Skriftlig fremsættelse (2. maj 2000) - L 288
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (2. maj 2000)
Udenrigsministeren (Niels Helveg Petersen)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om Danmarks deltagelse i den fælles valuta.
(Lovforslag nr. L 288).
Loven tilsigter at gøre det muligt for Danmark at tilslutte sig den fælles valuta.
Den fælles valuta er en videreførelse af samarbejdet om det indre marked, der nu er gennemført. Den fælles valuta bygger videre på de resultater, der er skabt i 1. og 2. fase af Den Økonomiske og Monetære Union (ØMU). De to første faser af ØMU en har ført til et tættere fælles samarbejde om den økonomiske politik, som Danmark er fuldt ud med i.
De 11 lande, som nu deltager i den fælles valuta, har etableret et uformelt samarbejde, det såkaldte euro-11. Udviklingen har vist, at euro-11 får større betydning. Det vil fortsætte. Dermed vil der reelt kunne træffes beslutninger, som påvirker Danmarks fremtid men Danmark har uden for dette samarbejde ikke indflydelse på de trufne beslutninger.
Danmark hører hjemme i det europæiske samarbejde i EU. Danmark har siden 1973 været med til at præge den europæiske udvikling. Det gælder ikke mindst beslutningen om at udvide EU med de nye demokratier i Central- og Østeuropa. Danmark skal fortsat påvirke udviklingen af EU-samarbejdet mod et åbent, helt og stabilt Europa.
Danmark deltager som udgangspunkt fuldt og helt i det europæiske samarbejde. Men på visse områder indtager Danmark en særstilling. Det gælder bl.a. forbeholdet for deltagelse i den fælles valuta.
Europa gennemgår store ændringer i disse år. Det europæiske samarbejde udvikler sig som følge af meget konkrete udfordringer. Samarbejdet står over for sin hidtil største opgave: Gennem udvidelsen at skabe et helt og udelt Europa.
Det er et klart politisk mål for alle ansøgerlandene så hurtigt som muligt efter optagelsen i EU at deltage i den fælles valuta. De central- og østeuropæiske kandidatlande ønsker at påtage sig medlemskabets fulde rettigheder og pligter. De vil deltage på lige vilkår i alle dele af det europæiske samarbejde.
Det nye for Danmark ved deltagelse i euroen vil være, at Danmark får adgang til på lige fod med de andre eurolande at fastlægge den europæiske pengepolitik og opnå fuld sikring mod valutaspekulation med deraf følgende stabilitet. Medlemskab i euroen vil også forbedre finanspolitikkens muligheder for at bidrage til høj og stabil beskæftigelse.
Til gengæld opgiver Danmark muligheden for isoleret at bruge ændringer af valutakursen, og den fælles valuta erstatter kronen. Herudover kan staten blive pålagt økonomiske sanktioner, hvis vi ikke overholder de finanspolitiske spilleregler om at undgå uforholdsmæssigt store offentlige budgetunderskud.
Danmark fører allerede i dag den samme økonomiske politik som ved deltagelse i eurosamarbejdet. Opgivelsen af brugen af valutakursjusteringer er ikke noget nyt. Danmark har med fordel ført fastkurspolitik under skiftende regeringer siden begyndelsen af 1980'erne.
Danmark vil stå over for de samme udfordringer fra globaliseringen som eurolandene. Danmark skal under alle omstændigheder håndtere de udfordringer, globaliseringen stiller, uanset deltagelse i euroen. Spørgsmålet er, hvorledes Danmark bedst møder udfordringerne. Det sker bedst ved fuld deltagelse i eurosamarbejdet.
Uanset om Danmark deltager i euroen eller ej, vil Danmark alligevel skulle indrette sig efter beslutningerne på det økonomisk-politiske område. Danmark deltager - som følge af EU-medlemskabet - i det tættere økonomisk-politiske samarbejde og følger i kraft af fastkurspolitikken den fælles pengepolitik. Der er derfor ikke grundlag for den opfattelse, at Danmarks økonomisk-politiske handlefrihed skulle blive større ved at stå uden for euroen. Det er først og fremmest Danmarks indflydelse på det økonomisk-politiske samarbejde, som Danmark allerede i dag deltager i, der bliver mindre.
Dansk deltagelse i euroen vil være en naturlig videreførelse af den økonomisk-politiske linie, der kendes i dag.
Idet jeg i øvrigt henviser til de bemærkninger, der ledsager forslaget, skal jeg tillade mig at anbefale det til det høje Tings velvillige behandling.