Legislator Case Law & Legislation
200012L00132 DK

Forslag til lov om ændring af lov om renter ved forsinket betaling mv.

11 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Table of Provisions (11)

Statutory Text (11 Articles)

Lovforslag som fremsat 2000 132 Valid

Bilag 1

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering

Lovforslaget

Lovforslag som fremsat 2000 132 Valid

§ 1

I lov om renter ved forsinket betaling mv., jf. lovbekendtgørelse nr. 583 af 1. september 1986 som ændret ved § 4 i lov nr. 1098 af 21. december 1994, foretages følgende ændringer

1. I § 1 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke

»Stk. 2. § 9 a gælder for gebyrer vedrørende fordringer på formuerettens område.«.

2. I § 1, stk. 2, der bliver stk. 3, indsættes efter »§ 7«: »og § 9 a«.

3. Efter § 9 indsættes

»§ 9 a. For rykkerskrivelser vedrørende fordringer i henhold til en aftale som nævnt i § 7, stk. 1, kan den erhvervsdrivende kræve et gebyr, jf. stk. 2, såfremt skrivelsen er fremsendt med rimelig grund (rykkergebyr). Den erhvervsdrivende kan endvidere kræve et gebyr, jf. stk. 3, for at anmode en anden om at inddrive fordringen på den erhvervsdrivendes vegne, såfremt dette er sket med rimelig grund (inkassogebyr).

Stk. 2. Der kan kræves et rykkergebyr på højst 100 kr. inkl. moms for hver rykkerskrivelse, dog højst for 3 skrivelser vedrørende samme ydelse. Har skyldneren inden for en sammenhængende periode til stadighed været i restance vedrørende samme skyldforhold, kan der uanset 1. pkt. højst kræves rykkergebyr for 3 skrivelser vedrørende restancerne i den pågældende periode. Der kan kun kræves gebyr for rykkerskrivelser, som er sendt med mindst 10 dages mellemrum.

Stk. 3. Der kan kræves et inkassogebyr på højst 100 kr. inkl. moms.

Stk. 4. Reglerne i stk. 1-3 kan ikke fraviges til skade for skyldneren ved aftale eller ved handelsbrug eller anden sædvane.«

Lovforslag som fremsat 2000 132 Valid

§ 1

I lov om renter ved forsinket betaling mv., jf. lovbekendtgørelse nr. 583 af 1. september 1986 som ændret ved § 4 i lov nr. 1098 af 21. december 1994, foretages følgende ændringer

1. I § 1 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke

Lovforslag som fremsat 2000 132 Valid

§ 1. Loven gælder for renter af pengekrav på formuerettens område, jf. dog § 8.

»Stk. 2. § 9 a gælder for gebyrer vedrørende fordringer på formuerettens område.«

Stk. 2. Loven finder kun anvendelse, hvis andet ikke er aftalt eller følger af handelsbrug eller anden sædvane eller er bestemt ved eller i henhold til lov, jf. dog § 7.

2. I § 1 stk. 2, der bliver stk. 3, indsættes efter »§ 7«: »og § 9 a«.

3. Efter § 9 indsættes

Lovforslag som fremsat 2000 132 Valid

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2001.

Stk. 2. Loven gælder for rykkergebyrer vedrørende rykkerskrivelser, der sendes efter lovens ikrafttræden, og for inkassogebyrer, hvor det pågældende gebyrkrav opstår efter lovens ikrafttræden.

Lovforslag som fremsat 2000 132 Valid

§ 2.

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2001.

Stk. 2. Loven gælder for rykkergebyrer vedrørende rykkerskrivelser, der sendes efter lovens ikrafttræden, og for inkassogebyrer, hvor det pågældende gebyrkrav opstår efter lovens ikrafttræden.

Lovforslag som fremsat 2000 132 Valid

§ 3

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Indledning

Lovforslaget har til formål at fastsætte et generelt loft over rykkergebyrer mv. i forbrugerforhold. De foreslåede regler tilsigter navnlig at skabe en klarere retsstilling på dette område.

Opfylder en forbruger ikke sine forpligtelser til tiden, kan den erhvervsdrivende efter de foreslåede regler kræve rykkergebyr for højst 3 rykkerskrivelser, som skal være sendt med mindst 10 dages mellemrum. Gebyret må være 100 kr. pr. skrivelse. Lovforslaget indebærer således, at en forbruger, som ikke betaler sin gæld til en erhvervsdrivende til tiden, højst kan pålægges at betale i alt 300 kr. i rykkergebyrer i den anledning.

Overlader den erhvervsdrivende inddrivelsen af fordringen til en advokat eller et inkassobureau mv., kan der efter lovforslaget kræves et særskilt administrationsgebyr (inkassogebyr) herfor på 100 kr.

2. Baggrunden for lovforslaget

2.1. Erhvervsdrivendes opkrævning af gebyrer for fremsendelse af rykkerskrivelser til forbrugere er i dag ikke særskilt lovreguleret, men omfattes af en række generelle forbrugerbeskyttende regler i bl.a. aftaleloven og markedsføringsloven.

Renteloven indeholder regler om, hvor meget en forbruger kan afkræves i morarente ved for sen betaling, men regulerer ikke kreditors adgang til at forlange et rykkergebyr mv., hvis størrelse er uafhængig af forsinkelsens længde.

Skønt den gældende lovgivning ikke indeholder regler, som direkte regulerer rykkergebyrers og inkassogebyrers størrelse på formuerettens område, vil et sådant gebyr ikke altid være berettiget. Der kan kun kræves rykkergebyr eller inkassogebyr, hvis der er den fornødne hjemmel hertil, f.eks. i parternes aftale eller i almindelige erstatningsregler. Et aftalevilkår om betaling af et rykkergebyr eller inkassogebyr, som er urimeligt højt, kan ændres eller tilsidesættes helt eller delvis efter reglerne i aftalelovens § 36 og § 38 c samt kreditaftalelovens § 22.

2.2. Det er sædvanligt, at kreditaftaler, lejeaftaler m.v. mellem erhvervsdrivende og forbrugere indeholder bestemmelser om, at den erhvervsdrivende har ret til at kræve gebyr for fremsendelse af rykkerbreve m.v. ved for sen betaling. Det gælder f.eks. for en række i praksis hyppigt forekommende aftaler om lån i pengeinstitutter, realkreditinstitutter m.v., aftaler om køb på kredit eller leje af forbrugsgoder m.v. Ofte er der også bestemmelser om, at der i givet fald skal betales et særskilt inkassogebyr for oversendelse af sagen til advokat eller inkassobureau mv.

Forbrugerombudsmanden anmodede i 1998 en række brancheorganisationer (Håndværksrådet, Dansk Detail Kreditråd, Forsikring & Pension, Realkreditrådet, Finansrådet, Oliebranchens Fællesrepræsentation, Danske Finansieringsselskabers Forening samt Dansk Handel & Service) om at oplyse om deres medlemsvirksomheders praksis, når forbrugere betaler for sent. Svarene viste, at der var stor forskel i de erhvervsdrivendes praksis, både for så vidt angår rykkergebyrernes størrelse og antallet af rykkerbreve. Rykkergebyrerne varierede fra 10 kr. til 400 kr., og gebyret blev i nogle tilfælde forhøjet for hvert rykkerbrev, f.eks. således, at der blev krævet 50 kr. for det første rykkerbrev, 100 kr. for det andet osv.

2.3. Spørgsmålet om rykkergebyrers størrelse har i de senere år givet anledning til en del sager ved domstole og klagenævn. Resultatet er i nogle tilfælde blevet, at et aftalt rykkergebyr er blevet nedsat, fordi det ikke har stået i rimeligt forhold til kreditors udgifter til rykkerproceduren.

I en sag fra 1999 nedsatte Forbrugerklagenævnet et rykkergebyr til 50 kr. pr. rykkerskrivelse under henvisning til, at kreditors udgifter i den konkrete sag i hvert fald ikke havde oversteget dette beløb (sag nr. 1997-4012/7-385). Nævnet fandt endvidere ikke, at den erhvervsdrivende havde haft føje til at fremsende mere end 3 rykkerskrivelser, og kreditor fandtes således alene at have været berettiget til at kræve 3 gange 50 kr. i rykkergebyr. I en anden sag fra 1999 fandt Forbrugerklagenævnet på baggrund af oplysninger om kreditors udgifter til rykkerproceduren ikke grundlag for at tilsidesætte et gebyr på 65 kr. pr. rykkerskrivelse (sag nr. 1998-571/7-54).

Pengeinstitutankenævnet har i to sager fra 1999 bl.a. nedsat et rykkergebyr til 100 kr. pr. rykkerskrivelse (sager nr. 980453 og 980370). De indklagede virksomheder har meddelt, at man ikke vil følge nævnets afgørelse.

Ved en kendelse af 13. september 2000 fandt Vestre Landsret ikke tilstrækkeligt grundlag for at nedsætte et aftalt rykkergebyr på 135 kr. for første rykker og 225 kr. for anden rykker.

2.4. Forbrugerombudsmanden udarbejdede i 1999 et udkast til vejledning om principperne for erhvervsdrivendes rykkerprocedurer over for forbrugere. Udkastet gik i hovedtræk ud på, at et rykkergebyr ikke bør overstige de meromkostninger, som er direkte forbundet med at gennemføre den konkrete rykkerprocedure, dvs. udgifter til arbejdstid, papir, kuverter og porto mv., at den erhvervsdrivende kun kan kræve mere end 50 kr. pr. rykkerbrev, hvis det er klart, at udgifterne har oversteget dette beløb, at der for samme restance maksimalt kan opkræves gebyr for 3 rykkerbreve, som endvidere skal sendes med mindst 14 dages mellemrum, og at et inkassogebyr på samme måde ikke bør overstige den erhvervsdrivendes meromkostninger ved at sende sagen til inkasso. Forbrugerombudsmandens udkast til vejledning er nærmere omtalt i Forbrugerstyrelsen: Juridisk Årbog 1999, side 49 f.

Udkastet blev forelagt berørte brancheorganisationer mv., og på baggrund af drøftelser med organisationerne besluttede Forbrugerombudsmanden at undlade at udsende vejledningen, idet den ikke kunne forventes at blive fulgt af de erhvervsdrivende.

Forbrugerombudsmanden har herefter i en henvendelse til Justitsministeriet opfordret til, at der ved lovgivning indføres et rimeligt loft over erhvervsdrivendes rykkergebyr i forbrugerforhold. Forbrugerombudsmanden har over for Justitsministeriet bl.a. oplyst, at han modtager mange henvendelser fra forbrugere om rykkerbreve og rykkergebyrer, at rykkergebyrerne efter hans opfattelse i mange tilfælde klart overstiger, hvad der er rimeligt, og at det er hans indtryk, at dette er et stadigt stigende problem i praksis. Det er med den foreliggende klagenævns- og domstolspraksis usikkert, hvor høje rykkergebyrer der kan kræves i hvert enkelt tilfælde, fordi afgørelserne træffes på grundlag af en konkret vurdering af den enkelte erhvervsdrivendes forhold. Forbrugerne vælger formentlig derfor i mange tilfælde at betale det gebyr, der forlanges, for at undgå yderligere problemer. Usikkerheden om, hvilket beløb der kan kræves, gør det også vanskeligt for Forbrugerstyrelsen at rådgive forbrugerne i de sager, man får forelagt.

3. Lovforslagets udformning

3.1. Skønt de generelle aftaleretlige og erstatningsretlige regler som nævnt ovenfor under pkt. 2 sætter visse grænser for rykkergebyrers og inkassogebyrers størrelse, er det i praksis vanskeligt for forbrugerne at vurdere, om et konkret gebyr er for højt, idet forbrugeren normalt ikke umiddelbart har mulighed for at bedømme kreditors faktiske udgifter ved rykkerproceduren. Det er ikke fuldt afklaret i klagenævns- og domstolspraksis, hvilke udgifter de erhvervsdrivende kan medregne, men det må på baggrund af Forbrugerombudsmandens oplysninger anses for sandsynligt, at forbrugerne ikke sjældent betaler gebyrer, som ville blive nedsat, hvis sagen blev forelagt for klagenævn eller domstole.

Problemet er således, at det i vidt omfang beror på den enkelte kreditors interne forhold, hvor meget der kan kræves i gebyr, hvad enten gebyrets størrelse er fastsat i parternes aftale eller ikke. Det betyder, at forbrugerne som regel ikke har reel mulighed for at vurdere berettigelsen af det gebyr, den erhvervsdrivende forlanger.

Justitsministeriet er på den anførte baggrund enig med Forbrugerombudsmanden i, at der vil være fordele ved i loven at fastsætte nogle ufravigelige beløbsgrænser i forbrugerforhold. Navnlig vil en sådan klar retsstilling medvirke til at øge gennemsigtigheden, og både forbrugere og erhvervsdrivende vil umiddelbart kunne konstatere, om et rykkergebyr eller inkassogebyr er for højt. En klar regel herom vil også kunne mindske antallet af tvister om rykkergebyrer mv. ved klagenævn og domstole.

For at opnå den ønskede klare retstilstand, bør der fastsættes et ufravigeligt loft, som gælder generelt, uanset at loftet derved i nogle tilfælde vil ramme for højt og i andre tilfælde for lavt i forhold til de enkelte erhvervsdrivendes faktiske udgifter. Efter Justitsministeriets opfattelse bør beløbsgrænsen imidlertid fastsættes således, at gebyret kan antages at ramme et rimeligt niveau i forhold til de merudgifter, der i almindelighed er direkte forbundet med administrationen af de rykkerprocedurer mv., som de erhvervsdrivende selv står for. Gebyrloftet bør således skønsmæssigt svare til de rimelige omkostninger, der gennemsnitligt vil være forbundet med en intern rykkerprocedure.

Efter Justitsministeriets opfattelse er der også behov for klare regler om, hvor mange gange der må sendes en gebyrbelagt rykkerskrivelse vedrørende samme fordring. Justitsministeriet finder, at den erhvervsdrivende i almindelighed allerede efter få forgæves rykkere bør tage stilling til, om der i stedet skal søges indgået en aftale om henstand, eller om sagen skal indbringes for retten med henblik på tvangsmæssig inddrivelse.

3.2. Det foreslås, at regler om rykkergebyrer mv. indsættes i renteloven, som indeholder regler om morarente, løbende provision og lignende ydelser, hvis størrelse afhænger af, hvor lang tid der går fra den sidste rettidige betalingsdag, og til betaling sker.

Det foreslås endvidere, at de nye regler skal gælde for rykker- og inkassogebyrer vedrørende fordringer på formuerettens område. Uden for formuerettens område falder navnlig den offentlige ret, strafferet, personret, familieret og arveret. Det betyder i praksis navnlig, at lovforslaget ikke vedrører offentlige myndigheders opkrævning af rykkergebyrer i forbindelse med inddrivelse af krav af offentligretlig karakter.

Der findes flere bestemmelser i lovgivningen om, at offentlige myndigheder kan kræve gebyr for udsendelse af rykkerbreve. De gældende lovregler på det offentligretlige område afviger i nogen grad fra, hvad der gælder for formueretlige krav, idet offentlige myndigheder i en række tilfælde kan kræve et højere rykkergebyr. Baggrunden for, at der er forskel på erhvervsdrivendes og offentlige myndigheders muligheder for at kræve rykkergebyr, er bl.a., at det offentlige ved udførelsen af forvaltningsopgaver mv. f.eks. ved ydelse af tilskud normalt ikke selv kan »vælge« sine skyldnere, og i modsætning til private kreditorer har offentlige myndigheder ofte heller ikke mulighed for at afbryde forholdet til den pågældende skyldner.

3.3. Lovforslaget regulerer størrelsen mv. af rykkergebyrer og inkassogebyrer, men ikke spørgsmålet om den erhvervsdrivendes mulighed for at få erstatning for salærudgifter mv., hvis sagen er blevet oversendt til tredjemand (inkassobureau mv. eller advokat) med henblik på inddrivelse på den erhvervsdrivendes vegne. Ifølge et EU-direktiv fra 2000 om bekæmpelse af forsinket betaling i handelstransaktioner (direktiv 2000/35), skal det imidlertid ved handelsaftaler mv. sikres, at kreditor kan få erstatning for rimelige inddrivelsesudgifter, hvis modparten ikke betaler rettidigt. I forbindelse med gennemførelsen af dette direktiv vil Justitsministeriet overveje behovet for generelle lovregler, der også gælder i forbrugerforhold, om adgangen til at kræve betaling for rimelige salærudgifter mv. til tredjemand i forbindelse med udenretlig inddrivelse. Direktivet skal være gennemført i medlemsstaterne inden den 8. august 2002.

3.4. Lovforslaget er på den anførte baggrund og i lyset af den foreliggende klagenævns- og domstolspraksis udformet således, at der i renteloven fastsættes et loft over rykkergebyrer på 100 kr. pr. rykkerskrivelse samt et loft over inkassogebyrer på 100 kr., således at kreditor får ret til at kræve disse beløb, uanset om beløbet i det konkrete tilfælde svarer til kreditors faktiske udgifter, og uanset om gebyret har hjemmel i parternes aftale.

Der er som nævnt tale om et loft over rykkergebyrers størrelse, og der er således ikke noget til hinder for, at kreditor kan vælge at kræve et mindre beløb end 100 kr. Omvendt gives der med lovforslaget hjemmel til at kræve et gebyr på 100 kr. i alle tilfælde, uanset hvilke konkrete omkostninger kreditor har haft.

Skyldes det blot en forglemmelse eller lignende, at skyldneren ikke har betalt til tiden, vil det som regel være nok at rykke én gang. Er det nødvendigt med flere rykkere, vil det ofte skyldes, at forbrugeren ikke kan betale. Ved fremsendelse af flere rykkerbreve kan kreditor bl.a. advare skyldneren om omkostningerne, hvis der iværksættes retslig inkasso. Har forbrugeren efter fremsendelse af flere rykkerbreve stadig ikke betalt, tjener det imidlertid normalt ikke noget rimeligt formål, at den erhvervsdrivende blot bliver ved med at sende rykkerskrivelser. I stedet bør der enten søges indgået en aftale om henstand og afdragsvis afvikling af gælden eller skrides til sagsanlæg eller tvangsmæssig inddrivelse gennem fogedretten, hvis betingelserne herfor er opfyldt.

Det foreslås på denne baggrund at supplere bestemmelsen om et loft over rykkergebyrets størrelse for så vidt angår den enkelte rykkerskrivelse med regler om, hvor mange rykkere den erhvervsdrivende kan kræve betaling for. Det foreslås, at den erhvervsdrivende skal kunne kræve gebyr for op til 3 rykkerskrivelser, således at det samlede rykkergebyr højst kan blive på 300 kr. Hertil kommer eventuelt et inkassogebyr på 100 kr., hvis sagen overdrages til advokat eller inkassobureau mv.

Skyldneren bør endvidere sikres en rimelig frist til at reagere på en rykkerskrivelse. Det foreslås derfor, at den erhvervsdrivende kun kan kræve betaling for en ny rykkerskrivelse, hvis der er gået mindst 10 dage fra afsendelsen af den første (eller anden) rykkerskrivelse. Efter lov om inkassovirksomhed, der regulerer erhvervsmæssig inddrivelse af fordringer for andre, er det som hovedregel i strid med god inkassoskik, såfremt inkassobureauer mv. ikke i påkravsskrivelser giver skyldneren en frist på mindst 10 dage til at indfri fordringen, jf. lovens §§ 10 og 11.

Det præciseres i lovforslaget, at der kun kan kræves rykker- eller inkassogebyr, hvis der har været rimelig grund til at sende en rykkerskrivelse, henholdsvis har været rimeligt begrundet at overdrage sagen til advokat, inkassobureau mv.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 3, (ny § 9 a i renteloven) og bemærkningerne hertil.

4. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser mv.

4.1. Lovforslaget forventes ikke at have økonomiske eller administrative konsekvenser for staten, kommuner eller amtskommuner.

4.2. Fastsættelsen af et gebyrloft, der skal gælde generelt, indebærer, at gebyret ikke i alle tilfælde vil svare til den enkelte erhvervsdrivendes faktiske omkostninger ved rykkerproceduren. I nogle tilfælde vil gebyret således ikke fuldt ud dække de faktiske udgifter, mens det i andre tilfælde vil medføre en vis overkompensation.

4.3. Med henblik på at vurdere lovforslagets erhvervsøkonomiske og administrative konsekvenser har et spørgeskema med en beskrivelse af et udkast til lovforslaget været forelagt for Erhvervsministeriets Testpanel.

Testpanelet er repræsentativt sammensat og består af 519 virksomheder. Heraf har 370 returneret spørgeskemaet.

87 af de 370 virksomheder forventer at blive berørt af lovforslaget. Yderligere 39 virksomheder forventer muligvis at blive berørt. Lovforslaget forventes således at kunne berøre i alt 126 af de adspurgte virksomheder (svarende til ca. 59.000 eller ca. 34% af alle landets virksomheder).

Ud af de 126 virksomheder forventer 20 (svarende til ca. 16% af de omfattede virksomheder) at få administrative byrder på engangsbasis i forbindelse med omstillingen til de nye regler. Det gennemsnitlige forventede tidsforbrug er ca. 5 timer (men spredningen i besvarelserne er dog stor fra 30 minutter til 20 timer).

Ud af de 126 virksomheder svarer 18 (svarende til 14%), at lovforslaget forventes at medføre løbende administrative byrder. Det gennemsnitlige forventede tidsforbrug for de 17 virksomheder, der har angivet et forventet tidsforbrug, er 26 timer årligt (men spredningen er stor og varierer mellem 1 time og 96 timer årligt).

Få af de 126 virksomheder (ikke i noget tilfælde over 5 %) forventer, at de vil få administrative lettelser som følge af lovforslaget, at de vil få brug for ekstra ekstern rådgivning (advokat, revisor, bank, konsulenter m.fl.) på engangsbasis som følge af lovforslaget, at de vil få brug for løbende ekstern rådgivning som følge af forslaget (i gennemsnit anslået til ca. 17.500 kr. årligt) og at de vil få brug for ekstra anskaffelse af hjælpemidler på engangsbasis som følge af lovforslaget. På grund af de få besvarelser herom, er svarene vedrørende disse spørgsmål ikke opregnet til samfundsniveau.

Ingen af virksomhederne forventer, at lovforslaget vil betyde et større eller mindre behov for løbende anskaffelser af hjælpemidler.

10 ud af de 126 virksomheder (svarende til 8%) oplyser, at de vil få brug for ekstra uddannelse af administrativt personale på engangsbasis som følge af lovforslaget. 9 af disse 10 virksomheder har angivet, hvor store omkostninger de forventer at få til ekstra uddannelse af administrative medarbejdere, og gennemsnittet er ca. 3.300 kr. På grund af de få besvarelser herom er der ikke foretaget opregning til samfundsniveau.

3 ud af de 126 virksomheder (svarende til 2%) forventer, at lovforslaget vil medføre et øget behov for løbende uddannelse af virksomhedernes administrative medarbejdere. De 3 virksomheder angiver deres gennemsnitlige omkostninger til 9.000 kr. årligt. På grund af de få besvarelser herom er der ikke foretaget opregning til samfundsniveau. Én af de 126 virksomheder forventer, at lovforslaget vil betyde et mindre behov for løbende uddannelse af virksomhedens administrative medarbejdere.

4.4. Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser og indeholder ikke EU-retlige aspekter.

Positive konsekvenser/

Mindre udgifter

Negative konsekvenser/

Merudgifter

Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner

Ingen

Ingen

Økonomiske konsekvenser for Erhvervslivet

Ingen af betydning, jf. ovenfor

Ingen af betydning, jf. ovenfor

Administrative konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Ingen af betydning, jf. ovenfor

Miljømæssige konsekvenser

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for borgerne

Ingen

Ingen

Forholdet til EU-retten

Ingen EU-retlige konsekvenser

Lovforslaget er omfattet af lovovervågning. Lovovervågningen vil fokusere på, om reglerne har ført til en klarere retsstilling, således at der opstår færre retlige tvister på området. Justitsministeriet vil i 2003 udarbejde en redegørelse herom til Folketinget.

5. Høring

Et udkast til dette lovforslag har været sendt i høring hos følgende myndigheder og organisationer: Præsidenterne for Vestre Landsret og for Østre Landsret, Præsidenten for Københavns Byret, Præsidenten for Sø- og Handelsretten, præsidenterne for retterne i Århus, Odense, Aalborg, Præsidenten for retten i Roskilde, Den Danske Dommerforening, Foreningen af dommerfuldmægtige i Danmark, Advokatrådet, Akademikernes Centralorganisation, Amtsrådsforeningen, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Butikshandelens Fællesråd, Brancheforeningen for Forbrugerelektronik, Danmarks Nationalbank, Dansk Annoncørforening, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Automobilhandler Forening, Dansk Detail Kreditråd, Dansk Ejendomsmæglerforening, Dansk Handel og Service, Dansk Industri, Dansk Inkasso Brancheforening, Dansk Markedsføringsforbund, Dansk Postordreforening, Dansk Organisation af Detailhandelskæder, Danske Dagblades Forening, Danske Finansieringsselskabers Forening, Den Danske Boghandlerforening, De Samvirkende Købmandsforeninger i Danmark, Det Danske Handelskammer, El-installatørernes Landsforening ELFO, Erhvervssammenslutningen G 1930, Finansrådet, Forbrugerombudsmanden, Forbrugerrådet, Forenede Danske Motorejere, Formanden for Forbrugerklagenævnet, Formanden for Pengeinstitutankenævnet, Formanden for Realkreditankenævnet, Forsikring & Pension, Frederiksberg Kommune, Fællesforeningen for Danmarks Brugsforeninger, HK-Landsklubben, Håndværksrådet, Kommunernes Landsforening, Københavns Kommune, Landsforeningen Loyal Handel, Landsorganisationen i Danmark, Liberale Erhvervs Råd, Oliebranchens Fællesrepræsentation, Politiforbundet i Danmark, Radiobranchen og Realkreditrådet.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1 og 2

Der er tale om konsekvensændringer, jf. den foreslåede nye § 9 a i renteloven.

Til nr. 3

Der foreslås en ny bestemmelse i renteloven om rykker- og inkassogebyrer.

I bestemmelsens stk. 1 fastlægges anvendelsesområdet for de foreslåede regler. Det foreslås, at reglerne skal finde anvendelse på rykkerskrivelser, dvs. skrivelser, som sendes til forbrugeren med påmindelse om at opfylde en indtruffet forpligtelse i anledning af forbrugerens misligholdelse af parternes aftale. Ved »skrivelser« forstås alle læsbare meddelelser, uanset om disse fremsendes på traditionel vis ved et brev eller på anden måde, f.eks. ved e-mail.

Der vil ofte være tale om rykkere i anledning af, at forbrugeren ikke har betalt en forfalden gæld til tiden, men de foreslåede regler gælder også for andre rykkerskrivelser, f.eks. skrivelser til en lejer med krav om tilbagelevering af en lejet løsøregenstand, fordi lejeaftalen er udløbet eller er blevet ophævet.

Skrivelser, som ikke sendes i anledning af en indtrådt misligholdelse, f.eks. pengeinstitutters fremsendelse af kontoudtog til kunder, er ikke omfattet. Uden for anvendelsesområdet falder således også påkravsskrivelser, der sendes, før der er indtrådt misligholdelse - ofte for at fastslå et forfaldstidspunkt.

Ved inkassogebyr forstås et gebyr, der opkræves som betaling for det merarbejde mv. (opgørelse af fordringen, fremsendelse af dokumentation mv.), der er forbundet med at overdrage sagen til tredjemand med henblik på inddrivelse på den erhvervsdrivendes vegne.

Det foreslås, at den nye bestemmelse skal gælde for rykkergebyrer mv. vedrørende fordringer i henhold til forbrugeraftaler, dvs. aftaler, der er indgået mellem en erhvervsdrivende som led i den pågældendes erhverv og en person, som hovedsagelig har handlet uden for sit erhverv (forbrugeren), jf. § 7 i den gældende lov, som ikke ændres.

Det præciseres i bestemmelsen, at der - i overensstemmelse med almindelige regler - kun kan kræves rykkergebyr eller inkassogebyr, hvis det har været rimeligt begrundet at sende den pågældende rykkerskrivelse, henholdsvis overdrage sagen til tredjemand. Det er således en forudsætning, at den pågældende fordring faktisk består på det tidspunkt, hvor rykkerskrivelsen sendes dvs. at der efter almindelige formueretlige regler endnu ikke er sket betaling - og at det ikke skyldes kreditors egne forhold, at skyldneren ikke har betalt til tiden.

Det er endvidere en forudsætning, at den erhvervsdrivende har tilrettelagt rykkerproceduren på en sådan måde, at der ikke påføres skyldneren unødige udgifter, bl.a. således, at den erhvervsdrivende i rimeligt omfang søger at samle flere forfaldne fordringer mod skyldneren i samme rykkerskrivelse. Det vil ikke være rimeligt at overdrage sagen til tredjemand, hvis forbrugeren ikke er blevet rykket først.

Der vil heller ikke være rimelig grund til at rykke yderligere for betaling, hvis forbrugeren efter den første rykkerskrivelse meddeler, at han ikke vil betale. Har forbrugeren meddelt, at beløbet ikke vil blive betalt, fordi forbrugeren ikke mener at skylde beløbet eller ikke er i stand til at betale, tjener det ikke noget formål at fremsende en rykkerskrivelse. I så fald må den erhvervsdrivende søge beløbet inddrevet på anden vis, og vælger den erhvervsdrivende alligevel at rykke for betalingen, vil der ikke kunne kræves gebyr herfor.

I stk. 2 foreslås det, at en erhvervsdrivende skal have ret til et rykkergebyr på 100 kr. for hver rykkerskrivelse. Den erhvervsdrivende kan efter lovforslaget kræve et gebyr af denne størrelse, uanset om parterne har indgået aftale herom, og uanset hvilke faktiske udgifter til administration, porto mv. den erhvervsdrivende har haft til rykkerproceduren. Beløbet er inklusive moms.

Sammen med stk. 1 giver bestemmelsen således de erhvervsdrivende en generel hjemmel til at kræve betaling af rykkergebyr ved for sen betaling mv. samtidig med, at der fastsættes et loft over størrelsen af sådanne gebyrer.

Det er uden betydning for gebyrets størrelse, hvor stort et beløb der rykkes for.

Reglen finder anvendelse, uanset om det er den erhvervsdrivende selv, der afsender rykkerskrivelsen, eller om dette er overladt til andre f.eks. et inkassobureau eller advokat.

Det foreslås endvidere, at den erhvervsdrivende kun kan kræve gebyr for 3 rykkerskrivelser, og at der ikke kan kræves gebyr for rykkerskrivelser, der sendes mindre end 10 dage efter, at der sidst blev rykket.

De foreslåede regler regulerer ikke spørgsmålet om, hvilke inddrivelsesskridt en kreditor kan foretage. Bestemmelsen indebærer således ikke, at der altid skal sendes 3 rykkerbreve til en forbruger, før sagen eventuelt overgives til inkasso eller der anlægges sag ved domstolene. De foreslåede regler regulerer heller ikke spørgsmålet om, hvorvidt den erhvervsdrivende kan kræve erstatning for sagsomkostninger i forbindelse med retslig inddrivelse eller salærudgifter mv. til tredjemand, der har inddrevet fordringen på den erhvervsdrivendes vegne.

Bestemmelsen indebærer som nævnt, at en kreditor højst kan kræve betaling for 3 rykkerskrivelser, men det forbydes ikke den erhvervsdrivende at sende flere. En erhvervsdrivende, som vælger at fremsende flere skrivelser, må selv bære omkostningerne herved.

Den foreslåede begrænsning, hvorefter der højst kan kræves gebyr for 3 rykkerskrivelser, gælder for hver enkelt ydelse i skyldforholdet. Betaler forbrugeren f.eks. ikke maj måneds ydelse i et lejeforhold, kan kreditor sende op til 3 gebyrbelagte rykkerbreve i den anledning, og gentager misligholdelsen sig i oktober, kan der som udgangspunkt også kræves gebyr for 3 rykkerbreve vedrørende denne rate.

Der kan dog ikke kræves gebyr for mere end i alt 3 rykkerskrivelser inden for en sammenhængende periode, hvor skyldneren til stadighed har været i restance vedrørende det samme skyldforhold, uanset om restancerne vedrører forskellige ydelser. Denne begrænsning vil kunne have betydning ved pengelån og andre løbende kontraktforhold med ydelser, der forfalder regelmæssigt. Hvis forbrugeren f.eks. ikke betaler maj måneds ydelse på et lån, men betaler den fastsatte ydelse de følgende måneder, dog uden at berigtige restancen, vil kreditor kunne betragte den ydelse, der betales af forbrugeren i juni måned, som maj måneds ydelse, således at forbrugeren kommer i restance med juni måneds ydelse, og så fremdeles. Den foreslåede bestemmelse indebærer, at kreditor i en sådan situation ikke vil kunne sende 3 gebyrbelagte rykkerskrivelser vedrørende maj måneds ydelse og derefter yderligere 3 vedrørende juni måneds ydelse osv.

Den foreslåede frist på 10 dage mellem fremsendelsen af rykkerskrivelser indebærer, at der ikke kan kræves betaling for rykkerbreve, der fremsendes mindre end 10 dage efter, at der sidst blev rykket. Derimod kan kreditor kræve betaling for den første rykkerskrivelse, selv om den sendes mindre end 10 dage efter sidste rettidige betalingsdag.

Det foreslås i stk. 3, at den erhvervsdrivende skal have ret til et inkassogebyr på højst 100 kr., hvis sagen - med rimelig grund, jf. stk. 1 overdrages til tredjemand med henblik på inddrivelse af fordringen på den erhvervsdrivendes vegne. Beløbet er inklusive moms.

Det foreslås i stk. 4, at reglerne om rykkergebyr og inkassogebyr ikke skal kunne fraviges til skade for forbrugeren ved aftale eller ved handelsbrug eller anden sædvane. Der kan således ikke gyldigt aftales et højere gebyr. Reglerne om rykkergebyrer mv. gælder i øvrigt kun i det omfang, andet ikke er bestemt ved eller i henhold til lov, jf. herved rentelovens § 1, stk. 2, 2. led (som ikke ændres), og jf. som eksempel på en særlig gebyrregel bl.a. lejelovens § 93, stk. 2.

Efter tinglysningslovens § 50 f skal pantebreve, der anmeldes til tinglysning, være oprettet på særlige blanketter, som er godkendt af justitsministeren. Justitsministeriets indekspantebrevsblanket og pantebrevsformular A indeholder vilkår om et rykkergebyr på 2 pct. af den forfaldne ydelse, dog mindst 100 kr., hvis renter og afdrag ikke betales rettidigt. Parterne kan i aftalen fravige dette vilkår, det skal blot ske på en nærmere bestemt måde, jf. reglerne i bekendtgørelse om tinglysning i tingbogen. Lovforslaget indebærer således, at de nævnte gebyrvilkår ikke vil kunne gøres gældende af den erhvervsdrivende i forbrugerforhold. Justitsministeriet agter at justere vilkårene om rykkergebyr mv. i de nævnte blanketter i lyset af de foreslåede regler.

Der vil senere kunne være behov for at justere beløbsgrænserne i stk. 2 og 3, hvis den generelle prisudvikling begrunder en væsentlig ændring. Justitsministeriet vil i givet fald fremsætte lovforslag herom.

Til § 2

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2001.

Det foreslås i stk. 2, at de nye regler om rykkergebyrer skal gælde for gebyr vedrørende skrivelser, der er sendt efter ikrafttrædelsen. For så vidt angår inkassogebyrer foreslås det, at loven skal gælde for gebyrkrav, der opstår efter lovens ikrafttræden. Krav på inkassogebyr vil normalt udløses, når sagen overdrages til tredjemand.

Til § 3

Bestemmelsen vedrører lovens territoriale gyldighed.

Lovforslag som fremsat 2000 132 Valid

§ 3

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger.

Lovforslag som fremsat 2000 132 Valid

§ 9. Fører lovbestemmelser om rente for særlige krav til en lavere rente end den, der er fastsat efter § 5, stk. 1 og 2, skal skyldneren dog betale den dér nævnte rente fra den dag, da fordringshaveren begyndte retsforfølgning til betaling af gælden. § 5, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse.

»§ 9 a. For rykkerskrivelser vedrørende fordringer i henhold til en aftale som nævnt i § 7, stk. 1, kan den erhvervsdrivende kræve et gebyr, jf. stk. 2, såfremt skrivelsen er fremsendt med rimelig grund (rykkergebyr). Den erhvervsdrivende kan endvidere kræve et gebyr, jf. stk. 3, for at anmode en anden om at inddrive fordringen på den erhvervsdrivendes vegne, såfremt dette er sket med rimelig grund (inkassogebyr).

Stk. 2. Der kan kræves et rykkergebyr på højst 100 kr. inkl. moms for hver rykkerskrivelse, dog højst for 3 skrivelser vedrørende samme ydelse. Har skyldneren inden for en sammenhængende periode til stadighed været i restance vedrørende samme skyldforhold, kan der uanset 1. pkt. højst kræves rykkergebyr for 3 skrivelser vedrørende restancerne i den pågældende periode. Der kan kun kræves gebyr for rykkerskrivelser, som er sendt med mindst 10 dages mellemrum.

Stk. 3. Der kan kræves et inkassogebyr på højst 100 kr. inkl. moms.

Stk. 4. Reglerne i stk. 1-3 kan ikke fraviges til skade for skyldneren ved aftale eller ved handelsbrug eller anden sædvane.«

Lovforslag som fremsat 2000 132 Valid

Fremsat den 13. december 2000 af justitsministeren (Frank Jensen)

Forslag

til

lov om ændring af lov om renter ved forsinket betaling mv.

(loft over rykkergebyrer mv. i forbrugerforhold)

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →