Skriftlig fremsættelse (13. april 2000) - B 148
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (13. april 2000)
Justitsministeren (Frank Jensen)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til folketingsbeslutning om udkast til rammeafgørelse om styrkelse af beskyttelsen mod falskmøntneri.
(Beslutningsforslag nr. B 148).
Beslutningsforslaget indebærer, at Folketinget giver sit samtykke til, at Danmark i Rådet for Den Europæiske Union medvirker til vedtagelsen af et udkast til rammeafgørelse om styrkelse af beskyttelsen mod falskmøntneri ved hjælp af strafferetlige og andre sanktioner, i forbindelse med indførelsen af euroen.
Der er i en konvention med tilhørende protokol fra 1929 fastsat nærmere regler for bekæmpelse af falskmøntneri. 1929-konventionen er ratificeret af Danmark den 5. februar 1931. De øvrige EU-lande bortset fra Sverige og Luxembourg har ligeledes ratificeret 1929-konventionen.
Baggrunden for udkastet til rammeafgørelse er et ønske om at ajourføre og supplere 1929-konventionen samt i EU-landene at sikre en passende og effektiv beskyttelse mod falskmøntneri, herunder falskmøntneri med hensyn til euroen.
Udkastet til rammeafgørelse er udarbejdet med hjemmel i artikel 34, stk. 2, litra b), i Traktaten om Den Europæiske Union (TEU), hvorefter Rådet på initiativ af en medlemsstat eller Kommissionen med enstemmighed kan vedtage rammeafgørelser om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser.
Rammeafgørelser er bindende for medlemsstaterne med hensyn til det tilsigtede mål, men overlader det til de nationale myndigheder at bestemme form og midler for gennemførelsen. Rammeafgørelser indebærer ikke umiddelbar anvendelighed.
Udkastet til rammeafgørelse indeholder bl.a. bestemmelser, hvorefter medlemsstaterne forpligter sig til kriminalisere en række handlinger. Det drejer sig bl.a. om fremstilling og forandring af penge samt udgivelse af falske penge i bedragerisk hensigt.
Udkastet til rammeafgørelse indeholder endvidere regler, hvorefter medlemsstaterne skal sikre, at ovennævnte handlinger kan straffes med effektive strafferetlige sanktioner, ligesom medlemsstaterne for så vidt angår fremstilling og forandring af penge forpligtes til at fastsætte en strafferamme på mindst 8 år.
Endelig indeholder udkastet til rammeafgørelse bestemmelser om straffemyndighed og om koordination af retsforfølgning samt bestemmelser om strafansvar for juridiske personer.
Det er Justitsministeriets vurdering, at de i udkastet til rammeafgørelse foreslåede præciseringer af, hvilken adfærd medlemsstaterne skal kriminalisere - bl.a. i lyset af straffelovens regler om forsøg og medvirken - ikke vil kræve ændringer af straffeloven. De groveste former for falskmøntneri straffes efter straffeloven med fængsel i 12 år, hvorfor heller ikke kravene til de strafferetlige sanktioner vil kræve lovændringer. Endelig må de foreslåede bestemmelser om straffemyndighed anses for omfattet af straffelovens §§ 6-8.
Straffeloven indeholder imidlertid ikke hjemmel til at straffe juridiske personer for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om falskmøntneri mv. Opfyldelse af bestemmelserne herom i udkastet til rammeafgørelse vil således kræve lovændring.
Danmarks medvirken til Rådets vedtagelse af rammeafgørelser, der kræver ændringer af dansk lovgivning, forudsætter Folketingets forudgående samtykke efter grundlovens § 19, stk. 1.
Vedtagelse af udkastet til rammeafgørelse forventes at kunne finde sted på rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 29.- 30. maj 2000.
Idet jeg i øvrigt henviser til beslutningsforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg herved anbefale forslaget til det høje Tings velvillige behandling.