Skriftlig fremsættelse (29. februar 2000) - L 206
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (29. februar 2000)
Indenrigsministeren (Karen Jespersen)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om ændring af lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner og amtskommuner. (Tilskud til særlig vanskeligt stillede kommuner ved løsning af boligsociale opgaver).
(Lovforslag nr. L 206).
Lovforslaget er en del af opfølgningen på regeringens samlede handlingsplan vedrørende bedre integration, der blev afgivet den 10. februar 2000.
Formålet med lovforslaget er at etablere en tilskudsordning, der styrker landkommunernes muligheder for at medvirke til løsning af boligsociale opgaver, herunder modtagelse og integration af flygtninge.
Den foreslåede tilskudsordning omfatter særlig vanskeligt stillede kommuner. De særlig vanskeligt stillede kommuner afgrænses som kommuner, hvis beskatningsgrundlag pr. indbygger i tilskudsåret er mindre end 90 pct. af landsgennemsnittet, og som kan modtage tilskud efter § 18 i lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner og amtskommuner. De særlig vanskeligt stillede kommuner omfatter hovedsageligt landkommuner.
Efter lovforslaget bemyndiges indenrigsministeren til at fastsætte nærmere regler om fordelingen af tilskuddet til særlig vanskeligt stillede kommuner. Bemyndigelsen påtænkes anvendt til at fastsætte objektive fordelingskriterier, eksempelvis tilflytning af personer på overførselsindkomst til kommunen og det samlede antal flygtninge, som kommunen skal modtage efter kommunekvoten. Tilskuddet forventes udmeldt til kommunerne umiddelbart inden budgetvedtagelsen.
Den årlige tilskudsramme udgør 40 mio. i tilskudsåret 2001. Tilskudsrammen reguleres fra og med tilskudsåret 2002 med satsreguleringsprocenten efter lov om en satsreguleringsprocent. Tilskudsordningen finansieres af det kommunale statstilskud.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget med tilhørende bemærkninger, tillader jeg mig at anbefale forslaget til hurtig og velvillig behandling i det høje Ting.