Legislator Case Law & Legislation
19991XX00416 DK

Skriftlig fremsættelse (30. marts 2000) - L 256, L 257, L 258, L 259, L 260

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Skriftlig fremsættelse 1999 L 256, L 257, L 258, L 259, L 260 Valid

Skriftlig fremsættelse (30. marts 2000)

Arbejdsministeren (Ove Hygum)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte

Forslag til lov om bestyrelse for Arbejdsmarkedets UddannelsesFinansiering og om Efteruddannelsesudvalg.

(Lovforslag nr. L 256).

Forslag til lov om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse.

(Lovforslag nr. L 257).

Forslag til lov om arbejdsmarkedsuddannelser.

(Lovforslag nr. L 258).

Forslag til lov om ændring af lov om arbejdsmarkedsuddannelsescentre. (Sammenlægning af AMU-centre m.m.).

(Lovforslag nr. L 259).

Forslag til lov om børnepasningsorlov.

(Lovforslag nr. L 260).

I forbindelse med finansloven for 2000 blev der indgået en aftale mellem regeringen (Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre), Socialistisk Folkeparti og Centrum Demokraterne om en voksen- og efteruddannelsesreform. Enhedslisten har efterfølgende tilsluttet sig aftalen.

Af aftaleteksten fremgår det bl.a., at parterne er enige om at gennemføre en reform af voksen- og efteruddannelserne og enige om, at det offentlige har et overordnet ansvar for at sikre relevante videre- og efteruddannelsestilbud til alle. Finansieringen bør imidlertid i højere grad end i dag prioriteres imod de kortuddannede, og virksomhederne må tage en større del af ansvaret for finansieringen af indsatsen for de bedre uddannede.

Det fremgår tillige af aftaleteksten, at reformen skal udmøntes gennem en række lovforslag fra regeringen i løbet af foråret 2000, og at følgende overordnede principper styrer omlægningen

Det offentlige har et overordnet ansvar for at sikre relevant videre- og efteruddannelsestilbud til alle.

Der etableres bedre sammenhænge og mest mulig gensidig anerkendelse mellem tilbuddene henholdsvis inden for voksen- og efteruddannelserne og mellem voksen- og efteruddannelserne og grunduddannelserne.

Der skal være bedre muligheder for at deltage i forberedende voksenundervisning op til niveau for folkeskolens afgangsniveau. Undervisningen skal tilrettelægges fleksibelt og tage udgangspunkt i den enkeltes forudgående kvalifikationer og arbejdssituation.

Der etableres en fremtidssikret platform for varetagelsen af de arbejdsmarkedspolitiske mål med voksen- og efteruddannelse, der bl.a. sikrer, at her og nu behov på arbejdsmarkedet fortsat tilgodeses.

Den offentlige finansiering målrettes i højere grad kompetencegivende uddannelser for kortuddannede. Flere kortuddannede skal opkvalificeres til faglærte, blandt andet for at tage højde for de kommende års mindre ungdomsårgange. Der skal samtidig sikres mulighed for, at kortuddannede kan kvalificeres gennem efteruddannelse, der giver anerkendt kompetence med jobfunktioner for øje.

Godtgørelsessystemerne lægges om til et mere enstrenget og overskueligt system, hvor der i forhold til den enkelte uddannelse alene ydes lønrefusion/godtgørelse efter et regelsæt.

Der sker en tættere sammenknytning af ansvaret for indhold og prioritering af uddannelserne og ansvaret for finansiering af uddannelserne.

De lovforslag, som aftaleteksten tilkendegiver vil blive fremsat, er dels de 5 lovforslag, som jeg hermed fremsætter, dels en række lovforslag, som samtidig fremsættes af undervisningsministeren.

Princippet om en tættere sammenknytning af ansvaret for indhold og prioritering af uddannelserne og ansvaret for finansieringen af uddannelserne er udmøntet i forslaget til Lov om bestyrelse for Arbejdsmarkedets UddannelsesFinansiering og om Efteruddannelsesudvalg.

Med loven etableres der en bestyrelse for Arbejdsmarkedets UddannelsesFinansiering med beføjelser til at indstille til arbejds- og undervisningsministrene om anvendelse af statens tilskud til den erhvervsrettede voksen- og efteruddannelsesindsats til og med erhvervsuddannelsesniveau, herunder tilskud til godtgørelse m.v.

Uddannelserne, der er omfattet af parternes beføjelser efter loven, er arbejdsmarkedsuddannelserne, erhvervsuddannelserne for voksne, deltidsuddannelse og enkeltfag efter lov om åben uddannelse samt grunduddannelse for voksne.

Statens tilskud til uddannelserne ydes med fuld dækning til uddannelser, der er formelt kompetencegivende, idet der dog er opretholdt en deltagerbetaling på social- og sundhedsuddannelserne, merituddannelsen på pædagogisk grunduddannelse for voksne, deltidsuddannelser på erhvervsuddannelsesniveau og enkeltfag herfra, samt på enkeltfag ved fodterapeutuddannelsen. Der kan efter indstilling fra bestyrelsen for Arbejdsmarkedets UddannelsesFinansiering fastsættes aktivitetslofter på enkelte uddannelser, der giver formel kompetence, i særlige tilfælde.

Til uddannelser, der giver anerkendt kompetence, ydes der hel eller delvis dækning af udgifterne, idet der efter indstilling fra bestyrelsen for Arbejdsmarkedets UddannelsesFinansiering kan gives nedsatte statstilskud til grupper af uddannelser.

Der ydes fuld dækning af udgifterne til Individuel Kompetenceafklaring på AMU og kompetenceafklarende forløb som led i en grundlæggende voksenuddannelse indenfor fastsatte rammer.

Bestyrelsen vil have en række effektiviseringsmuligheder indenfor voksen- og efteruddannelsesindsatsen og vil herudover kunne indstille til arbejds- og undervisningsministrene, at der, hvis behovet overstiger statens tilskud, opkræves et arbejdsgiverbidrag fra alle arbejdsgivere. Dette bidrag fastsættes ved særskilt lov.

Bestyrelsen udmelder bevillingsrammerne til området for anerkendte uddannelser til Efteruddannelsesudvalgene, der fordeler bevillingerne til uddannelsesstederne. Efteruddannelsesudvalgene reduceres som følge heraf fra ca. 50 til max. 15. Uddannelsesstederne kan omdisponere de udmeldte bevillinger inden for max. 15 % af rammen.

Som en følge af etableringen af bestyrelsen for Arbejdsmarkedets UddannelsesFinansiering og den beslutnings- og kompetencestruktur, som lovforslaget indebærer, er det nødvendigt at ændre den eksisterende lovgivning på arbejdsmarkedsuddannelsesområdet.

Princippet om omlægning af godtgørelsessystemerne til et mere enstrenget og overskueligt system, hvor der kun er mulighed for at modtage godtgørelse et bestemt sted fra til en bestemt uddannelse, er udmøntet dels i forslaget til Lov om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse, dels i forslaget til Lov om børnepasningsorlov (som omtales nedenfor).

I forslaget til Lov om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse foreslås der indført et godtgørelsessystem, som i vidt omfang ligner det, der kendes ved deltagelses i arbejdsmarkedsuddannelser i dag. Godtgørelsen kan ydes til beskæftigede lønmodtagere, selvstændige erhvervsdrivende og ledige med ret til 6 ugers selvvalgt uddannelse. Godtgørelsen tager sit udgangspunkt i højeste dagpengesats, og den ydes som kompensation for tabt arbejdsfortjeneste eller arbejdsmulighed. Godtgørelse kan ydes til de uddannelser, der er omfattet af forslaget til Lov om bestyrelse for Arbejdsmarkedets UddannelsesFinansiering og om Efteruddannelsesudvalg, og det vil først og fremmest sige arbejdsmarkedsuddannelser og enkeltfag på erhvervsuddannelserne.

Forslaget til Lov om arbejdsmarkedsuddannelser indeholder - udover en tilpasning til den ændrede beslutnings- og kompetencestruktur - forslag til en forbedret praksis for godkendelse af udbydere af arbejdsmarkedsuddannelser, der sikrer en mere effektiv udnyttelse af uddannelseskapaciteten og en styrkelse af kvaliteten af arbejdsmarkedsuddannelserne. Målet med det nye godkendelseskoncept er, at de faglige og pædagogiske kvalifikationer kan bevares, styrkes og udbygges hos den enkelte udbyder, og at undervisningen spredes på færre uddannelsessteder med deraf følgende mindre overlap og færre aflysninger. AMU-centre og erhvervsskoler, der er godkendt til at udbyde arbejdsmarkedsuddannelser ved lovens ikrafttræden, bevarer denne godkendelse.

Forslaget om ændrede udbudsregler hænger sammen med et forslag om gennemførelse af en decentral entreprenørordning. Ordningen medfører, at private kan få adgang til at udbyde arbejdsmarkedsuddannelser i rammer, der på den ene side sikrer kvaliteten, og på den anden side giver sådanne frihedsgrader, at en privat udbyders særlige kompetencer vil kunne udnyttes i videst muligt omfang.

Videre foreslås det at styrke indsatsen for de læse- og regnesvage ved udvidelse af området for Individuel Kompetenceafklaring til at omfatte undervisningsforberedelse til arbejdsmarkedsuddannelserne.

De foreslåede ændringer i Lov om arbejdsmarkedsuddannelsescentre indebærer, at det bliver nemmere at sammenlægge to eller flere AMU-centre samt et AMU-center og en erhvervsskole, hvis skolernes bestyrelser ønsker det.

For at sikre at økonomiske forhold ikke skal hindre sammenlægninger af AMU-centre, vil arbejdsministeren i en overgangsperiode kunne yde et økonomisk tilskud til centre, der ønsker at indgå i en sammenlægning. Tilskuddet kan ydes i form af en kompensation i forbindelse med aftrapning eller bortfald af grundtilskud, ligesom der kan ydes tilskud til ekstraordinære udgifter i forbindelse med sammenlægningen. Tilskuddene vil også kunne ydes ved sammenlægning mellem et AMU-center og en erhvervsskole under forudsætning af, at institutionen videreføres som et AMU-center, og at den ene af de sammenlagte institutioner er et AMU-center.

Som en konsekvens af, at der fremover kun skal kunne ydes godtgørelse fra en bestemt ordning til en bestemt uddannelse, foreslås det endelig, at bestemmelserne om uddannelsesorlov afskaffes. Dette sker ved fremsættelse af forslaget til Lov om børnepasningsorlov, som overfører de nuværende bestemmelser om børnepasningsorlov så godt som uændret fra Lov om orlov, mens alle bestemmelser om uddannerlsesorlov er fjernet.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslagene og bemærkningerne, skal jeg på regeringens vegne anbefale lovforslagene til Tingets velvillige behandling

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →