Legislator Case Law & Legislation
200012L00099 DK

Forslag til Lov om ændring af selskabsskatteloven

6 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Table of Provisions (6)

Statutory Text (6 Articles)

Lovforslag som fremsat 2000 99 Valid

§ 1

I lov om indkomstbeskatning af aktieselskaber m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 299 af 27. april 2000, som ændret senest ved § 1 i lov nr. 452 af 31. maj 2000, foretages følgende ændring

1. I § 2, stk. 1, litra c, affattes 3 pkt. således

»Det er en betingelse, at moderselskabet er hjemmehørende i en stat, som er medlem af EU, i en stat, som Danmark har en dobbeltbeskatningsoverenskomst med, på Færøerne eller i Grønland, samt at datterselskabet er omfattet af begrebet selskab i en medlemsstat i artikel 2 i direktiv 90/435/EØF,«.

Lovforslag som fremsat 2000 99 Valid

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Stk. 2. Loven har virkning for udbytter, der vedtages udloddet eller udbetalt den 1. januar 2001 eller senere.

Bemærkninger

Almindelig bemærkninger

Lovforslaget genindfører 25 pct. kildeskat på udbytte, som et dansk datterselskab betaler til dets udenlandske moderselskab. Dette sker dog kun i de tilfælde, hvor moderselskabet er hjemmehørende i et land, som ikke er medlem af EU, eller i et land, som Danmark ikke har en dobbeltbeskatningsoverenskomst med.

Efter de gældende regler er der ingen dansk skat på udbytte, som et dansk selskab udlodder til dets udenlandske moderselskab, uanset hvor moderselskabet er hjemmehørende. Uden for moder/datterselskabsforhold opkræves der 25 pct. skat på udbytte, der udloddes af et dansk selskab til dets udenlandske aktionærer.

De nuværende holdingregler blev indført ved lov nr. 1026 af 23. december 1998 om ændring af forskellige skattelove (international beskatning af udbytter og aktieavancer m.v.). Ved denne lov blev alle udbytter fra udenlandske datterselskaber gjort skattefri uanset beskatningen i udlandet, og kildeskatten på udgående udbytter til udenlandske moderselskaber blev ophævet uden hensyn til, hvor det udenlandske moderselskab er beliggende. Samtidig blev CFC-beskatningen udvidet, således at ejerbetingelserne for CFC-beskatningen kom til at svare til ejerbetingelsen for skattefrihed for skattefri udbytter, nemlig 25% af aktiekapitalen. CFC-beskatning medfører, at et dansk moderselskab beskattes efter danske regler af dets udenlandske datterselskabs finansielle indtægter, såfremt den udenlandske beskatning er væsentlig lavere end her i landet.

Baggrunden for 1998-forslaget var, at de tidligere holdingregler var vanskelige at administrere og gav et lille provenu.

Når et dansk datterselskab udloddede udbytte til et udenlandsk moderselskab, skulle moderselskabet efter de tidligere gældende regler i teorien betale 25 pct. dansk skat af udbyttet, men skatten skulle næsten altid ophæves eller nedsættes. Hvis moderselskabet var hjemmehørende i et andet EU-land, må Danmark efter moder/datterselskabsdirektivet ikke beskatte udbyttet. Hvis moderselskabet var hjemmehørende i et andet land, som har en dobbeltbeskatningsoverenskomst med Danmark, skulle Danmark nedsætte skatten fra 25 pct. til den sats, der var aftalt i den pågældende overenskomst, typisk 5 - 10 pct.

Lov nr. 1026 af 23. december 1998 ophævede derfor beskatningen af udbytte, som et udenlandsk moderselskab modtog fra dets danske datterselskab, uanset hvor moderselskabet er hjemmehørende. Herefter sker der ikke dansk beskatning af udbytte fra et dansk datterselskab til dets udenlandske moderselskab udover den skat, som datterselskabet har betalt af dets overskud.

Erfaringen har imidlertid vist, at de ny regler åbnede op for etablering af danske holdingselskaber, som alene har til formål at omgå andre landes beskatning, og at denne mulighed er blevet markedsført af danske skatterådgivere i udlandet. I tilfælde, hvor et datterselskab i f.eks et EU-land er ejet af et moderselskab i et skattely uden dobbeltbeskatningsoverenskomster, kan koncernen ofte undgå den beskatning, som det førstnævnte land ville gennemføre ved direkte udlodning af udbytter fra datterselskabet i dette land til dets udenlandske moderselskab ved at indskyde et dansk holdingselskab.

Lovforslaget om at genindføre udbytteskatten for moderselskaber i ikke-EU-lande uden en dobbeltbeskatningsoverenskomst med Danmark er også et bidrag til de internationale bestræbelser på at modvirke skadelig skattekonkurrence eller skadelig skattepraksis, som foregår både i EU-regi og i OECD-regi.

EU-landene vedtog på ECOFIN-Rådet den 1. december 1997 en adfærdskodeks for erhvervsbeskatning. Kodeksen er en politisk aftale om, at et EU-land ikke må have særregler om skattebegunstigelse, der skal tiltrække investeringer fra udlandet og derfor er isoleret fra landets indenlandske økonomi. Kodeksen opstiller kriterier for, hvornår en skattemæssig ordning anses som skadelig.

En særlig adfærdskodeks-gruppe har undersøgt 271 nuværende skatteordninger i EU-landene (samt i afhængige eller tilknyttede områder), der kan være omfattet af kodeksen. Gruppens flertal har peget på 66 ordninger, som flertallet anser for at stride mod kodeksen, og som derfor hurtigst muligt skal ophæves eller ændres, så de skadelige virkninger af ordningerne fjernes (rollback).

ECOFIN-Rådet skal den 27. november 2000 tage stilling til rollback for de 66 ordninger.

De danske holdingregler er blandt de ordninger, som adfærdskodeksgruppens flertal nævner.

Danmark har erklæret sig uenig i denne vurdering, idet Danmark ikke er af den opfattelse, at helt generelle regler er i strid med kodeksens kriterier.

Men Danmark støtter en hurtig gennemførelse af adfærdskodeksen. Desuden må det erkendes, at kodeksen er en politisk aftale, der også skal fortolkes ud fra dens intentioner.

De danske holdingregler adskiller sig fra andre landes tilsvarende regler derved, at de danske regler medfører skattefritagelse både for udbyttebetalinger fra et udenlandsk datterselskab og for udbyttebetalinger til et udenlandsk moderselskab. Det medfører som nævnt, at de danske regler kan anvendes til at udhule andre landes beskatning. Andre lande, som beskatter udbytter fra selskaber i disse lande til moderselskaber i skattely-lande, er derfor utilfreds med, at deres beskatning kan omgås ved hjælp af de danske holdingregler.

Det foreslås derfor som et bidrag fra dansk side til at modvirke brugen af skattely og for at imødekomme udenlandsk kritik at genindføre skatten på 25 pct. af udbyttebetalinger fra et dansk datterselskab til dets udenlandsk moderselskab, men kun i tilfælde, hvor moderselskabet er hjemmehørende i et land uden for EU eller i et land, som ikke har en dobbeltbeskatningsoverenskomst med Danmark.

Lovforslagets økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Langt størstedelen af udenlandsk kapital placeret her i landet vil være ejet af selskaber eller personer hjemmehørende i et EU-land eller i et land, hvormed Danmark har en dobbeltbeskatningsoverenskomst. Det skal i den forbindelse nævnes, at Danmark har dobbeltbeskatningsoverenskomster med 58 lande uden for EU.

Et udenlandsk moderselskab, der berøres af forslaget, vil formentlig opgive dets danske datterselskab, hvis det danske selskab alene er etableret som led i en international skattekonstruktion. Der vil således være få tilfælde, der bliver omfattet af den foreslåede udbyttebeskatning. På denne baggrund skønnes merprovenuet ved forslaget at være begrænset.

Formålet med forslaget er da heller ikke at opnå en provenugevinst, men som nævnt at modvirke, at Danmark bruges som led i omgåelse af andre landes beskatning eller at Danmark understøtter brugen af skattely-lande til skattefri akkumulering af kapital.

Administrative konsekvenser for stat, amt og kommune

Lovforslaget skønnes ikke at have væsentlige administrative konsekvenser.

Administrative konsekvenser for borgerne

Lovforslaget har ingen administrative konsekvenser for borgerne.

Miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.

Forholdet til EU-retten

Lovforslaget har ikke EU-retlige aspekter.

Høring

Lovforslaget har ikke været sendt til høring.

Sammenfatning af økonomiske og administrative konsekvenser

Positive konsekvenser

Negative konsekvenser

Økonomiske konsekvenser for stat, amter og kommuner

Det skønnes kun at være få tilfælde, der bliver omfattet af den foreslåede udbyttebeskatning, således at merprovenuet ved forslaget vil være begrænset.

Formålet med forslaget er da heller ikke at opnå en provenugevinst, men at modvirke at Danmark bruges som led i omgåelse af andre landes beskatning

Ingen

Administrative konsekvenser for stat, amter og kommuner

Ingen

Forslaget skønnes ikke at have væsentlige administrative konsekvenser

Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Forslaget vil formentlig medføre, at udenlandske moderselskaber hjemmehørende i lande udenfor EU, som Danmark ikke har dobbeltbeskatningsoverenskomst med, vil opgive danske datterselskaber, der alene er etableret som led i en international skattekonstruktion

Administrative konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Ingen

Miljømæssige konsekvenser

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for borgerne

Ingen

Ingen

Forholdet til EU-retten

Ingen EU-retlige aspekter

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Hovedreglen i selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c, er, at et udenlandsk selskab er (begrænset) skattepligtig til Danmark af udbytte fra et dansk selskab. Skattepligten er efter § 2, stk. 2, endeligt opfyldt ved den indeholdelse af skat på 25 pct., som det danske udbyttebetalende selskab skal indeholde efter kildeskattelovens § 65, eller ved den skat på 25 pct., der skal betales efter kildeskattelovens § 65 A, stk. 1.

Som undtagelse medfører § 2, stk. 1, litra c, 2. pkt., at skattepligten ikke omfatter udbytte, som oppebæres af et selskab (moderselskabet), der ejer mindst 25 pct. af aktiekapitalen i det udbyttebetalende selskab (datterselskabet) i en sammenhængende periode på mindst 12 fortløbende måneder. Skattefriheden gælder også for udbytter, der udloddes på et tidspunkt, inden der er forløbet 12 måneder efter aktieerhvervelsen, under forudsætning af at moderselskabet beholder aktierne i mindst 12 måneder.

Lovforslaget medfører den indskrænkning i undtagelsen, at skattefriheden ikke gælder, hvis det udenlandske moderselskab ikke er hjemmehørende i et andet EU-land, Færøerne, Grønland eller et land, som har en dobbeltbeskatningsoverenskomst med Danmark.

Til § 2

Den ny skattepligt har virkning for udbytter, som et dansk datterselskab vedtager udbetalt eller godskrevet den 1. januar 2001 eller senere.

Lovforslag som fremsat 2000 99 Valid

§ 2. Skattepligt i henhold til denne lov påhviler endvidere selskaber og foreninger m.v. som nævnt i § 1, stk. 1, der har hjemsted i udlandet, for så vidt de

1. I § 2, stk. 1, litra c, affattes 3 pkt. således

- -

c) oppebærer udbytte omfatter af ligningslovens § 16 A, stk. 1, bortset fra udlodninger fra obligationsbaserede investeringsforeninger som nævnt i aktieavancebeskatningslovens § 2 d, stk. 2, eller oppebærer afståelsessummer omfattet af ligningslovens § 16 B. Skattepligten omfatter ikke udbytte, som oppebæres af et selskab m.v. (moderselskabet), der ejer mindst 25 pct. af aktiekapitalen i det udbyttegivende selskab (datterselskabet) i en sammenhængende periode på mindst et år, inden for hvilken periode udbytteudlodningstidspunktet skal ligge. Det er en betingelse, at datterselskabet er omfattet af begrebet selskab i en medlemsstat i artikel 2 i direktiv 90/435/EØF,

»Det er en betingelse, at moderselskabet er hjemmehørende i en stat, som er medlem af EU, i en stat, som Danmark har en dobbeltbeskatningsoverenskomst med, på Færøerne eller i Grønland, samt at datterselskabet er omfattet af begrebet selskab i en medlemsstat i artikel 2 i direktiv 90/435/EØF,«.

Lovforslag som fremsat 2000 99 Valid

Bilag

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering

Lovforslaget

I lov om indkomstbeskatning af aktieselskaber m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 299 af 27. april 2000, som ændret senest ved § 1 i lov nr. 452 af 31. maj 2000, foretages følgende ændring

Lovforslag som fremsat 2000 99 Valid

Fremsat den 10. november 2000 af skatteministeren (Ole Stavad)

Forslag

til

Lov om ændring af selskabsskatteloven

(Udbytte til selskaber i ikke EU-lande uden dobbeltbeskatningsoverenskomst med Danmark)

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →