ændret ved § 2 i lov nr. 196 af 29. marts 1989 og lov nr. 924 af 25. november 1992, foretages følgende ændringer

1. I § 9 indsættes som stk. 5, 6 og 7

»Stk. 5. Inden Ankestyrelsen behandler en klage efter stk. 1 og 2, skal Arbejdsskadestyrelsen vurdere, om der er grundlag for at give klageren helt eller delvist medhold. Klagen sendes derfor til Arbejdsskadestyrelsen.

Stk. 6. Kan Arbejdsskadestyrelsen ikke give klageren medhold, sendes klagen med begrundelsen for afgørelsen og genvurderingen videre til Den Sociale Ankestyrelse.

Stk. 7. Socialministeren fastsætter regler for behandling af klagesager, herunder også regler om tidsfrister for indsendelse og videresendelse af klager m.v.«

§ 2

I lov om erstatning til skadelidte værnepligtige m.fl., jf. lov nr. 80 af 8. marts 1978, som ændret ved § 2 i lov nr. 196 af 29. marts 1989 og lov nr. 924 af 25. november 1992, foretages følgende ændringer

1. I § 9 indsættes som stk. 5, 6 og 7

§ 3

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2001. § 1, nr. 1 og 2, træder dog i kraft den 1. juli 2002.

Stk. 2. § 1, nr. 3, og § 2 finder anvendelse på klager over afgørelser, der er truffet på ikrafttrædelsesdagen eller senere.

Stk. 3. § 1, nr. 1 og 2, finder anvendelse på

1) ulykkestilfælde og skadelige påvirkninger, jf. § 9, nr. 1 og 2, i lov om sikring mod følger af arbejdsskade, der indtræder på ikrafttrædelsesdagen eller senere, og

2) pludselige løfteskader og erhvervssygdomme, jf. § 9, nr. 3 og 4, i lov om sikring mod følger af arbejdsskade, der anmeldes på ikrafttrædelsesdagen eller senere.

Stk. 4. Ved ikrafttræden af § 1, nr. 1 og 2, den 1. juli 2002, sker den første regulering af beløbet i lovens § 1, nr. 1, pr. 1. januar 2002.

§ 4

En forsikringstager kan ikke opsige en forsikringsaftale på grund af en forhøjelse af præmien, som alene er begrundet med den ændring af størrelsen af godtgørelsen for varigt mén, der er en følge af denne lov.

§ 5

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland. § 1 kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Grønland med de afvigelser, som de særlige grønlandske forhold tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indledning

Lov nr. 390 af 20. maj 1992 om sikring mod følger af arbejdsskade, jf. forarbejderne hertil (L 168 Folketingstidende 1991-92 till. A 3723, FF 5057, till. B 2177, FF 10412, FF 10422, till. C 1297).

Lov nr. 80 af 8. marts 1978 om erstatning til skadelidte værnepligtige m.fl., jf. forarbejderne hertil (L 48 Folketingstidende 1977-78, FF 498, till. A 959, FF 800, till. B 315, FF 6740, till. B 483, FF 7073, till. C 219).

Forhøjelse af godtgørelsen for varigt mén

En arbejdsgruppe under Justitsministeriet har i betænkning 1383/2000 om revision af erstatningsansvarsloven blandt andet foreslået en generel forhøjelse af erstatningsniveauet efter erstatningsansvarsloven, både for så vidt angår godtgørelse for varigt mén og erstatning for tab af erhvervsevne.

Det er således foreslået at hæve godtgørelsen for varigt mén fra 332.500 kr. til 553.000 kr. efter erstatningsansvarsloven. For så vidt angår erstatning for tab af erhvervsevne er det foreslået at ændre den faste omsætningsfaktor »6« til »10« for på samme måde dels at hæve erstatningsniveauet og dels at bringe erstatningerne for personskade i niveau med de lande, som vi traditionelt sammenligner os med.

Samtidig er der både for så vidt angår godtgørelse for varigt mén og erstatning for tab af erhvervsevne foreslået nye nedsættelsesregler på grund af alder.

Det er i arbejdsskadeloven blandt andet fastsat, at skadelidtes »eller dennes efterladtes krav mod den erstatningsansvarlige nedsættes, i det omfang der er betalt eller er pligt til at betale ydelser til de pågældende efter denne lov.« Det betyder med andre ord, at erstatning og godtgørelse efter arbejdsskadeloven er primær i forhold til erstatning og godtgørelse efter erstatningsansvarsloven.

Da erstatningsniveauerne og erstatningsarterne ikke er ens i de 2 love, bliver der i en række sager tale om at rejse krav efter både erstatningsansvarsloven og arbejdsskadeloven. De såkaldte differencesager.

Arbejdsgruppen har herom i betænkningen (side 64 f) blandt andet anført

»Arbejdsgruppen er opmærksom på, at en gennemførelse af de foreslåede regler sandsynligvis vil medføre en vis stigning i antallet af de såkaldte differencesager, navnlig på grund af forslagene om forhøjelse af erstatnings- og godtgørelsesniveauet ved varige skader (erhvervsevnetabserstatning og méngodtgørelse). Ifølge kommissoriet er det imidlertid en hovedopgave for arbejdsgruppen at vurdere, om der bør gennemføres en vis forhøjelse af erstatnings- og godtgørelsesbeløbene ved personskade m.v., ligesom der fra de hørte organisationer er fremsat ønsker, der indebærer forhøjelser af niveauet. Socialministeriets repræsentant i arbejdsgruppen har i øvrigt oplyst, at Socialministeriet vil overveje lignende ændringer i arbejdsskadesikringsloven. Arbejdsgruppen kan pege på, at en måde at undgå den forventede stigning i antallet af differencesager vil være at gennemføre en ændring af ASL for så vidt angår erstatnings- og godtgørelsesniveauerne.«

Justitsministeren har den 10. januar 2001 fremsat lovforslag L 143 om ændring af lov om erstatningsansvar, lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser og lov om afgift af ansvarsforsikringer for motorkøretøjer m.v. (Revision af regler om erstatning for personskade m.v. samt nedsættelse af afgiften af ansvarsforsikringer for motorkøretøjer m.v.).

På denne baggrund foreslås følgende tilpasning af arbejdsskadeloven til erstatningsansvarsloven.

Beløbet for godtgørelse for varigt mén foreslås forhøjet til samme niveau som i erstatningsansvarsloven. Da bestemmelserne om godtgørelse for varigt mén i øvrigt er identiske elimineres grundlaget for, at skadelidte kan rejse differencekrav på baggrund af forskelligt godtgørelsesniveau fuldstændig.

Det bemærkes, at forhøjelsen af det foreslåede beløb fra 553.000 kr. som foreslået i betænkning 1383/2000 til 573.500 kr. skyldes den almindelige regulering pr. 1. januar 2001.

Samtidig foreslås de samme ændrede nedsættelsesregler på grund af alder, som er foreslået i erstatningsansvarsloven.

Denne tilpasning af arbejdsskadeloven vil indebære forhøjelser af godtgørelser til de skadelidte i overensstemmelse med de tilsvarende forhøjelser af godtgørelserne i erstatningsansvarsloven. Der henvises til de økonomiske konsekvenser af lovforslaget.

Det vil ikke være muligt på samme måde at undgå differencesager for så vidt angår erstatning for tab af erhvervsevne. Det skyldes, at der er en række forskelle på denne erstatningsart i de 2 love.

Efter arbejdsskadeloven udbetales erstatningen som udgangspunkt som en løbende erstatning, der i nogle tilfælde skal og i andre tilfælde kan omsættes til et engangsbeløb. Erstatningen beregnes på grundlag af skadelidtes årsløn, og erstatningsniveauet er 4/5. Der er fastsat et højeste beløb for årslønnen. Efter erstatningsansvarsloven udbetales erstatningen altid som et engangsbeløb, der beregnes på baggrund af skadelidtes årsløn. Der er ikke som i arbejdsskadeloven fastsat et erstatningsniveau på 4/5, og det højeste beløb for årsløn er højere i erstatningsansvarsloven.

Der stilles derfor ikke forslag om at tilpasse arbejdsskadeloven til erstatningsansvarsloven for så vidt angår erstatning for tab af erhvervsevne.

Forslaget ændrer ikke ved andre principper i arbejdsskadeloven og det er fortsat arbejdsgiverne, der gennem præmie- og bidragsbetaling til et forsikringsselskab og til Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring finansierer udgifterne ved arbejdsskader. Det er ligeledes fortsat Arbejdsskadestyrelsen, der træffer afgørelse om godtgørelse og erstatning.

Efter lov om sikring mod følger af arbejdsskade har den skadelidte blandt andet ret til erstatning for tab af erhvervsevne og godtgørelse for varigt mén efter en arbejdsskade. Godtgørelse for varigt mén er en økonomisk kompensation for den ikke-økonomiske skade. Omfanget af det varige mén fastsættes på grundlag af skadens medicinske art og omfang og under hensyn til de af arbejdsskaden forvoldte ulemper i skadelidtes personlige livsførelse.

Godtgørelsen udbetales som et kapitalbeløb og udgør ved en méngrad på 100 pct. i 2001 418.000 kr. Beløbet reguleres årligt. Ved lavere méngrader udgør godtgørelsen en forholdsmæssig del af 418.000 kr. Méngodtgørelsen nedsættes for ældre personer. Nedsættelsen starter for skadelidte, der ved arbejdsskadens indtræden var fyldt 60 år.

Reglerne i lov om sikring mod følger af arbejdsskade om godtgørelse for varigt mén, herunder nedsættelsesreglerne på grund af alder, svarer i princippet til de i dag gældende regler om godtgørelse for varigt mén i erstatningsansvarsloven. Dog udgør beløbet for varigt mén efter erstatningsansvarsloven i 2001 344.000 kr.

Erstatning for tab af erhvervsevne er den økonomiske kompensation for skadelidtes manglende evne som følge af arbejdsskaden til at skaffe sig indtægt ved arbejde. Ved bedømmelsen af erhvervsevnetabet tages der hensyn til skadelidtes muligheder for at skaffe sig indtægt ved sådant arbejde som med rimelighed kan forlanges af den pågældende efter dennes evner, uddannelse, alder og muligheder for erhvervsmæssig omskoling og optræning.

Hertil kommer en mulighed for at yde en midlertidig erstatning for tab af erhvervsevne, når skadelidtes erhvervsmæssige forhold ikke er afklaret. Denne bestemmelse bruges primært, når skadelidte er under revalidering.

Erstatning for tab af erhvervsevne udbetales som udgangspunkt som en løbende ydelse, der i nogle tilfælde skal og i andre tilfælde kan omsættes til et engangsbeløb (kapitalerstatning). På dette punkt afviger bestemmelsen i arbejdsskadeloven fra bestemmelsen om erstatning for tab af erhvervsevne i erstatningsansvarsloven, hvor erstatningen altid udbetales som et engangsbeløb.

Midlertidig erstatning for tab af erhvervsevne udbetales altid som en løbende erstatning og kan ikke omsættes til et engangsbeløb.

Danmark er efter ILO-konventioner forpligtet til den eksisterende ordning, hvorefter erstatningen som udgangspunkt er en løbende erstatning. Den begrænsede adgang for skadelidte til at få omsat den løbende erstatning til et engangsbeløb følger ligeledes af ILO-konventioner.

Indførelse af pligt til genvurdering

Efter de gældende regler i lov om sikring mod følger af arbejdsskade og lov om erstatning til skadelidte værnepligtige m.fl. behandles klager over Arbejdsskadestyrelsens afgørelser af Den Sociale Ankestyrelse.

På andre områder inden for den sociale lovgivning har den myndighed, der har truffet en afgørelse, pligt til at genvurdere sagen, inden sagen sendes til ankemyndigheden, jf. § 66 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område. En tilsvarende bestemmelse findes ikke i lov om sikring mod følger af arbejdsskade eller lov om erstatning til skadelidte værnepligtige m.fl.

Med forslaget indføres en sådan genvurderingspligt i lov om sikring mod følger af arbejdsskade og lov om erstatning til skadelidte værnepligtige m.fl.

Det primære sigte med indførelsen af en genvurderingspligt er, at afgørelser, der indeholder faktuelle og retlige fejl, hurtigt bliver rettet og dermed sikre, at den borger, der har været udsat for en arbejdsskade eller en skade i forbindelse med aftjening af værnepligt m.m., hurtigt kan få en endelig afgørelse. Det er ikke hensigten at give mulighed for at ændre skønnet i den indklagede afgørelse.

Som eksempel på faktuelle og retlige fejl ved en afgørelse kan nævnes den situation, at Arbejdsskadestyrelsen fejlagtigt afviser et ulykkestilfælde overgået en borger under arbejdet med den begrundelse, at vedkommende var selvstændig, hvilket ikke var tilfældet, idet borgeren var ansat i sit eget anpartsselskab og dermed omfattet af loven. Et andet eksempel på faktuelle og retlige fejl er, at Arbejdsskadestyrelsen ved beregningen af årsløn ikke har medregnet pensionsindbetalinger fra arbejdsgiver, enten fordi styrelsen har overset oplysninger herom i sagens akter eller fordi styrelsen ved afgørelsen har anvendt reglen om årslønsberegning i lov om sikring mod følger af arbejdsskade forkert. Et tredje eksempel på faktuelle og retlige fejl er, at en borger anmelder en skade uden at meddele, at vedkommende var værnepligtig på tidspunktet for skadens indtræden. Arbejdsskadestyrelsen behandler sagen efter lov om sikring mod følger af arbejdsskade og træffer afgørelse om, at skaden ikke er omfattet af skadebegreberne i lov om sikring mod følger af arbejdsskade. Var sagen blevet behandlet efter lov om erstatning til skadelidte værnepligtige m.fl., ville skaden måske være omfattet af det mere lempelige skadebegreb i denne lov.

Som nævnt er det ikke hensigten at give mulighed for at ændre skønnet i den indklagede afgørelse. Som eksempel på et skøn i en afgørelse kan nævnes den situation, at Arbejdsskadestyrelsen ved afgørelsen af méngrad skønsmæssigt vurderer, at halvdelen af de nuværende gener i venstre knæ overvejende sandsynligt skyldes forudbestående gener i knæet og dermed andre forhold end arbejdsskaden. Klager over dette skøn kan som udgangspunkt ikke gives helt eller delvist medhold af Arbejdsskadestyrelsen. Klages der derimod over, at de forudbestående knægener var i højre knæ og ikke i venstre knæ som anført i Arbejdsskadestyrelsens afgørelse, er der ikke tale om klage over skønnet, men derimod om en klage begrundet i faktuelle fejl, der skal genvurderes i Arbejdsskadestyrelsen.

Forslaget medfører en pligt for Arbejdsskadestyrelsen til at genvurdere en afgørelse i tilfælde af klage over afgørelsen. Klageberettigede er de samme som hidtil har haft adgang til at indbringe sagen for Den Sociale Ankestyrelse, hvilket vil sige den borger, der har været udsat for en arbejdsskade eller en skade i forbindelse med aftjening af værnepligt m.m., dennes efterladte, forsikringsselskabet, Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring og arbejdsgiveren. Klage indgivet af forsikringsselskabet, Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring eller arbejdsgiveren vil som hidtil have opsættende virkning.

Arbejdsskadeloven og lov om erstatning til skadelidte værnepligtige m.fl. er karakteriseret ved, at der er tale om en partstvist mellem den borger, der har været udsat for en skade, og den der skal udrede erstatning (forsikringsselskabet/Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring). Det medfører, at en afgørelse til gunst for den ene part vil være til ugunst for den anden part. I tilfælde af, at en klage indbragt af forsikringsselskabet, Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring eller arbejdsgiveren gives helt eller delvist medhold som følge af genvurdering, vil dette være til ugunst for borgeren. Langt hovedparten af klager over Arbejdsskadestyrelsens afgørelser indgives dog af den borger, der har været udsat for en skade, eller dennes efterladte. Genvurderingspligten vil derfor primært være en mulighed for borgeren til hurtigt at få korrigeret faktuelle og retlige fejl.

Hvis Arbejdsskadestyrelsen kan give klageren helt eller delvist medhold i klagen, træffes ny afgørelse herom under iagttagelse af forvaltningslovens almindelige regler, herunder reglerne om partshøring og begrundelsespligt. Klager over den nye afgørelse, som træffes i forbindelse med genvurderingen, behandles efter de almindelige klageregler, herunder reglerne om tidsfrister for indsendelse af klage. Det betyder, at der fra modtagelsen af genvurderingsafgørelsen løber en ny klagefrist for klageren samt for sagens øvrige klageberettigede parter.

Kan Arbejdsskadestyrelsen ikke give klageren medhold, videresendes sagen til Den Sociale Ankestyrelse ledsaget af en begrundelse for, hvorfor Arbejdsskadestyrelsen ikke kan give klageren medhold. Det samme gælder, hvis klageren har fået delvist medhold og ønsker at fastholde den oprindelige klage. I tilfælde, hvor både den borger, der har været udsat for en arbejdsskade, og arbejdsgiveren/forsikringsselskabet/Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring klager over en afgørelse, vil det ikke være muligt at give klagerne medhold, medmindre klagerne er enslydende. I disse tilfælde videresendes sagen ligeledes til Den Sociale Ankestyrelse. Lovforslaget indeholder således ikke begrænsninger i adgangen til at få efterprøvet Arbejdsskadestyrelsens afgørelser i Den Sociale Ankestyrelse.

Det bemærkes, at genvurderingen ikke ændrer karakteren af den indklagede afgørelse fra at være en førstegangsafgørelse. Hvis klageren som følge af genvurdering gives helt eller delvist medhold, vil den nye afgørelse have virkning fra tidspunktet for den første afgørelse. Det er ligeledes den første afgørelse, der lægges til grund ved opgørelsen af sagsbehandlingsfristerne på henholdsvis 1 og 2 år i § 31, stk. 1, i lov om sikring mod følger af arbejdsskade. Genvurderingspligten sigter således ikke på sager, hvor der inden for ankefristen fremkommer væsentlige nye oplysninger, der kan begrunde genoptagelse efter de almindelige genoptagelsesregler i lov om sikring mod følger af arbejdsskade eller efter almindelige forvaltningsretlige principper.

Tidsfrist for Arbejdsskadestyrelsens genvurdering af sagen samt videresendelse til Den Sociale Ankestyrelse fastsættes i bekendtgørelse. Genvurdering bør ske hurtigst muligt og senest inden 4 uger efter modtagelse af klagen. I tilfælde af, at Arbejdsskadestyrelsen ikke kan færdiggøre genvurderingen af sagen inden for tidsfristen på 4 uger, skal sagens parter have besked herom, og om hvornår genvurderingen kan forventes afsluttet. Overskridelse af tidsfristen kan eksempelvis begrundes i, at klageren indbringer en foreløbig klage og samtidig beder om udsættelse til at indsende en uddybende begrundelse for, hvorfor afgørelsen er behæftet med fejl. Herved er der overensstemmelse med tidsfristen for genvurdering inden for andre sociale lovområder. Genvurdering vil således meget hurtigt, set i relation til det nuværende ankesystem, give mulighed for at rette faktuelle og retlige fejl. En præcisering af tidsfristerne samt nærmere regler for behandling af klager forudsættes fastsat af socialministeren, hvorfor der i lovforslaget er indføjet bemyndigelse hertil, svarende til bestemmelsen i § 74 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Økonomiske og administrative konsekvenser af lovforslaget

Økonomiske konsekvenser

Forhøjelse af godtgørelsen for varigt mén

Den foreslåede forhøjelse af godtgørelsesniveauet for varigt mén og de foreslåede nedsættelsesregler på grund af alder vil indebære merudgifter til godtgørelser for varigt mén på ca. 80 millioner kr. årligt (1999 PL-niveau), når det nye erstatningsniveau er slået fuldt igennem. På baggrund af oplysninger fra Arbejdsskadestyrelsen vil det fulde niveau være nået ca. 8 år efter lovens ikrafttræden. At det fulde udgiftsniveau ikke nås tidligere skyldes, at forslaget alene får virkning for skader, der indtræder på ikrafttrædelsesdagen eller senere. Hertil kommer, at lovens regler om genoptagelse giver mulighed for, at sagerne kan genoptages, når de helbredsmæssige forhold ændrer sig. Merudgifternes udvikling anslås som følger

År 0: 2,5 mio. kr.

År 1: 24,0 mio. kr.

År 2: 51,7 mio. kr.

År 3: 64,1 mio. kr.

År 4: 71,6 mio. kr.

År 5: 76,3 mio. kr.

År 6: 78,7 mio. kr.

År 7: 80,0 mio. kr.

Merudgiftsniveauet på 80 millioner kr. årligt fordeler sig som det fremgår af nedenstående oversigt. Beregningerne er foretaget på grundlag af afgørelser truffet i arbejdsskadesager i 1999. En oversigt over afgørelser truffet i årene 1997-1999 viser, at stigningerne ligger i samme niveau set over denne årrække.

Staten: 8 mio. kr. (10,0 pct.)

Kommuner og amtskommuner: 15 mio. kr. (18,8 pct.)

Private arbejdsgivere: 57 mio. kr. (71,2 pct.)

Størsteparten af de beregnede årlige merudgifter, ca. 57 mio. kr., fordeler sig på de private arbejdsgivere.

Det bemærkes, at private forsikringsselskaber og Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring skal hensætte reserver til dækning af erstatningsudgifter i arbejdsskadesager allerede på anmeldelsestidspunktet.

For private forsikringsselskaber og Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring vil den fulde årlige merudgift derfor opstå allerede i det første år efter lovens ikrafttræden.

Merudgiften for staten skønnes at udgøre ca. 8 mio. kr. årligt. Merudgiften for staten følger af øgede udgifter for de statslige forsikringsenheder og øgede bidrag til Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring (AES), og merudgiften vil skulle afholdes under de enkelte ministeriers FL-konti. Udgiftsforøgelsen for amter og kommuner er beregnet under ét til ca. 15 mio. kr. årligt. Udgiftsforøgelsen for amter og kommuner sker i deres egenskab af arbejdsgivere. Forslaget skal forhandles med de kommunale parter. Forslaget vil kunne afstedkomme minimale merudgifter på de lovbundne konti under Finanslovens § 15 (udgifter til vaccinationsskadede og tilskadekomne under forsøg på redning af menneskeliv).

Indførelse af en pligt til genvurdering

Indførelse af en genvurderingspligt skønnes at være udgiftsneutral for Socialministeriets område, men det vil resultere i besparelser for statslige forsikringsenheder, (amts-)kommunerne og private forsikringsselskaber i størrelsesordenen 3 mio. kr. årligt.

Det vurderes, at indførelse af en genvurderingspligt ikke samlet set vil medføre en øget arbejdsmængde for Arbejdsskadestyrelsen. Hvis det viser sig, at indførelse af pligt til genvurdering vil bevirke, at sagerne bliver tungere, vil Arbejdsskadestyrelsen efterfølgende søge at lade dette slå igennem på priserne. Arbejdsskadestyrelsens priser administrationsbidrag fastsættes efter forhandling med Finansministeriet. Ved prisfastsættelsen indgår sagernes tyngde som en væsentlig parameter.

For Den Sociale Ankestyrelse vil lovforslaget betyde en nedgang i antallet af ankesager modtaget fra Arbejdsskadestyrelsen. Det anslås, at omkring 25 % af Ankestyrelsens hjemvisninger vil blive påvirket ved indførelse af en pligt til genvurdering. Det vil sige, at 25 % af de hjemviste sager vil Den Sociale Ankestyrelse aldrig se. Det skønnes endvidere, at omkring 25 % af de omgjorte sager vil blive påvirket af genvurderingspligten. Endelig anslås det, at det ikke vil påvirke antallet af sager, Den Sociale Ankestyrelse tiltræder. I 1999 blev der ifølge Den Sociale Ankestyrelses opgørelse hjemvist 1.240 sager og omgjort 1.172 sager. Det vil sige, at Den Sociale Ankestyrelse vil få oversendt ca.600 færre sager, hvis lovforslaget gennemføres. De færre sager vil resultere i mindre udgifter til sagsbehandling, men også i færre indtægter. I princippet vil indførelse af en genvurderingspligt derfor også være udgiftsneutral for Den Sociale Ankestyrelse, men i det omfang, de sager, der fremover bliver omfattet af Arbejdsskadestyrelsens genvurderingspligt, er lettere eller tungere end gennemsnittet af Den Sociale Ankestyrelses arbejdsskadesager, vil forslaget kunne indebære mindre- eller meromkostninger for Den Sociale Ankestyrelse. Viser det sig, at sagstyngden ændres, kan der på sigt være behov for en justering af Den Sociale Ankestyrelses administrationsbidrag.

Samlet anslås det, at indførelse af en pligt til genvurdering vil være udgiftsneutral for Socialministeriets område, men 600 færre sager til Den Sociale Ankestyrelse indebærer, at forsikringsselskaber, stat, Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring og (amts-)kommuner vil få en samlet mindreudgift på ca. 3 mio. kr. årligt til administrationsbidrag til Den Sociale Ankestyrelse.

Arbejdsskadestyrelsen skønner, at indførelse af en genvurderingspligt vil indebære en besparelse for staten og (amts-)kommunerne i størrelsesordenen 0,8 mio. kr. årligt. Besparelsen skyldes, at en del klager vil resultere i, at Arbejdsskadestyrelsen revurderer sin tidligere afgørelse, og dermed vil sagerne ikke blive oversendt til Den Sociale Ankestyrelse. Der skal derfor ikke betales administrationsbidrag til Den Sociale Ankestyrelse.

Administrative konsekvenser

Forslaget om at indføre en genvurderingpligt vil betyde, at sagsbehandlingen gøres smidigere. Når Arbejdsskadestyrelsen modtager en klage, skal styrelsen genvurdere og eventuelt ændre sin afgørelse. Genvurderingspligten vil medføre en kortere sagsbehandlingstid i de tilfælde, hvor klageren gives medhold.

Forslaget om at forhøje godtgørelsen for varigt mén skønnes ikke at have administrative konsekvenser.

Erhvervsøkonomiske konsekvenser

Forhøjelse af godtgørelsen for varigt mén

De private arbejdsgivere selvfinansierer deres del af udgifterne på arbejdsskadeområdet gennem præmiebetaling til forsikringsselskaber og bidragsbetaling til Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring. I det omfang merudgiften for den private sektor skal finansieres af de private arbejdsgivere, vil det medføre præmie- og bidragsforhøjelser. Det er ikke muligt præcist at skønne over størrelsen af den resulterende præmie- og bidragsforøgelse. Den samlede udgiftsforøgelse på ca. 80 millioner kr. årligt svarer til en forøgelse på ca. 4,5 pct. af de samlede årlige erstatningsudgifter. Da de private arbejdsgiveres præmier til forsikringsselskaberne og bidrag til Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring udover erstatningsudgifterne også skal finansiere administrationsudgifter, administrationsbidrag til Arbejdsskadestyrelsen og Den Sociale Ankestyrelse samt arbejdsmiljøbidrag, vil den beregnede udgiftsforøgelse på ca. 4,5 pct. give sig udslag i en forhøjelse af præmier og bidrag på mindre end 4,5 pct. Da præmiefastsættelsen i et vist omfang er en konkurrenceparameter for forsikringsselskaberne, er det ikke muligt at angive en præcis stigningsprocent.

Indførelse af pligt til genvurdering

Indførelse af en pligt til genvurdering skønnes at ville indebære en besparelse for de private forsikringsselskaber i størrelsesordenen 2,2 mio. kr. årligt. Besparelsen skyldes, at en del sager ikke bliver sendt til Den Sociale Ankestyrelse. Der skal derfor ikke betales administrationsbidrag til Den Sociale Ankestyrelse.

Administrative konsekvenser for borgerne

Der er ingen administrative konsekvenser for borgerne af lovforslaget.

Miljømæssige konsekvenser

Forslaget medfører ikke miljømæssige konsekvenser.

Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ingen EU-retlige aspekter.

Høring

Lovforslaget har været til høring hos de relevante ministerier og organisationer m.v. De forslag til ændringer, som høringsrunden har givet anledning til, er i et vist omfang indarbejdet i lovforslaget.

Lovforslagets konsekvenser i hovedtræk

Positive konsekvenser/

mindreudgifter

Negative konsekvenser/

merudgifter

Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner

0,8 mio. kr

23 mio. kr. årligt (1999 PL-niveau)

Forslaget skal DUT-forhandles med de kommunale parter

Administrative konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner

Ingen

Ingen

Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet

2,2 mio. kr.

57 mio. kr. årligt (1999-PL-niveau)

Administrative konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Ingen

Miljømæssige konsekvenser

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for borgerne

Ingen

Ingen

Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Det foreslås, at bestemmelsen om godtgørelse for varigt mén kommer til at svare til den tilsvarende regel i erstatningsansvarsloven. Ved forslaget indføres samme godtgørelsesniveau for varigt mén og samme nedsættelsesregler på grund af alder som i erstatningsansvarsloven.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 2

Ændringen er en konsekvens af nr. 1.

Efter arbejdsskadeloven afrundes de beløb, der årligt reguleres, til nærmeste med 1.000 delelige kronebeløb. Efter erstatningsansvarsloven afrundes beløbene til nærmeste med 500 delelige kronebeløb.

Det foreslås, at arbejdsskadeloven også på dette punkt tilpasses erstatningsansvarsloven for så vidt angår beløb for varigt mén og overgangsbeløb, for på denne måde at undgå, at beløbene på grund af afrundingsreglerne i fremtiden bliver forskellige.

Til nr. 3

Efter de gældende regler i lov om sikring mod følger af arbejdsskade behandles klager over Arbejdsskadestyrelsens afgørelser af Den Sociale Ankestyrelse. Denne ordning foreslås afløst af en ordning, hvor klager over Arbejdsskadestyrelsens afgørelser i første omgang skal vurderes af Arbejdsskadestyrelsen. Formålet med denne ordning er, at faktuelle og retlige fejl ved en afgørelse hurtigt kan rettes til fordel for de parter, som afgørelsen vedrører.

Bestemmelserne i forslaget til § 55, stk. 7 og 8, medfører, at Arbejdsskadestyrelsen ved modtagelse af en klage over en afgørelse skal vurdere, om der er grundlag for at give klageren helt eller delvist medhold. Hvis klageren kan gives helt eller delvist medhold, træffes begrundet afgørelse herom. Hvis klageren gives delvist medhold, videresendes sagen til Den Sociale Ankestyrelse i tilfælde af, at klageren fastholder klagen. Kan klageren ikke gives medhold, videresendes sagen til Den Sociale Ankestyrelse med begrundelse for, hvorfor Arbejdsskadestyrelsen ikke kan give klageren medhold.

Bestemmelserne i forslaget til § 55, stk. 7 og 8, svarer til § 66 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Bestemmelsen i forslaget til § 55, stk. 9, bemyndiger socialministeren til at fastsætte regler om klagesagsbehandlingen, herunder også om frister for bl.a. sager, som bliver genvurderet. Fristen for genvurdering forudsættes at være 4 uger fra modtagelse af klagen. Bestemmelsen svarer til § 74 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til § 2

Bestemmelserne har samme indhold som ovenfor under § 1, nr. 3, hvortil der henvises.

Til § 3

For så vidt angår indførelse af pligten til genvurdering foreslås det, at loven træder i kraft den 1. juli 2001 og finder anvendelse på klager over afgørelser, der er truffet på ikrafttrædelsesdagen eller senere.

Det foreslås, at forhøjelsen af godtgørelsen for varigt mén i lighed med ændringen af erstatningsansvarsloven træder i kraft den 1. juli 2002, og at loven finder anvendelse på ulykkestilfælde og skadelige påvirkninger, der indtræder på ikrafttrædelsesdagen eller senere, og pludselige løfteskader og erhvervssygdomme, der anmeldes på ikrafttrædelsesdagen eller senere.

Det foreslås videre, at der ved lovens ikrafttræden sker regulering af godtgørelsesbeløbet for varigt mén pr. 1. januar 2002.

Til § 4

Bestemmelsen svarer til overgangsreglen i § 5 i Justitsministeriets forslag til ændring af erstatningsansvarsloven. Bestemmelsen indebærer, at forsikringstagerne (arbejdsgiverne) ikke kan opsige forsikringsaftaler alene på grund af de præmieforhøjelser, der er en følge af lovforslaget.

Til § 5

Det foreslås, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland, men at loven for så vidt angår ændring af lov om sikring mod følger af arbejdsskade ved kongelig anordning helt eller delvis kan sættes i kraft for Grønland med de afvigelser, som de særlige grønlandske forhold tilsiger.

Lov om erstatning til skadelidte værnepligtige m.fl. indeholder ingen territorial afgrænsning. Reglerne om pligt til genvurdering ved klager over afgørelser truffet efter lov om erstatning til skadelidte værnepligtige er derfor ikke afgrænset territorialt.

Bilag

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering

Lovforslaget

§ 9. Arbejdsskadestyrelsens afgørelser efter § 3 kan af skadelidte, dennes efterladte og arbejdsgiveren indbringes for Den Sociale Ankestyrelse. Arbejdsgiveren kan dog alene indbringe Arbejdsskadestyrelsens afgørelse om, hvorvidt et anmeldt tilfælde er omfattet af loven, for Ankestyrelsen. Arbejdsgiverens aktindsigt er begrænset til oplysninger, der alene vedrører tjenestestedets forhold.

Stk. 2. Klage efter stk. 1 skal indgives inden 4 uger efter, at klageren har modtaget afgørelsen. For skadelidte eller efterladte, der på afgørelsens tidspunkt opholder sig på Færøerne eller i det øvrige Europa uden for Danmark, er fristen dog 6 uger. Opholder skadelidte eller de efterladte sig uden for Europa, er fristen 3 måneder.

»Stk. 5. Inden Ankestyrelsen behandler en klage efter stk. 1 og 2, skal Arbejdsskadestyrelsen vurdere, om der er grundlag for at give klageren helt eller delvist medhold. Klagen sendes derfor til Arbejdsskadestyrelsen.

Stk. 6. Kan Arbejdsskadestyrelsen ikke give klageren medhold, sendes klagen med begrundelsen for afgørelsen og genvurderingen videre til Ankestyrelsen.

Stk. 7. Socialministeren fastsætter regler for behandling af klagesager, herunder også regler om tidsfrister for indsendelse og videresendelse af klager m.v.«

Stk. 3. Ankestyrelsen kan se bort fra overskridelse af klagefristerne, når der er særlig grund hertil.

Stk. 4. I det omfang arbejdsgiveren har adgang til at anke Arbejdsskadestyrelsens afgørelser til Ankestyrelsen og udnytter denne adgang, har anken opsættende virkning.

§ 33. Har en arbejdsskade påført skadelidte varigt mén, tilkommer der den pågældende godtgørelse herfor. Godtgørelse ydes dog ikke, hvis méngraden fastsættes til mindre end 5 pct.

»§ 33. Har en arbejdsskade påført skadelidte varigt mén, tilkommer der den pågældende godtgørelse herfor. Godtgørelse ydes dog ikke, hvis méngraden fastsættes til mindre end 5 pct.

Stk. 2. Méngraden fastsættes på grundlag af skadens medicinske art og omfang og under hensyn til de af arbejdsskaden forvoldte ulemper i skadelidtes personlige livsførelse.

Stk. 2. Méngraden fastsættes på grundlag af skadens medicinske art og omfang og under hensyn til de af arbejdsskaden forvoldte ulemper i skadelidtes personlige livsførelse.

Stk. 3. Méngodtgørelsen udbetales som et kapitalbeløb og udgør ved en méngrad på 100 pct. 340.000 kr. Beløbet reguleres efter § 42. Ved lavere méngrader udgør godtgørelsen en forholdsmæssig del af 340.000 kr.

Stk. 3. Godtgørelse for varigt mén fastsættes til et kapitalbeløb og udgør ved en méngrad på 100 pct. 573.500 kr. Beløbet reguleres efter § 42. Ved lavere méngrader udgør godtgørelsen en forholdsmæssig del af 573.500 kr.

Stk. 4. I ganske særlige tilfælde kan méngodtgørelsen fastsættes til et højere beløb, dog højst 120 pct. af 340.000 kr. reguleret efter § 42.

Stk. 4. I ganske særlige tilfælde kan godtgørelse for varigt mén fastsættes til et højere beløb, dog højst 120 pct. af 573.500 kr., reguleret efter § 42.

Stk. 5. Var skadelidte ved arbejdsskadens indtræden fyldt 60 år, nedsættes den efter stk. 3 eller 4 beregnede godtgørelse med 5 pct. for hvert år, skadelidte på tidspunktet for arbejdsskadens indtræden var over 59 år. Méngodtgørelsen nedsættes dog ikke yderligere efter det fyldte 69. år.

Stk. 5. Var skadelidte ved arbejdsskadens indtræden fyldt 40 år, nedsættes godtgørelsen med 1 pct. for hvert år, skadelidte var ældre end 39 år ved arbejdsskadens indtræden. Var skadelidte fyldt 60 år, nedsættes godtgørelsen med yderligere 1 pct. for hvert år, skadelidte var ældre end 59 år ved arbejdsskadens indtræden. Godtgørelsen nedsættes dog ikke yderligere efter det fyldte 69. år.«

2. § 42, stk. 1, affattes således

§ 42. De i §§ 33, 35 og 41, stk. 3-5, nævnte beløb reguleres hvert år pr. 1. januar med 2,0 pct. tillagt tilpasningsprocenten for det pågældende finansår, jf. lov om en satsreguleringsprocent. De herefter fremkomne beløb afrundes til nærmeste med 1.000 delelige kronebeløb.

Stk. 2-5.

» De i §§ 33, 35 og 41, stk. 3-5, nævnte beløb reguleres hvert år pr. 1. januar med 2,0 pct. tillagt tilpasningsprocenten for det pågældende finansår, jf. lov om en satsreguleringsprocent. De herefter fremkomne beløb for varigt mén og overgangsbeløb afrundes til nærmeste med 500 delelige kronebeløb. Beløb vedrørende årsløn afrundes til nærmeste med 1.000 delelige kronebeløb.«

3. I § 55 indsættes efter stk. 6 som nye stykker

§ 55. Arbejdsskadestyrelsens afgørelser efter § 54 kan indbringes for Den Sociale Ankestyrelse af

1) skadelidte eller dennes efterladte,

2) forsikringsselskabet i sager om ulykker og skadelige påvirkninger,

3) Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring i sager om pludselige løfteskader og erhvervssygdomme og

4) arbejdsgiveren, for så vidt angår afgørelser om anerkendelse af arbejdsskader, jf. § 23.

Stk. 2. Arbejdsskadestyrelsens afgørelser om branchetilhørsforhold, jf. § 5, stk. 6, og § 6, stk. 1 og 5, kan indbringes for Den Sociale Ankestyrelse af Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring.

»Stk. 7. Inden Ankestyrelsen behandler en klage efter stk. 1 og 2, skal Arbejdsskadestyrelsen vurdere, om der er grundlag for at give klageren helt eller delvist medhold. Klagen sendes derfor til Arbejdsskadestyrelsen.

Stk. 8. Kan Arbejdsskadestyrelsen ikke give klageren medhold, sendes klagen med begrundelsen for afgørelsen og genvurderingen videre til Ankestyrelsen.

Stk. 9. Socialministeren fastsætter regler for behandling af klagesager, herunder også regler om tidsfrister for indsendelse og videresendelse af klager m.v.«

Stk. 7 bliver herefter stk. 10.

Stk. 3. Klage efter stk. 1 og 2 skal indgives inden 4 uger efter, at klageren har modtaget afgørelsen. For skadelidte eller efterladte, der på afgørelsens tidspunkt opholder sig på Færøerne eller i det øvrige Europa uden for Danmark, er fristen dog 6 uger. Opholder skadelidte eller de efterladte sig uden for Europa, er fristen 3 måneder.

Stk. 4. Ankestyrelsen kan se bort fra overskridelse af klagefristerne, når der er særlig grund hertil.

Stk. 5. Ved Den Sociale Ankestyrelses behandling af sager efter denne lov finder kapitel 9 samt §§ 68 og 70 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område anvendelse, medmindre andet følger af denne lov.

Stk. 6. I det omfang arbejdsgiveren, forsikringsselskabet eller Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring indbringer Arbejdsskadestyrelsens afgørelse for Ankestyrelsen, har klagen opsættende virkning.

Stk. 7. Arbejdsskadestyrelsen kan ikke træffe afgørelse om ydelser efter loven før udløbet af ankefristen for afgørelsen af anerkendelsesspørgsmålet, jf. § 23, medmindre ganske særlige omstændigheder taler derfor.

Fremsat den 31. januar 2001 af Socialministeren (Henrik Dam Kristensen)

Forslag

til

Lov om ændring af lov om sikring mod følger af arbejdsskade og lov om erstatning til skadelidte værnepligtige m.fl.

(Forhøjelse af godtgørelsen for varigt mén og indførelse af pligt til genvurdering ved klagesagsbehandling)