Skriftlig fremsættelse (30. marts 2000) - L 243
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (30. marts 2000)
Erhvervsministeren (Pia Gjellerup)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om Klagenævnet for udbud.
(Lovforslag nr. L 243).
Markedet for offentlige indkøb er stort. Offentlige myndigheder i EU's medlemslande køber tilsammen ind for et beløb svarende til ca. 11 pct. af det samlede BNP årligt, eller mere end hvad der svarer til 5.000 mia. kr. pr. år. Det danske marked for offentlige indkøb udgør mere end 100 mia. kr. årligt. Omkring 20 pct. af de samlede offentlige indkøb foretages gennem EU-udbud.
På den baggrund er det vigtigt - både erhvervsøkonomisk og af hensyn til det offentliges brug af ressourcer - at reglerne om udbud er tidssvarende og effektive.
Regeringen foreslår, at Klagenævnet for Udbud får beføjelse til at behandle sager om erstatning for tab, der er lidt som følge af overtrædelse af udbudsreglerne.
I de fleste sager, som i dag indbringes for Klagenævnet for Udbud, er udbudsforretningen allerede afsluttet og kontrakt er indgået. Da Klagenævnet ikke har kompetence til at tilkende erstatning, får nævnets kendelser i praksis ofte karakter af efterfølgende udtalelser, som ikke umiddelbart har nogen virkning for klageren. Ønsker klageren erstatning for en konstateret overtrædelse af udbudsreglerne, er det nødvendigt at anlægge særskilt sag ved de almindelige domstole. De hidtidige erfaringer har vist, at dette kan være et tungt system for klagere at benytte sig af, og der har kun været rejst få erstatningssager ved domstolene.
Det foreslås derfor, at Klagenævnet for Udbud får mulighed for også at behandle eventuelle spørgsmål om erstatning. Alle spørgsmål af betydning for klager kan herefter afgøres af Klagenævnet.
Lovforslaget indeholder desuden en omredigering af loven således, at reglerne i loven bliver mere enkle og overskuelige.
Idet jeg i øvrigt henviser til de udførlige bemærkninger til lovforslaget, skal jeg anbefale forslaget til Folketingets velvillige behandling.