Skriftlig fremsættelse (29. marts 2000) - L 236
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (29. marts 2000)
Skatteministeren (Ole Stavad)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om ændring af ligningsloven og fusionsskatteloven. (Ændring af genbeskatningsreglerne ved skattefri spaltning m.v.).
(Lovforslag nr. L 236).
For ikke at stille skattemæssige hindringer i vejen for forretningsmæssigt begrundede omstruktureringer i erhvervslivet foreslås det, at spaltninger skal kunne gennemføres efter fusionsskattelovens regler, uden at det indebærer genbeskatning af underskud i de udenlandske selskaber, der overdrages til det modtagende selskab. Genbeskatningssaldoen videreføres i stedet i det modtagende selskab. Det er en forudsætning, at det modtagende selskab er hjemmehørende her i landet, og at det udenlandske selskab efter spaltningen er omfattet af en sambeskatning efter selskabsskattelovens § 31.
Tilsvarende regler foreslås for den situation, hvor samtlige det udenlandske selskabs aktiver som led i spaltningen overdrages til et udenlandsk selskab, der er sambeskattet med det modtagende selskab.
Det foreslås herudover, at der skal ske genbeskatning af tidligere fratrukne underskud, når et udenlandsk selskab afhænder aktier eller anparter i datterselskaber til koncernforbundne selskaber m.v. Herved sikres, at et udenlandsk selskab ikke udskiller de sunde dele af selskabets aktiviteter i form af ejerskab til aktier i datterselskaber, uden at genbeskatning af tidligere fratrukne underskud finder sted.
Endvidere foreslås der en tydeliggørelse af bestemmelsen i ligningslovens § 33 E, stk. 6, således at det ligger uden for enhver tvivl, at der skal ske genbeskatning i den situation, hvor et moderselskab ophører ved spaltning og dermed ikke længere er skattepligtigt efter selskabsskattelovens § 1. I samme forbindelse foreslås en præcisering af fusionsskattelovens § 7.
Endelig foreslås det, at selskaber, som har underskud, der er omfattet af reglerne i ligningslovens § 33 E, som indført ved lov nr. 312 af 17. maj 1995, kan vælge at anvende reglerne i ligningslovens § 33 E, som den blev affattet ved lov nr. 487 af 12. juni 1996.
I det jeg i øvrigt henviser til bemærkningerne i lovforslaget, skal jeg anbefale det til Folketingets velvillige behandling.