Forslag til Lov om ændring af lov om skibes besætning
Table of Provisions (7)
Statutory Text (7 Articles)
Bilag 1
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering
Lovforslaget
§ 1
I lov nr. 15 af 13. januar 1997 om skibes besætning som ændret ved § 2 i lov nr. 902 af 16. december 1998 og ved bekendtgørelse nr. 833 af 10. november 1999 om ændring af tonnagegrænser for fiskeskibe foretages følgende ændringer
1. I § 20 indsættes som stk. 6
»Stk. 6. Søfartsstyrelsen kan fastsætte regler om betaling til dækning af udgifter ved påtegning af udenlandske sønæringsbeviser, jf. stk. 5.«.
2. I § 28, stk. 1, og stk. 4, 1. pkt., udgår: », hæfte«, samt i § 28, stk. 2, og stk. 4, 2. pkt., udgår: »hæfte eller«.
§ 2
Loven træder i kraft den 1. januar 2001. § 1, nr. 2, træder dog først i kraft den 1. juli 2001.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Besætningsloven fra 1997 (lov nr. 15 af 13. januar 1997 Folketingstidende 1996-97: nr. 1245, 2432, 2775, A 1366, B 125 og 142) gennemførte de i FNs Søfartsorganisation (IMO) i 1995 vedtagne ændringer til den Internationale konvention om uddannelse af søfarende, om sønæring og om vagthold, den såkaldte STCW-konvention. Danmark ratificerede konventionen i 1981, og konventionen trådte i kraft i 1984 (bekendtgjort i Lovtidende C den 1. februar 1985). De i 1995 vedtagne ændringer til konventionen trådte i kraft den 1. februar 1997 med en overgangsperiode på 5 år frem til 1. februar 2002.
Som noget nyt kræver konventionen på globalt plan, at skibsofficerer, der er i besiddelse af sønæringsbevis udstedt af en anden stat end den, som skibet er registreret i (flagstaten), skal have beviset påtegnet (godkendt) af flagstaten, før den pågældende kan gøre tjeneste i flagstatens skibe. Flagstaten skal som følge heraf udstede et særligt anerkendelsesbevis, der refererer til pågældende skibsofficers udenlandske bevis. Konventionen stiller en række krav om undersøgelse af uddannelses- og certificeringssystemer m.v. i de enkelte lande, før anerkendelsesbevis kan udstedes.
Styrkelsen af kontrollen med udenlandske sønæringsbeviser er på globalt plan fundet nødvendig af hensyn til sikkerheden til søs.
Der er allerede i besætningslovens § 6 taget højde for den skærpede kontrol af udenlandske officerers beviser. Loven indeholder imidlertid ikke hjemmel til at opkræve gebyrer i forbindelse hermed. Da den styrkede kontrol vil være udgiftskrævende for Søfartsstyrelsen, tilvejebringer lovforslaget en hjemmel for opkrævning af gebyrer i forbindelse med påtegning af udenlandske sønæringsbeviser.
De nærmere danske procedurer for, hvorledes påtegning af udenlandske sønæringsbeviser skal ske, har været drøftet med erhvervets parter, gebyrstørrelsen dog undtaget. Søfartsstyrelsen skal skaffe sig et indgående kendskab til bevisudstedelses- og uddannelsessystemerne i de lande, hvis beviser ønskes påtegnet. I nogle tilfælde vil de fornødne oplysninger kunne indhentes skriftligt, i andre vil det være nødvendigt, at Søfartsstyrelsen inspicerer det pågældende lands uddannelsessystem m.v. på stedet. I procedurerne indgår også, at skibsofficeren i visse tilfælde skal aflægge en prøve. Herudover skal Søfartsstyrelsen sikre sig bevisindehaverens identitet og ægtheden af den pågældendes sønærings- og eksamensbevis, før påtegning kan ske. Undersøgelse af uddannelses- og certificeringssystemerne m.v. i det enkelte land vil som hovedregel kun blive iværksat, når der foreligger konkret anmodning herom fra et eller flere danske rederier.
Gebyrreglerne vil blive udformet således, at der opnås fuld dækning for Søfartsstyrelsens udgifter ved påtegning af udenlandske sønæringsbeviser. Der vil blive opkrævet et standardgebyr ved alle ekspeditioner (påtegninger). Såfremt en reders anmodning om påtegning vil nødvendiggøre undersøgelser af uddannelsessystemer m.v. i lande, hvorfra kun få skibsofficerer forventes rekrutteret, vil der blive opkrævet særskilt betaling herfor. Der vil også blive opkrævet særskilt betaling, når der vil skulle aflægges prøver.
Formålet med lovforslaget er at fastsætte hjemmel for opkrævning af gebyrer til dækning af de omkostninger, som styrelsen får i forbindelse med påtegningerne. Forslaget har endvidere en adfærdsregulerende effekt, idet det skaber et incitament for rederne til at begrænse antallet af anmodninger om undersøgelser i udlandet, som Søfartsstyrelsen skal foretage.
Herudover bringer forslaget straffebestemmelserne i lovens § 28 i overensstemmelse med straffuldbyrdelsesloven og tilhørende konsekvensændringslov (lov nr. 432 og lov nr. 433, begge af 31. maj 2000), som Folketinget vedtog den 26. maj 2000 og betød, at hæftestraffen som strafart afskaffes med virkning fra 1. juli 2001
Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige
Søfartsstyrelsens udgifter i forbindelse med ordningen skønnes i 2001 at blive i størrelsesorden ca. ½ mio. kr. Der skønnes at ville blive opkrævet gebyrer i størrelsesordenen ½ mio. kr. i 2001 til dækning af styrelsens omkostninger. Det tilstræbes således, at ordningen bliver omkostningsneutralt for staten. Beløbet vil i de efterfølgende år variere, alt afhængig af udskiftningen blandt de udenlandske officerer. Forslaget vil ikke have økonomiske konsekvenser for kommuner og amtskommuner.
Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervet
Gebyrerne vil kun have begrænset betydning for søfartserhvervet. Forslaget har ikke administrative konsekvenser for erhvervet.
Forholdet til EU-retten
Rådets direktiv 94/58/EF af 22. november 1994 (EFT. L 319 af 12. december 1994, s. 28) om minimumsuddannelsesniveauet for søfartserhverv (søfartsuddannelsesdirektivet), som ændret ved direktiv 98/35/EF af 25. maj 1998 (EFT. L 172 af 17. juni 1998, s. 1) om ændring af direktiv 94/58/EF om minimumsuddannelsesniveauet for søfartserhverv, gennemfører STCW-konventionen i EU-retten.
Lovforslaget indeholder ikke eu-retlige aspekter.
Høring
Forslaget har været i høring hos Danmarks Rederiforening, Rederiforeningen for Mindre Skibe, Bilfærgernes Rederiforening, Rederiforeningen af 1895, Dansk Navigatørforening, Maskinmestrenes Forening, Radiotelegrafistforeningen af 1917, Sømændenes Forbund i Danmark, Metal Søfart, Specialarbejderforbundet i Danmark, Dansk Sø-Restaurations Forening, Justitsministeriet og Udenrigsministeriet.
Vurdering af konsekvenserne af lovforslaget
Positive konsekvenser/mindreudgifter
Negative konsekvenser/merudgifter
Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner
Forslaget forventes at medføre merindtægter for staten på ½ mio. kr. i 2001. Merindtægterne de efterfølgende år forventes at variere.
Merudgifter for staten på ½ mio. kr. som følge af lovens krav om, at udenlandske sønæringsbeviser skal påtegnes.
Administrative konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner
Ingen
Ingen
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Forslaget medfører gebyrudgifter for søfartserhvervet i størrelsesordenen ½ mio. kr. i 2001. De efterfølgende år forventes beløbet at variere.
Administrative konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Miljømæssige konsekvenser
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for borgerne
Ingen
Ingen
Forholdet til EU retten
Forslaget har ikke EU-retlige aspekter.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Bestemmelsen skaber hjemmel for opkrævning af gebyr i forbindelsen med påtegning af udenlandske sønæringsbeviser.
Såvel udstedelse af anerkendelsesbeviset som undersøgelser af udenlandske certificerings- og uddannelsessystemer vil blive ressourcekrævende for Søfartsstyrelsen.
Der vil indtil videre blive opkrævet et standardgebyr på 500 kr. ved alle godkendelser af udenlandske sønæringsbeviser. Dette skal dække ekspeditionsomkostningerne ved selve udstedelse af anerkendelsesbeviset og Søfartsstyrelsens generelle udgifter i forbindelse med undersøgelser herunder nødvendige inspektioner i udlandet af certificerings- og uddannelsessystemer i de lande, hvorfra hovedparten af udenlandske officerer rekrutteres. Særskilt betaling til dækning af styrelsens omkostninger vil blive opkrævet for undersøgelser i lande, hvorfra kun meget få skibsofficerer rekrutteres, samt når der skal afholdes prøver.
De faktiske økonomiske omkostninger for styrelsen i forbindelse med den kommende godkendelse af udenlandske sønæringsbeviser kan ikke angives helt præcist, men skønnes at ligge et sted mellem 500 kr. og 1.000 kr. pr. godkendelse. Der kan derfor blive tale om, at gebyrstørrelsen reguleres, når der er indhentet erfaringer på området.
Til § 2
Efter gældende regler kræves der ikke Søfartsstyrelsens særlige anerkendelse for udenlandske skibsofficerers tjeneste i DIS skibe. Reglerne herom træder i kraft nationalt og internationalt 1. februar 2002. For at kunne nå at udstede det nødvendige antal anerkendelsesbevis inden 1. februar 2002 foreslås bestemmelserne om gebyrer sat i kraft 1. januar 2001.
Straffulbyrdelsesloven, der indebærer afskaffelsen af straffearten hæfte, træder imidlertid først i kraft den 1. juli 2001. Bestemmelsen i lovforslagets § 1, nr. 2, foreslås derfor først sat i kraft fra dette tidspunkt.
§ 20. Sønæringsbeviser udstedes uden betaling.
Stk. 2. Beviserne udstedes og udformes af Søfartsstyrelsen.
Stk. 3. Søfartsstyrelsen kan fastsætte regler om betaling for afholdelse af duelighedsprøver.
Stk. 4. Sønæringsbeviser, der giver ret til tjeneste som navigatør, maskinmester eller radiooperatør i handels- og fiskeskibe, er gyldige i op til fem år fra udstedelsesdatoen. Søfartsstyrelsen fastsætter regler om fornyelse af sønæringsbeviser, om generhvervelse af sønæringsrettigheder samt om udstedelse af første sønæringsbevis til personer, der har bestået den for erhvervelse af beviset krævede eksamen mere end fem år forud for datoen for udstedelsen.
Stk. 5. Søfartsstyrelsen fastsætter under iagttagelse af bindende internationalt vedtagne bestemmelser de nærmere regler for påtegning af udenlandske sønæringsbeviser og godkendelse af udenlandske certifikater.
1. I § 20 indsættes som stk. 6
»Stk. 6. Søfartsstyrelsen kan fastsætte regler om betaling til dækning af udgifter ved påtegning af udenlandske sønæringsbeviser, jf. stk. 5. «.
§ 28. Med bøde, hæfte eller fængsel indtil 1 år straffes den, der overtræder § 25, stk. 1, nr. 3, 4 eller 5.
Stk. 2. Straffen kan stige til hæfte eller fængsel i indtil 2 år, hvis overtrædelsen er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed, og hvis der ved overtrædelsen er
1) voldt skade på unge mennesker under 18 år eller fremkaldt fare herfor eller
2) opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre, herunder ved besparelse.
Stk. 3. Sker der ikke konfiskation af udbytte, som er opnået ved overtrædelsen, skal der ved udmåling af bøde, herunder tillægsbøde, tages særligt hensyn til størrelsen af en opnået eller tilsigtet økonomisk fordel, jf. stk. 2, nr. 2.
Stk. 4. I forskrifter, der udstedes i medfør af § 25, stk. 2, i henhold til § 25, stk. 1, nr. 3-5, kan der fastsættes straf af bøde, hæfte eller fængsel i indtil 1 år. Det kan endvidere bestemmes, at straffen kan stige til hæfte eller fængsel i indtil 2 år under tilsvarende omstændigheder som anført i stk. 2.
2. I § 28, stk. 1, og stk. 4, 1. pkt., udgår: », hæfte«, samt i § 28, stk. 2, og stk. 4, 2. pkt., udgår: »hæfte eller«.
Fremsat den 25. oktober 2000 af erhvervsministeren (Pia Gjellerup)
Forslag
til
Lov om ændring af lov om skibes besætning
(Gebyr ved påtegning af udenlandske sønæringsbeviser)