Forslag til Lov om ændring af lov om kommuners og amtskommuners udførelse af opgaver for andre offentlige myndigheder
Statutory Text (1 Articles)
Fremsat den 29. november 2000 af indenrigsministeren (Karen Jespersen)
Forslag
til
Lov om ændring af lov om kommuners og amtskommuners udførelse af opgaver for andre offentlige myndigheder
(Ophævelse af revisionsbestemmelse)
I lov nr. 378 af 14. juni 1995 om kommuners og amtskommuners udførelse af opgaver for andre offentlige myndigheder, som ændret ved lov nr. 475 af 1. juli 1998 og § 3 i lov nr. 355 af 2. juni 1999, ophæves § 4.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Lovforslagets indhold
Lov nr. 378 af 14. juni 1995 om kommuners og amtskommuners udførelse af opgaver for andre offentlige myndigheder, som blev vedtaget af Folketinget den 31. maj 1995, skal i henhold til lovens § 4 tages op til revision i folketingsåret 2000/2001.
Lovforslaget indebærer alene, at revisionsbestemmelsen i lovens § 4 ophæves. Der er således ikke fundet grundlag for at foreslå ændring af lovens øvrige bestemmelser. Kommuners og amtskommuners adgang til at udføre opgaver for andre offentlige myndigheder efter loven videreføres således efter lovforslaget uændret.
2. Loven om kommuners og amtskommuners udførelse af opgaver for andre offentlige myndigheder
Lov om kommuners og amtskommuners udførelse af opgaver for andre offentlige myndigheder indeholder hjemmel til, at kommuner og amtskommuner på visse betingelser kan udføre kommunale opgaver for hinanden og for andre offentlige myndigheder. Lovens formål er på denne måde at give mulighed for en bedre udnyttelse af eksisterende ressourcer.
Lovens anvendelsesområde er ved § 3 i lov nr. 355 af 2. juni 1999 med virkning fra den 1. juli 2000 udvidet til også at omfatte Hovedstadens Udviklingsråd.
Loven indeholder regler om udbud, omkostningskalkulation og mindstevederlæggelse som betingelser for, at kommuner og amtskommuner kan udføre kommunale opgaver for andre offentlige myndigheder.
Loven er en udmøntning af et af forslagene fra betænkning nr. 1268/1994, som blev afgivet af det udvalg, som indenrigsministeren havde nedsat vedrørende fornyelse og effektivisering i den kommunale sektor (Fornyelsesudvalget).
Fornyelsesudvalget havde til opgave bl.a. at drøfte behovet for en udvidelse af de retlige rammer for kommuners og amtskommuners adgang til at udøve handel, håndværk og industri mv., herunder kommuners og amtskommuners adgang til at udføre opgaver for hinanden.
Udvalget anbefalede, at der blev tilvejebragt lovhjemmel til, at kommuner og amtskommuner på visse betingelser kan varetage kommunale opgaver for andre offentlige myndigheder.
Udvalgets anbefalinger byggede på en antagelse om, at der ikke ville blive tale om kommunal erhvervsdrift i større omfang. Udvalget antog således bl.a., at aktiviteternes omfang overvejende ville være betinget af ønsket om udnyttelse af eksisterende ressourcer.
Udvalget foreslog, at det efter en periode med sådanne udvidede muligheder blev vurderet, om udvalgets antagelse havde været korrekt.
Det blev på denne baggrund fastsat i § 4 i lov om kommuners og amtskommuners udførelse af opgaver for andre offentlige myndigheder, at loven skulle tages op til revision i folketingsåret 1997-98.
Vedrørende Folketingets behandling af loven henvises til FT 1994/1995, sp. 2279, 2514, 5708 og 6327; A, sp. 1888: B, sp. 512 og 808.
3. Baggrunden for den nuværende revisionsbestemmelse
Indenrigsministeren nedsatte den 24. september 1997 et udvalg med henblik på revision af lov om kommuners og amtskommuners udførelse af opgaver for andre offentlige myndigheder. Udvalgets opgave var bl.a. at undersøge kommuners og amtskommuners erfaringer med anvendelse af loven og herunder vurdere, om Fornyelsesudvalgets antagelse af, at der ikke ville blive tale om kommunal erhvervsdrift i større omfang, havde været korrekt.
Udvalget afgav i februar 1998 en rapport om erfaringerne med anvendelsen af loven. Det fremgår af rapporten, at udvalgets undersøgelser viste, at en række af de kommuner og amtskommuner, som har anvendt loven, har haft positive erfaringer med lovens anvendelse. Ifølge udvalgets undersøgelser syntes det særligt at være mere konkrete ønsker om en optimering af den kommunale ressourceudnyttelse, der har begrundet lovens anvendelse. Der var endvidere enighed i udvalget om, at Fornyelsesudvalgets antagelse af, at der ikke ville blive tale om kommunal erhvervsdrift i større omfang, havde været korrekt. Sammenfattende anbefalede udvalgets flertal, at loven ikke blev ændret eller ophævet.
Indenrigsministeren fremsatte herefter den 22. april 1998 forslag om ophævelse af lovens revisionsbestemmelse. Under Folketingets behandling af lovforslaget fremsatte indenrigsministeren imidlertid et ændringsforslag til lovforslaget, hvorefter bestemmelsen om revision af loven skulle ændres således, at loven skulle til revision på ny i folketingsåret 2000/2001. Lovforslaget i den således ændrede form blev herefter vedtaget af Folketinget og stadfæstet den 1. juli 1998 (lov nr. 475 af 1. juli 1998).
Vedrørende Folketingets behandling af ændringsloven henvises til FT 1997/1998, 2. saml., sp. 1143, 2097 og 2231; A sp. 1846 og 1851; B sp. 282; C sp. 440.
4. Anvendelsen af loven i 1998 og 1999
I forbindelse med vedtagelsen i 1995 af loven om kommuners og amtskommuners udførelse af opgaver for andre offentlige myndigheder anmodede Europa-Kommissionen den danske regering om at fremsende en årlig redegørelse for anvendelsen af loven, herunder særligt en redegørelse for de aktiviteter, som kommuner og amtskommuner rent faktisk udøver i henhold til loven.
Indenrigsministeriet har på den baggrund hvert år fremsendt en sådan redegørelse til Europa-Kommissionen. En kopi af redegørelserne er samtidig sendt til Folketingets Kommunaludvalg og de kommunale parter.
Det fremgår af den ovennævnte rapport fra 1998 om erfaringerne med anvendelsen af loven, at værdien af opgaver udført i medfør af loven i 1996 og 1997 har udgjort ca. 1 promille af kommunernes og amtskommunernes samlede køb af fremmede tjenesteydelser og ca. 0,1 promille af kommunernes og amtskommunernes bruttodriftsudgifter, korrigeret for udgifter til overførsler og tilskud.
Indenrigsministeriets redegørelser for 1998 og 1999 til Europa-Kommissionen viser en fortsat stigende anvendelse af loven. Den samlede værdi af udførte opgaver steg således fra 68,4 mio. kr. i 1998 til 109,4 mio. kr. i 1999. Lovens anvendelse i 1998 har således udgjort ca. 3 promille af kommunernes og amtskommunernes samlede køb af fremmede tjenesteydelser og ca. 0,3 promille af kommunernes og amtskommunernes bruttodriftsudgifter, korrigeret for udgifter til overførsler og tilskud. De tilsvarende tal for 1999 er henholdsvis ca. 4,5 promille og ca. 0,46 promille.
Der er således sket en stigning i antallet af opgaver, der udføres efter loven og i den samlede værdi af de udførte opgaver. Sidstnævnte skyldes især nogle få store opgaver. Langt hovedparten af de opgaver, som udføres efter loven, repræsenterer små - og faldende - værdier.
Af de 86 opgaver, som de kommunale myndigheder i 1998 udførte efter loven, har således kun de 14 af opgaverne en værdi på mere end 1,5 mio. kr., men disse repræsenterer samlet en værdi af 38,8 mio. kr. svarende til ca. 57 % af den samlede værdi af udførte opgaver i 1998 (68,4 mio. kr.).
I 1999 udførtes i alt 175 opgaver efter loven. Heraf havde kun 13 opgaver en værdi på mere end 1,5 mio. kr., men den samlede værdi af disse udgjorde 85,5 mio. kr. eller ca. 78 % af den samlede værdi af udførte opgaver i 1999 (109,4 mio. kr.).
Selv om der fra 1998 til 1999 er sket en stor stigning i antal opgaver under 1,5 mio. kr., der er udført i medfør af loven (fra 72 til 162 opgaver), repræsenterer disse opgaver således en mindre værdi i 1999 (23,9 mio. kr.) end i 1998 (29,6 mio. kr.).
Sammenfattende kan det anføres, at anvendelsen af loven er om end stigende så dog fortsat af et meget beskedent omfang set i forhold til den samlede kommunale økonomi. Der udføres således kun meget få opgaver af en værdi af mere end 1,5 mio. kr. De kommunale myndigheder varetager til gengæld et stigende antal små og mindre opgaver efter loven.
5. Indenrigsministeriets overvejelser
Om end Indenrigsministeriets årlige redegørelser peger på en stigende anvendelse af loven, har loven ikke været anvendt til at udføre kommunal erhvervsdrift i større omfang. De forventninger om lovens anvendelse, som lå til grund for Fornyelsesudvalgets forslag og lovens vedtagelse, har således været korrekte. Den stigende anvendelse af loven til udførelse af opgaver med en faldende værdi tyder på, at kommunernes og amtskommunernes brug af loven er begrundet i ønsket om en bedre udnyttelse af de kommunale ressourcer i overensstemmelse med lovens forudsætninger og formål.
Loven bidrager endvidere til en klarere retstilstand med hensyn til kommuners og amtskommuners udførelse af opgaver for andre offentlige myndigheder, ligesom lovens regler om udbud og omkostningskalkulation samtidig sikrer, at den kommunale virksomhed ikke bliver konkurrenceforvridende over for det private erhvervsliv.
Det kan endvidere efter Indenrigsministeriets opfattelse konstateres, at omfanget af lovens hidtidige anvendelse siden lovens ikrafttrædelse har været ubetydeligt i forhold til den samlede kommunale økonomi. Anvendelsen af loven giver ikke grundlag for at antage, at loven fremover vil blive anvendt til at udføre kommunal erhvervsdrift i større omfang i strid med forudsætningerne for loven.
Indenrigsministeriet har på den anden side ikke fundet grundlag for at foreslå ændringer i lovens regler om udbud og omkostningskalkulation med henblik på generelt at lette kommuners og amtskommuners adgang til at udføre opgaver for andre offentlige myndigheder. Der skal her peges på, at loven udgør et supplement til den i forvejen vide adgang, kommuner og amtskommuner har til at udføre opgaver for andre offentlige myndigheder. Det bemærkes i denne forbindelse, at regeringen støtter kommunernes ønsker om at lette denne adgang, men dette bør efter regeringens opfattelse ske gennem en tilpasning af relevante lovbestemmelser på de enkelte områder, og ikke gennem en ændring af bestemmelserne i lovens bestemmelser om udbud og omkostningskalkulation.
Indenrigsministeriet har heller ikke fundet grundlag for at foreslå lovens anvendelsesområde udvidet.
Sammenfattende er det Indenrigsministeriets opfattelse, at erfaringerne med lovens anvendelse ikke giver grundlag for at foretage ændringer i den adgang til at udføre opgaver for andre offentlige myndigheder, som loven giver kommuner og amtskommuner.
For så vidt angår den videre anvendelse af loven skal der særligt peges på, at Indenrigsministeriet fortsat vil afgive årlige redegørelser herom til Europa-Kommissionen. Redegørelserne vil som hidtil samtidig blive sendt til Folketingets Kommunaludvalg og de kommunale parter.
6. Forholdet til EU-retten
Som nævnt ovenfor anmodede Europa-Kommissionen i forbindelse med lovens vedtagelse den danske regering om at fremsende en årlig redegørelse for anvendelsen af loven. Europa-Kommissionen tog i den forbindelse den danske regerings oplysninger om loven til efterretning og hæftede sig ved, at det ikke måtte forventes, at loven ville medføre kommunal byggevirksomhed for andre offentlige myndigheder.
Kommuners og amtskommuners adgang til efter loven at udføre opgaver for andre offentlige myndigheder videreføres efter lovforslaget uændret, og lovforslaget skønnes derfor ikke at have EU-retlige aspekter.
7. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige, for erhvervslivet og for borgerne
Lovforslaget indebærer ingen ændringer i gældende ret. Lovforslaget skønnes derfor ikke at medføre økonomiske eller administrative konsekvenser for kommunerne, amtskommunerne, staten, erhvervslivet eller borgerne.
8. Lovforslagets miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget skønnes ikke at have miljømæssige konsekvenser.
9. Hørte myndigheder m.v.
Indenrigsministeriet har foretaget høring af følgende myndigheder og organisationer mv.
Kommunernes Landsforening, Amtsrådsforeningen i Danmark, Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune, Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte, LO, Dansk Industri, Dansk Transport og Logistik, Dansk Handel og Service, Håndværksrådet, Arbejdsgiverforeningen for Handel, Transport og Service, Det Danske Handelskammer og Byggeriets Firkant, Rengøringsselskabernes Branche- og Arbejdsgiverforening, Hotel-, Restaurant- og Turisterhvervenes Arbejdsgiverforening, Byggeriets Arbejdsgivere, Erhvervssammenslutning G - 1930, Vagt- og Alarmbranchens Arbejdsgiverforening, Foreningen af Registrerede Revisorer, Foreningen af Rådgivende Ingeniører, Foreningen af Statsautoriserede Revisorer samt samtlige ministerier.
Vurderinger af konsekvenserne af lovforslaget.
Positive konsekvenser/mindreudgifter (hvis ja, angiv omfang)
Negative konsekvenser/mindreudgifter (hvis ja, angiv omfang)
Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner
Ingen
Ingen
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Miljømæssige konsekvenser
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for borgerne
Ingen
Ingen
Forholdet til EU-retten
Ingen EU-retlige aspekter
Bemærkninger til lovforslagets bestemmelse
Bestemmelsen i lovforslaget indebærer alene, at revisionsbestemmelsen i lovens § 4 ophæves, således at loven gøres permanent.