Legislator Case Law & Legislation
19991XX00434 DK

Skriftlig fremsættelse (5. april 2000) - L 269, L 270, L 271

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Skriftlig fremsættelse 1999 L 269, L 270, L 271 Valid

Skriftlig fremsættelse (5. april 2000)

Skatteministeren (Ole Stavad)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte

Forslag til lov om væddemål i forbindelse med heste- og hundevæddeløb.

(Lovforslag nr. L 269).

Forslag til lov om ændring af lov om totalisatorspil. (Begrænsning til spil afholdt i tilknytning til væddekampe).

(Lovforslag nr. L 270).

Forslag til lov om ændring af lov om visse spil, lotterier og væddemål. (Midlertidigt bookmakerspil på heste- og hundevæddeløb).

(Lovforslag nr. L 271).

Hestevæddeløbssporten har i de senere år haft stigende økonomiske problemer. Hestesporten har derfor indgået en aftale med Dansk Tipstjeneste A/S om, at Tipstjenesten køber hestesportens spilleselskab og overtager rettighederne til at udbyde spil på hestevæddeløb. Regeringen ønsker at medvirke til, at den lovgivning, der er nødvendig for aftalens gennemførelse, bliver vedtaget.

Regeringen foreslår derfor, at Tipstjenesten opretter et datterselskab, som skal foranstalte væddemål på heste- og hundevæddeløb i stedet for hestesportens totalisatorspil. Det foreslås videre, at Tipstjenesten opretter en fond, hvortil en væsentlig del af overskuddet fra datterselskabets virksomhed overføres som betaling for købet af spilleselskabet m.v. Midlerne skal ifølge aftalen anvendes til renovering af væddeløbsbanerne, forhøjelse af løbspræmier, styrkelse af avlsarbejdet, uddannelse m.v.

Tipstjenesten foreslås i en kort periode på 1½ år at få adgang til at udbyde bookmakerspil på heste- og hundevæddeløb med henblik på hurtigt at tilføre hestevæddeløbssporten midler.

Endelig foreslås totalisatorloven begrænset til lokale totalisatorspil i forbindelse med de former for væddeløb m.v., der hidtil har fået bevilling hertil, dvs. duekapflyvninger, hundevæddeløb og cykelløb på bane.

Lovforslagets sene fremsættelse skyldes, at visse spørgsmål i relation til aftalen mellem hestesporten og Tipstjenesten først nu er endeligt afklaret. Da det er væsentligt for hestesporten, at aftalen effektueres hurtigt, ønskes lovforslaget vedtaget i indeværende folketingssamling.

Idet jeg i øvrigt henviser til bemærkningerne i lovforslagene, skal jeg anbefale lovforslagene til Tingets velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →