Legislator Case Law & Legislation
19991XX00350 DK

Skriftlig fremsættelse (25. februar 2000) - L 202

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Skriftlig fremsættelse 1999 L 202 Valid

Skriftlig fremsættelse (25. februar 2000)

Fødevareministeren (Ritt Bjerregaard)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte

Forslag til lov om ændring af lov om strukturforanstaltninger vedrørende fiskerisektoren. (Ændring af EU-medfinansierede tilskudsordninger og ordninger for yngre fiskere).

(Lovforslag nr. L 202).

Formålet med dette lovforslag er at tilpasse og supplere de gældende støttebestemmelser for fiskerierhvervet under hensyn til de ændringer, der er foretaget i Rådets forordning (EF) nr. 2792/1999 af 17. december 1999 om de nærmere regler og betingelser for Fællesskabets strukturforanstaltninger for fiskeriet og Rådets forordning (EF) nr. 1263/1999 af 21. juni 1999 om Det Finansielle Instrument til Udvikling af Fiskeriet.

Med lovforslaget skabes hjemmel til at gennemføre følgende nye foranstaltninger til støtte for fiskeriet i Danmark under Fødevareministeriets område

investeringer i anlæg i fiskerihavne,

fiskeri med mindre kystfartøjer,

nyskabende og udviklende projekter, herunder aktioner iværksat af erhvervet,

støtte til gennemførelse af tekniske restriktioner med hensyn til bestemte redskaber eller fangstmetoder.

Af andre ændringer kan nævnes, at ordningen om ydelse af førstegangsanskaffelseslån til yngre fiskere forbedres og præciseres. Fremover ligestilles yngre fiskere uanset om førstegangsanskaffelseslånet er til køb af et helt fartøj eller en andel heraf. Ligeledes ligestilles yngre fiskere i forbindelse med ansøgning om supplerende lån.

Muligheden for at indhente oplysninger hos andre myndigheder forbedres, idet der bliver mulighed for, at disse oplysninger kan tilvejebringes bl.a. med henblik på registersamkøring og sammenstilling af oplysninger i kontroløjemed.

Herudover indeholder forslaget enkelte andre ændringer.

Udgifter for staten til udbetaling af tilskud og administration af de af lovforslaget omfattede ordninger fastsættes på de årlige finanslove. Kommuner og amtskommuner vil kunne bidrage til den nationale medfinansiering.

Lovforslaget forventes at få en positiv miljømæssig effekt, idet der blandt andet tilskyndes til forbedret energiudnyttelse.

Forslaget skønnes ikke at medføre yderligere erhvervsmæssige konsekvenser.

Lovforslaget skal notificeres for Europa-Kommissionen i medfør af EU s statsstøtteregler. Kommissionens godkendelse skal foreligge før loven kan sættes i kraft.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslagets bemærkninger, anbefaler jeg lovforslaget til Folketingets hurtige og velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →