Skriftlig fremsættelse (30. marts 2000) - L 251
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (30. marts 2000)
Undervisningsministeren (Margrethe Vestager)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om ændring af lov om åben uddannelse (erhvervsrettet voksenuddannelse) m.v. (Videreuddannelsessystemet for voksne m.v.).
(Lovforslag nr. L 251).
Hoveddelen af lovforslaget er følgelovgivning i forhold til de samtidigt fremsatte lovforslag 1) om erhvervsrettet grunduddannelse og videregående uddannelse (videreuddannelsessystemet) for voksne og 2) om bestyrelse for Arbejdsmarkedets Uddannelsesfinansiering og om Efteruddannelsesudvalg (af arbejdsministeren).
Lovforslaget er et led i opfølgningen på aftalen om Finansloven for 2000 om en voksen- og efteruddannelsesreform, indgået i november 1999 mellem regeringen, Socialistisk Folkeparti, Centrum Demokraterne samt med tilslutning fra Enhedslisten.
Lovforslaget har som hovedelementer, at der sikres adgang til under lov om åben uddannelse, at udbetale tilskud til uddannelseselementer, der kan indgå i en grundlæggende voksenuddannelse (GVU) og i de fleksible forløb i videreuddannelsessystemet for voksne, som der ikke nu findes finansieringsbestemmelser for. Der etableres adgang til, at der ved uddannelser på erhvervsuddannelsesniveau, der også er omfattet af lovforslaget om bestyrelse for Arbejdsmarkedets Uddannelsesfinansiering og om Efteruddannelsesudvalg (af arbejdsministeren), kan udbetales taxametertilskud uden deltagerbetaling.
For at sikre mulighed for en fleksibel supplering i forhold til de fire niveauer i videreuddannelsessystemet for voksne og mellem disse og de ordinære uddannelser foreslås en ny adgang til som åben uddannelse at udbyde supplerende uddannelsesaktiviteter.
Herudover stilles en række forslag som følge af især administrative erfaringer med lov om åben uddannelse. Der stilles blandt andet forslag om en udtrykkelig bestemmelse, hvorefter ministeren godkender hvilke uddannelsesinstitutioner, der kan udbyde de enkelte deltidsuddannelser under åben uddannelse, samt betingelserne for tilbagekaldelse af sådanne godkendelser. For at tydeliggøre det grundlag, som uddannelsesinstitutionerne fastsætter deltagerbetalingen på, foreslås, at uddannelsesinstitutionen skal udarbejde et beregningsgrundlag til brug ved fastsættelse af deltagerbetalingen. For at åbne mulighed for en tættere sammenhæng mellem statstilskud og belastningen af institutionerne stilles der endelig forslag om præcisering af undervisningsministerens hjemmel til at fastsætte nærmere regler om opgørelse af antallet af årselever, således at det klart fremgår, at fx antallet af beståede eksaminer kan indgå i beregningen af tilskuddet.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget med bemærkninger, tillader jeg mig at anbefale lovforslaget til Tingets hurtige og velvillige behandling.