Skriftlig fremsættelse (23. februar 2000) - L 205
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (23. februar 2000)
Skatteministeren (Ole Stavad)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om ændring af lov om merværdiafgift (momsloven). (Momsfritagelse for sport).
(Lovforslag nr. L 205).
Ifølge gældende administrativ praksis er erhvervsmæssig salg af adgang til at dyrke sport eller fysisk træning - f.eks. adgang til et bowling- eller motionscenter - momspligtigt.
Imidlertid har Østre Landsret i en dom afsagt den 26. januar 2000 afgjort, at momslovens fritagelsesbestemmelse for sportsaktiviteter efter sin formulering ikke giver hjemmel til at nægte momsfritagelse for erhvervsmæssigt salg af adgang til at dyrke sport eller fysisk træning.
Herved opstår der et problem i forhold til den bagvedliggende fritagelsesbestemmelse i EU s 6. momsdirektiv. Den fastslår, at momsfritagelsen ikke gælder for erhvervsmæssigt salg i forbindelse med sportsaktiviteter.
Regeringen overvejer i øjeblikket, om der er grundlag for at indbringe landsrettens afgørelse for Højesteret. Uagtet resultatet af disse overvejelser finder regeringen grund til at foreslå, at momslovens fritagelsesbestemmelse for sportsaktiviteter tilpasses affattelsen af den bagvedliggende fritagelsesbestemmelse i 6. momsdirektiv. Regeringen lægger herved vægt på at sikre klarhed omkring overholdelsen af EU-forpligtelserne samtidig med, at tvivlen om indholdet af fritagelsesbestemmelsen i momsloven fjernes.
Idet jeg i øvrigt henviser til bemærkningerne til lovforslaget, skal jeg anbefale forslaget til Tingets velvillige behandling.