Legislator Case Law & Legislation
19991XX00425 DK

Skriftlig fremsættelse (29. marts 2000) - L 241

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Skriftlig fremsættelse 1999 L 241 Valid

Skriftlig fremsættelse (29. marts 2000)

Miljø- og energiministeren (Svend Auken)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte

Forslag til lov om fremme af besparelser i energiforbruget

(Lovforslag nr. L 241).

Lovforslaget skal skabe rammerne for en forstærket indsats for energibesparelser, som er nødvendig for at nedbringe CO2-udledningen. Lovforslaget skal således medvirke til, at Danmark kan opfylde de energipolitiske målsætninger og de internationale forpligtelser til reduktion af drivhusgasser, som vi har påtaget os for at gennemføre målene i Kyoto-protokollen.

Energibesparelser kræver en bred og mangestrenget indsats, hvor der er brug for at anvende et bredt spektrum af virkemidler over for de mange forskellige forbrugergrupper. Lovforslaget skal sikre, at indsatsen for energibesparelser bliver prioriteret og koordineret, så at samfundet får den størst mulige miljøfordel af de ressourcer, som bliver anvendt på området. Derfor indeholder lovforslaget en række forskellige elementer, som tilsammen skal skabe robuste rammer for den fremtidige indsats

Den overordnede planlægning og prioritering af energibesparelser skal styrkes, og som et led heri skal miljø- og energiministeren kunne fastsætte målsætninger for energibesparelser i de forskellige sektorer.

Lovforslaget skal også sikre sammenhængen og koordineringen mellem de forskellige aktører, som deltager i arbejdet med energibesparelser (el-, gas- og fjernvarmeforsyningsvirksomheder, kommuner, grønne organisationer og andre). Der skal blandt andet oprettes lokale Energispareudvalg for at fremme dette samarbejde.

Endvidere bliver der fastlagt nye rammer for energibesparelser i offentlige institutioner. Aktiviteterne på dette område bliver styrket således at det offentlige gå foran i indsatsen.

Lovforslaget er en opfølgning af den aftale om elreformen, som regeringen indgik med et flertal af Folketingets partier i marts 1999. Forslaget indgår i den aftale om reform-opfølgningen, som regeringen og et flertal af Folketingets partier har indgået den 22. marts i år, sammen med bl.a. forslagene til lov om naturgasforsyning og lov om ændring af lov om varmeforsyning.

Lovforslaget er første trin i indsatsen for energibesparelser. Regeringen vil blandt andet nedsætte en arbejdsgruppe, som skal undersøge, om der kan skabes bedre incitamenter til energibesparelser. Resultatet af dette arbejde vil sammen med forslag til mål for energispareindsatsen i de forskellige sektorer indgå i den første energispareredegørelse, som vil blive fremlagt i september 2000.

Idet der i øvrigt henvises til lovforslaget med bemærkninger, anbefales forslaget til Folketingets velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →