Skriftlig fremsættelse (22. marts 2000) - L 225
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (22. marts 2000)
Skatteministeren (Ole Stavad)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om ændring af selskabsskatteloven. (Skattefritagelse af Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring m.v.).
(Lovforslag nr. L 225).
Lovforslaget indeholder 3 ændringer i selskabsskatteloven. For det første foreslås, at Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring (AES), fritages for skattepligt. AES, som er en selvejende institution oprettet ved lov, har til opgave at udbetale erstatninger m.v. til ansatte, der har pådraget sig en erhvervssygdom eller en pludselig løfteskade. AES har ikke skattemæssigt fradrag for beløb, der hensættes til dækning af forpligtelser overfor de sikrede. Derved er der ikke mulighed for resultatudjævning, uanset at institutionen budgetterer med et regnskabsmæssigt resultat på 0 kr. Det foreslås derfor, at institutionen fritages for skattepligt.
Det foreslås endvidere, at reglerne i selskabsskatteloven ændres, således at meddelelse om omlægning af et selskabs eller en forenings indkomstår altid skal gives til den skatteansættende myndighed. Efter de gældende regler skal meddelelse i visse tilfælde gives til de statslige told- og skattemyndigheder.
Endelig foreslås en mindre konsekvensændring som følge af ophævelsen af realrenteafgiftsloven, der er afløst af pensionsafkastbeskatningsloven.
I det jeg i øvrigt henviser til bemærkningerne i lovforslaget, skal jeg anbefale det til Folketingets velvillige behandling.