Legislator Case Law & Legislation
19991XX00313 DK

Skriftlig fremsættelse (2. februar 2000) - L 183

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Skriftlig fremsættelse 1999 L 183 Valid

Skriftlig fremsættelse (2. februar 2000)

Sundhedsministeren (Carsten Koch)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte

Forslag til lov om ændring af lov om kunstig befrugtning i forbindelse med lægelig behandling, diagnostik og forskning m.v. (Opbevaringstid for nedfrosne æg).

(Lovforslag nr. L 183).

Efter § 30, stk. 5, i loven om kunstig befrugtning skal der fremsættes forslag til revision af loven i folketingsåret 1999-2000.

Som bekendt er den gældende lov bygget op om en række forbud kombineret med et godkendelsessystem for nye behandlingsmetoder. På denne måde fremgår det klart, hvad der er forbudt, og hvad der skal gennem et godkendelsessystem, inden det kan anvendes i behandlingen. Udviklingen på området er derfor lagt i faste rammer, og dette system skal der ikke røres ved.

Det samme gælder de bestemmelser, der er fastsat om forskning i loven.

Ændringsforslaget til loven indeholder et forslag om en justering i den eksisterende retstilstand. Det drejer sig om en forlængelse af opbevaringstiden for befrugtede og ubefrugtede æg fra 2 til 4 år.

Fra lande med længere nedfrysningstid er der ikke oplysninger, der tyder på, at de befrugtede æg tager skade af en nedfrysningstid på 4 år.

En forlængelse af fristen til 4 år vil kunne hjælpe de kvinder, der ikke kan opnå en graviditet inden for to år. Dette kan skyldes komplikationer, der kan resultere i, at der skal flere behandlinger til. Ved at udtage og opbevare flere æg, kan man inden for den forlængede opbevaringstid nå at gennemføre flere behandlinger uden fornyet hormonbehandling og ægudtagning.

En ændring i opbevaringstidens længde vil ikke få nogen konsekvenser for de andre bestemmelser om æg, f.eks. om donation, medtagning til udlandet og bestemmelserne om destruktion af æggene i tilfælde af dødsfald.

Der skal heller ikke ske ændringer i bestemmelserne om den maksimale tid, som et befrugtet æg må holdes i live uden for en kvindes livmoder.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget med tilhørende bemærkninger, tillader jeg mig at anbefale forslaget til Folketingets velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →