Legislator Case Law & Legislation
19991XX00304 DK

Skriftlig fremsættelse (27. januar 2000) - L 177

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Skriftlig fremsættelse 1999 L 177 Valid

Skriftlig fremsættelse (27. januar 2000)

Fødevareministeren (Henrik Dam Kristensen)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte

Forslag til lov om tilskud til fremme af innovation, forskning og udvikling m.v. i fødevare-, jordbrugs- og fiskerisektoren (Innovationsloven)

(Lovforslag nr. L 177).

Lovforslaget skal fremme fødevare-, jordbrugs- og fiskerisektorernes innovations- forsknings-, og udviklingsindsats med henblik på at styrke grundlaget for at leve op til fremtidens konkurrencebetingelser.

Siden produktudviklingslovens vedtagelse for 10 år siden er fokus i højere grad blevet rettet mod international konkurrence, produkt- og markedsudvikling, kvalitet, miljø, økologi, ny teknologi, fødevaresikkerhed, forbrugerinteresser mv. Samtidig har strukturudviklingen - herunder fusioner i mejeri- og slagterisektoren - medført yderligere koncentration af bl.a. innovationskapacitet hos relativt få virksomheder.

Med forslaget til innovationslov, der afløser produktudviklingsloven, tilsigtes en mere målrettet lov, der tager højde for den nævnte strukturudvikling, og som kan støtte udviklingen i retning af at leve op til de nye konkurrenceparametre.

Hovedpunkterne i lovforslaget er følgende

Loven skal i et offentligt-privat samspil styrke grundlaget for udviklingen af virksomhedernes innovationspotentiale.

Loven målrettes mod særligt prioriterede områder som fx arbejdsmiljø, fødevare- og ernæringssikkerhed, økologi og dyrevelfærd, og der lægges øget vægt på imødekommelse af forbrugerinteresser. Desuden vil der blive fokuseret på dokumentation og sporbarhed med henblik på at udvikle de nævnte områder som salgsparametre.

Ordningen målrettes mod innovation og udvikling i navnlig små- og mellemstore virksomheder, idet disse virksomheder kun har begrænsede økonomiske muligheder for at gennemføre disse aktiviteter på egen hånd.

Hensigten er desuden at prioritere innovations- og udviklingsprojekter, der indebærer samarbejde i netværk - fx partnerskab eller netværk mellem kombinationer af forskellige typer af virksomheder, offentlige og private institutioner, brancheforeninger m.v. Dette vil bidrage til at styrke samarbejdet mellem virksomhederne på en række centrale områder samt styrke formidlingen af viden fra forskningsinstitutioner til bedrifterne og virksomhederne.

Fødevareministeren bemyndiges til af egen drift at iværksætte særlige initiativer for at styrke innovationsindsatsen. Formålet er at give ministeren mulighed for at iværksætte initiativer inden for lovens område, når der konstateres eller opstår behov for innovation, forskning og udvikling på særlige områder.

Som konsekvens af den øgede vægt på forbrugerinteresser foreslås det, at bl.a. Forbrugerrådet repræsenteres i det bevilgende udvalg for forarbejdningssektoren (innovationsudvalget).

Innovationsudvalget får rådgivende status over for fødevareministeren, for så vidt angår fødevaresektorens udvikling.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslagets bemærkninger, anbefaler jeg lovforslaget til Folketingets hurtige og velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →