Skriftlig fremsættelse (5. april 2000) - L 268
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (5. april 2000)
Skatteministeren (Ole Stavad)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om gevinstgivende spilleautomater.
(Lovforslag nr. L 268).
Der har gennem de senere år være stigende problemer i relation til spilleautomatmarkedet, dels som følge af, at en del af markedet er ureguleret, dels fordi omfanget af ulovlige spil er stigende.
Regeringen foreslår derfor, at der skal ske en regulering og kontrol af alle spilleautomater udenfor kasinoer, uanset om de er opstillet i private klubber eller på steder med offentlig adgang. Fremover vil opstilling og drift af alle spilleautomater kræve en tilladelse fra en nyoprettet statslig spillemyndighed under Told- og Skattestyrelsen. Spilleautomater vil kun kunne opstilles i spillehaller og restauranter med alkoholbevilling og Skatteministeren får efter forslaget bemyndigelse til at fastsætte regler om, at alle spilleautomater skal forbindes til en kontrolcomputer hos spillemyndigheden.
Forslaget indeholder endvidere regler om, at alle spilleautomater skal give kontantgevinster på højst 300 kr., bortset fra spilleautomater i omrejsende tivolier og lignende steder, hvor spillet i stedet vil kunne udbydes med varegevinster til en værdi af højst 300 kr.
Det foreslås desuden, at der af alle spilleautomater opkræves en afgift svarende til afgiften af spillekasinoer på 45/75 pct. af bruttospilleindtægten, dvs. af spilleindsatserne fratrukket gevinster. Herudover foreslås opkrævet en afgift på 1 pct. af bruttospilleindtægten til forskning i og behandling af ludomani.
Endelig foreslås det, at stationære spillehaller skal kunne udlodde midler til velgørende lokale formål eller Tipstjenestens overskudsmodtagere med den virkning, at der kan gives nedslag i en del af afgiften. Traditionelle kulturelle aktiviteter i de store forlystelsesparker, dvs. i Tivoli og Bakken i København, Tivoli Friheden i Århus og Tivoliland i Ålborg foreslås ligestillet med lokale velgørende formål.
Lovforslagets sene fremsættelse skyldes et meget betydeligt teknisk og politisk udredningsarbejde, som først nu er afsluttet. Da det er væsentligt, at der hurtigt opnås kontrol med spilleautomatområdet, ønskes lovforslaget vedtaget i indeværende folketingssamling.
Idet jeg i øvrigt henviser til bemærkningerne i lovforslaget, skal jeg anbefale forslaget til Tingets velvillige behandling.