Skriftlig fremsættelse (1. marts 2000) - L 211
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (1. marts 2000)
By- og boligministeren (Jytte Andersen)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om ændring af lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v., lov om andelsboligforeninger og andre boligfællesskaber, lov om individuel boligstøtte og lov om integration af udlændinge i Danmark (Fleksible udlejningsregler, særlig støtte til visse almene boligafdelinger og kommunal anvisning til private andelsboliger).
(Lovforslag nr. L 211).
Lovforslaget indgår i regeringens samlede handlingsplan for bedre integration og er en del af en samlet vifte over redskaber i by- og boligpolitikken, som kommunerne kan anvende til løsning af by- og boligsociale problemer bl.a. med henblik på at forbedre forholdene i socialt belastede områder og undgå sociale ghettoer.
Lovforslaget indeholder for det første forslag om mere fleksible udlejningsregler. Kommunalbestyrelsen og en almen boligorganisation kan efter forslaget indgå aftale om, at udlejning af ledige boliger sker efter særlige kriterier. Der kan f.eks. aftales fortrinsret for pendlere, for ældre eller unge. Aftalen vil maksimalt kunne omfatte 90 pct. af de ledige boliger i en boligafdeling. Den kommunale anvisningsret til ¼ af boligerne bibeholdes uændret. Mindst 10 pct. af boligerne foreslås udlejet efter de gældende regler.
Forslaget indebærer endvidere, at der etableres mulighed for at yde en særlig støtte målrettet til særligt udsatte almene boligafdelinger. Løbetiden på eksisterende lån vil efter forslaget kunne forlænges, ligesom Landsbyggefonden vil kunne yde en særlig driftsstøtte. Lettelsen foreslås anvendt til bl.a. lejenedsættelse og fysisk renovering. Det er en forudsætning, at der udarbejdes en helhedsplan for løsning af afdelingens problemer.
Endelige indeholder lovforslaget et forslag om kommunal anvisning til private andelsboliger. For eksisterende andelsboligforeninger åbnes der mulighed for, at kommunen via en frivillig aftale kan få anvisningsret. For nye støttede og ustøttede (garanterede) andelsboligforeninger skal nye tilsagn, som gives efter lovens ikrafttræden, betinges af, at kommunen skal have adgang til at anvise boligsøgende til hver 10. bolig i foreningen. Kommunen kan maksimalt råde over 10 pct. af boligerne i foreningen.
Lovforslaget om mere fleksible udlejningsregler og adgang til kommunal anvisning til private andelsboliger vurderes ikke at have nævneværdige økonomiske konsekvenser for det offentlige. Forslaget om særlig støtte til visse almene boligafdelinger foreslås finansieret af sektoren selv via en aktivering af midler i Landsbyggefonden og i de omfattede boligorganisationer. Det skønnes imidlertid, at fondsmidlerne endnu ikke har en tilstrækkelig størrelse, hvorfor staten i årene 2001-2003 yder et tilskud på i alt maksimalt 220 mio.kr. Nettovirkningen for det offentlige er samlet merudgifter i år 2001 og 2002 på henholdsvis 45 og 23 mio. kr., hvorefter der er besparelser i år 2003 og 2004 på henholdsvis 17 og 55 mio. kr., herefter forventes der årlige besparelser i størrelsesordenen 55 mio. kr. De kommunale bloktilskud forudsættes reduceret svarende til de kommunale mindreudgifter på 19 mio. kr. årligt. De kommunaløkonomiske konsekvenser skal forhandles med de kommunale parter.
Lovforslaget vurderes ikke at indebære nævneværdig meradministration for det offentlige, dog vil forslaget om særlig støtte til almene afdelinger på kort sigt medføre en begrænset administrativ merbelastning i de konkrete kommuner og i staten. Lovforslaget vurderes ikke at have nævneværdige erhvervsmæssige konsekvenser, ligesom forslaget vurderes ikke at have miljømæssige konsekvenser, administrative konsekvenser for borgerne og ikke indeholder EU-retlige aspekter. Det foreslås, at lovforslaget træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de bemærkninger, der ledsager det, skal jeg anbefale forslaget til Tingets velvillige behandling.