Forslag til Lov om pligtige lagre af mineralolie og mineralolieprodukter
Table of Provisions (12)
Statutory Text (12 Articles)
§ 1. Lovens formål er at sikre opretholdelse af pligtige lagre af mineralolie og mineralolieprodukter.
§ 2. Ved mineralolie forstås i denne lov råolie og kondensat af mineralsk oprindelse. Ved mineralolieprodukter forstås produkter, der er fremstillet ved raffinering heraf, herunder motorbrændstoffer.
Stk. 2. Ved pligtige lagre forstås
1) beredskabslagre af motorbrændstoffer, der er etableret med henblik på krig eller truende udsigt til krig, og som kræves opbevaret i særlige beskyttede anlæg, samt
2) mindstelagre af mineralolie og mineralolieprodukter til imødegåelse af olieforsyningskriser og anden aktuel eller potentiel mangel på disse varer.
§ 3. Virksomheder, der her i landet importerer, producerer eller hos en anden virksomhed lader producere mineralolie eller mineralolieprodukter, skal opretholde pligtige lagre af disse varer.
Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler om lagringspligten, herunder regler om, hvilke virksomheder der er fritaget for lagringspligten, lagringspligtige produkter, lagrenes sammensætning, anbringelse og beregning, lagringspligtens omfang og opfyldelse samt godkendelse af lagerdækningsaftaler.
§ 4. Efter forudgående forelæggelse for Folketingets Energipolitiske Udvalg fastsætter miljø- og energiministeren de samlede pligtige lagres størrelse hos de lagringspligtige virksomheder.
Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan dog, for et begrænset tidsrum og når særlige forhold taler herfor, ændre omfanget af den lagringspligt, der er fastsat efter stk. 1.
§ 5. Miljø- og energiministeren fører tilsyn med de lagringspligtige virksomheders opfyldelse af bestemmelser i denne lov og regler udstedt i henhold til loven.
Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan hos de lagringspligtige virksomheder indhente alle oplysninger, der er nødvendige til varetagelsen af opgaver efter denne lov eller regler udstedt i henhold til loven. Det samme gælder oplysninger til brug for statistik og til videregivelse til internationale organisationer. Miljø- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler om oplysningspligtens omfang og opfyldelse.
Stk. 3. Miljø- og energiministeren kan til brug for de i stk. 2 nævnte formål efter aftale med Told- og Skattestyrelsen få udleveret registeroplysninger om virksomheder, der foretager import af mineralolie og mineralolieprodukter.
§ 6. Miljø- og energiministeren kan bemyndige en under ministeriet oprettet institution til at udøve de beføjelser, der i denne lov er tillagt ministeren.
Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om, at afgørelser truffet efter denne lov eller regler udstedt i henhold til loven ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed.
§ 7. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der
1) undlader at opfylde lagringspligten efter § 3,
2) undlader at afgive oplysninger som nævnt i § 5, stk. 2.
Stk. 2. I regler, som udstedes i henhold til loven, kan der fastsættes bødestraf for overtrædelser af reglerne eller vilkår fastsat i henhold til reglerne.
Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
§§ 7 og 8 indeholder straffe- og ikrafttrædelsesbestemmelser.
I § 9 bestemmes, at loven ikke skal gælde for Færøerne og Grønland.
3. Økonomiske og administrative konsekvenser for staten, amter og kommuner
Lovforslaget skønnes hverken at have økonomiske eller administrative konsekvenser for staten, amter eller kommuner.
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet
Lagringspligten retter sig primært mod virksomheder, der her i landet importerer, producerer eller lader producere mineralolie eller mineralolieprodukter. Lovforslaget ændrer hverken lagringspligten eller dennes omfang.
Opretholdelse af lagre udover de kommercielle behov er omkostningskrævende, men størstedelen af lagringspligten opfyldes på vegne af de lagringspligtige virksomheder af Foreningen Danske Olieberedskabslagre (FDO), hvis lagre er betalt af forbrugerne. Resten dækkes i det store og hele af de lagringspligtige virksomheders arbejdslagre, som under alle omstændigheder er nødvendige.
Lovforslaget vurderes ikke at få økonomiske eller administrative konsekvenser for erhvervslivet bortset fra en mindre udvidelse af virksomhedernes oplysningspligt i form af ministerens adgang til at kræve oplysninger om virksomhedernes omkostningsmæssige byrde ved opretholdelsen af de pligtige lagre. Den mindre udvidelse drejer sig alene om virksomheder med lagerdækningsaftaler, ifølge hvilke virksomheder med overskydende lagermængder i forhold til deres lagringspligt dækker lagringspligt for andre virksomheder. I henhold til artikel 3, stk. 2, i direktiv 98/93/EF er der mulighed for, at virksomhedernes omkostninger ved at opfylde lagringspligten kan belyses ved, at der indhentes passende oplysninger vedrørende virksomhedernes omkostningsmæssige byrde. Konkret er der tale om, at virksomheder tænkes at oplyse, hvor meget der skal betales for lagerdækningsaftaler. Det er dog kun hensigten at iværksætte en sådan ordning efter høring af de berørte parter.
5. Miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget skønnes ikke at have miljømæssige konsekvenser, da det ikke ændrer indholdet af lagerbestemmelserne.
6. Forholdet til EU-retten
Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører Rådets direktiv 68/414/EØF af 20. december 1968 om forpligtelse for EØF s medlemsstater til at opretholde minimumslagre af mineralolie og/eller mineralolieprodukter (EF-Tidende 1968 nr. L 308/14), som ændret ved Rådets direktiv 98/93/EF af 14. december 1998 (EF-Tidende 1998 nr. L 358/100). Direktivet med ændringer er tidligere gennemført ved lov om mindstebeholdninger af mineralolie og mineralolieprodukter, jf. lovbekendtgørelse nr. 1183 af 19. december 1992. Disse bestemmelser ophæves med denne lov.
7. Høring
Et udkast til lovforslag er den 12. september 2000 sendt i høring til følgende: Amtsrådsforeningen i Danmark, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, By- og Boligministeriet, CO Industri, Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Handel og Service, Dansk Industri, DONG Naturgas A/S, Danske Energiselskabers Forening, Danske Fjernvarmeværkers Forening, DSB, Elkraft System, Elsam, Eltra, Energi E2, Erhvervsministeriet, Finansministeriet, Forbrugerrådet, Foreningen af Danske Kraftvarmeværker, Foreningen af Rådgivende Ingeniører, Foreningen Danske Olieberedskabslagre, Forskningsministeriet, Forsvarsministeriet, Frederiksberg Kommune, Greenpeace Danmark, Handelskammeret, Håndværksrådet, Indenrigsministeriet, Justitsministeriet, Kommunernes Landsforening, Konkurrencestyrelsen, Københavns Kommune, LO, Oliebranchens Fællesrepræsentation, SID, Skatteministeriet, Statsministeriet, Told- og Skattestyrelsen, Udenrigsministeriet og Økonomiministeriet.
Vurdering af konsekvenserne af lovforslaget
Positive konsekvenser/mindreudgifter
Negative konsekvenser/merudgifter
Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner
Ingen
Ingen
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ministerens adgang til at kræve oplysning om virksomhedernes omkostninger ved at opretholde de pligtige lagre kan medføre en marginal administrativ byrde for de berørte virksomheder.
Miljømæssige konsekvenser
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for borgerne
Ingen
Ingen
Forholdet til EU-retten
Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører Rådets direktiv 68/414/EØF af 20. december 1968 om forpligtelse for EØF s medlemsstater til at opretholde minimumslagre af mineralolie og/eller mineralolieprodukter som ændret ved direktiv 98/93/EF af 14. december 1998.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Lovens formål er i lighed med den gældende lov at sikre opretholdelse af pligtige lagre af mineralolie og mineralolieprodukter. Dette sker dels til opfyldelse af internationale forpligtelser og dels til yderligere imødegåelse af virkningerne af aktuel mangel eller udsigt til mangel på disse varer.
De internationale forpligtelser vedrører hovedsageligt de forpligtelser, Danmark har påtaget sig over for den Europæiske Union (EU) og det Internationale Energi Agentur (IEA), jf. de almindelige bemærkninger pkt. 1.b.
Til yderligere imødegåelse af virkningerne af aktuel mangel eller udsigt til mangel på disse varer har Danmark valgt at opretholde større pligtige lagre, end de internationale forpligtelser udgør. Disse ekstra lagermængder kan benyttes i forbindelse med såkaldte subkriser, jf. de almindelige bemærkninger pkt. 1.b, næstsidste afsnit. Deltagelse i subkriseforanstaltninger er ikke traktatfæstede. Det står derfor medlemslandene frit for at deltage. Dersom man fra dansk side beslutter at deltage, kan man i kraft af de overskydende lagre vælge at deltage med lagertræk fremfor med forbrugsbegrænsninger. Til sådanne lagertræk må kun anvendes lagermængder, der overstiger de enkelte medlemsstaters internationale forpligtelser. Når IEA finder, at der foreligger en krise, som udløser IEA s formelle krisestyringsmekanisme, kan Danmark endvidere vælge helt eller delvis at erstatte ellers pligtige forbrugsbegrænsninger med træk på de overskydende lagre.
Til § 2
Den nugældende lov indeholder ikke nogen definition af de lagringspligtige produkter og typer af lagre. De i § 2 indeholdte definitioner er imidlertid en nedfældelse af tidligere praksis.
Stk. 1 definerer mineralolie og mineralolieprodukter. I stk. 2 defineres de to former for pligtige lagre. Der skelnes mellem de med henblik på krig eller truende udsigt hertil bestemte beredskabslagre og de til indsats mod en fredstidskrise bestemte mindstelagre, jf. de almindelige bemærkninger.
Til § 3
Stk. 1 fastlægger, hvem lagringspligten påhviler. Bestemmelsen svarer stort set til den nugældende bestemmelse om, hvem lagringspligten påhviler, idet det dog er præciseret, at den ikke blot omfatter virksomheder, der importerer eller producerer mineralolie eller mineralolieprodukter, men tillige dem, der lader disse varer producere hos en anden virksomhed.
Stk. 2 giver miljø- og energiministeren hjemmel til at fastsætte regler om lagringspligten. I den hidtil gældende lov har ministeren haft hjemmel til at fastsætte bestemmelser om opretholdelse af mindstebeholdninger. Denne hjemmel har været udnyttet til i bekendtgørelsesform at fastsætte regler om de lagringspligtige virksomheder, om de produkter, som omfattes af lagringspligten, og om hvilke beholdninger, der kan medregnes til opfyldelsen af lagringspligten, samt beregningen af lagringspligtens størrelse for de berørte virksomheder. Ministerens bemyndigelse påtænkes udnyttet til at fastsætte bestemmelser svarende til de hidtidige regler. Det er f.eks. hensigten at fritage virksomheder med meget små importmængder for lagringspligten. Den hidtidige praksis med at undtage de virksomheder, der importerer mindre end 50 tons om året, agtes således videreført.
Endvidere tydeliggør stk. 2 hjemmelen for bestemmelserne i § 7, stk. 2 og 3, i mindstelagerbekendtgørelsen. Lagerdækningsaftaler kan i henhold til bekendtgørelsens § 7, stk. 2, omfatte indenlandske parter, hvoraf den ene i forhold til sine lagringsforpligtelser har overskydende beholdninger, som kan anvendes til helt eller delvis at dække den anden parts lagringspligt. Lagerdækningsaftaler kan, som nævnt i bekendtgørelsens § 7, stk. 3, tillige indgås mellem parter i to EU-medlemslande, hvilket følger af artikel 6 i direktiv 68/414/EØF som ændret ved direktiv 98/93/EF. I så tilfælde kræver artikel 6, at der mellem de to berørte medlemsstater skal indgås en rammeaftale, inden for hvilken de konkrete lagerdækningsaftaler mellem virksomheder godkendes af myndighederne i de berørte lande. Rammeaftalerne forpligter myndigheden i det land, hvori en virksomhed yder lagerdækning, til at tillade, at de af den pågældende lagerdækningsaftale omhandlede lagermængder uden hindringer overføres til den dækkede virksomhed i tilfælde af en olieforsyningskrise. Lagerdækningsaftaler har fået en stigende betydning. Der eksisterer et stort antal aftaler af denne art mellem danske lagringspligtige virksomheder indbyrdes såvel som mellem danske virksomheder og virksomheder i Sverige, Holland, Storbritannien og Irland. Fra finsk og italiensk side er der ligeledes tilkendegivet interesse for lagerdækningsaftaler med Danmark.
Til § 4
Bestemmelsen i stk. 1 svarer til den nugældende lovs forpligtelse for ministeren til at fastsætte de samlede pligtige lagres størrelse, efter at Folketingets Energipolitiske Udvalg har fået sagen forelagt til orientering.
Stk. 2 bestemmer i lighed med den nugældende lov, at når særlige forhold taler herfor, kan ministeren for et begrænset tidsrum ændre omfanget af lagringspligten uden forudgående forelæggelse for Folketingets Energipolitiske Udvalg. Denne bestemmelse tænkes anvendt for eksempel under en olieforsyningskrise, hvor det kan være nødvendigt med kort varsel at iværksætte lagertræk som følge af beslutninger truffet af IEA eller EU. Folketingets Energipolitiske Udvalg vil i sådanne tilfælde blive orienteret snarest muligt derefter.
Til § 5
I stk. 1 tillægges miljø- og energiministeren tilsynet med overholdelse af loven og regler udstedt i henhold hertil. Dette tilsyn svarer til Energistyrelsens hidtidige kontrol af de lagringspligtige virksomheders overholdelse af deres lagrings- og oplysningspligt. Tilsynet påregnes som hidtil at basere sig på de oplysninger, som fremsendes af virksomhederne, jf. § 5, stk. 2, og kan tillige omfatte anmeldte tilsynsbesøg hos virksomhederne, hvis det ud fra de modtagne oplysninger skønnes påkrævet.
I den hidtidige mindstelagerlov indgik en bestemmelse om myndighedernes adgang til privat ejendom i forbindelse med kontrolarbejdet, men da det vurderes, at der ikke i fremtiden er behov for en sådan bestemmelse, henset til at undladelse af overholdelse af oplysningspligt og lagringspligt er strafbelagt i § 7, er bestemmelsen ikke medtaget i lovforslaget.
Ministeren kan i henhold til stk. 2 indhente de oplysninger, som skønnes nødvendige for at varetage opgaver efter loven eller regler udstedt i henhold til loven. I forhold til den gældende lov er det tydeliggjort, at ministerens hjemmel tillige gælder nødvendige oplysninger til statistiske formål og oplysninger til videregivelse til internationale organisationer. Bestemmelsen skal eksempelvis sikre, at ministeren kan pålægge de lagringspligtige virksomheder at fremsende oplysninger om omsætning, produktion, import, eksport, forbrug og lagre af mineralolieprodukter. Videregivelse af oplysninger til internationale organisationer vedrører opfyldelse af forpligtelser, som Danmark har påtaget sig bl.a. over for IEA, EU, FN og FN s Økonomiske Kommission for Europa (ECE).
Som et nyt element, der har til hensigt at opfylde artikel 3, stk. 2, i Rådets direktiv 68/44/EØF, som ændret ved direktiv 98/93/EF, påtænkes oplysningspligten udstrakt til den omkostningsmæssige byrde ved opretholdelsen af lagrene. Disse oplysninger kan især anvendes til at tilvejebringe løbende viden om prisniveauet for de i § 3 omtalte lagerdækningsaftaler. Det er dog kun hensigten at iværksætte indberetningspligt herom efter høring af de berørte parter.
I stk. 2 bemyndiges ministeren endvidere til at fastsætte nærmere regler om oplysningspligtens omfang og opfyldelse, herunder regler om indberetningsmåde, frister og attestation. Ministeren gives herved adgang til for eksempel at kræve, at årsopgørelser attesteres af en statsautoriseret revisor eller underbygges med andre bevisligheder, således som det hidtil har været tilfældet.
I stk. 3 bemyndiges ministeren til fra Told- og Skattestyrelsen at indhente registeroplysninger om virksomheder, der foretager import af mineralolie og mineralolieprodukter. Formålet med bestemmelsen er at få kendskab til virksomheder, der indleder import af olieprodukter. Bestemmelsen er uændret i forhold til den gældende lov.
Til § 6
Bestemmelsen i stk. 1 giver miljø- og energiministeren adgang til at bemyndige en institution under Miljø- og Energiministeriet til at udøve ministerens beføjelser efter loven. Det forventes, at miljø- og energiministeren som hidtil vil henlægge sine beføjelser efter loven til Energistyrelsen.
I stk. 2 bemyndiges ministeren til at fastsætte regler om afskæring af den administrative klageadgang. Den hidtil gældende hjemmel hertil har ikke været udnyttet, men det er hensigten i den fremtidige bekendtgørelse at gennemføre en sådan afskæring.
Til § 7
Bestemmelsen hjemler i stk. 1 bødestraf for den, der undlader at opfylde sin lagringspligt eller undlader at opfylde sin oplysningspligt efter loven. I lighed med den gældende lov indeholder stk. 2 desuden hjemmel til at pålægge bødestraf for overtrædelse af regler, der udstedes i henhold til loven. Der kan tillige fastsættes bestemmelser om, at overtrædelse af vilkår fastsat i henhold til reglerne straffes med bøde. Sådanne vilkår kan være fastsat i forbindelse med dispensationer eller lagerdækningsaftaler, jf. § 3, stk. 2. Bødestraffen har hidtil været anvendt på virksomheder, som groft tilsidesætter deres lagrings- eller oplysningspligt, og som trods gentagne henvendelser undlader at tage skridt til at opfylde denne. Der er ikke tilsigtet nogen ændring af den hidtidige praksis.
Til § 8
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2001. Tidspunktet er valgt, fordi det er begyndelsen af lageråret 2001/2002. Lagringspligten udregnes inden udgangen af marts måned på grundlag af virksomhedernes lagringspligtige omsætning i det foregående kalenderår, i dette tilfælde i 2000.
I stk. 2 ophæves den hidtil gældende lov om mindstelagre.
I stk. 3 bestemmes, at regler udstedt i medfør af lov om mindstelagre forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af nye regler. Der sigtes hermed til opretholdelse af reglerne i mindstelagerbekendtgørelsen og bekendtgørelsen om størrelsen af beredskabslagre og mindstebeholdninger af minealolieprodukter.
Til § 9
Danmarks internationale lagringsforpligtelser vedrører Den Europæiske Union (EU) og det Internationale Energi Agentur (IEA). Færøerne og Grønland er ikke medlemmer af EU, og over for IEA har Danmark for tiden ingen lagringsforpligtelse, fordi beregningsgrundlaget herfor er landets nettoimport af olie, og Danmark er nettoeksportør. Det er derfor ikke relevant at lade loven omfatte Færøerne og Grønland.
§ 8. Loven træder i kraft den 1. juli 2001.
Stk. 2. Samtidig ophæves lov om mindstebeholdninger af mineralolie og mineralolieprodukter, jf. lovbekendtgørelse nr. 1183 af 19. december 1992.
Stk. 3. Regler, der er fastsat i henhold til den i stk. 2 nævnte lov, opretholdes, indtil de ophæves eller afløses af regler fastsat i henhold til denne lov.
§ 9. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Lovforslagets formål og baggrund
a. Formål
Lovforslagets formål, som er at sikre opretholdelsen af pligtige lagre af mineralolie og mineralolieprodukter, må ses på baggrund af oliekriserne efter 2. verdenskrig. Som følge heraf har Danmark i 1970 erne tilsluttet sig internationale krisestyringsordninger, som bl.a. indebærer pligt for de deltagende lande til at opretholde olielagre. Forpligtelserne gælder over for Den Europæiske Union (EU) og det Internationale Energi Agentur (IEA). Der har desuden allerede fra 1964 været opretholdt beredskabslagre til sikring af det civile samfunds transportbehov under krig og truende udsigt hertil.
Lovforslaget samler og tydeliggør hjemmelsbestemmelserne for de pligtige olielagre i én lov. De pligtige lagre omfatter dels de til indsats mod en fredstidskrise bestemte mindstelagre og dels de med henblik på krig og truende udsigt til krig bestemte beredskabslagre. Mindstelagrene har hidtil haft hjemmel i lov om mindstebeholdninger af mineralolie og mineralolieprodukter, jf. lovbekendtgørelse nr. 1183 af 19. december 1992 (mindstelagerloven), medens beredskabslagrene har haft hjemmel i beredskabsloven, jf. lov nr. 1054 af 23. december 1992, som senest ændret ved lov nr. 418 af 31. maj 2000, der dog ikke indeholder hjemmel til at fastsætte nærmere regler om beredskabslagre.
Lovforslaget giver desuden lovgivningen en form, som på en mere overskuelig måde implementerer Rådets direktiv 98/93/EF af 14. december 1998 om ændring af direktiv 68/414/EØF om forpligtelse for EØF s medlemsstater til at opretholde minimumslagre af mineralolie og/eller mineralolieprodukter.
Ved lovforslaget ophæves lov nr. 208 af 24. maj 1972 om mindstebeholdninger af mineralolie og mineralolieprodukter, se FT 1971-72: 2191, 2797; A 1529; B 1101 senest bekendtgjort ved lovbekendtgørelse nr. 1183 af 19. december 1992 og tidligere ændret ved lov nr. 215 af 30. maj 1980, FT 1979-1980 (2. saml.): 6487, 7427, 9685, 9996; A 4629; B 1235; C 443, lov nr. 209 af 22. maj 1985, jf. lovbekendtgørelse nr. 306 af 25. juni 1985, FT 1984-1985: 4661, 5022, 9429, 9800; A 2499; B 1233; C 397, og lov nr. 1000 af 19. december 1992, FT 1992-1993: 154, 1106, 3595, 3729; A 1267; B 145; C 131.
b. Baggrund
De første pligtige lagre var beredskabslagrene, som blev oprettet i henhold til bekendtgørelse nr. 21 af 24. januar 1964 om beredskabslagre af mineralolieprodukter. Bekendtgørelsen var udstedt af Handelsministeriet i medfør af lov nr. 342 af 23. december 1959 om det civile beredskab. Bekendtgørelsen udformede de nærmere regler i forhold til frivillig overenskomst med olieselskaberne om oprettelsen af Foreningen Danske Olieberedskabslagre (FDO).
I 1968 vedtoges lov om forsyningsmæssige foranstaltninger på baggrund af erfaringerne fra Suez-krisen i 1967, jf. lov nr. 236 af 6. juni 1968. Den giver miljø- og energiministeren hjemmel til med tilslutning fra Folketingets Energipolitiske Udvalg at træffe vidtgående foranstaltninger i tilfælde af, at der på grund af internationale forhold er opstået eller er udsigt til mangel på vigtige varer med hensyn til energiforsyningen. Sådanne foranstaltninger kan omfatte bestemmelser om anvendelse, fordeling, prisudligning og placering af landets varebeholdninger inden for energiområdet i det omfang, dette skønnes påkrævet.
I 1972 vedtoges desuden mindstelagerloven, jf. lov nr. 208 af 24. maj 1972, som led i forberedelserne til Danmarks indtræden i De Europæiske Fællesskaber (EF). Loven indførte pligt til opretholdelse af olielagre på et niveau svarende til mindst 65 dages forbrug. Umiddelbart efter Danmarks indtræden forhøjedes lagringspligten fra 65 til 90 dages forbrug.
Loven er siden blevet ændret ved lov nr. 215 af 30. maj 1980, der ændrede lagringspligten fra 90 dages forbrug til 4 mio. ton råolieækvivalent for at styrke landets samlede olieberedskab ved at fastholde lagrenes størrelse uanset udsigten til et faldende olieforbrug under hensyn til de ustabile forhold omkring den daværende olieforsyningssituation.
Ved lov nr. 209 af 22. maj 1985 blev lagringspligten ændret til 125 dages forbrug, fordi olieforbruget var faldet uforudset stærkt, således at lagerdækningen var steget til ca. 160 dages forbrug i stedet for de i bemærkningerne til 1980-loven forventede ca. 110 dages forbrug.
Ved lov nr. 1000 af 19. december 1992 åbnedes mulighed for at sænke lagerdækningen til 90 dages forbrug for i højere grad at tilpasse det pligtige lagerniveau til det gængse niveau i EU-landene. Danmarks høje selvforsyningsgrad og reducerede afhængighed af olie begrundede tillige en reduktion i lagringspligten. Endelig spillede det en rolle, at omkostningerne ved opretholdelsen af især FDO s lagre kunne forudses at ville stige stærkt som følge af, at den tekniske udvikling havde medført et behov for hyppigere udskiftning af lagrene. Hensynet til FDO s stigende omkostninger bevirkede, at den økonomiske fordel ved nedsættelsen af lagringspligten tilfaldt FDO fremfor medlemsvirksomhederne.
Med vedtagelsen af Rådets direktiv 98/93/EF sænkedes Danmarks effektive lagringspligt over for EU med 9 dages forbrug, hvilket blev udmøntet i bekendtgørelse nr. 449 af 11. juni 1999 om størrelsen af beredskabslagre og mindstebeholdninger af mineralolieprodukter, som sænkede lagringspligten fra 90 til 81 dages forbrug.
De pligtige lagres samlede størrelse er primært bestemt af internationale forpligtelser. Danmark har i øjeblikket internationale forpligtelser over for EU og over for IEA.
Over for EU har Danmark pligt til at opretholde mindstelagre på 90 dages forbrug, idet der dog for tiden indrømmes Danmark en reduktion på 25 pct. på grund af den store olieproduktion i den danske nordsøsektor, således at det effektive lagerkrav udgør 67½ dages forbrug.
Over for IEA har Danmark pligt til at opretholde olielagre svarende til 90 dages nettoimport i henhold til artikel 2 i det Internationale Energi Program (IEP-aftalen). Da Danmark for tiden er nettoeksportør af olie, er der ingen aktuel lagringspligt over for IEA.
Danmark opretholder imidlertid som nævnt lagre på 81 dages forbrug, hvilket er mere end den for tiden mest omfattende af de internationale forpligtelser, nemlig forpligtelsen over for EU på 67½ dages forbrug. Grunden hertil er, at IEA har udviklet en styringsprocedure for de såkaldte subkriser, hvorved forstås situationer med væsentlige økonomiske og forsyningsmæssige virkninger af afbrydelser af de samlede olieforsyninger til medlemslandene på mindre end de 7 pct., der udløser IEA s formelle krisestyringsmekanisme. Subkriser kan have meget generende virkninger for medlemslandenes økonomi og i endnu højere grad for den økonomiske udvikling i udviklingslandene. Subkriser imødegås mest hensigtsmæssigt med lagertræk, men da IEA s og EU s regler imidlertid kun tillader træk på de pligtige lagre i tilfælde af egentlige forsyningskriser forårsaget af tab af mere end 7 pct. af de samlede olieforsyninger, er det hensigtsmæssigt ud over de internationalt pligtige lagre at opretholde en lagerreserve, som er til fri disposition til indsats under en subkrise.
Det er ikke hensigten med lovforslaget at ændre det samlede niveau for de pligtige lagre, idet der som nævnt blev gennemført en nedsættelse af lagringspligten pr. 1. juli 1999 i forbindelse med vedtagelsen af direktiv 98/93/EF.
c. Gældende regelgrundlag
Følgende regler og aftaler regulerer de pligtige lagre
1) Direktiv 98/93/EF om ændring af direktiv 68/414/EØF om forpligtelse for EØF s medlemsstater til at opretholde minimumslagre af mineralolie og/eller mineralolieprodukter. Direktivet fastsætter lagringspligten til 90 dages forbrug som konstateret i det foregående kalenderår, dog med en nedsættelse for egenproduktion på op til 25 pct. I henhold til denne bestemmelse er Danmarks lagringspligt for tiden nedsat med 25 pct. Forbruget og dermed lagringspligten er opdelt på 3 kategorier, henholdsvis benzin, gas-/dieselolie og petroleum, samt fuelolie. Direktivet indeholder regler for, hvilke beholdninger der kan medregnes til dækning af lagringspligten, og for adgangen for lagringspligtige virksomheder med overskydende beholdninger til at dække lagringspligt for andre virksomheder.
2) Det Internationale Energi Program (IEP-aftalen) af 18. november 1974 ved hvilken IEA blev oprettet. Danmark tiltrådte aftalen ved lov nr. 165 af 7. maj 1975 om oplysnings- og salgspligt vedrørende kulbrinter. Aftalen forpligter medlemslandene til opretholdelse af krisereserver af olie på mindst 90 dages nettoimport. Da Danmark for tiden er nettoeksportør af olie, har landet ikke nogen aktuel lagringspligt over for IEA.
3) Lov nr. 208 af 24. maj 1972 om mindstebeholdninger af mineralolie og mineralolieprodukter (mindstelagerloven) som senest ændret ved lov nr. 1000 af 19. december 1992, jf. lovbekendtgørelse nr. 1183 af 19. december 1992. I henhold til loven kan miljø- og energiministeren fastsætte regler om opretholdelse af mindstebeholdninger af mineralolie og mineralolieprodukter til opfyldelse af internationale forpligtelser, samt til yderligere imødegåelse af mangel på eller udsigt til mangel på disse varer. Lagringspligten omfatter virksomheder, der importerer eller her i landet producerer mineralolie og mineralolieprodukter. De samlede pligtige lagres størrelse fastsættes af ministeren efter forudgående forelæggelse for Folketingets Energipolitiske Udvalg. Loven indeholder tillige hjemmel til fastsættelse af nærmere regler om afgivelse af de til beregning og kontrol med opfyldelsen af lagringspligten nødvendige oplysninger.
4) Beredskabsloven, jf. lov nr. 1054 af 23. december 1992, som senest ændret ved lov nr. 418 af 31. maj 2000. I henhold til lovens § 28 kan de enkelte ministre inden for deres område pålægge offentlige myndigheder og offentlige og private virksomheder og institutioner at yde bistand ved planlægningen eller udførelsen af opgaver inden for det civile beredskab samt at træffe særlige foranstaltninger inden for deres normale virksomhed, hvis dette er påkrævet af hensyn til udførelsen af opgaver inden for det civile beredskab. I henhold til tilsvarende bestemmelser i den dagældende lov nr. 342 af 23. december 1959 om det civile beredskab indgik oliebranchen i 1964 en aftale med den daværende ressortmyndighed, Handelsministeriet, om at oprette Foreningen Danske Olieberedskabslagre (FDO) med henblik på at overtage lagringspligten på medlemsvirksomhedernes vegne.
5) Bekendtgørelse nr. 1184 af 19. december 1992 om mindstebeholdninger af mineralolieprodukter (mindstelagerbekendtgørelsen) udmønter mindstelagerloven og giver mulighed for at tillade, at de lagringspligtige virksomheder slutter sig sammen om at opfylde lagringspligten. Det er sket ved at lade FDO opfylde størstedelen af lagringspligten på medlemsvirksomhedernes vegne.
6) Bekendtgørelse nr. 1185 af 19. december 1992 om beredskabslagre af mineralolieprodukter (beredskabslagerbekendtgørelsen), som fastsætter lagringspligt for benzin og autodieselolie. Reglerne i denne bekendtgørelse er i vidt omfang identiske med bestemmelserne i mindstelagerbekendtgørelsen, idet det dog kræves, at beredskabslagrene opbevares i særlige beskyttede anlæg.
7) Bekendtgørelse nr. 449 af 11. juni 1999 om størrelsen af beredskabslagre og mindstebeholdninger af mineralolieprodukter, hvorved den størrelsesmæssige lagringspligt for et år ad gangen fastsættes som procentdele af den lagringspligtige omsætning i det foregående kalenderår.
8) Aftale af 11. januar 1993 mellem Energistyrelsen og DSB vedrørende beredskab af flydende brændsel.
9) Lov nr. 375 af 2. juni 1999 om elforsyning. Loven opretholder indtil videre bekendtgørelse nr. 1003 af 14. december 1995 om mindstelagre af brændsel ved elforsyningsvirksomheder. Elforsyningsselskaberne har også lagringspligt i henhold til mindstelagerloven.
2. Lovforslagets indhold
Udover formålsbestemmelsen i § 1 indeholder lovforslaget i § 2 definitioner på de af lagringspligten omfattede former for olie, nemlig mineralolie og mineralolieprodukter, og de to typer pligtige lagre, nemlig beredskabslagre og mindstelagre. I § 3 fastsættes, hvem lagringspligten påhviler, og miljø- og energiministeren gives bemyndigelse til at fastsætte regler om lagringspligten.
I § 4 bestemmes, at de samlede pligtige lagres størrelse fastsættes af ministeren efter forudgående forelæggelse for Folketingets Energipolitiske Udvalg. Ministeren kan dog for et begrænset tidsrum ændre omfanget af lagringspligten uden forelæggelse for udvalget.
I § 5 tillægges miljø- og energiministeren tilsynet med de lagringspligtige virksomheders overholdelse af loven og regler udstedt i henhold til loven, og det pålægges de lagringspligtige virksomheder at meddele alle nødvendige oplysninger til ministeren til brug for varetagelsen af opgaver efter loven. Endvidere er der indsat hjemmel til, at ministeren kan fastsætte nærmere regler om oplysningspligtens omfang og opfyldelse.
I henhold til § 6 kan ministeren bemyndige en under ministeren oprettet institution til at udøve de beføjelser, der i henhold til loven er tillagt ministeren, og ministeren kan tillige afskære klageadgang til anden administrativ myndighed.
Fremsat den 2. november 2000 af miljø-og energiministeren (Svend Auken)
Forslag
til
Lov om pligtige lagre af mineralolie og mineralolieprodukter1) /
1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører Rådets direktiv 68/414/EØF af 20. december 1968 om forpligtelse for EØF s medlemsstater til at opretholde minimumslagre af mineralolie og/eller mineralolieprodukter (EF-Tidende 1968 nr. L 308/14), som ændret ved Rådets direktiv 98/93/EF af 14. december 1998 (EF-Tidende 1998 nr. L 358/100).