Skriftlig fremsættelse (22. februar 2000) - L 201
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (22. februar 2000)
Sundhedsministeren (Carsten Koch)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om ændring af lov om offentlig sygesikring og lov om ændring af lov om offentlig sygesikring og lov om social service. (Adgang til tilskud til ydelser købt eller leveret i et andet EU-/EØS-land).
(Lovforslag nr. L 201).
Formålet med lovforslaget er at bringe den danske sygesikringslov i overensstemmelse med EU-rettens bestemmelser om varernes og tjenesteydelsernes frie bevægelighed, således som disse bestemmelser er tolket af EF-domstolen i to præjudicielle domme fra den 28. april 1998. Disse to afgørelser er nærmere analyseret og vurderet af en embedsmandsgruppe. Lovforslaget er en opfølgning på Redegørelsen fra september 1999 fra Embedsmandsgruppen til vurdering af konsekvenserne af EF-domstolens afgørelser i Decker/Kohll-sagerne.
Lovforslaget bemyndiger sundhedsministeren til at fastsætte regler om og vilkår for, at den offentlige sygesikring til personer, der har ret til ydelser efter loven, yder tilskud til varer efter loven, der købes i et andet EU-/EØS-land, og tjenesteydelser efter loven, der leveres i et andet EU-/EØS-land.
Lovforslaget lægger op til, at der efter sygesikringsloven vil kunne gives tilskud til varer og tjenesteydelser efter loven, i det omfang disse anses for omfattet af EF-traktatens bestemmelser om varernes og tjenesteydelsernes frie bevægelighed. Som varer og tjenesteydelser i EF-traktatens forstand betragtes
almen lægehjælp til gruppe 2-sikrede,
speciallægehjælp til gruppe 2- sikrede,
tandlægehjælp til gruppe 1- og gruppe 2- sikrede,
fysioterapi til gruppe 1- og gruppe 2- sikrede,
kiropraktisk behandling til gruppe 1- og gruppe 2- sikrede,
briller til børn under 16 år,
ernæringspræparater.
Lovforslaget hjemler mulighed for, at der administrativt kan fastsættes bestemmelser om ydelse af tilskud til lægemidler købt i et andet EU-/EØS-land. Spørgsmålet udskydes dog ud fra en række sundhedspolitiske hensyn, særlig fastholdelse af det nuværende lave danske forbrug af lægemidler. Samtidig lægges op til en ophævelse af lovens § 7 d om tilskud til køb af lægemidler i et andet nordisk land.
Lovens ikrafttræden er fastsat til den 1. juli 2000.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og dets bemærkninger, tillader jeg mig herved at anbefale lovforslaget til Folketingets velvillige behandling.