Skriftlig fremsættelse (30. marts 2000) - L 247
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (30. marts 2000)
Justitsministeren (Frank Jensen)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om ændring af lov om spillekasinoer.
(Lovforslag nr. L 247).
Ved beretning af 24. februar 2000 om visse ændringer i kasinolovgivningen (Alm. del - bilag 606) opfordrede et flertal i Folketingets Retsudvalg justitsministeren til inden udgangen af marts måned 2000 at fremsætte et forslag til ændring af lov om spillekasinoer, der giver spillekasinoerne mulighed for at opbevare oplysninger om kasinogæsterne i længere tid end 2 måneder samt mulighed for at kunne videregive oplysninger til andre spillekasinoer.
Formålet med lovforslaget er at følge opfordringen fra Folketingets Retsudvalg.
Efter de nugældende regler skal ethvert spillekasino registrere oplysninger om enhver ankommende gæsts navn, adresse, fødselsdato, nationalitet samt ankomsttidspunkt. Oplysningerne skal opbevares i 2 måneder. Det foreslås, at opbevaringsperioden ændres fra 2 måneder til 5 år.
Spillekasinoerne kan efter de gældende regler under visse betingelser foretage registrering af personer, der har begået falskspil eller andre strafbare handlinger i forbindelse med spillenes afvikling. Sådanne oplysninger kan alene videregives til politiet. Det foreslås, at oplysninger om personer, der er fundet skyldige i en sådan kriminalitet, også skal kunne videregives til andre spillekasinoer med henblik på at hindre, at en person, der eksempelvis har spillet falsk på ét kasino, gentager sine handlinger på et andet.
Justitsministeriet er opmærksom på, at sigtet med Retsudvalgets opfordring til at tillade videregivelse af oplysninger til andre spillekasinoer formentlig i overensstemmelse med Justitsministeriets tidligere lovforslag L l78 af 4. februar 1998 og L 34 af 26. marts 1998 - har været, at de danske spillekasinoer indbyrdes skulle kunne udveksle oplysninger om personer, der til politiet er anmeldt for at have forøvet strafbart forhold på et dansk spillekasino.
Den af Justitsministeriet nu foreslåede affattelse af spillekasinolovens § 9 c afviger imidlertid herfra, idet det foreslås, at alene oplysninger om personer, der er fundet skyldige, vil kunne udveksles mellem spillekasinoerne. Baggrunden herfor er, at det efter Justitsministeriets opfattelse vil være i strid med EU-retten, hvis man indfører en adgang til udveksling af oplysninger mellem danske spillekasinoer uden samtidig at give adgang til videregivelse til spillekasinoer i andre EU-lande.
Oplysninger videregivet til spillekasinoer i andre EU-lande vil skulle behandles i overensstemmelse med databeskyttelsesreglerne i vedkommende EU-land, og disse regler må antages at sikre et højt beskyttelsesniveau i overensstemmelse med EF-direktivet af 24. oktober 1995 om behandling af personoplysninger. Spillekasinolovens særlige regler om behandling af oplysninger gælder imidlertid ikke i disse lande. Det vil heller ikke kunne påregnes, at der i andre EU-lande gælder regler, der er identiske med spillekasinolovens særlige regler, herunder reglen om at et spillekasino under strafansvar er forpligtet til at slette en registrering af en anmeldelse af et strafbart forhold, hvis den anmeldte person ikke findes skyldig.
Det ville på den baggrund kunne give anledning til retssikkerhedsmæssige betænkeligheder, hvis adgangen til at videregive oplysninger til andre spillekasinoer blev udformet således, at der kunne videregives oplysninger om anmeldelser om falskspil m.v., idet der under en sådan ordning ikke ville være tilstrækkelig sikkerhed for, at registreringen blev slettet, hvis en anmeldt person senere blev frifundet eller sagen mod ham opgivet. De udenlandske spillekasinoer ville derfor eventuelt fortsat kunne opbevare oplysninger om anmeldelser og anvende dem til at afvise gæster fra et spillekasino, efter at straffesagen af anklagemyndigheden var blevet opgivet eller var endt med en frifindelse.
Justitsministeriet har af denne grund fundet det rigtigst alene at stille forslag om adgang til udveksling af oplysninger om personer, der er fundet skyldige i falskspil eller andet strafbart forhold i forbindelse med spillenes afvikling.
Med henblik på den nærmere drøftelse af forslaget under folketingsbehandlingen, skal Justitsministeriet samtidig pege på, at en sådan snævrere videregivelsesadgang må antages at begrænse ordningens praktiske værdi for spillekasinoerne. Samtidig betyder den foreslåede ordning, at spillekasinoerne får adgang til at afvise gæster på grundlag af oplysninger såvel fra danske som fra udenlandske spillekasinoer.
Der foreslås endvidere enkelte mere teknisk prægede ændringer.
Idet jeg henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg herved anbefale forslaget til det høje Tings velvillige behandling.